Afkom

av Amalie Skram

XIV

Sent paa Kvælden da de fremmede var gaat, Børnene tilsengs, og Gamlefruens Lig bragt bort, sad Smith og Lydia alene i Dagligstuen. Smith røg Pibe og læste i en Avis, men hvert Øjeblik lod han Avisen synke og Piben gaa ud.

Lydia sad i Hjørnesofaen og broderte. En stor Moderatørlampe brændte paa Bordet.

Smith la Avisen bort og læned sig tilbage i Stolen. «Aa ja, ja,» sa han med et dybt Suk og saa op i Taget.

«Ja, kjære Herman, jeg forstaar saa vel din Stemning iaften. Selv er jeg saa beklemt, at –»

«Du véd, jeg altid har git Mor Skylden for mine Forældres ulykkelige Ægteskab,» Smith stak Haanden ind under Nakken, «men i Sommer, da Søster Benedikte var her. – – – Mor blev narret til at ta Far. Hun var forlovet med en svensk Søofficer og vilde ikke ha Far.»

«Ja, det synes jeg, Du har nævnt før, Herman.»

«Men jeg har ikke vidst rigtig Besked, havde bare hørt ymte om, at Mor i sin Ungdom havde havt en Forelskelse. Far havde sat sig i Hodet, at den rige vakre Frøken Stokflet skulde bli hans Kone – ja for Mor var en Skjønhed i sin Ungdom –, og saa havde han gamle Bedstemor Stokflet paa sin Side. Far var jo en rig og mægtig Mand, og Bedstemor Stokflet fik ham til at opsnappe Brevene fra Søofficeren, og Mor foreholdt de, at han enten maatte være død eller ha glemt hende, siden han aldrig skrev. Saa tog hun Far tilsidst.»

«Skammeligt handlet!» udbrød Lydia.

«Mor tilgav aldrig, at de havde narret hende. Hun gik ikke til sin Mor, Bedstemor Stokflet, da hun paa sit Dødsleje sendte Bud efter hende, og Far hadede hun til hans sidste Stund.»

«Far var nu ogsaa saadan en Hustyran,» vedblev Smith efter at ha trukket Vejret dybt. «Ikke tale om, at Mor kunde foreta sig det mindste uden efter hans Diktat og Befaling. Jeg husker engang, hun havde ladt dække Middagsbord i Havestuen, der havde aabne Døre ud til Verandaen, en smeldende varm Sommerdag. Hvad skal dette bety? raabte Far, da han saa det, og blev hvid lige ud paa Munden; og uden videre sopte han Borddugen sammen med alt hvad som stod der, og kasted det i Gulvet.

Lydia lod Hænderne med Arbejdet synke, og saa paa sin Mand.

«Ja saadan var han. En anden Gang, Mor havde vært i Dameselskab, og ikke var kommen hjem paa Slaget 9, gik han ud og stængte Gadedøren og tog Nøglen til sig. Og endda hun kom 20 Minutter senere, slap han hende ikke ind. Mor blev gaaende længe derude i Haven. Omsider forbarmed en af Pigerne sig over hende og lod hende snige sig ind gjennem Kjøkkenet. Næste Dag blev den Pige vækvist af Tjenesten.»

«Nej, men Herman, hvor kan Du dog da ha git din Mor Skylden?»

«Dengang gjorde ikke disse Ting noget videre Indtryk paa mig. Vi var vant til, at Far skulde være som en Konge og blindt lystres. Og saa har jeg jo ogsaa set Far øm og mild og myg som et Barn. Da Mor holdt paa at dø efter min yngste Brors Fødsel, gik han og graad om Dagene, og hvergang han saa os Børn, tog han os ind til sig, og klapped os, og lovte, at han skulde være saa snil, saa snil. Mor derimod har jeg aldrig set græde, og aldrig kan jeg huske hende anderledes end streng og haard og kold imod os.»

«Det var dog Synd af din Mor, at la det gaa ud over Børnene,» mente Lydia.

«Aa ja, Stakkar. Hun har gaat der og er blet gold og fortørret og bundfrossen i sit Ægteskab. Og tænk, hvad hun maa ha følt, dengang hun fik vide, at de havde narret hende, dengang hun 12–13 Aar efter sit Giftermaal pludselig her traf den svenske Søofficer paa et Logebal. Far sad naturligvis nedenunder og spilte Kort, og Mor og Officeren fik snakket sammen og danse saa meget, de lysted. Saa kom han tilbage Aaret efter, og Enden blev, at Mor forlangte Skilsmisse.»

«Er det muligt!»

«Ja, og Søster Benedikte tror fuldt og fast, at Mor har forglemt sig med Søofficeren.»

«Ja, hvem vilde vel dømme hende derfor,» fortsatte Smith til Svar paa Lydias forfærdede Mine. «Havde de ikke bedraget hende og ligefrem stjaalet hendes Forlovede fra hende, saa var hun sikkert bleven en hel anden.»

«Men hvor kan Benedikte dog tro saa ‘nt om sin egen Mor,» sa Lydia uvilligt.

«Jo, for Benedikte har set meget dengang, skjønt hun kun var et Barn paa en 13 Aar. Hun havde saaledes lagt Mærke til, at Mor listed ud af Huset om Aftenen, naar Far var paa Logen eller i Herreselskab, og blev mødt helt nede i Haven af en fremmed Mand, som kjørte bort med hende. Men det var jo først, da hun blev voksen og gift, at hun forstod, hvad der var foregaaet.»

«Nej før jeg kunde ha tænkt det om Bedstemor Smith –»

«Jeg husker en Aften, jeg havde nogle Kammerater hos mig,» gik Smith videre; «jeg vilde liste mig ned i min Fars Værelse og stjæle nogle Cigarer.»

«Husk paa det, Herman, hvis Henrik nogengang skulde gjøre ligesaa,» afbrød Lydia.

«Jeg kom ikke længer end til Stuen ved Siden af. Far og Mor var derinde, og jeg hørte, de havde en frygtelig Scene. Far kaldte Mor med de værste Navne, og sa, at han skulde jage hende ud af Huset og sætte hende i Daarekisten, hans Stemme var ukjendelig, og indimellem lød der dundrende Slag i Bordet. Mor lo saa det risled koldt igjennem mig, og skreg endda højere end Far: «Tag Dig ivare din Usling, din Bedrager! Hvad Du har gjort imod mig, skal Du staa til Ansvar for paa Dommens Dag!» Et Øjeblik efter kom Mor ud af Stuen. Jeg trykked mig forfærdet op mod Væggen, og Mor gik raslende og strunk forbi mig.»

«Hvor det maa ha vært rædsomt for Dig, Herman. – Mine Forældre har vist heller ikke levet i et idealt Ægteskab – men dette –»

«Fra den Tid skriver det sig, at Mor og Far aldrig oplod sin Mund til hinanden. Aldrig. Og tænk, jeg syntes bedre om det, end hvad der af og til havde hændt, mens jeg var mindre, dette at Far kunde trække Mor ned paa sit Knæ og ville, at hun skulde kjæle for ham. Jeg blev hver Gang saa flou og elendig uden at forstaa hvorfor, vidste ikke, hvor jeg skulde gjøre af mine Øjne. Det var mig, som der foregik noget naturstridigt.»

«Uf ja,» nikked Lydia.

«Mor blev med en Gang saa gammel,» fortsatte Smith. «Hendes Ansigt kom til at ligne en Maske, som der aldrig var Liv i, undtagen naar nogen fortalte frivole eller uanstændige Historier. Da var det liksom hun tøde op. Hendes indestængte, forraadte Ungdomskjærlighed var bleven opløst i en kold og spottende, ja næsten ondskabsfuld Kynisme. Aa, hvor hun ofte stødte, ja rent ud forfærded mig ved sit Snak, da jeg var ungt Menneske. Og hun blev ved som gammel Kone ogsaa. – Nu i de sidste Aar var det liksom gaat af hende, men endnu saa længe Lina laa tilsengs, kunde hun aldrig være her uden at komme med ækle Bemærkninger om mit glædeløse Ægteskab og 0m den Brudeseng, hun skulde rede mig, naar Lina var død.»

Lydia la Arbejdet sammen, og retted sig op. «Tak, Herman, fordi Du har fortalt mig alt dette,» sa hun stille. «Men det er saa ondt nu, siden hun er død.»

«Ja Lydia. Men det er jo for at forklare og om muligt rense hende.

Saa rejste Lydia sig, gik hen til sin Mand, la Hænderne paa hans Skuldre, og idet hun saa ham ind i Øjnene spurgte hun: «Hvor kan det være, at Du er blet saa god, saa god med den Far og den Mor, Du har havt?»

«Jeg har mødt saa megen Kjærlighed i mit Liv, Lydia. Det er det, som har gjort mig saa pas skikkelig.»

«Hvad Slags Kjærlighed?» Der kom et spejdende Udtryk i Lydias Øjne.

«Din f. Eks., Lydia.»

«Den fik Du jo saa sent. Har de andres Kjærlighed ikke betyd likesaa meget eller mere for Dig?» hendes Øjne fyldtes med Taarer.

«Nej, Lydia. Nej og atter nej. Alt andet er glemt og borte nu. Du er min levende, dejlige, eneste Kjærlighed.»

Lydia sank grædende til hans Bryst og kyssed ham atter og atter.

Saa snakte de om Bedstemor Smiths Begravelse og aftalte, hvad der skulde gjøres.

«Jeg vil lægge en Rose ved hendes Hjærte,» sa Lydia. «Den skal være purpurrød med et Baand, hvorpaa der skal staa: Oscar.»

«Ja det var Søofficerens Fornavn. Hvor kan Du vide det?»

«Det var det Ord hun sa, idet hun døde» –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Afkom

Amalie Skrams romanserie Hellemyrsfolket regnes som et hovedverk i den naturalistiske litteraturen i Norge. Firebindsverket tar opp hva som former et menneskeliv og i hvilken grad arv og miljø bestemmer et menneskes skjebne.

Afkom (1898) er fjerde og siste roman i serien og handler om Siverts barn, Severin og Fie. Handlingen er lagt til 1870-årene og forskjellene mellom fattig og rik er et hovedtema.

Hellemyrsfolket (1887-1898):
    Sjur Gabriel (1887)
    To Venner (1887)
    S.G. Myre (1890)
    Afkom (1898)

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.