Afkom

av Amalie Skram

XLII

Petra havde bestemt nægtet Fie at bli med paa Fodturen til Natlandsbotten.

«Du kan jo stjæle Dig afsted,» sa Severin, som i denne Tid var oprømt paa Grund af sin nær forestaaende Afrejse. «Husk Ballet hos Smiths. Aldrig havde jeg havt Mod til det.»

Nej, men nu havde Fie ikke Mod.

Saa var Turen blet opgit. Kristian Aall, der var Forslagsstilleren, havdehavde] rettet fra: hhavde (trykkfeil) tabt Lysten. Henrik var ligeglad, og Severin ogsaa.

– – Det var mærkeligt, saa ofte Fie mødte Kristian nu. Omtrent hver Gang hun kom paa Gaden, var han der. Han gik altid hen til hende, vendte om, og saa fulgtes de ad. Han fik hende til at gaa Ture paa Nygaard eller ud til Klosterhougen, hvor de mødte saa faa. Bestandig havde han saa meget at snakke om. Fortalte om Lærerne paa Skolen, om sin Afsky for denne dødfødte Pugen af Græsk og Latin, om sine Planer for Fremtiden, om sin Far og Mor, og om alt muligt.

Fie hørte til med lyttende Interesse. Hun var sammen med Kristian Aall altid saa glad, at hun glemte sine Sorger. Hendes Øjne blev blanke og hendes Kinder røde.

«Du véd ikke, hvor godt jeg forstaar hvert Ord,» kom det undertiden fra hende. «Selv om jeg ikke siger noget.»

«Siger Du ikke noget!» raabte Kristian. «Jeg synes, Du siger en Mængde prægtige Ting. Men naar jeg tænker mig om, saa er det sandt. Du siger ikke stort, men Du hører saa meget des bedre.»

«Er det din Mening, at Rangsforskjel og Klasseforskjel skulde afskaffes?» spurgte Fie.

«Naturligvis,» ivred Kristian. «Den eneste Rangsforskjel, der burde eksistere, er den mellem de onde og de gode.»

«Det er jo liksom det skal gaa til paa Dommens Dag, naar Jesus skiller Menneskene i to Hobe, den ene paa den højre, den anden paa den venstre Side.»

«Netop,» sa Kristian. «Paa Dødens og Dommens Dag gjælder kun de to Rubriker.»

«Jeg forstaar det ikke rigtigt,» Fie fik en grundende Mine. «For det staar jo i Bibelen, at Gud saa alt det, han havde skabt, og se, det var altsammen saare godt.»

«Det var jo før Syndefaldet, Sofie!»

«Men nu de kloge og de dumme da? Skal der heller ingen Forskjel være mellem dem?»

«Jo. Nok her i Verden, men ikke i Evigheden.»

De var kommen forbi Klosterhougen og vandred udover mod Nordnæspynten. Pludselig greb Kristian Fie ved Armen og sa: «Lad os gaa ned ad Smuget her. Der kommer nogen, jeg ikke gider hilse paa,» han drejed til højre, og Fie fulgte, mens hun samtidig vendte Hodet og fik Øje paa to unge, fikse Damer, der kom gaaende et Stykke borte.

«Ikke se efter dem, Sofie,» sa Kristian hurtig. «Skynd os bare.»

«Hvem var det?» spurgte Fie; de var kommen midtvejs i det trange, stejle Smug, som førte ned til Strandgaden.

«To unge Piker, Døtre af mine Forældres Bekjendtskab. Jeg fordrager dem ikke, fordi de begge tror, jeg er forelsket i dem.»

«Hvor kan de tro det, naar Du ikke er det?»

«Slige Dukkefæ! Forresten har jeg havt en Gutteforlibelse i dem begge to, den ene efter den anden. Men det skal Du ikke bry Dig om, Sofie.»

Fie saa et Sekund paa Kristian med et Par underlige Øjne. Hvad betød dog det Blik, grunded Kristian.

Det skal Du ikke bry Dig om, Sofie, klang det for Fies Øren. Kristian maatte altsaa være glad i hende. Aa Gud, aa Gud. Hun mærked, at hun blev kold og bleg, og straks efter hamred Blodet i hendes Tindinger. I Taushed gik hun ved hans Side gjennem Strandgaden, kjæmpende mod Graaden. Kristian sa heller ikke noget. Han var saa underlig benauet.

«Farvel,» sa Fie, da de naaede Kippersmuget, hun rakte Haanden ud. «Og Tak for i Dag.»

Kristian tok hendes Haand, som han trykked, og saa bedrøvet paa hende. Saa løb Fie opover Smuget til sit Hjem.

– – – – – – – – –

– – – – – – – – –

Dagen før Severin og Kristian skulde rejse, mødte Fie atter denne sidste paa Gaden.

«Kom og gaa en Tur,» sa han.

«Jeg kan vist ikke,» svarte Fie nølende. «Jeg skal hjælpe Severin med at pakke.»

«Aa jo, Sofie. Nu er det jo sidste Gang paa lang Tid, at vi faar tale sammen.»

Fie gik med ham. Kristian var idag saa taus og beklemt. Han ligned ikke sig selv.

Fie spurgte, om han ikke var glad, for han skulde rejse, og Kristian svarte, at han havde vært det før, men nu ikke var det mere.»

«Severin er forfærdelig glad,» sa Fie.

Efter en Pause sa Kristian: «Tror Du paa Kjærligheden, Sofie?»

«Kjærligheden,» gjentog Fie. «Ja, jeg véd ikke, hvad Du egentlig mener. Kjærlighed er jo vel nok i og for sig noget godt, men den maa vist mangen Gang kjøbes dyrt.»

«Jeg synes, det maatte være saa let og simpelt,» sa Kristian og saa langt ud med de drømmende, lyseblaa Øjne. «Dette f. Eks., at to Mennesker holdt af hinanden og gjorde hinanden godt et helt Liv igjennem,» hans ellers saa lyse og muntre Stemme lød trist og dæmpet.

«Men der kommer altid saa meget i Vejen, tror jeg –» Fie holdt inde, som var hun bange for at gaa videre.

«Det er vist ikke nødvendigt, Sofie, at der skal komme noget ivejen.»

«Der er jo forresten saa mange Slags Kjærlighed,» sa Fie efter nok en Pause. «Men jeg maa vende om. Jeg tør ikke være ude længer.»

De gjorde, som hun sa, og gik tilbage, samme Vej de var kommet. Kort efter var de ved Hjørnet af Kippersmuget.

Saa skulde de sige Farvel. Kristian trak en firkantet, flad, tyk Pakke op af Jakkelommen og rakte den til Fie, som tog den uden at se paa den.

«Farvel, Sofie,» sa han med fugtig Stemme og skyndte sig afsted.

Fie løb efter og indhented ham. «Du maa da la mig faa Lov til at takke Dig, fordi Du har vært saa snil og god imod mig,» hun sa det med bævende Læber og tog Kristians Haand.

Kristian, der var bleg i Kinderne, letted paa Huen og saa paa Fie, men kun et Øjeblik. Saa tog han Øjnene til sig, mumled Farvel og gik fra hende.

Da Fie var kommen hjem, aabned hun oppe paa Fremsalen den flade, tykke, firkantede Pakke, som Kristian havde git hende. Den indeholdt en Mængde hvide Konvolutter, og paa dem alle stod der skrevet:

Hr. Student Kristian Aall.
Adr. Hr. Stiftsprovst Aall.
Karl-Johansgade 15,
Kristiania.

Desforuden et lidet Ark Brevpapir med disse Ord:

Sofie, kjære Sofie!
Disse Konvolutter er en Bøn om, at Du skal skrive til mig én Gang om Ugen. Vil Du det?
Aa, hvor jeg skal svare Dig.

Et Stykke længere nede læste hun:

«Jeg tænkte, Legen den skulde gaa
opi de graanende Dage.»
Din trofast hengivne
Kristian Aall.

Fie sank sammen paa Stolen foran Bordet og graad, som om Hjertet skulde briste.

Saa rejste hun sig, gjemte Pakken med Brevet og Konvolutterne og gik ind paa Skraakammeret til Severin, som hun hjalp med at pakke.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Afkom

Amalie Skrams romanserie Hellemyrsfolket regnes som et hovedverk i den naturalistiske litteraturen i Norge. Firebindsverket tar opp hva som former et menneskeliv og i hvilken grad arv og miljø bestemmer et menneskes skjebne.

Afkom (1898) er fjerde og siste roman i serien og handler om Siverts barn, Severin og Fie. Handlingen er lagt til 1870-årene og forskjellene mellom fattig og rik er et hovedtema.

Hellemyrsfolket (1887-1898):
    Sjur Gabriel (1887)
    To Venner (1887)
    S.G. Myre (1890)
    Afkom (1898)

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.