XLIII

Løjtnant Riber var oppe hos Smiths for at spørge til Fruen, som han vidste laa syg.

Da han kom ud af Stuerne efter at ha faat Besked af Serinne, mødte han paa Gangen Lina i Overtøj. Hun var iført en sort Silkepaletot, kantet med Kniplinger, og en fiks Hat med en mørkerød Strudsfjær, som klædte hende udmærket.

«Vent lidt, Alfred Riber, saa gaar vi sammen,» Lina trak de brungule Skindhandsker paa, greb sin nye Silkeparaply, og saa fulgtes hun og Riber nedover Trapperne og ud paa Gaden.

«Hvor skal Du hen?» spurgte Riber.

«Nogle Smaaærinder. Men det haster ikke. Lad os spadsere til Punktum. Vil Du?»

Riber saa fra Siden paa Lina og var stolt ved at gaa sammen med hende. Gud bevars, hvor hun dog var blet vakker!

«Det er sørgeligt dette med din Mor, Lina.»

«Ja forfærdeligt. Tænk, nu ligger hun bestandig. Og Pappa Stakkar, han græmmer sig fordærvet. Det værste er, at denne fæle Heks, denne Madam Lind er kommen i Huset for at passe hende. Pappa afskyr hende.»

«Men der maatte dog være en anden at faa,» bemærked Riber.

«Naturligvis. Men naar nu Mamma har sat sig i Hodet, at hun vil ha Madam Lind og ingen anden. Tror Du, Pappa kan nænne at gjøre Mamma imod? Gud maa vide, hvordan det egentlig hænger sammen, men jeg tror, at Mamma har tat det paa sig som et Slags Martyrium, at hun skal ligge til Sengs, og at netop Madam Lind skal passe hende – ja, for Mamma kan heller ikke fordrage Madam Lind, er jeg vis paa. Hvis bare Mamma rigtig ihærdig vilde, kunde hun lige saa godt være oppe.»

«Ja, der er mange triste Ting i Verden,» sa Riber og sukked. «Jeg fik idag Telegram fra Kristiania om, at en af mine bedste Venner, en prægtig ung Officer, har skudt sig.»

«Hvorfor har han gjort det?» spurgte Lina ivrig.

«Ja, det er der ingen, som rigtig véd. Han havde nogen Spillegjæld og nogle obscure Kjærlighedshistorier, men det er ikke Forklaring nok.»

«Obscure Kjærlighedshistorier, hvad vil det sige?»

«Ja» – det kom tøvende fra Riber – «Forbindelser med Kvinder, som han ikke kunde være bekjendt.»

«Hvor kan dog nogen ordentlig Mand ha det?» spurgte Lina indigneret.

Riber svarte ikke. De var naat til Domkirken, som laa midt i den gamle, trange, nu nedlagte Kirkegaard.

«Derinde ligger mine Forfædre og Forfædreinder begravet,» sa Lina. «Tror Du ogsaa, nogen af dem har havt den Slags Forbindelser?»

Ja, hvem kunde vide, mente Riber.

«Men man maa dog kunne ryste den Slags Historier af sig, og bli et andet Menneske – tror Du ikke, Alfred Riber?»

«Jo, naturligvis. Men Sagen er, at det – ja, at det er et Spørgsmaal, om den unge Pige, man senere kommer til virkelig at elske, vil kunne tilgi det. Ikke sandt?»

«Det vilde jeg kunne,» sa Lina.

Det fo’r som en Glæde gjennem Riber. «Du, som er saa blottenes ung – ikke sandt?»

«Du skal ikke sige: ikke sandt,» sa Lina næsten heftig. «Som Barn kan jeg huske, jeg gjorde Nar af dette dit evige: ikke sandt?»

«Saa faar jeg se til at vænne mig af med det,» svarte Riber sagtmodig.

«Ja, gjør det!»

«Nej, men hvad jeg vilde sagt,» fortsatte saa Riber. «Hvor kan Du, som er saa ung, være blet saa fornuftig fra?»

«Det kommer af, at jeg holder saa meget af Henrik,» svarte Lina alvorlig.

«Henrik, det Dydsmønster!»

«Ja, netop derfor –,» der kom en vemodig Klang i Linas Stemme. «Jeg véd med Vished, at jeg aldrig vil kunne træffe nogen som han, og saa –» hun holdt inde.

«Og saa?» gjentog Riber.

«Saa vilde jeg ikke se paa lidt mere eller lidt mindre af Forsyndelser hos andre.»

«Men den, Du vilde ta til din Mand f. Eks.?»

«Nej, ikke hos ham heller. Hvad kunde det nytte?»

Ja, Gud maa vide, tænkte Riber. Hun gik der og talte i god Tro ud af sin Ungdoms Uerfarenhed. Naar det nu kom til Stykket. Negativ var ialfald denne hendes Fordragelighed.

De gik op over Trottoiret ad Kalfaret til, hvor det vrimled med spadserende. Hvert Øjeblik maatte de hilse paa dem, de mødte.

«Det er det sørgelige,» sa saa Riber, «at alting her i Verden har sine uafvendelige Følger. Jeg tænker saa tit paa min Farbror, Skibskaptejnen, en af de stouteste Mænd, jeg har set. Han gifted sig – dødelig forelsket – med en ung Pige paa 18 Aar, Aurora Ingstad hed hun, vakker og prægtig i alle Maader, og det endte dog med, at han styrted sig paa Hodet i Sjøen gjennem Kahytsvinduet i Agterenden af Skibet, fordi hun aldrig vilde tilgi ham, og aldrig kunde la være at tale om hans Ungdomssynder. Han blev simpelthen vanvittig af det – ikke sandt?»

«Hvor kan Du nu vide, at det var Grunden, Alfred?»

«Jo, for der laa nogle forseglede Optegnelser til Bedstemor Riber, som hun fik ved Skibets Hjemkomst.»

«Det er altsaa hende, Enkefru Riber, som bor der saa ensomt paa Damsgaard?»

«Ja, hun er altid sortklædt og omgaas ingen uden sine gamle Forældre.»

«Hun er endnu svært vakker,» sa Lina.

«Ja, men ser ud som en Istap. Jeg fryser, bare jeg tænker paa hende.»

De var naaet til «Punktum» og vendte om. Paa Tilbagevejen talte de igjen om Fru Smiths Sygdom og om, hvor trist der var derhjemme.

«Du kan jo gaa ud og more Dig, saa meget Du vil.»

«Hvad hjælper det?» sa Lina. «Nej, hvis jeg kunde flygte bort fra det hele – med Dig f. Eks.?»

Atter fo’r der en Glæde gjennem Riber, denne Gang saa jublende stærk, at den tog Mælet fra ham. Skulde det være muligt? – – Aa nej, det var alt for svimlende. Men Gud for en Lykke det vilde være i alle Henseender.

«Hvorfor siger Du ikke noget?» spurgte Lina efter en Stunds Taushed.

«Fordi Du gjør mig aldeles tummelumsk, Lina. Og saa er jeg bange for, at Du slet ikke véd hvad Du siger.»

«Jo. Jeg véd det godt,» svarte Lina og lo.

Kort efter skiltes de.

– – Da Riber kom hjem, spændte han Sablen af sig og skifted Skotøj. Saa drev han op og ned paa Gulvet i det rummelige, mørke Værelse, der fik en Smule Lysning fra Gaslygten der udenfor paa Torvehjørnet.

Det bæved i hans indre ved Tanken om, at Lina kunde bli hans. Med hvilken Stolthed vilde han ikke kunne præsentere hende ved Hofballerne, naar han nu blev forflyttet til Kristiania og senere til Stockholm.

– Og sligt et Hus de kunde føre – Lina, som blev saa rig! Selv var han jo ogsaa en holden Mand.

Forelsket var han ogsaa. Naturligvis. Hvor skulde det kunne være muligt andet. Lina, som ikke alene var saa rent paafaldende vakker, men ogsaa saa kvik og intelligent. Jo, han havde rigtignok skudt Papegøjen. I Morgen den Dag vilde han gaa op og fri til hende. Først tale med hendes Far, det var det honnetteste, og det vilde ogsaa gjøre bedst Indtryk.

Svigerfar Smith, Pappa Smith, Bedstefar Smith – han tænkte langt frem. – – –

Der blev banket sagte paa Døren, og Fie traadte ind. Hun gik stille over Gulvet, la sine Arme om Ribers Hals og kyssed ham. Saa tog hun Overtøjet af og listed hen til en Lænestol.

Aa Gud, Fie, Fie – hvor det skar Riber i Hjertet. Han famled omkring i det mørke Værelse, som søgte han efter noget. Arme stakkels Fie – hende havde han i sin Lykkerus glemt. Stakkels Barn, som hun vilde ta sig det nær!

«Hvorfor kommer Du ikke hen til mig Alfred?»

Riber famled og søgte fremdeles. Hans Hode var hedt, og det suste for hans Øren.

«Hvad er det, Du søger efter?» spurgte saa Fie igjen.

Riber vendte sig, gik rask hen til hende, knælte ned og la sit Hode i hendes Fang.

«Men hvad er det, Alfred? Du græder, tror jeg.»

Det varte lidt, saa løfted Riber Hodet, fo ‘r sig over Ansigtet med Lommetørklædet, og sa: «Ja, Fie min, jeg græder. Græder af Glæde og af Sorg.»

Fie blev saa underlig ilde ved det. Der fo ‘r lynsnare, forvirrede Tanker gjennem hendes Hjærne.

«Sig, hvad det er,» sa hun stakaandet.

«Vi maa skilles, Fie,» kom det sagte fra Riber.

Fie blev siddende. Mekanisk strøg hun sine Fingre gjennem Ribers Haar. Hun pusted dybt og tungt.

«Kan Du tilgi mig, Fie?» Riber la sine Hænder sammenfoldet paa hendes Knæ.

«Det er altsaa sandt, at Du er – –»

Endnu et Par Øjeblikke blev Fie siddende og strøg sine Fingre gjennem hans Haar. Saa gjorde hun sig lempelig fri fra Riber, der fremdeles laa paa Knæ foran hende, rejste sig og tog Overtøjet paa.

«Har Du ikke et Ord til mig, Fie? Vil Du ikke sige, at Du tilgir mig?»

Hun rakte som i Vildelse Armene ud og slog Hænderne for Ansigtet. Saa gik hun mod Døren.

«Fie,» hvisked han og holdt fast i hendes Kaabe.

Fie vendte sig, tog Riber om Halsen, kyssed ham stille og sa: «Jeg har intet at tilgi Dig. Farvel Alfred, og Tak for alt.» Saa gled hun stille ud.

Riber stod tilbage med en sviende Smerte i Sjælen og med en Fornemmelse af, at han nu lod en Skat gaa fra sig.

Underligt nok. Forholdet til Fie havde indvirket paa ham. Hun havde vært saa ren og blufærdig i sin Hengivelse. Han var ved hende kommen til at tænke paa Forskjellen mellem godt og ondt, og i det hele tat til at se alvorligere paa Tingene i Verden.

Bare han dog aldrig havde rørt hende.

De Gange hun som Skolepige havde vært oppe hos ham, havde det moret ham at sidde og se paa hende, se, hvorledes Rødmen kom og gik paa hendes blege Kinder, se paa hendes yndefuldt kejtede Bevægelser, paa den troskyldige Ømhed i hendes klare Øjne. Og saa hendes dejlige Haar, som han havde havt denne Glæde af at pusle med.

Hun burde ikke ha besøgt ham, efter at hun var bleven voksen, og han var kommen tilbage fra Kristiania. Nej, bare hun ikke havde gjort det.

Men nu maatte, maatte han jo handle, som han gjorde. Han, som Militær, kunde ikke andet. Med de Aspirationer, som laa foran ham. Stakkels, stakkels Fie, hvad mon der blev af hende i Verden. – – –

– Da Fie var kommen ned paa Gaden, gik hun hastig afsted. Hun vidste ikke, hvad Vej hun tog, opdaged omsider, at hun var kommen ned til Lille-Lungegaardsvandet. Tæt nede i Fjæren gik hun. Vandet skvulped stille op om hendes Ankler.

Ak, hvor godt det vilde være at kaste sig ud i Vandet og dø bort fra det altsammen. Et Par Ganger stod hun stille, som for at samle Mod. Saa gik hun igjen.

«Nej,» sa hun og vred sine Hænder. «Jeg orker det ikke. Jeg er altfor ræd for at dø.»

Men hvad nu?

Kristian Aall – ved Tanken om ham brast Fie i Graad. Det lindred at græde. Ja, til ham vilde hun skrive og sige hele Sandheden. Aldrig, aldrig vilde hun forsøge paa at binde ham til sig. Han var tusen Ganger for god til hende.

Hun begav sig hjemover, stelte til Aftens som hun plejed, og gjorde alt i Stand.

«Du er saa kvit i Ansigte’,» sa Petra.

«Ja, jeg kom til at fryse saa svært, da jeg var ude,» sa Fie rolig.

«Koffor render Du ossaa altid ut om Kvældene?» – –

– Da alle i Huset sov, listed Fie frem af Sengen og tændte et Lys. Hun tog det lille Spejl ned fra Væggen, og stilled det op paa Bordet med sit Syskrin og en Bog til Støtte. Saa satte hun sig foran Spejlet, løste og redte sit Haar, greb en lang Saks og begyndte at klippe Haaret af sig. Saksen var sløv, og Haaret saa tykt. Det gik ikke hurtigt. Saa tæt som muligt ind til Hodet klipped hun. De vældige, glinsende Haarmasser gled ned over hendes Ryg og Skuldre og faldt paa Gulvet.

Hun rejste sig, samled op Haaret, som hun putted i Ovnen og tændte Ild paa. Foran Ovnen blev hun staaende og hørte paa den svagt knitrende Lyd, indtil det var forbi.

Før hun gik i Seng, betragted hun sig selv i Spejlet og blev forskrækket over sit skjæmmede Ydre. Men kun et Øjeblik.

«God nok til en Elias Nielsen,» mumled hun.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.