Afkom

av Amalie Skram

XVI

«Der er hun!» Severin kom fra Skole og saa foran sig i Strandgaden Lina med Veninderne.

Han fulgte efter i Frastand med bankende Hjærte og tunge Ben.

Udenfor Konsul Smiths Hus stansed Klyngen, sa Farvel til Lina, og kom tilbage.

«En Ungersvend sidder paa Sorgens Ø,» nynned en af dem, idet de gik forbi Severin.

Han følte, at han blegned, og han knytted Hænderne i forbitret Smerte. Han vilde løbe, men kunde i Øjeblikket ikke flytte Benene. Lidt efter tog han sig sammen med et Ryk og skyndte sig videre.

Da han var ganske nær Konsul Smiths Hus, saa han, at Lina stod paa Trappen med den ene Haand om Dørgrebet, mens hun i den anden lod Skoleposen svinge.

Han stansed foran Trappen og saa med store, vidaabne Øjne paa hende. Det varte lidt.

«Hvad er det, Du følger efter mig for?» kom det saa surmulende fra Lina.

Severin saa fremdeles paa hende.

«Jeg følger ikke efter Dig,» sa han. «Men siden Du staar der, vil jeg sige Dig, at Du er en Skurk.»

Lina maabed.

«Jeg skal klage Dig for Mor!» raabte hun truende. «Fordi om jeg gjorde det dengangen! Har jeg ikke Lov til at kysse en Gut saavelsom Smaapike?»

«Jo da. Vær bare en Flane saameget Du vil. Men Du har vist mine Vers til dine Skoleveninder, og det er det, som er skurkagtigt.»

«De fandt dem i min Skolepose,» Lina talte lavt med nedslagne Øjne og førte Spidsen af sin højre Sko frem og tilbage paa Stentrappetrinet.

«Lad mig faa dem tilbage!» Severins Øjne gnistred. «Jeg kaster ikke Perler for Svin.»

«Aa, hvor Du lyver paa mig!»

«Kom med Versene!» Severin stamped med Foden.

«Ja – ja, Gut!» Lina saa ulykkelig og forfjamsket ud, mens hun roded om i Skoleposen.

«Der har Du dem.»

Severin snapped hastig Konvolutten fra hende.

«Du er rige Konsul Smiths vakre Datter,» sa han dirrende af Sindsbevægelse, «og jeg er bare Severin Myre. Men jeg vil alligevel ikke bytte. For Du har ikke noget Hjærte, men det har jeg.» Han stak Konvolutten i Lommen og gik.

Lina blev staaende og saa efter ham. Det bølged i hendes Indre. Pludselig sprang hun ned af Trappen, skyndte sig efter Severin, og da hun var paa Siden af ham, sa hun bønlig: «Ikke vær sint paa mig, Severin!»

Rødmen steg op i Severins blege Ansigt. Han forsøgte at tale, men Graaden gjorde det umuligt. Endelig brød han frem: «Nej, men Du véd ikke, hvad Du har gjort.»

Saa gik Lina tilbage, og Severin vandred videre, forpint og fortvilet. Som den Dag i Vedboden ønsked han sig Døden som eneste Udvej og Frelse.

Pludselig kom han i Tanker om Kjøkkenkniven, som han havde stukket til sig, og i disse Dage havt med sig til og fra Skolen for med den at dræbe sig, hvis Lina svigted ham.

Nu var den borte.

Han søgte forgjæves mellem sine Bøger i Remmen og i sine Lommer. Ingensteds at finde. Jaja, der gaves vel andre Maader at ta Livet af sig paa. Bare de nu ikke hjemme havde savnet Kniven og der blev Spetakler om den.

Men det var netop, hvad der blev. Straks han kom ind i Fremstuen, hvor Thrine satte Maden paa Bordet, hørte han Moren skjælde og smelde og truende forlange, at Thrine værsgod skulde kjøbe en ny Kniv. Thrine brugte Mund og mente, at Madammen selv havde forlagt den liksom forleden med Suppeøsen.

Severin følte sig saa brødebetynget, at han knapt kunde spise. Sorgen over Lina var som blæst bort, og han grubled uafladelig paa, hvad han skulde gjøre.

«Tak for Maden!» sa Severin og hans Søskende, da de efter endt Maaltid rejste sig fra Bordet. Moren gjeped, gik ind i Sengkammeret, og la sig.

«Hvor dette er skrækkeligt med Far,» Fie, som havde tat af Bordet, kom ind i Bagstuen, hvor Severin sad. «Nu er det 6 Dager siden.»

Severin vred sig paa Stolen og svarte ikke.

«Men det er nu sandt, at han var her forleden,» hvisked saa Fie. «I Mørkningen.»

«Fie!» raabte saa Moren fra Fremstuen. «Kom ind og stel med Barne’.»

– – – – – – – –

– – – – – – – –

Severin tog sig sammen, læste sine Lektier og skyndte sig saa ud for at søge efter Kniven. Thrine maatte ikke faa Skylden for den. Han gik den samme Vej, han var kommen fra Skolen idag, med langsomme Skridt og ludende Hode, stirred og stirred i Smuget langs med Rendestenen, og i Strandgaden, helt indover Byen, lige til Skoleporten. Allevegne saa og søgte han men uden Resultat.

Modløs og opgivet blev han tilsidst paa Tilbagevejen staaende i Strandgaden i Nærheden af Konsul Smiths Hus. Han læned sig op mod en fremspringende Hustrappe med Hænderne i sine Bukselommer.

Bare han havde havt nogle Skillinger til at kjøbe en ny Kniv for. Men Skillinger havde han ikke. Ikke en Halvskilling engang.

Om han forsøgte at faa en Kniv paa Kredit og saa spare sammen, til han fik betalt den?

Ja, det vilde han.

Hurtig skraaede han over Gaden og gik ind i en Isenkramforretning, hvor han efter nogen Søgen fandt en Kniv, der ligned den anden. Men da Krambodsvenden havde pakket den ind, og Severin sa, den skulde skrives, fik han høre, at Myre i Muregaarden ikke havde Kredit der.

Det blev sagt kort af en Mand, der fra Baggrunden af Kramboden var traadt hen til Disken. Han havde Briller og graa udstaaende Haardusker i Tindingerne.

Severin vidste ikke, hvordan han var kommen udenfor, mærked bare, at han atter seg afsted med ludende Hode og søgende Øjne.

«Er det Dig, Severin, har Du mistet noget?» Severin fo’r sammen, og saa op. Foran ham stod Henrik Smith.

«Ja, jeg gaar og søger efter et Ortestykke,»Forfatternote: En Ort: 80 Øre. svarte Severin i munter og fortrolig Tone. «Jeg skulde ha kjøbt noget, men Ortestykket er som sunket i Jorden.»

Henrik gik ved Siden af ham og hjalp ham med at søge.

«Nej hør Severin, dette blir for kjedeligt! Her har Du en Ort tillaans. Det haster ikke med Tilbagebetalingen.»

Severin drejed Ortestykket mellem Fingrene, da Henrik havde sagt Farvel, og kunde ikke begribe, hvorfor han netop havde sagt en Ort. Han var bleven ganske forundret, da han hørte det Ordet. Men det fik være det samme; nu kunde han jo kjøbe Kniven.

Et Kvarterstid senere traadte han ind i Kjøkkenet hjemme. Borte ved Gruen stod Thrine og stamped Kvældsgrøden. «Se her Thrine,» hvisked Severin og gik tæt hen til hende. «Den har jeg kjøbt istedetfor. Det er jo mig, som har slængt Kniven væk. Sig saa bare, den er kommen frem igjen,» han rulled varsomt Papiret af.

«Nej, men det er jo sandt. Mor vil jo straks se, at det er en ny Kniv. Du maa sige, det er Dig, som har kjøbt den, Thrine.»

Thrine stirred i nogle Sekunder med aaben Mund paa det blanke Knivsblad og det rødbrune flade Skaft. Saa slap hun Tvaren, satte Dørslaget med Melet ned i Gruen, greb Kniven, og løb ind i Stuen.

Severin var fulgt efter hende og blev staaende i Bagstuen, hvor han hørte Thrine hæsblæsende og triumferende fortælle det hele. Derpaa Moren vredt kommandere Thrine til at skikke Gutten ind.

Saadan var altsaa Menneskene. For at spare Thrine havde han selv angit sig for hende. Han kunde jo ladt som ingenting.

Stille sneg han sig ud af Stuen og løb op paa Loftet, hvor han krøb sammen paa en Kiste helt inde under Skraataget.

Her sank han hen i en træt Sørgmodighed.

Det var ikke netop dette med Kniven. Hans Forestillinger flød liksom udover. Alt var tungt og mørkt og ondt.

Han sad i en Døs.

Efterhaanden blev han mere vaagen.

Han, som havde bildt sig ind, at Lina var glad i ham. Han – Severin, Søn af Myre, – han, som gik her og klemtes og pintes i denne Elendigheden, – han, som ikke havde ordentlige Klær, men saa ud som en Fattiggut ved Siden af Henrik, han, med Forældre og Slægtninge, som han aldrig kunde vise frem for en som Lina. Aa for en Tosk han havde vært!

Og sligt et Udskud han selv var. Han, som løj og stjal og bedrog og syndede. Disse værste, hemmelige Synder, som Rektoren havde talt om paa Skolen. Aa Gud, aa Gud, hvor forfærdelig han var.

Skidden og tilsølet. Ikke en ren Plet paa hans Sjæl.

Og saa tit som han havde tigget Gud om Kraft og Naade til at bli et nyt Menneske. Ingen Bønner hjalp. Forkastet fra Guds Ansigt. Forkastet og fordømt til Ulykke i Tiden og Pinsel i Evigheden.

Der faldt en Angst over ham, Angst for Livet og for Døden, og et dæmpet Klageraab brød ud af ham: «Hjælp mig, hjælp mig, Herre Gud Fader i Himlen! O hvorfor har Du forladt mig? – –

«Min Gud, min Gud, hvi haver Du forladt mig?» – Det var jo netop de Ord, den døende Jesus Christus havde sagt paa Korset. Kanske skulde alle Mennesker, der alvorligt søgte Herren, gjennemgaa denne Forsmædelse, dette: at føle sig forladt af Gud.

Han gled ned paa Knæ, la sit Ansigt paa Kistelaaget, og mens han hulked uden Lyd, bad han som saa ofte før om Frelse fra alt ondt, fra sin Sjælenød, fra den forfærdelige Angst, og fremfor alt om Syndernes Forladelse. Om Renhed, og om Vilje og Kraft til ikke at synde mere.

Omsider listed han ned fra Loftet og ind i Bagværelset, hvor han i Mørket satte sig ved det utildækkede Vindu og stirred ud paa Gaardspladsen, som fik et svagt Lysskjær fra det oplyste Kjøkkenvindu. Mathæa og Broren sov i sine Senge.

Pludselig saa han nogen komme ud fra Vedboden og bli staaende midt i Lysstriben fra Kjøkkenvinduet, Severin rakte Ansigtet tæt hen til Ruden og gjenkjendte sin Far.

Saa var det altsaa ham, han havde set i Vedboddøren, da han før kom hjem med Kjøkkenkniven. Der havde staat som en sort Skygge, men han havde ikke tænkt noget videre over det.

En underlig Følelse af Medlidenhed og Flouhed paa Farens Vegne faldt over ham.

Saa havde kanske Fie alligevel Ret, naar hun paastod at ha set Faren forleden komme ud fra Fremsalen i Mørkningen. Stakkels Faren, som gjemte sig for Moren. Han graad over det, saa det knaged i hans tynde Krop.

Faren stod lidt derude i Lysstriben, liksom ubeslutsom og raadvild. Saa tog han nogle langsomme Skridt mod Kjøkkendøren, vendte sig saa brat og forsvandt ved Hjørnet af det smale Smit, som førte ud til Gadesmuget.

Severin knuged Hænderne sammen. For en Tilstand – for et Liv!

Fra Fremstuen hørte han Moren skjænde paa Fie. Han listed hen til Døren med Glasruderne og keg ind.

Fie sad paa Kanten af Sofabænken med Albuerne paa Bordet, hvor Grødlevningerne efter Aftensmaaltidet stod, bøjet over sine Lektiebøger. Ligeoverfor hende Moren, ifærd med at fortære sin Aftnsmad. Hun rørte aldrig Grøden, som de andre maatte nøjes med, men drak altid Te med lækre Smørrebrød. Det havde vært Vaskedag, og hun var i en gammel, slaabroklignende Kjole, og Hodet var ombundet af et sort Tørklæde, som altid paa Vaskedage, da hun ikke gav sig Tid til at sætte sit Haar.

«Er Du ikkje snart færdig nu,» fortsatte Moren sit Skjænderi, mens hun slubred Teen i sig. «Koffor svarer Du ikkje?»

«Jeg har jo ikke faat Tid til at læse før nu,» knurred Fie, og i sit Hjærte tænkte hun: «Aa hvor Mor er fæl og ondskabsfuld. Hun véd, hvorledes jeg har stræbt idag, stellet med Barnet, gaat Ærinder, gjort alting i Huset – og alligevel –»

«Istede’for Du skulde hjælpe din Mor, saa sliter og slæper baade Nat og Dag. Ser Du her ka eg ska’ ha stoppet og lappet ikvæld, før eg kan ligge meg?» hun pegte paa en Bunke Uldtrøjer og Strømper foran sig. «Og eg, me’ mine hudesløse Hænder efter Vasken. Men nu faar Du værsgo’ ta af Bor’e,.»

Fie rejste sig og adlød. Hun var saa sulten efter Grøden. Hvor gjerne vilde hun ikke ha spist et Stykke Smørrebrød ude i Kjøkkenet, men hun turde ikke.

Da hun var færdig og kom tilbage, vilde hun atter ta fat paa sine Lektier, men saa begyndte Moren:

«Dokker trur vist ikkje, at eg er et Menneske,» hun var begyndt at stoppe paa en lang, graa Uldstrømpe.

Fie svarte ikke, bare læste.

«Du har tat Deg til me’ te flyge saa mykkje paa Gaten. Ka er det, Du renner efter?»

«Tat mig til,» svarte Fie haanligt. «Det har Du jo altid beskyldt mig for!»

Men forresten var det sandt – tænkte hun. Nu havde hun 3 Ganger vært oppe hos Løjtnant Riber. Aa Gud, aa Gud, Moren skulde vide det! Og han havde kysset hende og git hende Vin, og faat hende til at lægge sig paa Sofaen med udslaat Haar. Ja, Riber var hun forelsket i. Den Maade, hvorpaa han tog hende om Nakken. Saa bløde og varmtørre hans Fingre var. Og naar han kyssed hende. Hun blev rent borte.

«Men vent nu bare, te eg ligger me’ Næsen i Vere’, fo’r Petra fort. «Det er de indvendige Deler, saa har tokke Skade, og saa’nt nokke gaar hastigt.»

«Du ser slet ikke syg ud,» bemærked Fie.

«Nej naturligvis» – Petra vilde le, men det blev bare til en Grimace, der bragte Vandet til at sive ned over de to store Hugtænder og sejgt falde paa Uldstrømpen.

«At eg har fejlet nokke, vil Dokker først forstaa, naar eg bler borren ut med Føtterne foran.»

«Føtterne foran – hvad er det for noget?»

«Det er den Maaten, vi alle kommer afste’ paa, naar vi bler ført ut til vores sidste Kvilested.»

Fie blev bleg, og det trak i hendes Mundviger.

«Den, saa bare var naadd saalangt,» vedblev Petra med skjælvende Stemme, idet hun retted Nakken og pusted dybt. «Det er det eneste eg længes og stunder efter.»

«Aa nej da, Mor!» Fie klasked Ansigtet ned i sine Hænder paa Bordet. «Du maa ikke dø. Du maa ikke,» hun hulked, saa Nakken og Skuldrene løftedes op og ned.

«Hys Baren, ikkje ta saalissen paa Veje.»

«Nu skal jeg hjælpe Dig, Mor.» Fie la Bøgerne bort. «Jeg kan læse Lektierne imorgentidlig, bare Du vækker mig tidsnok.» Hun tørred sine Øjne og satte sig til at stoppe paa en Uldtrøje.

«Den Severin ossaa,» prusted Petra efter en Pause. «Kaa kan han være henne –»

Fie stopped og stopped.

Det gjorde Petra ogsaa, og mens hun sad bøjet over Arbejdet, træt og elendig efter Dagens Slid og Slæb, tænkte hun med Harme paa sin Mand.

Han lod alting skure, som det bedst kunde. Han, som skræpped af, at der ikke fandtes det Fruentimmerarbeide eller Mandsværk, som han ikke kunde gjøre bedre end nogen anden.

Og det var sandt. Han kunde, naar han vilde. Men hvorledes gik det altid! Dengang han fandt paa, at de ingen Pige skulde ha, fordi det vilde være ham saa smal en Sag at udrette Pigens Arbejde. Hn skulde staa op Kl. 4 og kløve Ved og pudse Skotøjet og lægge i Ovnene og lave alting istand, før han gik paa Boden – han, som havde faret tilsjøs, kunde jo alt sligt. Han skulde kjøbe ind i stort, saa der altid var noget til Middagsmad, og saa skulde han svippe hjemom midt paa Formiddagen og gi en Haandsrækning. Og Opvasken skulde staa, til han kom om Kvælden, og saa skulde han ogsaa vaske Gulvene og skure Trapper og sope Pladsen og alting. – – Men hvorlænge havde det varet? Akkurat i 5 Dager. Saa var han bleven lej af det og havde ladet alt Arbejdet ligge til hende. Og da hun, som rimeligt var, havde paatalt det, var han naturligvis blet grov. – – Og bagefter, for at gjøre det godt igjen, havde han uden hendes Vidende fæstet 2 Piger istedetfor en. To aldeles ubrugelige Striletøser, som hun bare maatte se til at faa paa Dør igjen saa fort som muligt.

Saaledes var han. Altid fra den ene Yderlighed til den anden.

Dengang var det ogsaa, han var kommen hjem med det vinrøde Kjoletøj, der var overbroderet med Silkeblomster, et Kjoletøj, som Berendsen paa Strandgaden bare havde turdet føre hjem et eneste af, fordi det var saa kostbart, et Kjoletøj, som hun ikke kunde være bekjendt af at gaa med, og derfor havde ladt det ligge. Og hvis det endda havde vært betalt. Men over Halvdelen stod endnu tilbage.

Ja, han var et frygteligt Menneske, denne Myre.

Petra fik Taarer i Øjnene af Ærgrelse og Vrede, mens hun stopped og syed ved Siden af Fie, der rapt brugte sine smaa, magre Hænder.

– Som hun havde tigget og bedt ham om at ikke reparere paa Huset. Andre Folk, velhavende Folk havde boet i det, som det var. Men hvad havde det nyttet. Nu gik Haandværkerne der, og trakket Dørene ned med Regninger, og hun maatte høre paa Grovhederne deres.

«Ja, ja, saa faar vi holde op og gaa i Seng,» sa Petra langt om længe og la Arbejdet sammen. «Eg orker ikkje mere. Han, saa Mand og Far ska’ værre, kommer ikkje i Kvæld heller. Og Severin har vel alt længe ligget og snorket.» –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Afkom

Amalie Skrams romanserie Hellemyrsfolket regnes som et hovedverk i den naturalistiske litteraturen i Norge. Firebindsverket tar opp hva som former et menneskeliv og i hvilken grad arv og miljø bestemmer et menneskes skjebne.

Afkom (1898) er fjerde og siste roman i serien og handler om Siverts barn, Severin og Fie. Handlingen er lagt til 1870-årene og forskjellene mellom fattig og rik er et hovedtema.

Hellemyrsfolket (1887-1898):
    Sjur Gabriel (1887)
    To Venner (1887)
    S.G. Myre (1890)
    Afkom (1898)

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.