Afkom

av Amalie Skram

XX

Imidlertid var Severin og Fie gaat udover Strandgaden. Det øsregnede som sædvanlig paa denne Aarstid, og som forresten paa alle Aarstider, og de krøb sammen under en gammel Bomuldsparaply. Gadens Vand, der flød i Strømme, skvætted hvert Øjeblik op omkring deres Ankler, og i Lyset fra de sure Gaslygter saa de, at alle Hustrapperne var belagt med Grønske efter den Maaneders lange Silregn, og at alle Mennesker, der kom og gik, drypped af Væde.

«Det er da forfærdeligt med dette Regnvejr,» sa Fie. «Det holder aldrig op; den eneste Forskjel er, at det undertiden bare ruskeregner.»

«Ja,» svarte Severin. «Men det er aligevel ikke et usundt Klima.»

Efter en Pause sa Fie: «Hvad tror Du, Onkel Ravn siger?»

«Aa–aah! – Han er vist glad i hende ogsaa. Ialtfald siger Tante det.»

Om hun havde sagt det til Severin, vilde Fie vide.

Jada. Tanten havde fortalt Ting, som han syntes var ækle.

Fie spurgte og spurgte, men Severin vilde intet fortælle.

Fie blev ærgerlig: Pyt, hun vidste det alligevel godt! Han behøved ikke at gjøre sig saa vigtig. Men nu skulde hun heller ikke fortælle, hvad hun havde hørt nede hos Onkel Marius, da hun havde vært der med noget Barnetøj fra Moren.

«Gir Mor Barnetøj bort?»

«Ja, ved Du ikke det? Det er hendes Stolthed at gi til andre.»

«Hun skulde da først og fremst gi sine egne Børn Mad nok.»

De gik et Minut eller saa i Taushed. Saa sa Fie: «Tænk, om det var sandt, hvad de fortalte dernede om Tante Ravns. – Hvorfor spør Du ikke?»

«Du vilde jo ikke sige det,» svarte Severin kort. «Og desuden har jeg hørt det. Det var vel dette om før de blev gift?»

«Men tror Du det?» udbrød Fie, og stansed.

Der var vist meget saa’nt i Verden, mente Severin. Hun skulde høre, hvad de fortalte paa Skolen – ja, til og med om Lærerne.

«Jeg vilde ønske, jeg var Gut,» kom det fra Fie energisk. «Saa fik jeg vide meget mere.»

«Aa–aah,» sukked Severin. «Der er saamæn ikke noget ved at være Gut heller. Ja, det skulde da være en Gut som Henrik.»

Løjtnant Riber kom imod dem med en Kappe, der drivvaad dasked om de lange, tynde militærstribede Bukseben. Han maatte stanse op tæt foran dem paa Grund af nogle Kjøretøjer, som skulde passere. Saa gjorde han Front, førte Fingrene til Huen og hilste.

«Hvorfor vendte Du Dig bort, Severin?» spurgte Fie, rød i Ansigtet. «Du kjender jo da ogsaa Løjtnant Riber fra Ballet hos Smiths sine.»

«Det var jo ikke mig, han hilste paa.»

«Naar Du gaar med en Dame, som en Herre hilser paa –»

«Dame! Nej, ved Du hvad. Ha, ha, ha!»

«Det siger vi altid, naar vi leger Danseskole,» undskyldte Fie sig.

«Du maa ikke la det Menneske faa fat paa Dig, Fie,» Severin sa det indtrængende alvorligt. Idetsamme traadte han i en Vandpyt; det sprøjted op omkring dem, og Fie fo’r tilside, væk fra Paraplyen, hvorfra Vandet siled og drev mere og mere.

Aa, hvor Severin tog Fejl, tænkte Fie. Naar hun havde git Riber sit Hjærte, hvorfor skulde han saa ikke ogsaa ha git sit til hende? Severin skulde bare vide, hvordan han var. – – Ja, der var dengangen i Døren, sidst hun var deroppe – – men – –, ja, det var hun vis paa – Riber vented bare paa, at hun skulde bli voksen. Om trekvart Aar var hun 16. Da kunde han frie.

«La os gaa ned til Boden og se, om der er stængt,» sa Fie, da de var ved Muregaarden. «Det er dog forfærdeligt dette med Far.»

«Uf,» sa Severin. «I sligt et Vejr. Jeg har desuden faat Stygge til Far.

«Synes Du da bedre om Mor?»

«Nej.»

«Kom nu bare.»

De gik nedover den trange, svarte Muregaard i det plaskende Regnvejr, fandt Boden stængt, men saa, at der var Lys indenfor.

«Løft mig op lidt,» sa Fie, «saa jeg kan kike ind Vinduet.»

Severin slog Paraplyen sammen og stilled den op mod Bodvæggen, og mens Regnen drev i Strømme nedover dem, greb han Fie om Benene, og løfted hende op.

Severin tog fat i Vindushængslerne og trykked Ansigtet mod den grønne, uklare Rude.

Først saa hun bare Disken og nogle Smørambere i en mørkgullig Taage, men straks efter fik hun Øje paa Faren. Han laa udstrakt paa Gulvet tæt op ad Væggen, med noget mørkt, sammenrullet under Hodet, og Hænderne foldet over et graat, hullet Dække, som han havde bredt over sig, og som kun naade til Knæerne. Paa en Kasse ved Siden af ham, hvor der brændte en liden sodet Parafinlampe, laa hans Kridtsnadde og nogle Rester af Røgesild og Smørrebrød. Hans Øjne stirred vidaabne mod Loftet.

«Slip mig ned igjen,» hvisked Fie.

«Var han der?» spurgte Severin, da Fie stod ved Siden af ham i det drivende Regnvejr.

«Ja, paa Gulvet» – Fie trykked med Møje Ordene ud af sig. «Han havde lagt sig til for Natten,» hun trak sit Lommetørklæde frem og gav sig til at hulke. «Aa, Du skulde set ham – – jeg kan ikke forklare det. Men det stak mig – stak mig lige ind i Hjærtet.»

«Fortæl da, fortæl. Hvorfor stak det Dig?»

Fie blev ved med at hulke, mens de som før, sammenkrøbne under Bomuldsparaplyen, gik hjemover.

«Gud véd, om han ikke laa og bad,» sa Fie med taarevaad Stemme, da de var ved deres Hjem i Kippersmuget.

«Laa og bad,» gjentog Severin. «Men hvorfor stak det Dig i Hjærtet?»

«Jeg kan ikke forklare det.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Afkom

Amalie Skrams romanserie Hellemyrsfolket regnes som et hovedverk i den naturalistiske litteraturen i Norge. Firebindsverket tar opp hva som former et menneskeliv og i hvilken grad arv og miljø bestemmer et menneskes skjebne.

Afkom (1898) er fjerde og siste roman i serien og handler om Siverts barn, Severin og Fie. Handlingen er lagt til 1870-årene og forskjellene mellom fattig og rik er et hovedtema.

Hellemyrsfolket (1887-1898):
    Sjur Gabriel (1887)
    To Venner (1887)
    S.G. Myre (1890)
    Afkom (1898)

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.