Afkom

av Amalie Skram

XXII

Klokken var henved 7 om Eftermiddagen, da Petra, iført Kyse og en gammel luvslidt Vinterkaabe, som hun kun brugte, naar det var Uvejr og mørkt, forlod Huset, og i det stilt silende Regn gik nedover Smuget til Strandgaden. Hun vilde se til sin Mand i Muregaarden og spørge ham om, hvad han tænkte paa.

Nu var hele Ugen gaat siden Husallarmen sidste Søndagsnat, og Myre havde ikke vist sig.

Med Taarer i Øjnene havde Fie fortalt, hvad hun havde set gjennem Bodvinduet Aftenen i Forvejen, og Petra havde hørt paa det med en vis Tilfredsstillelse, og havde spurgt op og op igjen om, hvorledes han laa, og om, hvor lej han havde set ud.

Ja, skulde nogen være lej, saa maatte det vel være ham, slig som han fo’r afsted. Naar hun tænkte paa det, isned det gjennem hende. Og saa syg som hun havde være bagefter. Endnu var hun saa mat og ussel, at hun knapt kunde holde Regnhatten, og Knæerne skjalv under hende.

Men hvad brød han sig om det.

Tre Ganger havde Mathæa vært nede hos ham og bedt om Penger, og da havde han git hende en Ort eller saa. Det skulde hun komme langt med!

Havde hun ikke havt disse hemmelige Spareskillinger i Banken, saa vilde hun ikke ha vidst sin arme Raad. Nu havde hun maattet ta af dem igjen, og det skar hende i Hjærtet. Men hun fik se til at skaffe dem tilbage. Hun plejed altid, naar Myre gav hende Penger, at lægge lidt tilside, og saa tog hun saa meget som muligt af Myres Pengepung, som hun listed op af hans Bukselomme, naar han om Aftenen var gaat tilsengs. I den sidste Tid var han vist forresten begyndt at fatte Mistanke, for han havde, inden han klædte af sig, skjult Pungen paa de mærkeligste Steder, inde mellem Vedstykkerne under Ovnen, bag Sengebenet i Alkoven, under Komoden, bag en Blomsterpotte i Vinduet, men overalt havde hun fundet den, fordi hendes lurende Øjne havde fulgt hans Bevægelser og set, hvad han foretog sig, mens hun lod, som hun var optat af sit Haandarbejde.

Aa ja. De kom vel med, disse Spareskillinger, slig en Mand, som hun havde. –

Engang da Myre var bleven stævnet af en Kreditor, som beskyldte ham for Bedrageri, var hun kommen frem med Bankbogen, og havde ladet ham ta ud altsammen, 59 Specidaler og 60 Skilling. Da havde han vært myg og taknemmelig, havde grædt af Glæde, kyssed hendes Hænder og velsignet hende som sin reddende Engel. Men hvorlænge husked han sligt?

Jaja, Petra sukked dybt, mens hun med Møje baned sig Vej i den, særligt paa en Lørdagsaften, færdselsfyldte Strandgade. Hun lod Paraplyen hvile paa sin Skulder, og Væden drypped fra den, saa hun kjendte Fugtigheden i Ryggen.

Uf sligt et Fantehul som denne Muregaarden. Lugt og Skidt og fuld af Pak og Striler.

Døren til Boden var aaben, og Petra trykked sig op mod Væggen, og keg ind. Et tykt Fruentimmer i Hat og lang Regnkaabe handled med Myre. Hun stod foroverbøjet med de korslagte Arme hvilende paa Disken og saa mysende paa Myre, der pakked ind et Stykke Gammelost.

«Kor mange Baren er det nu, I har?» spurgte Myre i munter Tone.

«Seks, Far.»

«Kaslag – ikkje flere? Ja, saa regner I ikkje me’ de utenoms 3, saa i hadde før. Men di er vel voksne nu, forstaar seg. Men I var jo ellers paa Vej me’ det an’et, daa I giftet jer.»

«Ja, ellers hadde eg nok ikkje tokke det gamle Kjone’! Men Baren kan di faa, kaa laake di saa er.»

Petra derude grunded over denne Stemme, som hun syntes, hun skulde kjende.

«Ja, er I nu vis paa, at det er Man’en jeres, saa er Faren?» Myre lo og saa skjælmsk ud. «I, saa alle Dager har vorre saa forførenes. Kan I huske, daa I va’ flotte Jomfru Madsen i Schrøders Enkes Vinhandel!»

Ja naturligvis – hende var det, tænkte Petra. At hun ikke straks havde gjenkjendt denne sjofle Stemme.

«Ja, det var nu i di Dager,» sukked Fruentimmeret. «Men ka ska’ en kunne vente seg, naar en gifter seg me’ en Bønnemand. Sligt være Bønnemand!» – tilføjed hun derpaa haanlig. «Han hadde ikkje vorre Enkemand mer end saa to Vikker, før han begyndte med Dikkedarier.»

«Husvarmen, ser I» – Myre strøg hende fra Skuldrene ned over Armene og greb hende fast om Albuerne. «Koffor tok I Plassen hos ‘an, daa Konen dødde?» han rysted Hodet og nærmed sit Ansigt til hendes, og uden at slippe hendes Albuer saa han hende smilende ind i Øjnene.

«Slep meg Myre. I puster paa meg, saa de’ kjitler meg.»

«Han gjor’e jo offentlig Afbigt for de Hellige, daa han hadde faat de’ første Barne’ me’ Jer. Va’kje de’ saa?»

«Jo, eg sku’ tru’ de’! Han slo’ seg for Brøste’ i Opbyggelsen og snakte saa stygt om Kjødets Lyst, saa det lyste om Øgene paa os. Kan I ikkje se ‘an for jer, me’ det tynde, vandklistrete Haare ‘, og de vrængte, gudelige Øgene?» Hun rev sig løs fra Myres Tag om hendes Albuer, foldet Hænderne og holdt dem op foran Ansigtet, og saa ramsed hun under Suk og Støn og i tudende Tone noget op, som Petra ikke kunde høre.

Myre lo højt, og slog overgivent ud med Hænderne.

«Men nu faar eg gaa,» sa hun, da de havde let sig færdig, og hun havde betalt. «Kaa lever Konen jeres?»

«Aa jo.»

«Hun har jo hat 11 Baren, har eg hørt.»

«Ja, ka Raa’ er der me’ de’? En har jo en Kone for te holle seg te hinner. De 5 har Vorherre tokke te seg igjen.»

«Eg har aldrig kunnet fordrage hinner,» vedblev forhenværende Jomfru Madsen. «Hun har vorre saa stursk og høgnæset og aldrig villet læst kjenne en an’en en.»

«Ja vi har jo alle vores Fejler,» nikked Myre. –

Petra sneg sig hurtig opover Muregaarden, da hun saa dem trykke hinandens Hænder til Afsked. Hun begav sig hjemover.

Harmen kogte i hende. Hun, som havde tænkt, at han var sønderknust, at det var Ruelse og Skamfuldhed, som havde holdt ham hjemmefra. Og der stod han saa kaad og glad og fræk som nogensinde, med Komers og uanstændige Fagter til dette berygtede Kvindfolk, denne gamle Hurpehejen, som han altid havde sagt de værste Ting om. –

Hvor hun kjendte ham igjen fra dengang, han var Krambodsvend hos Kjøbmand Virs sine. Akkurat saaledes havde han baaret sig imod hende, naar hun en sjælden Gang havde vært inde for at kjøbe noget, knebet og tat i hende, og lét og skøjet.

Som hun havde syntes, han var raa og simpel og ækkel paa alle Maader. Og dog var hun blet gift med ham. –

Det maatte være en Straf fra Vorherre. Hun, som havde gjort sig Tanker om en Mand, som Konsul Smith, og saa faa en som Sivert Myre!

Herregud, hvordan det dog gik en i Verden. Taarerne trængte sig op i hendes Øjne og flød langsomt over Kinderne sammen med Regnvæden, der sived ind under Paraplyen.

– – – Forresten – igrunden burde hun vist gribe i sin egen Barm og huske paa, at det egentlig var hende, som til syvende og sidst havde trængt sig ind paa ham. Da han havde villet hæve Forlovelsen, havde hun holdt fast med begge Hænder

Og god havde hun i deres Ægteskab ikke vært imod ham. Nej, det maatte hun bekjende for Guds Ansigt. Bare dette, at hun saa tidt havde ønsket ham død. Det var jo det samme som at ha Mord paa Samvittigheden. Ja, hvad hun led og gjennemgik, det var, naar alt kom til alt, kun Løn som forskyldt. Syndens Sold var Døden.

Men detdet] rettet fra: et (trykkfeil) fik nu være. Der var vel en Bestemmelse i alting.

Saa vendtes hendes Tanker atter anklagende mod Manden. Naar han bare havde skikket sig ordentlig.

Hvad kunde der ikke blet ud af hende med en anden Mand. Hun, som altid havde havt denne Trang til at leve et ganske andet Slags Liv. Som bestandig havde gaat med Længsel efter det, som var fint og dannet. Lige fra dengang hun som nykonfirmeret kom i Huset hos Sorenskriverens i Nordfjord, havde hun aldrig kunnet fordrage simple Folk, og hun var altid kommen bedst ud af det med de fine.

«Go ‘aften Madam Myre,» sa en venlig, lidt læspende Stemme, og en Mand i graa Klær med graasprængte Bakkenbarter og en blød graa Filthat stansed foran hende, lige under en Gaslygte.

Petra kvap til. «Ok er de’ Dem, Tonning? Eg saa Dem ikkje. Naar en gaar saa i sine egne Tanker –»

Tonning spurgte efter Helbreden, og fik Svar. Saa efter Humøret.

Aa jo. Det var det ogsaa smaat med.

«Jeg faar snart komme op en Eftermiddag og drikke en Kop af Deres gode Kaffe,» Tonning nikked og smilte med sin lidt skjæve Mund, der var fuld af usædvanlig lange Tænder. «Jeg plejer at faa Brædtet, De sidder paa, til at vippe lidt op til den mere lyse Side. Hva’ Madam Myre?»

«Ja, Tak ska De ha,» sa Petra inderlig. «Hvis De bare vil. De er den eneste eg har te snakke me’. Saalissen daa,» tilføjed hun undskyldende.

Om hun havde læst i den Bogen, han havde laant hende?

Ja lidt. Hun havde havt det saa travelt. Men nu var det jo Søndag imorgen. Og saa maatte han ikke glemme den anden, han havde lovt hende.

Breve fra Helvede? Nej da. Men med den havde han nærmest tænkt paa hendes Mand. Han var bange, den skulde være altfor streng for hende. Kvinder var jo sarte. Myre var derimod en stærk Natur. Nej, Petra skulde bare læse Grundtvig og faa et gladere Syn. Hun var saa vel oplært i Kristendommens mørke Sider. Hun trængte blot at tilegne sig Glæden i den. Tonning talte saa aabent med sin bløde, læspende Stemme, og med smaa Latterudbrud, der liksom korreksed hans Snak og udtrykte en uendelig Velvilje. De smale graa Øjne under stærkt buskede Bryn lyste blidt bag Brillerne.

De var under Samtalen begyndt at gaa. Regnen siled fremdeles ned, og deres Paraplyer haged sig nu fast i hinanden.

Grundtvigianer, nej det fik han hende aldrig til – Petra smilte næsten skjælmsk. Men derfor kunde de jo svært godt snakke om saa ‘nt noget.

Tonning forsvarte Grundtvig. Saa spurgte han om, hvordan Myre havde det.

«Som han plejer,» Petras Mine blev med ét mørk og bitter.

«Han har meget at staa i, Deres Mand. Usædvanlig meget. Og han er flink og raadsnar. Ualmindelig raadsnar. Ja, De véd, jeg beundrer ham i visse Retninger.»

«Ja, De er nu saa’nt et godt Menneske,» svarte Petra, mens hendes Tænder klapred af Vædens Raakulde. «Men det kom an paa –» hun holdt inde.

«Nu er De jo ved Smuget Deres» – Tonning rakte hende Haanden. «Farvel Madam Myre. Saa kommer jeg snart.»

Om hun endda havde havt Tonning til Mand, tænkte Petra, mens hun drog sig opover det stejle Smuget. Straks hun bare saa ham, kom der noget blidere op i hende. Han havde vært saa pen og høflig mod hende, da hun var Husjomfru hos Konsul Smiths, hvor han havde vært Kontorist, og han havde altid rost hende for Maden, og især for Kaffen, som han paastod, ingen kunde lave saa god som hun. Og den dejlige Tale, han havde holdt for hende paa hendes Bryllupsdag. Hun, som i en hel Uge havde studeret paa, om det gik an at invitere ham! Og siden, da de bad ham staa Fadder til Fie, saa villigt og snilt han havde svaret og git en nydelig Faddergave. Men det forstod sig – han som Ungkarl havde jo Raad til det. Han kom vel aldrig til at gifte sig, for nu var han jo over 50 Aar, og nu havde han git sig til med Læsning og sligt.

Han var doven, sa Myre. Men naar han nu havde arvet saapas, at han kunde leve sorgløst, hvorfor skulde han saa sidde og slide paa et Sted, hvor han aldrig kom videre. For Smiths Kontor var ikke saadan, at en blev forfremmet.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Afkom

Amalie Skrams romanserie Hellemyrsfolket regnes som et hovedverk i den naturalistiske litteraturen i Norge. Firebindsverket tar opp hva som former et menneskeliv og i hvilken grad arv og miljø bestemmer et menneskes skjebne.

Afkom (1898) er fjerde og siste roman i serien og handler om Siverts barn, Severin og Fie. Handlingen er lagt til 1870-årene og forskjellene mellom fattig og rik er et hovedtema.

Hellemyrsfolket (1887-1898):
    Sjur Gabriel (1887)
    To Venner (1887)
    S.G. Myre (1890)
    Afkom (1898)

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.