Afkom

av Amalie Skram

XXIII

Da Petra kom hjem, var der meget at vareta. Efterat ha byttet sit vaade Tøj og staaende ved Kjøkkenbordet drukket en Kop Te, stelte hun Spædbarnet. Saa skulde Jens og Mathæa og Anton inde i Bagstuen sæbevaskes i en Balje varmt Vand, som Severin og Fie bagefter skulde bruge til Fødderne. Det var jo Lørdagskvæld.

Da hun var færdig med alt, og Børnene var gaat til Ro, satte hun sig til at lappe i Fremstuen. Taarerne drypped paa Arbejdet fra hendes brede, stejle Næse, og paa Bordet havde hun liggende en Klud, hvormed hun stundimellem tørte sine Øjne. Hvergang hun hørte Skridt i Smuget, lod hun Hænderne synke, vendte Ansigtet mod Vinduerne og lytted. Men alle gik forbi.

Vilde han da ikke komme hjem ikvæld paa Lørdagsaftenen heller?

Slaguret paa Væggen med Blylodderne slog 11. Nu havde han vel lagt sig tilrette nede i Boden igjen med alt sit Skidt fra hele Ugen.

Aa ja Stakker, han var vel ikke saa glad han heller, om han ogsaa kunde staa og skøje med hende, Jomfru Madsen, som hun hed i gamle Dager. Taarerne drypped oftere og oftere.

– Saa gik det med Gadedøren. Nogen hang noget fra sig derude i Gangen. Det var ham.

Som en Bølge, der skyller ud fra Fjæren, og slaar tilbage, svandt hendes taarebløde Stemning, og hendes Sind fyldtes med Bitterhed og Galde.

Døren blev sagte aabnet, og Myre kom ind. Han trak Støvlerne af og tog Tøfler paa, blev saa staaende lidt, og gik derpaa stille og forsigtig, som var han bange for at vække nogen, ind i Bagværelset til Børnene, hvor han begyndte at bakse med noget.

Hvad var det nu, han tog sig til? Vandbaljen efter Barnene, han bar ud? –

Aa, hvor det var ligt ham. Nu skulde han smigre sig ind og gjøre sig lækker. Uf ja, han var lige fæl, hvadenten han var saa’n, eller saa’n. Men nu vidste hun da, hvor hun havde ham.

Ja, der tørked han op paa Gulvet. Sligt unyttigt, som Thrine kunde ha gjort imorgentidlig.

«Er der ikkje nokke, Du vil ha udrettet, Mor?» Myre var kommen ind igjen. Han stod et Stykke borte fra Petra, paa hvem han saa med et sky og frittende Blik.

Hun svarte ikke, og han satte sig paa en Stol, foroverbøjet, med Hodet mellem Hænderne.

Hvad skulde han gjøre for at faa hende god igjen? Falde paa Knæ, og be hende spytte paa sig? Aa ja, det blev det samme, hvad han saa gjorde. Han fik, hvad han skulde ha, alligevel.

Med ét mærked han, at han holdt paa at sovne der han sad, træt og forvaaget som han var, og han tog sig forskrækket sammen.

«Aa ja ja, Mor,» sa han og sukked. «Det er ingen Sag for Dig. Den, som har gjort Uret er tusen Ganger værre faren, end den, som har lidt Uretten.»

Hun svarte fremdeles intet, og han begyndte at anklage sig selv i de stærkeste Udtryk. Han var et sørgeligt Menneske, der lod Satan faa Magt med sig. Ja, for Satan var det, som havde gjort Allarm forgangen Søndag Nat, slet ikke ham. Han vilde heller gaa hen og skjære Hænderne af sig, end være saa ‘n. Han var ikke værd den vakre, stræbsomme Konen, han havde. Det var det, som gjorde ham dobbelt rasende, naar Satan fo’r i ham, at han vidste, hun var saa meget bedre, stod saa højt over ham. Han var i det hele tat ikke værd at være til. Men hvor skulde han hen, naar han nu engang var sat ind i Verden. – – Han holdt længe paa. Indimellem gjorde han et lidet Ophold, og tog saa fat igjen.

Petra syed og lapped med en urokkelig Mine.

– Men hun skulde vide, hvorledes han havde havt det i denne Ugen. Hun skulde ha set ind i hans Hjærte og rigtig forstaat, hvad han havde lidt, saa vilde hun ikke være sint længer, men heller synes Synd i ham.

Nu lo Petra.

Det virked paa Myre som et iskoldt Vandskvæt. Han sank sammen paa Stolen, og skjulte atter Ansigtet i Hænderne.

«Hvad skal jeg arme Menneske gjøre,» begyndte han saa efter en Stunds Forløb. «Gud skal vide, der findes ikke den Ting, jeg ikke vilde ta paa mig for at udsone min Synd imod Dig, Petra.» Han retted sig op og sendte hende et bedende Blik. «Naar eg sitter her, og ser paa de smaa flittige Hænderne dine, er det, saa eg kunde græde Blod over altsam ‘en.»

Atter lo Petra, men Myres vante Øre opfanged som en mildere Klang i Latteren.

«Ok ja de Hænderne,» fortsatte Myre. «Alt det, de har slidt og arbej’et – like fine og bløte er de. En Prinsesse kunde ønske seg Maken.»

«Men saa forførenes og flotte, som Jomfru Madsen sine, er de daa vel ikkje,» sa nu Petra og saa hen paa ham med et stikkende Blik. Og saa fik han vide, hvad hun mente om hans Anger og Ruelse. Tilsidst spurgte hun ham, om han likte svært godt at handle med forhenværende Jomfru Madsen.

Myre sad som lynslagen. Petra maatte altsaa ha vært nede ved Boden og staat paa Lur der, eller ha faat en anden til at gjøre det. Det skulde han bare vidst, saa vilde han ha tat Sagen anderledes.

«Ja nu sitter Du der og maaper, og kan ikkje i Farten lyge nokke sammen,» vedblev Petra, og de onde skjændende Ord flød fra hendes tykke Mund saa fort, at hun af og til fik dem forkjert i Halsen; Vandet sived fra Hugtænderne ud over hendes grætne Mundviger. Endelig syntes hun at være færdig. Hun greb Kluden paa Bordet, tørred sig om Munden, og gav sig atter til at lappe med en forhærdet Mine.

«Ja, det er sandt, Petra,» sa Myre efter en lang Taushed. «Saa’nt et Menneske er eg,» – han liksom gryssed af Afsky for sig selv. «Slig kan eg staa og skape meg te og gjøre meg kvik og munter, mens eg indvendig er færdig te briste istøkker af Sorg og Lejelse. Jo mere betynget eg er, jo rappere og kaatere i Munden. Eg undres ikkje paa, at Du synes, det er rart.»

«Rart? Hm!»

«Ja, ka Du nu vil kalde det. Det ved Du liksaagodt saa eg, at før eg vilde slaa an med den utidige Kjærringen –. Eg vilde ikkje knipe i hinner med en Ildtang engang.»

«Nej, men staa og klappe og kitle hinner paa Albuerne – det vilde Du.»

«Ja, hun ska’ jo ha det paa den Maaten,» snakked Myre, og sukked igjen. «Ellers kom hun ikkje og handlet. Bagerfolk er jo go’e Kunder. Undertiden kjøper de Smør i Vaagevis.»

Petra kremted og slog haanlig med Nakken.

«La’ nu Naade gaa for Ret, Petra,» bad saa Myre efter en Stund i Taushed at ha studeret hendes Ansigt. Han rejste sig og gik hen til hende. «Vær nu ikkje længer sint for dette paa Søndag. Eg lover og forsikrer, at eg ska’ ta meg ivare en anden Gang.»

Det havde han sagt saa tit.

Ja, men engang maatte det vel bli til Alvor med ham ogsaa. Han havde bedt Gud om Forladelse, og Gud havde bønhørt og tilgit ham. Nu maatte hun ikke være haardere end selve Gud.

«Eg vil naa nødig gaa ner igjen paa Buen,» vedblev han, da Petra sad stum og afvisende, bøjet over Sytøjet. «Eg har frosset saa om Nætterne, og der er saa’en liten Ro te faa for Mysserne. Det er liksom te være Arrestant – ligge der og slænge paa bare Golve’. Ok kaa eg har længtes etter Deg og Sengevarmen. Herregud Petra, ge meg nu Han’en din.»

«Aa ja, det kan eg gjærne,» sa hun trevent, uden dog at gjøre det. «Eg sku’ jo snart være tilvant med det. Men Barnene – det er mykkje værre for Barnene.»

«Ja Petra. Eg ska’ be di om Forladelse hvis Du vil; gjerne bekjende min Synd for di.»

«Ka sku’ det være godt for?»

«Jesus vasked Disciplenes Fødder,» svarte Myre. «Skulde saa ikkje eg kunne ydmyge meg for Barnene? Men lig nu Arbej’e fra Deg,» han tog læmpeligt Sytøjet ud af hendes Hænder, greb hende om Livet, trak hende op fra Stolen, og kyssed hende.

«Pyh!» hun vendte Hodet bort med en Grimase.

«Ja,» sa Myre. «Det er Bulukten, saa hænger seg fast i Klærene.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Afkom

Amalie Skrams romanserie Hellemyrsfolket regnes som et hovedverk i den naturalistiske litteraturen i Norge. Firebindsverket tar opp hva som former et menneskeliv og i hvilken grad arv og miljø bestemmer et menneskes skjebne.

Afkom (1898) er fjerde og siste roman i serien og handler om Siverts barn, Severin og Fie. Handlingen er lagt til 1870-årene og forskjellene mellom fattig og rik er et hovedtema.

Hellemyrsfolket (1887-1898):
    Sjur Gabriel (1887)
    To Venner (1887)
    S.G. Myre (1890)
    Afkom (1898)

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.