Afkom

av Amalie Skram

XXIV

Næste Morgen bragte Myre sin Kone Kaffe paa Sengen. Thrine skulde ha fri fra om Formiddagen, og Myre var staat tidlig op for at Hjælpe til i Huset, saa de kunde komme tidsnok i Kirke. Han maded den lille med Kavringgrød, og fik den, til Petras Forbauselse, bysset i Søvn igjen. Han skar og smurte Smørrebrødene med Gammelost og Brimost til Bedstefar og alle Børnene, og stilled Kaffekjedlen paa Ovnen, for at den skulde holdes varm. Han bar af Bordet, børsted Klær og Skotøj, og hjalp Mathæa og Anton med Paaklædningen, og hvergang Petra borte i Sengekammeret gjorde Mine til at ville staa op, trued han til hende, og sa, at han ikke vilde vide af noget Tøv. Hun skulde værs’go hvile sig.

«Det er da bra, han er kommen hjem igjen,» sa Severin til Fie, mens de i Bagstuen spiste Frokosten.

«Ja, nu er de Venner igjen, saa længe det varer. Jeg tænker, han har maattet tigge pent.»

«Ka vigtig han er,» hvisked Severin, og saa efter Faren, som gik gjennem Bagstuen med sit Barbervand. «Han formelig gaar og derter sig.» – – –

«Du faar ble heme og passe Barne’,» sa Petra til Fie, da hun og Myre stod med Tøjet paa, færdig til at gaa i Kirke.

Ja, det vilde Fie gjerne. Hun lovte ogsaa at se til Maden, som Thrine skulde sætte over, før hun gik. Og Bedstefaren maatte hun heller ikke glemme. Nu havde han ligget nedfor igjen hele Ugen.

«Kom saa, Severin. Husk nu Salmeboken.»

Fie keg gjennem Vinduet efter Forældrene. De gik Arm i Arm nedover Smuget, og saa saa pene og velhavende ud. Nej, hvor det klædte Faren at være barberet og gaa med Snip og Overfrakke og Silkehat. Han saa næsten ud som en fin Mand.

– – Da de var kommen hjem fra Kirke, og havde spist til Middag, bar Fie og Faren af Bordet.

«Nej sit nu Du, Mor, eg ska’ vaske op,» sa Myre, og afførte sig sine Manchetter og sin sorte Frakke. Lidt efter bragte Fie Kaffebrædtet. –

«Kom ind!»

Døren gik op, og Tonning traadte indenfor. Han svang sin bløde graa Filthat, som hilste han til en Folkeforsamling, og sa med sit tænderfyldte, godslige Smil: «Ja Goddag Madam Myre. Her har De mig.»

«Ok kaa det var hyggeligt,» Petra gav ham Haanden. «Sit Dem her i Sofaen,» hun trak Bordet med Kaffebrættet lidt fra. «Kom med Pipen og Tobakken, Severin.»

Men Fie var hurtigere. «Værsgo’,» sa hun smilende. «Her er ogsaa Fyrstikker.»

«Tak, Vennen min,» Tonning lod hende lægge Sagerne paa Bordet, og greb om hende med Hænderne foldet bag paa hendes Ryg. «Du blir snart saa stor og voksen nu, at det ikke gaar an at kysse Dig mere. Hva’ Fie?» Han lo med sin sagte knirkende Latter, og satte hende paa sit Skjød.

Fie var rød, og saa forlegen ud. Hun stritted lidt imod, men gled dog ind til hans Bryst, og lod sig kysse.

«Du bér mig vel i dit Bryllup, Fie,» snakked Tonning, mens han vugged hende paa sit Knæ, og kjælent strøg sin Kind op ad hendes, der blev kildret af hans bløde Skjæg. «Jeg er jo som en gammel Onkel, hva’ Fie?»

«Værs’go, nu maa De drikke, mens ‘an er varm,» Petra satte en Kop Kaffe hen til Tonning, som slap Fie, laved Kaffen til og stopte Piben. Saa satte han sig mageligt tilrette med Albuen støttet til Sofaarmen, og Kinden i Haanden, mens han paa sin hjærtelige Maade, og med sit gode, brede Smil spurgte Severin og Fie om, hvordan det gik paa Skolen, og om hvad de havde for Tiden i Religion og Historie.

– – – «Her Madam Myre,» Tonning pegte ved sin Side i Sofaen, og Petra satte sig med sin Kaffekop mellem Hænderne.

«Myre sover til Middag?» Tonning bevæged Hodet i Retning af Sengkammerdøren, men Petra sa, at han kom straks.

«Ja saa, Madam Myre,» Tonning la sin Arm om hendes Liv, og læned sig lidt paa skraa hen imod hende. «Saa hun vil ikke bli Grundtvigianer» – han lo, saa den blege brede Tunge vistes mellem Tænderne. «Fik jeg Dem bare under Behandling, saa – Ja, nej ikke egentlig Grundtvigianer, men lidt hen derimod,» han trykked klappende om hendes Liv, mens han talte, og fik hende tæt hen til sig.

Petra smilte, og hendes Mine udtrykte Velbehag.

«Jo Glæde skal der til, og Munterhed,» vedblev Tonning – «baade for store og smaa, ellers blir det for trist. Apropos, Børn, var Dere ikke paa Bal hos Konsul Smiths forrige Søndag?»

«Nej,» svarte Fie. «Vi kan jo desuden ikke danse.»

«Var der Bal?» spurgte Petra.

«Storartet! med lejet Musik og Champagne til Aftensmaden. Jeg har det fra Violinisten, som spilte der. De kunde rigtignok gjerne ha bedt Børnene her.»

«Vi var ogsaa buden,» sa Severin.

«Kaslag!» Petra satte Kaffekoppen fra sig, vendte Hodet, og saa med biske Øjne paa Severin og Fie. «Det vet eg ikkje om.»

«Nej, for hvad kunde det nytte,» udbrød Fie i fortrædelig Tone. «Vi havde jo ikke faat Lov.»

«Nej, men en sku’ daa vite om det, for te kunne takke for det.»

«Lad mig nu faa Lov til at forære Børnene et Kursus paa Danseskolen, som vi før har snakket om, Madam Myre,» Tonning slap sit Tag om hendes Liv, for at stoppe sig en ny Pibe. «De vil ha godt af det. Det hjælper paa deres Holdning og Manerer – ikkje sandt, Fie?»

«Ka vilde Far seje, tror Dokker?» Petra rejste sig og skjænked mere Kaffe til Tonning.

«Aa Pyt, hvis Du sa ja, saa –»

«Ja der kommer ‘an. Nu kan Dokker jo spørre ‘an.»

Myre, som i Kjøkkenet havde vasket op, hilste Goddag til Tonning, og spurgte venlig om der ogsaa vanked en Kop Kaffe for ham. Han havde i Bagstuen tat sin sorte Frakke paa, men han var uden Manchetter om de blaarøde, knoklede Haandled.

Tonning fortalte, hvad de havde snakket om. Myre hørte paa med et halvt overbærende, halvt vrantent Smil.

«Dans og slikt er syndigt,» sa han.

Tonning anførte kristelige Autoriteters Udsagn til Gunst for Dans og Sang og Musik. Blandt andre Grundtvig og Luther.

«Hverken var Luther eller er Grundtvig fuldkommen. Enkver faar handle ut etter sin Overbevisning og Samvittighed.»

«Jesus selv var med til Bryllup,» indvendte Tonning, og det var en Kjendsgjerning, at der altid blev danset ved jødiske Brylluper. Hvor kunde Jesus gaa med til noget, som i og for sig var syndigt?

«Nej, det er jo soleklart,» sa Petra.

Jesus kom der for te gjøre Miraklet, paastod Myre. Syndig og fordømmelig var de alle, baade Brudgomsfolket og Gjæsterne. De vidste jo ikke engang, hvem det var, som stod iblandt dem. Altsaa var de udenfor Naaden. Hvad kunde det gjøre Jesus til eller fra, om de føjed den Dans til den øvrige Synd?»

«At høre Deg snakke slik,» udbrød Petra. «Ingen har vorre værre etter Dans og alslags Forlystelser end saa Du var i din Ungdom.»

«Netop derfor vet eg, kaa fordærveligt det er.»

Der blev en lang Diskussion om dette. Severin og Fie hørte beundrende paa Tonning. At Moren tog hans Parti mod Faren gik dem liksom forbi. Saadan var hun jo altid. Men imorgen naar Tonning ikke var der, vilde hun sikkert gi dem Lusinger, hvis de bad om at faa gaa paa Danseskole.

«Og nu de døde da,» sa Tonning, mens han tygged paa Spidsen af sin lange Bakkenbart. «Hvad skal man tænke sig deres Salighed bestaa i, uden i Dans og Sang? Synge og danse for Lammets Trone, staar der jo.»

«Ja da, ja!» Hvor kunde nogen ville ligne den jordiske Tilstand med den himmelske, og Myre snakked fort om Satans Magt og om hans store Listighed, og endte med at paastaa, at Grundtvig var en af Djævelens allerypperste Redskaber.

«Har De læst Grundtvig da, Myre?» spurgte Tonning med sit gode Smil.

Nej Vorherre bevares! Han holdt sig til den rene, uforfalskede Skrift. Den var bedre end saa tusende Grundtvigere.

«Jaja Myre,» lo Tonning. «Det er Troen, det kommer an paa. Enhver blir salig i sin Tro.»

Da Tonning var færdig med sin tredie Kop Kaffe, og Fie havde tat af Bordet, foreslog Myre at de, som de ofte plejed om Søndagen, skulde ha en liden Andagtsstund. «Idag har eg til og me’ saa særdeles møkke te takke Gud for,» tilføjed han med et Blik hen paa Petra.

Jens, Mathæa og Anton, som havde vært ude, kom nu ind, og spurgte efter sin Mellemmad.

«Det er bedst, di sitter seg ner, og hører paa,» – Myre saa spørgende paa Petra.

«Nej, det er bedre, di passer Barne’, saa vi faar Ro te læse. Fløt Vuggen ind i Bagstuen, saa kan Dokker faa Mellemmaten der. Bare stikke Flasken te hinner, hvis hun vaakner.»

Myre tog Vuggen, og gik med. Da han lidt efter kom tilbake med Bibelen under Armen, satte han sig ved Bordet og bladed i den slidte, tykke Bog, som han havde arvet efter sine Forældre, og som gamle Lægprædikant Tofte saa ofte havde brugt, naar han holdt Opbyggelser derude hos dem i Dræggen.

«Kom her hen, Severin. Idag ska’ Du læse op for os.»

«Skal jeg?»

«Eg har tænkt meg te,» vedblev Myre og skjøv den opslaate Bibel fra sig, «at det kunde være godt for Deg te faa lidt Øvelse i de Ting. Det er jo Meningen, hvis Herren hjælper te, at vi ska’ faa Deg frem te Præst engang. Saa kan Du ikkje begynde at opøve Deg i Kaldet dit tidsnok.»

Petra saa paa Tonning, og det syntes, som hun vilde læse i hans Ansigt. Men han sad tilbagelænet i Sofaen med Haanden skyggende for Øjnene.

«Naar Du nu har læst op dette Kapitle’,» sa Myre til Severin og pegte i Bibelen, «saa skal Du udlægge det for os. Skriften kan jo fortolkes paa mange Maater.»

Severin stod ved Bordet uvis og nølende. Han følte sig meget undselig, men samtidig var det liksom han vokste i Betydning ved den Anmodning, Faren havde stillet til ham.

«Han er jo bare et Baren enddaa,» bemærked Petra tvilraadig.

«Jesus lærte i Templet, daa han var 12 Aar gammel.»

«Jesus ja!»

«Gjør nu som din Far siger,» bad Tonning. «Det skal intresere mig at høre, hvorvidt Du er kommen i selvstændig Opfatning af Religionens Sandheder. Af de umyndige og enfoldige skal der beredes mig Lov, siger Herren.»

Severin satte sig, trak Bibelen hen til sig, og begyndte at læse. Fie sad ved Siden af ham og pilled paa sine Flettebaand. Hun syntes, det var saa flout.

«Nu,» sa Faren, da Kapitlet var tilende. «Forklar nu Teksten.»

Severin flytted sig lidt paa Stolen, og holdt Øjnene fæstet paa Bogen.

«Ja,» begyndte han, «dette, at uden I blive som Børn, kommer I ingenlunde ind i Himmeriges Rige, viser, at Jesus vilde revse de voksnes Hoffærdighed, som vil, at Børn ikke skal ha nogen Mening om nogen Ting. Jesus har godt vidst, at Børn tænker alvorligt og forstaar meget og mangt, som de voksne tror, de ikke forstaar. Jøderne i den Tiden var akkurat som de kristne nu tildags. De behandled Børnene som umælende, og kanske de fik likesaameget Prygl, som vi faar.»

«Prat,» sa Myre, og flytted sig hastig i Sædet.

«Jo!» udbrød Fie. « Vores Religionslærer siger, at Børn ikke skal tænke, bare tro, hvad de voksne siger.»

«Naturligvis. Ka sku’ de ellers tro?» sa Myre barsk.

«Jammen det kan vi Børn ikke.»

«Det kommer nu vel an paa kaslags voksne, det er,» mente Petra med et hovmodigt Smil.

«Og hvis nu Jesus f. Eks. bare havde troet, hvad de voksne sa, hvad skulde der saa blet af!» raabte Fie, og saa uforfærdet paa Faren.

«Hi, hi, hi,» knirklo Tonning borte i Sofahjørnet, idet han strøg sig over Ansigtet.

«Hold Mund,» sa Faren med et truende Blik paa Fie. «Der er en Frækhed i den Tøseungen, som er aldeles ubegripelig.»

Fie blev blodrød af Skamfuldhed over denne Tilrettevisning i Tonnings Nærværelse. Hun keg stjaalent hen til ham, og da hun mærked at han stadig sad og lo, blev hun lettere om Hjærtet.

«At la Barnene faa Lærdom og Undervisning er baade ondt og godt,» sa Myre og rysted grundende Hodet.

«Eg synes ikkje, der kommer nokke godt ud af, at ingenting ha lært heller,» bemærked Petra knibsk.

«Gaa nu videre, Severin,» Tonning tog Haanden bort fra Ansigtet, og satte sig atter i Tilhørerstilling.

Severins Kinder blussed ved Følelsen af den Rolle, han helt og holdent var gaat ind i.

«Lader de smaa Børn komme til mig,» læste han.

«Ja, det maa’kje være saa ‘nne Unger, saa vi har nutedags,» afbrød Faren.

«Jesu Ord maa ta’es absolut, ellers faar de ingen Gyldighed,» sa Severin. «Og hvo som forarger en af disse mine smaa,» fortsatte han, «ham var det bedre, at der var hængt en Møllesten om hans Hals, og han var nedsænket paa Havets Dyb.»

«Det er Alvorsord,» sa Myre.

«Ja. Og derved har Jesus villet sige til Forældre og til alle dem, der er sat til at styre og raade over Børnene, at de skal vogte sig for at gi dem et daarligt Eksempel. De Forældre, som gir et daarligt Eksempel, er mere skyldig og fordømmelig, end Børnene, som tar efter.»

«Nu kan det være nok,» sa Faren, og tog Bibelen, som han slog sammen. «Eg vi’kje seje, det var nokke videre opbyggeligt, just. Præker Du ikkje be ‘re, naar Du bler Præst, saa trur eg ikkje, Du faar nokken videre Tilhørere.»

«Naa hvorfor ikke,» sa Tonning, og retted sig op. «Du har gjort dine Sager godt – ja, det synes ialtfald jeg. Hva’ siger De, Madam Myre?»

«Ka ska’ en kunne vente af et Baren,» Petra gjeped og rysted Hodet.

«Læs nu Fadervor, Severin,» befaled Myre, og folded Hænderne foran sig paa Bordkanten. De andre gjorde ligesaa.

Severin læste Fadervor, hvorefter han rejste sig og, fulgt af Fie, gik ind i Bagværelset.

«Egentlig er det nu et Spørgsmaal, om det er rigtigt at sætte en Gut i hans Alder til at udlægge Skrifen,» sa Tonning, og stopte sig en ny Pibe.

Petra rysted samtykkende Hodet, og Myre raabte: «Koffor ikkje det!»

«Der skal aandelig Modenhed og Myndighed til,» smilte Tonning. «Nej Myre, jeg tror ikke, De skal gjøre det mere.»

«Nej, det er sikkert og vist!» udbrød Petra. «Men han –»

«Du kunde jo sagt, at Du ikkje vilde det, Petra – bare et lite Tegn med Øgene. – Ja for Konen min har en mærkværdig Tæft af ka saa passer seg.»

«Det har De Ret i,» samtykked Tonning. «Havde De ikke tat hende, vilde jeg selv forsøgt min Lykke der,» – han gav sig helt hen til sin godslige, knirkende Latter.

Petra rødmed af Velbehag. Hun vidste godt, at det var bare Spøg, men alligevel.

De sad og smaasnakked en Stund, saa tog Tonning op sit Ur, og sa, at han maatte gaa.

Om han da ikke vilde bli der tilaftens, i al Tarvelighed naturligvis.

Nej Tak, det kunde han ikke. Han skulde hen i et Vennemøde, hvor de skulde diskutere Grundtvigs Afvigelser fra den Augsburgske Konfession. – –

«For en hyggelig Dag, vi har ha’t idag,» sa Myre, da Tonning var gaat. Han tog Petra om Halsen og kyssed hende.

«Saa kunde det være kver Dag, hvis Du ikkje var saa ‘nt et Umenneske.»

Hendes Ord og Tone stak ham i Hjærtet. Var det da bare hans Skyld? Men han tvang Tankerne tilbage, løj og sa: «Ok ja Petra, eg vet det saa vel. Men nu ska’ Du bare se, kaa snil eg ska’ være.»

«Saa længe det varer,» muled Petra.

Myre satte sig hen ved Vinduet, støtted Hodet i Haanden, og saa ud i Smuget med et trist og træt Blik.

«Bare eg ikkje hadde saa mange Udenomsbekymringer,» sa han om en Stund til Petra, der havde sat sig ved det andet Vindu.

«Ja kaa gaar det nu til Terminen?» Petra saa skarpt paa ham.

«Aa ja, der er jo endnu fire Dager til. Kommer Tid, kommer Raad.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Afkom

Amalie Skrams romanserie Hellemyrsfolket regnes som et hovedverk i den naturalistiske litteraturen i Norge. Firebindsverket tar opp hva som former et menneskeliv og i hvilken grad arv og miljø bestemmer et menneskes skjebne.

Afkom (1898) er fjerde og siste roman i serien og handler om Siverts barn, Severin og Fie. Handlingen er lagt til 1870-årene og forskjellene mellom fattig og rik er et hovedtema.

Hellemyrsfolket (1887-1898):
    Sjur Gabriel (1887)
    To Venner (1887)
    S.G. Myre (1890)
    Afkom (1898)

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.