Afkom

av Amalie Skram

XXIX

«Ja, syntes jeg ikke, det var din Stemme,» sa Milla til Henrik, og lod Hodet, som hun havde løftet, falde tilbage paa den lille Ørepude af mørkerødt Silketøj. Hun laa paa Chaiselongen i Kabinettet, hvor den tilslørte Lampe lyste med et dæmpet, blegrødt Skjær. Gjennem den aabne Dør til Spisestuen havde hun hørt Pigen tale med nogen.

«Mamma har skrevet til mig, og bedt mig gaa ind og spørge, hvordan Du har det,» sa Henrik, mens han kramsed paa sin Hue.

«Sæt Dig ned, Henrik,» Milla vendte sig paa Chaiselongen med Besvær om imod ham.

«Jeg skal straks gaa igjen,» mumled Henrik, og tog Plads paa en Stol ved Døren.

«Nej, ikke der! Her hen i Lyset, hvor jeg kan se Dig. Det er saa længe siden. Du skal bli her og drikke Te med mig. Børnene er i Seng, og jeg er saa alene.»

Om Onkel Julius da ikke var hjemme?

Nej, nu var han jo paa Jagt igjen, og hun vidste ikke, naar han kom tilbage. Han havde altid saa meget for, den Julius, og nu, da hun var saa daarlig. – Om Aftenerne, nar Børnene var gaat tilsengs, blev det altid saa smaat med Humøret. «Se nu bare – jeg kan ikke hjælpe for det,» – Millas bløde, lille Stemme blev borte i Graad – hun trykked Lommetørklædet mod Øjnene og fortsatte:

«Det var snilt af Dig, at Du kom ind til mig, Henrik. Men hvorfor har Du ikke gjort det før? Du lovte jo i Sommer, at Du tit vilde besøge mig.»

«Jeg vidste ikke, om Du egentlig brød Dig om det,» trykked Henrik ud af sig. Han sad og pilled ved en Bog paa Bordet, og saa ikke op.

De, som havde vært saa meget sammen paa Landet i Sommer! Hvorfor havde han forandret sig slig?

Nej. Han havde slet ikke forandret sig.

Ja, det havde Tante Milla heller ikke. Saa skulde de værsgod bli ved med at være Venner.

Nu saa Henrik hurtig hen paa hende, men tog straks, liksom befippet, Øjnene til sig igjen. Milla mærked det, og uvilkaarlig gled hendes Blik ned over hendes Figur. Hun blev rød, og straks efter bleg.

«Du er jo saa stor og voksen, Henrik,» sa Milla lidt efter, «og det er jo den naturligste Ting af Verden, at jeg skal ha en Liden. Saa, nu er det sagt det Ord, som var flout, og nu skal Du ikke sidde der og dukke Hodet længer.»

«Flout – nej ved Du hvad, Tante Milla, saa idiotisk er jeg ikke!» han kjæmped med sig selv, og saa’ saa han paa hende med et Smil, der forskjønned hans Ansigt. Nu var han bleven forløst fra den trykkende Forlegenhed, og den dumme Uvilje, han havde følt mod Millas Tilstand. Hvor var Milla dejlig just som hun nu saa ud, og hvor var hun en ren og sand Kvinde. Hvor gjerne han vilde ha takket hende, fordi hun havde git ham Ro og Ligevægt tilbage. Han elsked hende, men ikke med Begjær, som før. Nu var det kun Venskab og Tilbedelse han følte.

«Nej, det troede jeg heller ikke. Du véd jo saa inderlig godt at det ikke er Storken. – Bare det var,» tilføjed hun lidt efter med et dybt Suk. «Du kan tro, det er ikke Spøg, Far.»

«Jeg kan bare ikke skjønne, at Dere staar det ud,» sa Henrik.

«Nej, det kan jeg heller ikke. Det er det forfærdeligste, som er til i Verden.»

«Kommer det snart?» spurgte Henrik.

«Om 6–7 Uger eller saa. Men lad os ikke snakke om det. Jeg blir saa angst.»

Straks efter snakked imidlertid Milla igjen om, hvor forfærdeligt det var, og hvor ubegribeligt, at en Kvinde kunde faa sig selv til at gjennemgaa den Rædsel mere end den ene og første Gang, da hun ikke vidste, hvad hun gik til.

Henrik var enig.

«Jeg synes, Vorherre kunde ha fundet paa en anden Maade,» vedblev Tante Milla. «Det maatte jo vært en let Sag for ham, som er almægtig. Saa var ogsaa Ægteskabet blet noget meget, meget pænere, end det er.»

«Synes Du ogsaa det?» sa Henrik med Liv.

«Ja,» sa Milla, og hendes Kind hvilte paa de sammenlagte Hænder, mens Øjnene med de optrukne Bryn saa langt forbi Henrik. «Forresten havde jeg tænkt mig Ægteskabet ganske anderledes.»

«Jeg tror, jeg forstaar Dig,» udbrød Henrik varmt.

«Ægtefolk gaar der ved Siden af hinanden, og har aldrig noget at snakke om,» vedblev Milla. «Ja, ialtfald alle de, jeg kjender. Ikke noget som der er Udvikling eller Løftelse i. Saa skal Konerne altid ha en Liden, og saa skal Mændene skaane dem, det vil sige, la dem skjøtte sig selv, og svare ha og ja til alting, for ikke at irritere dem. Forresten, dette at føde et Menneske til Verden er noget stort. Du maa ikke tro, jeg mener andet, Henrik. Men er det nu ikke underligt, at jeg aldrig kan snakke med Julius, som jeg gjør med en Gut som Du f. Eks.?»

«Du gjør mig saa glad, Tante. Jeg kan forresten saa godt tænke mig det med Onkel Julius.»

«Hvorfor det?» Milla flyttede Øjnene hen paa Henrik.

«Ja, det kan jeg ikke saa godt forklare, men han er liksom for tyk.»

Nu lo Tante Milla. En lys, kvidrende Fuglelatter. «Skulde det kunne gjøre noget?»

«Ja, eller saa jordisk. Han er saa fornøjet, og har vist ikke Trang til at tænke over noget. Bare det, at han, hver Gang han har vært i Udlandet, kommer hjem og siger, at her i Bergen er alting baade bedre og mere fremskredent end alle andre Steder. – Sligt kan der ikke være Mening i.»

«Nej,» Milla rysted Hodet.

«Ofte synes jeg saa Synd i Dig, Tante. Du er meget for god til Onkel Julius.»

«Aa, nej Henrik! Saa’nt maa Du ikke sige,» der kom som en Klang af Skræmthed i Millas Stemme. «Det er slet ikke paa den Maade, jeg mener det. Du maa ikke misforstaa mig. Tror Du, jeg vil beklage mig over Julius?»

Henrik saa betuttet paa hende.

«Du maa ikke være sint, Tante Milla,» bad han. «Jeg misforstaar Dig ikke. Jeg ved godt, at Du ikke synes, Du er for god til Onkel Julius. Men derfor kan jo en anden ha Lov til at tænke, hvad han vil.»

«Det er bare min Skyld,» sa Milla og begyndte at græde. «Saa snil og prægtig som Julius er. Det er fordi jeg ikke forstaar ham. Havde han faat en anden Kone, som havde kunnet vække hans Interesser, eller vært slig, at han havde faat Lyst til at indlade sig med hende» – Hun la atter de smaa spinkle Hænder sammen under Kinden og fortsatte: «Jeg kjeder ham, skal jeg sige Dig. De Ting, jeg gjerne vil snakke om, er ham saa ligegyldige. Der er jo saa mange Slags aandelige Interesser, og han kan nok ha sine. Men det, som ligger mig paa Hjertet: Tilstanden efter Døden og Tilstanden før Fødselen – ja for vi maa jo ha vært til, før vi blev født. – Tror Du ikke ogsaa det, Henrik?»

«Vært til, før vi blev født?»

«Ja, et eller andet Sted,» Milla nikked ivrig. «Sjælen, det, som gjør, at man blir et levende Væsen – det Barn, jeg nu skal faa – hvor kommer Livet fra?»

«Der er jo mange Maader at forklare det paa,» sa Henrik. «Kristendommen har en, og de filosofiske Systemer hver sin. Saa er der jo ogsaa Læren om Sjælevandringen.»

«Ja, den tror jeg paa!» Milla nikked atter med lysende Øjne. «Jeg er aldeles vis paa, at vi to f. Eks. har vært til før, og at vi har truffet hinanden og kanske vært Søskende eller Ægtefolk, og at det er derfor, vi forstaar hinanden saa godt.»

Henrik saa paa hende og sa: «Gud gi, det var sandt.»

«Eller ogsaa er vi bestemt til at mødes igjen i den anden Verden,» vedblev Milla, «og der faa med hinanden at gjøre. Ja, der maa være noget i det, for hvorfor skulde jeg ellers tro det saa sikkert?»

«Hvis jeg var ligesaa sikker paa det som Du, saa vilde jeg ønske, at vi begge to døde meget snart,» svarte Henrik.

«Jeg er heller ikke det mindste bange for at dø, Henrik. Jeg mangen Gang brænder af Nysgjærrighed efter at faa vide det altsammen. Jeg er forresten vis paa, jeg faar det bare godt og prægtigt,» hendes Ansigt skinned.

«Jeg er bange for Døden,» sa Henrik.

Nej. Tante Milla var meget mere bange for Livet. For at hun ikke skulde kunne bevare sig selv god og ren og ufordærvet.

Henrik spurgte, om hun ikke troede paa Kristendommen?

Om han da troede?

Nej; men det var anderledes med Kvinder. De troede jo altid.

Jo. Tante Milla troede paa det af Kristendommen, som hun kunde forstaa og bruge. Dengang hun troede paa alt i den, havde hun syntes, at baade Livet og Døden hang som en Mare over Menneskene. Nu havde hun lavet sig sin egen Religion, og i den fandt hun Fred. Det var bare at leve efter dette Ord: Hvadsomhelst I ville, at Menneskene skulle gjøre mod eder, det gjører I og imod dem. «Tænk, hvor Livet paa Jorden blev skjønt, hvis alle gjorde det. Lov mig at huske paa det, altid, altid, Henrik,» hun rakte sin lille, hvide Haand ud imod ham. Henrik rejste sig, trykked hendes Haand og nikked bevæget.

«Jeg«Jeg] rettet fra: Jeg (trykkfeil) vil. Du skal være ren og pen og god hele dit Liv igjennem» – hun gjengjældte hans Haandtryk.

«Aa Tante Milla, Tante Milla,» Henrik kasted sig i stærk Graad ned paa Knæ foran Chaiselongen, hvor Milla laa.

«Græd ikke, Henrik. Hvad græder Du dog for? Holder Du Dig god og ren, saa naar Du, hvad der staar skrevet: Lykkelig i Tiden, og salig i Evigheden, og saa blir vi saa glade, saa glade, naar vi mødes igjen i det andet Liv.»

Henrik rejste sig og tørred sine Øjne. Det brændte ham paa Tungen at sige til Milla, hvor uren og syndig han var, men han kunde ikke. Det vilde gjøre hende saa altfor ondt. Og saa vilde hun heller ikke kunne forstaa det. I sit Hjærte lovte han sig i denne Stund, at han herefter vilde bli en anden.

«Tænk, hvor morsomt det blir at mødes igjen efter Døden,» vedblev Milla. «Saa skal vi minde hinanden om det og det, og spørge hinanden om vi husker, hvad vi sa og tænkte dengang og dengang.»

Stuepigen kom og sa, at Aftensbordet var færdigt. Milla rejste sig med Besvær og gik ind i Spisestuen. Henrik fulgte efter. Han saa med en Slags Rørelse paa hendes vanskabte Skikkelse, der dog for ham havde en betagende Ynde. Hun gik langsomt og vaggende, og den tynde Ryg saa unaturlig anstrengt ud.

«La’ mig,» sa Henrik, da Tanten vilde lave Te. «Du ved, jeg kan,» han tog Kanden fra hende, og lod Vandet fra den kogende Maskine løbe ned i den, og mens de sad der og spiste, og Milla blev ved at smaasnakke med sin bløde, blide Stemme, og smilte til ham med sin fint buede Mund, der havde lidt for store Tænder, og om hvilken der laa et Drag af Træthed og Vemod, følte han sig greben af en sælsom Lykke. Der kom over ham en Forestilling om, at de to var alene i Verden, at ingen kunde komme og forstyrre dem, at Tiden skulde glide hen liksaa blid og stille som Milla var, og at de to ved hinandens Hjælp skulde bli bedre og lykkeligere end andre.

«Tænk, om vi var i et fortrollet Slot, og det aldrig fik Ende,» sa pludselig Milla.

Der gik en Gysen gjennem Henrik. Han lod Gaffelen synke, og saa paa hende.

«Netop, nøjagtig det samme sad jeg og tænkte paa, Tante Milla. Det er næsten fælent.»

«Ja, saadan var det ogsaa i Sommer,» svarte Milla. «Du sa tit Ting, som jeg just vilde til at sige. Denne hemmelige Sympati mellem Menneskesjæle.»

«Det er dejligt,» sa Henrik med et drømmende Smil. «Jeg elsker Dig, Tante Milla» – han var saa fortryllet af Stemningen, at han uden videre udtalte dette Ord: elske, som han under andre Omstændigheder ikke vilde ha kunnet faa over sine Læber. «Du behøver ikke at se streng ud,» vedblev han. «Det er ingen syndig Kjærlighed. Jeg elsker Dig, som man elsker et Væsen af højere Art.»

«Som Du snakker, Henrik,» sa Milla træt.

«Jeg kommer aldrig til at synes om andre Kvinder. Nu véd jeg, at der er én, som Du. Og der er ingen anden som Du.»

«Hvis Du vilde være forfærdelig snil, saa læste Du lidt højt for mig, Henrik – der er –»

«Der var det igjen!» afbrød Henrik. «Nu skulde jeg netop til at spørge, om Du vilde, jeg skulde læse noget for Dig.»

De rejste sig fra Bordet og gik tilbage til Kabinettet, hvor Milla indtog sin forrige Plads paa Chaiselongen.

«Det er forresten Slutningen af en Fortælling, jeg vil ha Dig til at læse for mig, Henrik. Og det er jo ikke saa morsomt for Dig.»

«Joda! Joda! Det er akkurat det samme, Tante Milla, bare jeg kan gjøre, hvad Du vil.»

«Det er «Ægteskabslykke», af en russisk Forfatter. Jeg har aldrig før læst noget af ham, eller hørt hans Navn. Men det maa være en udmærket Forfatter. Nu skal Du høre – jeg skal fortælle Dig dertil, hvor jeg er kommen. Det er altsaa en Adelsmand paa 46 Aar, som besøger nogle Søstre, der bor paa et Gods, og saa forelsker han sig i den yngste, der netop er blet voksen. Han kan næsten ikke tro det, og han finder det stridende mod Fornuften, fordi han er saa meget ældre, skjønner Du. Men Læseren ser godt, at han blir forelsket i hende, fordi hun først er blet det i ham. Det er saa yndig beskrevet. Sjælen smelter hen i Vemod, mens man læser det. Saa blir de da forlovet. Søstrene vil det gjerne. Det er nemlig en udmærket Mand; rig naturligvis og alting, og den smaa vil absolut ha ham. Ja, det er ogsaa storartet godt, da de kjører til Kirken for at vies. Da faar hun Kulde og Tvil i sit Hjærte. Hun er liksom i Vold af noget, som hun aldrig før har kjendt eller følt eller vidst, fandtes i hende. Hun pønser paa – Ja Gud, saadan var det ogsaa med mig paa min Bryllupsdag, derfor véd jeg ogsaa, hvor udmærket sandt og rigtigt det er, for mere forelsket end jeg var i Julius! Og alligevel. Hun sidder der og fryser ved Siden af ham og tænker paa at kaste sig ud af Vognvinduet – akkurat som jeg – Det er en storartet Forfatter, Henrik! Du maa læse det, for det er umuligt at beskrive det.»

«Jeg kan høre, hvor godt det maa være,» sa Henrik. «Dette her, at man i et Øjeblik kan bli forvandlet, kan fra Glæde og Tilfredshed stupe ned i Livslede uden Spor af Aarsag. Kjender Du ikke det? Jeg blir altid saa angst, naar det hænder mig. Gjør Du ikke det?»

«Jo,» sa Milla. «Det viser, at der er noget indeni os, som vi ikke forstaar og ikke kan udgranske. Det er liksom at se et Spøgelse. Og endda kan nogen tvile om, at vi har en udødelig Sjæl. Du maa aldrig bli Fritænker i den Forstand, Henrik.»

«Faar jeg omgaas Dig, saa blir jeg det ikke.»

«Nej, men det var Fortællingen,» sa Milla. «Saa kommer altsaa Beskrivelsen af deres Lykke i Ægteskabet, for det, hun har følt i Vognen, gaar over af sig selv.– –Ja, nej slig som de elsker hinanden og morer sig sammen! Som to ellevilde Unger, endda han da maa være i sit 47de Aar. De løber med hinanden i Haanden rundt om Spisebordet og finder paa allehaande lystige Ting. – Saadan var ikke Julius. Han har altid tat det saa roligt.»

«Ja, Onkel Julius,» sa Henrik.

«Saa faar de Børn, og saa rejser hun til Udlandet, og der blir hun indtat i en ung Mand, en Greve, eller saa’nt noget. Hun blir sin Mand ikke egentlig utro, forstaar Du, men fuldstændig indtat er hun dog.»

«Og hvordan gaar det saa? Det er svært spændende.»

«Ja, længer er jeg ikke kommen. Læs nu Du Resten. Nu er Du jo lidt inde i det.»

Og Henrik læste om Ægteskabslykken, der visner, og om Kjærligheden, der dør, og om, at den fælles Ømhed for Børnene er det eneste, der blir tilbage.

«Hvor det er smerteligt,» sa Milla, og fo’r sig med Lommetørklædet over Øjnene.

«Han stiller det op som en Naturlov, at Kjærligheden mellem Ægtefolk skal dø» – sa Henrik, idet han rejste sig og gik lidt paa Gulvet. «Det er noget saa isnende trøstesløst i det. Og jeg kan heller ikke hverken tro eller forstaa det.»

«Det er Sanseligheden, han mener,» svarte Milla. «Den sanselige Kjærlighed. Hvis Sanseligheden ikke var, saa vilde Kjærlighed mellem to Mennesker ha et evigt Liv.»

«Ja, men paa den anden Side – uden Sanselighed –» Henrik holdt inde, og satte sig igjen ved det lille Bord foran Millas Chaiselong.

«Hvad gjorde det, om Menneskene holdt op at formere sig?» spurgte Milla. «Jeg synes, der har levet mange nok. Og saa – naar Jorden havde hvilet i 1000 Aar, vilde der kanske opstaa en bedre og fuldkomnere Slægt.»

Henrik saa overrasket paa Milla. Saa langt havde han ikke tænkt.

«Jeg véd nok, hvad Du vil sige,» nikked Milla: «Menneskene vil aldrig høre op med at formere sig. De er Slaver af sine Lyster. Hvad kan det hjælpe, at to mellem Tusinder er anderledes?» Hun sukked, og folded de smaa tynde Hænder over Brystet.

«Der kommer nogen,» sa pludselig Henrik.

«Det maa være Julius,» udbrød Tante Milla og løfted Hodet fra Silkepuden for at lytte. «Ja, saa min sandten!»

I det samme gik Døren op, og Onkel Julius kom ind. Han var i graa Jagtklær med høje Skaftestøvler uden paa Bukserne, Stor og fyldig, med lys, hængende Moustache, og skaldet i Tindingerne.

«Godaften,» sa han venlig, og myste med de smaa, glinsende Øjne, som for bedre at kunne se. «Aa, er det Dig, Henrik. Saa har Du jo havt Selskab, Missen min,» han bøjed sig over Milla, og kyssed hende.

«Ja. Henrik har læst højt for mig. Jeg vented Dig ikke saa snart, Julius.»

«Skal det bety, at jeg kommer til Ulejlighed,» han kneb Milla i Kinden og lo med en Latter, der var liksaa fed som hans Stemme og hans Person, syntes Henrik, og uden at vente paa Svar, satte han sig i en Lænestol ligeoverfor Henrik, med de korslagte Ben strakt ud ifra sig.

«Har Dere skudt noget?» spurgte Milla.

«Nej,» Onkel Julius gisped. «Saa var vi blet længere borte. Og Du, hvordan er det med Dig?» Onkel Julius gisped atter. «Ingen Forandring, ser jeg.»

Henrik betragted ham med Uvilje. I samme Nu han var kommen ind i Stuen, var Stemningen blæst bort. Stakkels Tante Milla! Være lænket til slig en Kjødklump.

«Hvordan staar det til hjemme?»

Henrik vilde svare, men i det samme rejste Onkel Julius sig, og gik ind i Spisestuen.

«Hør Henrik,» sa Milla sagte. «Du maa aldrig fortælle til nogen, at vi to snakker om sligt noget som i Aften. Det vilde misforstaas.»

«Nej, Du kan være sikker. Saapas forstaar jeg da. Jeg er saa stolt og glad, og det er mig altfor helligt,» mere fik han ikke sagt.

Onkel Julius kom tilbage med en Portvinskaraffel og et Par Glas i Haanden. Han skjænked sig et Glas og drak.

«Vil Du ha, Henrik? Gudbevares, hvor der er vakkert deroppe i Nordfjord. Sligt et Land som Norge, ja, det vil sige Bergens Stift da, finds ikke paa Kloden. Og dejlig Mad! I Udlandet spiser jeg næsten ingenting.»

Milla saa paa Henrik, og smilte.

«Slike Ryper, som vi fik i Gloppen,» fortsatte Onkel Julius, «dejlig spækket» – han smasked med Tungen. «Smelted i Munden bogstavelig. Ja, i Norge kan de lave Mad! Og saa ‘n en Vin som de har. Ja, en skulde ikke tro det – meget bedre end i Udlandet.»

Henrik rejste sig og sa Godnat. Tante Milla bad ham snart komme igjen.

«Jeg skulde kanske lyst Dig ud,» sa Onkel Julius, som siddende tilbagelænet i Stolen rakte ham sin bløde, røde Haand. «Men Du er jo saa godt kjendt. Hils hjem, Du.»

«Saa han har læst højt for Dig?» sa Julius, da Henrik var ude af Stuen. «Saa har Du vel havt det som Blommen i et Æg?»

«Ja, det er en dejlig Bog.»

«Er det denne her?» Julius tog Bogen, og aabned den. «Jeg kan jo ta den ind med, og kike lidt i den paa Sengen. «Nej, sagde Greven, aldrig glemmer jeg Dem,» Onkel Julius lo. «Sligt staar der jo i alle saa’nne Bøger. Jeg kan Lektien.»

«Du skal ikke kike i den paa Sengen,» svarte Milla. «Det er den Bog altfor alvorlig til. Gjør mig den Tjeneste at læse den opmærksomt igjennem, og saa bagefter sige mig, hvilke Tanker den har vakt i Dig.»

«Tak,» sa Julius, og la Bogen fra sig. «Jeg har Gudskelov tat den Eksamen, jeg behøver her i Verden,» han lo velbehagelig. «Du har vel snakket med Henrik om den, «dyft» og aandeligt – hva? Han er likesaa sværmerisk anlagt som Du. Forresten en snil og bra Gut,» Julius drak endnu et Glas Portvin.

«Men være Kammerat med ham eller saa’n, liksom Du – – jeg véd aldrig, hvad Fanden jeg skal finde paa at sige til ham. Men Du er nu saa rar Du, Milla. Du liker Dig bedst med halvvoksne, enten det nu er Gutter eller Piker. Liksom dengang Du paa Barneballet hos Henrik og Lina sad og spilled Domino med denne Severin Myre. Jeg maatte le, da jeg saa det, for det var saa likt Dig.»

«Det er forresten en indbildsk Tosk, den Sivert Jensen sin Søn,» vedblev Julius. «Ja, Du véd vel, at Faren var Dreng hos mine Forældre, og da hed han Sivert Jensen. Lydia fortalte mig for en Tid siden, at hun havde sagt til Severin: Tænk om De kunde bli Præst derude i Hellemyren, hvor Deres Far er fra. Da havde Gutten sat op en vigtig Mine og havde svart: Det er nu et Spørgsmaal, om det vilde være det rigtigste. Har Du hørt paa Magen!»

«Aa,» sa Milla. «Hvorfor skulde han ikke kunne sige det?»

«Han, som vi alle skal hjælpe frem til Studeringerne? Véd Du hvad, Milla –»

«Men Lina, som altid er saa kjap til at svare, raabte til ham: Hvorfor skulde Du ogsaa tænke, at Du skulde faa det heldigste?»

«Hans Søster ser forresten storartet ud. Nu, hun er blet voksen. Hun gaar og spaserer med Løjtnant Riber om Kvældene.»

«Spaserer hun med Løjtnant Riber? Det var Synd for hende.»

«Aaa, hvorfor det? Saa har hun da den Fornøjelse,» Julius vendte sig i Stolen og mødte Millas Blik.

«Ja Herregud Milla, la’ os nu være Mennesker.»

«Han vil ikke gifte sig med hende.»

«Nej, men det vilde da heller ikke være noget Parti for en Mand som Løjtnant Riber. Det maa Du da indrømme, Millen min.»

«Saa skulde han la hende være i Fred.»

«Kanske det er hende, som ikke la’r ham i Fred. Du véd ikke, hvor gælne Smaapikerne kan være.»

Milla svarte ikke.

«Jeg er saa træt, som jeg var mørbanket i hvert et Lem og Ledemod. Vil Du ikke til Sengs Millen?» Julius rejste sig og greb Millas Hænder for at hjælpe hende op, men slap dem straks, og bøjed sit Ansigt ned til hendes.

«Ligger hun der og græder, den søde smaa Millen min? Hvad er det nu, jeg har sagt af galt igjen?»

Milla smilte mod ham gjennem sine taarevaade Øjne.

«Du er sød, Skatten min,» Julius kyssed hende henrykt. «Bryd Dig ikke om, at jeg ikke er paa en Prik slig, som Du bilder Dig ind, at Du ønsker det. Du kan tro, Du vilde bli ked af det ogsaa: hvis jeg bare var som et Ekko af Dig. Jeg véd nok, at Du er højere anlagt, og saa’n noget, og jeg ser ogsaa op til Dig, Millen min. Du staar altid i mine Tanker som et Væsen af en bedre Sort. Men saa véd jeg ogsaa, at Du er min egen søde, dejlige Kone, som ingen i Verden kan ta fra mig.»

Milla slog Armene om hans Hals, og trykked sin vaade Kind tæt op til hans. «Jeg er saa glad i Dig, Julius,» hvisked hun. «Søde, snille Julius. Men vi forstaar ikke hinanden.»

«Nej, jeg véd det nok min Perlehøne. Men hvad gjør det? Forresten er det jo saa naturligt, at Du nu om Dagene er lidt febrilsk, eller hvad det nu er for et nyt Ord, de har fundet paa» – han trak i sin lange Moustache – «nervøs, tror jeg.»

«Men kom nu, saa skal jeg bære Dig op,» han stak sin ene Arm under hendes Nakke, og den anden under Knæerne: «Op saa’n! La saa nogen sige, jeg er en tyk og maklig Fyr,» han løfted hende op og bar hende, med tilbagebøjet Ryg, gjennem Stuerne, forsigtig opover Trapperne til Soveværelset. –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Afkom

Amalie Skrams romanserie Hellemyrsfolket regnes som et hovedverk i den naturalistiske litteraturen i Norge. Firebindsverket tar opp hva som former et menneskeliv og i hvilken grad arv og miljø bestemmer et menneskes skjebne.

Afkom (1898) er fjerde og siste roman i serien og handler om Siverts barn, Severin og Fie. Handlingen er lagt til 1870-årene og forskjellene mellom fattig og rik er et hovedtema.

Hellemyrsfolket (1887-1898):
    Sjur Gabriel (1887)
    To Venner (1887)
    S.G. Myre (1890)
    Afkom (1898)

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.