Afkom

av Amalie Skram

XXV

Myre havde med de Penger, han fik ved at pantsætte Sølvtøjet, som han havde listet ud af Huset, klaret fra sig den værste Klatgjæld. Men nu kom Terminsdagen.

Ingen Udvej. Ingen Redning.

De hemmelige Skibsparter, han havde, gav intet Udbytte, og denne Sildefiskejægt, han havde faat Petras Bror, Bønnemanden, til at sætte Penger i, gik først afsted til Sommeren.

– Hvordan skulde han klare sig – – Skrive en Veksel paa Konsul Smiths Navn? Efter tre Maaneders Forløb vilde han kanske kunne indfri den, og ingen faa vide noget.

Ja, for en Lettelse det vilde være. Han kunde ikke nu igjen staa der som en Usling og Bedrager ligeoverfor Konsulen. – –

Det var tidlig Mandag Morgen ude i Vedboden, hjemme i Kippersmuget, at Myre anstilled disse Betragtninger.

Han var gaat derud for at kløve Ved til Kjøkkenet. Petra var ogsaa oppe og pudsed Skotøjet, for Thrine var kommen syg hjem igaar, da hun havde fri, og hun var saa daarlig idag, at Petra tænkte, det var bedst at sende Bud efter Doktoren.

Men hvor blev dog Myre af? – – Han havde jo lovt at hjælpe hende med alting, og saa blev han værende derude i Vedboden. Hun aabned Kjøkkendøren, og gik ud for at se efter ham.

Midt paa den lille Gaardsplads blev hun staaende, uhyggelig fængslet af en underlig Lyd. Luften hang sid og skoddet atter idag igjen, og det drypped saa smaat med Regn.

Det var en vaandefuld Lyd, hun hørte, en Lyd, som af og til ligned Skrig. Efterhaanden blev hun klar over, at det, hun hørte, kom fra Vedboden, som var stængt, og saa gik hun hen til det lille Vindu, og keg ind.

Der saa hun sin Mand ligge paa Knæ foran Huggeblokken med oprakte, foldede Hænder. Hans Ansigt var opadvendt, og Skjorten aaben foran. I hans Øjne var der en brændende Glans.

«Herre i Himlen,» hørte Petra, «hjælp mig, Du, som kan gjøre Mirakler. Vel er jeg den største af alle Syndere, men husk Røveren paa Korset. Fri mig fra Synden, fri mig fra Afgrunden. Lad mig slippe for at begaa dette Vekselfalskneri. Engang før har Du reddet mig o Gud paa underfuld Vis, dengang jeg ombord i «To Venner» i Stormen og Undergangen bad for mit Liv. Men nu er det ikkje for mit eget Liv, eg be’r. Det er for min uskyldige Kone og for mine arme Børn. Hjælp mig, frels mig, skaf mig de Penger, eg tiltrænger, og eg vil lovprise og højære Dig i al Evighed. O Herre, Herre, se til min Nød.» Sveden var sprunget frem paa hans Pande og siled over Kinderne. Saa fo’r han sig med Hænderne over Ansigtet, rejste sig, og begyndte at kløve Ved.

Petra var rystet. Stakkels arme Mand. – – – Var der da ingen Udvej? hun stod paa samme Sted, og saa grublende hen for sig. I hendes Bankbog var der ikke meget tilbage. – – – Pludselig husked hun paa Sølvtøjet – det var mange Penger værdt. Han kunde jo faa det og pantsætte det. Sælge det maatte han ikke, for det var hende et saa kjært Klenodie. Ja, ja, i Guds Navn. Hun maatte bringe dette Offer. Saa vilde han da idetmindste kunne betale noget paa Terminsdagen.

Hurtig og varsomt gik hun over Gaardspladsen, gjennem Kjøkkenet og op ad Trappen. Stolt tænkte hun paa, hvor glad Myre vilde bli, paa, hvorledes han vilde takke og velsigne hende, naar hun gav ham alt Sølvtøjet. Nu skulde han paa nyt igjen se, at hun var den, som frelste ham.

Oppe paa Fremsalen drog hun sit Nøgleknippe frem, fandt Nøglen til Krogskabet, hvor Sølvtøjet var forvaret, og stak den ind i Laasen. Men Nøglen vilde ikke gjøre sin Pligt. Den gik bare rundt og rundt. Hvad var dog dette? Hun stræved og stræved, og opdaget saa, at Skabsdøren var aaben. Derefter at alt Sølvtøjet var borte.

Tyve. Indbrudstyve fo’r det gjennem hendes Hjerne, mens hun slog Hænderne sammen, saa Nøgleknippet faldt paa Gulvet. Hun blev staaende lidt og stirred forfærdet ind i det tomme Skab. Efterhaanden forvandledes hendes Mine; den gik fra Forfærdelse over til forstenet Bitterhed, og sluttelig til glødende Forbitrelse.

Myre var det. Ingen anden. Han maatte en af de Dage, hun laa syg, og han holdt til paa Boden, ha sneget sig hjem, brudt Skabdøren op, og ha stjaalet alt. Alt dette dejlige, kostbare, saa møjsommeligt erhvervede Sølvtøj, som hun altid havde tænkt skulde være som et yderste Nødanker.

Hun følte i dette Øjeblik et saa kraftigt Had til sin Mand, at det liksom gjorde hende større og stærkere. Aa, hvis hun havde ham foran sig her, liggende paa Gulvet, magtesløs, bagbunden – – for en Fryd skulde det ikke være at med sine Støvlehæle trampe hans Pandeskal sønder og sammen.

Hun slog Skabdøren til, saa det drøned, og gik nedenunder, ind i Fremstuen. Der stod Myre ved Bordet og slubred en Skaal glohed Kaffe i sig. Hans Haand dirred, saa Kaffen spildtes, for han havde hørt Petra oppe paa Fremsalen. Paa hans Kinder sad smaa røde Pletter, og han turde ikke rette den dukkede Nakke eller løfte de bange Øjne.

Petra gik om paa den anden Side af Bordet. Hendes Arme hang slapt ned, og Fingrene var udspildte. Den side, kjødfulde Underlæbe skjalv, og da hun vilde tale, hindredes hun af de klaprende Hugtænder.

Myre pusted paa Kaffen, og drak den i store Slurk. Der var Il og Hast over ham.

«Ja Mor,» sa han, «eg skvætter Kaffi paa Bor’e’, men eg har det saa travelt.»

«Kaa mykkje har Du faat –» Petra kunde ikke fortsætte. Myre saa et Øjeblik hen paa hende, og blegned. Der havde vært som en Gnist af Haab i hans Hjærte om, at hun ikke skulde ha opdaget noget.

«Kaa mykkje har Du tjent paa dit sidste Kjueri?» fik Petra med Møje frem.

«Kjueri» – Myre satte Kaffekoppen fra sig.

«Sølvtøjet,» sa Petra. «Brækket op Døren, tat alt, kver Smittel og Smul –»

Myre drejed sig til Siden, og saa famlende frem for sig.

«Ja Petra,» sa han, «det var galt, men det var for en Snarevendings Skyld. Det ska’ ikkje vare mange Dage, før eg ska’ løse det ind igjen, for sælt det, har eg ikkje.»

«Gud forbarme sig, ka Du daa er for et Menneske,» brast det ud af Petra. «Hvis Du ikkje staar og lyger, hvis det er sandt, at Du kan skaffe det tebakes, koffor kunde Du saa ikkje ha gjort det i Samraad med meg? Istedetfor te fare a’sted saa en Røver. Vet Du, at eg gik op for te ta det, og ge Deg det, saa Du kunde ble reddet fra det værste?»

Myre hørte ikke hvad hun sa. Mens hun talte, havde han hastig iført sig sit Overtøj. Nu var der ingen anden Raad end at gaa bort og ta Livet af sig. Sølvtøjet kunde han jo ikke skaffe tilbage. Ialtfald ikke paa længe. Og Terminsdagen. – Skulde han hænge sig oppe paa Loftet under Spærrerne, eller nede paa Boden? Nej, det var bedst nede paa Boden; saa fik ikke Børnene se ham.

«Jaja, Farvel Petra. Vær nu ikkje altfor sint paa meg,» han skyndte sig afsted.

Da han var ude af Døren, sank Petra ned paa en Stol og graad bitterligt. Al hendes Forbitrelse var i dette Øjeblik borte. Hun havde jo hørt ham i Vedboden nu imorges, hørt, hvorledes han tigged Gud om Redning fra at skrive falsk, om Hjælp til at skaffe de nødvendige Penger.

Aa Gud, aa Gud, hvad skulde der bli af dem allesammen. Gud var en vredagtig og nidkjær Gud, som straffed Fædrenes Ondskab paa Børnene i tredie og fjerde Led. –

Spædbarnet i Sengkammeret begyndte at skrige. Og samtidig hørte hun i Bagværelset de andre Børn gjøre sig færdig til at gaa i Skole.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Afkom

Amalie Skrams romanserie Hellemyrsfolket regnes som et hovedverk i den naturalistiske litteraturen i Norge. Firebindsverket tar opp hva som former et menneskeliv og i hvilken grad arv og miljø bestemmer et menneskes skjebne.

Afkom (1898) er fjerde og siste roman i serien og handler om Siverts barn, Severin og Fie. Handlingen er lagt til 1870-årene og forskjellene mellom fattig og rik er et hovedtema.

Hellemyrsfolket (1887-1898):
    Sjur Gabriel (1887)
    To Venner (1887)
    S.G. Myre (1890)
    Afkom (1898)

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.