Afkom

av Amalie Skram

XXVIII

Henrik Smith sad paa sit Værelse, tilbagelænet i Sofahjørnet med Christian Winthers Digte i Haanden. Paa Bordet foran ham mellem Lektiebøger og Skrivegrejer, stod en Bakke, hvorpaa der var tyndskaarne Smørrebrød og en Glasmugge, fyldt med Mælk.

Han læste ikke i Bogen som laa opslaat paa hans Knæ. Hans Øjne saa triste og tankefulde ret frem for sig.

«Hun døde af Sorg,» var der blet sagt deroppe paa Landstedet i Sommer om en ung Pige, hvis Kjæreste var druknet paa en Sejltur.

Dengang havde han smilt forundret og vantro. Tante Milla havde vært der, og hun havde voldt, at han syntes alting var Skjønt, og at det var meningsløst at dø af Sorg.

Dette, at søde, lille Betten var død, at hans Mor var syg og daarlig – det blev altsammen til intet ved Siden af det, at Tante Milla var der.

Men nu forstod han, at man kunde dø af Sorg over Tabet af sin Elskede. Ja, det var jo til syvende og sidst den mest ophøjede Lod.

Hvor var det dog mærkeligt med den Kjærligheden. Først at den kunde opstaa, uden at man selv vidste eller vilde det. Og saa den Blindhed og Sorgløshed, som fulgte med. Ikke et Sekund havde han tænkt paa, at det var komisk og dumt at være forelsket i Tante Milla, som havde tre Børn og sin Mand ilive.

Tre Børn! Hvor var det muligt, at en Kvinde med tre Børn kunde være saa jomfruelig ren, som Milla var?

Aa denne Sommer, denne Sommer!

Han havde vært fyldt af en jublende Glæde, og ikke bekymret sig om hverken Fortid eller Fremtid, eller om det, at han kun var en Skolegut, og at Milla naturligvis saa paa ham som en saadan.

Det var først da Ugerne var gaat, den ene efter den anden, og hun, som med sine Børn havde vært paa Besøg hos dem, begyndte at vente sin Mand hjem fra Udlandet – det var først da, at han var vaagnet op af sin dejlige drømmende Tilstand.

Hans Mor og Milla havde siddet paa Verandaen en Eftermiddag, da han var i Havestuen indenfor.

«Nu kommer Julius,» havde Milla sagt. «I Overmorgen maa vi rejse.»

«Ja, det maa Dere vel. Men jeg véd ikke, hvordan jeg skal kunne undvære Dig» – det var Moren.

«Du kjære, søde Lydia.»Lydia] rettet fra: Ldia (trykkfeil)

«Ja, Du aner naturligvis ikke, hvad Du er for en Velsignelse for alle dem, Du kommer i Berøring med,» havde saa Moren fortsat, «Véd Du Milla, jeg tror, du har denne Magt og Trolddom, fordi dit Sind er saa rent. Bare at se dit Ansigt er som en Lægedom. En kan ikke tænke ondt eller sørgeligt, naar en er sammen med Dig.»

Henrik havde keget gjennem Glasdøren, og havde set Tante Milla rejse sig, og lægge sig paa Knæ foran hans Mor med Ansigtet i hendes Fang.

«Søde smaa Millen min,» hans Mor bøjed sig ned over hende, og kyssed hendes Haar: «Ikke lig slig. Husk paa din Tilstand.»

Din Tilstand – din Tilstand – der var faret som et Stød gjennem Henrik. Ja naturligvis. Det var derfor hun gik med disse løse Kjoler! Aa Gud, aa Gud!

«Ved Du,» havde saa Moren sagt, da Milla atter sad paa Verandabænken. «Naar vi tar ind fra Landstedet, lægger jeg mig tilsengs.»

«Men Lydia da!»

«Jo, for jeg orker ikke mere. Jeg er saa træt i Benene. Lægerne siger, at det er Musklerne, og at jeg bare skal stride imod. Men jeg kan ikke. Og Lægerne véd ingen Ting. Saa vil jeg ha Madam Lind til at passe mig.»

«Nej Lydia! Det maa Du ikke. Husk dog paa for en Afsky Herman har for Madam Lind.»

«Ja. – Men saa blir det liksom i gamle Dager, da hans første Kone laa tilsengs i alle de Aarene. Det er godt at ligge tilsengs.»

«Du er altfor sund og frisk og stærk til at lægge Dig nedfor, Lydia. Vi Mennesker har dog alle et Ansvar.»

Idetsamme var Faren kommen fra Byen. Han steg op ad Verandatrappen, og Samtalen stansed. Men straks efter sa Milla: «Jeg foreholder Lydia, at hun skal ud og rejse. Rejse til et godt udenlandsk Badested. Ikke sandt, Herman?»

«Jo Milla. Det er jo det, jeg saa tit har sagt,» han tog Moren i sine Arme, og kyssed hende ømt. «Vil Du ikke, Lydia?»

«Jo, hvis Milla kunde bli med mig.»

«Jeg!» raabte Milla. «Hejsasa, havde jeg nær sagt.»

«Men din Mor kunde følge Dig, Lydia,» Faren havde tat Plads ved siden af Milla. «Saa skulde jeg komme og hente Dere.»

«Jaja; kanske Herman.»

Saa var Henrik listet bort. Han løb op i Furuskogen bag ved Villaen, la sig paa Ryg mellem Træerne, og graad.

– – Graad over dette, at Milla skulde ha en Liden. Over at hun udvortes altsaa ikke var saa ren og fri som indvortes. Over, at hun ikke var en ung Pige paa hans egen Alder, en til hvem han kunde bejle, og hvis Kjærlighed han kunde vinde. Han graad over alle Ting, over sin Far, som gik og sørged, fordi Moren ikke var frisk, over sin Søster, den skjønne, dejlige Lina, som var forelsket i Løjtnant Riber, der ikke var hende værd, over alt, alt!

Saa havde han hørt Skridt, og en Damekjoles Raslen. Hurtig havde han tørret sit Ansigt, og havde rejst sig op.

«Er Du her, Henrik?» det var Tante Milla. «Du ser saa bedrøvet ud. Hvad fejler Dig, Gutten min?»

Milla havde tat ham om Panden og klappet hans Haar, og saa var de Arm i Arm gaat gjennem den dejlige duftende Skog, og havde snakket om alt og ingenting, indtil Klokken blev saa mange, at de havde maattet skynde sig hjem til Aftensbordet.

«Jeg skal aldrig glemme, hvor sød og snil Du har vært mod mig denne Sommer,» havde Tante Milla sagt, da de nærmed sig Huset. «Aldrig. Jeg har kunnet snakke med Dig, som var Du min bedste Ven.» – –

– – –

«Hver Glædesstund, Du fik paa Jord,
Betales maa med Sorg.
Om flere følger paa, saa husk,
Du fik dem kun paa Borg.»

nynned Henrik, der han sad i Sofahjørnet, og havde gjennemlevet Sommerens Minder. Der randt Taarer over hans Kinder.

Ja, hvor det var sandt, at man dyrt maatte betale hver eneste Glædesstund. Nu, da hun var borte fra hans daglige Liv, og han ikke mere saa hendes Øjne, der lyste over ham, og hendes Smil, der varmed hans Hjærte – da var det blet øde og koldt og mørkt omkring ham. Og denne fortærende Længsel efter at høre hendes smaa Skridt paa Grusgangene i Haven, og hendes Kjoles lette Raslen, naar hun gik i den lille Birkelund dernede, og han hemmelig fulgte efter, og saa paa hendes hvide bøjede Nakke med det fine Brus af Haar, der fik en brungylden Glans i Solskinnet.

Længes – længes. – Dette Ord, der var saa kort, og saa ofte blev tankeløst sagt – det rummed en Verden af Kval og Smerte.

Hvor havde Moren, inden hun rejste til det tyske Badested med Bedstemor Munthe, ikke foreholdt ham, at han skulde ud i Luften, ikke læse formeget. Det gjorde ikke noget, om han fik Artium et Aar før eller senere.

Hun skulde vide!

Han la Christian Winthers Digte fra sig, rejste sig, og gik hen til Spejlet.

Ja. Han saa daarlig ud. Sort omkring Øjnene, og graa i Ansigtet, og saadan en spids og mager Hage.

Hans Haar var saa vakkert, sa Tante Milla, og hans Pande ligned Byrons. Men Byron havdehavde] rettet fra: hvde (trykkfeil) jo vært mørk, mens han var blond som et nyført Lam. Men alligevel – han var en pen Gut, høj og stor, og bare 6 Aar yngre end Tante Milla, saa for den Sags Skyld. –

Men selv om Onkel Julius var død paa den Rejsen, hvad han saa ihærdigt havde ønsket, især da Milla begyndte at vente ham hjem – hvad kunde det saa nytte? Han blev jo ikke færdig med sine Studier før aller tidligst i sit 24de Aar. Og selv om han opgav at gaa Studérvejen, og kom paa Kontoret hos Faren, som denne tidligere havde ønsket, og Milla var blet Enke. – – Havde nogen nogensinde hørt om en Brudgom paa 24 og en Brud paa 30?

Nej umuligt. Umuligt.

Og nu skulde hun ha en Liden igjen. Igrunden var det væmmeligt, for Milla elsked ikke sin Mand. Det var han vis paa. Milla var altfor ren og fin til det, og af en ganske anden Art end Onkel Julius. Bare han havde vært i Onkel Julius’ Sted! Som han vilde ha elsket Milla fra Minut til Minut, hvert Sekund paa Dagen og Natten, lagt alt sit aandelige Eje, hele sig selv med Sjæl og Legeme ned for hendes Fødder.

Onkel Julius tog det saa selvfølgeligt, at Milla, denne Skat, var hans. Han var vel nok glad i hende paa en Vis, men – – Henrik gik tilbake fra Spejlet, og satte sig atter i Sofahjørnet.

Saa blev der banket paa Døren.

«Hvem er det?» raabte Henrik.

«Bare mig, Severin!»

Henrik rejste sig og laased op.

«Lukker Du Dig inde?»

«Ja. Undertiden. Det er saa kjedeligt at bli forstyrret af Stuepigen eller Lina f. Eks. Sæt Dig ned, Severin.»

«Der er en Sætning i «Tacitus», som jeg ikke kan greje,» Severin aabned en Bog, som han havde i Haanden, og læste op noget Latin.

«Jeg har ikke læst paa det,» sa Henrik, som atter havde tat Plads i Sofahjørnet. «Jeg er træt af den evige Pugingen.»

«Jamen, naar vi skal ha Eksamen» – Severin læste atter Sætningen igjennem.

«Aa det grejer sig vel. Vil du ikke ha et Stykke Mad? Henrik pegte paa Bakken med Smørrebrødet og Melken.

«Jo Tak.»

«Mor tror, jeg er syg,» snakked Henrik, mens han strøg sig med Haanden gjennem sit blonde, bløde Haar. «Nu, da hun er rejst til dette Badested, har hun sat Far til at passe paa mig. Spis op altsammen, Severin, er Du snil. Saa tror Stuepigen, at det er mig, som har spist det, og saa siger hun det til Far, der skriver det til Mor.»

Hvor anderledes her, end hjemme hos ham, tænkte Severin. De, som aldrig fik spise sig mæt.

«Du snakker om Eksamen,» sa Henrik. «Hvorfor skal vi anstrenge os? Alting i Verden gaar jo, som det kan og maa, hvad enten vi gjør saa eller saa. Den Feltherre, som har vundet et Slag, er Sejrherre. Men han var jo ogsaa Sejrherre før Slaget.»

«Ja. Forsaavidt som Mulighederne for Sejren var tilstede i Forvejen.»

«Sig heller Nødvendigheder!» udbrød Henrik. «Han maatte vindevinde] rettet fra: vilde (trykkfeil) Slaget, kunde ikke andet.»

«Men han vinder det jo dog, fordi han slaas. Gaar vi op til Eksamen uden at kunne noget, saa dumper vi.»

«Da er vi ogsaa dumpet, før vi gaar op til Eksamen. Selve den Akt at vi dumper er jo uvæsentlig. Det væsentlige er, at vi maatte dumpe.»

«Jeg forstaar ikke, hvor Du vil hen,» sa Severin og tog et nyt Stykke Smørrebrød

«Det behøves heller ikke,» svarte Henrik, og rysted Hodet med en grundende Mine. «Jeg kan forresten ikke begribe, at Du vil studere til Præst, Severin. Det er jo at fordømme Dig selv til at sidde fast i den obskureste Ensidighed. Sandheden er jo dog saa mangesidig. I alle de filosofiske Systemer, som Menneskeaanden har udgransket og opstillet, er der en Straale af Sandheden.»

«Men alle disse Straaler flyder sammen i Kristendommen,» sa Severin, «og gjør den til Menneskehedens evige Lys. Hvor falder ikke alle Doktriner og Systemer for Læren om, at det er Kjærligheden, som redder og forløser Verden.»

«Kristendommens Verdensanskuelse er saa ufilosofisk og barnagtig,» svarte Henrik. «Jeg begriber ikke, at den kunde faa Magt med Menneskene efter de store græske Filosofers Tid.»

«Et af Beviserne for dens Evighed og Sandhed,» mente Severin, og gav sig til at forklare, at alt, hvad der var blevet tænkt og lært, kun havde vært famlende og ufrugtbare Forsøg paa at finde Sandheden, og kun var bestemt til at berede Vejen for Kristendommen. Henrik hørte til uden Interesse. Han tænkte paa Milla.

Der blev en Pause. Henrik sad som før tilbagelænet i Sofahjørnet, og Severin var færdig med at spise.

«Nej Du,» sa saa Henrik og sukked dybt. «Alt hvad der sker, fremgaar som nødvendigt Resultat af de Individet eller Tingen iboende Kræfter og Betingelser. Hvorledes opstaar f. Eks. en Forelskelse? Simpelthen fordi man er saadan og saadan beskaffen, og fordi den, man blir forelsket i, er saadan og saadan og ikke anderledes, og endelig fordi man træffer den, man blir forelsket i, paa et aldeles nøjagtig bestemt Tidspunkt i sit Liv. Havde man truffet hende før eller senere end netop paa det bestemt givne Tidspunkt, var man ikke blet forelsket.»

«Jeg begriber ikke, hvad dette har at gjøre med det, vi talte om,» sa Severin.

«Jo. For dette, at en Tidsperiode eller et enkelt Individ lar sig basætte af f. Eks. Kristendommen, er et Udslag af den samme indre Nødvendighed. Det fremgaar af en Dekadencetilstand.»

«Nu har jeg aldrig hørt Mage til sludder!» raabte Severin. «Er det ogsaa en Dekadencetilstand at være forelsket?»

«Ja. Et Menneskes Sjæl skal være stolt og ren og fri. Den som er forelsket, er en Slave. Og i det hele tat – dette som man kalder Kjærlighed mellem Kjønnene er hæsligt og uskjønt.»

«Siger Du nu det? Kan Du huske, dengang Du i «Hugin» forfægted, at Kjærligheden mellem Mand og Kvinde var den ideale Fuldbyrdelse af Menneskelivet?»

«Ja,» sa Henrik, og blev rød. «Man læser jo saa meget om Kjærlighed og sligt. Forresten er det ingen Skam at skifte Mening. Det røber netop Udvikling.»

Mennesker med Karakter skifted ikke Mening, mente Severin. Præster og Skolelærere f. Eks.

Ja, de var naturligvis Hyklere, paastod Henrik. De kunde ikke udsætte sig for at bli afsat. Det havde de fleste ikke Raad til.

Henrik bød en Cigar, som Severin tændte.

«Den som er forelsket forresten,» sa Severin, og pusted Røgen fra sig, «gaar vel ikke og reflekterer over Kjærligheden,Kjærligheden] rettet fra: Kjæligheden (trykkfeil) og finder ud, at den er hæslig, for saa kan han ikke være forelsket.»

«Har Du nogensinde vært det?» spurgte Henrik og retted sig pludselig op.

«Jeg! Ha, ha, ha!» lo Severin, men da han saa Henriks underlige, liksom skuffede Mine, tog han sig i det og tilføjed: «Det var ikke saa vel, havde jeg nær sagt.»

Henrik saa paa ham uvis og undersøgende. «Saa vel,» gjentog han. «Hvorfor det?»

«Jo, for ellers er man ikke noget rigtigt Menneske. Forresten har jeg havt en Barneforelskelse. Men det er Gudskelov gaat over.»

«Var det Lina?»

Severin blev blussende rød; han blinked med Øjenlaagene, og sa: «Hvorfor tror Du det?»

«Det vilde da ikke være underligt; saa vakker og kvik, som Lina er.»

Severin kunde ha kastet sig ned for Henrik og ha kysset hans Hænder, saa rørt og taknemmelig var han. At Henrik sad her og snakked om dette, som om han og Lina var ligestillet.

«Hvad kunde det ha nyttet,» sa han, og saa paa Henrik med et Blik, som gik denne til Hjærtet. «For mig –» tilføjed han.

«Det skal Du ikke sige, Severin. En ved aldrig» – –

«Det er forresten frygtelig ondt at være forelsket,» Henrik tog sig med begge Hænder om Hodet, og saa fortalte han om sine Kvaler og sin Kjærlighed uden at nævne Millas navn. Han skildred hendes Dejlighed og rene jomfruelige Ynde i de mest glødende Udtryk. Severin hørte paa det med begjærlig Forundring. Aa, hvor han holdt af Henrik! Henrik betroed sig saa ofte til ham. Sa alt muligt. F. Eks. hvergang han var misfornøjet med Faren eller Moren, mens Severin aldrig kunde faa et fortroligt Ord over sine Læber. Men det var jo ogsaa rimeligt. Slig en Mor, og sligt et Hjem, som han havde!

«Tænk, at Du er saa fortvilet, Henrik,» sa Severin.

«Fortvilet? Aldeles ikke. Hun er jo frugtsommelig, Gut!»

«Hende, Du har snakket om! Men det er jo umuligt! Er hun da gift?»

«Ja, din Tosk», Henrik stamped med Foden. Saa rejste han sig og drev op og ned paa Gulvet. «Det er dette, som gjør Livet saa ækkelt,» sa han heftigt. «Hvem borger mig for, at min Mor ikke ogsaa gaar hen og blir frugtsommelig?»

«Nej,» sa Severin stille.

«Er det ikke væmmeligt!»

«Man skal jo formere sig. Husk paa Patriarkerne. Vorherre nøded dem jo formelig til at faa Masser af Børn, og det med forskjellige Hustruer.»

«Hustruer,» vrænged Henrik. «Kalde sligt Hustruer!»

«Derfor er Verden ogsaa blet som den er,» vedblev Henrik vedt. «Fordi denne østerlandske Uterlighed er kanoniseret og lavet til Religion. Værer frugtbare og formerer jer» – han sa dette sidste i brægende Præstetone – «Fy for Pokker!»

«Og saa fordømmer de os stakkels unge Fyre,» fo’r Henrik ophidset fort, «og skjælder og smelder og truer, mens de selv hver Kvæld gaar tilsengs med sine digre Madammer.»

«Mener Du det, som Rektoren snakked om ifjor?»

«Jagu mener jeg det, ja?» Henrik stansed pludselig foran Severin, og saa ham lige i Øjnene og sa: «Kan Du ikke se det paa mig? Sig det bare.»

«Nej, Henrik.»

«End Du da? Hvordan er det med Dig?»

«Ikke nu mere,» Severin rysted Hodet. «Aldrig nu mere.»

«Det er godt for dig,» sa Henrik haardt, idet han gik tilbage til Sofaen, og satte sig tungt i Hjørnet.

«Jeg kan ikke glemme, at hun er gift,» begyndte saa Severin. «Saa kan Du jo aldrig faa hende.»

«Hvorfor ikke det? Jeg kan jo gaa hen og myrde hendes Mand!»

«Ja, det kan Du jo,» svarte Severin med en liden Latter.

«Vil Du høre nogle Vers, jeg har skrevet?» Henrik tog et Papir ud af Mappen paa Bordet.

Jorden er øde, og Mørket saa tæt,
Solen og Maanen gik under,
Sjælen blev gammel, og Sindet saa træt,
Graaden Dig tar, mens Du blunder.
Thi intet er bittert som Sorgen.

Dagene komme, og Dagene gaa,
Du ønsker, dit Liv var udrundet.
Det, som Du drømte, Du aldrig kan naa,
Ungdom og Haab er forsvundet.
Thi intet er langsomt som Sorgen.

Syge og saare og kvalfulde Hjærte,
Kunde Du bare briste engang
Kunde Du midt i din Nød og din Smerte
Synge din sidste fortvilede Sang!
Thi intet er evigt som Sorgen.»

«Det er dejligt,» sa Severin betaget. «Du sender det vel til «Hugin»?»

Der blev banket paa Døren. Henrik raabte: «Kom ind» og gjemte hurtig Papiret.

Det var Mikkel Mejer. Hans svære, fyldige Skikkelse strutted i Klærene, og der var spirende Skjægvækst paa hans Kinder. Han havde nylig fyldt 16 Aar, men saa meget ældre ud.

«Noget at drikke og ryge,» sa han, idet han kasted sin Hue paa Bordet og nikked til Severin, som han nu behandled med nedladende Venlighed.

Henrik ringte paa Serrine, som han bad bringe Øl, og hented i Skabet en Cigarkasse.

«Nej Tobak,» sa Mikkel, og trak en Snadde op af Lommen. «Jeg liker ikke Cigarerne dine.» Han gik hen til Vindusbordet, fandt Tobak i et Skrin, og stopte Snadden.

«Dere er vist fæl til at sidde inde, Dere to,» sa han, da han havde tændt Snadden, og drukket et Glas af Øllet, som Serrine havde bragt. Han havde lagt sig til en hæsblæsende Maade at tale paa, slugte ligesom Halvdelen af Ordene, og man skulde være vant til ham, for at forstaa, hvad han sa.

«Hvad Fanden er det, Dere mudrer om?» han saa fra Severin til Henrik og tilbage igjen.

«Vi snakker sammen,» sa Henrik.

«Istedetfor at gaa ud og røre paa sig,» Mikkel damped paa Snadden. «Jeg gaar til «Punktum» hver Eftermiddag, og gjør Kur til Smaapikerne.»

«Saa’nne Barn er vi Gudskelov ikke,» svarte Henrik overlegen.

«Har mit Parti Billard hver eneste Dag,» fortsatte Mikkel. «Og fægter. Nu skal jeg ogsaa begynde at ride. Vil Du være med, Henrik?»

«Nej, jeg gider ikke,» sa Henrik trevent.

«Sandelig trænge det saa tynd og blejk, Du er blet!» vedblev Mikkel paa sin hæsblæsende Maade. «Ser Gud hjælpe mig ud, som Du havde Blekfeber, he, he, he! Kommer til at ligne hinanden Dere to af formegen Omgang, he, he, he! I Mage Slags Klær vilde Folk tro, Dere var Brødre.»

«Jeg forstaar ikke, Du faar Tid til alt det,» sa Severin, og keg stjaalent ned ad sine Bukser, der altid var for korte. «For Du forsømmer da ikke Lektierne heller.»

«Nej, slig en Pugehest,» lo Henrik med Foragt.

«Naturligvis,» pusted Mikkel. «Ærgjerrig, Far, Vil gjøre mig bemærket saa tidlig som multgt. Faa en anset Stilling – Diplomat f. Eks.»

«Saa skulde Du helst ikke være saa fed,» sa Henrik.

«Derfor er det jo ogsaa at jeg fægter og rider. Jeg skal nok faa en passelig Tykkelse. Der er forresten mange Maader at bli af med sin Overflødighed paa.» Mikkel lo skraldende, og blinked hen til Henrik.

«Du er akkurat passelig tynd til en Faarehyrde,» vedblev Mikkel Mejer. «Studer til Præst Du ogsaa, liksom Severin Myre. Det er dog bedre end at bli Læge og gaa og rode med og lugte paa skidne Lig.»

«Fin Stilling at være Præst!» lo Mikkel videre. «I din Kreds anses for at være det fineste næst efter Kejseren af Polen, ikke sandt, Severin?»

«Liksaa fint det som at være Volontør paa et Konsulatkontor,» sa Henrik. «For det faar Du nøje Dig med i mange Aar, Far.»

Denne Mikkel Mejer, som altid havde vært saa ondskabsfuld, tænkte Severin. Hvorfor mon han dog bestandig forfulgte ham?

«Du maa ikke tro, jeg bryr mig Spor om din Spot,» sa Severin. «Jeg tænker, at Navne som Vekselsen og Landstad, for ikke at tale om Morten Luther og Grundtvig kan staa sig for Skolegutten, Mikkel Mejers Kritik.»

«Vel talt, Severin Myre,» nikked Mikkel. «Du blir en storartet Præst. Men hvorfor blinker Du altid slig med Øjnene? Jeg faar Gud hjælpe mig Sct. Veitsdans af at se paa det.»

«Er det sendt noget Nyt ind til «Hugin»,» spurgte saa Severin.

«Jeg gaar her med et Bidrag,» svarte Mikkel, og trak et Papir op af Lommen. «Vil Dere høre?»

«Modsætningen mellem Stoikernes og Epikuræernes Lære,» begyndte han, og saa læste han op en hel Afhandling.

«Det kunde være skrevet af en Hedning,» sa Severin, da Læsningen var tilende.

«Ja, Gudskelov,» lo Mikkel.

«Du er altsaa Epikuræer?» spurgte Henrik.

«Ja! Saasnart jeg faar dannet mit Haveselskab, skal Dere faa Aktier. Men hvad synes Du ellers om Bidraget?»

«Jo. Det er vist godt. Slig Filosofi skal jo være saa snørklet.»

«Vi har et Bidrag til,» sa Severin, og saa uvis hen paa Henrik.

«Hvem er det fra?»

«Ja, jeg ved ikke, jeg. Læs det Henrik. Jeg synes, det er udmærket.»

Henrik tog efter nogen Nølen sit Digt frem, og læste det op.

«Skidtprat,» sa Mikkel, da Henrik var færdig med Oplæsningen. «Ja, det kan jeg tænke, falder i din Smag, Severin. Saa’nne Vers har man hørt Hundrede af.»

Henrik gjemte Papiret og sa ingenting. Men Severin paastod, at Digtet var godt, fordi det gav Udtryk for en almen, menneskelig Stemning.

«Og slige Versefødder!» haante Mikkel. «La’ den, der har begaat det, gaa hjem og lægge sig snarest mulig. Det er naturligvis Dig, Severin, Far.»

Severin fo’r op af Stolen, og sa, at det ikke var ham.

«Ja, ja. I Bladet bør det ikke komme. Vi er da ikke nogen Barneunger heller. Men nu vil jeg gaa,» Mikkel tømte sit Glas, og stak Snadden i Lommen.

«Skal Du ned der?» spurgte Henrik.

«Ja, Gut. Om Aftenen dyrker jeg Fru Venus, he, he, he! Jeg glemmer ikke min illiadiske Barnelærdom. Dere være med? Jeg skal føre an blandt Præstinderne» – han tog sin Hue, og gik nikkende til dem begge uden at vente paa Svar.

«Slig en Bror liderlig,» sa Severin, da Mikkel var ude af Døren.

«Aa, ja – Gud véd, hvad der er værst,» svarte Henrik trevent. «Jeg kan bare ikke forstaa, at han har Mod til det. De er saa fæle, de Fruentimmerne. Nu er det 2 Aar siden han begyndte.»

«Saa ‘n en Kyniker! Hvad Skulde han ikke ha Mod til?»

«Men han er alligevel paa en Maade den kjækkeste Gut i hele Klassen,» sa Henrik. «Det synes ikke som det skader ham. Tværtom.»

Døren gik op, og Lina stak sit mørkkrøllede Hode ind.

«Ja, var det ikke det, jeg tænkte!» raabte hun. «Her sidder Du, Henrik, og Mamma har bedt mig passe paa, at Du gik ud.»

«Kom ind, Lina, og sid ned, og vær hyggelig.»

«Nej, jeg kan ikke. Der er nogle Veninder inde hos mig,» Lina forsvandt.

«Hun er vakker, min Søster,» sa Henrik.

«Vakker» – Severin liksom tygged paa Ordet. «Vakker – Nej, hun er som en Aabenbaring fra en anden Verden.»

«Jeg har tit tænkt, at kanske Du og hun kunde faat hinanden,» sa Henrik. «Ja, for jeg liker Dig, Severin, og saa har jeg saa ‘n en Lyst til, at Du skulde faa det godt i Verden.»

Atter følte Severin denne Trang til at kaste sig ned foran Henrik og kysse hans Hænder.

«Aa nej, Henrik. Lina er ikke for mig.»

Lidt efter tog Severin Afsked, og saa kom igjen Lina, og sa, at Henrik skulde ud.

«Jeg er saa glad i Dig, Henrik,» udbrød Lina pludselig og kasted sig om Brorens Hals. «Tænk, Du maa vide, jeg holder mere af Dig end af baade Mamma og Pappa.»

«Tak, Lina,» sa Henrik, mens Søsteren endnu havde Armene om hans Hals. «Jeg er ogsaa saa glad i Dig. Men jeg tror ikke paa Dig.»

«Tror Du ikke paa mig? Fy, Henrik!» Lina gik et Skridt tilbage, og saa forundret paa Henrik.

«Nej. For alt hos Dig er bare Øjeblikkets Stemninger. Hvorfor vendte Du Dig bort, og lod være at hilse paa Fie Myre forleden, da vi mødte hende i Strandgaden?»

«Gjorde jeg?» Lina blev rød.

«Og for et Aarstid siden var Du saa venlig imod hende, og bad hende tit hjem til Dig. Tror Du ikke sligt noget maa gjøre en Pige som Fie ondt?»

«Ja, jeg véd ikke, hvad det er,» sa Lina eftertænksom. Hun kramsed sit tætte, krøllede Haar med de lange, hvide Fingre.

Henrik saa paa hendes slanke Skikkelse; den mørkerøde, finuldne Kjole sad glat og stramt omkring hende, og Brystet var begyndt at rundes. Atter igjen slog det ham, hvor mærkværdig vakker Lina var.

«Men jeg liker hende ikke mere,» fortsatte Lina.

«Og Severin,» vedblev Henrik. «Ham vil Du heller ikke kjendes ved mere. Der er én Ting, jeg aldrig tilgir Dig, Lina. Du viste de Vers, han havde skrevet til Dig, til dine tøsete Klasseveninder.»

«Hvor kan Du vide det?» spurgte Lina, og det skjalv om hendes Mund.

«TrorTror] rettet fra: Tor (trykkfeil) Du kanske ikke, de har fortalt det?»

«Aa ja, Henrik,» Lina brast i Graad. «Jeg er ogsaa saa bedrøvet, hvergang jeg tænker paa det.»

«Og til syvende og sidst gaar Du kanske hen og gifter Dig med Løjtnant Riber.»

Lina tog Lommetørklædet bort, og saa gjennem Taarer paa Broren.

«Ja, hvad saa?» sa hun om en Stund. «Du er det Menneske, jeg holder mest af i Verden, det véd Du godt, Henrik. Men Dig kan jeg jo ikke gifte mig med.» – –

Ja, han holdt ogsaa forfærdelig meget af Lina, tænkte Henrik, da hun var gaat. Egentlig havde han gjort det bestandig, men det var først if jor, da han laa syg i 3 Uger, at det rigtig var gaat op for ham. Som Lina da havde vært imod ham. Stellet om ham, læst højt for ham, og tigget om Lov til at vaage hos ham om Nætterne.

Men Lina var saa underlig flygtig, eller hvad han skulde kalde det. Varmhjærtet, begejstret, kjærlig, og dog saadan, at alt dette gode pludselig liksom blev borte.

Noget almindeligt Menneske var hun ikke.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Afkom

Amalie Skrams romanserie Hellemyrsfolket regnes som et hovedverk i den naturalistiske litteraturen i Norge. Firebindsverket tar opp hva som former et menneskeliv og i hvilken grad arv og miljø bestemmer et menneskes skjebne.

Afkom (1898) er fjerde og siste roman i serien og handler om Siverts barn, Severin og Fie. Handlingen er lagt til 1870-årene og forskjellene mellom fattig og rik er et hovedtema.

Hellemyrsfolket (1887-1898):
    Sjur Gabriel (1887)
    To Venner (1887)
    S.G. Myre (1890)
    Afkom (1898)

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.