Afkom

av Amalie Skram

XXXII

– – Fie og Severin var bleven konfirmeret samtidig med Henrik og Lina, men i forskjellige Kirker.

Naar Fie gik paa Gaden i sine lange, voksne Klær, følte hun sig vel tilmode ved Tanken om, hvor høj og velvoksen hun var.

Ogsaa Severin var skudt i Vejret, skjønt han fremdeles holdt sig tynd og spinkel. Til Sommeren skulde han demitteres fra Latinskolen og rejse til Kristiania.

«Min Bror Studenten. Min Bror i Kristiania.» – Fie blev liksom finere ved det. Og hendes Tur kom vel nok ogsaa engang – kanske.

Fie gik paa Markevejen. I Haanden holdt hun en liden Pakke, som hun skulde aflevere paa «Industrien». Hun havde strævet svært og maattet ta Natten til Hjælp for at faa det færdigt i rette Tid; nu fik hun Pengene med det samme. Saa vilde hun kjøbe sig en Lærredskrave og et Par Mansjetter. Naturligvis vilde Moren bli rasende sint og slaa hende, men det fik være det samme. Løjnant Riber var kommen tilbage fra Østlandet, hvor han det sidste Aar havde ligget i Garnison. Hun havde set et Glimt af ham forleden Aften. Hvis hun nu atter traf ham en vakker Dag, og han bad hende komme op til sig, saa vilde hun være pen.

Det havde hun slet ikke vært i gamle Dage, naar hun som Skolepige havde besøgt ham. Engang havde han stukket Fingrene ind i et Hul ved Albuen paa hendes sorte, hæklede Underærme. Det var Vinterdag og koldt, og Pufærmene i hendes blaarudede Stoffeskjole var saa korte. Saa havde Moren git hende disse gamle, slidte Underærmer, for at hun kunde skjule sine blaafrosne Arme. Ofte om Nætterne havde Fie i Bagstuen siddet og stoppet disse lasede Ærmer med Garn, som hun havde maattet stjæle fra Moren. Men der kom altid nye Huller. Da saa dette med Riber var hændt, havde hun om Aftenen i Smuget, inden hun gik ind, revet dem af sig og kastet dem bort. Aa, som Skamrødmen ved Erindringen om, at Riber havde set Hullet, endnu den Dag i Dag kunde gjøre hendes Ansigt hedt! Næste Morgen havde hun, før Moren var oppe, listet sig til at aabne Komodeskuffen, og derfra ta et Par andre uldne Underærmer, hæklet i smaa bitte Ruder af sort og hvidt Kassimirgarn. Det var Morens, og Fie vidste, hvad hun udsatte sig for ved at ta dem, men hellere end at komme med de hullede Ærmer paa Skolen, hvor Lærerne og Lærerinderne og alle Smaapigerne var saa sirlige og pene, vilde hun døje, hvad det skulde være. Hun var da ogsaa blet slaaet halvt fordærvet af Moren, da denne opdaged, at hendes fine Underærmer var borte.

Ja, Moren var mærkelig. Selv naar hun var snil paa sin Vis og gjorde hende noget godt, skjældte og smældte hun altid. Da hun til Konfirmationen havde git hende pent, godt Tøj – dette lange, dejlige Wienerschal, hun gik med – havde hun skjændt og truet for hvert eneste Stykke, og atter og atter spurgt, om Fie bildte sig ind, at hun var værd et eneste Gran af, hvad hun fik. Nej, det var for sin egen Værdigheds Skyld, at hun havde sat sig i disse Omkostninger. Og Fie kunde bare vove at ikke pase godt paa de nye Klær, eller at gaa med dem uden Lov.

Nu var det ogsaa gaat op for Moren, at Fie var for stor til at dele Værelse med Severin. Saa var Fremsalen deroppe bleven indrettet til hende. Der var saa pent og hyggeligt med hvide, klare Gardiner og Blomsterpotter i Vinduerne. Midt paa den ene Væg stod Fies Seng, og saa var der Bord mellem Vinduerne og Krogskab og Kurvestole. Paa Komoden med det hvide Hækleteppe stod der Smaating, og i Krogen en liden Vaskeservant.

Fie havde vært saa henrykt, at hun havde følt en pludselig Trang til at falde sin Mor om Halsen og takke. Men kun et Sekund. Morens grætne Mine og vrede Ord havde hurtigt tat Modet fra hende, og hun havde Ingenting sagt.

Moren undte hende intet. Det gode, hun liksom saa sig nødsaget til at gjøre hende, skete med Ondskab og Vrangvilje. Hvorfor kunde f. Eks. Moren ikke sagt ja, da en af Lærerinderne tilbød at ville spille gratis Klaver med hende? Nej, tusen Tak. Sligt var ikke for Fie.

Nej, fik Fie Børn, saa skulde det bli anderledes. Hendes Mor skulde være hende et afskrækkende Eksempel.

Men Gud maatte vide, om hun nogensinde blev gift. Den eneste hun brød sig om i Verden paa den Maade var Løjtnant Riber. Men han var naturligvis altfor fin forfor] rettet fra: fod (trykkfeil) hende.

Skjønt hun jo var pen med sit vældige blonde Haar og sine blaablanke Øjne. Man havde hørt saa galt før. Det var jo altid Askepot, som fik Prinsen.

«Goddag, Fie,» Tonning kom hilsende imod hende.

Fie rakte smilende Haanden ud, og Tonning vendte om og gik med hende.

«Ja, nu er Du altsaa en voksen Dame. Skal jeg faa Lov til at sige Du fremdeles?»

«Ja, Tonning, ja!»

«Jeg har en liden Ting som jeg vil forære Dig, Fie,» sa saa Tonning. «Det er en Brosche efter min Oldemor. I Midten er der en stor blaa Sten og Smaragder rundtomkring.»

«Tusen Tak!» udbrød Fie henrykt. «Hvor snildt af Dem at ville gi mig den.»

«Ja, ser Du, Fie – –» Tonning famled og stammed. «Jeg havde tænkt mig, at kanske – – Ja, ser Du, Fie, – kan Du like mig?»

«Udmærket!» sa Fie livfuldt.

«Jeg er jo ikke saa svært gammel – – aa, jo forresten – over de 50. Men kunde Du, kunde Du alligevel holde af mig?»

«Ja, det gjør jeg, Tonning. Jeg holder netop saa forfærdelig meget af Dem, og hvis De vil snakke med mig og fortælle mig, tror jeg, De kunde lære mig saa meget.»

«Ja, det er just det!» raabte Tonning straalende. «Tænk, for en Opgave for mig at gi, og for Dig at ta imod. Jeg har læst saa meget skjønt og herligt, Fie.»

«Ja, ja! Hvor gode Venner vi vist kunde bli.»

Tonning svarte ikke straks. Han saa ned i Gaden, og der var noget usikkert, næsten slingrende ved hans Gang.

«Fie,» sa han pludselig, og hans muntre, tilfredse Stemme var forvandlet, likesom sammensnøret og lav. «Kunde Du – ja, rent ud sagt – kunde Du tænke Dig Muligheden af at gifte Dig med mig?»

Fie blev saa forskrækket, at hun følte det som om Vejret gik fra hende. Hun sa ingenting.

«Ser«Ser] rettet fra: Ser (trykkfeil) Du, smaa Fie,» fortsatte Tonning med den samme fremmede, frygtsomme Stemme. «Jeg har altid holdt saa meget af din Mor.»

«Har De virkelig?» spurte Fie forbauset.

«Og nu er det liksom gaat over paa Dig, Fie. Jeg kunde gi Dig et hyggeligt lidet Hjem, o jeg lover Dig for, at jeg skulde bære Dig paa Hænderne.»

Fie gik som i en Døs. Gifte sig med Tonning – – gifte sig med Tonning. Ja, saa vilde hun da slippe bort fra sit onde Hjem. Men Tonning? Tonning, der var liksaa gammel som hendes Far. Men han var jo en god og dannet Mand. Og hans Skjæg var saa blødt. Og naar han havde trukket hende ned paa sit Knæ og kysset hende, havde hun altid følt et varmt og kildrende Velbehag.

«Du svarer ikke, Fie. Vil Du kanske tænke over det? Ser Du, Fie – naturligvis vilde jeg dø, medens Du endnu var en ung Kone, og saa Fie – saa Fie – ja, saa kanske Du traf en anden.»

«Nej,» sa Fie. «Gifted jeg mig med Dem, saa vilde – ja saa vilde jeg aldrig træffe nogen anden.»

«Gud velsigne Dig – Gud velsigne Dig,» Tonning var saa bevæget, at der stod Taarer i hans Øjne, og hans Stemme blev snøvlende. Fie tænkte, at det ikke klædte ham.

«Vil Du følge op med, og faa Brosehen?» De var kommen ind i Graamursgaden, og stod nu stille udenfor Huset, hvor Tonning boede. «Jeg har ogsaa en liden Ring til Dig, Fie.»

Fie fulgte ham fortumlet, usikker, tøvende. Skulde dette bety, at hun var forlovet med Tonning? Nej da! Det gik vel ikke saa let at bli forlovet – – Men Riber kunde hun dog vist aldrig faa – – og hjemme var det saa fælt.

De traadte ind i et halvmørkt Værelse, hvor der lugted indeklemt af Piberøg og gammelt Skotøj. En del Bøger var spredt paa Borde og Stole. Henne ved Sofaen stod et Par nedtraadte, kanvasbroderte Tøfler. Nogle lange Piber laa her og der, og en Slaabrok hang over en Stoleryg. For Vinduerne var der mørke Gardiner.

Fie havde af og til vært deroppe før i Ærinder fra Moren, men ikke tænkt over, hvor snusket og uryddeligt der var. Det havde staat for hende som gamle Tonnings hyggelige Ungkarleværelse. Nu saa hun Stuen i et andet Lys.

Tonning gned sig i Hænderne. Han stod glædestraalende foran hende; de lange Tænder i den bredt smilende Mund lyste imod hende. Hun blev forlegen under hans Blik og vendte Hodet til Siden, mens hun knuged Pakken til sig.

Pludselig bredte Tonning Armene ud og greb Fie om Livet. Han løfted hende fra Gulvet, trykked hendes slanke Legeme til sin fyldige Mave, og kyssed sugende hendes Mund.

Fie skreg. Med Rædsel kjæmped hun for at rive sig løs, kom omsider fri, og fo’r ud af Døren, som hun lod staa aaben efter sig.

Hun skyndte sig som en forfulgt, og hun maatte vandre Gade op og Gade ned, før hun kunde gaa ind paa «Industrien» med sin Pakke. Graaden brød i hende, men hun tvang den tilbage. Omsider fik hun sin Ro igjen.

Det var godt, tænkte hun paa Hjemvejen, at Tonning gjorde dette. For nu vidste hun, at hun heller vilde dø end gifte sig med ham.

Hun følte en usigelig Lettelse. Tænk, om hun nu virkelig havde gaat hen og forlovet sig med ham, og ikke før det var for sent havde vidst, hvor galt hun havde handlet.

For en Del af de Penger, hun havde faat for sit Arbejde, kjøbte hun undervejs Lærredskraven og Mansjetterne, og skyndte sig saa hjem.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Afkom

Amalie Skrams romanserie Hellemyrsfolket regnes som et hovedverk i den naturalistiske litteraturen i Norge. Firebindsverket tar opp hva som former et menneskeliv og i hvilken grad arv og miljø bestemmer et menneskes skjebne.

Afkom (1898) er fjerde og siste roman i serien og handler om Siverts barn, Severin og Fie. Handlingen er lagt til 1870-årene og forskjellene mellom fattig og rik er et hovedtema.

Hellemyrsfolket (1887-1898):
    Sjur Gabriel (1887)
    To Venner (1887)
    S.G. Myre (1890)
    Afkom (1898)

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.