XXXIII

Hun vilde liste op paa sit Værelse med den hemmelige Pakke. Men Moren rev Døren fra Fremstuen op og beordred hende til værsgod straks at komme ind.

Fie adlød. «Jeg vilde op og lægge Tøjet af mig,» sa hun.

Petra havde sat sig tilbage ved det lille Bord foran Vinduet, hvor hendes Sytøj laa. Spædbarnet, den lille Lovise, der nu var saa stor, at hun løb omkring paa Gulvet, hang sig fast i Fies Wienerschal og strøg paa det med de smaa buttede Fingre, idet hun sa: «Saa nydeli’ pent, saa nydeli’ pent.»

Fie rev Schalet saa heftig til sig, at den Lille tumled bagover, og vilde være falden, hvis hun ikke var blet stoppet af en Stol. Fie havde set, at lille Lovises Fingre var sorte.

«Fy, stamme Dig, Fie,» sa lille Lovise, truende og grædefærdig.

Fie klapped Lovise paa Haaret, og saa blidt paa hende.

«Sint paa Fie,» sa Lovise og stamped med Foden. Saa gik hun hen i Krogen og satte sig til at surmule paa en Træskammel.

«Nu, kaa er Pengene, Du fik paa Industrien?» spurgte Petra, og lod Sytøjet hvile. «Det var vel di, Du skulde op og stikke tilside.»

Fie saa paa Petra. Hendes Ansigt fik et underligt Udtryk. At Moren kunde sige sligt. Fie, som altid lod sig plyndre for hver eneste en af de fattige Skillinger, hun fortjente.

Hun la paa Bordet foran Moren en liden hæklet Silkepung, som Lina Smith havde foræret hende til Konfirmationen.

Petra greb den rask, aabned og tømte den.

«Det er Løgn!» raabte hun. «Du har faat møkke mere. K’e’, Du har der bak i Haan’en din?» hun rejste sig, greb i Fies Arm, og fik fat paa Pakken.

«Ja, saa! Du gaar og kjøper Deg Kraver og Mansjetter i Smug! Synes Du ikkje, Du fik nok til Konfirmationen?»

«Jo, men jeg trængte til en Krave,» –stammed Fie ulykkelig.

«Saa, det gjorde Du! Men eg ska’ lære Deg,» Fie fik en Lusing. «Kraven og Mansjetterne beholder eg. Eg trænger ossaa til saa’nt nokke.»

Fie dukked sig under Slaget. En forbitret Graad brød ud af hende. Var der andre Morer, som ligned hendes?

Døren gik op, og Faren kom ind.

«Ka e’ de’ nu igjen?» spurgte han fortrædelig.

Petra brugte en syndig Mund over Fies Løgn og Bedragerier og Ulikenskap. «Kan ikkje Du ta Deg for aa prygle hinner,» endte hun. «Ka eg gjør, biter ikkje paa hinner.»

«Din Tøseunge,» sa Myre ophidset. «Koffer kan Du ikkje være skikkelig mot din Mor!» han løfted Haanden for at overfalde hende.

Fie saa paa ham med et stort og advarende Blik.

«Gjør ikke det, Far,» sa hun. «Husk, jeg er voksen nu.»

Idetsamme var lille Lovise ved hans Bukseben: «Itte slaa Fie, Pappa!»

Myre vendte sig bort fra Fie og gik hjælpeløs frem og tilbage paa Gulvet.

«Jo, Du er meg en dejlig en,» haante Petra.

«Her kommer en Mand ikvæld, Petra,« sa Myre om lidt. «Det e’ en fra Kristiansand, saa eg har gjort en god Skindhandel med, og komme te aa gjøre flere. Han hadde ingen Steder aa være, og saa ba’ eg ‘an hem her.»

«Ja Du er Storkar, Du.»

«Han var saa glad,» fortsatte Myre. «Og saa spurgte han, om han ikkje kunde bo her et Par Nætter, for te sleppe for at gaa paa Logihus. Han betaler godt. Og det blev naturligvis dit.»

«Kaa sku’ ‘an ligge,» sa Petra, mildere i Stemmen. Penger trængte hun jo altid.

«Ja, eg tænkte meg te, at han kunde ligge paa Fremsalen deroppe, og Fie sove paa Sofaen her de Par Nætterne,» han saa hen paa Fie.

«Ja,» sa Fie, «det kan jeg jo godt.»

«Skynd Deg saa og lag istand te Kvæls, Fie. Eg har Spekepølse og Æg me’ meg. Og Ost er her jo i Huse’. Nu gaar eg ut og ber Maren hænge Tekjedlen over.»

«Maren er naturligvis løpt paa Døren igjen. Hun flyger jo altid med Mandfolkene sine,» sa Petra.

Maren var den tredie Pige efter at Thrine var tat fra dem, og hun var den værste af dem alle, paastod Petra. Men nu skulde hun væk til Vandremandag. Nu, da Fie var bleven voksen, behøvede de ikke at holde Pige mere.

«Saa gjør eg det sjøl,» svarte Myre i godt Humør. «La’ meg se, Du kommer og hjælper meg, Fie.»

Fie gik ovenpaa og gjemte sit Ovetøj i Klædeskammeret. Saa samled hun sammen sine Smaating for Natten, rulled det til en Bylt, og bar det ned i Bagstuen, hvor Severin sad og læste med en forgræmmet Mine.

«Aldrig er her da andet end Spektakler,» sa han mørk. «Hvor skal det være muligt at huske, hvad en læser?»

«Tror Du, det er min Skyld, Severin?» Fie saa paa Severin og hendes Øjne blev vaade.

«Nej, nej, nej, nej,» sa Severin, og begraved Hodet i sine Hænder.

«Det er ingen sag for Dig, Severin. Du, som faar rejse til Kristiania, naar Du er færdig paa Skolen.»

«Hvis det blir til noget,» sukked Severin.

«Det véd Du jo godt. Konsul Smith og Munthes har jo lovet at hjælpe Dig.»

Fie gik ind i Fremstuen til Moren efter rene Lagen, som hun la paa Sengen deroppe til den fremmede Mand. Skyndte sig saa ned i Kjøkkenet, og havde efter en halv Times Forløb Aftensbordet dækket. Lille Lovise havde Petra klædt af. Hun laa nu i den lille Seng ved Siden af Forældrenes inde i Sengkammeret, og Jens og Mathæa, der kom ind fra Gaden, fik sin Aftensmad i Bagværelset. Lampen var tændt, og alting saa saa pent og ryddeligt ud. Petra sad i Sofahjørnet bag det dækkede Bord og strikked, og Myre paa en Stol ved Vinduet.

Rappe sig kan den Fie, tænkte Petra. En er ikke vanhjulpen med hende.

Saa gik det med Gadedøren. Der blev banket paa, og en middelhøj, meget tynd Mand kom ind. Han var iført en sid, lys plettet Vaarfrakke, og en gammel, stiv Filthat.

«Godkvæld i Huset,» sa han, og saa sig om i Stuen. «Jeg hadde nær ikke fundet, hvor De boede, Myre.»

Myre, som havde rejst sig, bød ham Haanden til Velkomst, og hjalp ham af med Vaarfrakken og Hatten.

«Ja, her har vi ham,» sa derpaa Myre, og slog ud med Haanden. «Det er Elias Nilsen fra Kristiansand.»

«Det er vel Deres Kone og Datter» – Nilsen gik hen og gav sin koldsvedte Haand til Petra og Fie.

«Ja, saa spiser vi tekvælds med det sam’e,» Myre trak en Stol tilrette for Nilsen.

De satte sig ved Bordet. Fie saa paa Nilsen. Han havde hjemmestrikkede Pulsvanter om Haandleddene, og istedetfor Snip et rudet Bomuldstørklæde, der var lagt 2 Ganger sammen om Halsen og foran bundet i en Knude. Vesten var knappet helt op, og hans sorte Pjekkert var ligesaa plettet, som den lyse Vaarfrakke. Hans blonde Haar strittet uklippet og stivt paa Hodet, og hans Skjæg var tyndt og stubbet. Øjnene var farveløse, og lidt udsprængte, og hans Næse smal og meget lang. Der hang en stram Lugt af Skind ved ham.

Severin var kommet ind og havde hilst paa Nilsen. Fie skjænket Te og bød om, og Myre havde trukket op et Par Ølflasker.

Nilsen spiste og drak. Han syntes at være svært sulten. Meget talte han ikke, og det var godt, tænkte Fie, for hans Stemme var jo saa styg. Den lød, som naar man slaar paa en sprukken Jerngryde. Det allerværste ved ham var dog hans Hænder. De var store og knoklede, tæt fregnede, og med sorte, afstumpede Negle.

Petra var venlig og forekommende som altid mot Fremmede. Hun bød ham af Maden hvert Øjeblik. Men Fie kunde alligevel se, at hun ikke likte ham. Det var jo en simpel Mand.

Da de var færdig med at spise, og rejste sig fra Bordet, tog Nilsen dem alle i Haanden, og sa Tak for Maden.

Fie bar af Bordet, og Severin fortrak til Bagværelset.

«At Far dog kan drage sligt til Huset,» sa han til Fie.

«Han har handlet med ham, og tjener Penger paa ham,» svarte Fie. «Det er vel derfor.»

Da Fie, efter at ha stillet alting tilrette i Kjøkkenet, kom ind igjen, sad Faren og Nilsen og damped paa hver sin lange Pibe. Paa Bordet var stillet en optrukken Vinflaske og nogle Glas. Petra, sad som før Maaltidet, i Sofahjørnet og strikked. Foran sig havde hun et fyldt Vinglas, hvoraf hun netop nipped.

«Du skal faa Deg et Glas, Du ossaa, Fie,» sa Faren, og rejste sig. «Flinkere Jente, naar hun vil, finds ikke.»

«Nej, naar hun vil,» mumled Petra.

Fie satte sig, tog sit Hækletøj, og drak af Vinen. Nilsen var en græsselig Fyr; – men alligevel – hvor hyggeligt, at han var her. Naar de sad alene, vanked altid Skjænd og ondt.

«Hvor gammel er Deres Datter?» Nilsen havde længe stirret paa Fie.

«Ja, Du fyller jo snart 17, Fie!»

«Hun er stor, svært stor for sin Alder,» sa Nilsen og betragted Fie med en eftertænksom Mine. «Men saadanne var det ogsaa med mig. Da jeg var 17 Aar, trode Folk, at jeg var 30, hi, hi, hi,» han lo rustent, suged paa Piben og drak Glasset ud.

Myre skjænked op paany. Krassed ud Nilsens Pibe og stopte den igjen.

«Tredive,» sa Fie og saa hen paa ham. «Hvor gammel er De da nu?»

«Nu er jeg tredive.»

«Hvem skulde tænkt det.»

«Hvad mener De, Jomfru Myre? Ser jeg ældre ud?»

«Nej, slet ikke. De kunde være baade tyve og forti.»

«Nu har jeg aldrig hørt saa galt!» Nilsen saa fortabt ud.

«Jeg mener ikke noget ondt med det,» ivred Fie. «Tværtom. Det er jo netop morsomt for et Menneske, at ingen kan se Alderen.»

«Sligt Sludder,» sa Petra og nipped atter til sit Vinglas.

«Ja, ikke sandt, Madam!» Nilsen vendte sig mod Petra. «Jeg har en Søster, som styrer Huset for mig. Hun er ældgammel, men ingen kan se det paa hende.»

Hvad har det med dette at gjøre? – tænkte Fie.

«Hendes Alderdom smitter over paa mig,» fortsatte Nilsen, mens han røg paa den lange Pibe. «Hun er altid saa vranten og grætten, og saa har hun det med at ligge paa Æg.»

«Ligge paa Æg?» sa alle paa en Gang.

«Ja. Hun bilder sig ind, at hun skal kunne ruge Kyllinger ud, og saa har hun dem under sig i Sengen. Og naar de saa gaar i Stykker, og der ingen Kyllinger blir, er hun aldeles rabelsk.»

«Rabelsk?» de lo.

«Ja. Eller tungsindig.» Nilsen sukked dybt og harked for at klare sin rustne Stemme. «Nu har vi det saa godt, hvad Udkommet angaar. Jeg har arbejdet mig op. Min Handel florerer. Men hvad kan det nytte?»

«De skulde gifte Dem, Nilsen,» sa Myre og skænked atter i hans Glas.

«Ja, ja. Det kan De tro, jeg ofte har tænkt paa. Men det er jo ikke sagt, man kunde faa den, man vilde ha,» han stirred atter paa Fie.

«Forresten gaar det ikke godt da heller,» vedblev Nilsen. «Mine Forældre var svært elskenes, da de gifted sig. Efter deres Død har jeg læst alle Brevene, som stod i en liden Kagge paa Loftet. «Min Engel, min søde Engel,» begyndte de alle med. Men aldrig har jeg set noget Menneske skælde og smælde og prygle, som min Mor gjorde.»

«Prygle sine Børn,» sa Petra. «Det har man jo Lov til, og det trænges ossaa.»

«Nej, men det var mest min Far, hun prygled. Vi Børn blev kræset for – Ja, vi fik jo nogle Lusinger af og til – men min Far – Ja, baade min Søster og jeg tror, at han døde af al den Julingen.»

«Var han da ikke snil, Deres Far?» Fie saa raskt op fra sit Haandarbejde.

«Jo. Altfor snil. Overmenneskelig snil. Men min Mor var et Rovdyr.»

Petra tænkte, det var ikke godt for Fie at høre en Mor omtalt paa den Maade. Hun løfted Hodet fra Strikketøjet og sa: «Spørg Severin, om han ikke vil ha et Glas Vin.»

Fie kom tilbage og sa, at Severin ikke vilde ha Vin. Han sad og læste derinde.

«Skaal,» Nilsen stødte sit Glas mod Myres. «Saa haaber vi paa et godt Udbytte.»

«Ja!» raabte Myre. «Jeg kan jo kjøpe op Skind møkke billigere her, end de dernede i Kristiansand.»

«Ja. Og sende mig dem. Til Høsten kommer jeg her igen.»

«Vel mødt,» sa Myre og klinked atter med Nilsen.

«Hvor længe blir De her nu?» spurgte Petra.

«Til iovermorgen.»

«Vi har laget et Værelse i Stand til Dem. Myre sa, at De gjerne vilde logere her.»

«Tak for det! Bare jeg ikke havde saa ondt i Halsen.»

«Har De ondt i Halsen? – Saa skal De bruge Deres venstre Uldstrømpe,» Fie talte livlig og ivrig. «Strømpefoden tæt ind til Struben. Lov nu, at De vil gjøre det. Men det maa være den venstre.»

Nilsen glemte at svare. Han saa bare paa Fie, og der gik som en Lysning over hans blege Ansigt, der blev rødt.

«Tak, Jomfru Myre.» Hans stygge Stemme lød saa bevæget. «Det er saa rart med det. Naar en aldrig er vant til, at nogen har Omsorg for en,» han holdt inde og strøg sig langsomt med Haanden over Panden.

Lidt efter brød de op. Fie tændte et Lys og fulgte Nilsen ovenpaa. Der rakte hun Haanden og sa Godnat.

«Godnat,» Nilsen var liksom ikke god for at faa Stemmen op. «Tak – Tak skal De ha.»

Da Fie kom ned for at lægge sig paa den haarde Sofa, holdt Petra paa at klæ sig af.

«Det er en godslig Fyr, denne Nilsen,» sa Fie, og knapped op sit Kjoleliv. «Men hvor han er styg og ser simpel ud.»

«Ja, Stakker,» svarte Petra.

Der var ikvæld en saa mild Klang i Morens Stemme, at Fie studsed. Hun følte en pludselig Trang til at komme hende nær. Hvor vilde det ikke være dejligt, om Forholdet mellem dem blev godt.

«Mor», sa hun. «Jeg vil fortælle Dig noget, Tonning har friet til mig.»

«Har Tonning!» Petras Ansigt gustned, og hendes Mine blev uhyggelig bister. «Hvad svarte Du?»

«Nei, tror jeg.»

«Tror Du? – Naa, saa Tonning. Ja, der har altid vært nokke liderligt over ‘an.»

«Aa nej, Mor. Det maa Du ikke sige om Tonning.»

«Du forresten,» vedblev Petra og vendte sit gule Ansigt om mod Fie, mens hun afførte sig sit Underskjørt. – «Du! Slik en Travetøs, Du skulde bare være gla’ te, at han vilde ha Deg. Du kommer nok te spise op igjen den Kaalen, Du har spøttet i.»

Fie lo haansk.

«Saa bringer Du Kaffi og Smørrebrød op te Nilsen imorgentidlig,» raabte Petra, da hun var gaat iseng derinde i Kammeret, hvor Myre allerede laa og sov.

«Ja,» sa Fie, og saa la hun sig paa Sofaen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.