XXXIV

Det var Søndag Eftermiddag. Severin var oppe paa Loftet og søgte efter nogle Spigre, med hvilke han skulde gjøre sin Rejsekiste i Stand. Hans Eksamen var endt om 14 Dage, og der var ingen Tvivl om, at han vilde bli demitteret fra Latinskolen med bedste Karakter.

Med Spigrene i Haanden blev han staaende og saa tankefuld frem for sig. Her havde han siddet mangen en tung Time. Men nu var han glad. Nu skulde han til Kristiania. Konsul Smith og Munthes og gamle Frøken Stockflet havde sikret ham 12 Specidaler om Maaneden i et helt Aar.

Og Lærerne paa Skolen, hvor havde de ikke været gode mod ham. «Lucifer» ligefrem elsked han. Saa vel han altid havde troet ham. Sat ham til at passe paa og finde ud, hvem det var, som stjal Gutternes Skolemad dengang for et Aars Tid siden. «Lucifer» skulde vidst, at det var ham, Severin, som var Tyven! Han var jo altid saa sulten. For at afværge al Mistanke havde han selv meldt sig som bestjaalen. Ja, noget saa frækt! At han var sluppen fra det! Sligt et Staahej der havde vært, da disse Tyverier tog Overhaand. Forhør og Tale af Rektoren!

Og hans «fejlfrie» latinske Stil, som Gutterne dengang mishandled ham for!

Jo, hvor han var sjofel og skidden. – – Men i Kristiania skulde han bli et andet Menneske. Det lovte han sig selv dyrt og helligt.

Døren fra Skraakammeret gik op, og der faldt en svag Lysstribe henover Gulvet paa det halvmørke Loft. Straks efter viste sig i Lysstriben Bedstefars graa Uldstrømpefødder. Severin trykked sig op mod Væggen.

Bedstefaren gik hen til Trappen, hvor han raabte ned efter Aftensmaden. Men hans Stemme var saa svag og vissen, at den umulig kunde høres.

Der kom en tudende Lyd som fra et Barn. Det var Bedstefaren som graad, mens han strøg sig over Ansigtet med sit Trøjeærme. Saa raabte han endnu en Gang og stavred saa grædende ind paa sit Skraakammer.

Severin blev grebet af Medlidenhed. Stakkels gamle Kræ, hvor ondt han ogsaa havde det. Han gik bort og aabnet til Bedstefaren, og sa med et venligt Nik: «Nu skal I faa Aftensmaden op, Bedstefar.»

Da Severin kom ned, traf han i Kjøkkenet Fie med en Flaske i Haanden. De holdt ingen Tjenestepige nu. Jens var kommen i Snedkerlære, men sov hjemme, og Mathæa, der til næste Aar skulde gaa til Præsten, havde faat Løfte om en Plads i en Garnhandel, hvor hun skulde begynde med en yderst ringe Løn. Anton var gaat tilsøs som Kahytsgut paa et stort Skib.

«Du ser saa forgrædt ud, Fie.»

«Gjør jeg det?»

«Sig, hvad som fejler Dig.»

«Ingenting. Her er noget fransk Brændevin. Det vil jeg drikke for at prøve, hvordan det er at være fuld.»

«Del med mig,» raabte Severin. «Men først maa Du gi Bedstefar Aftensmad.»

«Det er bedst, vi holder til heroppe paa Loftet,» sa Severin, da Fie havde sat Aftensmaden ind til Bedstefaren. ««Farderen» og «Morderen» kommer vel snart hjem igjen. I Dag har de jo vært til Alters, og Du ved nok, at da er de altid endda mere rasende og kjæklevorren end ellers.»

«Ja,» nikked Fie. Hun kunde ikke huske en eneste af Forældrenes Alterdage, som ikke var endt med det styggeste Skænderi. Men det var vel fordi de da begge tog sig fri og ikke havde andet at bestille.

De krøb sammen paa den store Kiste under Skraataget. Fie havde et Tinbæger, hvori hun skjænket op, og saa drak de begge hver sin Gang.

«Skaal Fie,» Severin nikked.

«Au, hvo det brænder,» sa Fie, da hun havde drukket.

«Hvad vil Du sige, naar «Morderen» spør efter Brændevinet?»

«At Katten har drukket det,» Fie sad foroverbøjet med Hænderne knyttet under Hagen. Det saa ud, som om de vældige, opsatte Haarfletninger tynged paa hendes Hode.

«Jeg skal skrive til Dig fra Kristiania.»

Fie svarte ikke. Hun følte sig fortabt for Tid og Evighed. Aa Gud, at det dog var hændt, dette med Riber. Hvordan det egentlig var gaaet til, forstod hun ikke. Hun havde ligget paa hans Sofa, hvor Riber saa ofte før havde moret sig med at løse hendes Haar. De tætte Gardiner var trukket sammen for Vinduerne, saa der trods Sommeraftenslyset var mere end halvmørkt i Stuen. Hun havde haft Øjnene halvt lukket og pludselig følt, at Riber smøg sig fast ind til hende. Hun vilde slaa fra sig, rejse sig, raabe, men havde vært som lam, og saa var hun Øjeblikket efter liksom blet borte i sanseløs Fryd. Tænk, om nogen fik at vide det! Hun var bogstavelig talt ikke værdig at sidde her paa Kisten ved Siden af sin Bror. Og hvis nu – –

Og Tonning – – Aah, hvor det stak Fie i Hjærtet ved Tanken om ham. Han, som trode hende saa vel, som satte hende saa højt, som et Par Dage efter at dette oppe hos ham var passeret, havde passet hende op ved Hjørnet af Smuget og havde talt saa bange til hende, bedt hende saa inderlig om Forladelse, lovt, at han aldrig i Livet skulde foreslaa hende sligt mere, og ydmygt tigget om, at hun alligevel skulde ta imod hans Oldemors Broche. Og saa maatte de bli ved med at være Venner. Endelig! Hun Ven for en hæderlig Mand! –

«Hvad er det, Du græder for, Fie! Kan Du ikke sige mig det da?»

«Jeg véd ikke selv,» svarte Fie og saa graad hun endda mere. Idag havde hun paa Gaden mødt Løjtnant Riber, som spasered med Lina Smith. Men Herregud – de var jo saa godt kjendt, fra Lina var lidet Barn, og det behøved jo ikke at være saadan, at de bare havde ladt, som de ikke saa hende.

«Jeg faar ondt af detteherre Brændevin,» sa Severin og tog sig til Hodet.

«Ja, jeg ogsaa. Men hvad gjør det?»

«Tænk, at det aldrig kom op, at vi var paa Ballet hos Smiths, Du.»

«For mig maatte det gjerne komme op. Lidt mere eller mindre, hvad gjør det? Det surrer rundt i Hode mit. – Gud ved, om jeg kan gaa uden at slage,» Fie rejste sig, men tumled og satte sig atter paa Kisten. «Prøv, om Du kan, Severin.»

Jo. Severin kunde. Han gik strunk og stiv hen til Trappen, men der raved han og maatte gribe fat i Rækværket.

«Hvad var det for en Lyd?»

«Det er jo mig, som hikker.»

«Hysj nej, Fie. Ikke den Lyden mente jeg. Hys, hør – det kommer inde fra Bedstefar.»

«Han snorker vel bare.»

«Ja Gud véd – hør! Det er bedst, vi ser ind til ham,» Severin gik hen og aabned Døren til det lille Kvistværelse hvor Bedstefarens Seng stod inde under Skraavæggen. Der var skummert og lugted af muggen Fugtighed og andet fælt. Paa det ufejede Gulv laa der henne ved Sengen nogle Klædningsstykker.

Under en anden Skraavæg stod Broren Jens’s Seng med en umalet Træstol foran Hodegjærdet. Nogle skidne blaatøjs Arbejdsklær var kastet over en Knage og et Par Træsko slængt foran Ovnen. De stibede Halvgardiner var trukket sammen foran det smale, smaa Vindu, og paa Bordet stod Bakken med de urørte Smørrebrød, og en Levning stive gule Ærter paa en Tallerken.

«Han snorker ikke,» hvisked Severin; de var blet staaende paa Tærskelen og de keg med fremrakte Hoder hen paa Bedstefaren. «Uf nej, men se nu for Grimaser han gjør,» der gik en Gysen gjennem Severin. Bedstefaren laa og vrænget Øjnene, saa Hviderne lyste i Halvmørket, og saa kramsed han saa underlig med Fingrene paa Dynen.

De hørte det gaa mod Gadedøren, og Fie sprang nedover Trappen.

Straks efter var Faren og Moren deroppe.

«Nej, men Far daa – kaa er det med Jer, Far,» Petra tog om Frimans blaakolde Fingre. «Ok Herregud. Han dør!»

«Ja, dette er Dø’en,» sa Myre i en underlig geskjæftig, næsten fornøjet Tone. «Spring etter Doktoren, Severin.»

«Det kan vist være det samme med Doktoren,» mente Petra. «Vil I ha drikke, Far?» hun la sit Øre ned til den døendes Mund.

«Ok Herregud – uten hverken Præst eller Sakramenter – det er daa græsseligt!»

Friman pusted svagt med længere og længere Mellemrum.

«Han er iskal’ te Hofte’ne,» sa Myre, som havde stukket sin Haand ind under Dynen.

«Der er ingen Velsignelse med nokken Ting for os,» hulked pludselig Petra.

«Eg ska’ be for ‘an!» udbrød Myre. «Saalænge der er Liv, er der en Mulighed for, at Naaden kan trænge ind te ‘an.» Han la sig paa Knæ og bad indtrængende og med høj Røst, men førend han var færdig, havde Friman udaandet.

«Han er salig hensoven,» sa Petra. «Se, kaa Freden og Glæden lyser utaf hans Ansigt. – – Daa Du var oppe med Kvældsmaten te ‘an, Fie, mærked Du daa ikkje nokke?»

«Nej. Det saa ud, som han laa og sov. Det har han jo gjort saa tit i det sidste. Da jeg spurgte, om han ikke vilde spise, gjorde han bare et lidet Tegn med Øjnene.»

«Det er bedst te slaa op Vindøgene,» sa Myre. «Saa gaar eg sjøl etter Doktoren. For vi maa jo ha Liksyn.»

«Ja saa lite vet vi Mennesker om os,» sukked Petra. «Kem sku’ tænkt, at vi idag skulde ha et Lik i Huse?» – –

– Senere paa Aftenen, da Lægen havde vært der og udstedt Dødsattesten, der lød paa Alderdomssvaghed, og gamle Friman laa vasket deroppe paa Kvisten i hvid Skjorte – det var første Gang i mange Aar, han havde vært nogenlunde ren – sad Myre og Petra i Fremstuen.

«Ka sa saa Drea?» spurgte Petra. «Det undrer meg, at hon ikkje er kommen størtenes.»

«Hverken Drea eller Ravn var heme.»

«Men saa la Du vel Beske’?»

«Nej. Da eg saag dette «Horse’», denne Meisteren, saa Dokker kaller hinner, vilde eg ikkje seje nokke. Hon sat i Kjøkkene’ paa Kjæresten sit Fang, med opreven Trøje; de skøjet og flirte, og der sto’ dette Guttebarne’, denne Fredrik og hang over di og gotted sig. Uf kaa blas og styg ‘an er, den Gutten. Og saa vokser han ikkje.»

«Nej Stakker. Ka ska det kunne ble te me’ en slig Mor?» –

Inde i Bagstuen sad Severin og Fie. Der var saa stille i Huset. Mathæa og lille Lovise var gaat tilsengs. Forældrene talte sagte i Fremstuen, og naar de rørte sig, skete det med Varsomhed.

«Uf ja, dt er fælt at ha en Død i Huset,» sa Fie og sukked beklemt, da hun saa Severin tørre sine Øjne.

«Dette, at vi aldrig har sagt et venligt Ord til denne stakkels arme Bedstefar,» Severin tvang Graaden tilbage. «Han har altid gaat her som et Skumpelskud.»

«Men han lugted jo,» svarte Fie. «Og saa gik han jo i Barndom. Nu har han det vel saa meget bedre.»

«Ja Gud véd,» sukked Severin.

Fie sad og stirret frem for sig med Kinderne i Hænderne og Albuerne paa Bordet. Brynene var optrukne, og det trak i hendes Mundviger. «At dø er ingenting,» sa hun. Lidt efter tilføjed hun: «Jeg vil be’ for Bedstefar.»

«Det nytter jo ikke noget efter Døden,» svarte Severin mørk. «Havde vi bare gjort det, mens han leved.»

«Ja, jeg bér alligevel,» nikked Fie.

«Be’ heller for Dig selv og for mig,» sa Severin. «Hvis vi to døde i Kvæld, kom vi sikkert til den Onde.»

Det fo’r gjennem Fie. Vidste han noget? Hun saa skræmt paa ham.

«Ja ialtfald jeg,» tilføjed Severin.

«Ja jeg vel ogsaa,» sa Fie beroliget og lidt efter: «Jeg tør ikke gaa op paa Fremsalen ikvæld. Tænk, om Bedstefar gik og spøgte deroppe. Jeg vil sidde her og sove paa en Stol, for paa Sofaen i Fremstuen skal jo Jens ligge. Far har baaret ned Sengklærene hans.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.