Afkom

av Amalie Skram

XXXIX

Severin gik op til Henrik Smith for at be ham komme til sig næste Aften. Han følte sig skjælvende stolt af Glæde, og dog frygtsom og forlegen. Dette, at han kunde indbyde Henrik. Aa, for en Lykke! Kristian Aall, som han havde mødt paa Gaden og inviteret, havde svart: «Ja med Glæde, Severin.»

Oppe paa Gangen hos Konsul Smiths havde han stødt paa Serinne, som lukked op Døren og viste ham ind. Hun skulde varsko Mossjø Henrik. For ude var han ikke. Det kunde hun se af, at Tøjet hans hang der paa Knagerne.

Severin kom ind i det saakaldte Syværelse. Døren stod aaben til Dagligstuen og han hørte en ung og frisk Stemme synge.

Prinsessen sad højt i sit Jomfrubur,
Smaagutten gik nede, og blæste paa Lur.
Hvi blaaser Du altid, ti stille Du smaa,
Det hæfter min Tanke, som vide vil gaa,
nu naar Sol gaar ned.

Severin listed stille ind i den forreste Dagligstue. Derfra saa han gjennem den aabentstaaende Dør Lina sidde ved Pianoet i den inderste Dagligstue. Hendes sorte, krøllede Haar, der før havde hængt brusende om hendes Kinder og Skuldre, var nu sat op i en Knude, og hendes hvidgule Nakke var bøjet forover mod Pianoet. Hun kræmted for at klare Stemmen og sang saa videre:

Prinsessen sad højt i sit Jomfrubur,
Smaagutten lod være at blæse paa Lur.
Hvi tier Du stille, blaas mere, Du smaa,
det løfter min Tanke, som vide vil gaa,
nu naar Sol gaar ned.

Severin fik Taarer i Øjnene.

Atter kræmted Lina og kasted sit sorte Hode lidt bagover. Saa begyndte hun igjen:

Prinsessen sad højt i sit Jomfrubur,
Smaagutten tog atter og blæste paa Lur.
Da græd hun i Aftnen, og sukkede ud:
O sig mig, hvad er det, mig fejler, min Gud!
Nu gik Solen ned!

Severin var betat baade af Sangen og af Linas Maade at synge den paa. Lina maatte være fyldt af en Sjæl, som bæved i Glæde og Smerte. Derom var ingen Tvil. O lykkelig den «Smaagutten», hun havde sunget saadan til.

Lina blev siddende ved Pianoet og nynned sagte op igjen den dejlige Melodi. Severin kunde ikke røre sig.

Pludselig skjøv Lina Pianostolen bagud og rejste sig.

Severin smøg stille og umærket af Lina tilbage til Syværelset, hvorfra han kunde se hende. Hun gik frem og tilbage over Gulvet med Hænderne fast knyttet sammen foran sig, og hun blev ved med at nynne. Hun havde en brandgul og hvidstribet Kjole paa med et i Halsen udskaaret og over Brystet tæt rynket Liv. Paa Fødderne smaa Broncesko med Staalspænder.

At et Menneskebarn kunde være saa dejligt, tænkte Severin, mens han, skjult bag den aabne Dør, keg paa hende. Denne svaje Ryg, disse slanke, fint buede Hofter, og dette Ungpigebryst. Og den straalende Glans fra hendes brunsorte Øjne, og den matgule Rødme paa hendes smale og dog fyldige Kinder.

Men det var ikke alt dette, som gjorde hende saa skjøn, tænkte Severin, mens han betragted hendes Skikkelse, og saa paa de smaa, højvristede Fødder. Nej. Det var det mærkværdige Præg, som var over hende. Den sorgmodige Maade, hvorpaa hun bar sit Hode, og den tankefulde Vemod, der laa over hendes Ansigt.

Hvor var hun forskjellig nu fra dengang paa Børneballet, da hun havde kysset ham bag Trappen dernede, dette Kys, som han havde lidt saa mange Kvaler for. Da havde hun vært kaad og overgiven. Men nu – han tænkte paa Jomfru Maria og paa Bibelens hellige Kvinder, men han fandt ingen Lignelse, der dued.

Severin hosted. Længe havde han stridt imod, men tilsidst kunde han ikke mere.

Lina kom farende ind.

«Er Du her, Severin?» sa hun forbauset.

«Ja. Serinne viste mig ind, og sa, hun vilde varsko Henrik. Men hun maa vist ha glemt det.»

«Har Du staat her længe?»

«Aa nej. Ikke saa længe; men jeg hørte din Sang.»

«Var det pent? Sig mig oprigtig, Severin, sang jeg pent?»

«Dejligt!» udbrød Severin og hans Ansigt skinned.

Lina saa paa ham. Der var en saa højtidsfuld Tilbedelse i hans Blik og Mine, og Lina blev rørt.

«Kom ind her,» sa hun og tog ham ved Haanden.

De satte sig i den forreste Dagligstuen borte i den lille Hjørnesofa. Severin havde Møje for at bekjæmpe sin Bevægelse.

Lina saa flygtig paa hans daarlige Klær og hans slet strøgne Snip og Brystkrave. Stakkels fattige Gut. Men hans Ansigt var vakkert og hans Øjne blanke og intelligente.

«Jeg holder af Dig, Severin,» sa Lina energisk. «Jeg kan aldrig andet» – hun stansed og saa tankefuld frem for sig. Det gik igjennem hendes Sind, at hvis hun nu sa til Severin, at hun vilde vente paa ham, til han blev færdig, og saa gifte sig med ham, saa gjorde hun noget godt, ikke alene mod ham, men ogsaa mod sig selv. En bedre Mand kunde hun vist ikke faa. – Riber, ja, Gud maatte vide. – Modig var han – det Barn, han dengang med Fare for sit eget Liv havde reddet fra at drukne, mens alle de andre bare stod og maabte.

Men Severin var jo af saa simpel Ekstraktion, og saa daarlig klædt. Hendes Forældre vilde ha imod det – Moren ialtfald. Men Henrik vilde staa paa hendes Side. Og Henrik var jo den, hun elsked højest i Verden.

Severin havde intet svaret. Han sad og saa ret frem for sig med denne Blinken af Øjenlaagene, der altid hos ham var et Udtryk for Sindsbevægelse.

«Men jeg véd jo nok, at Du hader og foragter mig,» sa saa Lina.

«Hader og foragter –» Severin saa skrækslagen ud.

«Ja, fra dengang dette hændte med de Versene.»

«Aa nej, Lina! Hvor kan Du tænke sligt? Det var jo mig, som var fjottet.»

«Mente Du da ikke med, hvad der stod i dem?»

«Jo, naturligvis. Men fjottet var det alligevel at gi Dig dem.»

«Henrik har skjændt paa mig for det,» fortsatte Lina bedrøvet, «og naar han skjænder, har han altid Ret.»

«Aa, hvor er dog Henrik et dejligt Menneske! Kan Du tænke Dig, at Du nogensinde faar træffe hans Mage? Saa ædel og ren, saa rolig og mild. Men mig synes han ikke om,» Lina kjæmped mod Graaden.

«Hvor kan Du nu tro det, Lina?»

«Jeg véd det. Jo, han holder nok af mig, men han sætter mig ikke højt. Ser ikke paa mig, som jeg ser paa ham. Og det fortjener jeg heller ikke.»

«Ofte grubler jeg over, om det er fordi jeg ærted ham som Barn,» fo’r Lina fort. «Men det vilde ikke ligne ham. Og han ærted jo ogsaa mig dengang. Men fra vi blev større, og han begyndte at snakke lidt med mig, og jeg fik Forstand paa, hvad han var for et Menneske, har jeg aldrig ærtet ham. Vi spiller og synger sammen hos den samme Lærer, og han har læst Goethes «Faust» med mig, og forklaret mig hele Indholdet. Dengang tror jeg, at han var næsten lige glad i mig, som jeg i ham, men nu i det sidste Aar er han blet aldeles borte for mig. Han gaar i sine egne Tanker, og han har vel sagtens fundet ud, at der ikke er noget ved mig.»

Severin sad i en Henrykkelse. Han tænkte paa, hvor aabne disse Søskende var. Sa Ting, som han aldrig vilde ha kunnet faa over sine Læber. Men saadan var vist fine Folks Børn. De generte sig ikke for noget, og havde intet at skjule om Far og Mor og om Tilstanden i Hjemmet.

«Men hvad det var, jeg vilde sagt,» sa Lina efter nogen Taushed – «Jo, Severin – jeg skammer mig over min Opførsel dengang med Versene, og jeg bér Dig om Tilgivelse.»

«Nej, nej, Lina. Det er mig, som skal skamme mig.

«Sig mig, hvad Du mener med det, Severin,» bad Lina inderligt.

«Forstaar Du det ikke af Dig selv?

«Nej.»

Severin knuged Hænderne fast i hinanden og kjæmped for at kunne tale.

«Dengang var jeg jo et Barn med et Barns Fantasier. Jeg tænkte mig Muligheden af, – ja, nu maa Du ikke le, Lina. Jeg tænkte, at naar jeg var blet voksen, og havde faat en Stilling – – men – – ja – – hvor skulde nogen ha Frækhed nok til at ville gribe efter Dig? – Og jeg stakker –»

Lina svarte ikke. Taus og tankefuld blev hun siddende. Severin skulde vide, hvor mange Frierbreve hun allerede havde faat. Ikke alene fra Henriks Kammerater, selve den ækle Mikkel Meier, men fra voksne, ældre Folk. Ja, til og med fra en Præst. Severin betragted hende med et frygtsomt Blik.

«Er Du sint paa mig, Lina?» spurgte han.

«Aa nej, Severin. Men jeg er saa ulykkelig. Tænk Dig, jeg er bare 16½ Aar. Hvad skal jeg dog gjøre?»

«Aa Lina, Du, som er saa skjøn og rig – jeg mener ikke Pengerigdommen, men Rigdommen i din Forstand og i dit Hjærte.»

«Det blir min Ulykke, dette at jeg er skjøn, som Du kalder det. Jeg synes det forresten ikke selv, men naar alle andre gjør det. – – Hvis jeg havde vært, om ikke styg, saa dog slet ikke vakker, men bare set pen og ordentlig ud, eller jeg havde vært halt f. Ex. Og saa en Mand var kommen til at elske mig og vilde havt mig alligevel» – Lina bøjed pludselig Hodet og graad.

Severin bare saa paa hende.

«Kan Du ikke forstaa det, Severin? Da vilde jeg vært ydmyg og taknemmelig, og med Kjærlighed ha hængt ved den Mand, der var saa elskelig at ville elske mig og ta mig til sin Kone. Hvorimod nu! Jeg er hovmodig og opblæst og egenkjærlig. Jeg føler i mit Hjærte, at jeg aldrig kommer til at elske nogen med Tak og Ydmyghed. Og det skal der til, hvis det er den rette Kjærlighed. Ikke sandt? Ja, jeg regner ikke Henrik. For ham kunde jeg gaa i Døden. Og véd Du hvorfor. Fordi han er saa meget bedre end jeg. Men det er ikke de andre.»

Severin hørte til med andægtig Iver. Lina sad med nedslagne Øjne; en og anden Taare havde, mens hun talte, drypped ned paa hendes Lommetørklæde, som hun krammed mellem Hænderne, der hvilte i hendes Skjød.

«Kan Du forstaa, at det er ondt, Severin?» spurgte Lina om en Stund.

«Du skal vente, Lina, til den rette kommer,» svarte Severin alvorlig.

«Den rette kan jo ikke komme!» raabte Lina. «Jeg er jo hovmodig og egenkjærlig, hører Du, og kan ikke lære at elske nogen. Saa er det jo det samme, hvem jeg tar. – Kjender Du Løjtnant Riber?»

«Men det haster da vel ikke.»

«Jo! Det haster. Jeg kjeder mig herhjemme. Siden Betten døde, har jo Mamma aldrig vært frisk, og Pappa tænker bare paa Mamma. Vi faar hverken Baller eller Selskaber mere.»

DeDe] rettet fra: «De (trykkfeil) blev siddende et Minut eller saa i Taushed. Lina krammed fremdeles paa sit Lommetørklæde.

«Du nævnte Løjtnant Riber,» sa saa Severin, som uden at vide hvorfor var blet liksom stukket, da han hørte dette Navn. «Han, tror jeg nu, var den sidste, som vilde passe for Dig, for jeg har det Indtryk, at han er ubetydelig, og det er Du ikke.»

Lina trak paa Skuldrene. «Ja, ubetydelig – men det er jo de fleste. Han ser godt ud, har selv Formue, saa han ikke behøver at gaa og stunde efter, at Pappa skal dø – skjønt Pappa naturligvis vilde gi mig en god Sum om Aaret, hvis jeg gifted mig. Saa blir Riber ogsaa snart forflyttet til Kristiania og senere til Stockholm. Karl den femtende og han er gode Venner, skal jeg nemlig sige Dig.»

Severin følte det, som om han bogstavelig talt blev til intet ved dette Linas Snak. Denne Afgrundskløft imellem dem. Hvor var hun verdslig og praktisk. Var det virkelig muligt, at denne samme Lina havde sunget Sangen om Prinsessen og Smaagutten, og havde kunnet lægge denne bævende Længsel ind i Tonerne?

«Og nu rejser jo ogsaa Henrik snart,» vedblev Lina og løfted Hænderne, som hun derefter slog sammen. «Hvordan tror Du saa, jeg skal greje mig herhjemme?»

«Men Henrik har jo opgit at studere?»

«Ja Gudskelov,» svarte Lina rask. «Han er jo eneste Søn og maa som saadan overta Pappas Forretning. Det vilde jo være dumt andet. Men Pappa vil ha ham til Udlandet sammen med den ældste Kontorist. De rejser i Begyndelsen af September.»

«Det har Henrik ikke fortalt mig,» bemærked Severin.

«Nej, for han er ikke glad for det. Han vil helst bli herhjemme. For min Skyld er det ikke. Ak, bare det var! Hvis Henrik sa til mig: Du skal ikke gifte Dig, Lina, Du skal hele dit Liv være min Søster og intet andet – med – ja, med Henrykkelse vilde jeg gjøre det, og aldrig vilde jeg svigte ham.»

«Det var mærkeligt.»

«Ja, det er mærkeligt. Saa meget mere, som Henrik har sagt, at han ikke tror paa mig.»

«Tror han ikke paa Dig?»

«Nej. Og det gjør Du heller ikke. For ellers vilde Du vel ha friet til mig.»

Severin blev rød lige op til Haarrødderne. Han dukked sit Hode og mumled: «Hvad kunde det vel ha nyttet for en som jeg?»

«Nej. Nu kan det ikke nytte. Men hvis Du dengang, efter at Du kaldte mig for en Skurk, var blet ved med at vise mig, at Du trode paa mig –» Lina holdt inde et Øjeblik, og saa tilføjed hun: «Aa nej, forresten.»

«Der kommer Henrik,» udbrød Lina og rejste sig. «Severin har siddet her og ventet paa Dig. Har Serinne ikke sagt Dig til?»

«Nej, det véd Gud hun ikke har,» svarte Henrik.

«Det ligner hende, det Drog. Hun har vært her altfor længe, det er Sagen.» Lina gik ind i den anden Stue og tog Plads ved Pianoet.

Severin kom frem med sit Ærende. Han saa saa flou og frygtsom ud, da han invitered Henrik og han skyndte sig at sige, at Kristian Aall havde sagt ja.

«Du skal ha Tak,» Henrik trykked hjærteligt Severins Haand. «Jeg glær mig til at komme.»

Da Severin var borte, satte Henrik sig i Hjørnesofaen og raabte ind til Lina: «Syng noget for mig!»

Aa hvor Lina blev glad. Hun havde siddet der ved Pianoet og ønsket, at Henrik vilde sige netop disse Ord.

«Noget muntert eller sørgeligt?» spurgte hun og drejed sig halvt om mod Døraabningen til Stuen, hvor Henrik sad.

«Noget muntert. Livet har jo nok af sørgeligt.»

«Ja. Men ikke for Dig vel, Henrik?»

«Hvorfor siger Du ja?» spurgte Henrik. «Som om det var saa selvfølgeligt. Har Du da noget sørgeligt?»

Lina sad fremdeles i samme Stilling, halvt drejet om paa Pianostolen. Hendes venstre Haand laa løst over Tangenterne, den anden var støttet mod hendes Hofte. Hun holdt Hodet lyttende dukket. Lyden af Vognrammel og Larm fra Strandgaden dernede skurred af og til gjennem Stilheden i de højloftede, gammeldags Stuer.

«Jeg kan ikke saa godt høre, hvad Du siger,» sa Lina og rejste sig. Hun gik ind til Henrik og stod foran ham.

«Det er heller ikke nødvendigt,» svarte Henrik, som sad tilbagelænet, med Albuen paa Sofaarmen og Kinden støttet i Haanden. Lina tænkte paa, hvor pent hans Tøj var, hvor godt det sad, og hvor hans Linned lyste drivende hvidt og blankt.

«Stakkels Severin,» sa hun. «IIan er saa usselt klædt.»

«Og det forringer ham vel i dine Øjne?» spurgte Henrik koldt.

«Hvorfor tror Du ondt om mig?»

«Tsche,» Henrik gjorde en Bevægelse, som ikke udtrykte Velvilje.

«Hvor Du er prippen, Henrik. Mamma har Ret, Du er ikke frisk,» og hun vilde ha tilføjet: Du ser ogsaa bleg og sørgmodig ud. Men hun gjorde det ikke.

«Tror Du ikke, jeg mange Ganger har spekuleret paa, hvordan vi kunde skaffe Severin ordentlige Klær uden at saare ham?» udbrød saa Henrik. «Tænk Dig til, at Mamma har kunnet være taktløs nok til at ville bli ved med at sende ham mit og Pappas aflagte Tøj ogsaa efter han blev voksen. Men det har jeg da Gudskelov forhindret. Jeg havde en formelig Scene med Mamma om det, men saa kom Pappa, og han gav mig Ret. Og Mamma er jo heldigvis saa forgabet i Pappa, at alt hvad han siger, er det rigtige.»

«Tænk, jeg synes ikke det, Henrik. Efter Bettens Død er Mamma blet anderledes.»

«Ja, det er da rimeligt! At ha set et saa dejligt Barn dø –» Henrik fuldførte ikke Sætningen.

«Tænker Du tit paa hende?»

«Ja. Ikke saa meget, straks hun var død. Men nu bagefter. Jeg savner hende mere og mere.»

«Saa vilde jeg ønske, det var mig, som var død istedetfor Betten.» Det kom saa alvorligt og inderligt fra Lina, at Henrik forbauset saa op paa hende.

«Du er rar Du, Lina,» sa han.

«Nej, Henrik. Ikke rar.» Lina blev staaende paa samme Sted.

«Nej, men det var om Severin,» begyndte saa Henrik. «Det eneste, jeg har kunnet gjøre for ham er hver Maaned at sende ham et Honorar fra denne Bundtmagertosken, som han læser Lektier med.»

«Han derhenne paa Hjørnet? Men hvor kan Du gjøre det! Betaler hans Far ikke for ham?»

«Jo, naturligvis. Men jeg sender ham akkurat lige saa meget, og saa skriver jeg med fordrejet Haand: Med megen Tak for den dygtige Undervisning, De gir Knut. Severin tror, at det er Guttens Mor, der uden Farens Vidende skjønner saa paa ham.»

«Hvor er Du dog sød og snil, Henrik!» udbrød Lina begejstret.

«Sludder! Jeg, som kan faa saa meget nyt Tøj, jeg bare gider bestille mig, og desuden har Lommepenger i Overflod. Mamma gir mig ogsaa Lommepenger foruden dem, jeg faar hos Pappa. Det véd Pappa vist ikke om. Men hør Lina,» Henrik retted Ryggen og saa strengt paa Søsteren. «Dette taler Du ikke om til noget Menneske!»

«Uf, hvor Du kan være fæl, Henrik,» Lina saa truende paa ham. «Jeg, som var saa stolt og glad, fordi Du viste mig denne Smule Fortrolighed. Jo, Du er en dejlig en!» hun graad.

«Nej hør, Lina, ta det ikke saadan. Jeg mente ikke at ville saare Dig. Husk, at jeg igrunden ikke véd, hvordan Du egentlig er.»

«Det er din Fejl og ikke min,» hulked Lina. «Jeg véd det nok; altid tænker Du paa dette med disse ulyksalige Versene. Husk, jeg er voksen nu, og tror Du ikke, den Historie har git mig Lærepenger, fordi Du derved har – ja har liksom tabt Agtelsen for mig. Men naturligvis ender jeg med at bli en fæl en, naar Du aldrig vil tro paa mig.» Hun løb grædende ud af Stuen og op paa sit Værelse, hvor hun stængte sig inde.

Henrik sad igjen, ilde tilmode. Ja, han gjorde vist Lina Uret. Men det kom af, at hun i intet ligned Milla, og saa var hun saa altfor vakker. De, som var saa vakker som Lina, kunde vist umulig bli rigtig gode Mennesker. Stakkels smaa Lina forresten. Hvor saart hun graad, da hun gik. Men straks han saa hende, skulde han gjøre det godt igjen.

Saa gled hans Tanker over paa Severin. Severin. Ja, hans Mor var vist et daarligt og ukjærligt Fruentimmer. Severin sa jo aldrig et Ord om sine hjemlige Forhold. Men Henrik kunde liksom kjende det paa sig, at hans Mor var fæl. Hvor blev de af de Penger, Severin fortjente? Hans Klær var jo saadan, at ingen godhjærtet eller bare nogenlunde ordentlig Mor vilde ha ladt sin Søn gaa paa Gaden med dem.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Afkom

Amalie Skrams romanserie Hellemyrsfolket regnes som et hovedverk i den naturalistiske litteraturen i Norge. Firebindsverket tar opp hva som former et menneskeliv og i hvilken grad arv og miljø bestemmer et menneskes skjebne.

Afkom (1898) er fjerde og siste roman i serien og handler om Siverts barn, Severin og Fie. Handlingen er lagt til 1870-årene og forskjellene mellom fattig og rik er et hovedtema.

Hellemyrsfolket (1887-1898):
    Sjur Gabriel (1887)
    To Venner (1887)
    S.G. Myre (1890)
    Afkom (1898)

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.