Afkom

av Amalie Skram

XXXV

Saasnart Tante Ravn havde faat Meddelelsen om Farens Død, var hun ilet ud i Kippersmuget og havde forlangt at se Liget. Petra var fulgt med hende op og havde slaat Lagenet fra den dødes Ansigt, hvis hvide, forstenede Ro havde gjort et stærkt Indtryk paa Andrea.

«Ok kaa pen han er» – Taarerne trilled over hendes Kinder. «Bare Dokker ikkje har forgit ‘an,» sa hun saa, men stansed pludselig ved at se Petas Blik. «Eg mener det ikkje saalissen,» tilføjed hun.

«Han var fyldt 90,» sa Petra. «Hos os har han vorre i 11 Aar.»

De kom nedenunder, og der sa Petra, at hun maatte ud i Kjøkkenet og lave Middagsmad.

«Ja, nu gaar eg straks,» svarte Andrea. «Bare knyte Hatteban’nene mine.»

Andrea betragted i Spejlet sit røde, forgrædte Ansigt, da Petra var gaat. Saa satte hun sig ved Vinduet og sukked dybt, mens hun rysted paa Hodet frem og tilbage.

Det var ikke paa Faren, hun nu tænkte. At han døde, var jo saa rimeligt. Men det, som forestod, denne Skilsmisse, som Ravn, hjulpet af Grøn, nu vilde sætte igjennem.

Hun mindedes den Dagen i forrige Uge, da Grøn kom og snakte om, at nu maatte det være slut. Hun var begyndt med at bruge Mund, og rasende vise ham Døren. Men Grøn var ikke gaat. Tværtom havde han tat Plads i Sofahjørnet, havde sat Brillerne paa Næsen og var begyndt at læse i nogle Papirer, som han havde trukket op af sin Frakkelomme, mens han lod, som han ikke hørte Andreas sinte Ord.

Hvorfor han ikke gik sin Vej? havde Andrea tilsidst spurgt.

«For Deres Skyld, Frue,» havde Grøn høflig svaret. «Her» – han knipste med Fingrene paa Papiret – «staar opskrevet alle Anklagepunkterne mod Dem. For siden De ikke vil skilles, saa skal De naturligvis for Retten, og saa blir der Proces om det.»

Andrea havde følt, at hun blegned, men hun holdt sig stram og tapper, blæste haanlig og svarte: «Sligt kan De bilde Baren ind.»

Grøn havde tat Brillerne bort, og havde set alvorlig paa hende. «Hør nu, Frue. Vil De tillade mig at tale i et Par Minutter, uden at De afbryder mig? Det er ikke for min Skyld, men for Deres.»

Andrea havde staat med korslagte Arme og med Ryggen halvt vendt mod Grøn.

«Prat bare,» havde hun svaret.

Saa havde Grøn kort og fyndigt udviklet for hende, at det var Ravns urokkelige Vilje at faa Skilsmisse. Hvis hun ikke godvillig gav sit Samtykke, vildevilde] rettet fra: vlde (trykkfeil) Ravn gaa Rettens Vej. Og ikke alene han, Grøner, men flere andre, der havde Magt og Indflydelse, vilde hjælpe og støtte Ravn. Der var ingen Tvil om, at Ravn vandt sin Sag. Anklagepunkterne mod hende var mange og svære. Hvis Skilsmissen blev fuldbyrdet ad Rettens Vej, vilde Ravn bli dømt til at betale hende en meget ringe Sum om Aaret, hvorimod han i sin Nobelhed ganske sikkert vilde gaa ind paa at gi hende meget mere, hvis Sagen blev ordnet i Mindelighed uden Øvrighedens Mellemkomst. Men naturligvis – det maatte hun vide, at Barnet fik hun ikke.

Andrea havde lyttet til hans Ord og ikke rørt sig. Lig en Stenstøtte stod hun der, midt i det, med Laser og Byldter og Klædningsstykker overfyldte Rum. Som sædvanlig var hun i Silkeskjørt og Nattrøje, med opsat, perlekamprydet Haar. Paa Fødderne havde hun et Par store grove Filtsko.

Grøn betragted hende i Taushed. Hvor styg hun var. Hendes Ryg var rund og hendes Baghode havde en trekantet Form.

«Naa, hvad siger De saa, Frue?» havde han omsider spurgt.

Uden at mæle et Ord havde Andrea vendt sig og var gaat hastig ind i Bagsalen, hvor Fredrik raabte: «Du, din Dovenmær! Koffor har Du’kje syd Buksen min istand?» Han knytted sine smudsige, kortfingrede Hænder, og vilde fare løs paa hende, men hun stødte ham bort og gik ilsomt nedover Bagtrappen ind i Kontoret, der laa bagved Butikken, og hvor Ravn stod foran Vinduet med Hænderne i Bukselommerne og stirred ud paa den mørke, vaade Gaardsplads.

Da Andrea kom ind, vendte han sig og veg tilbage, forskrækket over hendes fortvilede Ansigt.

«Grøn er deroppe,» havde Andrea faat fremstammet. «Han har sagt meg, ka Du vil.»

«Ja, jeg véd det,» havde Ravn svaret.

«Aa Karl, Karl,» hun havde rakt Armene op og vilde ha faldt næsegrus foran ham, som saa ofte før, naar hun vidste, at Afgjørelsens Svøbe hang over hende, men Ravn havde hastig grebet hende om Haandleddene, havde faat sparket Døren op med sin Fod og havde stødt hende ud.

«Nu er det forbi – endelig engang –» havde han sagt med sammenbidte Tænder. «Værre og værre er Du bleven. Aldrig har Du og din Haandtlangerske behandlet mig raaere og frækkere end siden i Høst, da Du sidste Gang lovte Bod og Bedring. Og Gutten – hvad tror Du, der blir af ham under din Opsigt?» Han laaste Døren, og Andrea, som lytted og keg gjennem Nøglehullet, havde forstaaet, at han havde stillet sig op foran Vinduet som før.

– Stille havde hun sneget sig ovenpaa igjen, og ind paa Fremsalen. Grøn var borte. Saa fik hun ikke sagt ham, at naar det skulde saa være, vilde hun hellere gaa godvillig.

Aa, hvor hun haded denne Grøn. Sorgens og Forbitrelsens Taarer randt ustanselig over hendes Ansigt, mens hun sad der, hensunken i disse Betragtninger, som pinte og naged hendes Sjæl. Aldrig havde Karl, han, som var saa ejegod, af sig selv fundet paa dette. – Skilles, kastes væk og ikke engang faa beholde Barnet. Aa for en Skam, for en Skam, hun skjulte Ansigtet i sit vaade Lommetørklæde og hulked.

Men naturligvis var det hendes egen Skyld. Hun havde al Uretten. Paa Karl var der intet at sige undtagen dette, at han gik fra hende hver Kvæld og lod hende sidde alene.

Men han gik, fordi der ikke var værenes hjemme. Tit i gamle Dage havde han snakt til hende om, hvor dejligt det vilde være at sidde hos hende og Gutten. Men saa maatte der være Hygge og Orden.

Ja, det var netop det. Orden og Hygge havde hun aldrig kunnet præstere. Fra først af havde hun havt en Forestilling om, at Karl skulde synes, det var kjækt dette her – dette rodede Ungkarleliv. Og han havde ogsaa vært saa langmodig. Det havde hun ikke dengang tat for Langmodighed, men for et Bevis paa, hvor forelsket han var i hende. Da han saa omsider begyndte at vise sin Misfornøjelse, var hun bleven trodsig og fæl, og ikke vidst – nej, bogstavelig talt, ikke vidst det onde og forargelige, hun ikke vilde gjøre ham. Andrea graad stedse mere og mere. Det gik igjennem hende, at Øjnene vilde ha Skade af al den Graad.

Nu skulde hun altsaa kastes ud af Huset. Karl havde git hende Henstand til Farens Begravelse var overstaaet. Men da skulde det ske.

Hun skulde aldrig vært gift med Karl. Hun husked den underlige Forskrækkelse, der var faret igjennem hende den Kvæld for mange Aar siden, da Ravn pludselig havde sagt, at han vilde gjøre hende til sin Kone. Nej. Hun skulde vært gift med netop en, som Rejersen. Han vilde ikke ha følt sig saa elendig tilbagestødt ved hende, og deres Samliv vilde blet bedre.

Like Børn leker bedst. – Skjønt – se nu paa Petra og Myre – de havde ikke kunnet enes, de heller. – Andrea tørred hvert Øjeblik Taarerne bort med sit dyvaade Lommetørklæde.

Og Guttn, stakker – – Ja, der var jo ikke noget videre ved ham. Nu vilde de ikke engang ha ham længere i Skolen, fordi han var saa ondskabsfuld, og ikke kunde følge med. Men hun var alligevel glad i ham paa en Vis. Hun kunde ha Komers og Moro med ham. Og naar hun nu blev skilt, fik hun vel ikke Raad til at beholde Meisteren, som desuden snart skulde giftes.

Skulde hun sige til Karl, at Fredrik ikke var hans Barn? At hun efter over de 5 Aars golde Ægteskab, i hvilken Tid Karl undertiden – vist i Spøg forresten – havde ladt sig forlyde med, at det var hendes Skyld, de ingen Børn fik, havde prøvet en anden, den første Kontorist dernede i Vinhandelen, som senere var rejst til Amerika?

Gjennem Meisteren havde hun sendt Bud, om han vilde komme op, naar Butikken var lukket, og drikke et Glas Grog og spille Kort med Madammen, som sad der saa alene om Kvældene.

Og han var kommen.

Hun havde haft en brændende Trang til at faa vide, om det virkelig var hendes Skyld, at de ingen Børn fik. Se nu paa Petra og hendes Brødre! De havde Børn i Overflod.

Det var gaat, som hun vilde. Allerede anden Gang, Kontoristen var deroppe, havde Andrea, da han havde drukket og røget tilstrækkeligt, sat sig paa hans Fang. Saa var Kontoristen stille gaat hen og havde laaset Dørene.

Den Karl! den Karl! Ikke være i Stand til at faa et Barn engang.

Skulde hun nu, da Skilsmissen var uafvendelig, sige Sandheden for at faa beholde Barnet? Hun stirred ud for sig, Øjnene løb fremdeles over af Taarer, og de tykke, endnu saa friske og røde Læber stod aabne.

Aa nej. Kanske vilde Karl ikke tro hende engang. Han, som havde vært saa stolt og glad, da Barnet kom. Gutten havde ogsaa set saa dejlig ud, da han var liden. Hun husked saa godt en Gang i Strandgaden, da hun og Karl sammen med Barnepigen, som kjørte den lille Voge, havde mødt Grøn. Begejstret havde han udtalt sig om, hvor sødt og friske Barnet saa ud. Da havde Karl svaret: Ja, det er jo heller ikke noget Hastværksarbejde.

Hvis hun nu sa Sandheden?

Nej. Hellere la Karl beholde ham. Hende vilde han skaffe meget Bryderi. Og fik Karl ogsaa dette at sige paa hende, at hun havde vært ham utro – nej, nej.

Karl vilde naturligvis bare juble ved Tanken om, at denne Fredrik, dette halvtussede Barn ikke var hans. Nej, Karl vilde da faa det saa altfor godt.

Det gik med Gadedøren, og Andrea rejste sig hurtig, og slog Sløret over sit forgrædte Ansigt. Severin kom ind. Han hilste venlig Goddag.

«Det var godt, jeg fik se Dig,» sa Tante Ravn. «Nu skal Du jo snart afsted.»

«Aa, nej, det varer endnu en Tid. Bedstefar skal jo ogsaa begraves først.»

«Ork ja,» Tante Ravn begyndte atter at græde og la sine Hænder paa Severins Skuldre.

«Farvel Severin. Nu gaar eg hem. Gu’ gi, di ikkje vil være altfor haa’re mot meg.»

«Aa, Tante Ravn, kunde jeg engang hjælpe Dig med noget.»

«Tak, Severin,» – Tanten kunde næsten ikke tale for Graad. «Naar Du er blet færdig med dine Eksamener – Tak Severin.»

Tante Ravn gik, og Severin saa efter hende gjennem Vinduet.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Afkom

Amalie Skrams romanserie Hellemyrsfolket regnes som et hovedverk i den naturalistiske litteraturen i Norge. Firebindsverket tar opp hva som former et menneskeliv og i hvilken grad arv og miljø bestemmer et menneskes skjebne.

Afkom (1898) er fjerde og siste roman i serien og handler om Siverts barn, Severin og Fie. Handlingen er lagt til 1870-årene og forskjellene mellom fattig og rik er et hovedtema.

Hellemyrsfolket (1887-1898):
    Sjur Gabriel (1887)
    To Venner (1887)
    S.G. Myre (1890)
    Afkom (1898)

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.