Afkom

av Amalie Skram

XXXVI

Samtidig med at Andrea i Kippersmuget sad og græd de bedske Taarer, var Myre hos Ravn, som forbavset havde set ham træde ind i Butikken. Der stod Kunder foran Disken. Myre havde tat af Hatten, som han havde stukket ind under Armen; saa var han gaat helt ned i Baggrunden af Butikken, og ved sit Blik faat Ravn til at følge efter.

«Eg vilde gjerne snakke lidt med Dem,» havde saa Myre sagt.

«Værsgod, kom ind her.» Ravn gik iforvejen, og straks efter stod de inde i Kontoret.

«Ja, nu er jo Bedstefar dø’,» begyndte Myre. Han havde tat frem Hatten, som han holdt mellem Hænderne, og kramsed paa. «En anstændig Begravelse –»

«Naturligvis,» afbrød Ravn og rev fort sin Lommebog frem. «Her,» han rakte Myre nogle Sedler. «Det er jo rimeligt, at jeg bidrager mit.»

Myre takked og stak Sedlerne til sig. Saa blev han staaende og kramsed fremdeles paa Hatten med nedslagne Øjne.

«Var det mere, De vilde?» spurgte efter en Stunds Forløb Ravn, som langsomt drev op og ned paa Gulvet.

«Ja, der var mere, Hr. Ravn,» Myre sukkede dybt.

Ravn standsed og saa paa ham. Ubehageligt Indtryk gjorde denne Bondefyr ikke; det maatte han medgi.

«De véd, Hr. Ravn, at eg aldrig har forvoldt Dem Ulejlighed, aldrig har besøgt Dem og aldrig har gjort gjældendes, at vi var liksom Svogre. Er det ikkje sandt?» Myre saa bort paa Ravn med et frygtsomt spørgende Blik.

«Jo. De har vært meget diskret i saa Henseende. Men hvad er der nu?»

«Eg sitter saa forfærdelig slet i det for Tiden, og –»

«Det forstaar jeg ikke,» faldt Ravn ind. «De har jo en flink og økonomisk Kone.»

Myre følte sig stolt over den Ros, Petra fik. «Ja, det er rigtig nok,» sa han.

«Hvorfor kan De saa ikke klare Dem i den beskedne Stilling, De indtar i Samfundet?»

Myre sad paa en Træstol, som Ravn netop havde trukket frem til ham.

«Ingenting vil løkkes for meg,» sukked Myre.

«– Ja, Andrea og jeg, vi skal skilles nu vi,» sa Ravn heftig.

«Aa, nej, gjør ikkje det, Hr. Ravn. Det strider imod Guds Forordning.»

«Bliv mig fra Livet med sligt Prat,» Ravn stod stille et Øjeblik og slog ud med Haanden henimod Myre. «I den Slags Sager bør ingen, som ikke ved Besked, blande sig ind.»

«Aa nej. Det kan være sandt nok.»

Ravn drev igjen op og ned paa Gulvet i det smale, mørke Rum. Myre sad taus og saa ned i Gulvet.

«Jeg har liden Tid,» sa saa Ravn.

«Ja, Hr. Ravn. Eg skal straks gaa,» Myre rejste sig. «Men hvisom De kunde – Nokken Skibsparter eg har, er det galt med, og Sildejægten, som eg og min Svoger Peter Bønnemand var sammen om, er forlist. Vi hadde ikkje assureret. Kunde – ja kunde De hjælpe lidt paa mig – De er jo rig Mand.»

Ravn havde standset sin March. Lænet op mod den brede Bogreol paa Langvæggen betragtet han Myre, mens denne talte, og fik et endda mere sympatisk Indtryk af ham end før.

«Ja, Myre,» sa han. «Jeg vil gjerne hjælpe Dem, men jeg er ikke nogen rig Mand, som De tror. Næppe nok kan jeg kaldes velhavende. Hos mig gaar der meget til, skjønt jeg altsaa kun har det ene Barn.»

«Ok Herregud, ka ska’ saa vi andre seje,» kom det stille fra Myre.

«Jeg trode forresten, De havde Konsul Smith i Ryggen,» vedblev Ravn. «Hvorfor gaar De ikke til ham?»

«Han er bortrejst for Tiden. Hvis han hadde vært i Byen, var eg heller ikkje gaat te Dem.»

«Jeg syntes dog, jeg saa ham forleden paa Børsen,» sa Ravn.

«Nej, han er bortrejst,» gjentog Myre.

«Hvor meget behøver De?» spurgte Ravn.

Myre tygged paa det. Skulde han være vovelig og forlange en stor Sum?

«Naar Konsul Smith kommer hem, kan eg straks betale det tebakes,» løj han.

«Hvormeget?» gjentog Ravn utaalmodigt.

«Firehundrede Specidaler.»

«Saa meget kan jeg ikke laane Dem,» sa Ravn kort, idet han gik hen og aabned sin Skrivepult. «Her har De 100 Specidaler. Dem faar De klare Dem med, til Konsul Smith kommer.»

«Eg sejer Tak, Hr. Ravn. Mange Tusen Tak,» Myre saa paa Ravn med et næsten tilbedende Blik.

«Sæt saa Deres Navn under dette Papir,» sa Ravn, som havde skrevet noget ved Pulten.

Myre gjorde, hvad Ravn forlangte, idet han atter og atter forsikred, at naar bare Konsulen kom, skulde han straks betale tilbage.

Saa tog han Afsked med mange Taksigelser og rakte frem sin store, grove Næve, som Ravn trykkede hjertelig med sine fine, hvide Fingre. Ravn var rørt over Myres Taknemmelighed, og hvad enten han vilde eller ikke, maatte han like ham.

I Strandgaden, et Stykke borte fra Ravns Hus, saa Myre Andrea komme. Han stilled sig op foran et Butiksvindu og slap saaledes at hilse paa hende.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Afkom

Amalie Skrams romanserie Hellemyrsfolket regnes som et hovedverk i den naturalistiske litteraturen i Norge. Firebindsverket tar opp hva som former et menneskeliv og i hvilken grad arv og miljø bestemmer et menneskes skjebne.

Afkom (1898) er fjerde og siste roman i serien og handler om Siverts barn, Severin og Fie. Handlingen er lagt til 1870-årene og forskjellene mellom fattig og rik er et hovedtema.

Hellemyrsfolket (1887-1898):
    Sjur Gabriel (1887)
    To Venner (1887)
    S.G. Myre (1890)
    Afkom (1898)

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.