Afkom

av Amalie Skram

XXXVII

Da Andrea kom hjem, lukked hun paa Døren til Butikken og spurgte efter Ravn. Nej. Han var gaat fornylig, og havde sagt, at han ikke mere kom der den Dag.

Hun studsed over dette. Klokken var jo ikke mere end halv et, og han plejed altid at gaa ned igjen i Forretningen efterat de havde spist til Middag.

Oppe paa Fremsalen la hun Tøjet af sig, og hørte Fredrik rumstere i Bagsalen. Hun gik derind for at se, hvad han tog sig for.

«Bøh,» raabte Fredrik, og kom farende imod hende med opløftede Hænder, der drypped af Blæk.

«Eg er Neger!» han klasked sine Hænder mod Andreas fine uldne, sort- og hvidstribede Kjole. Forbitret gav hun ham en Lusing, og fik sin Haand tilblækket. Saa opdaged hun, at Fredrik havde sølet sig over med Blæk fra øverst til nederst.

«K’ er, Du slaar for, din Troldkjærring!» skreg Fredrik, og hugged sig fast i hende. Han bored sit blækkede Ansigt ind i hendes Kjolefang og bed Huller i det med sine sorte, spidse Tænder.

Saa kom Ravn i Overtøj med en skindforet Pels over Armen. Han greb fat i Fredrik og spurgte, hvad det var.

«Du ser sjøl,» Andrea viste sit blækbesmurte, sønderbidte Kjolefang og pegte paa Vandfadet, der var fyldt med Blæk.

Ravn saa paa sin Søn. Med det blækbesmurte Ansigt og den aabne, grinende Mund saa han hæsligere ud end nogensinde.

«Hvor har Du faat alt det Blæk fra?» spurgte han.

«Kjøpt det,» et fjottet Smil bredte sig over Fredriks Ansigt.

«Havde Du Penger da?»

«Paa Kredit,» Fredrik smilte mere og mere.

Skulde det være muligt at faa ham opdraget til et nogenlunde skikkeligt Menneske, tænkte Ravn, mens han blev staaende og stirred paa Gutten. Ja, naar han fik Andrea fra sig. Sende ham til Udlandet, eller paa en eller anden Anstalt – han forlod Værelset.

Andrea fulgte efter ham. «Kaa ska’ Du hen?» spurgte hun.

«Paa en Kjøretur med nogle Venner. Jeg kommer først hjem sent i Aften,» han hasted mod Døren med dukket Nakke, som var han bange for Slag.

«Vent lidt, Karl!» raabte Andrea. «D’er nokke, eg vil seje Deg. Du behøver ikkje te være bange.»

Ravn, der havde Haanden om Dørgrebet, vendte sig halvt mod hende.

«Eg er villig te aa skilles,» sa hun, og Graaden kom. «Du faar i Guds Navn gjøre med meg, ka Du vil. Rettens Vej behøver Du altsaa ikkje te gaa,» hun hulked og holdt Hænderne for Ansigtet.

En underlig Rørelse gik gjennem Ravn. Han blev blød om Hjærtet. Var det Glæden over, at han nu skulde bli fri uden Rettergang og Anstalter? Eller var det et Pust af hans fordums Kjærligheds Medlidenhed med denne brutale og ondskabsfulde Kvinde, der var, som hun var, fordi hun ikke kunde være anderledes.

Han slap Dørgrebet, gik hen til Andrea, la Haanden paa hendes Skulder og sa blidt: «Jeg takker Dig, Andrea.»

For Andrea var denne Tak som et Knivstik gjennem Hjærtet. Hun svarte intet. Blev bare ved med at hulke.

Saa gik Ravn.

Gjennem Vinduet saa Andrea ham kjøre bort i en stor Kaleschevogn, forspændt med to Hester. Der var foruden ham 3 Herrer i Vognen. Den ene var Grøn. De andre to, som sad paa Forsædet, kunde hun med sine af Graad halvblinde Øjne ikke kjende.

Gud gi, der tilstødte dem en Ulykke, sukked Petra og vred sine Hænder. At de alle kom tilbage som Lig. Saa slap hun for dette forfærdelige, denne Skilsmisse.

Hun sank ned paa en Stol. Der sad hun længe og graad og graad.

Omsider rejste hun sig og gik ind til Fredrik. «Ska’ eg læse Eventyr for Deg?» spurgte hun.

Fredrik var forundret over, at Moren var saa mild og blid.

«Nej, d’er saa kjedeligt,» svarte han. «Eg vil ner til Meisteren og faa meg nokken Skiver med Gammelost paa.»

«Om en Ugestid eller saa, ska’ eg rejse herifra, og kommer aldrig mer tebakes,» sa Andrea.

«Ja, eg er likegla’,» sa Gutten. «Saa slepper eg daa for Lusingerne dine. Pappa slaar aldrig, han.»

Aa Gud, tænkte Andrea. Ikke engang dit eget Barn bryr sig om Dig.

Fredrik løb ud af Stuen.

Hvad var det, der stod skrevet om dette med at saa og høste?

Slig som han spiste, den Gutten! Nej, han spiste ikke, han aad.

Der hørtes en underlig Rummel ude i Trappen. Andrea lytted, og kunde ikke begribe, hvad det var. Liksom mange Fødder stolpred op med noget tungt.

Hvorfor gik hun ikke ud paa Gangen og saa efter, hvad det var? Nej. Hvad kom det hende ved. Karl havde jo sagt, at han først vilde være hjemme sent i Aften.

De stolprende Skridt kom nærmere. Døren fra Gangen gik op, og Andrea rejste sig.

Grøn og to andre kom ind, bærende noget langt imellem sig. Straks efter saa Andrea, at det lange, de bar, var Karl. Hans Ansigt var kalkhvidt, og han syntes at sove. Grøn holdt varsomt hans ene Ben mellem sine Hænder.

Lynsnart fo’r det gjennem Andreas Hjerne, at nu slap hun for Skilsmissen.

«Er han død?» spurgte hun.

«Nej. Vi vælted med Vognen, og kun han kom tilskade. Hans Laarben er brækket, saa vidt jeg kan skjønne. Flyt Bordet, saa vi kan lægge ham paa Sofaen.

Straks efter var der to Læger. De skar Bukserne af ham og forbandt det brækkede Ben. Under dette kom Ravn til sin Bevidsthed, og skreg gjentagne Gange af Smerte.

«Vi maa faa flyttet Sengen hans ned her,» sa Grøn til Andrea. «Han kan ikke transporteres ovenpaa. Jeg skal hjælpe til.»

Kort efter havde Grøn og Meisteren baaret Ravns Seng ned i Fremsalen og stillet den midt paa Gulvet. Med Varsomhed løfted Grøn og Lægerne Ravn over i Sengen. Ravn gav sig ynkeligt.

Andrea gik hen til Sengen, tog Ravns Haand, som hun kyssed og sa: «Kjender Du meg, Karl?»

Ravn aabned sine halvlukte Øjne og svarte: «Det er jo Dem, som plejer at sidde oppe paa Kvisten og spise en Skjæppe Ærter sammen med Peder Bønnemand.

Andrea slap hans Haand og storhulked.

«Er det Byttingen, som tuder?» spurgte Ravn. «Han er min Søn, det véd jeg nok, men en Bytting alligevel.»

«De maa gaa Deres Vej,» sa Grøn. Han tog myndigt Andrea ved Armen. «Jeg vaager her i Nat sammen med en af Lægerne.»

«Aa nej, aa nej,» bad Andrea og saa fortvivlet bedende paa Grøn. «Lat meg faa Lov te sitte her, om det saa ska’ være i den borterste Kroken af Værelse’. Eg ska’ være saa stille saa en Mus.»

Grøn slap hende med et Skuldertræk, og Andrea satte sig paa en lav Skammel henne i Vinduskrogen. Hun støtted Albuerne paa Knæerne og skjulte Ansigtet i Hænderne.

«Han maa ha faat en Hjærnerystelse,» hørte hun den ene af Lægerne sige til den anden. «Bliv Du her saalænge, saa gaar jeg paa Apotheket og henter det fornødne.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Afkom

Amalie Skrams romanserie Hellemyrsfolket regnes som et hovedverk i den naturalistiske litteraturen i Norge. Firebindsverket tar opp hva som former et menneskeliv og i hvilken grad arv og miljø bestemmer et menneskes skjebne.

Afkom (1898) er fjerde og siste roman i serien og handler om Siverts barn, Severin og Fie. Handlingen er lagt til 1870-årene og forskjellene mellom fattig og rik er et hovedtema.

Hellemyrsfolket (1887-1898):
    Sjur Gabriel (1887)
    To Venner (1887)
    S.G. Myre (1890)
    Afkom (1898)

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.