Det bliver saadan her – til evig tid!

Lidt forandring skal her blive alligevel – skal da faa flyttet paa de stolene ialfald – og det bordet.

Du, Lotte, kan ligge i sofaen, jo, jeg synes du kan trænge en forandring!

Det kom mig for som her var nogen – –

Det er mig! Jeg vil netop snakke med mig selv, ikke med nogen anden – det er netop hvad jeg vil –

Jøsses! Det ved jeg vel! De har det hver paa sin vis, husens folk! Men jeg mente

saa amper som frøken har været idag og spilt Marsillasen, jeg sætter fire gange, saa kunde det trængs lidt rolighed ovenpaa.

Jeg husked ikke paa det, Helle!

De maa vel have lov til at holde lidt styr De ogsaa! Det skal nu ingen faa sagt, her er for roligt heller da, her paa Rolighed! De har det hver paa sin vis, men Edvardsen er den værste, for naar hun begynder paa kjøkkenet, er det rent en lej Mund hun har.

Kan nu dette hjelpe noget?

Miskunde os, jo men er det Hebbel, han tænker nu vel maden staar og venter alt, den! Ikke ved jeg, hvordan mandfolk er. Siden dø’en tog han Obelin, manden min, kjender jeg dem ikke længer, men Vorherre 12være med dem, for enten spiser dem, eller saa drikker dem, det er vel saa bestemt, kan jeg tro!

Saa min sanden drog han ikke forbi!

Jøsses, der er nok ingen, som sover der længer!

Gud maa vide hvor den boken har taget vejen, ikke jeg – – Annemor er et merkeligt dyr, som aldrig kan lægge noget paa sin plads!

Annemor jeg siger, du er et merkeligt dyr, for hvor er kvitteringsbogerne?

Du tog dem selv idagmorges.

Jeg holder paa det, at du er et merkeligt eksemplar, Annemor, som aldrig kan – – som aldrig kan –

I bele dag har jeg gaat og ledt efter nøglerne. – –

Du har dem ved beltet der!

Og saadant siger du ikke, saadant siger du formelig ikke, men staar der ganske rolig. Annemor, jo du er en merkelig opfindelse!

Og naturligvis, ikke har du sendt pakken, – jeg ser den ligger derinde, hvor blev der egentlig af mansjetterne mine, jeg spørger, hvor der egentlig blev af – –

Du sagde den skulde sendes imorgen først den pakken – – og mansjetterne –

Jeg paastaar du er et fænomen, Annemor, hvad 14skal vi nu gjøre, det bliver for sent imorgen, hvad skal vi gjøre?

Hvad staar der i det, Annemor, hører du, jeg kan ikke se, hvad der staar, brillerne mine er væk!

Alting bliver væk i dette hus, her er nogle skrækkelige fruentimmer synes jeg, a-haha! Jo du og Edvardsen for eksempel! Aldrig er her ro, Hellige Laurentius, den, som engang kunne faa det roligt og hyggeligt, husro elsker jeg!

Jeg gjorde en tur engang i min tid, paa en lystjagt hele middelhavet indover! Vi laa ude i 6 maaneder; foruden mig var vi bare mandfolk ombord, – men for en opvartning! Dio, jeg havde det som en prinsesse! – a-haha! og Helle, det gamle, skikkelige spektakel, hun sendte mig de mest forskrækkede breve, om hvor slemt det maatte være saadan ikke at have et menneske om sig, a-haha! Det var udmerket! Aldeles udmerket! Men sig mig, hvorfor læser du ikke brevet, Annemor?

«Tak for din indbydelse, overordentlige faster –

A-haha! Men hvorfor læser du ikke videre, Annemor, du er da et fænomen!

Nu kommer jeg! «Du skriver altid til far om den skjønne huslige ro, hvori du har trukket dig tilbage efter dine Wanderjahre. Nu efter eksamen har jeg ogsaa faat lyst til at prøve den. Jeg kommer til middag den 26de og gratulerer med fødselsdagen.

Din gamle, umulige Ingegut!

Det er det brevet du fik iforgaars – – han kommer nu straks da!

Utroligt, at du ikke har husket mig paa at læse det brevet! Jeg finder det utroligt! Hvordan skal jeg faa klædt mig paa, alting for sent her i dette hus!

A la bonheur! Og Edvardsen som stryger afsted ud i byen uden et ord – – taaler ikke længer det der – – siger hende op – – Jeg siger hende op, hvad mener du, Annemor, siger jeg hende ikke op?

Jo, til mig! Aldrig til hende selv!

Hvad behager? Siger jeg hende ikke op?

Annemor, du forbauser mig ikke mere! Du ved, hvad klokken er, og at jeg skal ind og klæde mig om, men Gud bevare os, Vorherre steg før ned paa Jorden, før du – –

Der kommer vist nogen!

Naa! Se nu blidt til en gammel husven, hvad? Lidt for tidligt til middagen kanske –

Det er med villie gjort – – jeg saa Edvardsen gaa til byen – – fødselsdagsbarnet ligger naturligvis inde og forskjønner sin hud – – Naa! Ser man det!

Vi skal leve godt idag – – kjendte det op i bakken her – – Naa, ja det kan vel være! Jeg saa Helle kom op fra vinkjælderen med la veuve Cliquot, hun den tørre enken nemlig, den udmerkede aargangen. –

Bare hun nu kommer paa isen, hun trænger at komme paa isen – – Enker bør være af den slags – – tørre og kolde! Satan saa hyggeligt her er – vi to alene, det var det, jeg vilde – – Naa!

Ser man det! Naa –

End barometerstanden her idag! Jeg hørte Marseillaisen, da plejer den være lav.

Kom nu her og sid! En gammel husven skal man være god imod!

Gratulerer med fødselsdagen, signoraens – – naar er det den lille signoritas?

Den findes ikke. Det ved De jo, at jeg ikke ved den.

Og saa gaar man her og sætter saadan ærværdig mine op? Naa! Er det af høflighed mod tante Lisinka, for hun ser jo nødig, at nogen er yngre end hun selv!

Jeg er jo gammel!

Saa? Naa! Ja, gudbevares da!

Det morer Dem nok, at de kirkebøgerne brændte engang, saa ingen er forpligtet til at vide noget om det –

Ja, det morer mig! At slippe aldeles fri for at blive regnet med, maatte være morsomt!

Naa! javist ja! Ser man det! Men hvordan er 19det med humøret i dette fredens hjem idag? Og hvem har lært den vesle alle de smaa kunsterne, jo alle de smaa kunsterne hele vaaren udover her, det var det jeg kom og vilde have greje paa; Lad os nu sidde her! Naa? Og tale lidt alvorlig med hinanden? Er det humøret? Er det ikke ganske bra at være her i verden? Er man ikke fuldstændig lykkelig? Aa jo vist er man vel det!

Alting er vist bra!

Javist ja! Men det kan blive bedre! Naa! De har vel egentlig ikke tænkt paa at gaa her hos tante Lisinka bestandig heller?

Jo, Mor sagde, jeg kunde aldrig gjengjelde, hvad vi skylder tante Lisinka. Hun sørged for os alle og var saa snil mod mor og gutterne, helt til de døde.

Ja, det var ved de sygesengene, De sad Deres Barndom hen. Og saa i 10 aar her hos tante Lisinka, 20det har heller ikke været til at blive ung af. Men nu skal det være slut med den alderdom, ikke sandt?

Jeg bliver jo vant til det – – det værste var, de laa saa længe, før de kunde dø, de to gutterne! – – Værst var det med mor! Hver kvæld maatte jeg knæle ved sengen og bede til Gud, at hun skulde faa dø om natten – men hun laa i mange aar! Saa blev jeg jo vant til det. Men jeg lovte mor, jeg skulde aldrig gaa fra tante Lisinka!

Naa! Det vil sige, før tiden er kommet!

Men nu er den kommet!

Jeg paastaar, De vilde være penere, om De ikke havde den kjolen paa Dem! Naa! De siger kanske som den sindssyge damen derover: Siden jeg blev fornuftig gaar jeg altid i graat – De ved, hun som i mange aar har gaat i den gamle, graa regnkaaben!

Ja, det er siden jeg blev fornuftig – og det 21kan godt hænde, det vilde være allerfornuftigst at gaa i en gammel, graa regnkaabe.

Dersom De vilde, skulde jeg lave en dejlig figur af Dem, en Hero, som venter paa Leander! Jo, det er sandelig sandt, jeg faar formelig lyst til at arbejde – – Det skulde være næsten som De sidder der, med det dybe, lidt tunge blik! naa! Men kjolen kunde vi ikke bruge. Hvis De nu var min lille kone, hvad? Skulde vi ikke tænke paa det?

Jeg vil ikke, De skal røre ved mig mer, jeg vil ikke have det! Jeg er ikke noget barn; jeg kan ikke have det mer paa den maaden.

Naa! javel ja! Det kan jeg godt forstaa – derfor foreslaar jeg jo ogsaa en anden maade. Forresten, naa, vi har da egentlig altid havt det godt sammen?

Kjære ven, jeg ved jo, at De holder af mig.

Det var det, som var det værste – for alligevel kunde jeg aldrig like Dem – aa det har bare været ondt altsammen! De har bare gjørt mig ondt!

Men det tror ikke en mand, som nu i over et aar har kunnet faa Dem baade rød og bleg bare ved at se paa Dem, og som har følt Dem skjælve, naar han er kommet Dem nær! Dette er bare nogle kunster! Naa! Jeg skal vel straffes, fordi jeg har været for sen af mig? – – Naa! Saa De bryder Dem ikke om mig? End julaften her sist, har De glemt det, da vi legte julelege nede hos de gamle Iversens og jeg var lidt nærgaaende, som det heder, og De kunde saa forbandet lidet tage fra Dem? – Men jeg blev da vist salig tilgivet, ikke sandt, tilstaa det bare!

Hvis De ikke straks tilstaar, kysser jeg Dem igjen – og bliver tilgivet, ikke sandt? for De forstaar Dem jo slet ikke paa at lyve nemlig!

Vil ikke heller! – Det er sandt, at jeg gik her og tænkte paa Dem. Jeg forstaar ikke, hvordan det kunde komme. For naar De var her, var det 23alligevel ikke godt, det var, som blev her ikke god luft for mig her i disse stuerne. Og De kom hver dag, aaret ud, aaret ind: foruden de gamle nede fra bruget, var De jo næsten den eneste mand, som kom her. Saa tænkte jeg vel – – følte det, som der skulde nu vel komme til mig ogsaa noget af det, mennesker gaar og længes mod! – –

Men De var ikke god mod mig, ikke nænsom. Men jeg kunde ikke værge mig for Dem; jeg kom til at foragte mig selv, for jeg kunde ikke lade være, jeg gik og lytted og vented, og naar De kom, da ønsked jeg mig død! Saa var det her, siste gang, julaften – jeg tilgav Dem netop ikke, for det var da – endelig, jeg kunde redde mig ud af det – Og nu er det over – –

alt det! Og det er saa godt!

Ja, ikke sandt? For nu kan De trygt paa min kjærlighed tro. Naa, det er nu ikke saa grejt at komme af med alt det, som De siger. Kjærligheden, den er ikke saa nem den. Men nu gifter vi os, ikke sandt? Det vil passe meget bedre for Dem som for mig.

Det er jo det, jeg siger, at det passer ikke.

Jovist gjør det vel det! Vi gifter os om et par dage, hvad? For det tøv med Edvardsen maa De ikke bryde Dem om! Naa? Er De jaloux paa Deres tante kanske? Det maa De heller ikke være, der er det nydeligste forhold mellem Deres tante Lisinka og mig nu! Hun er ædel og vil bare glæde sig over, at vi faar det saa godt. – – Naa, men gudbevares –

Edvardsen? De? Tante Lisinka?

Jeg vil ikke høre mere! Jeg vil ikke, De skal tale til mig om det, aldrig mer!

Tusind tak hr. fuldmægtig; nu skal De virkelig indenfor døren og hvile lidt!

25Undskyld, vi kommer vist til ulejlighed!

Det er hr. fuldmægtig Andersen! Tænk, han bor lige over her, og saa ser han mig nede under bakken med alt dette – – tænk saa grulig snilt at komme og bære for mig, det er saamen ikke til hver dag at træffe den slags dannelse. Men jeg glemmer at representere!

Billedhugger Johannes Hebbel, den store kunstner, som tog prisen nede i Paris for – – ja, hvor mange aar er det siden, De arbejdede hr. Hebbel?

Naa! Ja, hvor kan jeg vide det saadan i øjeblikket!

Jeg spørger bare, hvad skal det til at trække ham ind her?

Lidt forandring, Hr. Hebbel, gjør godt. Og det skal jeg sørge for, her skal blive.

Det er frøken Aino, kjære, I maa da vist have set hinanden nogengang, hr. Andersen har jo bod her i hele vinter. Han er flyttet ud her forat styrke 26nerverne, aa Gud ja! Det er sikkert Dem, som har vinduerne lige over imod os!

Kjære, nu maa De endelig sidde lidt. Og De maa endelig se ind til os imellem, vi er jo naboer. Her er saadant et roligt hus, det vil slet ikke anstrenge Dem. Maa jeg ikke byde et glas vin eller selters? – –

Tak. Det er nok snart kontortiden!

Har man været inde i spisestuen og set, hvad der er kommet fra Italien, Deres kjære Edensland? 27Ja, gid, jeg sværmer ogsaa for naturskjønhederne, de er jo simpelthen enestaaende – men var der nu egentlig saa godt? Ja, det var jo der, De lærte frøken Lenner at kjende, det var vel sagtens godt! Kom skal De bare se! De vil blive svimlende overrasket!

Det er længe siden jeg har set Dem!

Ja, det er vist det!

Hvordan har De det om dagen?

Jo tak, jeg har det bra!

Er det morsomt? – at leve?

Siden det saa skal være – – men det kunde være ligesaa bra, noget andet forresten!

Det synes jeg med! Det er hyggeligt at tænke paa, at man skal fra det engang.

Ja, ikke sandt! For da maa det jo blive anderledes, tænker jeg mig!

Ja, naar man dør? Det kan De være næsten vis paa! Hør! Ser De altid saa lyst paa livet? Der er bestemt noget ved Dem. De er heller ikke som De andre her!

Tante Lisinka siger jeg er saa almindelig. Hun siger jeg maa endelig ikke tro noget om mig selv, siger hun.

Hvad er det, De ikke maa tro om Dem selv?

Det ved jeg ikke!

Har De det godt – jeg mener har De havt det godt bestandig?

Jeg ved ikke – om det er godt saadan som jeg har havt det. Det er kanske det!

De er ikke som de andre her!

Jeg er vel ikke det; for naar jeg siger noget, er der næsten aldrig nogen, som ved, hvad jeg mener, derfor siger jeg heller ikke noget videre!

Nordpaa er jeg født. Helle siger, der er finneblod i mig. Der er brygget sejd over min vugge, siger hun – Men De?

30Det er Dem, som ikke er som nogen anden! Hvor er De fra?

Det maa Vorherre vide, og han ved det sandsynligvis. Jeg heder ikke Frants Andersen, som jeg skriver mig for; jeg heder Francesco, men Francesco Andersen, det er der jo ingen mening i – – –

Hvorfor skriker De saa om natten? Jo, jeg kan høre det ind til mig, nu som De lader Deres vindu staa aabent.

Hører De det ogsaa? Jeg vilde saa nødig nogen skulde høre det!

Jeg maa sige som det er! Hele mit liv har jeg været nødt til at være saa stille, for mor var syg – – men om natten, naar jeg sov, blev alting anderledes – – den var ligesom saa brusende og rig, natten, fuld af lys og sang og mange mennesker eller den blev til noget stort levende, som vilde tvinge mig – og da kjæmped jeg mod den. – – Saa vækked mor mig altid. Du skriker saa stygt, barnet mit, sagde hun, det er blodet, du maa se og vænne dig af med det, sagde hun. –

Men saadan er det for mig endda. Jeg gaar her saa stille om dagen, og om natten har jeg det tidt 31tungt isøvne. Det er finneblodet, siger Helle, jeg burde lade mig aarelade to gange om aaret for det, siger hun –

Men nogle gange er det godt – – vidunderligt saa jeg kan ikke sige det. Jeg synes at jeg synger og jubler – men da kommer næsten altid Edvardsen ind og vækker mig –

Det skulde hun lade være! Hvem er det, som har ret til at vække den, som sover –.

Ja, ikke sandt!

For saa tungt som det kan være at vaagne ind til dagen, naar den er saa stille og liden og graa!

Ja, den er vel som den skal være, den ogsaa!

De bruger den godt. Er det morsomt at være flittig?

Aa, jeg ved ikke videre forskjel paa hvad som er morsomt og hvad som ikke er det, jeg synes alting næsten er likt!

32Jeg hjælper jo tante Lisinka. Hun har saa meget bestandig; herhjemme og ved bruget. Hun har fattighjem og skoler. Ved smaaskolen er det bedst. Jeg liker barn!

Jeg liker bedre dyr!

Jo, for af dem bliver der da ikke mennesker! De kommer aldrig til at kunne gjøre saa meget ondt!

Har De ikke opdaget det, at dyrene er bedre end vi mennesker, som hverken kan leve eller dø. De lever, mens de lever, dyrene, og naar de skal dø, har de ikke den kjedelige maner at lægge sig syg indfor øjnene paa alverden. Nej, nu vil jeg gaa, Deres tante kunde komme, undskyld, men jeg kan ikke fordrage Deres tante!

Har De ondt i hodet?

Det har jeg altid.

Det billede? Hvad er det for et billede?

Det er jo tante Lisinka – fra sin ungdom. Synes De det er saa merkeligt?

Nej, naturligvis, bare noget, jeg kom til at tænke paa, mine tanker kom paa afveje, mener jeg – – det er bare blomsterne, det er bare saa store blomster i den kjolen!

Ja, de brugte vel saadant mønster dengang. Tante Lisinka siger, den silkekjolen er saa godt malet, den er det bedste af det hele, siger hun.

Og armbaandet – – som en slange!

Det er jo saadan almindelig façon –

Ja, De har ret, det er saadan almindelig façon. Det var bare noget, – jeg kom saa tilfeldig til at tænke paa det!

Jeg maa gaa. Jeg skal paa kontoret!

De gaar da ikke hen og forlover Dem med den forædte billedhugger?

Det maa De ikke tro! Alt saadant – det passer aldeles ikke for mig!

Ikke for mig heller! Det er sgu ikke andet end den rene sindssygdom heller. Den kan man nok faa alligevel!

De er vist ganske fornuftig anlagt – hvis det er sikkert altsaa, at De ikke er gaat fra forstanden?

Det er sikkert!

Der er nemlig andre mennesker De ogsaa kan tale med. Der er kommet nogle italienere, som spiller oppe i parken nu. De skulde gaa en tur om aftenen.

Det kan jeg jo godt. Disse dejlige sommerdage – –

Jeg liker forresten bedre høsten.

Naar natten tætner til og der er stilt helt op til stjernerne – – eller naar det vilde vejr kommer i luften og blomsterne falder – da tager jeg gjerne ferie, og vandrer ud. Farvel!

De gaar Dem kanske en tur da om aftenen, en gang imellem? Saa kunde vi vel træffes?

Det kan vi jo godt!

Edvardsen? Tante Lisinka? Saa har der været noget! Der har været alligevel noget i denne luften her, som ikke har været godt,

Hvorfor vil han spasere med mig? Mon det ikke bliver kjedeligt for ham?

Edvardsen er ikke her – Men nu hører jeg, min tante kommer, jeg kan jo hjelpe Dem!

Du gode Gud, hvor mennesker er dumme! Det er den opdagelse jeg har gjort den tid, jeg har levet! Jo, alle kjøn, alle tre kjøn, ikke sandt, Annemor?

Naa, her er ingen, det var da udmerket, jo, det er udmerket, at ingen er her synes jeg!

Min udmerkede Edvardsen! Hvad er det, De har 37for Dem? Jeg kommer ind i min salon paa min egen højhellige fødselsdag og finder ikke et liv! Og jeg tænker, mon hvad det er for delikatesser Edvardsen forbereder, og saa staar De ved Gud herinde med Hebbel og dyrker min palme, det er udmerket, A-hahaha!

Jeg maa sige, det er udmerket! Goddag Hebbel, goddag kjære ven!

Aa, nu bliver man saa gammel, man bliver saa gammel, gjør man ikke?

Svar mig, kjære Edvardsen, De maa da have traadt Deres børnesko, er det en eller to mænd, som venter Dem hisset? Hun hører nemlig til de troskyldige, Edvardsen, som har sat sin lid til mændene; men de har da ogsaa forladt hende A-hahaha!

Vi bestaar ikke af andet her end enker og faderløse. For min udmerkede Helle, mit udvendige faktotum hun er saamen ogsaa enke, kanske ogsaa efter to mænd –

Naa ja, det kunde jo passe, især siden du ogsaa igrunden –

Snak, min tro Johannes, ikke andet end jeg merker, har du mig endnu. Jeg kan tydelig merke jeg har dig!

Naa! Javel ja! Naturligvis er du ædel, Lisinka – du disponerer penge med stor overlegenhed – et nydeligt træk af dig det. Men det er ikke som før, du har dog forladt mig Lisinka!

Er du nu atter der, du tro Johannes! Var vi ikke ferdige med dette for en evig tid siden du. Samme dag vi kom hjem her fra Italien, blev vi jo enige om den ting, ikke sandt? Og ikke mere idag end dengang kunde jeg holde ud at have dig gaaende her i huset som ægtemand! Du, med din italienske dovenskab, det vilde blive til at faa slagtilfælde af – og saa kunde du begynde forfra! A-haha, nej, det kan vi ikke indrømme!

Naa. Ser du, Lisinka! Hvilket menneske kan vel lægge en alen til sin vækst, endog han bekymrer sig meget derfor? Se til lillierne, de arbejde ikke, spinde ikke og nyder dog almindelig agtelse!

Og jeg har virkelig tænkt paa at begynde forfra, Lisinka. Jeg har tænkt at gifte mig. Jeg tror, det vilde være heldigt for mit arbejde!

Du er udmerket, Johannes! Gifte dig! Men ikke med mig altsaa! Dette begynder at interessere. Og dit arbejde? Dio, skal du begynde at arbejde ogsaa, familieforsørger, hvad? Du er vittig, Johannes, jo, du begynder at more mig.

Naa! Jeg vil sige dig, Lisinka. Du bør bedømme mig ud fra en bredere basis. Jeg er aldeles ikke saa doven. At jeg ikke gik og sled mig ud de aarene vi bode sammen dernede, det var da rimeligt. Vi nød livet, og ikke andet end jeg husker, blev der ikke tid til mere. Forresten en kunstner, du, naar han gaar dernede mellem alt det store, faair han saagud ikke lyst til at fuske i det heller!

Det vil sige saameget som at din ubestridelige dovenskab – for du bestrider den jo ikke – den er udtryk for en slags højere kunstsans! Hvem er nu den lykkelige, du vil glæde ved dine klassiske egenskaber?

Ja, det var det, jeg vilde sige dig Lisinka – – spørge om du havde noget imod det? Naa ja, det er Aino, ser du: vi er kommet til at holde af hinanden, jo for hun gjør det, hun holder af mig, naar bare ikke du stiller dig imod det?

Er det ikke svært saa gode affairer med det teglværket nu? Murstenen, den er jo dyr nu? Aktierne skal jo være løbet saa op? Og der forberedes store tomtesalg til havneanlægget … har jeg hørt? Noget som betaler sig det vel?

Min kjære Johannes, man bør ikke spørge for meget! Det er nødvendigt at stanse engang, siger Aristoteles, det skal være ham, som har opdaget det! – – Men det er aldeles rigtigt, som du siger, der er gode udsigter, og det kan trænges; det har ligget 41nede i mange aar, altsammen her. Men hvad mener du egentlig? Vil du laane nu igjen? Den husholdningen hos dig er dyr, du! Det koster at have saadan kunstsans! Du siger, aktierne er løbet op, havde jeg faat dig til at styre med dem, er jeg ræd du havde faat det hele til at løbe bort, min ven, for bestandig, A-hahaha!

Naa! Det teglværk, naa! Blev hun ikke medejer, Aino, ved den lille arven hun fik engang? Det var jo ikke stort dengang, men nu! – Merkelig hvor tiderne kan forandres, jeg har talt med folk, som forstaar det! – Naa, naar du nu bare ikke vilde stille dig imod det, jeg vilde jo tale med dig om det først – – og jeg vil naturligvis ikke gjøre de fordringer, som en anden mand kunde ville; jeg ved, hvad jeg skylder dig, Lisinka. Jeg vil lade alt gaa i sin vante gang, du ved, jeg er ikke forretningsmand – – naar vi bare fik anledning til at rejse nedover, du, til Italien for en tid –

og dyrke de højere interesser, det er udmerket a-haha, hør, ved du hvad, Johannes, jeg synes, du er en liden smule, jo jeg synes det, en liden smule sjofel! Hvad vilde du gjort, havde du været gift med mig?

Naa! Da havde jeg vel maattet lade det være!

Jeg foreslaar du gjør det nu ogsaa! For jeg undres om Aino tænker paa sligt; det er vist en ren indbildning af dig! Johannes, jeg er noksaa glad over, jeg ikke kom til at faa dig gaaende her i stuerne bestandig, du – for det kunde let have hændt!

At du har hadet ægtestanden er antagelig en fejl hos dig, Lisinka. Du har manglet moralske besreber.

Men du? Hvor de klæder dig, fromme Johannessjel! Ja, jeg tilstaar! Jeg er i den grad blottet for moralske begreber, at jeg anser ægteskabet, for den uheldigste institution, jeg kjender! For du evige Gud, hvor lidet der er igjen af folk, naar de har været gift nogle aar, – – jeg mener, hvordan de kan komme til at se ud, har du ikke lagt merke til det?

Jeg synes, du kunde holde dig til sagen, Lisinka!

Det gjør jeg! Jeg forsvarer mig! Jeg gik dernede i Florents og saa paa Jer andre! Og jeg havde nu foresat mig at leve for min fornøjelse jeg ogsaa, hvorfor skulde jeg ikke det? Men da kunde jeg jo ikke lade Brantos plage Livet af mig, vel? Havde det varet et halvt aar til, havde han gjort det længe forinden, fatter du det regnestykke, det er sammensat reguladetri a-hahaha! –

Det kunde nu ikke gaa – – jeg vilde more mig og saa var der en ung lovende kunstner, som vilde kaste sig i Arno for min skyld – det kunde jeg jo ikke have nogen glæde af, vel? – – –

Den gang var der mere liv i dig! Dio, hvor jeg var væk i dig dengang! Og du fik ogsaa alt som du vilde have det; det var for din skyld, jeg sendte barnet fra mig, min lille gut! Jeg har forresten angret paa det, jeg har nu angret paa det! Men lad mig bare ikke skylde paa dig, Johannes, det var mig selv, som gjorde det –

for hvad skulde jeg med et lidet barn, kan nogen sige, hvad vi skulde med et lidet barn, vi skulde jo more os! Ahaha! Nej, jeg vil aldeles ikke optræde som helgen, hvorfor skulde jeg det?

Du har altid været ædel, Lisinka –

Men ikke dydig! – og ikke fattig! for det havde været slemt! Men lad mig bare ikke skylde paa dig, for jeg vilde more mig, jeg vilde ikke lade mig plage af nogen! Og jeg er vis paa, han var kommet til at blive som sin far, han havde allerede det vilde sind! Og jeg havde nu bestemt mig til, at jeg vilde ikke lade mig plage. Ikke af dig heller! Det nytter ikke at nægte for det, Johannes, du har skuffet mig mere end nogengang Brantos! Ser du, jeg gik bestandig og vented du skulde indfri de store løfter, vi gik allesammen og vented paa den unge kunstner, der havde begyndt saa glimrende – – Imens gik du hen og lagde dig til denne sublime kunstsans, der gjorde det umuligt for dig at komme videre!

Det var kanske slemt for dig, vi havde saa mange penge at fare med, saa jeg kan kanske have det ogsaa at angre paa – ak ja! Til sagen, siger du! Ikke andet end jeg ved, syntes du selv, det var hyggeligt saadan som vi havde arrangeret os. Livets goder deler vi jo fremdeles! – – –

Naa – det er sandt, du vil gifte dig, Johannes! Hvad skal I leve af, børn? Naa, det er sandt, du skal begynde at arbejde! A la bonheur, hvis du bare vil, skal jeg tilgive dig alt muligt og laane dig, hvad du bare vil have, min Ven!

Det behøves jo slet ikke! Jeg synes, du er saa 45utækkelig, Lisinka! Naturligvis har vi tænkt at leve af teglværket!

Hvem har tænkt at leve af det?

Aino og jeg!

Det er udmerket! Det samme paa en anden maade, som det heder. For det har du levet af nu, min ven, i temmelig lang tid. – – Men har du ikke taget fejl af Aino, for du har det jo ikke paa det rene endnu, vilde først tale med mig, det var pent af dig, Johannes! Men ser du, Aino ejer ikke sans for erotik og saadant, og hun har ingen interesser, ingen højere kunstsans, det er da sikkert, for hun er flittig nemlig – og trofast. Jeg tror aldrig hun tager væk herfra. Har hun nogen kundskab om – din fortid?

Jeg vilde da ikke saare hende med saadant! Herregud, det er det, jeg har villet bede dig om hele tiden, at du ikke skulde sige noget. Du ved selv, hvor hun er rent udenfor alle ting! Om jeg vilde sige noget til hende, forstaar hun det saagud ikke alligevel. hun er ikke spor af fordærvet!

Hvilken hensynsfuldhed! Hvilken selverkjendelse! Johannes, du er moden for aegteskabet, men bed ikke mig at lodse dig ind der. Saa er vi ferdig med det!

Lisinka, min fordums Donna Letsindica, er det nødvendigt at vente længer med middagen nu, du! Burde vi ikke snart drikke din skaal, kjære! Klokken er fem, du ved det er et historisk øjeblik, et helligt tal for os!

Ikke nu længer vel? Men du længes efter din gode mad, din udmerkede vin, det kan jeg forstaa. Men du faar undskylde; jeg venter til middag idag min brodersøn, Inge Lenner. Han er kommen fra Zürich med en udmerket eksamen. Han har allerede faat en god post i Tyskland, men nu bliver han hos mig en tid først og hviler ud.

Kommer han her? Nu syntes jeg vi havde det saa hyggeligt.

Synes du! Og jeg synes her er blevet saa daarlig luft herinde; aa sæt op nogle vinduer, puh!

Naa, saa de er jo aabne!

Velkommen skal den være, der kommer! –

Hun vilde ikke rigtig ind paa det teglverk – men ingen tvil om, at det er saa, vist er det saa!

Du skulde vidst det, hvor du er velkommen Inge, du skulde vidst det, hvor du er velkommen!

Det ved jeg nok, faster. Jeg har altid været velkommen her hos dig! Og nu skal det blive rent 48lifligt i al huslig ro en stund her paa det gamle Rolighed! Ved du, jeg kan godt huske, det var landet rundt omkring her og huset for sig selv inde i den store haven –

Aaja, gutten min, den tid var her unægtelig roligere!

Det var, mens du fløj ud saa langt over den store verden, faster. Du har havt nogle farlige vinger, bevares vel!

Ikke nu længer, gutten min, ikke nu længer, nu hører de ikke mer!

Se her, maa jeg ikke præsentere dig for husets gamle, tro ven, billedhugger Johannes Hebbel!

Saa – nu er vi her! Det er min brodersøn, forstkandidat Lenner, det er Fru Edvardsen!

49Og der er Aino. Aino, kjender du ikke Inge igjen?

En stund siden vi to saaes du! Dengang var du liden, og jeg endda mindre. Nu er du stor altsaa! Du, du ser saa stille ud? Er du blevet slig du? Du kan da vel huske, dengang vi var smaa! Da var vi saa fine venner, du bar mig paa armen!

Ja, du faar være velkommen da, gamle gut! Af Aino faar du ikke mange ordene, hun er saa stille, hun er blevet saa stille, synes du ikke? Men du faar være velkommen da, gutten min, du ved ikke for en god luft du har med dig! Der kommer ligesom et friskt, farende vejr med dig! Naa ja, Vorherre skal vide, det kunde trænges. A-hahaha!

Ja, du faar have tak for sist, da faster. For hver eneste gang du husked paa mig dernede! Far siger, du er saa ubegribelig, siger han, du finder udvej for alle mennesker, siger han.

Snak! Bare snak! – – Jeg maa ind efter mit lommetørklæde, saa skal vi øjeblikkelig spise!

Hvorfor staar du og ser ud som din egen mor? Om forladelse som en gammel enke, mente jeg! Jeg havde ikke tænkt mig, du var slig!

Det er sandt, du har siddet herhjemme, du, og havt det ødt! Men ikke nu længer, nu har du det vel bra? Aino, du har næsten ikke sagt et ord til mig. Hvad synes du om mig? Kan du danse baglængs polka, det øver jeg mig paa om dagen, kom skal vi prøve! Eller svar mig først for eksempel!

Det er som tante Lisinka siger. Der kommer frisk luft med dig, siger hun! Og saadan er det, – – det bruser af dig!

Mandfolk er umaadelig greje synes jeg! Dem kan man da faa aldeles did, man vil have dem!

Faster! Kan du danse baglængs polka? Det øver jeg mig paa om dagen, kom skal vi prøve! Og siden cykler vi; jeg har to cykler med, du kan laane den ene!

Er gutten gal? Hvad er det, som fejler dig du, jeg spørger hvad er det som fejler dig? A-hahaha! Det er blodet! Det er den unge vin!

Hvad er det, som er skrækkeligt, Edvardsen? Det er en ren indbildning, at noget er skrækkeligt, mine Venner! Selv det at dø skal ikke være saa slemt, som folk tror: naar blodet ikke aarker mere at udskille kulsyren, det skal føles saa overmaade behageligt, siger en tysk professor – – saa overraskende behageligt at ligge saadan hen i sin seng og dø! Det skal ikke en gang gjøre ondt at bli ædt op af et vildt dyr, og det skal være en ren nydelse at falde ned fra en højde og knuses! – Maa jeg saa spørge, hvad der er skrækkeligt, Edvardsen? Er det geléen, som ikke er stiv nok, a-hahaha!

Din taalmodighed skal lønnes, Hebbel! Og 52Inge skal have den ære idag at føre værtinden tilbords!

De skal nøjes med mig!