Francesco, hvorfor sender du bud efter mig saadan – – saa sent!
(trækker sig gysende sammen.)Jeg synes, her er saa uhyggeligt, det hvisker inde i mørket! … Nej, nej, ikke naar du er her, det var bare Helle, som skræmte mig! … Francesco, du er da vel ikke syg? At det skulde gaa saa med søndagen vor, du, hvordan er det med den manden, du var hos?
Det var min gamle plejefar! Nu er han død, men jeg talte med ham og fik besked om alting tilsist – fik vide, hvorfor han vilde have mig boende i det huset der lige for –
Men det vidste du jo før! Det var, for at vi kunde mødes, var det ikke?
(trækker ham ned ved siden af sig paa bænken.)Han siger, det var, for at min lange længsel skulde blive stillet. Det er den ogsaa! Jeg har set min mor!
Hvem, Francesco, hvem?
Spørg mig ikke?
(rejser sig.)Nu gaar jeg, nu endelig har jeg faat rejsemod! Forstaar du, denne gang er det alvor!
(knæler, bøjer sig ned over hendes haand.)Aino, kan du tilgive?
Francesco, hvordan er det, du ser ud? Du skjælver jo, og er hed! – – – aarerne svulmer i din pande, du er syg, du skal sige mig, at du er syg!?
Det kan godt hænde, der er lidt ivejen! Det er som blodet staar stille om hjertet, og i hjernen er der brand – om den kan slukkes, ved jeg ikke, men jeg har lyst til at skrige højt! Vær rolig, jeg gjør det jo ikke! For jeg har det ellers bra nu – – Vær stille, der er ingenting paafærde, du ser, hvor rolig jeg er. Jeg er kommet nærmere det, som skal komme bare!
(med et tungt smil.)Det er med mig som med en, der er kommet for nær et af de store, drivende hjul! Det har grebet fat i en flig af hans kappe og han er fortabt! … hvorledes vil du saa, at jeg skal undfly?
Francesco! Det er det vilde vejr, som gaar over os igjen! Lad det fare forbi!
(vemodig spøgende.)Hvad skal jeg jage det væk med? Mine hænder?
(stryger over ham.)149Eller med min stemme? Min mund? … Vi er nærmere det, som kommer, siger du! … Det er solen, snart kommer solen! … Francesco! Hvorfor lukker du ikke op for mig, jeg vil have min plads der inderst inde hos dig!
Du kan ikke!
(tager hendes haand, kjærtegner den.)Gjør nu ingen ophævelser, saa ordner tingene sig af sig selv! Jeg kom herhen for at se dig siste gang! Om en time gaar skibet, jeg rejser med!
(mildt.)Du forstaar nok, at denne gang er det alvor, ikke sandt?
Jeg hører ikke, hvad du siger Francesco! Jeg maa le af dig, for jeg hører ikke, hvad du siger! Du siger, du vil rejse med skibet, som gaar inat – – det er jo ikke sandt, for naar du bare er borte en liden stund, saa staar alting her og venter paa, at du skal komme igjen! Saa da kan du jo ikke rejse bort da vel? Du er træt, da kunde ikke sove, det var derfor du kom!
(Klynger sig ind til ham.)Jeg fik ikke vide, hvorfor du er oppe saadan midt paa natten – Kunde du ikke sove nu igjen?
Jo, jeg har sovet ogsaa. For da jeg kom hjem – efter dette … og havde faat ordnet mig, blev jeg saa træt, at jeg sov ind, saa tungt, som jeg tænker mig de kan sove, som ingenting har at vaagne op til! …
Jeg drømte ogsaa, syntes, jeg vandred omkring. Saa faldt min vej indom døden. Den stod ferdig til at fare ud. Jeg saa den for mig: sterk og skjøn, med sit dybe, stille blik. Hvor skal du hen, spurgte jeg: «Sjelene, som gaar under, skal jeg bære ind til hvilen!» Hvorfor gaar du da mig forbi, spurgte jeg den. Da smilte den til mig: «Jeg glemmer ingen! –»
Og jeg blev saa trøstefuld, at jeg vaagned.
Du drømte fejl! Den vej, vi gaar, den gaar ikke indom døden!
Den vej, jeg gaar, er en vej, som vandres alene!
Den er trang: – der er bare plads for en!
(gjør sig løs fra hende.)Kjære, undskyld, at jeg kom ind her nogengang … at jeg har et hjerte, som er saa forhærdet og koldt og elendigt! … Du faar undskylde mig alt! Naar jeg er væk, bliver det bedre!
Dit øje er ikke som før –
Jeg ser ingenting mer! Bare dig, som du staar og skinner mod mig i din hvide dragt! … det siste lysglimt! Snart ser jeg det ikke mer! Nu maa du gaa ind, er det ikke sent?
Det ved jeg ikke! Bare at jeg er her hos dig, ingenting ved jeg andet! Der kommer saadan underlig angest over mig, jeg ser efter dig, men kan ikke finde dig! Francesco, hvor er du, jeg vil ind til dig!
Vær vis paa, du kan ikke! Siden … vil du blive lykkelig, kjære!
Jo, jeg synes, du er en glemsom mand, som ikke kan huske, at mit hjerte og mit sind og alt mit blod, det er vendt til dig!
(sagte, indsmigrende.)Du siger, du vil rejse med skibet inat, det er jo ikke sandt! For du er jo for mig hele verden, ingenting er mere som før! – – Nu er Jorden mig 152hellig, nu som jeg ved, at du er her! … Alt det, som længes og lider, det elsker jeg, fordi jeg ved, at du har lidt! – Francesco, er det ind i mørket du vil, da vil jeg være der hos dig! Ved du ikke, at du elsker mig?
(bønfaldende.)Du elsker mig jo?
Du maa ikke tale saadan til mig! Jeg har glemt alt det! Du maa forstaa det tilsist!
Hvad vil du, jeg skal forstaa? At der skal komme en tid, da vi ikke mere kan være sammen? – – At dagene skal komme og gaa, uden at jeg ved, hvordan du har det? Kan du tænke dig det? Hvordan kan nogen tænke sig det?
Du maa tage virkeligheden, som den er og tage imod, hvad du kan faa! Jeg rejser om en time!
Hvor hen?
Et sted, hvor jeg er alene. Jeg kan ikke have nogen nær mig, ikke nogen, som bryr sig om mig!
Det kommer! Det sniger sig indover mig igjen, alt det tunge øde! – Nu slukkes lyset, nu som jeg ved, hvor det kan skinne! – – Aa, jeg vidste det kunde ikke vare, jeg vidste det! Francesco, hvorfor gaar du?
Jeg gjør det, som er det bedste for dig. Nogle kan blive lykkelige, du kan, – naar jeg er borte!
Jeg vidste jo, det kunde ikke vare! Du staar her ved min side, men du er alt gaat fra mig! Jeg hører dig fra det fjerne, og kan ikke naa dig! – Jeg kunde aldrig naa dig! Der staar noget tungt og skygger mellem os; … Jeg kan ikke redde dig ad fra det!
Vilde du redde mig fra mig selv? Det kan ingen!
(han tager hendes haand, stryger den kjærtegnende.)154Dig skylder jeg, at jeg var lykkelig et øjeblik! Det er meget! Nu skal du være glad over det, at du har givet mig saa meget! Jeg har hele tiden vidst, at det maatte forgaa som en drøm! Tilgiv, jeg havde ikke styrke til at vaagne før! –
At jeg var lidt for dig et øjeblik! Skal jeg være glad for det?
(fuld af angst.)Francesco, dersom du er lidt glad i mig, maa du ikke gaa!
Du ved ikke, hvad du ber om!
(for første gang smertelig heftig.)Aa lad mig være! Jeg kjender dine tanker over mig og dine øjne!
Bliv hos mig! Gud er god, han vil hjelpe os!
Ja. Gud er god, han vil gjøre dig lykkelig! –
(ler.)Men han har ogsaa givet mørkets magter vinger til at flagre omkring med! Og mig har han sendt et varsel, et lidet bud om, at nu bør jeg gaa! En 155kold haand er lagt paa min skulder; jeg faar den ikke væk!
(tager op sin hat, som ligger paa jorden.)Liden Aino, farvel!
Gaa ikke!
Nu ved jeg det, det er mig, som har været saa uforstandig, det er bare min skyld: Jeg har lagt saa meget i hvert ord, faat saa meget ud af alting, jeg skal ikke gjøre det mer! Det kan blive saadan, som det var før, vi behøver ikke at tale sammen, vi behøver ikke at kjende hinanden engang, jeg skal aldrig mere møde dig! Jo, det er sandt – bare du ikke vil gaa!
Vær rolig! Du sagde jo selv, at det kunde ikke vare, farvel!
Tak, fordi jeg fik se dig –, fordi du kom og jeg fik se dig!
Ja, ikke sandt? Jeg takker dig, Gud, at jeg fik se hende!
Jeg længes efter at fortabes, og gaa under med dig!
Det maa du ikke! Der er noget, du skal gjøre for mig! Du, som staar dig saa godt med Gud, du skal bede ham, at han aabner for mig sin mørke dør, at jeg kan gaa ind der i den dybe, sorte stilhed!
Francesco!
Og saa er der noget andet du skal gjøre for mig – Du har aldrig villet gjøre mig imod, vel? Og denne gang, den siste, lov at du vil gjøre, hvad jeg siger!
Du ved jeg vil gjøre det, … alt hvad du vil!
Det var jo det jeg tænkte! Saa har du lovet mig det!
Hvad er det?
Ikke noget slemt! Naar jeg er gaat, kommer Inge herned. Jeg har bedt ham om det! Da skal du gaa hen og give ham din haand! Det er ikke noget slemt, bare give ham haanden! Han er din ven, han vil tage vare paa dig!
Francesco! –
Gud signe dig!
Jeg fryser – jo, her blev saa koldt!
Farvel!
Farvel!
(hans stemme lyder ukjendelig.)Han gaar hen et sted og dør! … Og jeg fik aldrig gjort ham noget godt! Han kommer ikke mere! Gud, lad mig ogsaa faa lov til at dø!!
(falder hen i graad.)Aino, jeg kommer ned til dig!
(Et øieblik efter kommer han.)For jeg fik aldrig gjort ham noget godt!
Aino, det er ikke bra for dig at være her nede! Er det ikke uhyggeligt, synes du at være her alene?
Jo, for her er saa stille! – – Inge, her bliver saa fuldt af blod!
Jeg vidste det hele tiden, han sagde det selv, – at der var noget, han ikke kunde komme forbi! Men jeg vilde ikke tro det, jeg kunde ikke!!
(hulker stille.)Og nu er han gaat!
Og nu er han gaat!
Du maa glemme det, Aino! Han gjorde dig bare ondt!
Bare godt!
(ser en stund fremfor sig, slaar hænderne sammen over sit ho’de kaster sig ned.)Aino, du maa glemme det! Du har været ude i for haardt et veir, husker du den gamle visen vor:
Hvasse vind, tjørnen stind har dig saaret,
de har revet din kaabe itu – –
De har revet min kaabe itu!
(heftig, rejser sig.)Du skal gaa Inge, jeg vil være alene her!
Men der er bud efter dig fra livet, det som du elsker! – Det kalder dig ind fra de vildsomme veie! … Skulde det ikke være godt for dig nu at komme i hus? End om der var et hjem, som vented paa at blive bygget op af dig? Aino, husker du, hvad der staar i den gamle visen:
For din fod, ved hvert fjed vil jeg sprede
hver en blomst, hvert et duftende blad.
Hver en fugl fra sit skjul vil jeg kalde,
de skal kvæde og kvidre dig glad!
161De vil blomstre i ly
de vil svæve i sky,
de vil faa al din angest til at fly!
Det er italienerne bare! De reiser med skibet, som gaar inat!
Nei, det er mørket, – det kommer! Jeg vil ind der og dø! Inge, sig ikke noget til mig, jeg er saa træt! Nu kommer det, det kommer over mig!
(kaster sig ned og gjemmer for sit ansigt.) (Musikken lyder sterkere, idet den kommer nærmere. Den drager forbi.)Det er bare italienerne, Aino! De reiser med skibet, som gaar nu!
Skibet, som gaar om en time! Det som gaar der hen, hvor der ingenting er, ingen lyd af et menneske, 162som elsker en! – – Jeg vil med, jeg vil hen der! Jeg vil ind i mørket og dø!
(bønfaldende.)Inge, hjelp mig at komme derhen!
Mørket kan ikke bruge dig, Aino, du lever!
Lever? Jeg!
(kjæmper for at fatte sig, samler sig med anstrængelse sammen, stryger haaret, som er faldt helt ned om hende, tilbage.) (Ligesom opvaagnende, smertefuldt.)Nei, nei ikke saa! Det er nok ikke saa, jeg har lovet det – ikke saadan jeg loved det!
(synker igjen ned paa bænken.)Hvorfor kan her ikke være mørkt?
Kom herhen og se! Snart kommer solen! Den kommer med en ny dag til os!
En ny jordens dag! Saa mødefuld at glæden slukkes deraf! – – – Inge, kan du høre det? Merker du bruset fra den store sorgens sjø? Er det sandt, jeg ikke kan høre nogen le?
(I smerte. Strækker armene over sit hode.) (Kjæmper for at samle sine Tanker, taler langsomt, famlende.)Ind til den tunge dag alligevel? Lide med de andre som gaar der – – stride?
Aino, nu vil vi se paa solen!
(Tager hendes haand og fører hende op mod havegjerdet, hvor der er udsigt over den østlige pragtfulde himmel.)Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Skuespillet Aino ble utgitt i 1900 og oppført på Nationaltheatret året etter.
Hovedpersonen Aino lever et stille liv i huset til sin pleiemor, frøken Lisinka Lenner. Hun drømmer om et mer innholdsrikt liv, og når to menn dukker opp i livet hennes, den livsglade Inge Lenner og den deprimerte og ensomme Francesco Andersen, må hun velge retning.
Se faksimiler av førstetrykket, 1900 (nb.no).
Alvilde Prydz er i dag et ganske ukjent forfatternavn, men hun etterlot seg en stor litterær produksjon: først og fremst romaner, men også skuespill, noveller, dikt og essays.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
