Det var tidlig om Morgenen; Mor Kristiansen stod i Natkappe, lyserød Nattrøie, Underskjørt og med bare Ben henne ved Vinduet, havde tørket bort en Del af Duggen paa Ruden over Halvgardinet og saa op mod Himlen.
99Et eneste fladt, jævnt, graat Skylag høit oppe laa over den, men et Sted var en lidt lysere Flæk, og fra den gik der et Par hvidblaa Sprækker ut. Hun tørked mere paa Ruden og saa til de andre Siderne, saa langt hun kunde. – Aajo da – det klarned nok udover Dagen. – Med en Gang labbede hun fort over Gulvet hen i Krogen ved Ovnen, tog noen Fliser, som laa oppaa øverste Etage af Ovnen, en Papirtut med Fyrstikker paa Kommoden, brak Fliserne over og tændte paa dem, hukede sig ned og la’ den sprakende Flisebundten, 100som hun bredte ud som en Vifte, forsigtig ind og endda mere forsigtig Vedstykker ovenpaa – et efter et. Det knitrede og smaldt. Hun tog den sodede Kaffekjedlen paa Ovnen, stak Benene i et Par nedtraadte Tøfler, var fort ude og slog ut Gruden i Søplehougen derute, hadde Vand paa med det samme ved Posten midt i Gaarden – uf, det var kalt! – og skyndte sig ind igjen.
Albertine sov lige godt, hun, og Mor Kristiansen satte paa Kjedlen. Jo, det brændte da endda, og hun la’ paa et Par Vedstykker til.
Hun gik hen til Bordet og tog Flagget, som var fædigsydd, og holdt det ut fra sig og saa paa det, – jo Flagget var pent det, det var sikkert – med Unionsmærke og altingen, hun lagde det forsigtigt ned igjen. Naa var det bare at sy det paa Stangen – det kunde gjerne hun gjøre ossaa det forresten, siden Tina hadde gjort det andre. Bare hun kunde faa Tina med ut – ellers fik jo ikke Tina noe Morro og fik ikke se Edvard ute igjen paa 17de Mai. Hun kunde ikke skjønne, hvad Albertine var saa lei sig sjæl for. – Hun skulde da vel aldrig? – Nei, da hadde hu’ vært anderledes. Hadde hu’ vært slig som Oline, saa hadde hu’ nok vidst, hvad det var, men det 101kunde da umulig være noe galt paafærde med Tina – skjønt hun bar sig naa, som Oline, da hun var med Barn.
Albertine laa og sov dybt; det mørke Haaret laa udover Pudevaaret til alle Kanter, og den blege Kinden var halvt begravet ned i det. Ja, det var vel paa Tide at vække hende nu. Mor Kristiansen gik over Gulvet hen til Sengen og strakte ut Haanden mod den bare, runde, hvide Skuldren med enkelte mørkebrune Haartafser over som fine Kniplinger, men hun stansede og blev staaende en Stund bøiet over hende. Hun hadde nok vært vaagen og graadt i Nat igjen, saa det ud til. Hun bøiede sig dybere og saa nøie paa hende – paa Øielaagene og deromkring, paa Tindingerne og Trækkene omkring Mundvigen og løftet forsigtig paa den grove Særken og saa paa det ene Brystet, som laa der og løftet sig rolig og rundt i Aandedragene.
Nei, der var ingenting at se, der var nok ingen Fare – hvem kunde naa falde paa sligt med Tina ossaa? Men – kanskje hun netop var sovnet – saa fik hun vel la’ hende sove en liden Stund endda. Hun gik igjen forsigtig over Gulvet hen til Vinduet, tørkede af Ruden, som var dugget til paanyt, og saa op til alle Kanter. Jo da – det 102vilde klarne op utover Dagen – det var vist og sikkert – men aassen gik det med Kaffekjedlen hendes naa, mon? Hun gav sig til at stelle borte ved Ovnen.
Albertine var tilsidst vaagnet, hadde kastet paa sig et Skjørt og et Liv, og nu sad de med hver sin Spølkom Kaffe ved Bordet og med 3–4 Beter brunt kogt Sukker ved Siden af. Kaffekjedlen stod med et Vedtræ under sig bag, saa den hældte fremover, og den blaa Dampen steg op af Tuten.
«Du faar da væra med idag, Albertine – det er ikke hver Dag, det er 17de Mai – det er bare en Gang om Aaret det», sa’ Mor Kristiansen og stak den brune Sukkerbeten i sin tandløse Mund og suged og slurped i sig en svær Mundfuld Kaffe af Skaalen, som hun balancerte paa fire Fingre, smasked bagefter paa Sukkerbeten og tog en ny.
«Nei – jeg vil ikke.»
«Det blir nok Morro, naar du kommer ut, skal du faa se – og det er da rart aa se al den Stasen.»
Albertine saa paa Mor Kristiansen. Hvad var det, som kunde gaa af Gamla, Gamla, som ikke hadde vært ute af Døren længer end til Kjøbmand Jakobsen paa mange Aar og engang imellem nere hos Oline – og hu’ hadde snakket mere 103paa disse Daene end paa mange Maaneder tilsammen – og graate hadde hun rent holdt op med –.
«Nei – ossaa har jeg jo ikke noe at ha’ paa mig – hadde jeg skullet ut, saa hadde jeg da maattet sydd Vaarkaapen min – men naa – nei, jeg kan bli’ hjemme og sy jeg.»
«Ser du, se bare – aa pent Veir det blir – kan du ikke gaa bar da – det blir saa varmt i Dag saa.»
«Nei, du er god du, Gamla – tror du, det gaar an aa gaa bar om Vaaren – akkurat som det var midt paa Sommeren? Om Vaaren maa ‘en ialfald ha’ en Kufte paa sig eller ‘en maa bære den paa Armen – det er svært simpelt at gaa bar, selv om det er midt paa Sommeren; – du ser aldrig noen fine, som gjør det. Men det er vel bedst, jeg syr Flagget paa Stangen, før Edvard kommer, for ellers blir ‘en vel saa rent utaalmodig da, har jeg tænkt.»
«Ja, ja – det er vel kanskje bedst det, ja – men skal du ikke ha’ lidt mere Kaffi da?»
«Nei!»
«Saa faar jeg vel til at fiffe mig op, jeg da – som skal ut paa 17de Mai-Leven paa mine gamle Daer –»
Mor Kristiansen stod færdigpyntet. Paa Hodet 104havde hun et graat Tørklæ, de tynde, graa, korte Haarene var kjæmmet med Vand glat til Siden fra den brede Skillen. Sit gamle Skjørt havde hun paa og det nye Kjolelivet, som Albertine havde sydd, og derover det gamle franske Sjalet med røe Blomster paa hvid Bund og grønne Fryndser. Hun hadde tat det frem fra det inderste af den nederste Kommodeskuffe, hvor det hadde ligget pent sammenlagt i Papir, helt siden hun fulgte Oline op paa Stationen til Fuldmægtigen. Edvard var kommet og stod utaalmodig efter at komme afgaarde med Flagget i Haanden.
«Det er da orntlig Union», sa’ han, «vi Sjømænner vil ikke vite af noe Fanteri.»
Albertine stod i Underskjørt med bare Armer og udslaat, uredt Haar og stelte paa Mor Kristiansens Pynt hist og her.
«Ja – ja, du faar passe godt paa Huset – du da, Tina, og sætte paa Maden –»
»Ja – det skal jeg – Adjø da!»
Hun stod ved Vinduet og kikked over Halvgardinet, da de gik forbi i Solskinnet; Mor Kristiansen smilte og nikked ind til hende, og Edvard nikked og svingede med Flagget – Nei! – – Hun bankede paa Ruden.
«Ja, vil Dere vente litegran, saa kommer jeg 105med. Jeg kan gjerne gaa bar ossaa – for den Sagens Skyld – det kan være akkurat det samme – men kom ind og vent saalænge da. Hat har jeg jo – saa blir det da ikke rent Fabrikjente heller.»
En halv Time efter gik de indover sammen. I Brogaden var det fuldt af Folk, som strømmed ind mod Byen.
«Skal vi gaa indom Oline?» spurgte Mor Kristiansen.
«Ja værsgo – men saa gaar ikke jeg med.»
Solen skinte. De gule Sporvognene ramlede utover og indover Brogaden med smaa brogede Flag fæstet foran og bag paa Taget. De, som gik indover, var fulde af pyntede Folk. Folkene paa Gaden var ogsaa pyntede – Mandfolkene i sorte Klær og Konerne i brungule franske Sjaler, Smaapigerne i hvide Strømper og Mamelukker og Gutterne med Flag. Endel Smaapiger havde ossaa Flag – og med allesammen bar det indover mod Storgaden. Fra Smalgangen og op fra Elvegaden og Rødfyldgaden og fra Portene kom de ud i Brogaden der foran dem, og levende Smaaflag hoppede bortover hist og her overalt ligesom i forskjellige Aldere, store og smaa, 106akkurat som Flag, som var Barn naa, men ogsaa engang skulde bli store og voxne.
De gik over Broen. Paa Lilletorvet sat Kagekonerne i en Række med Flag paa sine Kageborde og hadde ossaa Flag at sælge og var omringet af Smaagutter med Smaaflag og tjente gode Penger, mens Forældrene vented. Foran, for Enden af Gaden, laa Tugthuset, og der bortover var der tykt med Folk og Flag. – Med en Gang blev der en Mængde Flag efter hverandre.
«Det er en Skole,» sa’ Edvard. Ja, det var en stor Skole, en lang, lang Række af Flag og allerforrest en Fane.
Mor Kristiansen, Tina og Edvard dreiede rundt Hjørnet af Storgaden og gik bortover mod Ankertorvet. Den violette Fanen med Guldfigur og Guldbogstaver paa vifted hid og did foran dem bortover Gaden, og ute i Gaden marcherte de alvorlige Gutter og Flag – og naar de saa sig tilbage, rak det helt hen til Løveapotheket. Saa kom en ny Fane svingendes ind i Gaden med Musik, og da den første Skolen hørte det, saa spilte den op «Sønner af Norge», og Edvard begyndte at marchere i Takt.
De var kommet til Gasværket, og det bar ind i den lille Stumpen af Hausmansgaden; Kirken 107laa foran dem; Klokken var alt 10 Minutter paa 9.
«Hurra–a–a–h!»
De svingede ind paa Ankertorvet og Kristiansens med i Takt.
Hurra–a–a–h! svarte det udover Pladsen. Den var allerede fuld. Fontainen midt paa voxte op af bare Flag. Rødt, blaat og hvidt – rødt, blaat og hvidt overalt – og rødt, blaat og hvidt kom det i lang, tætpakket, broget spillende Række over Ankerbroen – «Hurra–a–h!» Den Pladsen, som ikke Gutterne stod paa, var optat af voxne og af Forældre, som holdt sig der, hvor Gutterne deres var.
En ny Skole svinged ind fra Torvegaden med «Ja, vi elsker dette Landet».
«Mor, la’ vors komme hen der, hvor Skoleskibet staar da.»
«Ja, aa vil du der da?»
«Jeg vil bare bort at se paa dem, det er da altid Morro, naar jeg har vært Elev sjæl – ossaa vil jeg se, hvem det er, som bærer Fanen; jeg undres, om det ikke er han Fredrik Grepa – for han var den stærkeste. Nei, se paa den pene Fanen, som kommer der, det maa være en fin Skole det – dom snakker om han Albert – men 108det er ikkenoe det – han? Aa langtifra, han er jo rent raatten, han, imod han Fredrik – ser du dem ingenstand da, Mor? Nøit dig, før dem gaar.»
«Nei», sa’ Mor Kristiansen og hæved sig paa Tæerne, men der var bare Floshatter og Parasoller og Flag, som stængte Udsigten strax.
«Kjære, kan du ikke finde dem da? Dem har endda et svært norst Flag; det er det, dem har, det kan da vel ikke være noe vanskeligt at se det vel?» Og han forsøgte at finde et Kighul under Armene paa de foran.
«Hurra–a–a–a–a–a–a–a–h!»
«La’ vors gaa længer frem da, Mor, for Skoleskibet skal staa først – dem gaar altid først, akkerat som Sømændene i det store Toget, for Sømandsstanden er vor første Stand, vet du vel.»
Mor Kristiansen trykte lempelig en Mand til Side, som stod foran hende, og drog Edvard efter. Albertine kom saavidt ossaa med.
«Omforlaels.»
«Nei, Dere maa ikke klemme Dere frem slig – det gaar slettes ikke an», sa’ Albertine og holdt Edvard igjen i Skuldren – «det gaar slettes ikke an –.» Men Mor Kristiansen seg videre. «Omforlaels Di.»
«Her er det, her er det», sa Edvard, da han 109saa noen blaa Uldtrøier og hvide Buxer og Skotterluer med Guldbogstaver paa, «men vi maa lidt længere frem endda. – Ja, det er han Fredrik, som bærer Fanen – var det ikke det, jeg sa? Ja, han er grepa stærk han, det er sikkert.»
Edvard klemte sig lidt ind i et Geled.
«Aa er det, du vil her du da, Landkrabben», sa’ en liten firskaaren Gut med Opnæse og Skotteluen, hvorpaa stod «Skoleskibet Kristiania» i Guldbogstaver, svært paa Snei. «Landkrabber har vi ikke noe Brug for her», og han puffed til Edvard, som rettede sig op indi sine altfor store Klæer. – «Landkrabbe? Kaller du? Jeg er ikke noen Landkrabbe for dig.» Men han fik et Puf til.
Mor Kristiansen drog i ham. Albertine bad ham komme.
«Puffer du ossaa? Det er bedst, du passer dig, ellers skal jeg gi’ dig en paa Tosken, saa du skal svælje Blod og Tænder som Vasvilling i 14 Daer etter», svarte Edvard og satte op en liden gjennemsigtig Næve med et blaat Anker paa.
«Nei, jamen mener jeg ikke, det er han Edvard Letvindten da!» ropte det et Sted inde i Geledet. «Neimen om jeg hadde kjendt dig igjen – jeg trudde du var dau alt, jeg –»
«Er du bra igjen naa da?»
110«Har du hat Tæringen?»
«Dom sa’, du ikke kunde bli’ bra igjen.»
«Kom og vær med her da vel, Letvindten!»
Mor Kristiansen maatte slippe Taget; han stod smilende med sit Flag midt inde i Rækken.
Hvor de andre var brune ved Siden af ham!
Hurra–a–a–a–a–a–ah!
«Naa gaar de – naa gaar de – bare han taaler det –.»
Musiken, som stod foran Skoleskibets Fane, spilte op «Ja vi elsker» og marcherte ind i Torvegaden.
«Langsomt i Têten, langsomt i Têten!»
»Hurra–a–ah!» «Bare han taaler det.»
«Aa Herregud aa vakkert! –»
«Aa nei, se alle Barna da! –»
«Aa nei, aa nei, saa vakkert!» –
Koner og Madamer gik paa Fortouget; noen var kløvet op paa Trapperne og noen stod inde og stak Hoderne ut af Vinduerne.
»Hurra–a–a–a–a–a–ha–ah!»
Hurraerne arbeidede sig hurtig fremover Torvegaden og randt tilbage til Ankertorvet, hvor de fleste endnu stod.
«Ser du ‘en naa, ser du ‘en naa, Tina?»
«Ja da – jeg ser ‘en –»
111«Aahenne – aahenne? – ja der ja – Gud, aa blek han er mot de andre og liten – Herregud naa smiler ‘en, naa roper ‘en Hurra – jo da, han maa bli bra igjen – uf, det er da fælt saan Trængsel da! Aa trur du det er, det bær hen, Tina?»
«Ja – jeg ved ikke jeg, Mor?»
Det blev trangere og trangere med Folk, som fulgte med, og som blev staaende og se, og som de maatte klemme sig igjennem, og Mor Kristiansen havde vondt for at følge med. I Theatergaden blev han borte for hende.
«Aa er ‘en henne naa? Aa er ‘en henne naa, Tina? – Fly fremover, saa skal jeg se bakom – kanskje han er gaat ut – kanskje han ikke aarked mere.»
«Aa nei da, Mor da! – Vi faar da se efter ‘en der, hvor han var før; dem er lidt fremmenfor os naa – han gaar nok der.»
«Hurra–a–a–a–a–a–a–!»
«Nei, aa søte de Barna er da! – Aa Herregud, aa Herregud,» lød det ved Siden af og «Nei, aa deilig Veir da – det var da rigtig godt, at det blev saant vakkert Veir – ikke sandt?»
«Jo.»
112«For det hadde vært svært kjedeligt, om det hadde regnet idag.»
«Ja – Regn er saa kjedelig saa.»
«–a–a–a–ah!»
«Nei, Goddag, Goddag, er Dere ossaa ute at gaa paa 17de Mai – da – det er deilig Veir –»
«Ja, det er det rigtig ossaa – det.»
«Jo, jeg maatte da ut og se paa Guttetoget lel – ossaa var det saa pent Veir saa.»
«Du Tina?»
«Ja.»
«Aa er det for noe, dem speller naa?»
«Det er «Norges bedste».»
«Aa – naa – ser du ‘en Edvard naa –?»
«Ja da, Mor!»
«Aa er ‘en henne?»
«Han er her lidte granne bakenfor, der som han har vært hele Tiden.»
«Aa der, naa!»
«Se der er en, som er orntlig fuld.»
«Det var tidlig paa Daen.»
«Det er en Student – der er én tel.»
«Tænke sig – bedre Mands Barn –»
«Aa pyt san – det er syttende Mai.»
Edvard marcherte fast mellem de andre med Flagget sit – Øinene straaled – Kinderne var røe.
113«Ser du – ser du, Tina – han ser alt mye bedre ut naa – han blir nok bra, bare Varmen kommer i Veiret.»
De snakked og lo uafbrudt rundt omkring. «Aa nei – aa nei – se paa alle Barna da!» – «Aa nei, aa vakkert dette er da, Di!» – «Aa er dette for en Skole da, Di?» – «Aa nei, aa længe det er, siden jeg har set Dere da, Di!» – »Det var bra, det blei saa pent Veir, Di.» – «Ser du ‘en naa, Tina – ja der er ‘en.»
«Hurra–a–a–a–a–a–a–ah!»
«Herregud, han roper med, saa godt han kan han, Stakkar. – Nei se paa den fine Hatten, som gaar der foran dei, du Tina, – Jeg mener, det er ægte Fjær, jeg.»
«Ja vist er det ægte.»
«Det er da fælt, saa dem spjaaker sig ut ossaa naa da.»
«Der er en fin Dame det, Mor!»
«Aa er det det naa – aa er det, vi skal hen naa da, Tina? – Jeg mener det bær op i Parken, jeg –.»
«Ja vi skal rundt Slottet; deroppe blir det naa lidt bedre Plads, har jeg tænkt.»
«Hurra–ah–for Kongen i da–Hurra–a–ah – for Kal – Johan – Hurra–a–ah!»
114«Naa trur jeg, dom speller «Sønner af Norge» igjen», sa’ Albertine og saa udover. Jamen var det deiligt Veir, ja det var sikkert det – og saa vakker som Byen var idag! Hun trodde ikke hun hadde set det saa vakkert – med alle Flaggene og alle de smaa lysegrønne Blaer paa Træerne og Kal Johan – ret nedover med mange Flag oppe paa Husene og mange, som stod ret ut, og ganske svart af Folk – og Akershus – og Fjorden. Jamen var det deiligt, hu’ var kommet med lel – endda det var naa fælt leit med den gamle, fæle Vinterkjolen hendes, som hu’ skulde gaa bar i, ossaa alle de andre, som hadde saanne nye Vaarkaaper – hun var ligesom et rent Udskud hun, men det fik naa være det samme – 17de Mai var en Dag for sig sjæl. – Hurra! – hadde hun nær ropt ut i Luften.
Det hadde nu vært idiotisk domt af hende ossaa det da – at hun ikke hadde sydd den Vaarkaapen. Men hun hadde jo trod, hun aldrig skulde faa Morro af at gaa ut mere – Gud, aa dom hun var! – 17de Mai, Hurrah!
«Hurra–a–ah!» – gik det bagover hele Toget og videre bagover rundt Slottet og kom frem paa den andre Siden, hvor de strømmede opover, og 115da begyndte de første paanyt igjen – og saaledes gik det uafladelig – – – – – – –
«Aa er ‘en henne naa, aa er ‘en henne naa?» ropte Mor Kristiansen i Klemme i Trængslen ved Posthushjørnet. – «Aa Gud bære mig!»
«Ja – vi skal finde’n strax – la mig sætte Tørklæe lidt likere paa Hodet dit bare.»
Medens de førtes videre af Trykket rundt Hjørnet, fik Albertine rettet paa Tørklæe og puttet ind nogle tynde, graa Haartjafser, som havde revet sig løs.
«Du er saa svet ossaa saa, Mor – kom, ska’ jeg tørke af dig.»
«Jeg tror, han er etter os naa –.»
«Aa – ja, vi finder ‘en nok, har jeg tænkt.»
De var kommet ned paa Fæstningen.
«Se, der er Fanen til Skoleskibet, ser du – Flagget lige under Talestolen, la vors se til at komme dit, for der staar ‘en jo.» – «Ja la’ vors det – la’ vors det.»
«Aa omforlaels, Di.»
«Ser du ‘en naa?»
«Ja – da – her er ‘en.» – «Ja – der er ‘en jo. Saa ja – ja faar jeg laane Lommetørklæ’ dit da, Tina, aa tørke a’ mig Svetten med. Huf, det er da fælt saa varmt ossaa – Sola skinner 116alt temmelig bra, hu!» «Ja – men det er da deiligt – det er deiligt Veir idag lel.» – «Ja – det er deiligt – ja, det er det rigtig. – Se, aa bra’ Edvard ser ut, ja det var det, jeg sa’, jeg – naar bare Varmen kom i Veiret, sa’ jeg – der –.»
«Hurra–a–a–ah!» Fanfare.
«Se der er han, som skal holde Talen. Gud, aa fin! – hvidt Slips aa hvite Hansker – det er vel en orntlig Student,» sa’ Mor Kristiansen.
Fanfare, Studenten tog Duskeluen af, Solen skinte paa hans ungdommelige Hode. Bagom var den blaa Luft.
Endelig blev der Stilhed. Han begyndte.
«Gutter! I har jo alle med Stolthed og Begeistring læst vor gamle Kongesaga. Harald Haarfager, Olaf Trygvason, Sverre og Haakon har spredt Glans over vort Lands Historie og værget om gamle Norges Frihed.
Og Norge var æret og frygtet, men fordi Bror vendte Sværdet mod Bror og Norge blev plettet af sine egne Børns Blod, ramtes vort Land af den største Ulykke, det misted sin Frihed, og i firehundrede lange Aar maatte vore Fædre lyde en fremmed Magts Bud.
Det var Norges Nat, men Gudskelov, en ny Dag oprandt. I 1814 reiste Norge sig efter den 117lange Nat – og det med slig Kraft, at alle Baand og Lænker brast og det stod der stærkt og frit. Og med vore Oldeforældre begynder en ny og herlig Saga for Norge. Den 17de Mai 1814 er Sagaens første Mærkedag, og vor Far og Bedstefar har føiet flere til. Og naar du nu idag staar her og jubler dit Hurra – da lover du med det samme, at ogsaa du, naar du blir Mand, vil værge om vort gamle, kjære Norges Frihed og Ære.
Og Flagget, som du svinger i din Haand, er Frihedstegnet. Den Dag, du mister det, mister Norge sin Frihed.
Saa hold det da fast, at Norge ikke maa miste sit dyreste Eie, men staa frit og fast som sine egne Fjeld! Leve Norge!»
«Hurra–Hurra–a–h! Hurra, Hurra–a–a –a–a–a–a–a–a–h!» Fanfare.
«Ja – naa kan du gjerne flire naa, men ikke under Talen, skjønner du vel –» sa’ Mor Kristiansen – hun lo selv.
Enkelte Hurraer hist og her udover Pladsen.
«Aa pyt san, det gjorde ikke noe, det er 17de Mai idag, har jeg tænkt.»
De voxne og Smaapigerne brød ind imellem Flaggene – de brogede Flækkerne saaes ikke 118længer i lange Slangebugtninger, men blev saad udover det hele.
«Naa faar vi se til at faa fat i han Edvard. – Nei, vent lidt, der er en tel.»
En ældre Mand tog af sig en blank Floshat oppe paa Talerstolen – han var skaldet – og bevægede Læberne og slog ud med Haanden og gabte svært tilslut og reiste sig paa Tæerne og rakte Floshatten mot Himlen – Hurra–a–h! Fanfare.
«Aa var det, han sa’ for noe?» spurgte Mor Kristiansen. «Aa var det for –?» «Det var for Hendrik Wergeland. Jeg hørte han sa’ tilslut – «længe leve Hendrik Wergelands Minde!» sa’ en ved Siden af. – «Neimen naa faar vi passe paa, at ‘n Edvard ikke blir borte for vors igjen», sa’ Albertine.
«Der er ‘n.»
Der var blit større og større Aabninger i Mængden; den blev staaende igjen hist og her i Pytter med røe og blaa Flækker paa.
«Ja, ja, det var den Morroa – det var en nydelig Tale, – ja, naa faar vi vel rusle hjem igjen naa da.»
«Neidda Mor – vi gaar ikke hjem med det samre, Mor,» sa’ Edvard – hans Øine tindrede, 119og han var stærkt rød i Kinderne – jeg skal ta’ i et Glas Øl jeg, om Dere vil, det er jo 17de Mai, eller kanske Dere vil heller ha’ Brus?» – Han stak Næven i den høire Lommen.
De lo, men – jo, de sa’ tak, og de vilde helst ha’ Øl – det skulde være svært bra’ aa faa sig et Glas Øl. Albertine syntes, at de burde gaa op i Pavillonen, for der var det finest og penest, og der var Morro at sidde og se paa Folk – og hun syntes, at de burde ta’ Kirkegaden og Kal Johan.
Men gid – bare hun hadde havt den nye Vaarkaapen sin, hvor idiotisk dumt, at hun ikke hadde gjort færdig den, hu’ vidste jo aldeles, aassen den skulde være – bare fordi hu’ hadde vært lei sig sjæl – ja naa kunde hu’ ha’ det saa godt naa, det var rigtig tilpas til hende ossaa, naa kunde hu’ gaa i den gamle graa Vinterkjolen sin naa – uden Løitnant og Plissé eller noenting – og alle de andre da, som hadde fiffet sig op med nyt til 17de Mai – bare ikke hun, aa – ja – det fik være det samme, hu’ fik faa Lov til at morre sig paa 17de Mai lel, og hun skulde love, at hun skulde bli fin til Pinsen, ja da skulde hu’ da ialfald ha’ færdig en, som var orntlig pen. Der var Ingebret. Gud – der sat jo Helgesen og Smith jo – og drak. – De begynder 120nok tidlig – aa ja, det er jo 17de Mai. – Naa hadde de vel holdt op at hilse paa hende, forhaabentlig. – Hun skulde ialfald ikke hilse igjen. – Nei – jamen! Hun bøiede Hodet og hilste igjen. – Aa gid – bare hun hadde hat den nye Vaarkaapen sin! – Ja – ja – de skulde faa se – til Pinsen. Naa hadde nok Helgesen faat splinternye Buxer igjen – de var brune stribede, saavidt hun havde kunnet se i Farten.
Ja – det var virkelig sandt det. som Jossa sa’, at de hadde pene Klæer – især Helgesen – det var vist den fineste Herren i Byen. Det var godt, ikke Gamla saa, at hun hilste, det havde vel blit slig Graving og Spøring.
«Du, Mor – Læreren lovte mig, at jeg skulde faa Plads paa Skoleskibet igjen til Hosten, for jeg sa’, at da var jeg bra igjen», sa’ Edvard.
«Ja – du er vist mye bedre idag, Gutten min – ja, det er det, som er bedre end al Doktorering, naar atte Varmen kommer i Veiret.»
«Pyt san, ja jeg er mye bedre – jeg skrek Hurra mye høiere end de andre, det sa’ dem sjæl.»
«Ja – jeg hørte det, du gjorde det, Gutten min.»
«Ja – jeg gjorde det.»
«Du Mor – det var to Gutter af Borgerskolen, 121som skulde ha’ Juling baketter af Fredrik – han lovte dem det, for det dem gik med rent Flag – han kunde ikke idag, for det han bar Fanen, men han lovte dem til næste Gang, han traf dem, aa Gud, aa dem faar! Synes du ikke, dem har indelig godt af det?»
Jo, Mor Kristiansen syntes ogsaa det.
De var kommet op paa Bakken ved Bergwitz, Slottet laa foran dem paa den andre Bakken ligeoverfor. Fra alle Husene hang der Flag.
«Er du træt naa, Edvard? Jeg synes, du drar dig saa – det er jo rimeligt ossaa, du, som ikke er vant til at være ute. – Kom, skal jeg leie dig!»
«Aa langtifra – træt jeg? Neidda!» og han svingede sit Flag.
De var kommet op til Pavillonen – der var fuldt af Folk utenfor allerede. Edvard fandt et Bord alligevel, i det samme noen reiste sig.
«Ja, naa faar Dere ha’ værsgo – og sitte ner. Aa Di, aa vil Di – faa hit en Flaske bajerst Øl da Di og tre Glasser.»
Endelig kom det.
«Aa mye?» han holdt sin lille gjennemsigtige Næve med det blaa Ankeret paa knyttet.
122«40 øre.»
Han aabnede Næven og slap en 50-Øring paa Brettet. Opvarteren vilde gi’ ham 10 øre tilbage, men han lagde sig bagover og sa: «Nei – værsgo – det kan Dere faa sjæl, det, som blir igjen! – Det var fælt mye, men det er ikke 17de Mai mere end en Gang om Aaret, har jeg tænkt», sa’ han, tog Flasken og tørked af Aabningen med det indre af Haanden – slog saa en rask Skvæt i sit eget Glas, derpaa de andres skummende fuldt og endelig igjen til sig selv.
«Det er deiligt Veir», sa’ Mor Kristiansen.
De sat en Stund. «Ja, naa faar Dere ha’ værsgo», sa’ Edvard og tog sit Glas – han hostede – «Værsgo –!»
De tog nølende sine Glasser.
«Ja – værsgo da vel!»
«Skaal da, Mor! Skaal da, Tina!»
«Skaal da, Edvard!»
«Skaal for 17de Mai!»
«Skaal!»
«Ja, naa faar Dere værsgo drekke ut, for der er igjen en liten Skvæt her – der gaar fire Glasser paa en Flaske bajerst øl. Værsgo!»
«Skaal for 17de Mai – Skaal!» De drak. 123Han tog Flasken og delte ligelig det sidste, som var igjen.
«Nei, aa deiligt Veir det blei da!»
«Ja – det er altid» – han fik et Hosteanfald – «det er altid pent Veir paa 17de Mai.»
Han hadde tat op Lommetorklæe sit og holdt det for Munden; da han tog det væk, var der lidt Blod paa det; han saa fort paa de andre, Gamla hadde ikke set det, men Albertine – han smilte til hende og rysted paa Hodet. – «Pyt san!» sa’ han og stak Lommetørklæet i Lommen.
De sat en Stund.
«Jeg synes, du er lidt bleg, Edvard naa kan det være nok for idag, tænker jeg. Du er vel lidt træt vel – en anden Dag kan du være længer ute. Naa tænker jeg, vi gaar hjem. Varmen er ikke kommet rigtig orntlig i Veiret endda, ser du.»
»Kom, skal jeg leie dig.»
Der var kommet mange flere fine ut nu, og der var fuldt paa Karl Johans Gade af lyse, vaarpyntede Folk i Solen under de store Flag. De gik sagte nedover – Mor Kristiansen holdt ham under Armen. Albertine gik paa den andre Siden.
«Nei, aa deiligt Veir det er da!» sa’ Edvard.
124De kom tilsidst til Storthingsbygningen. – Neimen, – var det ikke Jossa? Gud! saa fin!
«Goddag, Goddag, det var godt, jeg traf dig, jeg ved ikke, hvad du syns! Maa jeg by dig den Kaapen, Mor – den er ikke daarlig, har jeg tænkt – og Hatten? Modelhat fra Paris – er det ikke deiligt Veir? Nei, er du ute da, Edvard? Vil du være Kjæresten min? Idag skal vi holde orntlig Gøi! Kom naa, Tina – du vil da vel ikke gaa hjem endda? Er du gælen?»
Nei – hun kunde gjerne gaa lidt til.
«Du kan da vel vite, du maa se Fanetoget Klokka fire – og væra med paa Folkefesten i Kveld.»
Ja – hun vilde se paa Fanetoget, men hun vilde ikke gaa paa Folkefesten.
Hun blev staaende lidt, da de hadde sagt adjø – det var i Grunden noksaa pent alligevel det Sjalet til Gamla – det kom frem flere Ganger igjen – indimellem Folk. Det saa næsten ut, som de to Ryggene gik og støttet sig til hverandre begge to, for at de ikke skulde falde. Der kom de frem igjen. Naa blev de borte – naa kom de frem igjen. Jossa snakked uafladelig og dro’ i hende. Edvard saa ut, som om der var Tæring i Klæerne. Flagget hang slapt ned fra 125den foldede Skuldren, som støttede sig til Mor Kristiansens skjæve, bøiede Ryg. Hun burde vist ha’ gaat med dem alligevel. Edvard saa saa gruelig daarlig ut. Naa var de blet rent borte.
Jossa hadde snakket i et Kjør. – «Er jeg ikke fin?»
«Du Jossa – aa har du faat alle disse fine Klæerne fra da? – Du skulde ikke tat knaldgrønt Silkefor i Hatten – det er ikke pent sammen med den gule Pandeluggen din, ossaa skulde du klippe den litegranne – det ser ut, som du ingen Øier har – smaa var de før, men naa er dem rent borte – ossaa blaa Handsker, er du gælen? – men aa har du faat Penger fra til alt dette herre?»
«Jeg er forlovet med en fin Herre, og han har klæd mig op – ossaa har’n git mig 20 Kroner til Morro idag – jeg vet ikke, hvad du syns – skal vi kjøre paa Làgers-øen? Eller hvad skal vi gjøre for noe – vi blir i Byen aa spiser Middag naturligvis.»
«Hvad er det for en fin Herre da, Jossa?»
«Det er en Grosserer – jeg har ikke Lov at si’, hvad han hetter – han er ikke saa svært ung netop – men fælande hyggelig –»
«Jossa! Jossa!»
*
126«Tina – faar jeg pressentere for dig Kand. Helgesen og Stud. Smith,» sa’ Jossa aldeles rød i Hodet af Dansen om Aftenen paa Folkefesten; Haarluggen var ganske hvid imod den mørke, sprængte Hud med Sveddraaberne paa, som hun uafladelig tørkede bort.
Albertine bukkede, de to Herrer gjorde hver alvorlig en stiv Kompliment og lettede paa Hatterne. Helgesen spurgte, om hun vilde danse med ham –.
«Jada –.»
Et Øieblik efter var de gjennem Ringen og inde i Støvskyen. Gud, hvor fast og godt han holdt hende – han kunde danse Polka han – ossaa hadde han noe fint lugtendes paa sig, som slog imod hende, hver Gang hun kom nær ind paa ham –. «Gud, ikke saa længe baglængs – jeg blir rent hugælen» – det var græsselig leit, at hun ikke havde Handsker paa – aa, hvor det var deiligt – aa, hvor det var Morro! Han danset saa godt og støt og rolig og pent – ja, han kunde danse han, det var sikkert. – Saa – naa vilde ‘n vist holde op – nei jamen dro ‘n ikke paa igjen da. – Au – ha – ha – det var en orntlig Puf! De blev kastet bort i Ringen. – 127Han bukked og gav hende sin Arm – førte hende ud af Ringen: «Vil De na’ Brus eller Øl?»
«Tak, øl!»
«Ja, det skulde rigtig bli’ godt aa faa sig et Glas Øl lel – puh!»
«Tak!»
«Et Glas Øl til?»
«Nei Tak, ikke mere – aa ja kanskje et da bare – Skaal!»
Aa var det blit a’ Jossa da mon? – Hun syntes, hun hadde set den gule Pandedotten hendes fyge og daske til alle Kanter derinde i Dansen – «der kommer dem.»
Jossa og Smith borede sig ud af Ringen; han holdt hende om Livet endda, og hun hadde Armen sin paa hans Ryg; med venstre Haand holdt hun en liden vaad Klump af et Lommetørklæ, som hun uafladelig for op i Ansigtet med. Al Krøllen var gaat af Pandeluggen, og den hang i lange, gulsorte Traaer nedover de smaa Øinene, som glimtede frem bagom.
«Puh! Er det ikke Morro, Tina? – Naa vil jeg danse med Helgesen. saa kan du danse med Smith engang – aa – han danser vel yndig – aassen er det gaat med Løitnanten min? – Drekker Dere Øl, Dere? – Skjænk mig et 128Glas da vel – Tak – kom naa Helgesenfar – naa skal du danse med mig, Gutten min. – Vi har drukket Dus vi, skjønner du, Tina. Kom naa!» –
«Nei», sa’ Helgesen, «nu vil jeg ikke danse mere. – Skal vi spasere lidt bort paa Volden, Frøken Kristiansen?» –
»Nei hør paa den!» ropte Jossa, – «noen kalder det spasere forresten –. Ja jo, kom da Smith, du er ikke saa fin paa det du.»
Paa den ene Siden, langt borte hørte de Duren af Dansen og Musiken bag de store Bygningerne – paa den andre Siden laa Skibene langt nede med de sorte Masterne og Ræerne paa Kryds og Tvers op over de mørke Aaserne bagom, med Lygten øverst oppe og med grønne og gule og røde Lys nede, som speilte sig i det sorte, stille Vandet – ret ned.
«Skal vi sætte os her?»
Han holdt Armen om hendes Liv ligesom i Dansen og sat nær indpaa hende; hun kjendte den fine Lugten igjen – sad og saa udover Volden paa alle Speilingerne og Skibene paa Hovedøen.
Musiken hørtes fjernt, en Gang imellem kom 129et Par langsomt hviskende forbi dem i den halvlyse Nat og søgte en Bænk.
«Naa tror jeg, døm speller Reilænder,» sa hun sagte.
«Ja – skal vi gaa hen igjen aa danse?»
»Nei –!»
Der var gaat en Stund, og de havde siddet og smaasnakket. Det var, ligesom de hadde kjendt hverandre længe. Han hadde fortalt hende, at han hadde lagt Mærke til hende fra Grand, og at hun var den allervakreste Pige i Kristiania – ja ikke alene det, men vakrere end alle Damerne tilsammen, og han havde spurgt hende, om hun ikke havde en Søster. Neidda – hun hadde ingen Søster, bare en Bror, som var syg. Og han havde talt saa pent og fornuftig med hende, – sagt, at hun maatte være fornuftig og forsigtig og ikke gjøre som alle de andre, som det gik saa galt med – for det var svært farligt med hende det, at hun var saa vakker – hun burde forlove sig og gifte sig – det kunde ikke være noe vanskeligt for hende at faa en bra Mand, som var lidt velstaaende. Ja, saa vakker, som hun var, saa kunde det da let hænde det, at hun kunde bli gift op i de høiere Samfundslag, sa han, det kom bare an 130paa at ikke være dom og kaste sig væk naa. Hun burde naa slettes ikke gaa med Jossa saa mye – for Jossa hadde ikke noe godt Rygte, og det skadede hende svært, det vidste han, at hun gik saa meget med hende. Han tog Armen lidt tættere om hendes Liv.
«Hvad er det for noe godt Lugtenes, Dere har paa Dere?» spurgte hun; «det er vist forfærdelig fint – jeg har aldrig kjendt den Lugten før.»
Han sa’, at det hedte Eau de Lubin.
Et Dampskib kom glidenes sagte, sagte frem fra Fæstningsbryggen med et stort grønt Lys paa Siden og ligesom en stor Stjerne oppe i Masten.
»Ja – hun hadde nok ossaa trod det, at Jossa var svært letsindig, men hun trodde, det var ikke noe værre.»
Jo – hun burde slet ikke gaa sammen med Jossa – for det vilde nok ikke vare længe, før Jossa fik Indkaldelse – sa’ han.
«Nei – er det muligt?» Nei, da vilde hun rigtignok ikke gaa med hende. Dampbaaden gled udover.
«Den gaar den indre Leden». sa’ han.
«Ja, den gjør nok det.»
Nei – se! Der steg op en Raket fra Dampskibet i den halvlyse Nat og fulgtes af mange flere.
131«Ja, de gaar nemlig altid der, disse store – nei, jeg skal si’ Dem en Ting, jeg siger Dem altsaa alt dette om Jossa, fordi jeg virkelig har følt saan svær Interesse for Dem, jeg, Frøken – fra den første Gangen – saa har jeg tænkt, at det vilde være leit, om disse Fyrene, som flyer omkring og forfører unge Piger, skulde faa fat i Dem og ødelægge Dem, for jeg skjønte nok det, at det ikke vilde vare længe, før de forsøgte, saa vakker, som De var – »
«Faar jeg Lov til at spørge Dere om en Tingen?» sa’ hun. «Var det for det, Jossa var saan, som Dere sier, at Dere ikke vilde danse med hende før?»
«Javist, jeg vil nok ikke danse med Jossa – saa Folk ser paa det.»
De sad stille en Stund – Musiken stansede bag Husene – der kom flere og flere Par – det var en Pause.
«Tænk – at Dere er saan», sa’ hun endelig, »det havde jeg da slet ikke trod.»
«Hvordan saan?»
«Nei – jeg trodde, at Dere var saan som andre Herrer – jeg – som er efter Pigerne bestandig og gjør dem uløkkelige – ialfald de fine Herrerne med Floshatter og pene Klæer, som gaar 132saan paa Kal Johan – for de er de værste, og Dere er den, som er penest og finest klæd af dem allesammen.»
«Saa tænkte De, jeg var værst ossaa» – han lo. «Aa – ja – jeg har nok vært med lidt – jeg er ikke født igaar heller – naturligvis – kanskje jeg havde tat det paa en anden Maade ossaa, hvis jeg ikke hadde likt Dem saa svært godt; men jeg synes altsaa, De er altfor god til at gaa denne almindelige Veien – jeg vil Dem vel – husk paa det – jeg vil gjerne, at vi skal være gode Venner, og husk paa det – hvis De skulde komme i noenslags Uleilighed noengang, saa kom til mig, og hvis jeg kan hjælpe Dem paa noen Sæt eller Vis enten med Raad eller Daad, saa skal jeg svært gjerne gjøre det. Vil De det?» Han holdt hende fast ind til sig.
De begyndte paa en Polka. Lidt efter lidt forsvandt de halvt forviskede Par, som gik frem og tilbage foran dem; – bare Skildvagten blev staaende igjen ved Kanonerne med Hovedøen bag sig.
«Ja tak», hviskede hun og lænede Hodet til hans Skulder. Hun lugtede den fine Lugten – Aadelybeng hadde han kaldt det – hun blev saa rar og ør i Hovedet af den, syntes hun.
133«Nu er det vist nemlig bedst, De gaar hjem», sa’ han – «jeg skal følge Dem – hvor bor De henne?»
«Norbygaden No. 7. – Jamen vi maa finde Jossa!»
«Har De glemt det alt da – at De nemlig slet ikke maa være sammen med Jossa? Desuden er det umuligt at finde hende derinde naa mellem alle de Menneskene. Kom, lad os gaa – tag mig under Armen – nei, ikke saa løst – De er nok ikke flink til at holde under Armen – det maa De først lære – De maa nemlig være meget, meget tungere paa den. De maa læne Dem – saa’n ja – nu gaar det an – saa’n, at Deres Skulder støder mod min – saa’n ja.»
*
«Her maa vi stanse», sa’ Albertine paa Hjørnet af Lakkegaden og Norbygaden. «Gud, det er Lys i Vinduerne endda – Gamla sidder oppe – her maa De ikke følge mig længer.»
«Vil De træffe mig igjen en anden Dag, naar jeg skriver til Dem?» spurgte han. «Jeg maa da nemlig snakke mere med Dem – især naar jeg altsaa skal ha’ et øie med Dem.»
«Ja, jeg vil gjerne træffe Dere – det er ligesom jeg hadde kjendt Dere saa svært længe.»
134«Ossaa skal jeg si’ Dem en Ting, Albertine – De skal ikke si’ «Dere» – De skal si’ De og Dem – De er nemlig altfor pen og fin til at snakke saa’n.»
«Ja – Gud – jeg vil saa fælt gjerne lære aa snakke fint saa. Tak skal – De – ha –. Bare si’ mig mere saa’nt, saa er – De – snil.»
Han trykkede hende ind til sig.
«Hvad var det, De sa’ det hed – det Lugtenes, – De – har?»
«Eau de Lubin –»
Han bøiede sig ned og kyssede hende –.
« Godnat.»
« Godnat» –.
Hun blev staaende tilbage i en Duft af Eau de Lubin – med halvaabne, forundrede Læber. Hans Skridt tabte sig nedover Lakkegaden.
Hun blev staaende lidt. Himlen var fuld af Stjerner.
Saa gik hun sagte ind.
Gamla sat paa Stolen ved Ovnen i 17-Maistasen sin. Hun saa op. Hun havde graadt. Albertine gik henover til hende.
«Jeg blev længe ute.»
*
135Det var 8 Dage senere. Klokken slog et hæst Slag bag den blaamalte Væggen.
Vaarkaaben var færdig. Men nu var den blet til en liden kort Sommerkufte. Bitte, bitte smaa sorte Ruder over den lysegraa Bund – en liden Brystlomme paa venstre Side og en liden mørkegrøn Silkelap op af den som Lommetørklæ.
Den havde allerede været færdig i flere Dage, og hun havde gaat paa Karl Johan med den hver Dag ved Musiken og mødt ham, som havde sine brunstribede ‘Buxer paa og havde vært svært elegant og havde hilst dybt paa hende, selv en Dag, han gik sammen med den pene Frk. Møller, men da havde han ikke hilst saa dybt som ellers. Albertine havde faat 3 Brever fra ham – til Frk. Albertine Kristiansen, Norbygaden No. 7 – og hun kunde dem udenad; først havde han skrevet «kjære Frk. Albertine» og bedt hende møde ham om Aftenen nede paa Fæstningen, og da hadde han kysset hende igjen – to Ganger – en Gang paa Fæstningen og en Gang nede i Børshaven, da han fulgte hende hjem, og Dagen efter hadde han skrevet «kjære Albertine, vil Du møde mig?» og da havde han kysset hende vist fem Gange – og han havde 136talt pent og fornuftig med hende og bedt hende være forsigtig – rigtig forsigtig.
Han advarede hende bestandig. Hun syntes, han maatte være den snilleste Herre i Verden, som han var den peneste og den fineste. – Men der var en Ting, som hun undrede sig over og havde syntes ikke var rigtig. Naar han var saa græsselig fin forresten og havde saan Smag, hvorfor havde han da fillede Støvler og skjæve Hæler? Hun havde set det, naar han slog Benene Over Kors, naar de sad paa Bænken nede paa Fæstningsvolden. Hun havde altid syntes, at det var det simpleste af alt det at ikke være pen paa Bena – for det var ligesom man trodde, at det var vanskeligere for Folk at se det der, og hun havde tænkt svært meget paa det for hun tænkte bestandig paa den første Aftenen dernede paa 17de Mai og paa hvert Ord, som han havde sagt. «Dere» havde hun kommet til at si et Par Gange – men hun havde grebet sig i det – aldrig til ham – naturligvis – det havde vært til Olsa, da hun havde vært inde paa Geburtsdagskaffi. Nei, naar hun var sammen med ham saa kunde hun ikke si Dere; det var ligesom hun ogsaa blev finere bare af at 137være sammen med ham, og hun lærte altid noe nyt.
En Aften havde de været paa Victoriatheatret, og da havde han sagt til hende, at hun ikke maatte spise med Kniven, men med Gaflen – ja naturligvis! og hun kunde heller ikke forstaa, at hun havde kunnet gjøre noget sligt – for nu skjønte hun, at det var svært simpelt, og hun syntes, det var stygt, naar hun saa Gamla om Middagen ta’ og kjøre Kniven helt til Skaftet ind i Kjæften, og Oline gjorde det ossaa – en Dag hun var i Norbygaden – det var rart forresten, saamange fine Herrer som hun havde været sammen med i sin Tid. Ja – hun vilde gjerne lære en Masse saane Ting, og hun lærte noe nyt hver Gang, og han sa’, at hun var svært lærenem af sig, og om noen Tid kunde hun bli ligesaa go’ som noen fin Dame i Byen – for det var nu mange af dem ogsaa, som ikke var saa fine, som de saa ut til.
Men idag vilde hun si’ til ham, at hun syntes, det var rigtig rart, han gik med de fillete Saalerne og de skjæve Hælerne, for det var nu slet ikke fint, og naar han var saa fin forresten saa, – hun havde holdt paa at spørge ham sidst, om det kanskje 138var moderne, men hun havde ikke turdet; men nu kjendte hun ham meget bedre. –
Klokken slog bag Væggen. –
1–2–3–4–5–. Naa! – om 2½ Time!
Hun tænkte forresten mye mindre paa Støvlerne hans nu paa det sidste end i Begyndelsen – det var ligsom det ikke gjorde noe videre nu mere – det var ligesom det blev mye mindre simpelt nu, bare fordi det var ham, som gjorde det. I aften vilde hun ogsaa si’, at hun havde løiet for ham, og at hun virkelig var Søster til Oline Kristiansen – for hun vilde ikke lyve for ham, ialfald ikke saamye – hun vilde slet ikke lyve for ham; lidt efter lidt vilde hun fortælle ham alting – alting – kanskje hun engang kunde komme til at kjende ham saa godt, at hun kunde spørge ham ut om det med Oline, og hvordan det forholdt sig med alt det derre – for han var saa klog og hadde Greie paa alting i Verden, og hun generte sig mindre for ham end selv for Jossa. – Jossa vilde hun aldrig mer være sammens med, endda hun syntes det var leit, for hun var nu gla’ i Jossa lel. – Jossa var bare letsindig – stakkar – men hun havde sagt det lige til hende, hvorfor hunrettet fra: kun ikke kunde være sammen med hende, og Jossa hadde skjønt, at det 139var rigtigt, og bare bedt, om hun kunde faa Lov at komme hjem til hende, selv om Albertine ikke vilde gaa med hende paa Gaden.
Forresten saa tænkte hun nu slettes ikke mere saa mye paa alt dette med Oline, som hun hadde gjort før. – Hun bare tænkte paa alt det, han havde sagt, og aassen han saa ut, og det som han havde lært hende, og øvede sig i det, mens hun sat og sydde.
Han vilde, hun skulde lære Skræddersøm, hadde han sagt, og han vilde se, om han ikke skulde finde noen Udvei til det – eller noe andet, som hun kunde tjene flere Penger ved, saa hun kunde være uafhængig, hadde han sagt. Han var saa forfærdelig snil, for jo mere hun kunde, des bedre havde hun for at staa imot alle Farerne med, og des lettere hadde hun for at bli godt gift. Hun havde da aldrig trod, at der fandtes fine Herrer, som var saa snille og skikkelige.
Nei, naa maatte hun rigtig sy paa Kraft, saa hun kunde bli færdig med dette Filleskjørtet, saa hun ikke skulde komme for sent. – Forresten var det ikke det, som var vanskeligst, men hun maatte altid stræve svært for ikke at komme for tidlig, for det vidste hun ikke var 140fint; det var altid Herren, som skulde være først paa Flækken.
Ja – han var en god Ven at ha’, og hun vilde ønske, at han maatte faa det rigtig godt i Verden. Men Frk. Møller kunde hun ikke rigtig li – ja hun var jo fin og rik nok – ikke for det – men hun syntes slet ikke, at hun var god nok til ham. Og saa forfærdelig pen var hun da slettes ikke – det var bare fordi Søsteren var saa styg, det, at de kaldte hende for den pene Frk. Møller, og saa syntes hun slettes ikke, at hun hadde rigtig god Smag – nei, det syntes hun slettes ikke – nei, hun maatte rigtig undskylde, men hun kunde aldeles ikke faa det ind i sit Hode, at den svære Hatten bag i Nakken var noe pen – hun saa rigtignok temmelig jaalete ut, og hun var slet ikke god nok til ham – han, som var den fineste og peneste Herren i Byen at se til.
Og saa snil atpaa – tænk, at han tænkte saa mye paa at faa hende godt gift! Aa, gid hun havde vært en fin og rik Dame af bedre Folk som Frk. Møller – kanskje han da hadde blet forlibt i hende og hadde giftet sjg med hende – da skulde hun nok ikke rømme Brudenatten 141lel – nei, ham var hun ikke bange for. Klokken slog et Slag. Naa var den ½6.
«Gud – aa langsomt Tia gaar, naar’n venter!»
*
Hun var nok lidt for tidlig ute alligevel, saa hun paa Uhret paa vor Frelser – hun kunde gaa nedom Bryggen og se lidt paa Dampskibene. Endelig kom Viserne paa Tolduhret henimod 7 – naar hun nu gik langsomt, saa kom hun 5 Minuter forsent, og det var passe. Bare han var kommet! Hun skraadde over Grev Wedels Plads og gik forbi Arsenalet bortunder de gamle Træerne, som stod der med Stammen paa skraa til forskjellige Kanter med friskt grønt Løv. Idag vilde hun si Du til ham – prøve, om hun kunde. Hun havde Hjerteklap. – Hun saa de brunstribede Buxerne hans og Flossen bag Træstammerne.
De satte sig paa Bænken.
Røde Bøier vuggede sagte op og ned i de sidste Smaadønninger efter den døende Solgangsvind og Dampskibsbølgerne efter en liden Ormsundsbaad. – En Lystkutter med slappe Seil blev drevet ind mod Baadforeningen af én svær, tung, plaskende Aare.
142Han saa paa sit Uhr. – «Du Albertine – idag kan jeg ikke være her længe, men jeg har altsaa noe svært alvorligt, som jeg maa tale med dig om idag. Huf – der kommer noen.»
Der nærmet sig faste smaa Skridt borte i Alleen. De sat stille. Albertine saa op, i det samme han gik forbi – hun skvat – det var Fuldmægtigen, han hilste paa Helgesen. Han gik altsaa efter hende – kanskje kun ikke havde Lov til at sitte her, men nei – hun lod strax som ingenting, kanskje Helgesen kunde tro, at hun havde havt noe med Politiet at gjore. – «Hvem var det?» spurgte hun.
«Politifuldmægtig Winther.» –
«Aa – naa!»
«Jeg har noe alvorligt at snakke med Dig om» – han saa paa sit Uhr, «og jeg har liden Tid. Jeg skal si’ Dig noe, Albertine – jeg har tænkt paa det længe, men jeg har ikke kommet mig til at si’ det – men nu skal Du høre, for nu gaar det ikke an længer. Det gaar ikke an mere, at jeg træffer Dig – det – det er ikke godt – hvad jeg vilde si – jeg tror, at vi maa holde op – for nemlig senere, saa er det altsaa meget vanskeligere – medens nu – nu kan det altsaa vel arrangeres endda. – Tingen er – jeg mærker altsaa det, at jeg er ikke mere saameget 143Herre over mig selv, som jeg trodde, jeg var ligeoverfor Dig – og jeg synes, jeg mærker, at Du heller ikke stiller Dig kold ligeoverfor mig – nemlig – ogsaa er det altsaa Folkesnak da ser Du – Folk har begyndt at snakke, og jeg faar høre mangt og meget, og Du har heller ikke godt af det, som sies om Dig. – Tror Du ikke det selv, at det er det rigtigste det, som jeg sier?»
Hun saa ned paa en svær rød Bøie med mange svære Touger og Kjættinger i – midt paa Havnen.
«Tror Du ikke det», spurgte han og drog hende indtil sig – «at det er bedst?»
«Jo – kanskje», svarte hun sagte.
«Men vi – vil vedbli at være goe Venner – ikke sandt – jeg vidste nok, at Du var en fornuftig Pige, som altsaa vilde ta’ en slig Ting fornuftig. – Nei – nei – det er bedst at slutte, mens Legen er god – og jeg vil ikke være saan en, som gaar hen og forfører – en hæderlig Mand holder nemlig op i Tide, og det skjønner Du vel, at skulde vi holde ved slig, saa kunde det jo altsaa sluttet med det, at vi var blet rent gla i hverandre, og det vilde jo nemlig ikke været heldigt da, ser Du – hverken for Dig eller mig, og det vilde jo ogsaa vært svært stygt 144af mig, som netop skulde passe paa Dig, det var jo altsaa det, jeg vilde, og ikkenoe andet. Synes Du ikke – er du ikke enig med mig, Tina?»
Jo – hun skjønte sig jo rigtignok ikke saa godt paa alt sligt, men hun trodde, det var rigtigt fordi han sa’ det. Han var svært snil og forfærdelig skikkelig og vilde hendes bedste, og det skulde hun altid sie, om hun hørte, at noen talte vont om ham.
En efter en kom Taarerne langsomt frem – en efter en drypped de ned paa hendes handskeløse store Haand.
Hun vendte Hodet halvt bort.
«Neimen graater Du da, Albertine?» Han lo og klappede hende paa Kindet. «Vær nu fornuftig» – der hørtes noen Skridt, han tog Armen væk fra hendes Liv.
Men saa blev de borte igjen, og han drog hende igjen tæt ind til sig.
«Saa siger jeg da «Du» til Dig for sidste Gang iaften, Albertine, men husk paa alt, hvad jeg har sagt Dig, og hvis Du nogensinde skulde behøve noenslags Hjælp eller noenslags Raad, saa maa Du altsaa komme til mig. Vil Du love mig det – Albertine –?»
– Jo hun lovte det – hun følte igjen en 145Taare paa Haanden sin og tørkede den af paa Kuften.
«Neimen graater Du da Albertine – Du som er saa fornuftig?»
«Aa ja, det er bare noe Tøis af mig», svarte hun og tog op Lommetørklæ sit.
Han slog Benene overkors.
Han havde nye spidse Støvler paa – aa, hvor fine og spidse. –
«Sig mig en Ting da, Helgesen, er det fordi – at Di –», nei hun kunde ikke faa sagt «Du» – «skal forlove Dem med den pene Frøken Møller – at vi –?»
Han saa paa hende og smilte lidt. «Hvordan kommer Du paa det? – Ja – hvem ved – det er ikke umuligt – men det maa Du ikke snakke til noen om.»
Nei, hun skulde ikke det.
«Ja, nu er det vel bedst, vi gaar, da–» han saa paa sit Uhr. – «Jeg skal noensteder hen iaften. – Og jeg skulde jo følge Dig hjem –.»
«Nei, det behøves slet ikke», sa’ hun – «det er saa lyst, og jeg vil gjerne sitte lidt, saa hvis Di har Hastværk saa – –.»
«Ja, ja – adjø da Albertine – saa træffes vi ikke mer – vil Du gi mig en Kys?»
146«Ja.» –
Hun følte Lugten af Eau de Lubin omkring sig igjen. –
Saan havde han aldrig kysset hende – og hun klyngede sig til ham og kyssede ham igjen mange Gange og længe for hver Gang.
«Ja adjø da, Albertine», han saa paa sit Uhr.
«Adjø», kunde hun neppe faa sagt – hun satte sig ned – saan havde han aldrig kysset hende.
Hun saa de rette, elegante Benene med de brune og hvide Striberne nedover, som fulgte Formen, gaa bortover Alléen og komme frem og bli borte og den rette slanke Ryggen og Floshatten.
*
Nei, aldrig før havde han kysset hende slig. – Hun var jo blet rent hugælen – og med en Gang kom Taarerne igjen, ikke en efter en, men mange paa en Gang, og hele Havnen dansede for hendes Øine, og Lysene fra Lanternerne fløi ud i lange, lange skiftende Straaler – saa kunde det jo ogsaa sluttet med, at vi var blet rent gla’ i hverandre, havde han sagt – ja det var vist sandt – han var saa snil og fornuftig.
Mon det var for Frøken Møllers Skyld, at han havde kjøbt sig de nye Støvlerne? – Hun 147kom da altsaa aldrig til at si’ Du til ham. – Med engang kom Graaten, og hun vred sig hulkende og hviskede: «Gu’ bære mig, Gu bære mig!»
*
Hun havde siddet der længe og husket om igjen alt det, som han havde sagt – og nu kunde hun det udenad, og Ordene kom af sig selv paa Tungen – atter og atter.
Hun hørte Skridt – kanskje han kom tilbage igjen og sa’, at det var ikke sandt, det var bare noe Tøis alligevel men det var jo ikke noe Tøis heller. – Han havde jo Ret – og det var jo forfærdelig snilt af ham, saan som han hadde været imot hende, og dette her var jo aldeles rigtigt ogsaa – for det kunde jo godt sluttet med det, at hun var blet orntlig orntlig gla’ i ham, og da kunde det ha kommet til at gaa galt med hende, hun havde kunnet blet Oline No 2, for det skjønte hun, og det havde hun da skjønt idag altfor godt det, at hun havde vondt for at si’ nei til noenting, som han vilde, hun kunde ikke – langtifra – ja havde det blet ved slig, saa havde hun vel blet den, som havde villet sjæl, – tænkte hun. Derfor var det godt, som det var.
Huf!
148Skridtene var blet borte, men der kom noen igjen, aa gid, aa gid!
Hun kunde ikke se derbort – hun vidste akkurat, hvorledes det vilde se ud, hvis det var ham, bag Træerne – naturligvis var det ham, det maatte jo være ham, han, som var saa snil, han kunde da ikke ville gjøre hende noe saa vondt, som at det ikke var ham – det var ham. Nei det vilde være altfor morsomt. – Hun saa bort.
Du store Gud – det var Fuldmægtigen. – Om han havde set hende kysse Helgesen – kanskje hun ikke havde Lov at sidde her! –
Tænk, om han tog hende ind paa Stationen med det samme. –
Du store Gud – aa ja forresten, det kunde naa være det samme alting i Verden naa – han havde ikke Uniform paa. – Skulde hun rømme, endda var det Tid – det var da svært, saa hjulbent, som han var da! – endda var det Tid, du store Gud! – Ja, han saa paa hende. – Aa ja, det kunde naa være akkurat – akkurat – akkurat det samme med alting – og hun hørte ligesom ind i øret Helgesens Stemme, som sagde: – «Det vilde jo altsaa være svært stygt af mig, som skulde passe paa Dig.» – Han stod foran hende. Hun var saa bange, hun var saa rolig.
149«Godaften, Albertine! Svært, saa sent Du er ute da. – Hvem er det, Du sidder og venter paa? – Jeg mødte Helgesen oppe i Gaden.»
Saa havde han set, at hun havde kysset ham herute – ossaa skulde hun vel paa Stationen. – Aa ja – det kunde være det samme med altingen. – Han tænkte vel, hun var Helgesens Holddame.
«Hvilken Helgesen?» spurgte hun og saa op, men strax ned igjen.
«Sludder», sa’ han og lo.
«Ved Du ikke det, at det ikke er bra at være ute saa sent? Klokken er strax 12, den. Det er nok bedst, jeg faar tale med Dig lidt.»
Tale med hende?
«Gaa hjem naa og læg Dig, ossaa kom op til mig imorgen Aften Kl. 8. Toldbodgaden 5, 3dje Etage. Hvordan lever Oline?» Hun reiste sig fort og gik bortover Alléen. –
Aa ja, naa kunde det være det samme.
Toldbodgaden 5, 3dje Etage. –
Hun havde ikke sovet hele Natten, og hele næste Dag sad hun uden at sy ved Symaskinen med noe stort, vondt, mørkt, foran sig, som hun gruede sig for – til Aftenen. Ja, hun havde jo vidst, at det maatte komme engang, at det vilde komme engang, og nu var det kommet – 150aa ja, det kunde jo være det samme – og hele Tiden hørte hun den silende Tagrenden utenfor, og Regnen spyttede paa Ruden i store Klyser, efter som Vindstødene kom.
Gamla hadde holdt Leven ossaa, fordi hun kom saa sent hjem.
– Naa saa hun, aa det bar hen med hende, havde hun sagt.
Aa ja, det kunde være det samme ossaa.
Huf, naar hun bare vidste, aassen hun skulde slippe!
– Toldbodgaden 5 – 3dje Etage. – Hun fik endda være gla’, det ikke var paa Stationen, hun skulde. – Kanskje han betænkte sig. – Da Konstabelen gik forbi blev hun ræd, for hun kjendte ham ikke strax for alle de graa Regndraaberne, som var paa Ruden, og som kom igjen uafladelig.
Gamla saa paa hende af og til hele Dagen og begyndte at ville fortælle hende noe morsomt om Olsa og lod, som hun var fornøiet, men hun skjønte godt det var bare fordi hun var ræd – skulde hun si altingen til hende og be hende følge med sig? – Hun syntes hun, saa hende ta’ frem det franske Sjalet sit af Skuffen – nei 151det vilde hun ikke se – det blev vel kanskje bare med en Advarsel. –
Hun vilde ønske, det var den Tiden alt – men alligevel var hun ræd, da det blev Middag – for da var det med en Gang blet mye nærmere.
Skulde hun gaa bort til Oline og spørge hende til Raads om, hvad hun skulde gjøre?
Gamla saa, at hun ikke spiste noe, endda det var Ærter, som var det bedste, hun vidste. – «Og ikke heller til Morgens spiste Du jo. Aa er det, som feiler Dig, Jente?» Om en Stund sa’ Gamla igjen: «Paa næste Torsdag kommer Far.»
Hun svarte ikke.
«Jeg haaber, da Edvard lever til han kommer.»
Hun svarte ikke.
Kl. 5 tog hun paa sig og gik. Hun kunde ikke sidde rolig længer.
«Jeg gaar bort for at se til Edvard», sa’ hun.
Udenfor Oline gik hun længe op og ned – engang var hun helt oppe ved Entréedøren – og læste Visitkortet. – Nei – nei. –
Skulde hun snakke til Helgesen – han kjendte jo Winther? – Nei det var for sent. –
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Den naturalistiske romanen Albertine handler om den troskyldige og glade, men fattige sypiken Albertine som forføres og voldtas av politifullmektig Winther. Etter voldtekten forandrer Albertine seg og hun havner på «skråplanet». Hun ender som prostituert i Kristiania.
Albertine kom ut i 1886 og var et skarpt innlegg i datidens moraldebatt. Boken ble beslaglagt og førte til en voldsom diskusjon om offentlig prostitusjon. Striden omkring romanen bidro til avskaffelsen av den offentlige prostitusjon i Norge.
Krohg brukte Albertine-motivet også i flere malerier, det mest kjente Albertine-bildet er nok «Albertine i politilægens venteværelse».
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1886 (nb.no)
Christian Krohg er nok i dag først og fremst kjent som maler, men han var også forfatter, journalist (Verdens Gang 1890–1910) og ikke minst samfunnsdebattant. Han kjempet for sosiale reformer og enkeltmenneskets og kunstens frihet. I over 50 år var han en viktig og innflytelsesrik deltaker i norsk kulturliv.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.