VIII. Edvard.

163Gamlen var kommet hjem fra Ishavet Torsdagen efter og havde drukket sig fuld hver Dag og vært rasende sint over Vaarkaapen og Hatten og alting, men især over Jersey-Livet og Snorebroderierne paa det. Han truede hende med Prygl, naar hun havde vært sent ude om Aftningen, og en Dag, da hun trods hans Forbud tog Jersey-Livet paa, reiste han sig op fra Bordet, hvor han sad med Brændevinsflasken, og gav hende en ordentlig Dreis paa Øret.

Da gik hun ud og ledte en hel Eftermiddag efter Helgesen for at spørge ham, hvad hun skulde gjøre. Hjem vilde hun ikke komme igjen, og om Natten blev hun da hos Winther, som tilbod sig at holde hende og leie to pene Værelser til hende. 164Nei, det vilde hun ikke, men leiede selv et Værelse i Dronningens Gade.

Det var midt i Juli, og forfærdelig varmt. Hun havde skoftet den Dagen – hun havde vært i Selskab hos Winther sammen med flere andre om Natten og havde ikke Lyst til at arbeide.

Forfærdelig varmt var det og ikke mer end 5 à 6 Mennesker, som drev op og ned, mens den faste Klump af Arbeidere og Folk fra Landet stod rundt Musikpavillonen. Ja, nu kunde hun dem udenad de Menneskene og hver Ting, de havde paa sig – mindst 10 Gange havde hun mødt dem, medens de langsomt drev forbi hverandre i Støvet. Paa Bænkene sad nogle gamle Herrer og Barnepiger, som langsomt skjøv Barnevognene frem og tilbage. Forfriskende kjørte en grøn Sprøitevogn opover, men Vandet fra den fordampede strax igjen. – Karl Johan var uddød under den matblaa Himmel.

Mon ikke Helgesen skulde komme med sin Kjæreste alligevel? Hun havde endnu ikke set dem sammen, og det havde hun da Lyst til – mon de gik under Armen eller ikke?

Musiken derinde trak Pausen ud saa langt som muligt, endelig begyndte den igjen – det var en af Teilmanns Festmarcher.

165Albertine drev op og ned med en stor lysegul Parasol og hvide Halvhandsker af Traad i lyserød Sirtses Sommerkjole.

Hun var ikke fuldt saa bleg og saa lidt friskere ud.

Men det var kjedeligt at gaa alene, og hun længtes næsten efter Jossa. Bare det var blet Aften, saa kunde hun gaa paa Tivoli. Jo, nu vidste hun, hvad hun vilde gjøre – hun vilde gaa ut og se til Edvard – det maatte vel være daarlig med ham nu; allerede for en Maaneds Tid siden havde de sagt, at han kunde ikke leve i 8 Dage.

Spise? Nei, hun vilde ikke spise først – det var for varmt og for kjedeligt, naar hun var alene.

Ja, hun kunde jo gjerne høre et Numer til alligevel for den Sagens Skyld. Og hun drev op og ned.

Mon de gik under Armen sammen? – Ja da havde han vel altids lært hende til at gaa orntlig under Armen – han var jo saa flink til det, han. – «Du maa ligge lidt tungere paa og støtte dig med Skuldren mod min», hørte hun ham si’. Men det skulde jo forresten ikke være fint for Forlovede at gaa Arm i Arm mere og da 166gjorde de vel ikke det paa Gaden. Mon han havde lært hende at klæde sig bedre? – For mye Smag havde hun da ikke havt før, nei, det var vist.

Det var slut med det Numeret ogsaa, og hun saa op; der var flere Bikjer end Folk paa Gaden. Nei, hun vilde ikke ta’ Sporvogn – hun havde bare 80 Øre, og da vilde hun heller bruge dem til at kjøbe noen Druer til Edvard hos Magnus, hvor de laa i Vinduet og fristede tværs over Gaden.

Fra Magnus gik hun langsomt udover, slentrende afsted under den stegende Sol.

Det havde i Grunden vært Morro der hos Winther igaaraftes – men havde ikke hun vært der, saa havde det da vist kommet til at bli mye værre Leven. Hun likte ikke, at de vilde sætte Stua paa Taget bestandig – hun skjønte ikke, hvad Morro der kunde være i det; hun skjønte ikke, offer de ikke kunde sitte og bære sig orntlig og pent. Hun maatte rigtig le forresten, naar hun tænkte paa, hvor gælen Winther havde vært – han havde jo næsten krøbet bortover Gulvet, for at hun skulde bli der, og hun havde ikke strax sagt nei, for hun syntes, det var Morro at se ham bære sig slig, han, som hun havde vært saa 167livande ræd for – nei, hun maatte rigtig le af sig sjæl, naar hun tænkte paa, hvor ræd hun havde vært Politiet bestandig før. Pyt san! – Det eneste skulde da være Doktoren deroppe og det, som Jossa havde fortalt. – Huf!

Hun havde naa vært svært dom i altingen hun – men naa var hun ikke saa dom længere; en som bare var lidt fornuftig, kunde greie alle Mandfolk og faa dem til, hvad det skulde være, bare lidt fornuftig og lidt pen – og det var hun, ja det var hun nemlig – naa vidste hun det. Vel havde hun vidst, aassen hun saa ut i Ansigtet før ogsaa, men naa vidste hun, hvor pen hun var. Nei, hun skulde nok greie sig. – Frk. Møller? Pen hun? Nei, det kunde ikke nytte hende at komme her, ossaa tænke sig, at hun skulde ha’ ham, at han skulde kysse hende – ja, hun vidste akkurat, hvorledes – kanske han ikke kyssede hende slig forresten, for han brydde sig naa ikke mere om hende end Katta – Huf! Aaja – det ragede jo ikke hende.

Den pene Frk. Møller – aa jo tak! Hun saa til Siden. Nei, der var ingen Vinduer her i denne fille Brogaden til at speile sig i – bare simple Butiker.

Her ude gik det godt an at gaa og spise 168Druer, og hun tog Posen op og spiste hele Tiden. En Sporvogn ramlede forbi i Varmen – det var domt, hun ikke havde gjemt 15 Øre. Aa ja – naa var det ikke langt igjen – Smalgangen – Lakkegaden – skulde hun gaa op og se til Gamla – og gi’ hende noen Druer? Det var jo længe siden naa, hun havde set hende – de kjedede sig vist bra om Dagen, Gamlen og hun deroppe i Varmen naa, uden hende – ja, naa kunde de ha’ det saa godt – naa – naa var hun sin egen Herre, naa vilde hun prøve det engang – man skal prøve alting i Verden.

Eller skulde hun gaa opom Oline og hilse paa hende for en Gangs Skyld? Det var domt at være Uvenner med sin egen Søster, og Oline var jo noksaa snil – det var domt at ta’ saa tungt paa alting. Herregud – man maa være i godt Humør og la’ Homla suse og Ballongen gaa! Hun tog en Drue og nynnede: «Gine, min deilige Mø – Er Du med paa den?»

Hun lukkede Posen fort igjen og rettede sig lidt op – der kom en fin, flot Herre ret foran hende, den eneste, hun havde mødt paa hele Veien. Han gik langsomt, da de nærmede sig hverandre; saa hende bestemt ind i Øinene, mens han gik forbi. Rolig saa hun paa ham 169igjen – for hun var ikke mere saa sjenert som før. Han stansede, hun hørte det. – Nei, min Herre, hvis De tror, jeg snur mig om, saa tar De feil, De maa rigtig undskylde – men det holder jeg mig for god til – kunde ikke falde mig ind i Drømme, har jeg tænkt. At snu sig om paa Gaten efter en Herre er det simpleste, som fins. – «Gine min deilige Mø – Er Du med?» Hun var kommet til Sygehusporten og stansede og ringede paa og stod og ventede. Mon han stod der endda?

Ja – for nu var det en anden Sag, nu kunde hun gjerne snu sig, nu faldt det mere af sig selv. Jo, der stod han, ikke langt borte, og saa efter hende. Hun maatte smile lite Granne, idet hun gik ind af Porten. – Pyt san – han lettede lidt paa Floshatten. Aa ja – «er Du med paa den?»

Hun havde spurgt Portneren bare ligsom for at si’ noe, aassen det stod til med ‘n Edvard, og han havde svart, at det var godt, hun kom naa, for han havde nok ikke mange Timerne igjen, og han havde spurgt svært efter hende. Hun blev staaende lidt først, som om hun ikke forstod det, saa satte hun paa Sprang bort til Trappen, som gik op udenpaa Huset, gik fort 170opover den og saa langsommere bortover Svalgangen forbi alle Dørene og langsommere og langsommere, efter som hun nærmede sig til den, som hun vidste, at han laa indenfor.

Og hun, som havde vært ude og drukket Sjampanje og holdt Leven i Nat! Men var det ikke underligt, at hun netop skulde komme til at gaa herut idag – netop idag? –

Hun lukkede Døren forsigtig op – Tæringslugten strømmede hende imøde. – Og hun kjendte det lave, gammeldagse, panelte, lyserøde Værelse – det viftede lidt i Gardinet af Trækken, da hun aabnede Døren – for Vinduet stod oppe og hun saa den matblaa, varme, disede Himmel derude. – I sin grønmalede Hospitalsseng laa Edvard med Ansigtet mod hende og Hodet i Armen paa Mor Kristiansen, som sat ved Siden af.

Albertine havde tat af sig Hatten og Handskerne og stillet Parasollen ved Foden af Sengen og afløst Mor Kristiansen i at holde Edvards Hode paa sin Arm. Hun skulde hjem og se til Gamlen.

«Er det ikke nydeligt Veir ute i Dag, Tina?»

«Aa, det er saa altfor varmt saa.»

«Er det ikke bra det da, Jente, at det er varmt – jeg fryser jeg», sa’ Edvard med svag, 171hæs Stemme, og hun maatte bøie sig ned for at høre den – han vendte Hodet sit fra hende mod Væggen.

«Vil Du ha’ en Drue, Edvard?»

«Nei tak.»

Hun tog og snudde Hodet hans mod sit Bryst. Der laa det med sit mørke Haar og blegt, fast mod den fyldige, bløde Runding under den lyserøde Sirts – og hun saa nedover det lille Ansigtet, som var blet endnu meget mindre – over det bustede Haar og den faste, hvælvede lille bleggrønne Panden med denne store Sveddraabe paa og paa de lange, mørke Øienhaarene, som lignede hendes, og paa de røde, faste Tæringsflækkerne nedenunder og Næsespidsen, som var blet ganske ganske smal og skarp, og saa Brystet med den krøllede, grove Skjorten, som laa rent indenfor Skuldrene, men som en Gang imellem løftede sig tungt i et langt, langt Pust og kom op i Solskinnet og faldt ind tilbage i Skyggen, saa de samme Folderne kom igjen, og paa de smale smaa Fingrene og det store blaa Ankeret paa den høire Haanden, som laa slap og urørlig og allerede død ovenpaa Hospitalssalmebogen paa Uldtæppet.

En Sporvogn kom skurrende forbi udenfor. 172«Den gaar indover», sa’ Edvard. «Nei, aa fin Du er da, Tina – naa – jeg saa det nok, da Du kom ind – orntlig som en fin Dame. –

«Offer snur Du Hodet dit mod Væggen da, Edvard?»

«Jo – det skal jeg si’ Dig, Tina» – svarte han ivrig indimod Væggen. Madam Larsen her, hu’ har fortalt mig saa mye rart i disse Nætterne, da jeg ikke kunde sove – denne Asmastæringen, som jeg har, det er ikke andet end Smaadyr det, skjønner Du – frygtelig smaa da, skjønner Du vel – ja, de er saa smaa, saa smaa, som de kan bli’ – dem er det, sier a’, som sidder indi Brystet mit og spiser op mig – hu’ har hørt det af Doktoren, saa det maa da være sandt – dem heder endda Basiller – ja Basiller heder dem – dem har ossaa et Navn til, som er svært langt.» Han hostede, hun støttede ham lidt op – han vendte atter Hodet sit mod Væggen. «Dem har et Navn til, som er svært langt, men det er saa vanskeligt, og dem sidder altsaa derinde da, skjønner Du, og for hver Gang, jeg puster ud, saa flyer det ud med Pusten mindst et Par Hundre da, skjønner Du, ossaa flyer dom indi Dig, ossaa faar Du Asmastæringen Du ossaa da, skjønner Du.» Og han vedblev at holde Hodet mod Væggen, 173saa hun bare saa det bustede Haaret paa Armen ved Siden af sit lyserøde Bryst.

En blegfed Gangkone kom ind og hviskede – saa gik hun ud igjen, og Trækken fyldte Gardinet et Øieblik som et Seil.

En Sporvogn igjen.

«Den gik udover», hviskede Edvard imod Væggen.

Han havde ligget længe stille – en Gang imellem hørte hun et tungt Pust. – – –

– – Det var blet Aften. Mor Kristiansen var kommet igjen, og Gamlen var med – han hilste ikke paa Albertine og var lidt fuld, saa hun kjendte, det lugtede Brændevin a’en, da han var borte ved Sengen. –

Saa satte han sig længst bort igjen, ved Siden af Døren.

Edvard drog et dybt Suk, og fik en hul Hoste bagefter. Det var blet meget mere Sol i Værelset – Aftensol.

«Har Oline vært her?» spurgte Gamla.

«Nei!»

Sent paa Aftenen vinkede Albertine til Gamla og Kristiansen. De kom stille hen og stod længe urørlige. Men tilsidst gjorde det ondt i Albertines Arm, som var sovnet ind, og hun lagde ham 174ned i Puden. Saa foldede Mor Kristiansen Hænderne hans over Salmebogen og trykkede Øinene igjen. Døren gik op – Gangkonen kom ind – Gardinet viftede langt indover Gulvet i Trækken.

*

«Jo – her staar det: Bekjendtgjørelser – Dødsfald – det staar allerførst af altsammen.» –

«At vor elskede Søn Edvard gik hjem til sin Gud i Troen paa sin Frelser efter længere Tids Sygelighed Tirsdagen den 15de Juli om Aftenen, bekjendtgjøres herved for fraværende Slægt og Venner.
Maren Kristiansen.
Olaves Kristiansen, Maskinist.

Meddelelsen bedes modtaget kun paa denne Maade».

– Albertine havde staat og læst det op af «Dagen», lænet mod det sorte Kistelaaget, som stod henne ved Væggen, og i Kisten midt i Stuen laa Edvard fin og pyntet, med det mørke Haaret skilt paa Siden, Øinene igjen, en mørkegrøn Myrtekrans midt paa Brystet, svævende paa Folderne af den rene Skjorten, og de blege Hænder stivt foldet over den sorte Salmebogen med Guldkorset skinnende frem under Fingrene. Lidt 175ovenfor Tommelfingeren paa den høire Haand tegnede sig bestemt et stort blaat Anker. Baade Albertine, Oline og Gamla var klædt i sort.

Oline la’ Kammen fra sig ved Siden af Myrtekransen og kom hen til Albertine. – «Faar jeg se da – staar det der?»

«Ja – her staar det.»

Hun læste det op igjen halvhøit, mens hun bøiede sig hen til Albertine, som ikke vilde slippe Avisen.

«Det høres svært fint ud, har jeg tænkt – ikke sandt?» sa’ Albertine.

«Jo da – det er vist – hvad er det for noen andre, som er død, da –? Nei, Mor – naa gjør Du gæli –.»

Albertine blev staaende derhenne – sortklædt – og læste op igjen og op igjen: «Meddelelsen bedes modtaget kun paa denne Maade.» – Hun slap Avisen ned og saa frem i den nøgne Ligstuen med de ujevne, kalkede Væggene.

Naar han læser det, saa kommer han til at tænke paa mig igjen, selv om han har glemt mig rent – aa nei, det har han vist ikke forresten. Men kanskje han ikke fik se det engang. – Gid – gid hun havde aventeret det i et af de fine Blaene ossaa! –

176Huf!

Var det virkelig ikke mere end en Maaned siden – hun syntes, det maatte være gaat mindst ti Aar, – aa – ja der var naa hændt mye rart i Mellemtia. – Og det var forfærdelig længe siden det Kysset, han ga’ hende, med det samme han gik.

Ja, der var hændt mye i Mellemtia. Huf – det var endda godt, han ikke vidste det – og det skulde han aldrig, aldrig i Livet faa vite. – Og nu skulde det være Slut ogsaa, havde hun tænkt – naa vilde hun fløtte hjem til Gamla, ellers blev hun saa alene naa, og da vilde hun sidde hjemme bestandig og sy – for hun var lei af de Herrerne og al den Morroa deres, som inga Morro var; bare leit og stygt. Hun var vist skabt anderledes end andre Mennesker. – Ja, der var hændt mye – naa, saa farligt var det naa ikke forresten, to – tre Nætter, som hun ikke havde været hjemme. – Hvad var det mod Valeria og Jossa og de andre –? Ingenting at snakke om; det var bare dumt af hende, og nu skulde det aldrig ske mere, havde hun tænkt. –

Gid hun laa der i Stedet for Edvard, ja det vilde hun gjerne!

Mor Kristiansen klemte Edvards Hænder lidt 177bedre sammen, glattede lidt paa det glatte Haaret og pillede lidt ved de smaa mørkegrønne Bladene i Myrtekransen.

«Ja, naa er’n saa pen saa, naa er’n saa pen saa – la’ vors naa gaa hjem», sa’ Oline.

«Far sa’, han vilde komme og se paa’n», sa’ Mor Kristiansen – «jeg tænker, jeg blir sittendes saa længe her; det er naa altid lidt at pusle med.» – Hun gik hen og puffede lidt paa det ene Hjørne af Puden.

«Ja, ja, saa gaar vi», sa’ Oline; »kommer Du hjem snart, saa skal vi ha’ Kaffin færdig til Dig – god og varm. – Ja – naa er’n saa pen saa – jeg tror aldrig, jeg har set noen være saa pen paa Ligstraa, jeg.» –

«Nei ikke jeg heller», sa’ Albertine.

Portneren lukkede dem ut af Hospitalsporten, og de stod derudenfor i Brogaden i den stegende Sol og i Støvet, som strax lagde sig paa dem og deres sorte Klæer.

«Du Albertine, jeg tror, jeg vil kjøbe mig saan en pen sort Silkefischy fra Paris – Du vet, hvad jeg mener – den kan jeg bruke siden ossaa, naar Sorgen er over. Gamla faar ta og farve sort det gamle Sjalet sit, saa blir det vist nok saa pent – men hvad skal Du gjøre, 178Tina – Du kan da ikke gaa med disse svarte Fillerne – ossaa har Du jo laant det meste – og Sorg maa Du jo ha’. Jeg skal si’ Dig en Tingen jeg, Tina. – Du er rigtig orntlig dom, hvis Du ikke lar en af de Herrerne, som Du kjender, gi’ Dig til Foræringspresent – sort Parasol og sorte Handsker ialfald». –

«Jeg har ikke noe med de Herrerne at gjøre jeg jo – jeg bare kjender dem.» –

Oline smilte – «Gud, aa dom Du er, Tina!»

De gik nedover i Varmen og ved Hjortapotheket mødte de Gamlen, som fik Taarer i de fordrukne Øinene, da han hørte, at Edvard var saa pen paa Ligstraa, og sjanglede fra dem udover.

«Denne sorte Jerseyen med Snorbroderierne er jo noksaa pen –.»

«Aa – ja.»

– – Silkefischy – sort Silkeparasol – lange sorte Handsker og langt, langt Slør – ja, naar hun bare vidste, hvorledes hun skulde si’ det, saa – det maatte være Winther – men det var saa leit – kunde hun bare faa sagt det, saa vilde hun gjerne ta’ imot det, ossaa vilde hun gaa paa Karl Johan og møde Helgesen. Sort klædte hende pent – der var ingenting, som klædte hende 179saa godt som sort, havde hun tænkt, men det var, vanskeligt at faa bedt Winther om det – hun, som altid havde vært saa hoven – ossaa vilde han naturligvis da, at hun skulde bli hos ham, og det vilde hun ikke gjerne – nei, hun vilde det nødig. – Hun fik se, kanskje hun fik lidt mere Mod paa det, naar de havde drukket Kaffin, og saa kunde hun gaa op til ham i Eftermiddag og kunde endda faa ialfald Slør og Handsker. –

*

Det var Dagen efter – Edvard var i Jorden – de havde spist Middag hos Kristiansens, og Oline og hendes Mand og lille Tulla og Olsa og Mad. Hansen havde siddet og drukket Punch utover Eftermiddagen. – Albertine reiste sig og tog sine nye Handsker og Parasollen og Sløret paa Hatten.

«Aa skal du hen da, Tina?»

«Jeg vil bare gaa en Tur. – Jeg er rent fuld af al denna Kalponsen.»

Hun gik fort indover mod Byen – hvorfor vidste hun egentlig ikke selv – lidt ør i Hodet var hun af Ponsen forresten, ossaa var hun med en Gang blet saa græsselig bedrøvet 180over alting – og kom til at huske paa alting. – Tænk, om han vidste noet om det! – Huf! –

«Gud, hvor jeg flyer!»

Hvad var det, hun skyndte sig saa for? – Aa jo, det var vel det, at hun tænkte, hun skulde træffe Helgesen, og hun maatte snakke med ham nu – eller hun maatte se ham.

Det var blit sent – hun havde gaaet op og ned og op og ned mange, mange Gange paa Karl Johan, men han var ikke kommet, og nu var hun ligesom mod sin Vilje kommet ned paa Fæstningen og sad paa den samme Bænken. Et svært Dampskib kom ind den indre Led, og uafladelig løb de smaa Fjordbaadene omkring. Punchen steg mere og mere til Hodet. – Hun flyttede sig paa Bænken og stampede i Jorden. – Han havde gaat fra hende for hendes Skyld. – Nu var det blet saa alligevel, som han havde været bange for – hun var ikke skikkelig – nei, det var hun jo ikke mere – endda hun nødig vilde, saa var det blet saa – og da kunde det jo ligesaagodt vært han som en anden. – Ja, naar det var ham, saa havde hun ikke saameget imod det. – Gid han kom, ham vilde hun gjerne folge hjem med – alt det vonde, som var hændt hende, skulde bli’ borte som en Drøm. – 181Fredrik – Fredrik, Vennen min, kom til mig – jeg skal kysse Dig og være gla’ i Dig – det graater indi mig efter Dig, og der er altid en tom Plads ved Siden af mig, fordi Du ikke er der – Fredrik kom! – Det var jo for sent jo – jeg var jo alt gla i Dig jo, Gutten min – saa kom da – kom, før det er forsent – før de andre har ødelagt mig – saa Du ikke vil mere! – Du skal faa mig og Du behøver ikke at gi’ mig noen Penger, og der er ingen, som behøver at vite det – men skynd Dig, skynd Dig Fredrik – for jeg skjønner, at jeg blir mindre og mindre skikkelig for hver Dag! – Endda bryr jeg mig bare om Dig, men jeg kommer vel der, de andre er, engang jeg ossaa. Hvorfor tog Du mig ikke den Gangen? – Og jeg har været utro mod Dig, Gutten min – men det fortæller jeg Dig ikke – jo engang, naar Du er blet kjed af mig og vil gaa fra mig!

---

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.