IX. Fredriksborg.

182Det var Eftermiddag.

«Den, som havde hat en Cigaret», mumlede Albertine hen for sig. Hun sad ved Vinduet i No. 7 i Norbygaden, hvor hun var flyttet ud igjen. Hun havde syntes, at Gamla var for alene, og naa var ogsaa Gamlen reist til Ishavet igjen, men rigtignok havde hun da maattet stampe Silkefichyen sin og Silkeparasollen og Hatten sin igjen for at kjøbe Brændevin og andet Udstyr til ham, ellers havde han ikke villet reise, saa der sad hun nu igjen fast som før og havde ikke været ude af Døren paa 14 Dage.

Det havde begyndt at mørknes lidt igjen om Eftermiddagene og at høstes.

Det var en Søndag i August – langt ude i August – en Eftermiddag. Albertine sad der – 183sortklædt – tilbagelænet i den knirkende Kurvstolen ved Vinduet, og igjennem det faldt et varmt Aftenskjær, som farvede Halvgardinet rødligt og slog en græsgrøn lysende skjæv Firkant paa den blaa Væggen. En anden lysende, firkantet Solskinsflæk laa og strakte sig fladt ned paa Gulvet, forbundet med det andre Vinduet ved en skinnende, bølgende, skraa Støvkolonne, og det gamle, mugne Værelse var fyldt med et varmt, rigt Skjær af Solen. Og paa Edvards Plads henne ved Ovnen sad en sortklædt til – det var Mor Kristiansen, med de gamle, visne Hænder i det sorte Skjød.

Længe havde de siddet slig uden at tale sammen, helt siden Middag, da Solen faldt hvid og kraftig ret ind – bare engang imellem en Knirking i Kurvstolen, naar Albertine rørte paa sig.

Og Solen havde dalet, og det var blet lidt mørkere og Skinnet derinde mere og mere gyldent, mere og mere rødligt.

«En Cigaret! Den, som havde en!»

Hun sad urolig – Stolen var ligesom for trang til hende, den passede ikke og hun kunde ikke finde en Stilling, som var god.

Hun havde en væmmelig Følelse, der hun sad, af, at Verden og Livet gik fra hende, og 184at det blev Høst og Vinter, uden at hun havde faat se paa Sommeren engang – en Følelse af, at hun var forfærdelig dom, som sad her. Fordi, om hun ikke kunde faa det akkurat slig, som hun vilde, derfor var der da ingen Mening i at ikke ta’ den Morroa, som var. – Nu havde hun prøvet nok at sidde inde og grublisere, men hun tænkte lige meget paa ham for det og længtede lige meget for det – ja kanskje det bare blev værre. Nei, nu vilde hun forsøge det andre – kanskje hun da glemte fortere – – – –

«Et Glas Sjampanje og en Cigaret – Duke of Durham!» Og hun lagde sig tilbage, og ligesom blæste ud den lange, blaa Røg –

«Puh!»

Ja, hun maatte ha’ det – og det maatte være idag – nu strax – det var rart forresten, aldrig før havde hun brydd sig hverken om Sjampanje eller Cigaretter, men nu med en Gang – da hun kom til at huske paa, hvordan det smagte, nu maatte hun ha’ det, og idag maatte det være. Hun kunde jo laane Olines Hat.

«Puh–uh!»

Hun balancerte Stolen bagover og saa nedover sig selv; det høie, fyldige Bryst havde aldrig været saa tungt bølgende under den 185stramme Jersey – og hun var voxet lidt mere og var blet lidt slankere og længere i Livet og følte sig med engang ung og levende.

Jo da, nu maatte hun ud lidt igjen og drikke Sjampanje og røge Cigaretter – før havde hun vært lei over det, for det var saa dyrt, og Herrerne havde kanskje ikke Raad til’ det – pyt san – netop derfor havde de godt af det, de Toskene, som saa saa domme ut, naar de var nødt til at hilse paa hende Dagen efter paa Karl Johan, de, som havde krøbet paa Gulvet for hende Aftenen i Forveien bare for et eneste Kys, mens hun sparkede til dem og drak Sjampanjen, som de ikke havde Raad til at rive i, og lod dem sidde og fortælle hende, at hun var det vakreste, de vidste, og at hun var en Isdronning og havde Fiskeblod i sine Aarer og ikke havde noget Hjerte – nei, det var vist sandt nok, hun havde vist ikke noe sligt. – Men nu først skjønte hun, at det kunde være Leven det aa la’ en af dem forære sig pene Klær og Handsker i massevis, saa han blev rent Fant, og saa ta’ en anden – for man var da ikke pen for ingenting. Ikke noe Hjerte – nei, hun havde nok ikke mye af det Slaget.

Hun reiste sig og gik hen foran det gamle Speilet over Bordet mellem Vinduerne, holdt Armene 186i Veiret, lænede sig lidt bagover og snudde sig rundt.

«Pen Figur har jeg ossaa – mye penere end før. Syns du ikke det, Gamla?»

*

Det var senere – Solen var helt nede – en deilig, duftfyldt, fuldmoden Sommeraften, lige paa Grænsen af det septemberklare og gule. Alle Haverne paa Ladegaardsøen paa begge Sider af Langviksbugten stode fulde af Roser, og der var en tung Rigdom af Vegetation opover Fjeldkanten, hvoraf Fredriksborgs Trætaarn voxte op med sine Skydehuller, mens Dansemusik og høie Stemmer lød udover i den lune Kvæld.

«Carl» havde netop utaalmodig lænset sig for en Masse, som strømmede indover Bryggen, trængte sig ved Porten inderst inde, hvor de skulde levere Billetten, og skyndte sig opover Bakken, til Fredriksborg – derop til Dansemusiken og Levenet, og pustende og ivrig svingede den fort ud igjen for at gjøre Plads for «Eugen», som kom fuldlastet ind i Langviksbugten derude med sagtnet Fart.

I lyse, grelle Sommerkostumer stolprede Jossa og Valeria mellem de andre sminkede og 187brusende Piger opover paa sine høie Hæler; men med engang kneb Valeria Jossa haardt i Armen og pegte opover.

»Nei, naa mener jeg!»

«Var det ikke hun, som var saa hoven og ikke vilde gaa paa Saler og skjældte os ud, fordi vi gik der – og naa kommer a’ sjæl paa Fredriksborg – aajo, jeg takker!»

«Aldrig gaar Albertine derind», hviskede Jossa igjen, «hun gaar forbi, det kan du bande paa – hun gaar bare en Tur.»

«Ja, naa faar vi se da. Hu’ har ikke Handsker, Mor.»

«Nei – og den pene Parasollen er borte ossaa!»

»Hun er da pen – nydelig Figur», sa’ Jossa.

«Aa, jeg synes naa, hun har taft sig.»

«Holder a’ sig ikke mere med Winther naa da? Hun gjør vel ikke det da. – Ja, hun er da pen – hun er nydelig, Albertine, men altfor hoven.»

«Ser du», sa’ Valeria og gav Jossa et Puf i Siden, mens de arbeidede sig op ad det øverste af Bakken, usikkert paa sine høie Hæler.

«Det var som bare Faen!» svarte Jossa, «men det skal jeg da bande paa, at ikke sætter hun sin Fod i Salen, kjender jeg Albertine ret.»

188«Gjør a’ ikke det naa – gjør a’ ikke det naa? Vil du se naa da? Ja, hvad sier du naa?»

«Det var som Faen!» sa’ Jossa.

Foran det lille firkantede sorte Hullet stod den sortklædte Albertine og ventede, til de andre, som klemte sig om Lugen, havde faaet Billetter, mens Valsen og Trampingen hørtes ud af et skrøbeligt, svært, graat Skur uden Vinduer og syntes at maatte sprænge de tynde Bordvæggene; længere nede laa smaa grønne Lysthuser mellem Træerne nedover mod Langviksbugten, og gjennem de øverste Grenene skimtedes Akershus og Piperviken og Petersborgs Taarne og Bjørviken med Lystkuttere, som laa og speilte sine hvide Seil ret ned i Stilla.

«Goddag, Albertine!» sa’ Jossa raskt, idet hun gik forbi.

«Nei Goddag, Jossa!» svarte Albertine og nikkede – det saa ut, som hun vilde ha’ snakket til hende, men saa fik hun se Valeria og vendte sin sorte, ranke Ryg til dem.

Inde i de grønne Sprinkellysthusene sad Folk med Armene om Halsen paa hverandre og Ølflasker paa Bordet foran – ude paa Pladsen spadserede Endel varme og røde i Ansigtet af Dansen frem og tilbage Arm i Arm, og Opvarterne traskede 189forbi dem med klingrende, brune Ølflasker paa tynde, slidte Brætter og skidne Haandklær over Armen.

Det saa jo ut til at være Morro her. Gid hun traf noen, hun kjendte – det var kjedeligt at gaa alene – ærgerligt, at hun skulde være Uvenner med Jossa og Valeria; men helst vilde hun træffe en Herre, hun kjendte, saa havde hun da ossaa en at danse med – – – –

Hun havde gaat og set sig omkring overalt. Flere fine Herrer havde stanset og stirret paa hende, mens hun var gaat rolig forbi. De maatte nu ikke tro, at hun krøssede dem heller.

Pausen var forbi – nu spilte de op med en Reilænder. – «For førr ossaa firs ossaa jeg vi er Folk» o. s. v. – hun nynnede med. – Nei! Hun maatte danse, og hun vilde danse.

Og Folk strømmede frem fra Lysthusene og op fra Haven og ind og op af den graa, umalte Trappen, hvor der stod to Konstabler ved Døren, som maalte hende opmærksomt fra Isse til Fod og hviskede sammen, mens hun rolig saa paa dem igjen. «Ja her er jeg – tag mig, om Dere kan» – var det, som hun vilde si. Og hun maatte le, naar hun tænkte paa, hvor ræd hun havde vært Politiet engang, og hun lo, mens hun blev baaret ind af 190Trængselen og neppe fik leveret sin Billet – ind i den støvfyldte, gyngende Sal.

Og indenfor der, lige ved Døren, stod Winther i Uniform – men trodsig og fast saa hun ham lige ind i Øinene og hilste. «Tag mig, om Du kan.» – Han hilste ikke igjen.

Og hun gik videre hen mod Ringen, over hvilken hun saa de hoppende Hoder i Reilænderen og følte Winthers Øine følge hende nedover Rygraden.

«For jeg ossaa førr ossaa firs, vi er 191Folk» – hun nynnede saa smaat med – er det da ingen her, som jeg kan danse med? – Skulde hun gaa hen og spørge Winther, om han vilde – bare for at ærte ham? – Gud, nei, han vilde bli for sint – det turde hun alligevel ikke.

Men ved Siden af hende stod en ganske liden ung Herre med høi, blank Flos paa det blonde Haar og høi Snip om sin tynde lille Hals som en rigtig Engelskmand – ængstelig og nysgjerrig saa han paa den hvirvlende Dansen foran sig og slugte alt med sultne Øine. Hun huskede godt, hun havde set ham paa Karl Johan gaa op og ned med de fineste Damerne, og Albertine nærmede sig til ham, smilte og nynnede: «For førr ossaa firs ossaa jeg, vi er Folk –» – Han saa paa hende med sine Melkeøine og trykkede sig forlegent smaaleende lidt tilbage. – «Kom naa da!» sa’ hun. Han saa igjen paa hende – paa hendes sorte, ranke, fyldige Figur og sorte Slør og friske Smil i det blege Ansigt. – «Skal vi ta’ en Sving?» sa’ hun.

«Ja!» næsten ropte han ud ligesom taknemlig og bukkede for hende med et Danseskolebuk, før han klodset førte hende ind gjennem Trængselen, hvorefter begge forsvandt derinde i Støvhvirvlerne – – – –

«For førr ossaa firs ossaa jeg, vi er Folk –«

*

Tirsdag Morgen regnte det. – Albertine var netop kommet hjem. – Mor Kristiansen var ute i Bryggerhuset og vaskede.

Stakkars Gamla – hun havde nok tat sig fælt nær af det – hun havde graadt og set saa paa hende hele Tiden – to hele Nætter borte. – Stakkars Gamla – ja, det var stygt – men hun trodde nok, at hun selv havde det endda vondere indi sig selv end Gamla, selv om Gamla graat saa bestandig. – Hun – nei hun kunde ikke graate mere hun – men vondt havde hun det lel. –

Aa ja – det havde været leit for Gamla – men det gik vel over med Tiden, for hun trode ikke, 192hun vilde gaa ut mere naa paa en lang Stund ialfald – det havde ikke vært noe Morro. –

Hun tog langsomt og trevent Varekassen af Maskinen, drog ud Skuffen tog Oljebeholderen og begyndte at dryppe med den hist og her i Krogene af Maskinen.

Hun lagde Oljekanden fra sig og famlede efter noen Sneller ned i Skuffen, men hun lod dem ligge, lagde sig tilbage og saa ret frem for sig.

Regnen begyndte at bli tættere – en rigtig Øsregn.

«Saa faar vi Høsten igjen, ossaa er det Vinteren igjen og saa Vaaren – den samme Lexa op igjen, har jeg tænkt.»

«Det er sandt, jeg stappede jo noen Cigaretter i Lommen – Duke of Durham – Gamla er ude, hun vilde vel faa Slag paa Stedet, om hun saa det, at jeg røgte, men hun faar naa forresten vænne sig til det. Hun havde reist sig, fundet en Fyrstikbundt og tændt – og sat sig igjen – Puh!

Det øsregnte, og det var ikke let at se gjennem Ruden, men var det ikke En – som kom over Gaden og saa paa Nummeret. «Nei naa kan Di tro.» – Han gik ind – han havde ikke røe Knebeler forresten – hun havde reist sig 193uvilkaarligt ligesom for at stænge Døren. – Han gik forbi gjennem Porten helt ind i Gaarden.

«Aa ja Politiet – pyt san – det var i gamle Daer det, en var ræd for det –»

Hun skvat op – det havde banket to haarde Bank paa Døren – den aabnede sig – Konstabelen!

«Naa, er De der – det er Dem, jeg søger efter», sa’ han.

«Mig? – Hvad vil Dere med mig?» – Hun holdt Cigaretten inde i den hule Haanden, for at han ikke skulde se den.

«Jeg hørte efter Dem først inde i Gaarden – jeg trodde, det var der, De boede, jeg», sa’ han noksaa venlig.

Albertine syntes, hun saa Olsa og Mor Hansen og alle Kjærringerne staa og stikke Hoderne sine sammen ved Posten derute, og hun hørte, aassen Ungeflokken voxte udenfor Døren.

«Efter mig? Men hvad er det, Dere vil mig da?»

«Indkaldt.»

«Indkaldt, jeg? Det drar ut, har jeg tænkt!» Hun var ligbleg, men rynkede Øienbrynene i Sinne.

«Aa nei, jeg gaar nok ikke feil – Albertine 194Kristiansen, værsgo – imorgen Kl. 10.» Han rakte hende en blaa Seddel.

Hun tog imod med venstre Haand – i høire holdt hun Cigaretten, som begyndte at brænde hende. – Han gik – alle Ungeansigterne viste sig i Døraabningen – saa var de væk. Hun klemte paa Døren og laaste den af og slap den slukkede Cigaret ned og læste under Politiseglet:

Kristiania Politi – den 30/8 1880. – De indkaldes herved af Kristiania Politi til at møde Onsdagen den 31te August 1880 Kl. 10 Form. paa Hovedstationen i Møllergaden hos Politifuldmægtigen.
E. Winther.
NB. Denne Indkaldelse bringes med til Mødet.

---

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.