209Midt paa Natten i koldt, stjerneklart Veir og klart tindrende Maaneskin paa de snelagte Gader vandrede Helgesen og Smith og et Par andre unge Herrer, som kom fra Bal, afsted opover Bakkegaden fra Vestsiden.
De skulde bare ha’ sig en liden Svip indom i Vika, før de gik hjem.
Napoleons Slot havde de passeret og havde heller ikke tat ned Skolegaden, men slentrede muntre og skravlende afsted opover Bakken med sine sorte Skygger paa den hvide Sne, som knirkede under deres Fødder.
Oppe paa Toppen af Bakken stansede de. For over paa Hjørnet af Vinkelgaden, oppe paa den lille Stentrappen derover, der var Døren slaat op paa vid Væg, og midt i Lampetyset, som strømmede ud paa Gaden og kløvede Skyggen langs Husvæggen for saa at forsvinde i det stærke 210Maaneskin udenfor, der stod en stor Pige og ropte dem an. Stærke Hofter under et kort rødt Uldskjørt med hvide Strømper under, en svær Barm under den blegrøde Nattrøie og et stort sort Haar uordentlig hængende nedover Skuldre og Hals.
«Kom ind til mig da, Gutter!» ropte hun med høi Stemme. «En efter en – allesammen! Dere skal faa det gratis! Kom – – – – – – – – – – – –!»
Pigerne i de omkring liggende Husene kom ud paa Gaden og lo af hende.
«Men er du reint gælen da, Albertine», sa’ en af dem, «eller aa er det, som gaar af dig?»
«Død og Pine», hviskede Helgesen til de andre, «det er jo Albertine! Nei, det er for væmmeligt. – Kom, lad os gaa!»
«Aa, jeg er saa kaat, Jente, saa du veit d’ikke», svarte Albertine og vendte sig igjen mod de unge Herrerne.
«Kom ind til mig, Gutter!» ropte hun igjen. «Kom ind til mig! – én for én … allesammen … Dere skal ikke betale … kom – – –!»
Men ingen af dem fik Lyst. Hun saa brillant ud, der hun stod oppe paa Trappen, midt i Døraabningen, i Lampelyset, som strømmede ud 211igjennem den aabne Døren; men ingen af dem fik Lyst paa hende – de gik videre.
Og som de skled paa Sneen ned af den bratte Bakken forbi Dueslaget til Mellemgaten, hørte de hende jamre sig for de andre Jenterne deroppe:
«Jøsses! Jøsses!» skreg hun, «skal jeg da være Hore og endda ikke – – – – – – –? Jøsses! Jøsses! – – –»
Saa var de om Hjørnet af Mellemgaden og kunde ikke høre mer.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Den naturalistiske romanen Albertine handler om den troskyldige og glade, men fattige sypiken Albertine som forføres og voldtas av politifullmektig Winther. Etter voldtekten forandrer Albertine seg og hun havner på «skråplanet». Hun ender som prostituert i Kristiania.
Albertine kom ut i 1886 og var et skarpt innlegg i datidens moraldebatt. Boken ble beslaglagt og førte til en voldsom diskusjon om offentlig prostitusjon. Striden omkring romanen bidro til avskaffelsen av den offentlige prostitusjon i Norge.
Krohg brukte Albertine-motivet også i flere malerier, det mest kjente Albertine-bildet er nok «Albertine i politilægens venteværelse».
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1886 (nb.no)
Christian Krohg er nok i dag først og fremst kjent som maler, men han var også forfatter, journalist (Verdens Gang 1890–1910) og ikke minst samfunnsdebattant. Han kjempet for sosiale reformer og enkeltmenneskets og kunstens frihet. I over 50 år var han en viktig og innflytelsesrik deltaker i norsk kulturliv.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
