7I de små aviser som utkom i Christiania frem til midten av forrige århundre, meldes det stadig om jekter og galeaser og lignende småfartøyer som var ankommet fra danske byer eller lå seilklare for Danmarks-farten. De besørget frakten av korn og ost og smør og kjøttvarer og tok leilighetsvis reisende med seg. I krigsårene 1807-14 blev denne seilasen prekær, livsviktig som den var for landets forsyning.

Den første sjømann som våget seg ut efter krigsutbruddet for å føre korn og fetevarer til Christiania, het Peter Svendsen Bekkevold. Han var født i 1781, døpt i Nordby kirke 12. august, sønn av Svend Petersen fra plassen Neset; familien må siden være flyttet syd til naboplassen Bekkevold innerst ved Bunnefjorden og ha tatt sitt navn derfra, men en tradisjon fortalte at slekten i sin tid var kommet fra Värmland. Både Peter og hans yngre bror Frederik slog seg ned som fraktemenn og høkere på Moss; Peter fikk borgerskapsbrev der i byen 29. februar 1808. Begge blir ofte nevnt i beretninger fra disse tider som foretaksomme sjøfolk. Seilasen løp ikke av uten eventyr.

I august 1809 seilte Peter med fraktebåten «Redeligheden» fra Vallø med salt til Klitmølle i Vestjylland og fikk ombord 80 tønner korn til Christiania. På tilbaketuren blev båten 18. september tatt av en svensk kaper og ført til Mollesund nord for Marstrand. Peter klarte å rømme og kom seg hem til Moss, mens de tre andre norske blev fanger hos svensken. Båt og ladning gikk tapt. To andre båter blev ham «frataget af Fienden» i de nærmeste år. Det betydde for Peter et tap på 4 000 riksdaler, og 3. oktober 1811 måtte han inngi sitt bo til skifteretten. Saken 10trakk ut; imens kom pengereduksjonen i 1813; innbo, løsøre og et hus han hadde kjøpt i Moss, blev solgt på auksjon. Boet blev først oppgjort i februar 1815 og viste 662 daler aktiva mot 2 763 daler gjeld. Men Peter fortsatte ufortrødent seilasen på Danmark i disse år, og senhøstes 1813 var han heldigere enn før.

Han var da med på broren Frederiks jakt «Forsørgeren» for å hente en kornlast fra Aalborg. Ombord var foruten brødrene to handelsmenn og en sjømann, Helge, alle fra Moss. Frederik og de to handlende eide hver sin åttendedel av ladningen, resten var kjøpt for et interessesentskap i hjembyen. De seilte fra Fladstrand (Frederikshavn) 26. oktober om kvelden, kom ut i en voldsom storm fra vest med svær sjøgang og tåke, og båten sprang lekk. Det var ingen annen råd enn å søke inn til svenskekysten for å berge båt og last. De heiste svensk flagg og tok en svensk fisker ombord; men han loset dem inn til Kungshamn, hvor det lå en svensk skjærgårdsflotille, og dermed var de tatt, skipspapirene blev beslaglagt og en vakt på fem mann satt ombord – jakten og nordmennene skulle føres til Uddevalla. Det blev en besværlig seilas. Tre dager lå de værfast et sted som heter Fiskertangen, kom så til Kornö, og i farvannet deromkring var Peter kjent fra tidligere tokter. De norske avtalte seg imellem at så de noen chanse til å komme unda, skulle den tas. Peter overtalte svenskene til å søke havn ved Kornö for natten; han og hans kamerater fikk gå i land og få losji, bare Helge blev ombord. Mens det ennu var lyst, gikk Peter en tur og «afpeilede Landet» mens de andre «holdt Svenskene med godt Snak», heter det. Klokken 12 om natten gikk Peter igjen ut og ned til båten. Der så det ut til at alt var stille; men da han kom inn på dekket, dukket en av svenskene opp fra akterluken. Peter kom seg straks på land igjen og stilte seg bak en sjøbod til han så at mannen trakk luken over seg og forsvant. Nu gikk Peter opp til losjiet og gav tegn gjennem kammersvinduet hvor kameratene var innenfor – det var avtalen for å varsle at de kunne komme. På bordet la de efter seg et brev og penger til verten for hvad de hadde fortært. «Da det formedelst Nattens Stille var meget lydt, trak de alle Støvlerne af sig og gik saaledes ned ombord paa Jagten», kastet trossen, løste ankertauet og lot det sakte gå i 11sjøen. Én tok post ved forluken, Peter og annen ved akterluken, Helge heiste klyveren. Ved dette blev det uro under dekk; men nu viste det seg å være så heldig at det bare var to svensker ombord – de andre overnattet iland. De to blev truet på livet og gav seg uten slagsmål. Et kvarter bar det nu utover for bare klyveren, før de tente lys ved natthuset for kompasset og satte alle seil. I to timer gikk seilasen gjennem brott og brann i svarte natten i et grumset og farlig farvann. Da revnet plutselig storseilet tvers over og måtte reves ovenfra ned til riftet; det blev 1 1/2 favn mindre og var siden til liten nytte. Ved daggry var de kommet vel 3 mil av Færder (Storefærder), som de passerte klokken 11; klokken 3 la de bi ved Larkollen for slapp vind, og dagen efter, 3. november, fortøyet de i Moss. Svenskene blev overlevert til løytnant Diechmann sammen med et forseglet brev de hadde med til kommandanten i Uddevalla, og en åpen instruks for det svenske mannskaps leder. Forklaring blev opptatt og innberetning sendt stattholderskapet – Christian Frederik – om de norskes raske dåd. De fikk beholde 5 svenske sabler og 5 pistoler. Og det blev stilt i utsikt at Peter som leder av aksjonen skulle få Dannebrog. Men før det kunne skje fra København, var det jo andre og viktigere saker som denne vinter kom iveien. I familien blev det ofte siden talt om disse hendelsene fra krigens tid; selv nevnte Peter Bekkevold dem sjelden; Wergeland nevner dem i det brev han førte i pennen for Bekkevold angående friplass for sønnen Frederik på Christiania katedralskole (1843, S.S.6:2:282 f.). Alt i alt mistet Bekkevold i krigsårene 5 fartøyer som han hadde part i.

Han fortsatte efter krigen som fraktemann. Hans kone Anne Sophia Hansdatter døde. Som enkemann med to mindreårige sønner, Svend og Christian Frederik, giftet han sig 19. november 1818 med Gunhild Marie Ihlen, som var født på Landfaldøen ved Drammen 28. februar 1800. Hennes mor, Oline Ihlen, født 1764, var av den kjente slekt fra gården Ihlen på Modum. Da hennes mann, Even Gundersen Engelstad eller Kjølstad forsvant, tok hun igjen sitt pikenavn og flyttet med datteren til hjembygden. De bodde på plassen Stalsberg (under Ihlen); «gjestgiver Peder Bekkevold fra Christiania» star som eier av plassen fra 1818 til 1831. Men alt i april 1819 kom han med 12familie til Moss; hvor hans bror Frederik var kjøbmann. Peter fortsatte som høker – småhandler, især med husholdningsvarer – samtidig med farten på Danmark, og han slog seg godt opp på den. Han blir titulert «skipper og høker».

Den 9. juli 1819 kom datteren Amalia Sophia til verden og blev hjemmedøpt; den 1. desember blev hun båret til Moss kirke og fikk innskrevne faddere: skipskaptein Kock, kontrollør Beenrud og kjøbmann Laurentzen fra Horsens, samt Petronelle Tronsen, tanten Helene Bekkevold (gift med Frederik) og jomfru Ellen Kock fra Larkollen. Siden fødte madame Bekkevold nokså regelmessig et barn hver annet år, og på en nær levde de opp. Det var: Petter Christian 10/10 1821 (død sped), Peder Christian Balzar 23/11 1823, Elise Olava 29/9 1825, Caroline Cecilia 27/7 1827, Frederik August 18/3 1830, Helene Gjertsine 24/11 1832, Niels Julius Liontar 24/12 1834 og Gunda Marie Dorothea 10/10 1837.

De forholdsvis gode år på Moss tok slutt. Et dansk firma hvor Bekkevold hadde tilgodehavender, gikk fallit og trakk ham med seg. Han strevet siden med å betale sine kreditorer. (En gjeld på vel 84 specidaler til statskassen fikk han eftergitt av Stortinget 28. februar 1848.) Kort før 1830 flyttet familien til Christiania og bodde tilleie i Tollbodgaten, senere i Kirkegaten, inntil Bekkevold i 1834 etablerte seg som fraktemann i skipskaptein Brinchs gård nederst i Skippergaten (nr. 3) ved Revieret ved bryggene. Han kjøpte og lot delvis selv bygge en del store lasteprammer som fraktet inn til byen sand til bruk som ballast i skutene. 27. mai 1836 fikk han borgerskap som høker (og traktør) i Christiania. Slitet på sjøen i yngre år hadde merket Peter, som nu selv hadde begitt farten. Men blant sine tidligere kolleger jekteskipperne hadde han mange kamerater, som frekventerte huset og fikk seg en toddy eller shrubb – brennevin med varmt vann og portvin. Om vinteren, når båtene var lagt opp, kunne smalhans melde seg. I småhandelen hadde han bønder som kunder; stallen i bakgården hadde spilltau til hestene deres under bybesøk.

Blant husets venner var en mann i satt alder, Johan Simen Waaler, født i 1806, student fra 1828 og stud.theol., men noen embedseksamen tok han aldri. Når han gjerne blev titulert 13«candidat», var det som cand.philos., med anneneksamen. Han var tydelig betatt av den vakre, snart 19 år gamle Amalie, og det later ikke til at hans frieri har vært ukjært hverken for henne eller for gamle Bekkevold. Waaler var en holden mann; ved makeskifte blev han i 1842 eier av gården Nedreås i Ås. Waaler var det som en sommerdag i 1838 innførte sin to år yngre bekjent, Henrik Wergeland, i huset – med skjebnesvangre følger. –

La oss nu minnes det muntre kapittel i «Hassel-Nødder»: «Endelig slaaer ogsaa min Klokke» og hvad som gikk forut for det som der fortelles: «Campbeller»-slaget i januar med den beske avispolemikk som fulgte, måned efter måned, beneficeforestillingen i februar, som brakte Wergeland 390 daler og lengselen efter å få seg en hytte og en flekk jord til have, rideturen med Veslebrunen søndag den 13. mai gjennem Gamlebyen; orgeltonene og sangen lød ut til ham fra kirken, fjorden speilblank, lerkesang i luften. Og endelig ved den øverste stue i Grønlien, et lite stykke opp på Ekeberg: «Hvilken Udsigt over Fjorden og Akershuus og Byen og Landet! Man kunde see Maridalsfjeldene. Og Musiken hørtes saa tydeligt over fra Fæstningen. Og her paa denne Plet laa en Hytte, en Hytte af ægte Sort, liden og skrøbelig i høieste Grad, saa jeg kanskee kunde blive dens Ejer naar jeg bød ret drøit og kontant.» To dager efter var hytten med uthus og have hans for 150 daler, hvorav 100 kontant, og han var sjeleglad. Mandagen hadde han hevet sin fars kvartalsgasje som hoffpredikant med 60 daler, så han var for øyeblikket vel beslått med mynt.

(Hytten blev siden matrikulert under Ljabroveien 42, solgt til bortflytning i 1847.)

17. mai er han formann i Akers sogneselskaps festkomité til feiring av dagen, sammen med blikkenslagermester Rolfsen og gårdbruker Huseby på Tåsen; om kvelden fester han i Fru Deists restaurant i Kirkegaten. Dagen derpå kommer innkalling til politiet i anledning av en knust rute hos Kloed i nabogården, noe Wergeland var ganske uskyldig i; om aftenen igjen i Deists kafé, hvor en ham ukjent mutt og tverr person var i den grad utilnærmelig og efter hvert fornærmelig i sine ytringer at Wergeland til slutt drev til ham. Det viste seg efterpå å være Kloeds 14fetter, myntguardein Sinding (siden bergmester og i senere år far til kunstnerbrødrene Otto, Stephan og Christian).

«Endnu har jeg aldrig stødt paa noget haardere, hevngjerrigere og min Tænkemaade i lignende Forhold mere modstridende Gemyt,» skrev Wergeland, som ville gjøre opp i mindelighet «det Lapperi Tingen dog egentlig var», og tilbød simple bøter, – bergkandidaten insisterte på forlikelseskommisjon og rettssak, og stevning ved Bernhard Dunker blev forkynt 18. juni med møte i retten den 28de. Det blev flere slike møter – for motstanderne var jo dette en ny, kjærkommen anledning til å ramme den forhatte.

Imens var opprydningen og planlegningen og reparasjonene i gang ute i Grønlien. Henrik skriver 5. juni til den danske komponist Hartmann: «Mens Bladene ere fulde pro & contra Henr. W – er jeg alene beskjæftiget med Opbygningen af et lille Landsted, hvor jeg vil indrette mig à mon aise, for at skrive –», han ville ha Hartmann med på å lage en opera. På fødselsdagen den 17. juni stod diktet «I det Grønne» i Morgenbladet:

I Solskin smelter alt mit Nag.
Sligt Ord er ei i Bølgens Slag.
Jeg lytter til de Strandens Toner –
Hvor mildt du, søde Chor, forsoner!
– – –
Og du min kjære, hvide Hæg,
trofaste Ven af Hyttens Væg,
du laane Vreden ei din Skygge!
I den tør ingen Sorger bygge.

Ett savn nevner han, og det sammen med dødstanken, som aldrig er ham fjern:

Til næste Vaar du skal maaskee
bestrø min Gravhøi med din Sne;
kanhænde den i Begret drysser,
som jeg, der Brud ei har jo, kysser.

Fra kl. 9 til 2 var han, flittig og pliktoppfyllende, som amanuensis på Universitetsbiblioteket i byens eldste hus, Rådhusgaten 17, spiste derefter middag i sitt losji hos blikkenslager Rolfsen i Dronningensgate fra 1/2 3 til 4, og så bar det til Grønlien. Men 15veien om Gamlebyen tok for lang tid; han skaffet seg en båt for å ro over isteden. «Men Aarer og Seil vilde man stjæle bort fra mig ved bybryggen om jeg ikke havde et Sted at sætte dem ind i Nærheden», og dette problem løste Waaler ved å presentere Wergeland for Bekkevolds, hvor han kunne deponere dem. «Dette gav igjen Anledning til at jeg fik see og tale med hans ældste Datter Amalie Sofie, og dette gav igjen Anledning til at jeg hver Dag før jeg tog over kom i hans Stue og sad der og blev siddende der først under Paaskud af at jeg var træt og siden som en Ven af Huset.»

«Werthers Tilbedede gjorde ikke heftigere Indtryk paa ham, naar han saae hende skjære Smørrebrød og dele ud til sine Smaasøskende, end denne unge Pige paa mig, naar hun syslede med sine. De elskede hende som Moder og Søster. Sine Øines Herlighed kunde hun ligesaa lidt skjule, som man kan sætte en Lyshætte over Vesuv. Hendes Godhed var jeg daglig Vidne til, om den ikke havde lagt ligesaa aabenbare over hendes Ansigt som Solskinnet over Marken en Dag, som fortjener Navn af vakker, og om Fortræffeligheden af hendes Forstand overtydedes jeg ved hvert Ord jeg hørte.»

Jomfru Albertine Tønsager fra Eidsvoll, som Henrik i sin tid hadde sværmet sterkt for, var sammen med sin far stortingsmannen på bybesøk og bodde hos høker A. Knudsen i Store Vognmannsgate (nu Karl XII’s gate). Knudsen var en bekjent av både Waaler og Wergeland, og Albertine var en venninne av Amalie. Før Henrik ennu var flyttet inn i sin hytte, innbød han de to venninner til et besøk derute; Tønsager fikk om han ville, komme landeveien – Wergelands farkost var vel ikke særlig rommelig, later det til.

Sankthansaften hadde han igjen selskap i det lille rødmalte huset. Denne gang hadde han buden et par av sine egne unge venner sammen med Amalie. Det var den 17 år gamle Lovise Bang, som siden blev gift med Wergelands gamle kjenning gartner Moe ved den botaniske have på Tøyen, og Ambrosia Henriksen, 16 år, datter av kjøbmann Gudbrand Henriksen, som også hørte til Wergelands bekjentskapskrets; hun blev siden gift med hans lærer og venn, botanikeren M. N. Blytt. Fru Moe mintes siden i livet at husets utstyr ennu var særdeles primitivt: /16«Sengen var en briks med Riis i og Bordet var en Fjæl som han lagde over 2 Træstoler, med en Dug som han havde kjøbt paa Auktion.» Om kvelden kom det øsende regnvær, og damene lot sine fine nye sommerhatter bli igjen for ikke å få dem spolert på hjemturen. Wergeland hadde lagt Amalies over en vindusrose, og om morgenen var blomsterknopper sprunget ut under den. Det gav motivet til et dikt: «Den Elskedes Hat», den «første Kjærlighedserklæring af nogen Tydelighed» som han brakte henne, «skjøndt det allerede længe var klart, at jeg sad i over begge Ørene». Han gjorde rett i aldri å la det trykke, for diktet er ingenlunde vellykket som poesi betraktet:

Himmel, er Hun mig nær?
Har da Hun, jeg har kjær,
Selv bevogtet med Ømhed min Slummer?
Har hun bøjet sig tyst
til mit bankende Bryst,
mens idrømme det glemte sin Kummer?
– – –
O forvild ei min Aand!
Disse lyseblaae Baand,
denne Hat jeg for vel jo maa kjende?
– – –
Jeg har slumret inat
med en dyrebar Skat.
Derfor svang sig min Drøm i det Høje.
Paa en Rosenbusk sat
var den Elskedes Hat
nær mit vaagne skjøndt slumrende Øje.
– – –

Og så videre. Stilen minner om slike viser som man kan tenke seg Amalie sang til guitaren. Enkelte vers levet videre i muntlig overlevering, til diktet blev utgitt særskilt av Jonas Skougaard i 1944 (UBOslo ms. fol. 3385).

Kort efter reiste Amalie med sin mor på besøk til onkelen på Moss. Dit gikk nu brev på brev når leilighet gav seg. Det eldste bevarte er datert «Søndag Eftermiddag» – det må efter all sannsynlighet være skrevet 1. juli.

UBOslo ms. 584 fol. F 41. S.S.5:1:207 f.

Mellemmannen Peder Holm var en av Wergelands kjenninger, student fra 1830, cand.theol. fra 1836, sønn av kjøbmann L. C. Holm på Moss.

Verset i brevet er tydelig den første spire til det første fullbårne i rekken av de elskovsdikt som nu strømmet på: «Den Navnløse». Tidlig om morgenen den 7. juli var det ferdigskrevet med tittelen: «Den Navnløst Elskede»:Skougaards gave: Ms. in fol. 3386. Det er dette ms. som omtales S.S.6:2:71. Overskrift: Til den Navnløst Elskede. Undertegnet: (Til AB. fra HW) 7de Juli. Tidligt. – Varianter: Vers 1,2: Stranden! 3: hun Selv, selv 4: ikke komma tilslutt Vers 2,2: tømme, 4: Stjerne 6: til Regentens Krones Skat. Vers 3,1: Elskte Navnløs! – thi 3: tyst. 4: Han, han skulde 5/6: Lad, for reent for Verdens Munde, / det kun tone i mit Bryst! Vers 4,1: Elskte Navnløs! om du skulde 2: dit ikke fremhevet, ikke komma 3: sat, Vers 6,1: – Vee, sin Komma efter qvæle 3: O! men Verden ei jeg troer. 8: Tausheds Eed 10: han Straalehænget drager 11: ikke : 12: om [jeg>] de Taushedtvungne 13: det rette Navn lod kjende? 16: ikke anførselstegn 17: Straal for dem kun i min Graad!

Kun Hun Selv, og ingen Anden,
vide Hvad jeg fandt paa Stranden,
kun Hun Selv – Selv uden Navn,
Perlen liig, der, uopdaget,
endnu ei er bleven taget
ind i Diademets Favn!
– – –
19– Elskte «Navnløs!» thi jeg vover
selv for Vennen, naar han sover,
ei dit Navn at nævne tyst:
Han, selv Han skal mig misunde.
Det, for reent for Verdens Munde,
tone skal kun i mit Bryst.
– – –
Hedd da «Navnløs» for dem Alle!
«Navnløs Perle» de Dig kalde!
Perle, reen som Engles Graad!

Samme dag har han renskrevet diktet «Den Elskedes Overfart». Han sitter hjemme i Grønlien og minnes når han ventet besøk og det var hun som førte årene:

– Tys! det pladsker over Vandet.
Det er Hende! Det er Hende!
Hendes Forbud er alt landet:
denne glade Angst for hende.
Aaretakten kan jeg kjende:
uden Regel, uden Lag
som mit eget Hjertes Slag.

Bølge! Bølge! skyd bagefter
sikkert, men med milde Kræfter!
– – –
Hulde Stjerne, over Vigen
maa du trofast lyse Pigen.
– – –
Lyser Du med trofast Styrke,
da jeg evigt dig vil dyrke.
Jeg Bassin vil Kilden bryde,
mine Blomster duggbegyde,
at jeg Speile nok kan byde
Dig og Hende, der saa liig
er i Blik og Reenhed Dig.

Søndag den 8. skriver han sent på natt sin fødselsdagshilsen til henne: «Til den Elskedes Fødselsdag. Til Amalie, 19 Aar, 9de Juli» står det på manuskriptet.

20Om en Time Fødselsstunden
For min Elskte er oprunden:
Kjærlighed, med Gaver kom!
Du, den rige, er saa tom?
Har du intet Bedre funden
end en Taares Fattigdom?
– – –

Intet vilde Hende klæde
bedre end et Stjernekjæde
slynget om det blonde Haar.
Skynd dig! ned Orion gaaer.
Skynd dig! Beltet allerede
løses før du Skyen naaer.

Først Hun vilde ret fortrylle,
naar du kunde Hende hylle
ind i finest Morgenrødt.
O, hvor Skyens Silke blødt
vil om disse Former skylle,
hvorpaa Gud sin Kunst har ødt!
– – –

Ak, jeg frygter, at Du skryder,
naar om Magt din Tale lyder.
Hvorfor vil Du eje meer
end dit Hjerte, som det er?
Hvad, om den Present Du byder
da idag din Hjertenskjær?

Av et annet brev er bare et bruddstykke bevart. Wergeland har nok ikke vært trygg på hvordan fader Bekkevold ville stille seg til en forbindelse mellem ham og Amalie – Waaler var saktens en mere akseptabel kandidat.

UBOslo, Skougaards gave. Ms. in fol. 3407,1.

Søndag den 15. juli kom hun hjem igien med dampskibet «Prinds Carl». Hver morgen pleide han nu å ha blomster med til henne fra sin have i Grønlien. En dag kom det et dikt isteden:

Fagre, hvor arm er din Elsker idag! Thi Han, som saa gjerne
med Diamanter og Guld din Dørtærskel vilde bestrøe,
ak! Han ejer idag
ei vante Bouqvet til dit Vindu.

Nelliken holder jomfruligen stolt sig lukt i sit Bæger.
Blomsten har seet din Mund; nu blegner den heller iskjul.
Ak, jeg ejer idag
ei vante Bouqvet til dit Vindu!
– – –

Fagre, dog ejer din Elsker en Blomst, hvis fyrige Flamme
evig som Stjernernes er: udødelig Kjærligheds Blomst.
Dit velsignende Blik
har saaet den selv i mit Hjerte.
– – –

Hvilte Du kun en Sekund ved mit Bryst, da skulde Du føle
bævende Liv i dens Blad, der fik af en Skjalds Fantasi
al sin himmelske Pragt.
Den Blomst jeg dig skjænker, min Elskte.

22Hjemme i Grønlien kretser tankene selvsagt stadig om henne:Skougaards gave. Ms. in fol. 3387. Dette ms. har vært kjent av Lassen, se S.S.6:2:71. Overskrift: [Hvad? Hvorfra?>] Fantasier. Undertegnet: (Til AB: fra HW] Versene nummerert 1–9. Varianter: Vers 1, 7/8: Stærke Aander har til Grunden / lænket fast mit Bryst Vers 2,6: ikke komma 7: seer jeg klart og sikkert bare Vers 3,1: [D>] Qvellen 2: meer end vaagne Viisdoms 3: ikke komma 6: hun 7: ikke strek Vers 4,7: Hellas’s 8: Aphroditer Vers 5,7: [Mod>] Perle[glandsen]ns Glindsen, Vers 6,1: skjønfantastisk 5: majæstætiskt, Vers 7,6: før en Brændingsbølge fatter / dig, og drager ud dig atter / i den vilde Sjø! Vers 8,8: Grib. Vers 9,3: [din Elsker>] min Elskte 4: Flugt! 6: os skal da den Samme dølge!

Muntre Raab fra Fyrreskoven,
Klang af Horn og Skud deroven
kald mig ikke op fra Voven
ved den lave Kyst!
Der hvor jeg min Mø har funden
maa jeg dvæle tryllebunden.
Lænker ned i Klippegrunden
løbe fra mit Bryst.

Stranden troer I gold og øde?
Ak, I see da ei de røde
Roser, som i Sandet gløde
frem i hendes Spor!
Eders Øine er ei klare:
hvor I see kun Tang og Tare,
grant og sikkert seer jeg bare
unge Blomsters Flor.
– – –
Skjønne Havfru, lad dig fange
da af mine Elskovssange!
Byt din Bølge med den bange
Banken i min Barm?
Rødere dens Blodstrøm flyder
end Korallen, Dybet yder,
Perlens Glindsen, som dig pryder,
mod min Graad er arm.
– – –

«Henrik har kjøbt sig et lille Huus ved Alunværket, som han meublerer prægtig,» skriver søsteren Camilla fra Eidsvoll til 23broren Oscar i Paris. «Gud veed hvor længe den Herlighed varer, han bliver vel snart kjed af det.»

Venner trasket den lange vei til hans hytte og fant huset tomt – han satt jo hos Bekkevolds daglig. De begynte å ane uråd, og «da mit Tilholdssted var en Leilighed ligeved Jorden, opdagede en uforskammet Gloer mig. Nu kom da Rygtet ud pandekagevarmt om min Forlovelse længe før jeg selv havde mindste Haab; … og jeg fik af mine bedste Venner Navn af en uforbederlig gammel Abekat, som nu i mit tredivte Aar satte Kronen paa alle mine Galskaber ved at forgabe mig i en fattig og dertilmed en temmelig simpel Mands Datter.» Den 21. juli gav han Amalie et nytt dikt: «Til Amalie Sofie fra hendes trofasteste Ven paa Jorden Henr. Wergeland.» Det hadde tittelen «Min Hjertensmening om Amalie Sophie»:

Guld er Støv og Purpur Pjalt,
Ædelsind er det ei Alt?
Kan jeg større Rigdom finde
da end hos min tro Veninde?

Ædelsindets Tankers Flod
det er himmelskt Adelsblod.
Kan jeg bedre Adel finde
da end hos min tro Veninde?

Dagen efter, søndag kveld, var de på et danseball sammen på forlystelsesstedet «Dronningbjerget» på Bygdø, og en «gammel pyntelig Mand» kommer bort til dem «midt i Sværmen» og gratulerer dem «med megen Omstændelighed». Det blev for meget for den unge piken, hun blir kold og avvisende mot sin kavaller, og han synker ned i bunnløs fortvilelse; det er lett å tenke seg hvad han har søkt sin trøst i, både da og dagen derpå. Nu skulle det til uhell treffe at hans far og Camilla just kom inn fra Eidsvoll for å høre Ole Bull, som skulle gi sin første konsert i Christiania Theater om mandagen, hjemvendt fra sine fantastiske triumfer ute i Europa. Prosten hadde skrevet og bedt Henrik sørge for billetter – og Henrik var ingensteds å se. Konsertdagen gikk, og til slutt måtte prosten tilhøkre seg billetter til uhyre priser av en sjauer. Først da de skulle gå i teatret, møtte de Henrik, «men i en Tilstand der vistnok maatte forbittre os 24enhver Nydelse,» skriver Camilla. «Han havde været i et Lag, hedte det –.» Prostens humør blev sort, og de to reiste hjem til Eidsvoll neste dag, på tross av Camillas tårer og bønner, og skjønt de hadde meget bedre billetter til Bulls annen konsert.

Om den egentlige grunn til den fatale episode med Henrik ante de ingen ting, før det i begynnelsen av august kom et nytt hefte av månedsskriftet «Bien». Her stod de seks første «Poesier», de kjærlighetsdikt som hittil er nevnt. De talte et tydelig nok sprog.

Amalies kulde var heldigvis forbigående, men med enkelte tilbakefall, og Wergelands sinn svinget mellem de lyseste forhåpninger, som han straks klatret til himmels på, og stundevis sort fortvilelse. Hver morgen fortsatte hans blomsterhilsener; en dag kom et dikt med tilskriften: «Selam. Med en Blomsterbog og en Bouquet». Det var de skjønne vers:

Den har ei Sjel, som ikke troer,
Naturen er en aaben Bog,
at Mossens blege Klippeflor
saa vel som Rosen har sit Sprog.

Det kjender Du, min Elskte, vel.
Du Drømmen seer i Klokkens Bund.
Du fatter Liljens tause Sjel
og Ordene fra Rosens Mund.
– – –

‹Blomsterbogen› var i samme genre som «Flora, eller Blomster- og Bladesproget», et miniatyrhefte som dengang kom i opplag efter opplag fra Mallings boktrykkeri. Da Amalie så igjen var på et kort besøk hos sine slektninger på Moss – hun reiste dit med «Constitutionen» den 2. august –, kunne han legge inn «Blomstbrev» i sine daglige brev til erstatning for morgenbuketten; men for sikkerhets skyld føyet han selv til hvad hans blomster hadde å fortelle. Innlagte seddel fra 5. august må hun ha lest med forskrekkelse. Ak, det var noe annet enn de banaliteter hun hadde funnet om hun hadde tydet blomstersproget efter ‹Flora›’s oppskrift! Der kunne hun tydet ‹Lyngblomst› som: «Kun Din Velvillie ønsker jeg; – og jeg er fornøiet dermed», og ‹Blaaklokke›: «Dine Ord ere skjønne, men Dit Hjerte?», o.s.v.

25UBOslo, Skougaards gave. Ms. in fol. 3407,2.

Men hun kjente saktens allerede stormkastene hos ham. Hans mismod fikk ikke råde lenge. Han ville tro at Amalie skulle bli hans. Og som så ofte ved høydepunkter i hans dikterliv melder dødstanken seg med styrke. Ved denne tid blev diktet «Min Grav»Skougaards gave. Ms. in fol. 3388. Benyttet av Lassen, se S.S.6:2:71. Overskrift: Min Grav. Undertegnet: Til A.S. fra HW- Versene nummerert 1–8. Varianter: Vers 1,1: hjertensglad! 3: Hevn Vers 3,1: Skæløjde Nid, der mest beqvemt / Du læser mine Qvad. / Der vil du 4: Jeg, Vers 4,3: i Haanden, reent / som Liljens er mod Hvad du meent Vers 5,1: Grav! 2: Du Ikke komma. 3: somom Du Vers 6,1: Hun ikke uthevet. Ikke komma. Pindsefest 5: – O, Plet, Vers 7,1: Da, Bogfink, syng i Pilens Top! / Spring ud, Jasmin! spring ud! / Har Gravens Rosentræ en Knop, / da lukke den sin Læbe op 5: Brud. Vers 8,1: kort, 2: mit 4: ikke komma. til, et motstykke til vårdiktet «I det Grønne». Momenter kommer igjen, men nu i annet overlys, med annen fortoning over fremtiden.

Hvor er jeg glad, ja hjerteglad!
Thi alt jeg seer det Sted,
hvor halten Hævn og blinden Had,
som med min Skygge fulgtes ad,
skal synke trætte ned.
– – –
Har Hun ei lovt, hver Pintsefest
mig at besøge der?
Skjærsommersøndagen dernæst
Hun atter være skal min Gjæst.
O Plet, hvor kjær du er!
– – –

26Om han enn nu var tryggere på å eie Amalies kjærlighet, kunne ennu tanken på fader Bekkevold og husvennen Waaler engste ham. Dette siste kunne jo være en noe delikat affære. Men han øyner en utvei: han finner – at han jo kan råde Amalie hvordan hun best kan angripe saken! Hans brev er bevart i en (ortografisk unøyaktig) avskrift.

UBOslo, Skougaards gave. Ms. in fol. 3407,3.

Hvor langt Amalie fulgte dette veltalende råd, vet vi ikke. Så meget er visst at Waaler overlevde, bekjentskapet fortsatte, og det kan i parentes tilføyes at han i 1840 holdt bryllup med Hanne Dorothea Chrystie fra Moss, en fjern frende av Wergeland. Siden bodde Waaler som gårdeier og proprietær i Christiania til sin død i 1880.

Så kom hun tilbake. I disse hektiske dagene skrev han diktet «Amalies Haandtryk»:

Din Puls har banket min imod.
Forente var vi Blod i Blod.
Det var i faa Sekunder bare.
Ei længer Salighed kan vare.
– – –
O, vore Hjerter længer maae
ei skilte ad, min Elskte, slaae.
De høje Stjerner saae og taalte,
at deres Aarer sammenstraalte.
– – –

Og endelig, avgjørelsen. På Universitetsbiblioteket skrev han torsdag den 9. august første vers av sin jublende dityrambe:

Kommer nu Sorger! knuger mit Bryst,
at det ei sprænges af jublende Lyst!
Himmel med Uheld, Helved! med Qvaler
tæmmer dets Bølger! Thi der har hun hvilt!
     Fiendenag
aabne dets Aarer! din Piilodd kun svaler.
     Thi ved dets Slag
har nun jo zittret og smilt.

28Dagen efter var diktet renskrevet for Amalie på et prydelig kvartark. Men der kom enda et vers – det vakreste av dem alle:

Dengang du laa ved mit Hjerte, min Brud,
var det som Blomster sprang derifra ud:
Blomster, som levte, drømte og tænkte.
Mandel og Abild ei vajer saa fuld.
     Solen sit Blod
ikke saa rigt over Roserne sprængte.
     Sjelen sit Muld
drømmende saligt forlod.

Det blev føyet inn som det nest siste. Det er skrevet på en av bibliotekets katalogsedler.

Familien hjemme på prestegården var straks blitt underrettet om forlovelsen. «Det er umueligt at tænke sig noget mere glødende lidenskabelig, noget mere dybt bevæget end hans Breve til Fader og hans Digte,» skrev Camilla til bror Oscar. Prosten svarte omgående:

UBOslo, Skougaards gave. Ms. in fol. 3409.

Da gav også fader Bekkevold sitt samtykke til forlovelsen, som blev offentlig søndag den 12. august. Dagens dikt blev «Det første Kys»:

29Elskeren:

Hvor er du, min Elskte? Hvi lod du mig ene? Hvi har du dig skjult bag de ludende Grene?

Elskerinden:

Se her ved dit Hjerte, kun skjult af din ømme omfavnende Arm vil din Elskede drømme.

Elskeren:

Jeg hører din Stemme, som Engle dig lærte Men sværg, at du hører mit bankende Hjerte!

Jeg ellers maa troe, at Henrykkelsen dyssed i Døden det ind, da du, Elskte, mig kyssed. – – –

Elskerinden:

Jeg sværger, jeg hørte dit Hjerte at banke. Men nys stod det stille, da standste min Tanke. – – –

Mandag var de to ute på Ekeberg ovenfor huset i Grønlien «sammen med Mauritz Hansen, en anden god Ven og et Par Flasker Champagner», tirsdag var ringene ferdige. Blomstbrevene fortsatte, nu nok sammen med morgenbuketten:

Blaaklokke…………Er det blot en fager Drøm,

Bringebær………….at Du vil skjænke mig det Sødeste Du ejer:

Rosenknop…………din jomfruelige Kjærlighed?

Verbena…………….Min Lykke beruser mig.

Kløver………………..Gud vil velsigne

Kartoffelblomst……nøisomme Hjerter.

Aster………………..Og jeg vil bevare min Kjærlighed til den sildigste Alder.

«Nøisomme hjerter» ville det saktens bli behov for: Wergelands faste inntekt som amanuensis ved Universitetsbiblioteket beløp seg til 200 specidaler om året (800 kroner), – hvad kunne hans forfatterskap innbringe? Det var vel med tanke på en samlet nyutgåve at han just nu lånte en del av sine egne farcer fra Universitetsbiblioteket. En gammel tysk bok han samtidig lånte, gav ham idéen til dramaet «Venetianerne». Han tilbyr – riktignok uten hell – Morgenbladets redaktør å redigere avisens artikler om Sverige. Men bekymringer for fremtiden fikk ikke gjøre noe skår i dagens lykkefest:

30Blaabærblomst (Slaaer næsten aldrig feil) Qvist med Bærret Jordbærblomt Qvist med Bærret Tyttebærblomst Qvist med Bærret Tejebær

Jeg lover ikke meget, men det, jeg lover, skal jeg holde. Her har Du mig som jeg er. Du skal snart lære at kjende mig bedre. Er Du nu fornøjet med mig? O hvor min Fattigdom smerter mig? Tro mig, vi skulle have Bryllup inden Juul, saa fattige vi ere. Skjøn Jomfru, din Brudekrands er færdig, naar Du behager.

Med glad fortrøstning kunne han synge om «Kjærlighed og Nød»:

Se, min Elskte, Roserne rødme
som Smiil henover de haarde Klipper,
de søde Jordbær groe paa gjerrige Højder!

Saa den haarde Skjebne modvillig
vor unge Kjærligheds Fryd skal bære.
O Nød, hvor skjøn bestraalt af salige Taarer.
– – –
Frygt ei, Viv, min Sang skal forstumme.
Min Sved kun friske skal gamle Laurer,
om blodig Graad end risler indenfor Øjet.

Kun en snebar Stribe behøver
den kloge Stær for sig selv og sin Mage.
Stort meer ei, Brud! Geni og Kjærlighed trænger.

Hjemme på prestegården ventet gamle og unge med spenning på det første besøk av de nyforlovede:

UBOslo, Skougaards gave. Ms. in fol. 3409.

Søndag den 19. preket Henrik til høymesse i Gamlebyens kirke, med mange tilhørere. Og fra 22. til 28. fikk han fri fra biblioteket og var hjemme i Eidsvoll med Amalie. I «Hassel-Nødder» forteller han om ankomsten (som han virkningsfullt rykker nærmere forlovelsesdagen!) og om sin elskede mors glede. Camilla gir bror Oscar beretning om deres nve svigerinne: «Hun er af Middelstørrelse, rank, fyldig Skabning, er meget blond, og har et blomstrende, fyldigt Ansigt, hvis fornemste Udtryk er Godmodighed. Øinene ere det smukkeste. Hun er af dem der ville blive vakrere med Aarene, ved at tabe lidt Fedme, og naar Charakteren mere eiendommelig afpræger sig i Trækkene, hun er jo kun 19 Aar.» Det er tydelig at den unge piken fra det meget enkle og strenge småborgermiljø i Skippergaten har vunnet alle på prestegården ved sin tillidsfulle, naturlige charme. «Hun har naturligviis ingen Dannelse,» skriver Camilla, «men erstatter den ved en naturlig god Forstand og Aandslivlighed og ved et aldeles unbefanget Væsen – Dertil har hun noget blidt og høist insinuant af den Sort som Du veed Fader sætter saadan Priis paa, og som desværre ingen af os har kunnet erhverve os, jeg mener denne ydre Venlighed og Varme som mangler saa aldeles vor Familie. Hvad jeg meest beundrer hos hende, er en rigtig Følelse, en naturlig Takt og Delicatesse, 32der er høist beundringsværdig i hendes Stilling og Omgivelser. Mod Henrik viser hun megen Fasthed og en vis undselig Tilbageholdenhed, der nu næsten er for streng, men jo altid kan formildes. Det er et lykkeligt Instinkt hos hende at behandle ham paa den Maade, den eneste hvorpaa hun kan regjere et saa lidenskabeligt Gemyt som Henriks.»

Ham selv gav dette gjensyn med hans barndoms og ungdoms hjembygd, nu i samvær med henne han elsket, en sterk følelse av at han stod ved et vendepunkt i sitt dikterliv. Kjære minner strømmet på fra hans første diktnings rike inspirasjonskilde: skogen med dens tonende ensomhet, elv og foss, Skreia i det fjerne. Hans vers får gjenklang fra ungdomsdiktene:

Se, atter over mig suser den Piil,
som rysted nedover
min Barndoms seirrige Lege
de laureglindsende Blade.

Bekrandste Eensomhed feirer som før
i Skyggen sin Høitid
– den kjære Drømmer, som bredte
hver Qvel sit Teppe paa Engen.

Som forhen toner den grenede Top
den Vindenes Harpe,
der nynned ind i mit Hjerte
en sød Tungsindigheds Sange.
– – –
Hvor øm og trofast du stolte Natur
mig møder herhjemme!
Ei Blad har Pilene mistet,
og Engen ikke et Blomster.

Kun Dig jeg savner, Genius, Dig,
i Eensomhed født af
Naturens Høihed og Ynde.
Hvi er Du ei under Pilen?
– – –
Ak, kommer der ei min Elskede selv?
Ved Himlen! der svæver
et Elskovsdigt over Læben,
en Ode brænder i Øjet?

33Fortæt din Skygge, min Piil, thi jeg har
min Genius fanget.
Den vist i Himlen har været,
thi Jorden har ei dens Blidhed.

Lud ned, min Piil! Thi jeg vil paa min Mund
fra hendes aftrykke
det Elskovsqvæde og læse
den Ode Øje til Øje.

Slik avrunder «Hjemme» den vidunderlige diktkrans som denne sommers håp og lykke har skapt.

«Det er mærkværdigt alligevel hvilken Magt denne simple udannede Pige allerede har havt over Henrik,» skriver Camilla noen uker senere fra Christiania til Oscar. «Du vilde ikke kjende vor Broder igjen, saa douce er han bleven i sit Væsen. Denne Mildhed og Forsonlighed udtaler sig i alle hans seneste Digte … Saagar til hans Toilette har denne lykkelige Forandring strakt sig, han gaaer nu med Hat og fine Klæder. Paa hans Opførsel skal hans arrigste Fiender nu neppe mere finde at udsætte, han er det ordentligste, spagfærdigste Menneske, hele Formiddagen er han paa Bibliotheket, om Eftermiddagen skriver han, derpaa tilbringer han Aftenen hos Amalies Forældre, hvor han dog aldrig maae blive længer end til 9, thi Faderen er en streng spitsborgerlig Mand, af den Sort der vilde choceres meget ved at see Henrik kysse sin Kjereste … Hun er virkelig at betragte som en Velsignelse for vor Familie. Den korte Tid hun var hjemme var der kommen en uvant Hygge, et vist Sammenhold i den. Fader var i saa godt Humeur som jeg ikke har seet ham paa længe.» Og prosten melder fornøyet til Oscar at Henriks kjærlighet «har foraarsaget, at han har givet al sin Politik Løbepas, og han vil nu af al Magt søge at komme i et Embede».

På ny preket han ved gudstjenesten i Gamlebyen kirke den 16. og 30. september, «med stor Tilstrømning», og fikk en varmt anerkjennende attest fra sin sogneprest, Iver Hesselberg. Og 12. november innleverer han sin ansøkning om Nannestad residerende kapellani, «Landets knappeste Embede», som han sier.

Nye kjærlighetsdikt så lyset:

34Hun slumrer . . Tys! Hun slumrer.
Ei meer de bløde Fingre besvare mit Haandtryk.
Lig Qvisten, af hvide Roser for tung
i yndig Skjødesløshed de hænge.
– – –
Ve mig, af Hjertets Banken
min Skulder skjælver, hvortil hun hælded sit Hoved.
Hun drømmer sig vist paa grønnende Høi,
og hører Alfer hamre derinde.
– – –
Meer let end ellers svæver
henover Hendes Øienlaag, livlige Drømme!
Thi under dets fine melkblaa Emalj
er Perler gjemte, Smykker for Engle.

Den 18. oktober fulgte Amalie med Camilla hjem til prestegården for å bli der til over nyttår, og han nytter enhver leilighet som byr seg, til å sende henne brev. I dikt efter dikt fra denne tid er den elskede med. Han forteller henne om sin første kjærlighet, sin «Attenaarselskov» til Emilie Selmer, den vakre unge piken som døde, og hvis genius følger ham i hans drømme (diktet «De to Veninder»); der melder seg en gjenklang fra hans første dikt til Amalie Sofie:

En Rosenbusk stod ved mit Leje med fem
halvtudsprungne Roser; medeet da fra dem
et alfagtigt Lys strømmed ud, saa jeg grant
hvert Træk i den Elskedes Aasyn gjenfandt,
da ømt hun sig bøjed og jubled: «min Ven,
vær rolig! Sofie dig elsker igjen.
Som jeg Hun dig elsker! I denne Sekund
jeg hørte dit Navn fra den Drømmendes Mund.

En venninne har forært ham en gjengivelse av et gammelt nederlandsk maleri: en harpespillerske, og de tyste toner som strømmer fra bildet, binder sammen Amalies og hans egne drømmer. («Damen med Harpen.»)

Dagens politiske situasjon her i landet kunne han tross alt ikke se på med sinnsro. Resultatet av valgmannsvalgene som forberedte det kommende stortingsvalg, fylte ham med dyp pessimisme. I det store dikt «Norges Fjelde. Paa Egeberg» tegner han et dystert bilde av landets fremtid, og ender:

35Gid jeg Selv før Klippe blev!
Smerten grov deri en Klev.
Gid en Steen jeg blev fortryllet,
højt paa Fjeld af Havet skyllet.

Ak, jeg veed, min Brud, da hvad
du af Himlens Gunst dig bad:
Hybnen liig, den rosenfulde,
lude over mig du skulde.

Samme tunge stemning ånder gjennem diktet «Svanernes Høstflugt»:

Nu de vilde Svaners Hær
flyer fra Norges sidste Skjær.
Se, liig flygtende Stjerner,
hist, se hist sig Toget fjerner!
– – –
O, at flye fra denne Kyst!
O, hvor let! Kun sprængt mit Bryst.
Jeg før Svanerne kunde
hvile mig i Palmelunde.

Derfor, Elskte, fast mig favn!
Ellers Sjelen af sit Savn
udaf stirrende Øjne
efter de Bortfløjne.

I prestegården blev Amalie mottatt med åpne arme. At omplantningen til det nye sosiale miljø ikke alltid har vært lett for henne, er rimelig nok; hennes lærenemhet og hennes naturlige godhet hjalp henne. Henrik er vel fornøyet med de efterretninger han får hjemmefra. Bare to av hans mange breve fra disse uker er bevart.

UBOslo, Skougaards gave. Ms. in fol. 3407,4.

UBOslo, Skousgaards gave. Ms. in fol. 3407,5.

40Wergeland blev allikevel i byen til efter Carl Johans ankomst den 21. desember. Sine følelser da han stod, sammen med offiseren Hans Helgesen, ved den illuminerte æreport om aftenen og så den kongelige kortesje passere, har han skildret i «Hassel-Nødder», kap. XXXXIV. Han tenkte på hvor ofte hans politiske fremferd i de senere år hadde forbitret kongen. «Det er umuligt, at Carl Johan nu kunde bære over med mig mere»; – og nu, da han var forlovet og ansøker til Nannestad kapellani – «ak, nu ere vi ulykkelige begge To, og Skylden er min, min!» Men senere på kvelden, da Helgesen og han forfrosne varmet seg og bestilte toddy i Hotel du Nord, kom inspirasjonen: han følte det som «min gode Genius sad ved min Side og hviskede mig ind de digterske Inspirationer, der havde betaget mig. Digtet «Kongens Ankomst» var allerede blevet til. Jeg reciterede det paastedet i den første raa Tankeform … dette Digt, der brændte af Enthusiasme uden at ryge af Smiger.»

Dagen efter reiste han hjem, og lille julaften var de unge i visitt nos naboene på Linløkken, jomfru Engel Sophie Dahlin (1792–1862), som drev landhandel, og hennes søster Laurentse Marie (1789–1869). Camilla forteller: «Henrik, Amalie og jeg i Pilen /Henriks Baad/ med samt Brunen og Bella; jeg kjørte og H. og A. sad bag, idyllisk!» – Om juleuken – den siste festlige jul preget av glad ungdom på prestegården i Wergelandstiden – beretter både prosten i brev til Oscar i Paris og Camilla i et brev gjengitt nedenfor (s. 48ff.); og minnet om en måneskinnstur nyttårsaften er bevart i Wergelands eventyr «Annalina», som opprinnelig het «Emmalvina» (se s. 122–25).

Morgenen efter fikk Amalie dette brev overrakt:

UBOslo, Skougaards gave. Ms. in fol. 3407,6.

Efter nyttår reiste Henrik og Amalie til Christiania og siden til Moss for å besøke hennes onkel med familie. Dit kom også hennes far. Henrik måtte tilbake da universitetsferien var slutt og biblioteket skulle åpne, men Amalie blev igjen. Han får høre at hun ikke er frisk, og blir grensesløst fortvilet:

UBOslo ms. fol. F 42. S.S.5:1:220 f.

UBOslo, Skougaards gave. Ms. in fol. 3407,7.

Den 10. januar stod diktet «Kongens Ankomst» i Morgenbladet. Carl Johan fikk seg det straks oversatt på fransk av Wergelands velynder statssekretær Frederik Due og grev Lewenhaupt og fant det meget vakkert. «Fra det Øjeblik, han havde 44ladet sig Digtet forelæse, skjænkede han mig sin Huldrighed for bestandig,» heter det i «Hassel-Nødder». «Jeg blev endog underrettet om, at jeg skulde faae mit Kapellani …»

««Amalie» – jublede jeg min Forlovede imøde – «Nordens baade Nordstjerne og Karlsvogn bestraale os. Jeg faaer Nannestad Kapellani! … Men siig mig, veed Du, om der skal være Møbelauktion i denne Uge?» Vi maa tænke paa Sligt nu. Velsignelser over den ædle Konge stege op fra et uskyldigt Hjerte trykket til mit. «Det kommer af, at Carl Johan har Sands for Poesi», bemærkede jeg stolt. «Nei af at han er saa god», sagde min Brud. «Ve mig om jeg nægtede det, udtalte jeg med Høitidelighed. Gud ham velsigne!» «Amen!» hviskede det ved mit Bryst.»

Prost Wergeland og Camilla reiste inn til Christiania den 19. januar. Som hoffpredikant så han det som sin plikt å gjøre Hans Majestet sin oppvartning. Han blev meget nådig mottatt og fant at kongen ikke var ugunstig stemt mot Henrik; allikevel tvilte han på at håpet om kapellaniet ville gå i oppfyllelse, så sterk aversjon mot Henrik som både stattholder Løvenskiold og kirkestatsråden, P. C. Holst, la for dagen. Imidlertid lånte han Henrik 100 daler til møbelkjøp den 1. februar, før han vendte hjem til Eidsvoll. Camilla blev igjen i byen på besøk hos sin venninne Adolphine Colban.

Et par dager efter fikk Amalie et kjærlig brev fra prostinnen:

UBOslo, Skougaards gave. Ms. in fol. 3409.

Prosten fikk rett. «Kapellaniet forvandles til en vakker rød Sky.» Og Wergeland ville vel knapt blitt utnevnt til embedet 46selv om ikke den nye fatale episode var inntruffet, det reglementsstridige besøk i kongens vaktstue om kvelden og natten 12. februar. Vakthavende offiser, Wergelands venn løytnant Gamborg, blev satt under krigsrett. Henrik var «ganske sløv af Sorg». «Hvad feiler dig dog i disse Dage, Henrik?» spurgte min Kjæreste mig da vi Søndagen efter [17. febr.] spadserede paa Isen. Nu maatte Hemmeligheden frem. «Amalie!» sagde jeg. «Jeg faaer ikke Kapellaniet; kanske aldrig noget. Men se der disse deilige røde Skyer, hvor Solen nu gaaer ned, der er mit Sognekald! Den glimrende enkelte Straale der er Spiret paa den Kirke, jeg faaer.» Nu græd hun; mit Øje funklede. Hun fik den smukke Scene endnu samme Aften saaledes beskreven:

«Se hist, min Elskede, hist hvor Dagen
til Hvile lægger sig paa Skarlagen,
hvor Solen dalte
blandt Skyer gyldne og purpurmalte! …
Se der i Vest
i hine svømmende skjønne Lande,
først der, kan hænde, sit Vuggeløfte vil Skjæbnen sande:
at jeg, din Elsker, skal blive Præst.»»

Carl Johan var snar til å blusse opp, men uværet kunne hurtig gi seg igjen. Mange år senere fortalte Amalie at «da de gik op fra Bryggen og kom til Palæet, saa de Kongen staa i Hjørnevinduet; han hilsede dem venlig, men truede paa samme Tid med Pegefingeren, som om han vilde sige: har du nu været ude igjen? Han vedblev at gaa fra Vindu til Vindu, fra Værelse til Værelse, ligetil Hjørnevinduet, da sendte han dem atter en Hilsen «og et af de Blikke som aldrig glemmes».» Kort tid efter kunne statssekretær Due meddele Henrik at kongen, «i Mangel af Kapellaniet», tilbød ham 200 daler av sin egen kasse årlig i to år for det første, og Wergeland tok med takk mot tilbudet dersom han måtte gjengjelde det med frittvalgte arbeider for almuens opplysning.

Så kunne det allikevel bli bryllup denne vår. Alt før Henrik og Amalie reiste på påskebesøk på prestegården de siste dagene 47i mars, hadde han leiet en «ret smuk Beqvemmelighed» (som Camilla sier) i hjulmaker Meyers gård ved Akersveien (nu Damstredet 1) med have og lysthus og stall for Veslebrunen, og han underhandlet om et fordelaktig salg av hytten i Grønlien; det brakte ham 360 daler, hvorav 100 kontant. Lørdag den 27. april viet prosten brudeparet i Eidsvoll kirke. De to, Camilla og Amalies pårørende var kommet fra Christiania dagen i forveien. Camilla pyntet bruden på sitt værelse: «Hendes smukke Haar var lagt i to tykke Flætninger i en phantastisk Slyngning, Krøllerne foran vare meget smukke, ved høire Side en Bouquet af Myrther med smaae fine, hvide Blomster, der gik i en Krands hen til Flætten til Venstre, hvor den endte i en Bouquet, mørkegrøn Grodinapelskjole, syed af min Syerske Caren, i Brystet en Bouquet af deilige Aurikler og Reseda, en Gave af Harald. Da hun kom ned, var ikke Henrik fornøied med Krandsen, den skulde være tyk og gaae rundt om Hovedet som Bønderpigerne bruge den.» Våren kom sent dette år: «Brud og Brudgom pladskede foran i en Bredslæde» på veien til kirken, gjestene kjørte i vogn. De blev over til tirsdag den 30.; den dag var Henrik allerede på sin post på Universitetsbiblioteket.

«Henrik er en af dem der maae styres, ledes,» skrev Camilla til bror Oscar – en noe besværlig oppgave, må man si! – «og Amalie har mange Anlæg til at gjøre dette paa den rette Maade, men de ere endnu ikke nok udviklede hos hende, det stakkels Barn er ikke 20 Aar endnu. Hun har megen Magt over ham, og er Gud skee Lov ikke saa forelsket i ham at hun kan byde hans stormende Følelser Stangen i en vis Roe og Tilbageholdenhed, derved conserverer hun dem naturligviis hos ham. Det vil nok gaae godt.» Denne hennes spådom sannet seg i hvert fall. Ekteskapet blev lykken i hans liv, og hans forelskelse i sin vakre hustru varte til hans siste stund.

Det nye hjem stod åpent for Wergelands venner, og den første store fest var på Amalies fødselsdag 9. juli, med «Blomsterilluminasjon», underholdning av sangere, blant dem den storhertuglige badenske hoffsanger Schmuckert og – ekstraordinært – salutt fra 4 «gevaltige Svingbasser», avfyrt av glade ubudne gjester utenfor husets vinduer klokken 2 om natten. Fra prosten kom en vennlig hilsen:

48UBOslo, Skougaards gave. Ms. in fol. 1309.

Da Camilla kom hjem til Henriks bryllup, hadde hun en måneds tid vært hemmelig forlovet med cand.jur. Peter Jonas Collett, den riddersmann som blev hennes redning. Brevvekslingen mellem de to forteller om hans utrettelige, oppofrende strev for å gi henne nytt livsmod og mane bort de minner som forfulgte henne om hennes ulykkelige ungdomskjærlighet til Welhaven. Collett mente det ville være godt for henne en tid å komme vekk fra både Eidsvoll og Christiania, og 24. september reiste hun til København for å bli der vinteren over.

UBOslo, Skougaards gave. Ms. in fol. 3111.

51Amalie svarte på oppfordringen, og leilighetsvis sendte også Henrik sin søster en seddel. Til Jonas Collett skriver Camilla 20. mars: «Fra Henrik! havde jeg et lille Brev – Gud hvilket Menneske han er, jeg troer ikke han har Idee om det Slags Væsen som jeg. Amalie maae virkelig have stærke Nerver, hun skrev mig til, at han var meget god og kjærlig mod hende, og at hun havde det godt; jeg begriber ikke en saadan Natur, mig vilde han knuse. Hans Spøg, hans venligste Ord ere sande Kølleslag, naar de overraske os i et Brev, og man ikke har ham selv ved Haanden, thi da mildnes det rigtignok betydelig!» Julen hadde han og Amalie tilbrakt på prestegården sammen med Oscar.

Henriks eldste søster, Augusta, som var prestekone i Jelsa i Rogaland, har begynt å veksle brev med sin svigerinne i hovedstaden og gitt henne diverse oppdrag å besørge. Fra Eidsvoll er gårdsdrengen Erik Christiansen (1818–55) det stadige bud til de unge i Christiania med brev og sendinger fra prestegården og tilbake.

UBOslo, Skougaards gave. Ms. in fol. 3409.

I et langt brev til sin svenske beundrerinne Fredrika Bremer forteller Wergeland om sommerens liv i hjemmet i Damstredet i hus og have, om gjester som gikk inn og ut – dikterbrødrene Bjerregaard og Mauritz Hansen, unge venner og venninner, folk som søkte hans råd og hjelp. Camilla kom til Christiania fra København 17. mai og blev i byen til 7. juni, på besøk hos sine venninner; sist i måneden var prosten og hun igjen inne for å gjøre innkjøp til hennes utstyr. Det blev ikke noe av Henriks Eidsvollstur denne sommer, men midt i august reiste Amalie til prestegården sammen med Sophie Schøyen, som var forlovet med prostens søstersønn, løytnant Nicolai Wergeland. Camillas venninner Emilie og Natalie Diriks var samtidig gårdens gjester, som vanlig om sommeren. Camilla skriver til sin forlovede om samværet i disse dagene: «Hvis Amalie havde Dannelse, vilde hun staae paa et meget høit Trin, nu erstatter hun den ved en reen Naturlighed og en høist elskværdig Qvindelighed. Hun kan undertiden være overordentlig smuk, Panden og Øinene og de lange lyse Lokker ere complett smukke og meget noble, Underdelen af Ansigtet mere simpel, thi her strander gjerne Vorherres Kunst. Men der er noget Stærkt, Oprindeligt og Naivt ved hende; jeg vilde ønske De kjendte hende.»

53Det var første gang Henrik holdt hus alene som ektemann. Han hadde 12. februar søkt det nyopprettede embede som riksarkivar og ventet med spenning på hver post fra Stockholm, om der skulle foreligge nytt om utnevnelser i statsråd.

UBOslo, Skougaards gave. Ms. in fol. 3407,8.

56Wergelands forhåpninger om å bli riksarkivar steg i den tid som nu fulgte. Sist i september fikk han brev fra statssekretær Due om at kongen hadde forlenget sitt bidrag til hans folkeopplysningsarbeide, særlig utgivelsen av bladet «For Arbeiderklassen», og øket beløpet til 300 daler året for to år dersom han ikke «desforinden erholder et Levebrød», og Wergelands bror Oscar kunne fortelle at kongen gjentagne ganger hadde uttalt at han nu var meget tilfreds med Henrik. Men ukene gikk uten at meddelelsen fra statsrådet kom. Amalie gjorde alvor av planen om å følge prosten på hans visitasreise i november, slik Camilla hadde vært med ham to år tidligere. Utnevnelsen skjedde i statsråd i Stockholm fredag 14. november. I Christiania var selvsagt ekspedisjonssekretær i Finansdepartementet Carl Fougstad – som skulle bli Wergelands nærmeste overordnede i hans nye stilling – en av de første som fikk sikker beskjed. Prosten og Amalie var imidlertid kommet til Vinger prestegård hos sognepresten Ole Gaarder Rynning (1800–65).

S.S.5:1:281, på grunnlag av H. Lassens utgave av Wergelands breve.

Brevet som kom dagen efter, hadde ikke tre, men åtte kors! – Camillas forlovede P. J. Collett var ansøker til et lektorat i lovkyndighet ved Universitetet; han fikk først sin utnevnelse 8. mai det følgende år, efter å ha holdt prøveforelesninger. – I utenpåskriften retter Wergeland ‹Rynning› til ‹Tommelstad›: det er Ole Johan T., dengang postmester på Kongsvinger.

UBOslo, Skougaards gave. Ms. in fol. 3407,11.

Wergeland tiltrådte som riksarkivar 1. januar 1841. Med de økede inntekter han nu fikk, steg lysten hos ham til igjen å skaffe seg eget hus og have istedenfor å bo tilleie. Amalie forteller: «En Dag, vi vare ude og kjørte, kom vi forbi Slotsparken, til den Plet hvor vi senere boede. Wergeland blev saa indtagen af den smukke Udsigt, at han ligesom efter en pludselig Indskydelse spurgte mig: Skulde du ikke synes om at bo her? Jeg havde naturligvis intet at indvende derimod, og paa Hjemvejen var han indom hos den Mand, som ejede Tomten, fik Handelen sluttet i en Fart og engagerede strax derefter en Bygmester.» Eieren var 59kjøbmann S. Jacobsen og 13. januar blev det holdt oppmålingsforretning på tomten.

Det så en tid ut til at hans utnevnelse som byråsjef – det var den offisielle tittel – skulle få passere uten offentlig kritikk, selv om det blev skumlet i det stille både blant fiender og venner om denne nye kongelige nåde som Wergeland hadde oppnådd. Men det varte ikke lenge før angrepet kom, og det fra hans beste venn i ungdomsårene, Ludvig Kristensen Daa. I sitt blad «Granskeren» betegnet Daa ham som «frafallen» – en som «anvendte sine Talenter» imot «halvofficiel Belønning». Før jul hadde Wergeland sendt ut to farser i anledning av feider han da var innblandet i: «Lyv ikke! eller Dompapen», en overgiven harsellas mot troppistenes venn Johan Dahl og P. J. Colletts bror Holger, og «Verden tilhører Os Jurister!», en besk satire mot de unge jurister i kretsen om Den Constitutionelle. Nu prøvde han å svare på Daas angrep med en spøk: farsen «Engelsk Salt» – som bare gjorde Daa enda mere bisk og rasende. I nummer efter nummer av «Granskeren» gikk han løs på Wergeland og søkte å bevise hans «frafall», fra radikal republikanisme til han nu var havnet i den usmakeligste kongedyrkelse; med hans dikterliv var det slutt for alltid. Morgenbladets redaktør A. B. Stabell gjorde felles sak med Daa og skrev at «Hr. Wergelands Forhold i den senere Tid har forskjærtset ham de Sympathier hos Folket, som han før havde for sig». Wergeland forsvarte seg, og det fulgte en avisfeide, mere hatefull og bitter enn noensinne før i hans kampfylte liv. Til slutt blev Christianiaavisene stengt for Wergeland, og artikler og dikt måtte han sende til provinsaviser som stilte seg på hans side, «Drammens Adresse» og «Christianssandsposten».

Hans foreldre på prestegarden var ofte fortvilet over dagens hovedstadsaviser:

UBOslo, Skougaards gave. Ms. in fol. 3409.

I sitt brev nevner fru Wergeland intet om den bitre skuffelse som rammet dem alle på prestegården da posten den 23. mars fortalte at prosten ikke var blitt biskop i Christiansand. Hans melankoli hadde i de senere år stadig tiltatt; nu knekket forbigåelsen hans livsmot for alltid; han overlot mest mulig av embedsforretningene til kapellanen og isolerte seg på sitt studerværelse i dyster ensomhet. Nye sorger kom til: Henrik led den uhørte krenkelse å bli nektet opptagelse i leseselskapet Athenæum på den stormende generalforsamling 1. mai; her fant hans fiender leilighet til «at støde en Glassplint» i hans hjerte, «som endnu værker der», skriver han i «Hassel-Nødder». Han fikk underretningen om hvad som var skjedd, mens han satt «paa et herligt gyldent Løvetandteppe» utenfor sitt midlertidige losji på Slottsplassen og lekte med en rev, forteller han.

Alt i begynnelsen av april var han og Amalie flyttet fra Damstredet og hadde leiet seg inn i boktrykker Carl L. Roshauw’s lille hus i nærheten av «Grotten». Herfra kunne han følge byggearbeidet fra dag til dag, og selv gikk han straks i gang med å planere tomten, fylle jord mellem fjellknausene og anlegge have. Den 17. mai kunne de flytte inn i sitt nye hjem, med Veslebrunen, 62hunden, kattene, den tamme rev og kråken Kari, blomsterplantene &c. &c. Det blev en dobbelt festdag.

De siste ukene i juni var Amalie på besøk i prestegården.

UBOslo, Skougaards gave. Ms. in fol. 3407,10.

64Han hilste Amalie med et dikt da hun kom tilbake, denne gang som så ofte i hans kjærlighets første måneder. Med henne fulgte gleden, lykken, som forsoner med all livets motgang:

Gudskelov, min hulde Hustru!
Gudskelov, du engang kommer!
O, Velsignede, velkommen!
O velkommen tusind Gange,
var dit Fravær ei slig Sorg!
O med tusind Kys velkommen,
da dit Fravær er slig Sorg!
– – –
Jeg har længtes, til jeg blegned,
til mit karske Hjerte sygned,
aabnet Favnen, fanget Luften,
til min stærke Arm nedsegned.
Du maa troe det – ja ved alle
denne Midnats vaagne Aander! –
skjøndt imorgen ved dit Hjerte,
Elskte, du min Kind vil finde
blussende af Glædens Sundhed.

Om deres lykkelige husliv forteller Amalie: «En af Wergelands kjæreste Sysler var at stelle Haven, og da vi havde faaet vor egen Plet af Jord, havde han det hele Sommeren igjennem meget travelt med at plante og anlægge Blomsterbed. En frisk Blomst, en om Natten udsprungen Rose, kunde sætte ham i et sandt festligt Humør. Sædvanligvis kom han efter dette Morgenarbejde ind til mig med en liden Buket, som vi delte mellem os – selv maatte han som bekjendt altid have en Blomst i Knaphullet.» Svalene hadde festet bo hos ham samtidig med at han selv flyttet inn i «Grotten», – et godt varsel for huset! En tidlig, tidlig sommermorgen blant havens blomster gav inspirasjonen til det skjønne eventyr om Svalen som bringer lindring til alle som sørger og lider. En av dem var hans søster på Jelsa prestegård, Augusta Antoinette, hvis lille datter Alethe var død:

65UBOslo, Skougaards gave. Ms. in fol. 3409.

Camilla og Peter Jonas Collett var nu bosatt i Christiania. Prostens søstersønn Nicolai Storm Wergeland, som var oppvokset på prestegården i Eidsvoll, feiret bryllup med Sophie Schøyen den 13. oktober. Noen nærmere selskabelig omgang mellem disse familier og Henrik og Amalie kunne det ikke bli – dertil 67var motsetningene for dyptgående, omgangskretsene for forskjellige.

Svalen hadde den sommermorgenen også kretset et øyeblikk over Wergeland selv – i kampens bitterhet kunne nok også han stundom trenge trøst –; men

da den medeet fik see,
at jeg endnu kunde lee,
            at min Vrede
i mit Bryst, det blomsterkrandste,
     aldrig over Aftnen levte,

da fløy den videre.

Intet kunne knekke hans freidige natur. Men motstanderne nådde dennegang langt i forsøkene på å mistenkeliggjøre og isolere ham. Wergelands dypeste sorg var at Daa, hans fordums venn, nu med koldt blod ville ødelegge ham som dikter og patriot. Wergelands smerte og harme gav seg så ville og lidenskabelige uttrykk at hans far fortvilet måtte samstemme med «Den Constitutionelle» når bladet skrev: «Gud bevare hans Forstand!»

Men i samme blad stod 16. september 1841, under den tyngste kamp, diktet «Min Hustru», hun som, glad og sikker, «fast har klynget til det vilde Fjeld sit Liv». Ravnene kan kretse om fjellet, sorte skyer leire seg over det. Men

… hvor kan min Pande skræmme
dig med sine Skyers Hast,
naar du bort dem kan fortrylle,
deres vrede Rullen tæmme
med det søde Solskin i
eet af dine Øiekast?

Thi hvad er de Skyer andet
Panden saa omskumles med,
end kun Skygger af Sekunder,
som tilhøre Verdens Kivs
Døgnforløb, men ei vort livs
altbegyndte Evighed?

Efter hvert stilnet de voldsomme feider i aviene av. Om det lykkelige husliv i «Grotten» i de år som fulgte, om Wergelands 68vennekrets og husets andre gjester er fortalt i Lassens bok om ham og i innledningen til Folkeutgaven av hans skrifter, bind 7.

I juleuken og midtsommers hørte vanligvis et besøk i Eidsvoll til årets program. Camilla Collett forteller i «I de lange Nætter» at ved et sjeldent tilfelle var alle barn og svigerbarn sommeren 1843 samlet på prestegården; men her svikter hukommelsen henne. Vedøes var hele sommeren i sitt hjem på Vestlandet. Oscar hadde vært hjemme på besøk med sin forlovede, Alethe Sem, en ukes tid i juni, Henrik og Amalie var også en tid der oppe, Camilla med sine to små sønner var prestegårdens gjester fra sankthanstid av, og leilighetsvis kom Collett til. Da hendte det ufattelige at prestefruen, den «ømme, elskelige, skjønne Moder», om morgenen den 14. august sovnet inn i døden, efter et par dages febersygdom som ingen trodde var alvorlig. Det blev Camilla som sendte søsteren Augusta dødsbudet. Til Amalie skrev Augusta:

UBOslo, Skougaards gave. Ms. in fol. 3409.

Rosalie Vedøe kom til Christiania med «Prinds Carl» den 8. oktober; hun bodde hos sin morfar inntil januar 1844 og derefter et år i pensjon hos fru Kirstine Aas i Christiania mens hun gikk på en pikeskole, og siden igjen på Eidsvoll prestegård. Men i «Grotten» bodde en annen skoleelev fra han fylte 7 år: Wergelands sønn fra før hans ekteskap, Olaf Knudsen (f. 18. sept. 1835, d. 5. mars 1921). Wergeland fikk ham innmeldt på Nissens skole. I samværet med faren i hus og have las grunnen til guttens blomsterkjærlighet. Hans have på Nøtterø, hvor han var lærer i 56 år, blev berømt, og han var den første her i landet som tok opp arbeidet for skolehaver. Også Amalies bror Frederiks skolegang tok Wergeland seg av; i flere år betalte han skolepengene for gutten på Katedralskolen. Frederik Bekkevold (f. 18. mars 1830, d. 17. jan. 1911), som snart skulle bli en kjent og høyt beundret sanger, forteller som gammel mann i et brev til fru Elisabeth Brochmann:

71UBOslo, Skougaards gave. Ms. in fol. 3411.

1844 – det skjebnesvangre år – begynte som vanlig i «Grotten»: rastløst arbeid, diktning, forsvar mot avisangrep på Wergelands hylling av Carl Johan i prosa og vers. Dertil kom den overhengende trusel om gjelden efter sluttoppgjøret i Praem-prosessen og en ny alvorlig konflikt som skyldtes et høyst ubetenksomt skritt fra Wergelands side mot erkefienden Praem. 72Men innimellem kamp og travel virksomhet falt glade festdager: «Henrik ruster sig til Maskeraden,» forteller Oscar i januar, «han vil agere Søndagsjæger, det vil sige en meget vel bevæbnet og bebrillet og grøn Person uden Vildt. Det bliver nok en elegant Fest.» Mellem 13. februar og 5. mars oppførte Det dramatiske Selskab fem ganger Bjerregaards «Fjeldeventyret» til inntekt for dikterens efterlatte og for Grønlands asyl. Amalie spilte ungpiken Ragnhilds rolle, – en tolvåring som fikk være med i teatret, byfogd Thraps sønn Daniel, kunne aldri siden glemme hvor vakker hun var på scenen.

2. mai må Wergeland gå tilsengs, med lungebetennelse og derefter lungetuberkulose. Hans gigantiske åndskrefter utfolder seg som aldri før i hans lange kamp med døden. Efter menneskelige mål synes det nær sagt ufattelig hvad han nådde å få utrettet under sitt sykeleie; det var også mere enn han selv regnet med i stunder når håpet om helbredelse sviktet. Endog det herkulesarbeid som lå ham særlig på hjerte, fikk han gjennemført: å omarbeide sitt ungdomsverk «Skabelsen, Mennesket og Messias», rense ut dets «Formløsheder og Dunkelheder», slik at det kunne gi et sannere og klarere uttrykk for hvad han hadde villet, hans syner og fremtidshåp og tro. Da kirkeklokkene ringet julen inn, skrev han det nye slutningsdikt i verket, «Jesu aandige Opstandelse», om menneskehetens vei i kommende sekler frem mot paradiset.

Men han rustet seg, uten frykt, mot dødens komme. Nyttårsaften blev den unge jurist Paul Peter Vilhelm Breder, svigersønn til Wergelands gamle venn presten Iver Hesselberg, tilkalt til «Grotten»:

UBOslo, Skougaards gave. Ms. in fol. 3406.

Han måtte tenke på å sikre Amalies fremtid når han falt fra, og for å bedre økonomien besluttet han seg med tungt hjerte til å selge deres kjære hus. Diktet om en tenkt «Auktion over ‹Grotten›» blev sendt hans venn Nils C. Tønsberg; smerten ved oppdruddet vil hun hjelpe å bære:

74Kom, kjære Viv!
     Din Haand mig giv!
Paany begynde vi et Liv.
Men er det værd? Hvis Du er træt,
da lad os gaa til Gud.
…
O! Stjernen blinked ikke saa,
saa blaaned Søen ei,
     som hendes Blik;
     en Straale kvik
mod Himlen skjød, en øm jeg fik …
Kom, Viv! nu kan vi trøstig gaa
i Verden ud vor Vei.

Tønsberg kjøpte «Grotten». Takket være salget kunne Wergeland kjøpe tomt og få bygget «Hjerterum» ved Pilestredet; planleggelsen og byggingen moret ham, og voldte ham mange ærgrelser, over de uetterrettelige håndverkere. Amalie måtte stadig se efter hvordan arbeidet gikk der nede.

I breve til sin far forteller han om dagens bekymringer og dens gleder. Av og til overtar Amalie brevskrivningen:

UBOslo ms. in fol. 584 D 4.

76«Amalie har smukke Øine og Esprit, saa hun klarer sig godt under slige Omstendigheder», skriver Henrik hjem til prosten. Han forteller om gavene fra kong Oscar og dronning Josephine, om Amalies samtaler med dem og visittene av hoffpersonale: dronningens overhoffmesterinne, den blinde dame Babette Züch, kammerfruen frøken Augusta Böttiger, kammerherren oberst (senere generalmajor] Frederik Moltke Sørenssen. Han visste hvor høyt alt dette ville glede den gamle. Barndomsvenninnen Wilhelmine (Mina) Knudsen født Sissener har selv fortalt om sitt besøk hos den syke («Minner fra Eidsvoll», 1946, s. 56 ff.).

Flyttedagen kom, og 15. april var det meningen at han skulle bæres til Rikshospitalet for å bli der til «Hjerterum» var fullstendig innredet. Amalie forteller: «Aldrig har jeg gaaet en tungere Gang. Da vi kom til Huset, lod han Portørerne stanse udenfor; han vilde se sit Hjem – saaledes kaldte han det allerede – og gik nok saa rask md ad Porten. Jeg havde flyttet hans Seng, Fuglebur, Blomster o.s.v., og gjort alt for at han skulde modtage et godt Indtryk; thi jeg anede at han vilde derind. Men han vilde heller ikke længer; «Her vil jeg dø,» sagde han.»» Imidlertid fant dr. Conradi det altfor risikabelt for den syke å ligge i det uferdige hus, ennu rått og med støy fra håndverkere, og for dagene 20. til 30. april måtte patienten allikevel flyttes til hospitalet. «Hvor glad han blev den Dag jeg meldte ham, at han kunde flytte hjem! Han syntes atter i nogle Dage at blive bedre, og begyndte paany at arbeide.»

UBOslo ms. in fol. 584 D 4.

Prosten var gjest i det nye hjem fra de siste dagene i mai til 7. juni. Kvinnelige slektninger fra Christiansand kom på sykevisitt, beså «Hjerterum» – Henriks «nydelige Dukkehuus» – og fant den gamle herre «sidde ved et brilliant Frokostbord, nok saa vel tilfreds».

Fra prestegården kom stadig Erik med brev og sendinger – til og med en levende liten gris. Henrik takker for den i sitt brev den 29. juni: «Tak for den søde lille Dronning Pomarre! Hun lever i højeste Velgaaende, og hvem kunde ogsaa slagte et saadant Vidunder af Skjønhed.»

Lektor ved Universitetet og overlæge ved Rikshospitalet dr. Andreas C. Conradi hadde avløst John Andreas Lie som Wergelands læge. – Presten Nils Nilssøn Dahl, res. kapellan til Melhus, var denne tid i Christiania som stortingsmann – Wergelands gode venn; høsten forrige år hadde han skrevet et varmtfølt dikt til den syke, og Wergeland hadde svart med dikt:

Giv mig en Flaske Sundhedsviin,
og tag mit Renomee!
…
Men giv du mig dit Hjertelag,
og tag saa mit igjen!
Det Bytte troer jeg saa omtrent
gaaer op i op, min Ven.

78UBOslo ms. in fol. 584 D 4.

9. juli skrev Wergeland den siste av sine livsskisser i «Hassel-Nødder». Dagen efter ville han diktere noen rettelser til det siste lille skuespill han hadde syslet med, «Fjeldstuen»; men Amalies bevegelse overveldet henne: «jeg kunde ikke selv læse hvad jeg skrev», og da sa han: «Jeg har altid forlangt formeget; tilgiv mig.»

Som første punkt i sin «sidste Vilje» skrev Wergeland en dag i juni 1845: «Skulde min Fader ikke være tilstede naar Gud kalder mig, bedes min Broder Oscar at overbringe ham Budskabet. Hans Nærvær vil maaskee hindre, at den svage Livstraad brister.»

I sommerukene var løytnant Oscar på eksersis med kadettene. Da prosten fikk et brev i hende, med sort lakksegl og sendt med ilbud fra svigersønnen Collett, skjønte han nok hvad det inneholdt:

79UBOslo ms. in fol. 584.

80Imidlertid kom også Oscar inn fra Sandviken:

Christiania Lørdag 12te Juli 1845.

Kjære Fader!

Da jeg kom til Byen en Tour idag underrettet Alethe mig om, at Henrik inat Kl. 3 hensov i en rolig Død. Jeg gaaer snart hen til Amalie, men vil forinden melde Dig denne sørgelige Efterretning, for om muligt at faae den afsted idag, da jeg i modsat Fald maa vente til Tirsdag. Maaskee Amalie er upasselig, saaat hun ikke kan skrive.

Da jeg reiste til Kjørboe, sagde jeg rigtignok Henrik Farvel, og han troede ikke at kunne leve til idag, men jeg haabede dog at see ham endnu engang; men jeg blev skuffet.

Alethe tilføier, at han havde en ganske mild Død og at han havde sin Bevidsthed indtil sidste Øjeblik. Pastor Dahl var hos ham.

Vær nu ikke altfor bedrøvet kjære Faderl Henrik havde ikke været tilfreds med et længere Liv uden Helbred. Han ønskede jo ogsaa selv at døe.

Din hengivne Søn
Oscar.

En almuesmann i Eidsvoll, Carl Jensen Dokkenmoen, skrev til prosten: «Jeg Antager at selve Dyrene og fuglene maatte give sin sørge sang over Hans Grav Naar de af Natturen havde sanser dertil.»

I Wergelands «Min sidste Vilje» heter det til slutt: «Jeg tager det kjærligste Levvel fra min elskede herligt udrustede Hustru. Det er mit Ønske, at hun maatte erholde og modtage et værdigt Tilbud.»

Den 21. august 1846 blev Amalie Wergeland viet til den prest som hadde forrettet ved Wergelands begravelse, daværende hjelpeprest hos stiftsprosten i Christiania, Nils Andreas Biørn (1807–87; Biørn var siden mai 1844 selv enkemann, med fem barn).

81UBOslo, Skougaards gave Ms. in fol. 3409.

Om Brevene til Amalie

Henrik Wergeland traff Amalie Sofie Bekkevold våren 1838 og forelsket seg straks i henne. Diktene i diktsamlingen Poesier er inspirert av henne og beskriver forelskelsens forskjellige stadier. De ble forlovet i august samme år og giftet seg i april 1839. Også senere dikt er skrevet til henne og forholdet dem imellom er beskrevet i selvbiografien Hassel-Nødder (utgitt posthumt i 1845).

Boken Brevene til Amalie inneholder de bevarte brevene fra Henrik til Amalie. Disse er kommentert av Leiv Amundsen og satt inn i en historisk og biografisk sammenheng.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook