I.

1Han var netop kommet med Dampbaaden og gik henad Gaden med en duvende Følelse i Benene efter Sjøgangen. Idet han skulde skraa over et Gadekryds, blev han stanset af en vældig Flytteomnibus, som vagget forbi ham med en dump Rullen mod Asfalten. Vognen var tom; han saa ind i dens mørke Indre, det var som han stirret i en Tunnel. Efter Omnibussen kom en Cyclist, saa hoppet en Automobil forbi lig en gjøende Hund. Saa kom en Sporvogn. Han saa i disse tilfældige Træf et særligt Uheld, som rammet akkurat ham. Hvorfor drev al denne Trafik gjennem Gaden, just idet han skulde skraa over? – Saa kom nok en Sporvogn, den hadde et Skilt foran, et ildrødt Skilt, som fænget i hans Blik. Zoologisk Have, stod der. Han steg paa Vognen. Og saaledes gik det til, at han slet ikke kom over paa den anden Side af Gaden. Det var en Dag i Mai i en stor By.

2Dér han stod bag paa Vognen gjennemlevet han atter igjen alle de smaa Ærgrelser, som bestandig styrtet over ham i en Sporvogn: Naturligvis var de fleste Siddepladse besat. Der var et lidet Rum ved Siden af den tykke Damen derhenne. Men saa maatte hun flytte sit besværlige Legeme. Og saa maatte hun flytte Kurven hun sad med. Og den lille Pige ved Siden af maatte flytte sig. Nei, saa vilde han heller bli staaende. Men hvorfor kjørte ikke Vognen videre straks? Først skulde Forgjængeren ind paa et Sidespor. Og Forgjængeren stod længe stille, fordi saa mange Passagerer skulde af og paa. En gammel Dame med Stok i Haanden banet sig under Smaaklynk frem fra det allerinderste af Vognen. Hun strævet fremover med Armene dirrende under den falmede Silkecape. Aa, – hvor det tog Tid, før hun stod nede paa Gaden, lidt rød og anstrængt, smilende forlegent om Undskyldning for Uleiligheden. Der stod hun midt i en dundrende Larm med sin fattige Gammelkrop og med sine forvirrede Tanker, som bragte hele Hovedet i Uorden. Det isgraa Haar flagret ned i hendes Øine, og Hatten gled skjævt. Men saa dukket et messingknappet Bryst op ved hendes Side og en Politistav gik iveiret, blinkende som et Lyn, befalende som et Kommandoraab. Hestehoverne slog Gnister omkring hende, og det flammet blaaligt i Automobilernes rystende Bremser. Det var 3som om hele Færdslen grundstødte paa denne lille vaklende Skikkelse. Det gav et Rykk gjennem den mægtige, bredt henrullende Gadelarm. – Men saa kom Kvinden over, Stokken og det Hele, Capen, som hang om det krumme Benbryst, de forskræmte Øine under den skjæve Hat, alt bjergedes ind paa Fortouget. Og det store dundrende Liv bredte sig frydefuldt videre, mens Asfalten knurret dyrisk, brølte under Vognhjulene, skreg i Skinnegangene og mumlet uendelig under Tusinders Fodslag.

Sporvognen rykket, saa nu kunde den gaa. Han stod der og hvilte Ryggen mod Vognens Ramme. Straks kom Konduktøren og skjøv ham tilside; det var Konduktørens Plads. Han maatte staa midt paa Platformen og holde sig i Staalstangen og føle de andres Aande og Øine i sin Nakke. Saadanne Ærgrelser hadde han bestandig paa Sporvognen. Og naturligvis hadde han ingen Smaapenge … Han svedet ved Tanken paa det mægtige Bryderi han vilde afstedkomme med Vekslingen. Hvad vilde han ogsaa paa denne Sporvogn? Hvorhen kjørte den? Zoologisk Have; det var et rent Tilfælde, et Skjæbnetræf, han kunde ligesaa godt ha tat et andet Sted. Hans Blik opfanget en Urskive i den lysende Façaderække, som gyngende svinget forbi under Vognens Fart. Klokken var fire. Ikke mere end fire. Han hadde Uro i Kroppen. De uafladelige Holdepladse irriteret. Vognen stanset i pludselige 4Rykk, og hvergang duvet han blidt ind mod de andre Passagerer. Endelig blev der saa rummeligt, at han kunde faa en bedre Plads, et Rygstød mod Skjærmen. Han følte sig vel ved, at han ikke længer hadde Folks Øine bag sig, Vognen var nu kommet ind i roligere Strøg.

I en gammel Gade, hvor Husene med utallige Vinduer stod skjævt og hang sig paa hinanden. Han saa intet vakkert i denne besynderlige gamle Huskolonnade, som han nu var nødt til at se paa; men den ensformige, tidsgraa Farve virket beroligende paa ham. Og ved Synet af de bratte Tagskraaninger med de smaa Karnapper viftet der gjennem hans Sind et løst Minde om hans egen Barndomstid i Norge. Han hadde ingen Sans for vakre Bygninger i almindelig Forstand. Det ærgret ham, naar en af hans Venner stanset og gjorde en blændende Haandbevægelse i Luften hen mod et Bygværk og sa, nei se. Han hadde Ord for at være ganske blottet for Kunstforstaaelse og var det sikkert ogsaa. Men han kunde dog enkelte Gange i sit Liv føle sig grebet ved at se en Kirke eller et Hus. Men han maatte kanske være i en særlig Stemning i saadanne Stunder. Og han følte det heller ikke som andre Mennesker. Han kunde løfte Hodet, mens han gik, se en rød Kvældshimmel hvile over en Kirkekuppel og bli grebet af en dirrende og vemodsfuld Stemning, Hjemlængsel eller Udlængsel, eller bølgende Savn efter et Menneske, som var 5langt borte fra ham. Saadan var hans Glæde ved at se smukke Ting, han omsatte bestandig Udtrykket til en personlig Stemning.

Nu følte han sig lidt efterhvert roligere og mærket, hvordan Trætheden sank ned i ham. Fjernt i hans Bevidsthed suste det endnu af Sjøen. Han kunde høre det, naar han lyttet, som naar man lytter længe mod Stilheden og mærker at selve Tausheden fylder Hørslen. Hans Sanser var i en langsom Vuggen, hans Legeme mat. Han hadde ikke sovet i det sidste Døgn.

Og nu stod han her og hvilte Knærne møre. Han syntes, han hadde Tid til at se sig om, se efter Ansigter, som han pleiet. Hans Blik søgte ud enkelte Mennesker, som han jog forbi: Et Menneske, som gik den modsatte Vei og som glippet med Øinene mod Solen, et Menneske, som stod og ventet ved en Lygtestolpe og som for Tidsfordriv lod Øinene hvile mod Sporvognen, idet den raslet forbi. Et Menneske, som rullet henad Gaden i en Drosche. Et Menneske, som aabnet et Vindu for at tale med nogen udenfor. Saaledes fæstet hans Blik sig ved et eller andet enkelt Menneske i den store Sværm, det fænget i etpar Øienvipper, eller kanske i en fin og blank Ansigtshud, som Sollyset gjennemskinnet. Han mærket han var kommet til en anden By. Der var andre Klær paa Menneskene, et andet Præg. En Forandring. Ligesom et andet Lys omkring 6dem. Han løftet Hovedet … Og nu saa han i et Vindu høit oppe i et Hus et Ansigt.

Ansigtet stod ganske stille bag den lukkede Rude og ganske tæt ind paa den. Ansigtet var en Mands, et rundt, skjægløst og farveløst Ansigt og unaturlig stort. Det var som skulde han se det gjennem et Forstørrelsesglas. Sporvognen løb hurtig forbi, men han maatte vende sig om og se længere paa Ansigtet. Der stod det endnu, ubevægeligt, og præget af et forfærdeligt Alvor. Øinene var to graa Pletter, som saa ret frem og hvori intet Syn speilet sig. Han gyste uvilkaarlig, en let Frysen i Skuldrene. En Mand som stod ved Siden af ham og mærket hans Bevægelse sa: Det er en Vanvittig, som har siddet mange Aar bag det Vindu.

Sporvognen svinget ind i en anden Gade og Ansigtet blev borte for ham, men Synet af det sad længe igjen i hans Bevidsthed.

Han hørte Klokkeslag langt borte og forstod, at han nu var naaet til den ydre By. Han var fremdeles omgit af Huse, en Vrimmel af Stenhuse og nye og atter nye, graa og ensformige Asfaltgader gled under Vognhjulene som Drivremme i en Fabrik. Men der var noget i Kirkeklokkernes Slag, som betød, at de kom fra Byens Centrum, og fjernt derhenne steg et surrende Kok mod Himmelens Laag fra en blændende 7Hvirvel af Vogne og Mennesker. Han var udenfor Støien.

Men var han ikke fremme forlængst? Kanske havde han allerede kjørt forbi. Men om han nu spurgte Konduktøren, saa blev der bare nyt Opstyr og nye Bryderier. Saa vilde han heller stige af og vandre omkring paa det Uvisse. Sporvognen strøg netop forbi en lang graa og trist Bygning. Det maatte være et Hospital. Bygningen kastet Skygge og mørknet Speilglasruderne i Vognen. Det var ligesom Hospitalet dugget Glasset med en Aande af Uhygge. Han steg af og stod med en Gang udenfor en Portal, som bar en forgyldt Inskription: Zoologisk Have. Det var saaledes ikke noget Hospital.

Straks da han kom ind i Haven maatte han stanse og lytte forundret efter Stilheden. Den graa Mur bag ham lukket for Byens Larm og bar den langt væk. Luften, som hadde Sommerens blændende Klarhed, gjennemdryssedes af Fuglerøster. Nu og da blev en menneskelig stemme, et Barns Klynken baaret med i Sværmen. Men ingen Støi fra Dyrene, ikke Løvens truende Raab, ikke Gnuens rystende Klage, ikke Hyænens Skrik. Han var i en Dyrepark, men der var stille, som paa en Kirkegaard. Ogsaa i Kirkegaardsstilheden ligger det store, forunderlige Savn. Men ogsaa over Kirkegaarden pibler Fuglekvidret under hver Gren.

Han gik en Stund omkring i det blide Sollys 8og mærket paa saa meget og mangt, at han var midt i Sommerens Frembrudd. Derhenne skyllet en grøn Plæne mod ham som en Bølge, skummende i Toppen af hvide, nysatte Roser. Trærne stod overstrømmende lysegrønne og viftet op mod Luftens farende Sky-Riger. Han skjalv. Han følte det lyse Løv som Ild, Skogbremmen derhenne var som et Fakkeltog for hans Øine. Nu kom han forbi en Fontæne. Vandet stod i blanke, fugtige Bregner, duvende sagte i Blæsten, en Skygge af Væde kastedes henover Singelen.

Jo, nu var der Sommer igjen paa denne Del af Jorden. Andre Steder skulde Skogen visne og den milde Varme vige under en kold Aande fra Verdensrummet. Jorden, som med sine flagrende Skygevanter hvirvler gjennem Solsystemet som en Serpentinedanserinde, har vendt et andet Ansigt mod den store Blænder. Farverne skifter ustanselig foran Solens Lyskast, Sommerens grønne, Høstens heftige røde, Vinterens isblaa.

… Bag et Jerngitter reiste en levende, graa Masse sig. Det var Elefanten. Det store Dyr bevæget langsomt sine Høidedrag. Ovenpaa dens Hode laa endnu Resterne af den sidste Mødding, som det hadde behaget den at nedblæse over sin Forstands Hvælving. Og ovenpaa dens Ryg laa et Ras af Sand og Støv. Der kommer det store Dyr fremover i uhyre Tyngde, men med myge, varsomme Bevægelser. Den gaar som paa lange 9Dønninger helt hen til Gitteret, hvor den lægger til. I sin krøgede Snabel har den et Fang Hø. Den lar Høet falde og roder i det. Elefanten ønsker at spise ude, den vil frem i Lyset med Føden, den er paa Landtur. Den langer et Fang Hø ind i Svælget men glemmer at sluge det, og Høet stritter gult frem i den røde Kjødgrube. Hvad nu? Har nogen talt haardt til den? Eller lytter den efter, hvad Manden derhenne paa den solvarme Bænk læser halvhøit af Dagens Smudsblad? Ingenlunde; men en Konfirmand er kommet hen til Gitteret. Der er altsaa Konfirmation i Byen.

Han staar og tænker paa, at Konfirmanderne blir mindre og mindre for hvert Aar. Elefanten kunde naarsomhelst knibe den lille Fyr der med Snablen og latterliggjøre ham høit oppe i Luften, hvor han vilde sprælle som et Insekt med Paraplyen, Ravrøret og Benene sprikende ud i Solskinnet. Men istedet spidser Elefanten Øren efter Fyrens spæde Stemme, som forlanger Kunster af Dyret. Og Kolossen gjør nogle enkle, men besværlige Kunster og faar sin Belønning, en halv Hvedebolle, som fordamper paa Randen af det store Svælg. Men da Konfirmanden holder ved og tilmed skjælder ud, klemmer Dyret Snablen om de øverste Jernstænger og trækker til, saa det knaker i Naglerne. Og saa støder den ud et Brøl, det er som en rusten Hulken, et tungt Host, som synes at 10komme fra selve Jorden. Den vil ikke mere. Og Konfirmanden løber hen til Abeburet for at se, hvordan den farlige Alder udfolder sig i Dyreriget.

Saa hæver Elefanten Hodet og lægger det tungt og digert tilrette ovenpaa Gitteret. Slig blir den længe staaende og se udover Havens flammende Trær. Dens Øine har en underlig Dybde. Blikket søger ikke noget nærværende, det fjerner sig og gaar langt udover og bærer med sig det gaadefulde Instinkt inde fra den vældige Skalle. Der, hvor Blikket ikke længer kan strække, fortsætter Instinktet langt ud. Og over hele det store Hode kommer noget forunderligt og dovent, Mundtæpperne udtrykker Træthed, kanske drar der gjennem dens Bevidsthed en Erindring om vaade, dampende Skoge og vilde Græsgange.

Men nu løsner den sig fra Gitteret og gaar ud paa en langsom Vandring. Den stanser foran Indgangen til sit Hus, hvorover en Klokke skinner. Den løfter Hodet og ser paa Klokken. Klokken er fem. Elefanten gaar ind i sit Studérkammer.

Men den gaar ikke helt ind, den stopper op midt i Døren og fylder Dørhvælvingen med sin Bagdels Arealer. Der ligger en Betydning af høi Foragt i denne Stilling. Ikke bare mod ham, den ene Tilskuer, det er ligesom den med sin svære Bag hilser en større Kreds. Og ikke 11bare Byen og Landet, dens Foragt gaa videre og omfatter i en udtryksfuld Form Begrebet Europa, dette geografiske Omraade, hvorfra Jordlivet er tilført saamange nye Værdier.

… Han vidste, at han længe vilde huske Elefantens Øine, som var saa forunderlig smaa i det store Hode. Han gik nedgjennem Haven under det skyllende Løv og han mærket, hvordan en Følelse af Savn og Medynk vokste inde i hans Bryst. Aa, denne Stilhed midt i Sommerens Frembrudd, under dette fykende Solskin. Han hadde ikke tænkt sig Sommeren slik i en Dyrepark; han hadde trodd den maatte være fuld af Larm og Bevægelse, af Raslen og Brøl. Men kanske om Natten, kanske om Natten, naar Solen ved Firetiden brød op af Horisonten, stor og rund, kanske var det da, at Sommeren slog sin Aande over Dyrene, kanske hørtes da Løvens Skrik. Mon ikke Elefanten traadte ud af sit Hus paa duvende Dønninger, vendte sit Hode mod Himmelhvælvingen og trompeterte skarpt og klingende mod det siste vigende Skjær af Hundestjernen?

Men nu var alt saa menneskeligt smaat omkring de store Dyr; sammenkrøllet Madpapir i Gangene, en skrikende Unge opi en Barnevogn, en gjæspende Kellner faldefærdig mod en Solvæg.

Omsider kom han ind i en stor Bygning. En stram, lodden Dyrestank drev ned i hans Hals. Langs Væggene yret det af smaa Væsener. Hundrede 12Øine glimtet, det var store, runde, vandklare Øine, smaa stikkende Øine, grønne Øine, røde Øine. Men i alle Øine laa det samme Blik, et opjaget og ventende Blik, som ikke lod et Sekund glide væk; for i næste Sekund, eller i næste, eller i næste igjen maatte det jo komme dette andet, som ikke var den meningsløse og uforstaaelige Tilværelse inde i Burene. Saaledes sigtet alle disse Øine vagtsomme mod hvert Sekund, som randt ud af Evighedens umaadelige Hvælving. Og der var en ustanselig Jagen bag Jernstængerne, en summende Snusen og Snøften, en vandrende Hvirvel af Dyrekropper, af glinsende Pelse og lydløst glidende Poter. – Han skyndte sig ud. Alle disse Øine styrtet imod ham og samlet sig i hans Sjæl som i et Brændglas. Det gjorde ham angst.

Nu var han igjen ude i fri Luft. Foran ham laa en buet, sandet Plæne. En Paafugl bredte sin Hale ud i et stort Hjul, som syntes flettet ud af selve Regnbuen; de dybe blaa Aarer i denne Farvemængde skinnet fosforagtig og hadde Lynildens Glans. Han tænkte, at disse Fugle hører ikke Jorden til, de virker fremmede mod alle Omgivelser, selv i en Tropeskog. Det er Himmelfugle. Derhenne hadde en Paafugl slaaet sit Hjul sammen til et Slæb, den gled over det graa Sand som en farverig Komet. Han blev omsider træt af Vandringen omkring i Haven.

Han blev tør og rusten i Halsen 13som efter en lang Graad, og hans Uro steg. For disse Øine var mod ham bestandig, disse Øine som alle hadde det samme fjerne Blik, ligesom de kunde se noget langt ude, noget, som var i Anmarsch, en stor Fare eller en stor Befrielse. Flodhesten laa urørlig stille, begravet i det lunkne Vand; kun Næseborene og det ene Øie laa over Vandskorpen. Og dette ene store, runde Øie var som en gaadefuld Brønd. Inde i en lummer Glaskiste laa tre Krokodiller, nu og da rørte én sin underlige Krop, ellers laa ogsaa de stille i Stilheden. De hører til en Dyreform fra længst forsvundne Aar, da der ingen Angst var og alt hadde bedre Tid, da Jorden tyngedes af en svulmende Frugtbarhed og Solen brændte med et andet Lys, da Bregnerne stod i store vaiende Skoge for sig selv … Inde i et skumrende Rovdyrbur laa en Tiger og hvæset, dens gule Tænder aabnet for et varmt pustende Blodsvælg. Løven, Kongedyret, vendte sit Hode bort fra Mennesket, det var en Foragt som Spy. Og saa Ørnene, disse Himlens blanke, farlige Projektiler. Nu og da løftet de Hodet med et Gisp, saa Nakkefjærene strittet ud … Men der var ingen Larm. Ingen Glans mod Solen. Bare Stilhed.

… I Restauranten slugte han en stram Whisky. Saa gik han.

Hvor skulde han lægge Veien?

Ned mod Sjøen, tænkte han. For Sommeren kommer bestandig Sjøveien.

14Men da han kom ned mod Sjøen, mærket han, at det skumret i Luften og en kold Vind ilte mod hans Bryst. Boulevardens Trær vrængte sine Blade. En dynamitfarvet Himmel varslet Regn. Solen var borte. Det bar mod Kvældsheldingen.

Der var pludselig kommet Taake i Luften. Han kunde høre det paa Klokkeringningen. Et tungt Malmslag fra et Kirketaarn i Nærheden ramte ham som et Skudd og sank gjennem ham. Saa rystet Taarnet udover Byen et durende Bulder.

Men det var ligesom det nære Regntykke allerede hadde strukket sin Arm over Byen og lagt sin Finger paa Malmklokken. Og han kunde se paa Asfalten, som laa der skimlet og graa, at den ventet Regn. Han gik ind i et Hotel, det første han stødte paa. Gjennem en kobberhvælvet Portal naadde han ind i Hotellets Vestibule. Han fandt en Kurvstol og satte sig magelig tilrette.

Nu først mærket han Trætheden, en langsomt bedøvende Træthed, som gik gjennem hans Nerver. Han hadde denne behagelige Følelse, at han bare kunde slaa Armene ud og lægge sig ned og hvile hele sin Tyngde, saa vilde Søvnen bære ham udenfor mange Timers Liv. Nu hadde han ikke sovet i to Døgn. Han tænkte paa den sidste Nat i den anden By, han hadde gjennemlevet en stor Skræk, forinden han kom 15ombord i Dampbaaden, opspilet af Nervøsitet, gjennemtrukket af Whisky. Saa var der ikke blit nogen Søvn ombord heller. Men nu sad han og nød Trætheden og glædet sig til den kommende Hvile. Han hadde endnu Sjøens Vuggen i Hjernen, og Bølgernes evindelige Dyssen summet etsted dybt i hans Bevidsthed.

Mange Mennesker gled forbi ham. Et tykt Tæppe kvalte Lyden af Skridtene. Tjenerne talte hviskende sammen, inde fra Læserummet knaste det regelmæssig i Aviserne, Dørene knakk varsomt op og igjen mellem myge Filtre. Al Støi og Bevægelse samlet sig og gled forbi ham i et Flimmer, som lukket hans Øine. Han var allerede inde i Søvnen og saa en liden gyngende Baad paa et umaadeligt Hav. Et hvidt Lys skinnet mod Baadens Raaseil; men saa gled Lyset væk og en Skygge stanset foran ham og spurgte:

Herren ønsker!

Han kvakk op og hadde Hjertebanken, som man bestandig faar, naar man pludselig rives ud af Søvnen.

Han ønsket et roligt Værelse.

Bagagen?

Paa Toldboden. Han leverte Beviset.

Om et Øieblik kan de faa Numer 43, sa Portieren, det eneste ledige Værelse. Herren paa 43 er netop reist. Jeg skal si fra.

Saa blev han siddende imens. Men nu vilde 16han ogsaa holde sig vaagen, til han fik sin Seng. For at ha noget at beskjæftige sig med, la han Mærke til alle de Mennesker, som gled forbi ham; det var unge og gamle om hinanden, Kellnere og Gjæster.

Derhenne stod en ældre Herre og ventet paa sin Regning. Han var liden og tyk, hadde paafaldende korte Ben, men en rummelig Overkrop. Hans Haar var begyndt at falde af, Skjægget ogsaa. Det var graanet omkring Munden og det tynde graa Skjæg skjulte ikke Munden omkring Læberne. Hvor den Munden blev styg, gammel og brugt. Manden maatte ha levet stærkt, hans Øine laa halvt skjult mellem tykke, blaalige Poser og Ørene søgte at klemme sammen en altfor svulmende og rød Nakke. Han var paa Livsheldingen, han var et oplagt Slagtilfælde, og nu stod han her og talte efter nogle Sølvpenge, mens hans gjennembrugte og stygge Mund fortrak sig af Misfornøielse.

Med Ryggen mod ham sad en høi, mager Skikkelse. Han kunde blot se Baghodet, Ørene og Nakken. Men dette var selve Tæringsnakken. Haaret laa sort og klamt ved den murstensfarvede Hud, som allerede var udtørret af Dødens gustne Pust. Nakkesenerne stod som to spændte Strænge, men Ørene spriket tørre og store i kjødløs Brusk.

Og se der kom en ældre Videnskabsmand nedover Trappen. Det maatte være en Videnskabsmand. 17Det lille Hode bar Præg af megen Lærdom og omfattende Tænkning. Der var næsten intet Kjød tilbage i Hodet, Huden laa mumiestram om Benbygningen, Kinderne var dybe Groper, Næsen skarp som en Stævn, Tindingerne som to Skaale med Bunden indad. Alt Liv og Blod syntes forlængst trukket bort fra dette Hode, sivet ned gjennem Halsen, kanske naadde det ikke længer end til Brystkassen og gik i svage Rykk om Hjertet …

Men nu kom en Mand og bukket for Mumien. Denne Mand hadde han set flere Gange vimsende frem og tilbage paa myge Fødder. Han forstod, at det maatte være Hotelværten selv, han var i fodsid Diplomatfrakke og hilste smilende til alle Sider, mens Tjenerne stod stive af Skræk under dette Smil –

Aa, hvor han syntes alle Mennesker var lige stygge, naar han saa rigtig paa dem. Men som Regel undgik han villig at se Menneskenes Ansigter, hans Blik veg uvilkaarlig tilside, for han kunde ikke undgaa at se paa Ørene. Og netop naar man lægger mærke til Ørene i et Menneskehode, ser man, hvor stygt Hodet er, styggere end de fleste Dyrs.

Han hadde længe lyttet til en Larm inde fra Hotellet, en dump, let rystende Larm, som gjorde ham søvnig paany. Nu forstod han, hvad det var: Elevatoren. Og med en Gang syntes han at se Hotellets Indre, denne underlige Menneskebolig, 18saa mange, mange Værelser; saamange Dyner, alle de nedliggede Senge og Divaner. Korridorerne gik som Aarer paa Kryds og Tvers. Elevatorschakten var den store Hovedaare, som gulpet Mennesker ud i alle Retninger. Og som et tusindstrænget Nervenet var Bygningen gjennemsyret af Ringeledninger. En stadig raslende Larm af Stemmer, et uendelig Traakk og Dras gjennem Etagerne. Men overalt laa Tæpper, lumre, tykke Tæpper, som døvet Støien. Disse lange, seige Tæpper laa som Baand omkring i Etagerne og holdt alt sammen i dette gjennemhullede, gjennemtraakkede, rystende Hus. Og ovenpaa Tæpperne fløi Hotelværten som en Væsel, overalt var han, tilhøire og venstre, høit og lavt i sin vaiende Diplomatfrakke – –

Han sad der og sammenblandede denne lille Skikkelse med den hviskende Gang med Erindringen af sit Besøg i Dyrehaven og Synet af alle de lydløst glidende Poter. Trætheden drysset en umærkelig Forvirring ind i hans Forestillingskreds og han var nærved Søvnes rolige og deilige Hav igjen, da han blev vækket op af en Stemme:

Færdig, Herre.

Han fôr op. Nu hadde han i et Sekund igjen været i Nærheden af alle de opjagede, ventende Dyreøine. – En fin og stille Angst rykket gjennem ham i Takt til hans Hjertes Slag.

Nei, nu skulde han ogsaa hvile. Hans Nerver var angrebne. Han trængte til Hvile. Trætheden 19prikket omkring i hans Krop og Blodet gik i langsomme Bølger og samlet sig tungt og trykkende ved Haandledene.

Han fulgte Portieren ind i Elevatoren. Portieren saa paa ham med kolde og værdsættende Øine. Han kjendte dette Blik, men det var længe siden det hadde skræmt ham.

Han sa irriteret:

Naa?

Herren ønsker? En let forbauset Bevægelse med venstre Øielaag.

Men Herren sa ikke noget mer, og Elevatoren sattes i Bevægelse. Han hadde ingen Følelse af at stige, – men Etagerne kom ned til ham og ved fjerde Etage gik han ud.

Gjennem en lang tæppebelagt Korridor (aa denne lumre Lyd af Skridt paa Tæpper, den gjorde ondt i hans Hjerne) – naadde han frem til det Værelse, hvor hans Skjæbne ventet ham.

Og saa steg han ind. Døren lukkedes efter ham. Portieren forsvandt lydløst, henveiredes (Tæppet!). Pludselig, mens han stod der og saa sig om i Værelset, mærket han, hvordan en brændende Frysning ilte gjennem hans Rygrad som gjennem en Lunte, – en heftig Skræk eksploderte i hans Hjerne. Men det varet kun et Øieblik, og efterpaa kunde han slet ikke forstaa, hvorfor denne voldsomme Angst var kommet. Han hadde intet at være bange for i denne By, han hadde Penge nok og skulde ikke møde nogen Fare.

20Han gik frem til Vinduet og saa ud. Der var ingen blaa Tegn i den fugtige regntunge Taakedyne, som nu væltet sig over Byen og forløste sig med et stille og ustanseligt Sipregn. Regnet var saa fint, at han slet ikke kunde se det mod den graa Stenvæg ligeoverfor, men det stod i tætte og glinsende Striber mod Bomuldshimlen som en uhyre Harpe spændt fra Horisont til Horisont. Og det suste af Regnet. Men Luften var alligevel ikke uden Lys. I det graa Skydække glinset en blind Lystone, som speilet sig i Skifertagene.

Han gik indover i Værelset igjen. Det var ganske mærkeligt, men han følte sig ikke vel. Han ønsket at ha et hvilketsomhelst andet Værelse end netop dette. Han kunde ikke opvise nogen Grund for et saadant Ønske, men Ubehaget laa i Luften omkring ham, det slog ned fra Taget, der var hvidt som et Kistelaag, det svævet henover de dunkle sjøgrønne Vægge. Han aabnet Døren og saa gjennem Korridoren. Ingen Mennesker i Korridoren. Med en Gang var Stilheden sunket over dette Hus. Da han igjen stod fremme i Værelset i den skiferblinde Lysning fra Vinduet, hadde han en Følelse af at være forfærdelig alene. Han fjernet Sengetæppet og kastet det i en Bunke paa Gulvet. Det kvakk i ham. Se paa den Puden, den laa der i svag Høining som en tilsneet Barnegrav. Han klemte den varsomt ned. Han følte nu Trætheden saa voldsomt, saa døvende, at 21han hadde mest Lyst til at lægge sig ned i fulde Klær, strække Hodet godt bagover, kjende Pudens myge Dun mod Nakken og saa lade sig bære ind i Søvnens store og rummelige Vederkvægelse. Men han hadde havt Støvlerne paa en hel Dag og en halv Nat, og de klemte ham om Vristen, og hans Kravetøi føltes varmt og gammelt. Mens han sad bøiet paa en Stol og trak Støvlerne af, maatte han pludselig reise sig og se sig om. Han hadde en bestemt Fornemmelse af, at der var noget. Det kunde jo ikke være et Menneske eller noget levende. Han var ganske alene i Værelset. Men alligevel var det, som om noget var gledet forbi ham, en Pusten, en Hvisken henne fra det hvide Sengetæppe, en svag Strygen, som om to Hænder hadde berørt hinanden. Og idet han nu igjen lyttet uden at høre en Lyd, forekom det ham, at selve Stilheden blev truende; den stod hvid omkring ham i det spøgelsesagtige Lys fra Vinduet. Han sa til sig selv: Du er nervøs af Træthed, dine Øine og Øren trænger til Hvile, dine Sanser er udslidte. Han kastet Støvlerne i Gulvet med et Brag og gav sig til at trave frem og tilbage. Men hans Skridt gav ingen Lyd mod Tæppet. Saa aabnet han Døren igjen, langt borte hørte han en svagt skjælvende Dur, det var Elevatoren som gik. Hadde han bare et andet Værelse, men dette var det eneste ledige over hele Hotellet, og nu orket han ikke at opsøge et andet Sted for at faa sove.

22Med en Gang husket han, hvad Portieren hadde sagt: Herren paa Nummer 43 er netop reist. For mindre end en Time siden gik altsaa et andet Menneske omkring herinde. Det moret ham at tænke efter, hvorledes denne Mand kunde ha set ud. Han hadde straks hans Alder paa det Rene, 35 Aar, omkring fem og tredive Aar. Pludselig saa han i Tankerne en Mand saa levende, saa tydeligt som om han skulde staa der foran ham: En høi, lys Mand. Han saa straks hans Øine, de var runde som Glaskugler og stod vaade ud fra Hodet. Manden var skaldet, men over Issen laa et fint Dun af nyt, spirende Haar. Han hadde lyst Overskjæg, som var vikset op med Voks. Manden var velklædt, mørk Jaket, graa Vest med sorte Kantebaand, tyndt Guldurkjede om Halsen. Du store Gud, hvor han saa ham ganske tydelig. Han hadde en Fornemmelse af at Manden var inde i Værelset. Han tænkte sig ham staaende derhenne ved Servanten, hvor lysskinnet fra Vinduet kunde naa hans Isse og virre i de tynde Dun. Det var et Menneske, som han aldrig hadde set tidligere, det var ingen af hans Venner, ingen han hadde mødt paa Reiser. Ellers, naar han fantaserte frem et Menneske, fæstnet Trækkene sig lidt efter lidt, først Hodet, saa Øinene, saa Klærne, Hænderne, Stillingen. Men her var alt færdig med en Gang. Og i hans Bevidsthed stod denne Skikkelse saa rammende tydeligt, at han ikke kunde tvile paa, at det var et levende Menneske. Det kom pludselig 23som paa et laterna magica Billede. En løs Tanke var gaaet ud fra hans Hjerne: Hvorledes mon det Menneske saa ut, som hadde boet her før ham. Og saa i denne Tankes Kjølvand kom Synet styrtende overrumplende mod ham. Han blev staaende et Øieblik forundret og forvirret fremme paa Gulvet. Han tænkte igjen paa Manden, og han syntes paany han saa ham ganske tydelig. Nu syntes han ogsaa, at han saa hans Støvler, de var støvet som efter en lang Vandring henad en sandet Landevei. Pludselig faldt det ham ind, at det Menneske, som han tænkte paa, ikke længer befandt sig i Nærheden, han var i dette Øieblik langt borte fra Hotellet og Byen. Han stod ved Veikanten og saa udover en flad Græsmark. Et Kjøretøi hadde netop faret forbi ham, og Støvet drev henover Græsmarken. I Nærheden laa et lavt Hus med hvide Kalkvægge og sort Tag. Saa tydeligt syntes han at se Manden ved Landeveien, at han ligesom mærket Støvlugten og hadde Solens Flimmer for Øinene. Derude, hvor det fremmede Menneske stod, var Himlen blaa og Solen skinnet.

Det stod alt for ham som en Hallucination. Han hadde ikke tidligere havt et saa stærkt og nærværende Indtryk af noget uvirkeligt. Han hadde en Følelse af baade at være her tilstede i denne underlige Stilhed og samtidig være et andet Sted. Han hørte intet, han bare saa med 24Sjælens Øine, alt var lydløst og spøgelsesagtig stille.

Dirrende af Nervøsitet fortsatte han sin Afklædning. Han tvang sig til at tænke paa noget andet, paa Sporvognsturen, paa den vanvittige Mand med det unaturlig store Hode og de forfærdelig tomme Øine. Han saa igjen Blinket i alle Vinduerne, mens Husfaçaderne gynget forbi. Men Tanken bar ham hurtig ind i Dyrehaven, og Erindringen om alle Dyrene blusset frem igjen. Han syntes han saa de vaate Dyreøine indimellem Havens Trær, de stirret paa ham allesammen. Men saa gled Billedet af Trærnes langsomme grønne Vaien over i et blikstille Syn af en tufset Græsmark, hvorover Veistøvet gled gyldent og gjennemdrysset af Sol. Nu var han igjen derhenne. Han fôr sammen og forskrækkedes over de yre Svingninger i Hjernen. Han trodde han var syg, han ønsket sig bort fra denne Tilstand. Han længtet efter nogen at tale med, eller en Larm, Skudd, et Dunk i Væggen, eller Søvnen. Eller Søvnen.

Det er Trætheden, sagde han til sig selv og aandet lettet, du mangler Hvile og Søvn. Naar du vaagner igjen om nogle Timer, er du like saa frisk som tidligere og din Hjerne like klar.

Da han endelig var under Dynen, kom Hvilens Velvære over ham. Han trak Dynen helt op til Hagen, som han pleiet, da han var Barn. I dette Øieblik var det som om han følte sin 25egen Krop. Blodet hadde gaaet i altfor hidsige Slag, nu sank det gjennem hans Legeme i mere dulmende Regelmæssighed og Nerverne glødet roligere. Han hadde en ren fysisk Fornemmelse af, hvordan Ophidselsen i hans Krop lidt efter lidt lagde sig, som naar Gløderne knaser sammen over en Brand. Det prikket og rykket endnu i hans Muskler, og hans Tanker svævet famlende omkring de sidste Timers Oplevelser, men han vidste, at han alligevel var like over Søvnens deilige Afgrund. Skjønt han laa og stirret med vidtaabne Øine mod det sjøgrønne Tapet. Han syntes, han saa sig selv der i Sengen, den hvide Pude, det hvide Laken opunder hans Hals og saa hans store stirrende Øine.

Men saa lukket han Øinene. Hvordan kommer Søvnen? Den er ingenting. En Hede ved Ørene, en Strygen af varme Poter over Øienlaagene. Usynlige Folder af Træthed som skyller over en. Den er som Tidevandet, der begynder med en Smuldren i Stranden. Saa gaar den første Bølge over Skjærene, de blir dukket en Gang, og de stiger op igjen, men i dyssende Regelmæssighed kommer Bølgerne igjen, og snart ligger Skjærene med roligt Vand over sig, og Sjøen er gaaet længere ind med sin ensformige Skyllen. Ligesom det er Maanen, som trækker Tidevandet over Strandbredderne, er det en forunderlig Magt udefra, som lar Søvnen glide i graa Folder henover Menneskene. Den kommer ovenpaa Dagen 26og Timernes Liv og bæres bort igjen med Mørket. Men under Søvnens Dække gaar Menneskesjælen besynderlige og gaadefulde Veie og finder frem mod fjerne og tidløse Tilværelser. Eller ogsaa synker den ned paa Bunden til det absolute og tætte Mørke, hvor alt er stille som Døden –

Han kvakk op, som om nogen hadde kaldt paa ham, og var vaagen. Han hadde ikke sovet mere end nogle faa Minutter. Hvad som hadde vækket ham, forstod han ikke rigtig, men en ubestemt Angst laa over ham; den samme Angst, som han hadde følt, da han kom ind i Værelset. Kanske var det den som hadde vækket ham? Han reiste sig halvt op i Sengen og saa sig omkring, alt var som før i det lille Værelse, kun forekom det ham, at der var blit noget mørkere. Lyset var ved at svinde. Det var jo ogsaa i Aftenheldingen nu, Klokken maatte være 9. Men denne Angst –

Den laa inde i Brystet lige under Hjertet, og den vokste til en Byld som trykket Blodet ud gjennem Aarerne i heftigere Slag. Han hadde slet intet at være bange for, og dog var han nu midt i Angstens Pine, Angsten for noget som var hændt eller som skulde komme. Han vendte sig om paa Siden, krøget sig sammen og hvisket: Gud i Himlen, Gud i Himlen …

Denne Angst var mærkelig. Den gik i Bølger, i Rykninger. I et Sekund var han fri den, 27saa kom den mod ham igjen som en Magt, som en Knytnæve. Saa var han igjen fri den. Han fik Lyst til at springe ud paa Gulvet, han vilde bevæge sig, han vilde begaa en Handling, aabne Døren og raabe ud. – Han laa saadan i mange Minutter og sled med denne Angst, hvis Aarsag han slet ikke kunde forklare. Saa gled han ind i Søvnen igjen, men kun for et Øieblik. Angsten drev ham atter ubarmhjertig op. Til sine Tider var han ganske lys vaagen, og han kunde da reflektere over det besynderlige Ubehag, som saa pludselig og aarsagsløst hadde bemestret sig ham. Han husket, at han en Gang efter mange Dages forbitret Rangel, hvorunder han hadde søndertrampet sin egen og andres Lykke, hadde kjendt noget lignende en tidlig Morgen han vaagnet. Hver Gang han sovnet, kom Angsten knivskarp og skar ham vaagen, saa følte han intet i en Brøkdel af et Sekund, men derefter kom Angsten som en Hutren gjennem ham. Ogsaa den Gang hadde han den heftigste Trang til at krøge sig sammen som i en stor legemlig Smerte, si noget, ynke sig, udstøde et rystende Raab af Smerte. Men nu hadde han jo intet at være bange for. Han kunde slet ikke glemme dette, at Rædslen var uden Aarsag. Kanske var det bare Træthed alligevel. Denne Træthed, som kjælte lummert om hans Øienlaag og løsnet Musklerne omkring Kjæverne. Den listet ham ind i Søvnen paany, men han bar med sig et Sanseindtryk 28fra Virkeligheden; det sidste han saa, før han søvnet, var Døren ud mod Korridoren, og i en spøgelsesagtig Lysning førtes nu Synet af denne Dør ind i Søvnen. Han drømte om den og syntes han var et ganske andet Sted, i Drømmen tænkte han ikke engang paa Hotelværelset. Han var paa et fremmed og fjernt Sted. Han syntes han laa fuldt paaklædt paa en Divan, han laa med Armene under Nakken og stirret mod Døren. Han vidste, at Døren var laaset, han tænkte paa det, og Overbevisningen om, at ingen kunde komme ind til ham, gjorde ham besynderlig tryg og veltilfreds. Saa ser han – dette drømmer han fremdeles – at Dørhaandtaget langsomt trykkes ned. Der er en udenfor, som forsøger at aabne Døren. Han kan se, hvordan det sorte Haandtag overordentlig langsomt bøies foran den hvidlakerte Dørplade. Mennesket udenfor gaar forsigtig tilværks, umaadelig forsigtig, og der høres da heller ingen Knirken i Laasen. Visheden om at et Menneske er ifærd med at trænge ind til ham, gjør ham urolig, men han ved jo, at Døren er laaset. I dette Øieblik har han slet ikke nogen Forestilling om, hvorfor dette Menneske vil ind i hans Værelse, men han er heller ikke forbauset over det. Hændelsen forekommer ham naturlig, ligesom den vilde være ventet. Nu staar Dørhaandtaget stille i skraa Retning. Det trykkes altsaa ned af Haanden udenfor. Denne Haand forestiller han sig som 29en bred og kraftig Mandsnæve, der tar saa haardt omkring Dørhaandtaget, at Knokerne blir hvide. Nu, tænker han, nu maa der komme et Knækk i Døren, og saa vil Dørhaandtaget glide op igjen, for Døren er jo laaset. Men Haandtaget blir staaende længe i den samme skraa Retning. Pludselig er det, som om hans Hjerte holder op at slaa, og han kjender, hvorledes hans Ansigt blir stivt og hvidt af Skræk. Han ser tydelig, at den sorte Streg, som skiller Døren fra Væggen, den er blit bredere. Og langsomt og forfærdelig sikkert blir den stadig bredere. Der er ingen Lyd i Døren, og Haandtaget holdes fremdeles nede i den skraa Stilling. Og nu kan han se, at Døren bevæger sig, den er aaben. Døren er aaben. Han kan se Mørket udenfor og skimter en graa Kappe. Midt i den forfærdelige Rædsel, som nu stivner ham, synes han ogsaa at høre en Stemme. Han vil reise sig, men magter det ikke. Han vil skrige, raabe høit om Hjælp. Og saa vaagner han.

I et lidet Atom af Tid synes han fremdeles han er et andet og fjernt Sted, men saa spærrer han Øinene op og ser Hotelværelset. Der er ingen i Værelset uden ham, og Døren er lukket. Men i hans Hjerte dirrer Rædselen, og i hans Øre klinger endnu Stemmen, som han hadde hørt. Det var ikke et Raab, ingen Kalden. Det var nogle rolige Ord, en løsreven Sætning, en leende Kvindestemme. Han vidste, at han hadde 30hørt Ordene, hvert eneste et ganske klart, og at Betydningen af disse Ord med en Gang hadde staaet for ham i en forunderlig Anen. Det var endnu mens han sov, at han hadde hørt Ordene, eller kanske var det paa Grænsen af Søvnen, i Opdriften fra den. Men nu kunde han ikke for alt i Verden huske disse Ord, ikke et af dem. Han vidste, han følte, at de var hørt, og han soknet i sin Bevidsthed efter dem, men han fandt dem ikke.

Saa nu var han vaagen igjen. Han hadde drømt; men var den leende Kvindestemme en Del af selve Drømmen? Han hadde hørt Ordene lige ind i Øret, de maatte være sagt her i dette Værelse … Aa, nu gled igjen den hutrende Følelse af Ubehag gjennem ham, i hans Bryst vokste det op til en Stønnen. Det var ligesom Skrækken begyndte et Sted udenom ham og gled ind i hans Hjerne, hvor den blusset ud i tyste og grusomme Eksplosioner.

Han reiste sig op i Sengen og saa mod Vinduet. Du store Gud, det var endnu ikke blit mørkt. Der var ikke gaaet en Time, og hvorlænge skulde dette vare ved, før han fik hvile? Han vilde forsøge at sove paa Divanen. Kanske var det Sengen, som var for varm i denne lumre og trykkende Aften. Han stod op og gik frem paa Gulvet. Han saa ned paa Puden, hvor der var en Grop efter hans Hode. Der stod ligesom et Gys op fra dette hvide Pudevar, hvor han 31hadde hvilt med al sin farlige Lidelse. Han tog Tæppet op. Sengen lignet nu en Baare, han hadde en Følelse af at være kommet tilbage fra en Reise, han var blit baaret ind i en fjern eller nær Fortid til Begivenheder, som ikke han hadde oplevet. Han hadde hørt en Stemme, en Kvindestemme inde i et Værelse etsteds. Og han hadde en Anelse om selve Værelset: Mange og tykke Tæpper overalt, Gobeliner paa Væggene, svagt, rødligt Skjær fra en Lampet. Han syntes alt dette passet til den Stemme, som hadde puslet saa kjælent i hans Øre.

Nu, da han stod opreist, følte han ikke længer Angsten saa trykkende. Men selve Tausheden omkring ham, den blinde Stilhed i Halvlyset jaget en gaadefuld Uro frem i ham. I Skyndsomhed aabnet han Vinduet, han vilde ha en ny Luftstrømning gjennem det skifergraa Lys herinde i Værelset; – en svag Dur fra Gaden, en Summen fra Sporvognslarmen drog ind ad Vinduet, og Gardinet virret svagt som under en venlig Haands Strygen.

Saa la han sig paa Divanen, indunder Tæppet. Han laa paa venstre Side, hvilte Hodet i Armene og lyttet efter sit Hjertes Slag, som blev stærkere jo længere han lyttet. Han syntes han saa Hjertet inde i Kjødgruben som en rød, pustende Blodmanæt. Hans Tanker tumlet med dette Hjerte, han saa det i Sjøen; er ikke Blodmanæterne som udrevne Hjerter pustende i Bølgeslaget, 32med Aaretraadenes Slæb omkring sig … Han vendte sig braat til den anden Side. Og med en Gang kom Angsten igjen blussende –

Han dækket Ansigtet til med Hænderne, og – et Stønn af Smerte hostet i hans Strube. Han bed Munden sammen af Forbittrelse, – skulde han da aldrig faa Hvile? –

Men Hvilen kom igjen, før han vidste af det. Pludselig dulmedes den jevne Støi fra Gaden, en Sporvogn jog forbi langt henne, og Duren randt bort med den. I et lidet Sekund var alt fuldkommen stille, selv Hjerteslaget blev borte, og i dette Øiebliks Stilhed løftedes han op i en stor og aaben Ro, ovenover Livets Pulsslag; det var Søvnen.

I Begyndelsen var Søvnen drømmeløs. Men saa syntes han, at han kom ind under et besynderligt Mørke. Det lagde sig omkring ham og vilde kvæle ham, og han maatte krafse med Fingrene omkring i dette Mørke, skyve det bort, som en Svømmende skyver Vandet tilside. Et Mareridt var i Anmarsch, en levende og uhyre Tyngde, som trykket og trykket og kom nærmere mod ham. Han kunde ikke puste, for han var naaet ind i en fremmed og forfærdelig Dyrestank. Et Fabeldyr var i Nærheden, han kunde ikke se det, men han vidste, at det var der, et hemmelighedsfuldt Dyr, som endnu ikke var seet af noget Menneskeøie. Det kom fra et Sted fjernt ude. Det blev af Mørket løftet op fra Horisonten 33og bredte sig over Jorden, nu var det over ham i en bjergtung Trykken, dette umaadelige Væsen var selve Rædslen. Han klavret og grov i Mørket og gispet efter Luft. Men det voldsomme og tætte Mørke, som han kunde føle i Fingertuppene la sig fastere om ham, gik ned langs hans Hals, indunder Klærne og krøb ind i hans Næsebor. Endelig kom der en Lysning, det var et uhyre Øie, en rød, udkogt Sol, som rullet inde i Mørket og som lyste stikkende og frygtelig. Men dette Lys skar gjennem Mørket og gav ham Luft. Mareridtet gled af ham lidt efter lidt, han blev baaret ind i en anden Tilværelse, og den røde Lysning fulgte med ham.

Nu var det han hørte Stemmen igjen. Han saa et Værelse og vidste, at her hadde han været mange Gange tidligere. Det var et lunt og stille Værelse med bløde, tykke Tæpper og brede Divaner oversvømmet af Silkepuder. Han saa i Drømmen kun den ene Halvdel af Værelset, men alle Enkeltheder stod skarpt for ham. Han saa det halve af Vinduet, som dækkedes af folderige violette Gardiner. Paa et lidet Mahognibord stod en Telefon. Der var Malerier paa Væggen. Over det hele svævet et blundende, rødligt Lys fra en Lampe, som han ikke kunde se. Saa kom Stemmen, en Kvindestemme, den samme, som han hadde hørt tidligere. Den lød overordentlig tydelig tæt ved hans Øre. Den begyndte med en Puslen, som i en Trakt. Saa blev der sagt etpar 34Ord, ganske ligegyldige, og derpaa hørte han en nølende Latter. Ordene, der blev sagt, slog ned i ham som en Selvfølgelighed; han var med en Gang inde i en anden Tankegang, han syntes han var midt i en Samtale med nogen. Han hørte flere Ord. Og saa kom en anden Stemme, en grov Mandsstemme, som sa: ligesaa, ligesaa … Han kunde ikke se dem som talte, men han vidste, at de befandt sig i Værelset, og han var ogsaa tilstede. Det hele var ham kjendt og almindeligt. Saa blev der ikke sagt noget mere, men i den Stilhed som nu fulgte, fik han en dirrende Anelse om, at noget skulde foregaa. Saa hørte han en Hvisken og en let Skraben, som om en Stol blev flyttet, og derefter lød Stemmen, Kvindestemmen, for sidste Gang. Men dennegang var den anderledes, der var en jagende Skræk i den, og den raabte et Navn to Gange, hurtigt, i dødelig Hast, som røbet en stor og overhængende Fare, et Sekund, hvori al menneskelig Rædsel syntes fortættet: William, William!

Derpaa blev alt stille.

Han saa fremdeles intet andet end det ene Hjørne af Værelset, som laa under det milde rødlige Lys; han saa ingen af de Talende, men han syntes, at han vidste, hvad der var foregaaet, og han var i en Gyngen af Spænding og Nervøsitet.

Som et Lyn, som et hvast blinkende Sværd, skjærer nu en Lyd gjennem Stilheden: Det ringer i Telefonen. Han hører det tindrende klart, 35han ser den lille Knevls Dirren mod Nikkelklokken. Saa glider en Skygge ind i det røde Lys, og han ser en menneskelig Skikkelse. En Mand. Det er ham. Manden som han har tænkt paa, før. Han ser hans skaldede Isse med de fine, nye Dun, den lyse Bart, Lorgnetten, den graaprikkede Jaket. Mandens Ansigt er rædselsfuldt blegt, Underlæben blaalig, Øinene har et forstenet Blik. Samtidig som han synes det er Manden, den anden, synes han ogsaa det er sig selv, som staar der ved Telefonen. Nu lægger han begge Haandfladerne over Klokken og føler en varm Dirren i Huden. Ringningen hører op. Etsteds, kanske langt borte, staar et Menneske og lytter. Men dette Menneske maa intet vide. Han staar der med en Skræk, ligesom han veirer mod Døden, og holder Hænderne over Telefonen. Og han synes selve Telefonen blir til et stort, bevægeligt Øre, som vil trænge frem i aaben Lytten under hans skjælvende Hænder. Sekunderne vakler forbi ham umaadelig lange. Endelig mærker han igjen Telefonklokkens Dirren, et let Slag, Afringning. Han tar Hænderne væk –

Og i det samme vaagner han. Han vaagner i et Sæt, springer op og ser ingenting, for Værelset er kullende mørkt. Men i hans Øine sidder endnu det sidste frygtelige Syn af Drømmen: Der var Blod paa Telefonklokken, røde Mærker efter hans Fingre.

Hvor Fanden er han henne? Han ryker mod 36Bordet. Han kan ikke finde frem i dette Mørke. Han ser en mat Lysning fra Vinduet, men forvirret af Drømmen synes han, at Vinduet staar der, hvor det netop ikke skal staa. Han vakler derhen og river Gardinet op. En Vrimmel af Lys slaar mod ham. Han ser ned paa Gaardspladsen, hvor det blinker af kulørte Lamper, ret over for ham lyser Vinduesrækkerne i Hotellets anden Fløi. Han hører Stemmer og den fjerne Larm fra Gaden. Og Duren fra Byens Liv beroliger ham en Smule og faar ham til at tænke sig om. Drømmen staar endnu for ham lysende klart, han fornemmer Stemmerne, han har endnu et Synsindtryk af det milde røde Lys. Og saa Telefonklokkens klare og dirrende Ringen, den stinger endnu i hans Øre.

Der var Blod paa Telefonen. Det var det, som vækket ham. Mod Slutningen af Drømmen syntes han, at det var han selv som stod og holdt over Telefonen og vilde trykke ned det store og paatrængende Øre, der ligesom vokste op fra Klokken. Og idet han trak Hænderne bort, saa han Blodet. Der hadde været Blod paa hans Fingre.

Han famlet frem til den elektriske Knap og satte Lyset paa. Det skar i hans Øine. Ikke for alt i Verden vilde han nu være længer i dette Værelse. I febrilsk Hast fik han fat i sine Klær. Nogle Minutter efter stod han ude i Korridoren. Han stod stille en Stund for at samle sig og 37bekjæmpe sin Bevægelse. Og han saa paa Døren, som førte ind til Værelset. Det forekom ham, at den lukkede for en Hemmelighed, at derinde var svære og forfærdelige Tanker tænkt, og at derinde krøb en navnløs Rædsel langs Væggene. Han søgte at ryste Uhyggen af sig, men han vidste, at han ikke vilde bli fri den. Angsten hadde bidt sig fast i ham.

Da han gik forbi Portierlogen blev han grebet af en Tanke. Han gik bort til Manden, som sad der. Han vilde spørge ham om noget. Men idet han stod foran ham og saa det grønne Lys over Pultens Papirer, blev han bange for at høre sin egen Stemme. Hvorledes mon den lød nu, rusten og skjælvende?

Herren ønsker?

Jeg gaar ud, sa han, jeg kommer tilbage om en Time, muligens senere.

Han talte langsomt og vanskelig. Portieren maatte tro, han var drukken.

Vel, Herre.

Han blev staaende usikker. Saa sa han:

Jeg bor paa Nummer 43.

Meget rigtig.

Og pludselig bruset han frem:

Hvad hed den Mand, som bodde der før mig?

Portieren saa forundret paa ham.

Det kan Herren meget let faa vide, svaret han.

Han bladet i nogle Papirer.

38Han hed Wilkens, Tom Wilkens.

Og hvor længe bodde han paa Nummer 43?

Kun en Nat.

Kun en eneste Nat, du store Gud.

Hvad mener De, Herre?

Ingenting. Hvorledes saa den Mand ud?

Jeg saa ham kun en eneste Gang og husker ham ikke saa nøie. Han var skaldet.

Lyst Overskjæg?

Ganske rigtig.

Lorgnetter?

Ja.

Og han var maaske klædt i en graaprikket Jaket.

Fuldkommen rigtig. Nu husker jeg det godt.

Saa var det ham. Han gik mod Døren. Han gik som i en Taake og hørte fjernt henne, at Portieren kaldte paa ham.

Denne Kalden gjorde ham angst igjen. Han maatte formelig ta Mod til sig for at vente. Hvad vilde Portieren, vilde han ham noget?

Nøglen, Herre, sa Portieren og leverte ham Nøglen til Værelset. Nøglen hang i et Messingskilt, som i sort Skrift bar Nummer 43.

Han puttet den i Lommen, nikket til Afsked og gik ud af Hotellet.

Ude paa Gaden aandet han pludselig og befriende midt i Byens Larm. Mangeslags Lys brød gjennem Mørket, og Luften hadde Aftenens syrlige Kjølighed. Han boret sig frem gjennem den 39tætteste Menneskesværm. Han gik og gik og jaget paa for at komme fremover. Han indbildte sig, at noget var efter ham, en Fare eller en Fiende.

Endelig efter en Times rastløs Vandring tumlet han ind i et Hotel og fik et Værelse. Han bad om at bli vækket næste Morgen Klokken 9.

Og Morgenen efter stod en Hotelpige og banket paa hans Dør uden at faa Svar.

En Tjener kom forbi.

Det er ganske besynderlig, sa Pigen, hør hvor jeg dundrer paa Døren, men han svarer slet ikke.

Ogsaa Tjeneren banket med sine haarde Knoer og raabte. Men der kom intet Svar.

Saa aabnet de Døren og saa ind i Værelset. Der laa han i Sengen sammenkrøget og med aaben Mund. Hodet var tilbagebøiet, Halsen stod som en spændt Stræng, hvorigjennem Pulsen gik i uregelmæssige Tag. Ansigtet var sammentrukket og herget, Haaret laa klistret sort og vaadt over hans Pande.

Det var en styg Søvn, sa Tjeneren hviskende.

Den sovende var paa Bunden af Søvnen, hans Bevidsthed famlet i uudgrundelige Dybder, hvor der ikke fandtes Lys, bare Mørke.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.