II.

40Han vaagnet først langt ud paa Dagen efter en Søvn, som hadde været haard og udmattende. Han laa en Stund i Sengen og tænkte sig om, mens Søvnens forvirrende Susen lidt efter lidt trak bort fra hans Hjerne. Nu var han frisk og rolig, men han kunde ikke la være at mindes den forunderlige Oplevelse i Værelse Nummer 43. Han forsikret sig selv, at han hadde været nervøs og opjaget af Træthed, og at hans glødende Hjerne hadde fremgjøglet Feberfantasier. Forklaringen tilfredsstillet ham ikke. Han gjennemgik alt, hvad han hadde lidt i det uhyggelige Værelse, fra han kom ind og følte Angsten for første Gang, til han ravet omkring i Mørket efter at ha set Blodflekkerne paa Telefonen. Han kunde ikke komme udenom Kjendsgjerningerne. Det var i selve Værelset Angsten laa og luret, og den var bragt did af en anden. Hvad var det Portieren kaldte ham? Tom Wilkens, en Englænder, 41eller en Amerikaner. Selv kunde han, naar han tænkte paa denne Mand, se ham ganske tydelig for sig, endog Blinket i hans Øine, som han kneb sammen bag Lorgnetglassene, Aarefibrene i hans Ansigtshud, enhver liden Enkelthed i hans Klædedragt; det var da besynderligt, at Billedet af ham stod saa rammende tydelig for hans indre Øie, straks det faldt ham ind at tænke paa, hvorledes den Mand kunde se ud. Og saa, at den samme Skikkelse gled frem i Drømmen, ind i det røde Lys. Men endnu forunderligere var det, hvad Portieren oplyste: Netop saadan hadde Herren paa Nummer 43 set ud … Og saa det sidste Mareridt. Og Drømmen. Aldrig hadde han husket en Drøm saa tydelig, saa blinkende klart i enhver Enkelthed som denne. Han kunde nu ligge her og analysere den, dra frem Træk for Træk, gjenfremkalde hele Stemningen, men med en kold og reflekterende Hjerne. Det frygteligste Øieblik under Drømmen indtraadte, da han hadde hørt Mandsstemmen si de par ligegyldige Ord – og i Stilheden, som da fulgte. Han hadde en bestemt Følelse af, at ogsaa han da var i Værelset og at han saa, hvad der foregik, endnu hadde han en Fornemmelse af det, en skjælvende Anelse dybt i sin Bevidsthed, men hvad det var, hvor det var – det kunde han ikke forstaa.

– Klokken var allerede blit fem. Han krøb hurtig i Klærne. Da han kom ned i Restauranten, 42saa han gjennem Vinduerne, at Byen laa badet i Sommersol. Det tindrende Lys slog mod ham og vakte en Stemning af Venlighed og Glæde. Han tog Plads ved Vinduet, og herfra kunde han se Gaden i hele dens glansfulde Uro. Det var ligesom han lykkelig var kommet igjennem en stor Fare, Skrækken var draget forbi, og han kunde igjen glæde sig over det røde Liv. Mens han sad og grublet over Spisekartet, fik han Lyst til at brede en vakker Frokost over den blaahvide Dug, en Frokost, som kunde afspeile selve Høisommerens flyvende Farver. Der kom Østers, som krøb kjælent henover et Fad knust Is, og der kom rød, duftende Hummer, hvidt Brød og en Smørasjet, gul som Solen. Og han bad om lyseblaat Porcellænsservice. Han løftet den første Østers og hadde Skallets kjølige Kulde i Haanden. Og en syrlig Duft fra den salte, dybe Sjø. – Nu først mærket han Glæden over at være kommet til en ny By, høre et andet Sprog og se andre Mennesker. Han led af Reisefeber, en stadig, jagende Rastløshed. Naar han hadde bodd nogen Tid paa et Sted, syntes han, at Horisonten snevret sig sammen og Dag for Dag rykket ham nærmere. Hans Afreise formet sig tilslut som en Flugt, og idet han blev baaret bort i Jernbanekupeens myge Gyngen, syntes han samtidig, at han blev baaret ud af en Trængsel, som truet med at ville kvæle ham.

… Hvor var ikke Byen smuk i Eftermiddagslyset. 43Han saa ikke Himlen selv, men i den heftige Glød i Gadens Liv speilet Himlen sin blaa og luftige Hvælving. Han vidste ikke noget vakrere end denne tilfældige Sammenstrømning af Menneskelivets Bevægelser og Redskaber i en Gade eller paa en aaben Plads. Alene en forbidinglende Sporvogn gav ham et Indtryk af Fest og Farver, Lyset svømte oljeagtig i de store skjælvende Speilglasruder, rodet heftig i Skilterne, i de gule vaggende Vægge og i de blaa Inskriptioner. Naar han gjennem Larmen hørte, at en tospændt Vogn kom kjørende, vendte han Øinene bort fra Gaden, og istedet la han Øret ind mod Larmen for at kunne opfange Hestehovernes milde Plask mod Asfalten.

Saadan kunde det glæde ham, at tilvende sig en liden Enkelthed af den store Vrimmel, en Farve, en Bevægelse, en Lyd. Det var som sad han foran et umaadeligt Orkester og lyttet efter en skjønt klingende Tone, et dulmende Paukeslag, dybt nede fra Musikkens Grube.

Al Gadens Ophobning af Støi og Liv, den drivende Forbimarsch af Stemmer og Blink og Vogndur var for ham som et stort og mærkeligt Musikstykke, hvis Skjønheder han kunde høre og gjerne lyttet efter. Han hadde vænnet sit Øre til at opfange de mange Afskygninger i Larmen, han kunde høre paa Automobilernes Bremser, om Vognene var gamle eller nye; han kunde høre paa Folks Fodslag, hvormange Klokken var. Fodslaget 44veksler til enhver Time. Hvilken Forskjeler der ikke paa Morgenens haarde Knudder mod Asfalten og det raslende Dras i Middagsstundens Spadsertid? Ja, det skiftet fra Dag til Dag og fra Uge til Uge. Byen viste Livet som en stor Klokke, ikke bare Timerne, men ogsaa Ugedagene og Ugerne. Om Mandagen hadde Travlheden en Glans af Begyndelse, som han kunde høre, den stod paa Baggrunden af Søndagens Stilhed, den var sprunget ud af tolv Timers Hvile. Og paa Onsdagen hadde Slaget alt været igang i flere Dage, Livet var i Opkog. Men besynderligst syntes han Byen var om Lørdagene i Timerne efter Klokken syv. Støien ebbet ud, Stilhedens fine Traade begyndte at spinde i Krogene, og naar Solen gik ned mellem Kirkespirene og sendte sine skraa Straaler ind i Gaderne, var det ligesom den hadde været oppe hele Ugen og nu gik tilhvile med et træt Blik i det store Kvældsøie. Byen fik mere Tid, den lyttet efter Klokkeklang fra Kirkerne og efter Smaagutternes Plystren. Arbeideren vendte hjem paa sin Cycle. Han sad løs og ledig og holdt i Styret med den ene Haand og kjørte langsomt. Hans Arbeidsbluse var knappet op i Brystet, han pustet Arbeidet af sig. Han var aaben i Panden, Luen sad høit paa Hodet, kanske plystret han ogsaa, eller stødte Røgen lyseblaa ud fra en Cigaret. Han var Byen selv og færdig med Arbeidet.

45Og saa var Byen stadig ny, naar han kom tilbage til den, og ikke den samme i Øst som i Vest. Sjøen kom blaa og venlig ind til den, og Havnen modtog Sjøen med Dampskibsradens mønjerøde Vandlinje. Bag Mastetoppene kom Byen som en stimlende Flaade med sine gyldne Spir, Flagene og de store Façader, der var som graa og hvide Seil. Det var i Vest. Saa var den helt anderledes i Øst, hvor Fabrikkerne la sin Vægt over Jorden. I mørke Aftener var der en egen Stemning over dette Strøg. Hvor et Fabrikkompleks hev sin Tyngde mod Himlen, den ene Bygning klinet indpaa den anden, den ene høiere end den anden, med sorte, forslugne Vinduesglugger, der syntes man at ane selve Graaheden og Tragedien – som en Dødens Ø, der vinker Menneskene mod sin Stenkyst. Saadan stod Byen for ham, en Vrimmel af Modsigelser, en sær og menneskelig Melodi, dens Sang gik i hans Hjerte. Han elsket Havnen og Husene, Kirkerne og Fabrikkerne og Gadens flygtende Farver.

– – – Han bad om Aviserne. Straks da han aabnet det første Blad, kjendte han en nervøs Dirren i Fingrene, og han søgte uvilkaarlig efter noget, en Notis, en Artikel; noget bestemt – syntes han det maatte være. Han blev siddende og se unødvendig længe paa Billederne, – fordi hans Tanker gik andetsteds. Nu og da løftet han Hodet og kastet et Blik ud paa Gaden. Da han endelig la Aviserne tilside, konstaterte han til 46sin Forundring, at det var med en Følelse af Fortrædelighed, som naar man gjennemser Dagens Post og finder mange Breve, men netop ikke det ene Brev, som man gjerne vilde ha. Mens han sad og tænkte paa dette, saa han nedover Gaden, og det faldt ham da ind: Den Vei kom jeg gaaende igaaraftes, men Gud, hvor jeg husker lidet af den Vandring, jeg maa ha gaaet i Svimmelhed, i Feber. Dernede ligger altsaa Hotellet –

Saa stod Nattens Oplevelser igjen tydelig for ham, han følte et Sting i Brystet, en heftig og iskold Aande af Skræk under Hjertet, og han krammet uvilkaarlig Servietten sammen i en pludselig Skjælven. Et Ord faldt ham ind, et eneste Ord, Morderen, som han i Meningsløshed gjentog for sig selv flere Gange, før det gik op for ham, at det var dette Ord, han hadde søgt efter i Aviserne. Nu greb han igjen ned i Avisbunken og gjennemrodet Spalterne febrilsk. Han søgte efter dette ene: en Morder, Morderen. Han vilde se om der stod noget om Mordet, men han fandt intetsomhelst, og da han for anden Gang la Avisbunken tilside, var han forundret over denne sin mærkelige og pludselige Interesse for et Mord. Han vidste jo ikke engang om et saadant var blit begaaet. Han vidste ikke engang om det var et Mord, han hadde drømt om inat. Han hadde bare en Anelse om, at han hadde været Vidne til noget forfærdeligt; 47men hvad det var vidste han ikke. Fornemmelsen laa dybt nede i hans Bevidsthed i underlig Gaadefuldhed.

Men nu forstod han, at Nysgjerrigheden før eller senere vilde tvinge ham til at foreta en Undersøgelse. Han maatte faa vide, hvem denne Tom Wilkens var, og hvor han nu opholdt sig. Kanske gik han fremdeles omkring i denne By, eller kanske bodde han ude paa Landet i et Hus med hvite Kalkvægge ved Siden af en støvet Landevei, som var trukket over et fladt og grønt Landskab. Dette Landskab forekom ham saa bekjendt. Han syntes, han hadde været der tidligere eller drømt om det.

Han besluttet at gaa tilbage til Hotellet og udspørge Portieren. Men ikke iaften. Iaften vilde han være ifred. Han længtet mod en Spadsertur gjennem Gaden. Han vilde trække i sin lange Støvfrakke og stikke disse sine varme, skjælvende Hænder i kolde Handsker. Og saa vilde han spadsere langsomt gjennem Vrimlen og vide med sig selv, at her var der ingen som kjendte ham og kunde tale til ham.

Aftenens Liv begyndte. Han gik først langs Sjøen og slog sig ned i en Restaurant. Her sad Folk tæt ved alle Borde udover hele Terrassen. Passiaren faldt dæmpet, Lyden af Stemmerne og af Aareslag fra Sjøen blandedes og gik mildt mod hans Øre. Aftenen var ganske stille, Himlen hang silkeblaa over Havnen. 48Eftersom Timerne gled forbi ham, mærket han i Kroppen en Uro, som han ikke likte. Han blev stadig mere vaagen, og intet var ham nu fjernere end at gaa til Ro igjen. Men da det tyndedes ved Bordene, og da Folk trak hjemefter, paakom der ham en Ærgrelse over at Tiden gik saa hurtig. Han vilde at alle Mennesker skulde være oppe. Det var stadig med den største Uvilje han gik til Ro, for han syntes, at Dagen var ikke forbi, før man la sig til at sove. Men da var den ogsaa ubarmhjertig forbi, og Tiden hadde gaaet et Skridt til.

Og saa var det det, at han ikke kunde dølge en liden Ængstelse for hvad der nu skulde ske, naar han igjen blev alene og vilde forsøge paa at faa sove. Skulde Angsten fra den foregaaende Nat styrte over ham igjen? Den vilde sikkert komme med Mørket og Stilheden. Saa vilde han ligge og tænke paa den gaadefulde Fremmede, som hadde bodd i Værelse Nummer 43. Hvem han var, hvad han havde forbrudt og hvor han nu kunde være. Han vidste intet om ham. Selv ikke i Drømmen hadde han set ham, udover det lille Øieblik, da han stod henne ved Telefonen, da han trak Hænderne bort, og der var Blod paa den hvide Nikkelklokke. Og desuden hadde han jo havt en Følelse af, at det ikke var den anden, men ham selv, som stod der ved Telefonen. Det var sig selv han hadde drømt om. Saaledes stod nu Hallucinationen for ham i en 49broget Forvirring. Men Fornemmelsen af Uhygge var tilbage. Han vidste, at de løse Billeder, han hadde set i Drømme og i halvvaagen Tilstand, var viftet ud af en stor og dyb Skræk, som han hadde gjennemlevet, men som han nu kun mærket som en Anelse. Han følte ligesom et iskoldt Pust fra denne Rædsel, hvergang hans Tanker streifet den. Men han kunde ikke trænge ned til den, kunde ikke udgrunde, hvad det var.

Men han vidste med sig selv, at han ikke vilde faa Ro i sin Sjæl, før han iallefald hadde gjort et Forsøg paa at komme tilbunds i Gaaden. Skulde han nu lægge sig til Hvile uden det, vilde Hemmeligheden staa hos ham ved Sengen og puste hans Øine vaagne og den vilde rode omkring i hans Hjerne og bringe hans Tanker i den sørgmodigste Forvirring. Saa hadde han bare en ny Nat, fuld af vaagen Undren og med Skrækken bankende paa Ruden.

Allerede da Klokken var elleve, hadde han fattet sin Beslutning; han vilde gaa tilbage til det første Hotel og nærmere udspørge Portieren. Han hadde jo ogsaa noget at ordne for sin egen Del, Tøiet, som vel nu maatte være hentet fra Toldboden. Og saa maatte han afbestille Værelset.

Men det var i en fortrædelig Sindsstemning han nærmet sig Hotellet. Han vidste, at det maatte til, at han maatte gjøre et Forsøg paa at erholde Forklaring. Han gik til dette forbittret 50og ærgerlig. Han kjendte denne Sindsstemning fra tidligere. Det hændte nu og da, at han fik Breve, som han ikke vilde aabne, fordi han anet hvad der stod i dem af ondt og ubehageligt. Men saa tilslut aabnet han dem alligevel i sammenbidt Energi … gjennemløb Linjerne … ganske rigtig … rev Papiret i Stykker og kastet Stumperne langt væk, som om de brændte ham i Fingrene.

Portieren kjendte ham igjen.

Det var en stille Aften og faa Gjæster i Hotellet. Portieren hadde Lyst til en Passiar. Saa Herren har ikke været hjemme inat? Nei, det er jo saa rimeligt. Det første Døgn i en stor By vilde man gjerne benytte til at se sig om.

Han orket ikke at gi Portieren en nærmere Forklaring og han gik derfor ind paa Spøgen. Hvad kunde ogsaa et saadant Menneske som den uniformerte Skikkelse dér forstaa af hans Lidelse. Alene den skraa Pande, som skygget over de ligegyldige Øine, de to dumme Bobler i Ansigtet, røbet det store almindelige Menneske. Hvorledes kunde dette Menneske forstaa det eneste Glimt af ham, som gik omkring og fanget ind i sine Pupiller sære Syner, som ingen andre Mennesker saa, og som følte Angsten straale gjennem sine Øienhulninger og prikke i Hjernen? Selv i Dagslys. I alslags Lys. I hvidt, spøgelsesagtig Sollys som i lummerblaa Tordenluft.

51Og idet han stod her foran Portieren og hørte paa dennes Snak, forekom det ham, at hans Stilling var ganske meningsløs og latterlig. Han hadde vanskeligt for at anslaa en ligegyldig Tone, da han endelig kom frem med sit Spørgsmaal: Om Portieren kjendte noget nærmere til det Menneske, som hadde bodd paa Nummer 43 før ham?

Portieren var ikke straks paa det rene med, hvem der var Tale om. Først da han hadde set efter i Protokollerne, husket han Navnet, Tom Wilkens. Men saa blev han opmærksom paa Spørgerens Nervøsitet, hans Stemmes rustne Skurren; han saa mistænksomt paa ham. Hvorfor han spurgte?

Jeg spør, svarte han, fordi jeg mener at kjende dette Menneske. Jeg vil gjerne vide om jeg tar feil, eller om jeg er paa rigtig Spor. Det gufset i ham, da han sa de sidste Ord «paa rigtig Spor» – og de knirket op et andet Ord, som den hele Dag hadde ligget paa Lur lystent efter at komme frem: Morderen … Paa Spor efter Morderen …

Han beskrev for Portieren, hvordan Mennesket saa ud. Han sad i den lave Skindsofa inde i Portierlogen. Han sad med halvt lukkede Øine og tænkte efter. Nu saa han igjen Manden for sig i et Gys af blinkende Tydelighed … aa, for en Mængde Enkeltheder, som myldret frem. Han kunde tælle Knapperne i hans Vest; han hadde 52kulørte Mansjetter, og om Halsen hang en tynd Guldsnor, hvori var fæstet en Lorgnet. Han fandt akkurat de rigtige Udtryk, netop fordi han saa Mennesket saa tydeligt, og han kunde fortælle om ham saaledes, at Mennesket ogsaa blev levende for Portieren.

Ja, jeg husker ham nu, sa Portieren, jeg har set ham nogle Gange; men De maa kjende ham meget godt.

Hvorfra kom han?

Han kom med Dampskibet le Havre.

Saa. Det gav et Knækk i Stemmen. Men le Havre er formodentlig reist nu?

Det vidste ikke Portieren. Muligens laa Skibet her endda. Men en Ting var han ganske sikker paa, at Manden kom med det Skib, for han hadde selv besørget hans Bagage. Den var forøvrig ikke stor. En eneste Kuffert. Dampskibet kom fra Cherbourg, saa han maatte være gaat ombord der.

Og han bodde her bare en Nat?

Ja. En eneste Nat kun. Fra Klokken 8 den ene Aften til Klokken 4 den næste Eftermiddag. Saa var han reist med Toget. Hvor hen? Det vidste han ikke. Og der stod intet om det i Reisebogen.

Talte De med ham?

Kun en enkelt Gang. Han var ellers fuldstændig alene, gik ikke ud, modtog ingen Breve og intet Besøg og blandet sig heller ikke med 53Gjæsterne i Hotellet. Han sad inde i Restauranten til Klokken 1 den Nat og hørte paa Musikken. Og han drak noksaa meget. Da Musikken sluttet, vinket han paa mig og spurgte: Spilles der ikke mere iaften? Nei, svarte jeg. Saa blev han vistnok ærgerlig over dette, for han sa: Det var som Satan. Saa gaar Folk hjem. Ja, svarte jeg, saa gaar alle Folk hjem. Det var som Satan, gjentog han. Han var den sidste, som forlod Kafeen. Det er alt, hvad jeg ved om Manden. Jeg var ikke tilstede, da han reiste. Jeg er her kun om Aftenen og om Natten.

Portierens Fortælling slog ned i den anden som noget han allerede var kjendt og fortrolig med. Bevidstheden om, at han allerede var vidende om dette, var saa forunderlig levende hos ham, at han pludselig reiste sig op og sa:

Ja, der kan De selv se!

Portieren satte store Øine. Portieren saa paa ham. Og derved fik han straks en ræd Fornemmelse af, at nu hadde han begaat en Dumhed, en Uforsigtighed, og han spurgte sig selv: Aner han noget?

Men hvad?

Hvilket meningsløst Spørgsmaal! Aner han noget … Han hadde jo ikke begaaet nogetsomhelst … Men han syntes alligevel han stod som anklaget foran en Skranke og hørte kolde Papirer rasle. – Han skjalv under en nervøs 54Ophidselse, som hadde grebet ham, mens han hørte Portierens Fortælling om Manden som saa nødig vilde gaa til Ro og være alene. Det stemte akkurat med hans egen Sindstilstand i dette Øieblik. Nu var Klokken snart 12 og Livet og Larmen ifærd med at rinde ud i død Stilhed. Alle Mennesker vilde forlade ham, og han skulde bli alene tilbage med Natten og Angsten.

Han kunde ikke udholde længer Portierens spørgende og forundrede Blik. Han begyndte at tale om noget andet, han talte om sin Regning, han maatte flytte. Han la en Pengeseddel paa Bordet og bad om at faa Bagagen sendt hen i det andet Hotel. Saa skyndte han sig ud og hadde en ubehagelig Frysning i Ryggen. Men hvad vilde han ogsaa i dette Hotel? Hvad ventet han at opnaa med sine Spørgsmaal? Han hadde ikke faat vide det mindste af Betydning. Han hadde bare siddet der og med visionær Tydelighed fortalt Portieren om den gaadefulde Mand fra Nummer 43. – Allerede under den kobberhvælvede Indgangsportal stanset han, idet en Kuldegysning fløi gjennem ham. Og han spurgte igjen sig selv: Ved han noget? Han hadde en bestemt Følelse af, at han hadde røbet sig ligeoverfor Portieren.

Men hvad, hvori hadde han røbet sig?

Han skyndte sig ud paa Gaden; men nu kom det meningsløse Spørgsmaal igjen i en anden Form. Han kunde slet ikke ryste det af sig. 55Han saa paa alle de Mennesker, som ligegyldig drev forbi ham, han saa paa alle Ansigterne … Ingen la Mærke til ham. Saa tænkte han: Ingen af disse Mennesker ved noget. Se her, her gaar jeg ganske rolig midt blandt dem, og ingen aner noget.

Det meningsløse i denne Tankegang stod klart for ham. Men nu hadde han faat den besynderlige Uro over sig, som han hadde fornemmet første Gang han traadte over Tærskelen til det uhyggelige Værelse. Hans Tanker kom og gik uforvarende og pludselig; det var ligesom de var satte i Bevægelse af en Magt udenom ham selv. Som om han til sine Tider var et andet Menneske og tænkte for en anden.

Eftersom han fjernet sig fra Hotellet, blev det bedre for ham; men han hadde iallefald fremdeles en stor Ærgrelse at kjæmpe med, Ærgrelsen over, at han hadde henvendt sig til Portieren og gjort sig latterlig. Han hadde den bestemte Tro, at hans Optræden helt igjennem hadde yæret latterlig; han blev flau ved at tænke paa den, og han søgte at komme bort fra sin Flauhed ved at bringe noget helt andet ind i sin Forestilling, helst noget imponerende, en stolt Begivenhed, eller et sterkt og mægtigt Tal, femten Millioner …

Omsider braset han ind i en Kafé og begyndte at drikke. Det hjalp lidt paa hans Uro, og da han en Times Tid efter vendte tilbage til sit Hotel, var det med en afgjort Beslutning om 56at fortsætte Undersøgelserne for at faa vide noget mere om Manden fra 43. Han vilde næste Morgen gaa ombord i le Havre, dér maatte de vide noget.

Men tidlig næste Morgen reiste le Havre, og da han kom ned paa Bryggen, var det allerede forsent.

Han gled nu gjennem mange Dage og endskjønt han ikke bestilte det ringeste, syntes han, at han hadde Timerne fuldt optat med Besvær og Omtanke. Han bodde ikke længer paa sit nye Hotel. Saa flyttet han til et Pensionat, og nogle Dage efter flyttet han til et Hotel igjen. Hver Gang han kom til et nyt Sted, var det med stor Tilfredshed han betragtet Omgivelserne. Se nu et saadant Pensionat, det er som et Hjem, man har milde Hænder omkring sig. Man spiser i sit eget Værelse og behøver ikke at generes af Kafeens nysgjerrig stirrende Ansigter. Og saa slipper man Hotellernes uforskammede Høflighed. Man kan faa Lov til at aabne sin Dør selv uden at se et uniformeret Væsen staa og bukke … Men saa, efter nogle Dages Forløb, blev netop det uudholdeligt for ham, som han til en Begyndelse hadde følt sig saa vel ved. Han fik Maden ind paa sit Værelse til bestemte Tider og syntes, at han var en Fange, som modtog Kosten i en stille og trist Celle. Han ønsket sig tilbage til Kafeens Lys og Musik og til Hotellernes Elevatorer og Ringeapparater, hvor han kunde 57optræ med en velgjørende og befriende Hensynsløshed.

Saaledes flakket han omkring fra Sted til Sted, jaget av en stadig stigende Uro. Men han likte ogsaa denne Rastløshed, den gav ham ikke Tid til at ængstes. – Eller kanske det var Angsten selv, som var efter ham og ustanselig jaget ham fremover? Nu og da kunde han stanse og føle den blussende Skræk i sin Hjerne, Rædslen for en umaadelig Fare, som var i Hælene paa ham og som han ikke kunde beskytte sig mod. Eller det var Rædsel over noget, som han skulde ha begaat, en Forbrydelse, en Ugjerning, noget som han slet ikke var sig bekjendt, naar han tænkte nærmere over det. Men han hadde Fornemmelsen. Og den kom bestandig over ham uden Varsel og frygtelig. Et Anfald, som fik ham til at gjøre et eller andet meningsløst, skynde sig indgjennem en Butikdør eller stikke af i en Sidegade. Naar disse Anfald kom om Morgenen, var de meget pinefulde. Angsten pustet Søvnen ud og endnu mens han laa og vred sig halvvaagen, eksploderte en uforklarlig Rædsel i hans Nerver. Hver Gang fik han Lyst til at springe op, eller til at raabe, eller græde. Gang paa Gang gled han ud i Søvnen paany; men stadig vækkedes han af Angstfornemmelsen, denne dumpe Følelse af, at selve Faren, det gaadefulde og forfærdelige stod i Nærheden af ham. Han tænkte sig Angsten som 58noget der grodde inde i hans Bryst, grodde og vokste op gjennem hans Hjerte i en fin og vaiende Stængel. Snart vilde Blomsten hænge færdig og duppende, Bladene smelde af og selve Rædslen aabne sig blodrød og gjennemsyre ham med sin Aande.

Og under disse stadige Angstfornemmelser blev han vár og sky. Et stærkt og hvidt Sollys kunde gjøre ham nedtrykt og trist. Han søgte ind under Skyggerne og til mørke Værelser. Men endnu værre var det i taakemætte Dage, da Solen gik inde i Taaken som en rød Maane; han hadde Skræk for at se paa den og dukket uvilkaarlig Hodet.

Visionen fra hin Nat og Følelsen af at ha oplevet en virkelig og uhyggelig Begivenhed kunde han ikke bli kvitt. Det var ligesom Drømmen vævet et fint og skjælvende Spind gjennem hans Dage. Han selv gik i dette Spind og famlet sig tættere og tættere ind i det. Til sine Tider kunde der overkomme ham en rykende Forbittrelse, fordi han forstod, at han var magtesløs fangen, andre Dage blev han nedstemt og sørgmodig. Det var i en saaden Stemning, han for første Gang mærket Savnet, et forsagt Savn efter noget han ikke kunde forklare sig. Efter andre Tider og andre Mennesker. Efter Dage han forlængst hadde levet. – Da syntes han, at han hadde en Anelse om al Tings Ophør og om Døden.

59Han sad en Dag ved Vinduet i en Kafé og saa paa Vrimlen udenfor. Med en Gang la han Mærke til et Menneske over paa den anden Side af Gaden. Dette Menneske gik langsomt frem og tilbage, det ventet paa nogen. Han kunde se det i Blikket, det vigende Blik, som gik forbi alle andre Mennesker og søgte mod et eneste, ét som skulde komme. Alene dette, det var jo ingenting, men alene dette vakte et vemodigt og stilfærdigt Savn i ham. Det var i Eftermiddagsheldingen en Dag.

Saa en Aften hadde han en Oplevelse af en anden Art. Han var kommet ind i en liden Kafé, hvor han ellers ikke pleiet at vanke. Han tog Plads i et Værelse, hvor ingen andre Gjæster fandtes. Han var saaledes helt alene. Værelset var afdelt med Mellemvægger. Han satte sig indtil en saadan Væg i en Krog, men først hængte han sin Støvfrakke fra sig paa den anden Side af Væggen. Mens han sad her og glædet sig over at være ganske alene, syntes han tydelig at høre en Famlen i Baasen ved Siden af, – dér hvor hans Frakke hang. Han lyttet efter. Nu var alt stille. Men saa kom denne Famlen igjen. Eller det var en Pusten fra noget levende bag Væggen. Og saa med en Gang synes han, at han ser Frakken. Den bevæger sig, som om nogen rører ved den, og pludselig ser han en Haand, en lang og hvid Haand, som strækkes ud efter Frakkens venstre Lomme. – Han gaar frem paa 60Gulvet … Nei, dér hænger Frakken rolig, og der findes ikke et Menneske. Denne Frakke hadde han ikke hat paa siden hin Dag han kom til Byen. Han hadde tat den med sig i Aften, fordi en kjølig Kulde randt gjennem Luften, Efteraarets første Aande. –

Han sætter sig ned igjen, men han er blit urolig og forlader hurtig Kafeen. Da han kommer ud paa Gaden, griber han i Frakkelommerne efter sine Hansker. Og saa stanser han med ett og føler Angsten stimende mod sig. I den venstre Frakkelomme finder han en Nøkkel, i Nøkkelen hænger et Messingskilt og i Skiltet er med sortlakerte Bogstaver indgraveret Tallet 43. Det er Nøklen fra Hotellet, som han har glemt at aflevere. Han kaster den langt fra sig, som om den var pestsmittet. Dens Klingren mod Brostenene skjærer koldt i hans Hjerne. – Han skynder sig bort.

En Formiddag – nu bor han paa Hotel igjen – gaar han gjennem Korridoren hen til Elevatoren. Han vil netop trykke paa Knappen, da han hører, at Elevatoren sættes igang nedenfra og stiger raslende op gjennem Schakten. Straks mærker han Angstfornemmelsen. Den kommer sammen med Elevatoren opover, den stiger og blir stærkere, og idet Elevatoren passerer Etagen, hvor han venter, føler han Angsten saa voldsomt, at han kan høre sit Hjertes Dundren mod Brystvæggen. Elevatoren gaar videre og i samme 61Grad, som den fjerner sig, fjerner ogsaa Angsten sig. Men nu vil han for intet i Verden benytte Elevatoren. Han gaar Trapperne ned. Først da han staar ude paa Gaden, spør han sig selv forundret: Hvem var inde i Elevatorschakten? Hvad var det for et Væsen, som gled forbi ham og bar Angsten gjennem ham? Han turde ikke tænke Tanken ud; men flygtet hurtig bort fra Hotellet. Var Mennesket i Nærheden, det Menneske, som for ham var selve det gaadefulde, selve Skrækken?

Saaledes gik mange Dage, og Høsten begyndte.

Nu hadde han bodd en Uges Tid ude paa Landet, forat Landluften kunde gyde Ro i hans Nerver. Han hadde mærket de stærke Luftninger fra Engene, han hadde gaat under store Trær og hørt Blæsten bøie dem hviskende mod hinanden. Og han hadde staat og set langt udover, hvor han kunde øine Sjøens blaa Blink.

Men han hørte ikke til derude, han var ikke hjemme der.

Et mærkeligt Tungsind faldt over ham, naar han stod under den høie, lyse Himmel, han følte sig blottet og skjælvende midt i Solskinnet, naar Græsset krøb opover hans Ankler.

En Kvæld gik han ned til Sjøen.

Der var ingen Blæst. Sjøen laa i svag Høining, som et stort blaat Silketæppe, der krusedes svagt af Lyset fra den dalende Sol. Mod Horisonten stod fjernt og tuschtegnet et andet Land. Han saa flere Skibe, som laa stille med 62slappe Seil. En Damper gled fremover med et sort Røgskaft efter sig. Han saa paa Seilene derude, – ét stod i Skygge og var vaadt i sin graa Tyngde. Et andet var kommet ind i et Solkast, og det blev besynderlig lyst. Det blinket som Metal … Bestandig, naar han saa solbelyste Seil langt ude paa Havet, gjennemflagredes han af Vemod. Kanske var det slet ikke Udlængsel. Han syntes, han stod overfor noget evigt, at han saa et Billede fra en anden Tid. Hans Tanker fløi langt tilbage i Aarene, da Mænd i forunderlige Klær tumlet sig under Seilene, og da de buede Klude bar Menneskene indunder nye Himle, hvor intet Raab før var hørt. – Naar han nu stod her ved Stranden og stirret paa det Seil derude, som netop gik ind i Lysranden, trodde han at se det i en fjern Tids stille Skin. Hvad hed Kapteinen ombord? Var han Bretagner?

– – – Naar Skumringen kom og Skyggerne flød indover Markerne, og Træklyngerne stod som vældige sorte Gruber, da raabte det i ham efter Byen, hvor han hørte hjemme. Han følte det straks han kom ind i en Gade og hørte Sporveisskinnernes Skrik under Vognhjulene. Byen blev for ham et umaadeligt Væsen, som han kjendte og var fortrolig med. Udenom Byens Larm var alle hans Nerver som afhugne og hjælpeløse. Ude paa Landet følte han selv det varmeste Sollys isnende, han frøs og syntes han 63var nøgen. Og nu hadde han gaat i Græs en hel Dag. Det hadde været en sørgmodig Dag. Han hadde gaaet der med sin heftige Uro. Hadde hørt Vindens skyllende Hvisken i Træerne og set dens lette Gang henover Engene; den vaklet vesterud, hvor nye Sletter aabnet sig, og hvor gyldne Kreaturer blinket.

Nu var han i Byen igjen, hos sig selv. Han gik indunder Telefontraadene, under det blaalige Glimt i de elektriske Ledninger. Det gynget i hans Bryst. Han gik gjennem en myldrende Gade og fandt Ro og Hvile i Menneskesværmens evige Plappren, et Velbehag ved at gli ved Siden af og forbi andre Mennesker og føle alle de mange Blikke, som krydsedes, alle de mange Øine, hvori Længslerne stod aabne og raabte. Der gik Hundreder Væsener forbi ham i Minuttet, Hundreder Hjerner, som alle tænkte sine egne Tanker. Han hadde en Fornemmelse af, at hans Sanser veiret i denne Luft, som var yr af Drømme og Attraa, at han spredte omkring sig usynlige Føletraade, som soknet i Sværmen efter hemmelige Tanker. Alt samlet sig hos ham til en egen dirrende Stemning, den glidende, raslende Støi af Menneskekroppene, Buelysenes Fræsen over hans Hode, Automobilernes varslende Raab – Gaden laa foran ham i hele sin Længde, dyngende fuld af Liv og Farver, det glimtet af Metal og gyldne Inskriptioner, de elektriske Lygtestolper rendte op fra Asfalten som Raketter, og 64Lamperne heldte Skaale af Lys udover den vrimlende Færdsel. Langt derhenne gik Gaden ind i den braasorte Himmel, sluttet op i en Knytnæve af Lys. Han vandret fremover langsomt med Hodet let bøiet tilside, ligesom han lyttet efter Musik. I denne deilige og hede Menneskeluft var hans Hjerne en Djungle, hvori Tankerne gik som Rovdyr.

Ind i denne Stemning skar saa Angsten uanmeldt og forfærdelig. Den kom saa pludselig, at han maatte stanse et Sekund. Han kjendte den rent fysisk, en Smerte, som vokste og vokste og trykket mod Hjertevæggene. Og saa gled den op gjennem Rygraden og ind i Hjernen. Hans Puls banket heftig. Angsten steg. Han syntes den blev baaret mod ham, og han kjendte dens Tryk stadig tungere. Angsten kom fra et bestemt Punkt, den kom fra Gaden, fra et bevægeligt Væsen, som var i Marsch mod ham. Hans Hjerne var næsten lammet, hans Tanker flagret i meningsløse og svage Rykk; han syntes det ringet et Sted i Nærheden, en skarp og fin Klokke. Og nu skar det paany gjennem ham: det er en Telefonklokke han hører, den ringer ikke nu, den har ringet en Gang og det er bare Klangen af den som spøger i hans Forestillinger. Midt i Gadens summende Tramp, etsteds i Færdslen, i det lysende Baand af Menneskeøine og Ansigter, som driver forbi ham, synes han at se et Ansigt, et halvt udhvisket 65Syn af en høi bleg Mand med lyst Overskjæg. Nu synes han, at Ansigtet kommer nærmere og staar ligemod hans, og i samme Øieblik gaar Angsten i Bølger gjennem ham. Han ved, at der er et Menneske i hans Nærhed, fra hvem Angsten kommer. Nu maa Mennesket være her, det gaar forbi ham. Hans Blik jager ind i Vrimlen, hvem er det? hvor gaar han? Men selve Angsten, Feberen, slører hans Øine, hans Hjerte gaar i store og tunge Greb. Blodet trykker over Hjernen, og han ser ikke længer noget rigtig klart, alt flyder forbi i en lysdirrende Taage. Først nu blir han opmerksom paa, at han staar og støtter sig mod en Speilglasrude, han holder den flade Haand mod det kolde Glas og føler en lummer Brænden mellem Fingrene. Saa pludselig slipper Angsten, den har ikke længer saa voldsom Magt over ham, den forfærdelige Gyngen inde i Brystet gir sig efterhvert. Mennesket er gaat forbi. Han vender tilbage til sig selv. Han hører igjen Larmen slaa mod sine Øren. Han hører Stemmerne tydelig. Han har været inde under et Tæppe. Nu er der atter aabent omkring ham. Han kan se Ansigter igjen. Og Menneskenes Hænder; Enkelthederne i deres Klær, Knapperne, de smaa dagklare Glimt fra Smykkerne. Mange Øine glimter igjen mod ham, og Latteren fyger omkring snehvide Tænder. Han er paany midt i Gaden.

66Men han er blit mat og træt efter Lidelsen. Han føler Trang til Hvile og speider efter en Kafé, hvor han kan sætte sig ned. Nu husker han paa, at han har Venner ogsaa i denne By, og han gyser ved Tanken om, at han ikke skulde faa Lov til at være alene. Han tænker paa den besynderlige Fornemmelse, han nys har havt, den synes ham nu uvirkelig og uforstaaelig. Det er ligesom han skulde være vaagnet efter en Drøm. Endnu i Opdriften fra Søvnen staar Drømmen for ens Bevidsthed, i Virkelighedens klare Lys, endnu i nogle Sekunder, et Minut eller to, har man en Forestilling om at ha gjennemlevet noget i Drømmen; men saa bæres pludselig det hele langt bort. Saaledes ogsaa med den store Angst, han hadde fornemmet. Nu forstod han den ikke længer. Men han husket, at den var kommet ganske voldsomt og med én Gang, hadde vokset hurtig til den hadde været nærved at lamme ham. Og saa var den stilnet. Gik der da et Menneske omkring i denne Verden og bar paa en frygtelig Angst, som han var blit delagtig i? Hver Gang Angsten kom over ham, syntes han, at han levet i en fremmed Tilværelse, bestandig ringet denne Telefonklokken i hans Øre, – med en fjern og dog nær Klang, en grusom og dirrende Klang og han syntes, at han saa en høi blondskjægget Mand eller følte med alle sine aabne Nerver et saadant Menneske i 67sin Nærhed. Og nu hadde dette Menneske været der, det hadde baaret Angsten mod ham, gjennem ham og bort fra ham. Han vidste det.

Han kom ind i en stor Kafé, et uhyre hvidt Rum, hvor Taget var en Stjernevei af gnistrende Lys. Restaurantens heftige Larm bruste mod ham. Men der var Harmoni og Ro i Larmen. En fortættet Glans i det mægtige Service, som var spredt udover Bordene, en jevn Stigen og Falden i Menneskerøsternes Sus, hvorfra en enkelt Stemme, eller Latter nu og da flagret op i Cigarrøgen som en Lærke i blaa Foraarsluft. Kaféens Liv mangedoblet sig og druknet i Speilvæggene, Rummet blev uden Grænse. I denne klingende Larm, i denne bedragerske Uendelighed, følte han sig straks vel; han følte sig aldrig saa herlig alene, som mellem mange ukjendte Mennesker. Det glædet ham, at her ogsaa var Musik. Han vidste, at han nu vilde bli gjennemilet af Savnet igjen, af det stille og vemodige Savn, som saa ofte gik i Angstens Spor. Et Savn som han ikke kunde forstaa, men som bar hans Tanke mod Mennesker, der var langt borte fra ham eller døde. Han var nu vár og følsom for ethvert Indtryk, enhver Stemning, som kom. Han skjalv ved hver Tanke, som et Træ, der skjælver i Vindens sagte Gliden –

Og nu sad han her og lod et og andet Minde jage gjennem Sindet. Han syntes han var hjemme, i et Værelse, han engang hadde havt. Ved Siden 68af hans Bord stod en Lænestol, hvor hun, den lille hadde siddet saa mangen gang. Han husket hendes forskræmte, søgende, ofte lystig blinkende Øine. Og hendes fordringsløse, lidt fattige Paaklædning. Han likte Fattigdommen, han hadde en sygelig Tilfredsstillelse af at se ind i den. Der kommer intet vakkert uden fra Fattigdommen. Hvor findes slige stille og dybe og vidunderlige Øine som nede i den bundgraa Fattigdom, hvor gaar Livets Marsch gjennem Sekunderne med en heftigere og mere forbittret Glans? – Hun hadde ikke været vanskelig at vinde, men hun blev ham hurtig ligegyldig, mens hendes Hengivenhed til Gjengjæld steg, fordi hun ikke kunde tænke sig noget andet i sin lille Tankeverden. Nu saa han disse Øine i Lænestolen, de blev trætte efterhaanden og Huden omkring Nakken og om Kindernes brune og fine Bøining tabte sin gyldne Glans. Hendes Skridt gik ikke længer saa legende raskt opad de mange Trapper. Hendes Læber blev sammenklemte og tørre. Nu er det seks Aar siden hun døde. Han gik ikke til hendes sidste Sygeleie og var ikke i hendes Begravelse. Men han hørte om den, det var en Dag i Løvfaldstiden, en raa og kold Høstdag under en vaad Himmel. En blinkende klar Vintermorgen gik han op til Kirkegaarden og fandt frem til hendes Grav, den var liden som hende selv, næsten en Barnegrav, Sneen laa blank og hvid over den i svag Høining. Og nu 69hadde hun været død i seks Aar. I seks Aar. Han skulde aldrig mere se hendes Øines gjenkjendende Glædesblik, naar hun var i Gang mod ham, og han stod stille med Vaarfrakken over Armen og ventet paa hende … Han kjendte en syg og rusten Hulken i Struben og han tænkte paa Døden, som bærer Minderne stadig længere ind i Evigheden, til de staar skyggeagtige i Tidens Skumring. Og et nyt Billede fulgte. Han var fjernt nede i Aarene, nede i sin egen Barndom. En stille Sommeraften i en liden By. Han gik forbi en stor aaben Løkke med høit Græs, hvorover Myggen svirret i den sjøgrønne Luft. Han skygget for Øinene og saa udover Løkken, kjendte han nogen? Han raabte et Navn: Dagny! En hvid Barnekjole reiste sig op fra Græsset.

Savnet var over ham. Det, som Menneskene ikke har Ord for, som intet Menneske kan fortælle, for intet Menneske ved, hvad det er. Savnet, som bærer ens Tanke mod Tidens ustanselige og ubarmhjertige Ilen. Som lar en høre Timernes og Dagenes Nedstyrten i Evighedens Afgrund, Savnet, der næres af alt, som er forbigangent, eller som snart er forbi, af Kvældsolens matte Straaler, af faldende Løv, af Bevidstheden om Aarstidernes evige Vekslen. Og der gaar gjennem det stumme og forsagte Savn en tindrende Længsel efter at faa leve om igjen det legende Liv, se igjen en solvarm Dag som man husker, mødes igjen med et Menneske fra den Tid som er forbi, forbi.

70Kanske følte han dette Savn stærkere end andre Mennesker. Det kom i Angstens Følge. Naar Angsten hadde dirret i hans Nerver og gjort dem skjælvende følsomme, da strømmet Savnet til og suget sig fast. Kanske var det Angsten paa en anden Maade. Han trodde, at Menneskene alle engang maatte dø af Angst. Var han et ensomt Menneske i Nutiden med al Fremtidsmenneskets Skræk drivende gjennem sig? Han sad her med en Anelse mod Fremtiden, som naar man faar en bestemt Følelse af Dødens Nærhed. Han synes, han kunde fornemme en Aande fra selve Mennesketilværelsens dybeste Gruber, de store Gaaders lydløse Tog drog forbi, Skyggerne omkring Menneskenes Liv la sig over ham, men han kunde intet forklare og intet forstaa. Han ligesom lyttet med hele sin Sjæl og ventet, at et Dryss af Stemmer skulde komme mod ham og mod ham alene, en Mumlen fra Uendeligheden, men han kunde intet høre uden Stilhedens fine og blinde Spind.

… Han kvakk op af sine Drømmerier ved at høre Musikinstrumenters Klimpren. Han løftet Hodet. Al Kaféens Larm slog sammen over ham, og hans Øine blændedes af de elektriske Lampers hvide Glød. Han hadde været fuldkommen borte et Øieblik. Nu glædet han sig igjen over Menneskelarmen og over Musikken, som skulde komme. Han bildte sig ind, at han ikke var musikalsk. Han kunde synes om at sidde i et 71Theater, stirre ned i Orkestergruben, hvor de hvide Nodeblade skinnet, og lytte efter den meningsløse Surren, som fremkom, naar Musikinstrumenterne stemtes. Han maatte tænke paa et loddent Rovdyr, som fér henover Strængene med klorende Poter og vilde løs. Han kunde ikke fordrage lange Orkesterstykker. Det pinte ham at se de svedige Musikanter mod Slutningen af en Symfoni. Og naar Symfonien var forbi, styrtet de omkap hen til Toilettet, Symfonier varer jo saa længe. Men han kunde glædes ved smaa melankolske Sange. Og saa glansfuld Militærmusik, som satte hans Sind i Svingninger mod store og herlige Optrin.

Men hvorfor gik det ikke løs? Hvorfor spilte man ikke? Pludselig begyndte Folk at klappe; en Herre med Nodeblad i Haanden steg frem paa Podiet. En Sanger. Han saa paa Sangeren og kunde ikke rigtig forstaa … Naa, saaledes, en Sanger. Et heftigt Raseri betog ham, en Ærgrelse saa stor, at han begyndte at skjælve. Han hadet Sang som Pesten, denne Form for Velklang, der ligger den menneskelige Stemme saa nær. Saa skulde han alligevel ikke faa Musik. Han blev sentimental af Rørelse. Nu vilde han hjem. Klokken var allerede tolv, og det var mørkt udover Markerne. Han vilde gaa en lang Omvei, saa han kunde faa vandre en Times Tid henover Landeveien og i Mørke under de gyngende Trær.

72En Stund efter var han ude af Byen.

Da var det, at han for første Gang det Aar mærket Høsten.

Blæsten ilte mod hans Bryst. Den bar med sig i sin favn en ny Aarstid, som nu skulde komme. Sommeren var færdig igjen, den var modnet allerede og knakk sammen overalt. Forbi var de drivende hvide Dage, da Æbletrærne blomstret. Kornakrene var afmeiet, hans Syn skulde ikke længer hvile udover de store, gule Flader, som i sin urolige Duven var som et Hav af deilige Nøddekjerner. Ogsaa denne Sommer var gaat med i Aarenes Skred. Alt var forbi. Han gik over Engen i det skumrende Halvlys. Aa, der stod et heftigt Savn i ham, denne Dag hadde været lang og sørgmodig. Hvor hadde han ikke været nøgen og frysende i Solskinnet. Tænk, hvis der nu hadde været Vaar og han kunde gaat over øineblaa Blomster og traadt dem ned. Men istedetfor Blomster, som raabte op fra Jorden, hadde han vindsygt Græs under sine Fødder. Om en Maaned eller to vilde Markerne ligge klamme og frostrøde i Solens skraa Straaler. Han taalte ikke Høsten, den kom over ham som en Forudanelse om en stor Fare. Og under Høstdagenes hurtige Gang, styrtet alle Minderne over ham, alle de smaa pinefulde Sekunder i Livet, hvori han hadde gjennemlevet noget saart og ulykkeligt, samlet sig i en uhjælpelig Tristhed … Han stanset og saa udover Sletten, 73mod Syd, hvor det var allermørkest. Dér, vidste han, laa Sjøen. Og saa gled der ud af de forfærdelige og stumme Savn, som nu dønnet i hans Hjerte en enkel og forsagt Tanke, et lydlyst men rystende Raab, mod hvad? Kanske mod et Navn, et Navn, og to blomsterblaa Øine.

… Han stod stille en Stund udenfor det Hus, hvor han bodde. Endelig gik han ind. Hans Skridt knirket i Trappen. Han gik langsomt opover og vidste med sig selv, at nu kom en ny Følelse af Angst; den som bestandig viftet mod ham, naar han gik opover mørke Trapper, hvor han var kjendt. Han hadde aldrig denne Følelse, naar han gik omkring i ukjendte Bygninger, selv om han maatte famle fremover i Bælgmørke. Men der hang noget igjen af ham selv i denne Trappe. Han hadde gaat der mange Gange opover og nedover. Den var som en kringlet Grubegang. Den hadde baaret mange Menneskers Skridt gjennem Aarene, mange Folk, som hadde gaat her var døde forlængst eller reist. Men alligevel var det, som om noget var tilbage efter dem. Trinenes svage Knirken løftet frem et Ekko fra andre Menneskers Trin eller fra hans egne. Og naar hans Haand berørte det glatte Gelænder, syntes han at mærke alle de Hænder, som før ham hadde grebet om det, Kvindehænder og Mandshænder og Barnehænder, nogle kolde, andre tørre, andre angstdirrende; For der gaar megen Angst gjennem en saadan 74Trappestrube, Angst som ligger og gyser stille i Krogene eller stirrer graalig og taaget ud af den blinde Nattelysning i Vinduerne. Man faar Lyst til at vende sig om, for det er ligesom noget gaar efter en, stille og uden Larm. Skridt, som man fornemmer, men ikke hører og som stanser, naar man selv stanser for at lytte, det puster etsteds omkring en, det famler over Dørlaasene, hvor saamange Menneskers Hænder i Aarenes Løb har grebet. Det er Ekkoet af Menneskenes Liv som møder ens Sanser i en saadan Trappe, hvor man er kjendt og fortrolig, en Vrimmel af Klang, som Mørket blotter og som ikke høres, naar man lytter, fordi den glider ind i selve Tausheden, Lydløsheden.

Og nu, da han gik der med alle sine Nerver skjælvende under Angstens og Savnets søde Lidelse, følte han det tydeligere end ellers, at han ikke var alene, men at der omkring ham i Mørket puslet et Liv, eller en Gjenklang af Liv, af Dagens Liv eller af længst henrundne Tiders Bevægelser og Stemmer.

Han gik langsomt opover Trappen; han hadde ingen Frygt, fordi denne Angst var en anden end den sedvanlige, den som kunde styrte over ham, selv naar han gik blandt mange Mennesker og som da stod hvid og iskold for hans Øine … Han tænkte paa det uhyggelige Øde, der hvilte over de Huse, som længe hadde staat tomme, eller over Ruinerne; der fandtes ikke længer 75noget Ekko af Fordums Liv, Tiden hadde suget det op under sine Aar, de tomme Vinduer stirret fabelagtig mørke ud i Natten og hele Huset gav et Billede af Forgjængeligheden og Døden, et stumt og skrækkeligt Raab om alt det, som var forlængst forbi –

… Han hadde to Værelser, et stort Arbeidsværelse, som vendte ud mod Haven, og ved Siden deraf et Soveværelse. Idet han traadte ind, hadde han Vinduet ret imod sig. Han kunde se Silhouetterne af Trætoppene staa som en stivnet, kulsort Sjø over Karmen, bagenom hang den dybblaa Septemberhimmel uden Skyer, men med en Funklen hist og her fra de store Stjerner. Hans Lampe stod midt paa Bordet og tegnet sig som en sort Buste mod det blaa Natteskjær fra Vinduet.

Han lukket Døren, tog sin Frakke af og la den ovenpaa Sofaen, for han vidste hvor Sofaen stod, skjønt han ikke kunde se den. Saa famlet han omkring efter Tændstikkerne. Mens han holdt paa med det, husket han, at han hadde glemt at ta Nøklen med sig ind, den stod i Døren paa Udsiden.

Nu hadde han Tændstikkerne, saa vilde han først tænde Lampen og derefter aabne Døren og hente Nøklen. Han følte sig ikke længer vel med den blaalige Lysning fra Himlen; nu kunde han skimte Papirerne paa Skrivebordet; Stolrygge, lidt af en poleret Bordplade, et Askebæger og 76nogle gyldne Glimt fra Bogreolen flød omkring i Mørket. Tændstikken fræset besværlig, der var fugtig Luft i Værelset, Høstluften var trængt ind … Lampen blev tændt, og han kunde nu se alle de kjendte Ting, alt stod, som han hadde forladt det. Dér stod Skrivebordsstolen, lidt skudt ud fra Bordet. Den saa indbydende og velbehagelig ud, som om der allerede sad én i den og hvilte Hænderne paa Stolarmene. Han syntes Stolen lignet ham selv, han hadde siddet i den saamange Gange; det var som naar han saa sin egen Frak og Hat hænge paa en Knag, han syntes det var ham selv som hang der. Saaledes, tænkte han, sætter Mennesket sit Præg paa, enhver Ting, som det har i sin Nærhed. Dets Bevægelser og Tanker, dets Stemme hænger igjen i et Værelse, hvor det har bodd. Man synes at mærke Mennesket længe efter at det er borte. En Mand har i Aarevis benyttet en Stol, som var ham kjær og magelig. Saa dør han og den tomme Stol staar tilbage. Men han sidder i den endda. Man synes, at det knirker i den og usynlige Fingre famler omkring dens Puder. Han saa mod Vinduet og gyste uvilkaarlig. Nu saa han ikke længer Skjæret af den septemberblaa Himmel. Alt var rullet sammen og et kulsort Mørke traadte istedetfor; det trængte lige indpaa Vinduet, var klistret fast som et loddent Tæppe. Lampelyset kunde ikke gjennemtrænge det. Dette forfærdelige Mørke, som slet ikke 77syntes at ha nogen Bund, berørte ham ilde. Det la Tyngsel over ham. Et Øieblik hadde han Følelsen af at befinde sig indeni et sunkent Skib. Han var paa umaadelige Dybder, hvor Havet var sort og der ikke fandtes Liv. Han ledte nervøst efter Gardinsnoren. Saa husket han, at der slet ikke fandtes nogen Rullegardin til dette Værelse. Han greb hurtig Lampen og bar den ind i Soveværelset. En Jagen gik gjennem ham, en let Rysten, som fik hans Hjerte til at bævre. Herinde var Gardinet rullet ned. Han beroligedes ved at befinde sig i et Værelse, et afsluttet Rum med fire Vægge. Derude stod jo et aabent Gab ud mod et bundløst Mørke.

Han vendte sig om. Nu hadde Natten igjen sunket lydløst gjennem Ruden derinde. I Begyndelsen kunde han intet se, men da hans Øine hadde vænnet sig til Mørket, skimtet han den tomme Stol, – han saa utydelig dens to bøiede Arme, ellers intet; Mørket sad i den.

Han trak hurtig Portiererne for og tog Plads i en magelig Kurvstol, som han hadde staaende ved sin Seng. Her blev han siddende længe og lytte. Det vilde ha glædet ham, hvis han nu hadde hørt en eller anden Lyd, øde Skridt i Trappen, Larmen af en Dør, som blev slaat igjen, en menneskelig Stemme ovenover ham eller under ham. Fremforalt en menneskelig Stemme. Men han hørte intet. Det var som det hele Hus skulde være uddød og alle Mennesker borte. Det hadde 78hændt ham, naar han vidste, at han var alene, om Natten paa en Landevei eller om Dagen i en mørk Skog, at den Tanke var faldt ham ind: Hvor langt er det nu til det nærmeste Menneske, kan et høit Raab naa det? Ængstelsen var da bestandig kommet over ham, ikke Ængstelse for at der skulde tilstøde ham noget, men for at han aldrig skulde naa frem til Menneskene. I hans Hjerne gik en forvirret Tanke om, at han vandret omkring i et uddød Land. Lyden af den første menneskelige Stemme han hørte, kunde da gaa som et lyst og venligt Glædesskud mod ham, og Synet af den første Menneskebolig eller det første Liv, en løbende Hund, eller en Bøling, som bevæget sig, langt ude paa en Mark, berøre ham festligt. Og nu sad han her og forvirret sig ind i de samme Tanker om, at han var saa forfærdelig alene og at han ikke med sit Raab kunde kalde et Menneske tilhjælp.

Men frygtet han noget?

Ja, han frygtet noget. Men hvad?

Han saa paa Lampen. Dér stod den paa Bordet i melkehvid Stilhed. Ikke et Knepp hørtes i den.

… Medens han sad og følte sig omklamret af den forunderlige Stilhed, der ligesom spærret hans Øine op og gjorde dem store og skræmte, gled hans Tanker tilbage til hin Kvæld paa Hotelværelset, da han første Gang hørte Telefonklokken ringe. Det var i de Timer, da Angsten begyndte. 79Den hang igjen i Væggene efter et andet Menneske, den stod ud fra Væggene som et Tæppe af varme Sylspidser, og den gled op i hans Hjerne fra det hvide Pudevar, hvor den anden hadde hvilt sit skjælvende Hode.

Siden hadde han ikke levet en rolig Dag. Angsten vokste i ham for hvert Døgn. Han var aldrig fri den. Hvad skulde det bety, at han hadde saadan Skræk for at aabne Aviserne. Han jaget gjennem Spalterne med febersyge Øine, han ledte efter noget, men han vidste ikke selv hvad, og hvorfor hadde han saadan Skræk for Breve; naar han ikke kjendte Skriften udenpaa et Brev, kunde det bli liggende ulæst flere Dage i hans Lomme. Eller hans Skræk for at aabne Døre og gaa ind i tomme Værelser. Naar han stod udenfor en Dør, fér det bestandig gjennem hans Hjerne: Hvad nu? Hvad vil du finde derinde. Gaa ikke ind, Værelset er mørkt, gaa for Guds Skyld ikke derind! Og naar han tok i Klinken og hørte Laasens Skraben mod Dørfyldingen skar det i ham. Naar han saa stod i det tomme mørke Rum, skyndte han sig at lukke Døren, og han blev staaende hjertedirrende og vente paa at noget skulde komme. Men dette maatte han møde alene. Ingen maatte komme efter ham ind i Værelset. Saa gled pludselig Angsten af ham, og han fik en let Frysning som om et Kuldegys var faret forbi, han var igjen sig selv og forstod intet.

80Han hadde to Menneskers Følelser; han kjendte sig selv igjen, naar han gik omkring modtagelig for ethvert Indtryk, naar han skjalv, fordi Kvælden kom, naar han om Morgenen var bange for at trække Gardinet op og staa med Ansigtet mod Morgenens tindrende hvide Lys, eller naar han mødte Høsten i det gule Løv eller i den flammende røde Brand mellem Havens Gjærdestaver. Men han var et andet og fremmed Menneske, naar der pludselig kunde styrte over ham en heftig Lyst til at svinge ind i en Sidegade for at undgaa at møde nogen. Han vidste han var et andet Menneske enkelte Nætter, naar Drømmene bar ham til fjerne og forunderlige Steder, og han hørte Stemmer, som ikke før hadde lydt i hans Øren.

Etsteds i Verden gik et Menneske omkring. Et Menneske, som hadde git ham noget af sin Sjæl. Det var blit en Sygdom hos ham. Uendelig fine Svingninger, evighedssmaa Mikrober fra dette Menneskes Angst hadde sat sig fast i ham og bredte sig stadig mere. Endnu saa han forundret paa dette, men han vidste, at den Tid snart vilde komme, da der vilde staa et rygende Had i ham. Vilde han aldrig komme ud af det? Skulde Angsten brede sig og tilslut overmande ham?

Aa, denne Lampen som stod der paa Bordet med sin hvide Kuppel. Den var som selve den stille Rædsel, som et stort hvidt Øie uden Pupil. Han vendte sig bort fra Lyset; en Knasen i 81Kurvstolen jog gjennem Stilheden. Han fér sammen igjen. Hvor var han ikke opskræmt. Han samlet alle Lyd i sig. Det kunde være en Knirken, en Klokkes Slag, Skridt paa Gaden, han trak alt til sig som en Magnet og følte hver Lyd stikkende og ubehagelig.

For at faa sine Øine bort fra Lampen gik han hen og skjøv Portiererne for det andet Værelse tilside. Han hadde endnu Lyset paa Øiehinden, og forunderlige røde og blaa Lysdyr fløi omkring i Mørket derinde. Men om lidt kunde han skimte den polerte Bordplade igjen, den laa med Vandspeilglans i Mørket. Og saa mødtes hans Øine af Mørket udenfor det store Vindu, dette Fabelmørke, som var ibenholtssort og trængte paa og trængte paa. Men han kunde ikke længer se Stolen foran Skrivebordet, den brede Stol med de rummelige Arme. En latterlig Tanke faldt ham ind: Kanske var den der ikke længer, kanske var den flyttet, eller kanske sad der én i den. Et Menneske, som han selv ikke kunde se, men som inde fra Mørket stirret paa ham.

Han blev nervøs og irriteret og ængstedes for sin Nattero. Naar hans Fantasi blev saaledes opjaget, gik bestandig forvirrede Syner og Drømme gjennem hans Søvn. For at berolige sig løftet han Lampen høit i Haanden og gik ind i det forreste Værelse. Han blev staaende ved Døren og se sig om. Alt var som før. Lyset svømmet udover Møblerne og blinket i Fotografirammerne. 82Men han syntes ikke længer Værelset var saa hjemligt og hyggeligt, som han vilde ha det. Kakkelovnen stod der i Hjørnet kold og sort, Stolene stod aabne og ventet paa, at nogen skulde hvile sig i dem. Der var noget hjemløst og livløst over Værelset, som virket uhyggeligt. Han tænkte ved sig selv: Det ser ud som om Mennesker har forladt dette Værelse i Skræk og overladt det til andre, eller til noget andet. Kanske til Mørket som trykket paa. Det var iallefald ubeboeligt med dette aabne Gab av Bælgnatten. Uden at tænke nærmere over, hvorfor han gjør det, gaar han hen til Døren og lytter anspændt. Han synes formelig han hører Stilheden derudenfor, Luften suger den opigjennem Trappestruben. Og mens han staar her og lytter, falder det ham ind, at han har glemt noget og at dette indebærer en Fare eller en Ulykke. Han grunder en Stund paa, hvad det kan være, han har glemt, men hans Hjerne er i dette Øieblik opjaget og dirrende, Tanketraadene glipper, han kan ikke tænke en Tanke tilende. Det er maaske slet ingenting han har glemt.

Saa gaar han ind igjen i sit Soveværelse med Lampen. Han trækker Portieren for og føler sig igjen roligere. I det forreste Værelse hviler Uhyggens Skygger i Krogene og Rædslen synker ind over Møblerne med Mørket. Han skiller sig af med Trøien, Vesten og Støvlerne og lægger sig halvt afklædt paa Divanen, ligesom man en 83stormfuld Nat ombord i et gyngende Skib er bange for at krybe tilkøis.

Og saa lar han Lampen brænde, skjønt han synes det i Grunden er taabeligt. Han som ingensinde har været mørkræd og som ved med sig selv, at han ikke er feig, han vil for alt i Verden i denne Stund ikke undvære Lysskinnet. Hadde han bare en Skjærm, for det piner ham at maatte se paa Lampens hvide Øie … Det hadde nu flere Gange hændt ham, at Lampen hadde brændt den ganske Nat. Og ofte hadde han ligget i pinefuld Halvslummer med alle Klærne paa. Det var som om han vilde være forberedt. Han ventet, at noget skulde komme.

Hvad kunde Klokken være? Klokken var henved halv tre. Om etpar Timer vilde Morgengryet lægge sine graa Lysfingre paa Byens Vinduer. Det var endnu længe til.

Han ligger og hviler Hodet i Haandfladerne og kjender Blodets nervøse Prikken i Aarerne. Nu forstaar han, hvordan alting bare bygger og bygger paa hans Nervøsitet og Angst, Natten og Sollyset, Høstens rustbrune Brand i Trærne og Sekundernes blodige Dryppen, alt flytter ham ligesom fremover mod Døden og Undergangen … Han er nu inde i en halvvaagen Slummer, hvor Tankerne og selve Tilværelsen glider ud i en Anen, Bevidstheden om Nuet dulmes og lægger sig tilhvile, og en varm Taake stryger henover ham og lukker hans Øine, mens Fornemmelsen af 84Lyset i Værelset, som endnu svirrer i Fibrene under hans Øielaag, bærer ham ind mellem underlige og søvndyssende Farver; det er Overgangen til Søvnen. Og i Søvnen kom Drømmen.

Han var i et fremmed Rum igjen, Gulvet var helt dækket af et Tæppe, vævet i et underligt Mønster: Et Virvar af Hænder, som krystedes, Fingre, som greb omkring hinanden, bønfaldende Hænder, knyttede Hænder, hvide, fortvilede Hænder; det hele var som en stille Sjø, hvori en stor Menneskemængde druknet. Men han saa ingen Ansigter, bare Hænder, bare dette vilde Virvar af Fingre. Idet han gik henover Gulvet, syntes han at gaa over noget mygt og gyngende. Han vilde ud af Værelset, men han fandt ingen Dør, ogsaa Væggene var Tæpper. Tykke, folderige Tæpper, som hang urørlig stille. Disse Tæpper hadde en underlig Farve. Det var en ny og fremmed Farve, som ikke før var set. Han kunde ikke fatte, hvad denne Farve lignet. Den var fjernest fra rødt, den laa i Nærheden af det violette, en blass og gyselig Absintfarve, som maatte findes etsteds dybt inde mellem Verdensrummets Kloder, langt borte fra Menneskene. Den virket farlig og sygelig. Og pludselig fôr det gjennem ham: Det er Vanvidsfarven, det er selve Vanvidsfarven. Og den bragte med sig en Stank, som han havde fornemmet trykkende før, en sød og brunstig Dyrestank … Nu saa han, at Værelset ikke hadde Tag. De 85tykke, lumre Tæpper hang ned fra en forfærdelig Høide. Han fulgte dem med Øinene opover til de tabte sig i Mørket. Over ham var Mørket, han saa lige ind i den kulsorte Himmel. Og det var en fremmed Himmel, han saa ingen Stjerner, bare en Uendelighed af Mørke og Kulde. Da begyndte han at skyve mod det ene Tæppe, han hadde en kvælende Tyngde i Halsen, Mareridtet var over ham igjen. Han vilde bort. Og Tæppet gav efter. Han skjøv og skjøv, det myge gyngende Gulv fortsatte indover med det samme underlige Mønster, forvredne Hænder, hjælpeløse Fingre. Tæppet blev tungere, jo længer han kom frem, og tilslut overmandet det ham og drev ham tilbage med sin uhyre Vægt. Det gled lydløst ind i sin oprindelige Stilling, og saa hang det der roligt som før med sine tunge Folder, som randt ned fra Mørket høit ovenover ham … Han vaagnet i et Gisp.

Men Søvnen og Trætheden gik saa tungt i ham, at han kun et Øieblik saa sit Værelse i Lampens stille Skin. Og saa med en Gang var han dybt nede i Søvnen igjen.

Da var det ligesom der gled en Væg tilside for hans Øine, en blank Metalvæg, som faldt sammen med et Smeld. Og nu saa han pludselig et mildt rødligt Lys – og var med en Gang i den anden Del af Værelset. Han gjenoplevet paany Begivenheden fra hin Nat paa Hotellet. Da hadde han kun set Værelsets ene Hjørne 86med Vinduet og Telefonapparatet paa det sorte Mahognibord. Men nu befandt han sig i den anden Del af Værelset. Han saa Lampen, hvorfra det røde Lys kom; den var af dybrødt Glas og hang ned fra Taget som en stor Bloddraabe. Ret under Lampen sad en Kvinde i en silkebetrukket Lænestol. Hendes Haar var sort, hendes Ansigt blegt. Hun hadde en blaa Kjole paa og sad og lekte med en Vifte. Han kunde se alt overordentlig klart, men han var uden Forundring over hvad han saa, fordi han syntes, at han selv var tilstede og at det altsammen var rimeligt og selvfølgelig. Fjernt henne fra, fra selve Bygningen, men fjernt henne fra bares glidende Toner af Dansemusik mod hans Øre. Men han vidste, at Musikken ikke vedkom dette Værelse eller de Mennesker, som var her. For der var andre Mennesker i Værelset, men foreløpig saa han kun Damen i Lænestolen. Der var Fest et Sted i Huset, indimellem Musikken klang glade Menneskers Støi. Men denne Fest vedkom andre. Han hadde ogsaa en Følelse af, eller han vidste, at Værelset laa høit oppe i Huset, som var meget stort og som rummede Mennesker, der slet ikke kjendte hinanden. Alt dette dæmret i hans Bevidsthed. En hel Viden samlet sig hos ham, straks da han saa Værelset og den røde Lampe og Damen i Lænestolen. Han vidste langt mere end han kunde se. Men det bidrog igjen til at gjøre Drømmen overordentlig virkelig. Han hadde 87en forunderlig Dobbeltbevidsthed om, at han selv var tilstede i Værelset, men at han samtidig var en anden og langt borte. Og gjennem det hele gik som et mygt og fint Spind Forestillingen om, at alt alligevel kun var en Drøm. Han vidste, at noget nu skulde ske, men der var ingen Nysgjerrighed, ingen Spænding hos ham, for han vidste ogsaa, hvad der skulde ske. Han hadde gjennemlevet det altsammen tidligere. Istedetfor Spænding trykkedes han af en stor Angst, som stadig blev voldsommere, og som drev ham mod det ufattelige, mod det grænseløse; det var som om en Afgrund trak ham i en rivende Gliden mod sig. Ligeoverfor denne uhyre Angst stod i en besynderlig Modsætning det ganske tilfældige og dagligdagse, Værelset, det hjemlige Skin fra Lampen, Damen i Lænestolen. Hun smilte og hendes Stemme pludret i hans Øre. Nu vender Damen sit Ansigt til Siden, hun skotter op; han ser hende overordentlig tydelig nu, ligesom han skulde være kommet hende nærmere, han ser Fugtigheden i hendes deilige røde Læber, som hun i dette Øieblik smilende vender mod et andet Menneske, der nu dukker frem i Billedet.

Det er ham, Manden.

Dette Menneske har været der hele Tiden, men det har ikke tidligere kommet ind i denne lille Del af Værelset, som han dennegang ser. Han ser tydeligt det fine, hvide Dun over Mandens skaldede Isse, han er meget høi, hans Ryg 88let bøiet. Han har mørk Jaket, graa Benklær, og idet han lægger den venstre Haand over Lænestolens Ryg, glider Mansjetten ned. Han har kulørte Mansjetter. Hans Ansigt sees ikke, derimod hans Nakke. Mennesket nikker mod Damen i Lænestolen, som paany aabner sine Læber til et Smil.

Det er ikke længer en Drøm han har. Det er en blændende og forfærdelig Virkelighed. Samtidig som han fra Afstand ser Mandens Ryg, synes han, at han er Manden selv. Det staar for ham i et Flimmer, som naar et Fotografi fremkaldes over et andet. Det er ham selv, som staar der og hviler sin venstre Haand over Lænestolens Ryg; han kjender Silkebetrækkets Kjølighed inde i Haandfladen. Nu er det kanske ikke et Sekund til, at dét skal ske, som allerede er skedd.

Han føler Angstens vældige Tag, en Krampe af Skræk, af Fortvilelse og Had. I sin høire Haand holder han Kniven. Den har et Metalskaft med Inskriptioner. Hun kan ikke se den, hun ler og pludrer endnu. Hun siger noget, og han svarer, det er Stemmen fra før, den grove Mandsrøst, som siger: Ligesaa … ligesaa – Og det er fremdeles ingen Drøm, det er Virkeligheden, det er ham selv som siger Ordene, han kan høre dem ru og rustne inde i sin Strube. Men i næste Øieblik ramler det hele sammen, det er som Drømmens Maskineri pludselig gaar 89istykker og alle Billeder paa en Gang styrter gjennem hans Bevidsthed. Han hører hendes Raab: Wilhelm, Wilhelm! – hvori den fortættede Rædsel stinger, han føler en varm Blodbølge over Haandledet, og saa, i den stumme og forfærdelige Stilhed som følger, pibler Telefonklokken sit grusomme og kolde Klinger. Alt dette tumler over ham i samme Øieblik han vaagner, Drømmen skynder sig med at bli færdig og falder i Kaos … Han farer op fra Divanen og ser sig omkring med forvildede Øine, han synes endnu han hører Telefonklokkens skarpe Svirren og føler Blodets varme Skvulp over Haanden … Dette var altsaa Forbrydelsen, Mordet, der laa dybt inde i ham som en gaadefuld Anelse. Han kjendte alt igjen, enhver liden Enkelthed, han kjendte Duften af Parfumen i Værelset, Larmen omkring i Bygningen, Billedet var ham fortroligt og levende. Forrige Gang han drømte om Værelset og kun saa det ene Hjørne med Vinduet og Telefonklokken, hadde den samme Skræk som nu grebet ham og den samme faste Vished om, at noget skulde foregaa. Han kunde bare ikke dengang se Menneskene i Værelset og hvad de foretog sig. Men han vidste det hele i en dyb og angstfyldt Anelse, som denne nye Vision blottet til en blændende klar Kjendsgjerning.

Disse Tanker fôr hurtig gjennem hans Hjerne, mens han sad paa Divanen og lod Blikket fare hjælpeløst omkring i Værelset. Skrækken drev 90med Blodets voldsomme Jag omkring i hans Legeme. Og det mærkelige hændte, at han slet ikke beroligedes ved at vide sig vaagen og fri for Søvnens Mareridt. Det var ikke alene Drømmens Uhygge, som svævet omkring ham. Det var ogsaa noget andet. Det var ikke Uhyggen fra Drømmen, den som svandt lidt efter lidt, fordi han nu var vaagen og sad i sit eget oplyste Værelse. Men det var en Uhygge, som kom, som var i Anmarsch. Han følte det som en stigende Dirren i en Stræng. Og pludselig stod det klart for ham, hvad det var: Han hadde glemt at stænge Døren til sin Leilighed.

Han hadde glemt at stænge Døren –

Han reiste sig op og saa paa den mørke Portiere, som stængte for det andet Værelse. Han husket, at han var gaat derind med Lampen, før han la sig til at sove, og at han da hadde staat henne ved Entrédøren med den bestemte Fornemmelse, at han hadde glemt noget, og at denne Glemsomhed indebar en Fare. Nøklen stod jo i Laasen udenfor. Den stod der som en Indbydelse til at træ ind. Idet han tænkte paa den mørke Trappegang, syntes han at se den hvide Alluminiumsnøkkel bevæge sig mellem varsomme og forsigtige Fingre –

Han greb hurtig Lampen og gik nogle Skridt fremover. Men han stanset paany, ikke paa Grund af den mørke Portiere, men bare ved at se paa den. Han var forbittret over denne meningsløse Angst, 91men hans Sind var nu saa opjaget og forvirret, saa overlæsset af Stemning og Skræk, at han ikke længer kunde tænke klart. Desuden hadde han en vældig Længsel efter Hvile, en Hunger efter at være alene og lade alt gaa forbi sig i Ligegyldighed. Og hvem skulde vel komme ind til ham, han behøvet ikke at frygte nogen, – hvorfor skulde han paany trænge ind i det andet Værelse, han vilde ikke én Gang til staa overfor det trykkende Mørke i Vinduet, der var som et rædselsfuldt øineløst Ansigt bag de skraa Gardiner. Han satte Lampen fra sig paa Bordet igjen. Men idetsamme han hørte Lampefodens Metalstød mod Bordpladen, kvakk det i ham, og mens han fremdeles holdt Haanden om Lampen, vendte han langsomt sit blege Ansigt og saa sig tilbage over sin høire Skulder – henimod Døren.

Han hadde hørt noget derinde. – Derinde i det forreste Værelse. En ganske svag skurrende Lyd, som om en Dør forsigtig blev skjøvet igjen eller en Laas sluppet tilbage. Var nogen kommet ind i Værelset? Han stod og lyttet i et Minut eller to i den samme Stilling med Haanden om Lampefoden og med Øinene sigtende fremover sin høire Skulder; han hørte intet, men han hadde en gysende Fornemmelse af, at et forunderligt Liv var begyndt derinde i Værelset, af at selve Skrækken hadde listet sig gjennem Døren, forsigtig lukket den efter sig igjen og nu var inde i Værelset i en eller anden mystisk og 92ufattelig Skikkelse. Forestillingen om Fabeldyret, som han ante i sine Drømme, og som kom med lydløse og umærkelige Fodslag, er igjen over ham. Rædslen derinde fra virker grusomt, han syntes at se dens Væsen anta Skikkelse af en levende Mund, som ligger paa Gulvet og ler tyst og blodrødt –

Saa med ett hører han igjen noget. Og nu slipper han Lampen og rykker to Skridt tilbage mod Vinduet. Han hører Subb i Gulvtæppet derinde. Nogen gaar. Og pludselig ser han, at Portieren bevæger sig. Den bevæger sig ganske svagt nede ved Gulvet, som om en Vind hadde pustet paa den eller varsomme Fingre rørt ved den. Men Bevægelsen gaar opover. Han ser tydelig, hvordan det klorer i Portieren, og tilslut er Bevægelsen helt oppe, og en af Ringene som holder den fast, klingrer lydelig. Saa ser han Haanden, en lang og hvid Haand, der kommer frem fra det dybeste Mørke og griber omkring Portieren øverst oppe, Haanden staar dødningehvid mod det mørke Tæppe, og Synet af den suger en forfærdelig Rædsel ind gjennem hans Øienhulninger. Nu kan han ikke længer røre sig, han staar fastnaglet, lidt foroverbøiet, som om han var paa Sprang mod noget, han holder Albuerne frem, ligesom han vil afbøde Slag.

Han synes, at selve Tiden stanser, og at Haanden blir staaende der hvid mod Tæppet i en Evighed. Men det er bare i et Nu, i et lidet 93Sekund, at den staar stille, nu skyver den langsomt Portieren tilside, det rasler svagt i Messingringene paa Stangen, og Portieren slaar Folder; men han kan endnu intet se foruden Haanden. Og Haanden tar varsomt og forsigtig, som om Mennesket, den tilhører, er ræd for at vække en sovende. Der er nu en sort Aabning mellem Dørkarmen og Tæppet, Aabningen blir stadig større, og det rasler fremdeles i Messingringene. Saa pludselig ser han i Mørket Glimtet fra to Øine. Disse Øine stirrer ret frem mod ham; han kan høre sin Aande som en Stønnen, og han synes Blodet stanser blytungt i Aarerne. Disse Øine, han ser, er Menneskeøine, og de lyser med en forvirret og heftig Glans, de skinner i Mørket. Tæppet skyves helt tilside. Mennesket blir staaende. Under Øinene derinde ser han i den svage Lysning en graalig Skygge, som naar ned til Gulvet, paa begge Sider af denne Skyggesøile ser han to lysere Pletter, det er Hænderne, de hænger ret ned og alt er ganske stille undtagen Øinene, hvori der blinker en sælsom og angstfyldt Stirren. Øinene er fæstet paa ham, og han synes de rammer ret i hans egne Pupiller. Han staar der i en eneste Skjælven, uden Tanker, uden Forstand, fyldt til Randen af Angst, og venter paa, hvad der nu skal ske. Mennesket træder ind i Værelset, han hører slet ikke Skridtene, det er som om en Skygge kommer. Men nu staar Mennesket midt 94i Lyset, og han ser straks, hvem det er. Det er Manden fra Mordværelset, det gaadefulde og forfærdelige Væsen, som har sluppet Skrækken løs paa ham. Nu stanser Manden igjen. Han har ikke de samme Klær paa. Han er klædt i en brun, tilknappet Frakke, som naar ham ned til Anklerne, og paa Hodet har han en bredskygget Hat. I hans blaa Slips stikker en Naal, en liden Lygte af Guld, hvori en Diamant funkler. Øinene har den samme Glans af Angst og Ulykke, og de stirrer mod ham, som om de vilde suge sig fast til ham. Saa levende klart ser han nu dette Menneske, at han endog kan lægge Mærke til dets Pusten i Kappens svage Duven over Brystet. Mennesket gaar ham et lydløst Trin nærmere og stanser igjen, det er ligesom det kjæmper med sig selv, at det ikke vil videre, men drives frem af en Magt, som tvinger dets Vilje. Og nu fornemmer han i Øinene derhenne en Sittren af Haabløshed og Fortvilelse, og han ser med en Gang, at det jo er de samme Øine som hans egne, de fortæller om den samme Angst, som piner ham, ud af disse Øine spinder hans egen Lidelse, han synes at se ind i sin egen Sjæl. Og pludselig slaar det ned i ham som en rædselsfuld Vished: Det er ham selv. – Nu kommer Mennesket nærmere, dets Mund er blaalig og underlig vredet til den ene Side ligesom i en Krampetrækning. Det gaar langsomt fremover Skridt for Skridt, og en uhyre Følelse af Fare 95bemægtiger sig ham. Da Mennesket er lige indpaa ham, evner han endelig at løsrive sig fra sin Afmagt, og han rykker et Skridt tilbage. Og et til. Mennesket er efter ham. Han viger endnu et Skridt og støder Ryggen mod Rullegardinet foran Vinduet. Længere kan han ikke komme. Og nu er Mennesket nærved ham. Det løfter pludselig begge sine dødningehvide Hænder og vil gribe til. Han gisper, kaster Overkroppen tilbage og klorer over Gardinet med sine Fingre … Gardinet flyver iveiret med et Smeld og aabner for et isgraat Morgenlys. Larmen og Lyset blænder ham for et Øieblik, han bøier sig sammen og gjennemrisles af en Kuldegysning. Da han igjen ser op, er Manden borte, og han befinder sig alene i Værelset. Ganske alene. Lampen staar paa Bordet og skinner fattig i Graalyset. Han ser hen til Døren, Tæppet er trukket for og hænger urørlig stille. Han løfter Lampen, Kuplen klirrer i hans skjælvende Haand. Han gaar hen til Døren og skyver med et raskt Greb Portieren tilside. Messingringenes skjærende Raslen om Stangen faar ham til at gyse. Han ser sig om, der er heller ingen i dette Værelse. Men nu staar ikke længer Mørket loddent og tæt foran Vinduet. Daggryet møder ham ogsaa herinde, det fyker som en gjennemsigtig graa Støvsky indad Vinduet. Han gaar hen til Døren, lægger Øret ind mod Laasen og lytter. Ingen Lyd uden Stilhedens Sugen opgjennem Trappestruben. Han 96aabner. Det samme graa Lys staar ind gjennem Trappevinduet. Det trænger frem allevegne. Det er Dagen, som kommer. Han skifter den hvide Alluminiumsnøkkel over paa Indsiden og lukker igjen.

Saa blæser han Lampen ud og sætter den fra sig paa Skrivebordet. Alt dette gjør han uden at tænke nærmere over det, det er ligesom hans Bevidsthed endnu ikke er vendt tilbage.

Han gaar hen til Vinduet for at se paa den gryende Dag.

Idetsamme flommer Sollyset udover Markerne.

Det er blaahvidt, han synes det ligner Is. Det er en Bræ af Lys, som kommer.

Han trækker sig frysende bort fra Vinduet.

Han staar stille en Stund og tænker paa, at Klokken nu maa være fem.

Saa farer pludselig gjennem ham Erindringen om det Syn, han netop har havt. Han fornemmer et Vift af Rædslen – Og i et Sætt er han fremme paa Gulvet. Klokken er fem. Han har ingen Tid at spilde. Om en Time gaar Toget.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.