III.

97Først langt ud paa Natten naadde Baaden endelig frem. Det var mørkt og koldt, og en flammende Blæst skred indover Land. Den var vaad af Havsprøit og slog i vægtige Blaff mod de smaa Huse. Ude paa Bryggen dinglet nogle faa Lygter; det var Ekspeditøren og hans Folk, som skulde modta Postbaaden. De forsøgte at raabe over til Kapteinen, men deres Stemmer drev tilbage med Blæsten og brast mod Pakhusvæggen. Men Kapteinens brølende Røst og al den Lyd, som kom fra Skibet, Maskintelegrafens Klingren, Rorkjættingens Skraben mod Dækket og Propellens Sjask i Vandet blev baaret langt indover Hustagene. De Mennesker som endnu var vaagne i den lille By, kunde alle høre, at nu kom Baaden. Længe kunde man bare se den grønne Lanterne og en duvende Lysrække fra Kahytterne. Det var forunderligt, at Baaden kunde finde frem i dette Mørke, men endelig gled dens store Masse ud af Mørket og la til ved Bryggen. En Landgangsbro blev løftet op. 98En eneste Passager steg iland. Han var tilsyneladende tykfalden, var klædt i Pels og hadde Pelskraven slaat op over Ørene. Da han traadte ned paa de vaade Bryggeplanker, blev han staaende usikkert og se sig om. Folkene paa Bryggen var alle optat med at ta imod Posten, og nogle Kasser, som blev lempet iland med stort Hastværk. Kapteinen stod paa Broen og sendte lysende Banstraaler ind i Stormen, fordi man aldrig blev færdig.

Endelig dinglet en Lygte hen til ham, den blev sat op mod hans Ansigt og en Stemme spurgte:

Er det Dem, som skal paa Logihuset?

Ja.

Er Sakerne ombord?

Ja.

Lygten dinglet videre, og Manden, som bar den, bøiet Hodet og holdt fast i Landgangsbroens Rækværk for ikke at blæse omkuld.

Den Reisende saa efter ham.

Det var en underlig Stemme den Mand hadde. Den lød som en eneste Tæring, en gurglende Hvisken dybt nede i Halsen.

Manden kom tilbage med to Kufferter.

Vil De bære Lygten, sa han.

Den Reisende tog Lygten og Manden gik foran med Kufferterne, en i hver Haand. Der saaes hverken Vei eller Gade, men Manden stimet alligevel ret frem i Mørket, og efterhaanden 99reiste der sig op Husgavle, hvor de skred frem. Den Reisende forstod, at han var i en Gade; han kunde øine tre–fire Lys, som hang inde i Mørket. Men alle Husene laa mørke, Vinduerne stod kulsorte paa Façaderne, nu og da skrek det rustent i Skilterne. De mødte ingen Mennesker. Manden med Kufferterne svinget omsider ind i et trangt og sort Gab, og nede i dette Smug etsteds randt Lyset ud fra nogle smaa Vinduer.

Her er det, sa han.

Han aabnet en Dør, som ikke var stængt, og gik frem opover en smal knirkende Trappe.

Den Reisende lukket Døren efter sig. Straks dulmedes Larmen af Blæsten. Men den gik fremdeles i en stadig stigende og faldende Brusen over Huset.

Manden med Kufferterne aabnet en Dør.

Her er det, hvisket han igjen.

Det var et lidet Værelse med et eneste Vindu. Møblementet bestod af et Bord foran Vinduet, en stor lærbetrukket Sofa, en Kommode med lidt Pynt paa, en Seng, et Vaskestel og nogle Stoler. Paa Bordet stod et enligt Lys i en Stake. Lyset blafret i Trækken fra Vinduet. Værelset var godt opvarmet.

Manden satte Kufferterne hen paa Sofaen. Saa tog han Luen af sig og sa med sin hæse Stemme:

Værsgo.

100Den Reisende blev staaende stille midt paa Gulvet. Først saa han paa Værelset, derefter paa Manden, som hadde baaret Kufferterne op for ham.

Er De Værten? spurgte han.

Manden rystet paa Hodet.

Langtifra, hvisket han, jeg er Iversen. Aronsen, det er Værten, han har gaat og lagt sig.

Hvad er De da?

Skomagermester.

Det lød som den hæse Røst sa: Schmagermeschter.

Den Reisende saa nærmere paa ham. Mandens Ansigt var magert og graat, det hadde den dystre, sultegraa Farve, som røber mangelfuld Ernæring og trang Luft. Hans Haar var tyndt og sort. Over Munden hadde han en kulsort Bart, Spidserne hang nedad og syntes at være fugtige. Hans Øine hadde et ganske udslukt Blik, som veg søgende omkring. Pupillerne var som Knappenaalshoder og stikkende sorte, det hvide i Øinene var uklart og ligesom sværtet. Hele Ansigtet bar Præg af Sygdom og Usundhed.

Omkring Halsen hadde Manden et Skjærf af ubestemmelig Farve, dets Ender var puttet ned under Vesten, som var fed og blank af Smuds fra Skomagerværkstedet. Hans Trøie var hullet over Skuldrene, og gjennem Hullerne saaes en ulden Islænder, som en Gang maatte ha været hvid, men som nu var kaffebrun af Smuds. Mandens 101Hænder var slatne, Fingrene lighvide og ganske sorte over Tupperne. Benklærne hang paa ham, slunkne og side, det var som om der ikke var nogen Krop i dem, bare to uldne og myge Stilker, som subbet fremover paa udtraadte Sko. Hele Manden aandet af Skiddenfærdighed og daarlig Luft, han var sikkert aldrig ude af denne Bunke Klær, han hadde dem paa sig i Sengen om Natten for ikke at fryse, de var stive av Skosværte og Bek, han tørret Fingrene af paa Benklærne, naar han var ude og fisket eller naar han hadde spist …

Den Reisende vendte sig bort fra ham og begyndte at knappe sin Pels op.

Det er koldt idag, Iversen.

Ja, men herinde er det godt og varmt.

Denne hæse Strubestemme fik den Reisende til at gyse.

Har De Tæring? spurgte han haardt.

Aassen det?

Ikke for noget. Drikker De kanske meget?

Aanei.

Iversen bøiet Hodet og saa bort, som om han vilde tilføie: Desværre.

Sæt Dem ned, kjære Ven.

Iversen subbet over Gulvet og satte sig paa den Stol, som stod nærmest ved Døren. Alt var Subb og Slark hos denne Mand, Stemmen, Klærne, Skridtene.

Den Reisende saa ned paa hans Ben. Iversen 102hadde Fillesokker udenpaa Skoene. Iversen opfanget hans Blik og hvisket.

Det er saa koldt om Natten.

Han saa hen paa Kakkelovnen, hvis Jernmund glødet.

Men her er det godt og varmt, gjentog han.

Ja, jeg bad udtrykkelig om et varmt Værelse. Det stod paa Telegrammen, sa Iversen, og det kan ogsaa trænges til, for idag gik de fireogtyve Kuldedage ind.

Hvad mener De?

Det er den seistende idag, hvisket Iversen.

Den Reisende nikket.

Og naar det er koldt paa den Dag, saa blir der fireogtyve Kuldedage.

Den Reisende hadde nu tat Pelsen af. Under Pelsen hadde han en Frakke. Den tog han ogsaa af. Den Reisende aabenbaret sig nu som en spinkel, høi Skikkelse. Iversen vovet at se paa hans Ansigt, men studset uvilkaarlig. Den Reisende var meget bleg, hans Øine brændte, Haaret laa ham ned i Panden, klissent og vaadt.

Det var mye til Klær, sa Iversen for at si noget.

Det er fordi jeg fryser, svarte den Reisende, som nu hadde en underlig, fjern Klang i Stemmen, og fordi jeg hader Kulden.

Han gik hen til Vinduet og lyttet mod Stormen, hvis Flammer slog i knakende Magt over Huset.

103Kulden, hvisket han for sig selv, Kulden …

Saa rykket han til, som om han med sine Tanker hadde været langt borte. Han gik hen til den store Sofa, satte sig i den og trak Benene op under sig. I denne Stilling blev han siddende, hans glødende Øine stirret fremover Knærne henmod Iversen, som nu og da skottet urolig op.

De liker kanske at sidde herinde i Varmen, Iversen.

Iversen bøiet Hodet og saa ned mod Gulvet.

Saa kan De komme oftere hid til mig, sa den Reisende, kanske jeg har noget at la Dem bestille ogsaa. Har De meget at gjøre for tiden?

Nei ingenting.

Iversen blev siddende stille og graa. Den Reisende tænkte paa, hvor den Mand maatte ha det ondt og forfærdelig. Han saa paa den graa Masse derhenne og syntes det ikke lignet noget menneskeligt.

Iversen reiste sig langsomt og saa mod Døren.

Skal De gaa? spurgte den Reisende fort, ligesom han var bange for at bli alene.

Ja.

Den Reisende lod til at bli forundret og forlegen. Han plukket frem et Pengestykke af Vestelommen og gav det til Skomageren, som takket mangegange. Det hørtes, som om han hvisket shak, shak langt nede i Struben. Saa lusket han ud og stængte Døren forsigtig efter sig. Hans Trin kunde høres subbende i Trappen, 104men Lyden af Trinene druknet i et harkende Hosteanfald dernede ved Gadedøren. Og saa hørtes intet mere uden Stormen.

Den Reisende sad længe stille paa Sofaen med Benene trukket op under sig betragtende et Billede paa Væggen ligeoverfor. I det fattige Lys var det umuligt for ham at se rigtig, hvad det forestillet. Men var det ikke en Mand og en Kone, som stod og talte sammen? Konen hadde Sjal, som hun med sine Fingre holdt sammen over sit smale Bryst og Manden hadde høi Hat paa Hodet. Den Reisende myste med Øinene og anstrængte sig for at faa noget mere ud af Billedet. Endelig gik han over Gulvet og tog det nærmere i Øiesyn. Det gav et Sætt i ham. Billedet forestillet to gamle Folk, som stod foran en Barnegrav. Han vendte det hurtig omkring.

Saa gik han hen og aabnet den ene af sine Kufferter. Han stak Haanden nedi og tok frem en Bunke Breve. De var uaabnede allesammen. Han saa sig om, han ledte efter et Gjemmested. Han trak ud en liden Skuffe i et Speil, som stod paa Kommoden, og la Brevene deri. Men der var mange flere Breve end de første, han tog frem. Da han endelig var færdig med at rydde ud af Kufferten, var den lille Skuffe ganske fuldproppet. Han skjøv den i og aabnet den igjen. Og da reiste den sammenpressede Brevbunke sig op i et lydeligt Pust, et Puh! som gav et Gys i ham. 105Han smækket hurtig Skuffen igjen og gik paany hen til Vinduet. Her blev han staaende længe stille, ret op og ned, lyttende. I hans Øine var der nu et besynderlig Glimt af Forundring og Smærte, men hans Læber fortrak sig til et Smil, et haardt og dirrende Smil, saadan som man smiler, naar man ikke vil graate.

– – –

Han hadde forsøgt at sove paa Sofaen, men hadde maattet opgi det. Nu sad han her og lod Tankerne gaa i forvirrede Slag frem og tilbage i Fortiden. De gik af sig selv, de fandt frem Træk for Træk og vakte Forundring hos ham. Han hadde ikke levet, syntes han, bare latt sig drive med Strømmen hurtigere og hurtigere. Og nu gik Stormbragene udenfor ind i hans Stemning og han syntes han allerede hørte Larmen fra den Afgrund, som han drev imod. Han kjendte en sød Glæde ved at sidde ganske stille og bæres bort af Minutterne og Timerne og Dagene, men han vidste ogsaa, at hans Øine afspeilet en ventende Sigten, en Anelse mod noget som skulde komme. Han hadde set det tidligere i nogle Dyreøine bag et Jerngitter. Det var i den store By, som han hadde flygtet bort fra, efter at ha set sin egen Angst levendegjort i et Syn af Manden fra Mordværelset. Allerede da han sad i Jernbanekupeen og blev baaret fremover i Vognens myge Gyngen, hadde han Fornemmelsen af, at han hadde tiltraadt 106Reisen mod Døden eller mod en stor Ulykke. Senere var Visheden om Dødens Nærhed blit stadig stærkere hos ham; den hadde vokset sammen med Angsten.

Først søgte han at dulme sin Smærte ved at opsøge sine gamle Venner og kaste sig ud i et meningsløst Svireliv. Men over Drukkenskaben var ikke længer den gamle Glød, og Vennerne blev hurtig kjed af ham. Hans Uberegnelighed var brydsom kanske. Enkelte Nætter blaffet han op i en hysterisk Lystighed og væltet al sin Nervøsitet over paa sine Omgivelser, til andre Tider sad han stille og taus og aandsfraværende midt i Larmen. Da kunde Passiaren gaa forbi ham, og han var fortvilet, fordi han ikke ævnet at gribe et Ord eller holde en Mening fast. Det var ligesom naar han som Barn sad og hørte paa de voksnes Tale og kunde intet forstaa. Alt gled forbi ham i en Summen. Og hans Venner likte ikke denne Uregelmæssighed, som bragte det regelmæssig fungerende Sviremaskineri til at knirke. Beruselsen skulde foregaa i daglig Jevnhed. Den skulde begynde med nogle smaa Glas om Formiddagen og en let og fordringsløs Passiar om hvor fuld man hadde været Dagen i Forveien. Den som da slog an de store Talemaader, kom lad os drikke, lad os nyde Livet, skaal kjære Venner, blev set paa med Misbilligelse og forundring. Hvilken Nar. Derefter skulde Drikkeriet udvikle sig langsomt med Snak om Dagens 107brændende Spørgsmaal til henad den Tid, da man kunde begynde at sende smaa Billetter hjem om, at man desværre ikke kom til Middag. Under Middagen maatte man ikke undlade at være grætten mod Tjeneren og sende enkelte Retter tilbage. Efter Middagen var der Anledning for de ældre Venner til en liden Lur i Sofahjørnet. Derefter kom den Tid, da man kunde vente Fruerne, som indfandt sig for at se efter sine Mænd. Enkelte var fordomsfri og slog sig ned for Aftenen, dem hadde man siden stadig med sig paa subbende Kaloscher, hvorhen saa Færden gik. En anden Frue kunde være fornærmet og vilde slet ikke engang ta Tøiet af; naar en saadan Dame indfandt sig, hadde han paa Fornemmelsen, at tredive Dages Regnveir paa en Gang var kommet ind i Stuen.

Først langt ud paa Aftenen gled Drukkenskaben hen i mere oplivende Hvirvler, drevet frem af tunge Whiskymængder. Han passet ikke Skalaen og Tempoet. Det hændte, at han om Formiddagen vilde være lystig, at han mødte op efter en søvnløs Nat med brændende Øine og proklamerte Munterhed. Han blev mødt med Gjæspen og Hovedrysten. Eller ogsaa hændte det, at han om Natten sad stille og lod Larmen drive hen over sit Hode. Og naar en af Vennerne bøiet sin whiskyduftende Fortrolighed mod ham, svarte han hen i Hyt og Veir eller afbrød Samtalen med en Huttren, som 108om han frøs. Han var ikke den gamle længer, han kunde ikke bruges mere i den store Maskine, hvor Glassene løftedes og sænkedes regelmæssig og evigt som Stempelslag. Men han drak meget.

Saa en Morgen, da han vaagnet og kjendte sig som Gelé i Kroppen af Drik, pakket han igjen sine Kufferter og reiste. Og idet han reiste fra Byen, vidste han, at han ikke mere skulde faa se den. Larmen efter den sank ned i Stilheden og skulde ikke mere bruse i hans Øren –

Det fattige Lys derhenne paa Bordet blikket og kastet urolige Skygger indover i Værelset. Hvorfor hadde han ikke en Lampe? Dette Halvmørke generte ham. Han tog Plads henne ved Bordet, strakte Haandflaterne ud og saa paa sine Hænder. Saa trykket han med venstre Pegefinger et Mærke i den anden Haand, et hvidt Mærke, som længe blev staaende. Han synes det lignet en Ligplet, Blodet gik for langsomt i hans Aarer. Hans Hat efterlod en hvid Ring over hans Pande. Det var som om han allerede var død og ifærd med at raadne.

Nu husket han paa den Nat, da han vaagnet, idet han hørte et Revolverskud. Han hadde da igjen den besynderlige Dobbeltfornemmelse af at være nærværende og dog langt borte. Selve knaldet bragte med sig en flygtig Forestilling om en stor Jernbanestation med mange rygende Lokomotiver. Der var det én, som hadde skudt. Men han saa Glimtet inde i sit eget Værelse, han syntes 109ogsaa at mærke Krudtrøgen i et hvidt, taakeagtig Flimmer. Han var sprunget op med ett og hadde tændt alle de Lys, som han kunde komme over. Han hadde alarmeret Hotellet, og forskrækkede Folk var kommet løbende. Der var ikke blit skudt nogetsteds, blev det sagt ham. Han maatte ha drømt. Han sa intet til dette. Han stod og grundet en Stund, til denne lille Tanke kom famlendes, den var som en Traad, der rodet i hans Hjerne: Det er ham, Manden, som har skudt sig. Nu skal du dø. Da bodde han paa det Hotel, hvor han hadde den Angsten med Brevene og Telegrammerne. Han var kommet med Jernbanen fra Hovedstaden; i de første to Dage syntes han Roen var vederkvægende. Men saa indgav selve Stilheden ham Ængstelse, det at han ikke hørte noget. Hans Venner vidste, hvor han var, hvorfor skrev de ikke til ham, bare en eneste venlig Hilsen paa et Brevkort? Han syntes den store By med alle Vennerne laa mørk og truende i det fjerne. Saa begyndte han selv at skrive Breve, en Aften skrev han fem. Han beregnet paa Timen, naar han kunde ha Svar. Han skrev om ligegyldige Ting, fandt op et eller andet, som han vilde ha Svar paa. To Dage efter med Posten Klokken syv om Aftenen, kunde han ha Svarene. Postbudet kom, men der var ikke et eneste Brev til ham. Da han en Times Tid efter kom ind i Hotellets Spisesal, sad mod Sedvane noksaa mange 110Gjæster ved Aftensmaaltidet. Han syntes, at de allesammen stirret saa underlig paa ham. Han var forfærdelig nervøs og klirret med Kniver og Glas. Han henvendte nogle Ord til sin Sidemand og fik et elskværdigt Svar igjen. Dette beroliget ham for en Stund. Manden svarte i den store Almindelighed, en Talemaade, men med et velvilligt Smil. Han vidste altsaa ikke noget.

Men saa tænkte han igjen paa den store, truende By, hvorfra han ikke hadde hørt et Ord. Hvad var der iveien, hvad talte de om nu ved Bordene, hvorfor skrev man ikke til ham? Og saa var Angsten kommet stikkende igjen og hadde gjennemilet ham med sin isnende Frysen. Han kunde ikke udholde at være blandt Mennesker længer, han vidste, at han sad her og stirret fra den ene til den anden med store og hjælpeløse Øine.

Saa hadde han pludselig reist sig og var gaat ud af Salen. Da han lukket Døren efter sig og hørte dens Knæk i Laasen, hadde han staat stille og tænkt: Død og Helvede, nu er det ude med dig.

Dagen efter hadde han sendt Telegrammer med de samme ligegyldige forspørgsler. Og saa hadde han faat Svar, lidt forundrede Svar over dette umaadelige Hastværk med Bagateller. Naa, der var ingenting iveien.

Men nu var alt ganske anderledes, for Brevskrækken var kommet. Rædslen for at aabne 111Breve. Det hadde begyndt med at han hadde ladt et Brev ligge uaabnet, fordi han ikke kjendte Udenpaaskriften. Men nu turde han slet ikke aabne nogen Breve. Og saa hadde Brevbunken samlet sig op, vokset ustanselig med stadig nye Breve og Telegrammer. Nu fyldte de uaabnede Breve ganske den lille Skuffe derhenne, han turde heller ikke kaste dem væk, for han syntes det var noget levende, det var Stemmer som laa og vilde tale til ham … Han trak Skuffen ud igjen, og straks løftet Brevbunken sig med et Pust. Rædselslagen klemte han Brevene ned med sine Hænder, han syntes mange forskjellige Stemmer mumlet mellem hans Fingre og først blev bragt til Taushed, naar Skuffen var skjøvet igjen … Men nu kjendte ingen hans Adresse, han vilde ikke faa flere Breve, han hadde kappet Ankertauget og drev stadig længere bort fra Tilværelsen i Tidens ustanselige Bris.

Nætterne var forfærdelige. Med hver Nat, som gik, syntes han at han kom nærmere det gaadefulde, som han vidste en Gang vilde gribe ham. Det vilde komme med selve den store Vinter og den uigjennembrydelige Kulde. Det laa under Horisonten og truet, en Aften vilde han se det reise sig over Jordranden ufatteligt og rædselsfuldt med en uhyre stor og hvidlig Pande, og saa vilde det springe mod ham.

Det var selve Angsten, som skulde komme. Han ventet den. Først vilde han høre en Kalden, 112et Raab fra en umenneskelig Verden, og saa vilde Angsten stige ud fra Mørket.

Han sad længe ved Bordet og saa paa sine Fingre og lyttet efter Blæstens store Fanfarer ude fra Sjøen. Inde mellem Vindkastene hørte han et stort Slagur tikke i Værelset ved Siden af. Denne Tikken pinte ham, den lød som ustanselige Bloddryp mod Gulvet.

Den anden Kuldedag. Det blæste ikke længer. Kulden samlet sig til sit mægtige pressende Greb omkring Jorden. Naar Folk gik, klang det under deres Støvler, som om de gik paa Metal. Bryggerne laa tiliset, Sjøen afsatte en Skorpe af Is langs Stranden. Det var mærkeligt, hvordan fjerne menneskelige Stemmer blev baaret tydelig frem gjennem den klingre Luft, og der var kommet en egen syngende Tone i alle Lyd …

Han sendte Bud efter Iversen. Han vilde tale med dette Individ, som var ham sympatisk, fordi det røbet den yderste Fattigdom, en forhutlet graa Mand, uendelig slidt og fedtet i Klædedragten. Han tænkte sig hvordan dette Menneske bodde. Det maatte være i et lidet Kvistkammer oppe paa et Loft. En skrøbelig Trappe førte derop. Loftet gik indover og tabte sig i Mørket, Skraabjælkerne kunde skimtes og en hvidkalket Skorstenspibe. Stormen fôr nedmellem Takstenene, gøv omkring og peb gjennem Sprækkerne i Skomagerens Dør. Han hadde 113puttet Filler i Sprækkerne, men det kunde ikke hjælpe, for Træværket var gammelt, og Kulden greb om det og knaket det fra hinanden. Inde i Skomagerens Værelse var det halvmørkt og frossent, Vinduet skiddent og ugjennemsigtigt, naar Sneen kom, vilde den fyke ind mellem Sprosserne. Ved den ene Væg stod hans Seng, et lavt Leie, dyngende fuldt af Filler. Kanske var Skomageren i dette Øieblik selv i sit Værelse, han syntes han saa ham, graa og urørlig som en Del af Mørket. Han sad kanske og lyttet efter Vindens lemsterlige Raslen ude paa Loftet, hvor den raslet i gammelt Skrammel, som var benyttet af Mennesker, som forlængst var døde og hensmuldrede … Han fik Bud tilbage, at Skomageren intetsteds var at finde.

Saalænge Vinterlyset stod rødfrossent udenfor, holdt han sig paa sit Værelse. Han sad hele Tiden stille i Sofaen med Benene trukket op under sig – og han frøs, skjønt Kakkelovnen glødet. Men Skumringen kom hurtig, det var ligesom Døgnet bare aabnet Øiet og saa sig om og lukket det igjen langsomt. De sidste Rester af Dagen smuldret hen og saa var Mørket der, Vintermørket, det kom ude fra Havet, trængte klagende frem, peb i alle Sprækker og vilde ind til Menneskene med Kulden, denne rædselsfulde Fiende af alt Liv, en Aande fra selve Verdensrummets Bundløshed.

En tændt Lampe blev bragt ind til ham af 114Værtens Kone. Han sa intetsomhelst, bare fulgte hende med Øinene, og hun skyndte sig ud igjen.

Saa stod han op og tog sin Pels paa. I Mørke følte han sig alligevel mere tryg, han behøvet ikke at se Menneskenes Ansigter, og han kunde staa stille og skjule sig i en stor Skyggegrube, hvis han hørte, at nogen kom gaaende.

Da han kom ud paa Veien, saa han de gamle Huse tegne sine Skraatag mod Himlen. De hang indpaa hinanden og trykket sig sammen i Kulden. Hist og her i Husklyngen var Trær stukket ned, de nøgne Grene var kulsorte og ligesom afbrændte. Natten var klar og stjernefunklende, men i Øst laa en bred Skygge over Himlen, det var et Fjeld som hævet sig med en blaalig Skavl i Toppen. Han saa op mod Melkeveiens uendelige Snedrev og mod Hundestjernens iskolde Blink. Derovenfra kom Kulden. Den var selve Evigheden, hvori alt Liv tilsidst skulde udaande … Pludselig stanset han sin Gang, han var kommet udenfor Husvrimlen, den laa langt bag ham med enkelte røde Blink lysende inde i Mørket, han hørte en svag Larm fra Havet, Bølgerne brast mod Klipperne, gik istykker med en kjølig Skvulpen. Men foran ham gik Veien lige ind i Mørket; han stanset forfærdet foran dette Mørke, der var ikke længer nogen Grænse mellem Jorden og Himlen.

… Mens han var ude, sad Manden og Konen i Logihuset og talte sammen om ham. De sad 115alene i et stort Værelse, som var daarlig oplyst af en gammel, udslidt Lampe. Det puttret nu og da inde i Kuplen, Flammen vilde slukne. Der var saa stille i Værelset og omkring Huset, og deres Stemmer lød saa dæmpet og forsigtig, det var ligesom Uhyggen og Ængstelsen gled langs de halvmørke Tapetvægge.

Jeg er bange for ham, sa Konen, han sidder i Sofaen og ser paa mig saa underlig. Husker du Karo, Vagthunden.

Manden nikket.

Jeg kom til at tænke paa dens Øine. Han har det samme Blik. Det vagter. Og hvorfor sidder han stille og sammenkrøben i Sofaen hele Tiden? Jeg liker ikke at ha ham her. Hvem er han?

Jeg ved ikke, svarte Manden.

Hvor kommer han fra?

Jeg ved ikke.

Manden, som var en gammel Skipper, blev siddende taus og se betænksomt fremfor sig. Konen gik ind i det næste Værelse, men kom hurtig tilbage igjen.

Jeg synes ikke om Huset længer, sa hun, det er blit saa skymt i de mørke Værelserne. Bare her kom flere Folk, saa vi ikke var saa alene.

En Stund efter hørte de løbende Trin udenfor. En Næve dunket mod Døren. Det gav et Sætt i Konen, hun greb sig for Brystet, og hendes Læber blev blodløse med ett. Manden reiste sig. Han rynket Panden.

116Vær rolig, sa han haardt.

Han gik udenfor, mens Konen blev staaende ved Døren lyttende med tilbageholdt Aandedræt. Hun kunde høre paa de hviskende hurtige Stemmer, at noget særlig var paafærde. Saa kom Manden tilbage, mens de løbende Skridt fôr videre henad Gaden og dukket ind i Stilheden.

Hvad er det? spurgte Konen, var det Isak?

Ja, det var Isak.

Hvad vilde han?

Manden gik hen til Lampen og skrudde den høiere op. En gusten Bleghed var trængt ind i hans brune, veirbidte Hud.

Skomageren har hængt sig paa Loftet, sa han.

Nogle Minutter efter famlet det udenfor ved Dørlaasen. Denne forsigtige Famlen gik ligesom gjennem hele Huset, den gik gjennem de to Menneskers Legemer og rørte ved deres Hjerter. De reiste sig begge samtidig, og Manden greb Lampen.

Det er en som vil ind, sa han.

Da han aabnet Døren ud mod Trappegangen, stod Konen ved hans Side og støttet sig mod ham skjælvende. Idetsamme kom den Reisende ind ad Gadedøren. Da Konen fik se hans Øine, gispet hun uvilkaarlig.

Manden hilste, men den Reisende blev bare staaende og se paa dem.

De spurgte efter Skomageren, sa Manden, han har hængt sig. Han har hængt sig paa Loftet.

117Den Reisende nikket. Det syntes ikke som om Meddelelsen virket paa ham. Bare et lidet Glimt i hans Øine fortalte, at han hadde forstaat, hvad der blev sagt.

Saa vendte han omkring og gik rolig opover den knakende Trappe, ganske rolig, Skridt for Skridt. Hans Pels var meget lang, men han blev ligesom længere i den, eftersom han gik opover, og Hodet og Overkroppen dukket ind i Mørket deroppe. Hans Hænder saaes hvide mod den mørke Væg.

… Han traadte ind i Værelset og lukket Døren omhyggelig efter sig. Saa tog han Pelsen af og krøb ind i sin Yndlingsstilling i Sofaen. Hans Øine var unaturlig store og hadde et forunderligt Udtryk, som om Døden og Vanviddet langsomt grodde ind gjennem dem. Hvilke Tanker smuldret nu i hans Hjerne? Kanske ingen, kanske tænkte han paa Skomageren, selve den graa Død som hang inde under en af Loftsbjælkerne i Kulden, kanske gik hans Tanker ud mod fabelagtige Steder, hvor hans Sjæl fløi ind og følte sig skjælvende hjemme. Hans Ansigt var blit sammentrukket og grimt med dybe Furer om Mundvigerne. Det var som om han i de sidste Minutter hadde oplevet noget forfærdelig. Kanske hadde han oplevet noget derhenne, hvor Veien gik ind i Mørket, og Himlen og Jorden gled sammen i en rugende Nat? Hørt eller set 118noget, som andre Menneskers Øren og Øine ikke kunde opfatte.

Pludselig vender han Hodet mod Vinduet og studser.

Og saa reiser han sig langsomt op, hans Bryst vider sig ud, og han løfter afværgende Hænderne. Han blir staaende saadan en Stund og lytte. Saa springer han frem paa Gulvet. Han har Hastværk. Han er nærved at vælte Bordet. Han lytter igjen intenst med Hodet foroverbøiet. Han er som et jaget Dyr, der mærker Farens Nærhed. Han lytter ved Vinduet, mod noget som kommer langt borte fra. Saa griber han sin Overfrakke – ikke Pelsen. I Hastværket stikker han Armen galt og midt i Rædslen, som nu raaber ud fra hans Ansigt, kommer et Træk af Fortrædelighed og Fortvilelse. Endelig faar han Frakken paa. Han lytter endnu engang, farer heftig sammen og gaar paa listende Fod mod Døren. Han famler nedover Trappen. Hans forsigtige Trin lyder som Sukke.

Da han kommer udenfor, gaar han ret frem i Mørket. Hans Gang blir hurtigere og hurtigere. Han kommer ud paa Veien. Lysene fra Menneskenes Boliger forsvinder bag ham. Han er alene i Stilheden og dukker Hodet under Stjernernes Skin.

Veien gjør en Svingning opover en Høide. Herfra synes den at gaa lige ind i den braasorte Himmel, ind i et sugende Mørke uden Bund.

119Her møder han Angsten.

– – –

I Dagbrækningen begyndte Sneen at falde, først i kolde, kornede Drev. Siden tættere og tættere. Den dækket alt til, det mørke Land blev hvidt. Menneskene gik lydløse inde i Sneen som Skygger.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.