Annikken Præstgaren

av Dikken Zwilgmeyer

Annikken og brødrene

32Nei!

En ting var Annikken vis paa. Være med paa saadanne ture mere, det vilde hun ikke.

Nu havde hun ikke sagt et ord paa hele hjemveien fra Langeland, ingen havde talt til hende heller. Havde det ikke været det, at hun passede roret, saa havde det været akkurat det samme, om hun havde siddet der i agterenden eller ei.

Kanske hun var saa dum, at det var det, der gjorde det. Om det havde gjældt hendes liv, havde hun ikke kunnet tale saa let eller havt saadan en overflod af ord. Den mindste lille sætning kunde de jo vride og vende i det uendelige.

Og saa var det jo igrunden ingenting det, de talte om heller.

Bare noget tøv altsammen, tænkte Annikken og stirrede uhyre alvorlig frem for sig.

Den eneste, som ligesom havde givet sig lidt af med hende var jo Per Krafft. Men Annikken var ikke ganske vis paa, om han ikke havde gjort lidt nar af hende.

33Jo mere hun tænkte paa det, des vissere blev hun paa, at han bare havde gjort nar af hende.

Det havde ikke netop føltes saa, da han talte til hende og løb efter hende i enkemandslegen, men det var bare, fordi hun var saa enfoldig og ikke forstod sig paa herrer.

Nei hun brydde sig ikke det pluk om at være sammen med alle dem, som de kaldte hendes veninder mere.

Jo det var nogen deilige veninder! De brydde sig jo ikke det spor om hende, nogen af dem.

Annikken forstod sig ikke selv mere. Hun havde faat saadan længsel i sig efter at folk skulde være snilde mod hende og være lidt glad i hende.

Saadan havde hun aldrig havt det før. Da havde hun været ligeglad med alt saadant noget, bare løbet med de yngre brødrene den hele dag, fisket og roet som en kar, og kommanderet og regjeret i baaden. For det kunde hun.

Derfor var det ogsaa, at hun var blevet hedende sjømand Røst.

Men nu var det rare skeet, at sjømand Røst helt var forsvundet.

Det var med en eneste gang blevet saa saart og leit, at hun ingen veninder havde, og at ingen brydde sig om hende.

Aa – og saa forfærdelig leit, det var at bli voksen.

Ligesom en stor uafvendelig ulykke, som nærmede sig – og nærmede sig og som hun maatte op i.

34At voksne, gamle folk kunde holde ud at leve!

Nu var hun sytten aar om tre maaneder, du store alverden hvor gammel, hun var.

Tænk, at Iversen, som var saa gruelig gammel, vist over tredive aar, kunde holde leven og le saadan af ingen ting.

Og at Elly og Milly og Karen, ja Tilda ogsaa kunde gjøre sig saa til for den gamle Iversen!

For de gjorde sig til!

De lo ikke saadan af al ting, naar de var alene sammen med de andre unge piger.

Nei det var saa ufatteligt, altsammen. Bag deres ryg lo de jo forfærdelig og gjorde nar baade af Iversen og Mosling og Rode og Per Krafft ogsaa. Og, naar de var sammen med dem, saa likte de det, bare nogen af herrerne saa paa dem.

Annikken funderede stærkt med det lyse, brede ansigt.

Ja jeg vil ikke være saadan, tænkte hun. Ikke vil jeg være saadan, og ikke kunde jeg heller, om jeg end vilde.

Nei hun vilde følge med gutterne op i heien og lave fos! Det vilde hun, det var da moro, det.

Grave kanaler og lede alt vandet fra myrene deroppe ned i det basin, de havde gravet ud, bygge dæmninger, og saa, naar hele basinet var fuldt, lade fossen buldre og styrte nedover den stupbratte hei.

Svend, Erik og Nils forsynede sig med hver sit bogstavelig tommetykke smørrebrød, indpakket i papir og tog paa sprang opover heien.

35Idag skulde det rigtignok blive en storartet fos. Regnet havde det gjort, myrene var søkvaade, og ordentlig spade havde de med sig. Opover heien var det den ivrigste diskussion om den bedste maade at tage sagen paa.

Annikken var grei og kort. Saadan skulde det være og saadan og saadan.

Gutterne bøiede sig for hende, alle tre. Ja naturligvis, det, som sjømand Røst sagde, var det rigtigste.

Himlen var saa lys, og luften var saa let, og alle de fire deroppe arbeidede i sit ansigts sved. Myren var saa vaad, at traadte man feil, sank man i over støvlerne. Det gjaldt at være rask paa foden og let i vendingen. Annikken var ikke egentlig nogen af delene, men hun arbeidede som en kar sammen med de tre hvidhaarede, sveddryppende gutter.

Dette var moro, det, det var noget andet end turen igaar.

Kjolekanten og strømper og sko var dyngvaade, hatten laa langt borte i lyngen, det var et spørgsmaal, om gutterne idetheletaget havde havt hatte paa, da de kom herop. lalfald var det lille Nils umuligt at huske det. De tommetykke smørrebrød laa paa stene, hvor det kunde falde sig og blev bidt af nu og da.

Sandelig var dette godt gjort, om hun selv skulde sige det, tænkte Annikken, at faa hele basinet fuldt bare af de myrene.

36Hun stod som en feltherre og lænede sig paa spaden, det tynde haar viftede om hende.

«Det er ikke tale om, at vi lar fossen gaa idag, gutter!»

«Aa jo da.»

«Nei vi kan faa meget mer vand, hvis vi graver en rende derbortenfra, skal dere bare se.»

Ja sandelig havde ikke sjømand Røst ret denne gang ogsaa. Der kom en pige gaaende borte fra stien, der kom nedefra byen.

«Hvem er nu det da,» sagde Annikken, «aldrig kan man nu faa være i fred heller.»

Hun vridde lidt vand af sit kjoleskjørt, og tog sin hat paa, andet toilette var det jo egentlig ikke anledning til at gjøre paa grund af den kommende.

Da hun kom nærmere saa de, at det var Lina Græsvig. En ung pige, som Annikken gik til konfirmation med. De havde gaat paa skole sammen ogsaa, men Lina Græsvig var blevet tat ud af skolen for et aars tid siden, da moderen, som var enke, ikke havde havt raad til at betale skolepengene. Faderen, der havde været theologisk kandidat, var sygelig hele sit Liv, havde saa giftet sig med en tjenestepige, men var død efter et par aars forløb.

Moderen syede linsøm for folk, og forsøgte saa godt, hun kunde efter ringe evne, at give datteren en opdragelse, der var den studerede fader værdig.

Det var en høi, lys, spædlemmet skikkelse, den lille Lina Græsvig, der havde denslags helt blaa øine, 37som bringer tanken hen paa violer. Hun mindede forresten om en blomst heltigjennem. En rank, spæd, uskyldig blomst. Det blev sagt, at Lina Græsvig havde arvet faderens daarlige helbred. Hun hostede ofte.

Pyt var det bare Lina Græsvig, der kom!

«Vi leder vandet i kanaler, kom her skal du se,» raabte Annikken.

Lina Græsvig kom nærmere med de yndefulde blaa øine i det stille ansigt. Hun havde en sort straahat med blaat baand.

«Hvor vaad du er,» sagde hun til Annikken.

«Ja pyt.»

«Du kan blive forkjølet.»

«Puh,» med den dybeste ringeagt – «synes du ikke, det ser morsomt ud?» Annikken pegede udover sit eftermiddagsarbeide, de dyngvaade myrer og de smale, sorte gravede render.

«Aa jeg ved ikke rigtig.»

«Ingen jenter skjønner sig paa sligt uden sjømand Røst,» sagde Erik med sorte svedperler i panden.

«Gaar du tur,» spurgte Annikken.

«Ja mor vil, at jeg skal ud i luften.»

«Er du syg?»

«Aa nei da, jeg er bare ligesom lidt træt.»

De snakkede videre. Lina Græsvig slog sig ned i lyngen. Hun fortalte, at hun havde vaaget inat hos en morbror af sig, som var lods, han var død udpaa morgenstunden.

«Var du der, da han døde?»

38«Ja jeg holdt ham i haanden.»

«Var det ikke rart?»

«Jo det er ligesom, verden er ingenting, naar man har seet en dø.»

Det blev en liden pause. «Jeg tror, jeg gjerne vilde være tilstede, naar en skulde dø,» sagde Annikken og saa langt ud for sig.

«Ja en har godt af det, siger mor.»

«Kan du skjønne, at menneskene kan le og snakke saa forfærdelig meget og ligesom være saa letsindige, Lina –» sagde Annikken.

«Tænker du ogsaa saadan?» Lina Græsvigs violøine lyste.

«Ja bestandig.»

«Tænk, saadan tænker jeg ogsaa.»

De slog følge sammen nedover. «Jeg har faat piano,» sagde Lina Græsvig pludselig, «vi har kjøbt madam Rørvigs gamle taffelformede.»

«Var det dyrt?»

«Ja svært,» sagde Lina Græsvig alvorlig, «det kostede fyrretyve kroner. Mor har sparet penge sammen saa længe.»

«Er det pene toner i det da?»

«Ja det er da en lyd,» sagde Lina Græsvig paa sin stille maade, «jeg spiller salmer paa det.»

«Gaar du ofte opover her,» spurgte Annikken.

«Ja mor siger, det er saa sundt for mig at gaa i høiden.»

«Skal vi mødes her imorgen igjen, saa kan vi snakke mere.»

39De aftalte, at de skulde mødes og sprang hver til sit.

Men Annikken var ligesom saa glad, da hun kom hjem. Hun kunde ikke komme fra nogen blaa øine, der lignede violer, under en sort straahat og en liden sørgmodig stemme, der talte om døden.

«Nei ved du hvad, Annikken,» det var moderen, der talte, «det er dog maade med alt.»

Hun holdt Annikkens dyngvaade kjole og de bogstavelig gjennemblødte sko og strømper fra Annikkens ingeniørarbeide op i veiret.

«Var du ti aar, havde du fortjent ris; blir du da aldrig voksen barn.»

Annikken saa alvorlig paa sin vaade garderobe.

«Det tørrer saa fort – mor.»

En times tid efter gik moderen hen og strøg hende over det tynde haar:

«Stakkars min rare unge.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Annikken Præstgaren

Annikken Præstgaren kom første gang ut i 1900. Boken handler om 16 år gamle Annikken, som synes overgangen fra barn til voksen er vanskelig.

Annikken har vokst opp i en liten by på sørlandskysten. Hun og søskenflokken har hatt en fri og lykkelig barndom, med mye lek og moro. Men hun oppdager at voksenlivet som hun snart skal inn i setter nye krav og forventninger til henne, og hun stritter i mot så godt det går. Annikken ønsker å være seg selv, og blir derfor ofte kalt «rar», men mange setter pris på hennes snillhet og modighet.

Les mer..

Om Dikken Zwilgmeyer

Dikken Zwilgmeyer er en av de forfatterne som har bidratt mest til en moderne norsk barnelitteratur. Hun brakte norsk samtidsmiljø og gjenkjennelige norske barn inn i litteraturen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.