Annikken og Per Krafft

88Ebba var rasende. Dette gik over alle grænser. At give hende et smeldende ørefig i alle de menneskers paasyn. Det gik aldeles rundt i hendes hjerne ved tanken paa, hvad hun skulde foretage sig i denne exceptionelle anledning.

Et øieblik tænkte hun paa at leie dampskibet og reise hjem igjen, hun mutters alene. Denne flotte tanke gik dog snart over i den mindre extravagante, om der maaske var en pram at faa laant. For saa vilde hun ro alene tilbage til byen, hun vilde naturligvis faa blodblemmer i hænderne af at ro, og maaske drukne, men det gjorde ingen ting.

Hun vilde ikke være her et sekund længere, det vilde hun ikke. Hun syntes, folk kniste og lo allevegne, og her gik hun med den ildrøde plet paa sit kind.

Og hun skulde gjerne lade sit hoved kappe af sig, hvis ikke Annikken var indtaget i Per Krafft, tænkte Ebba.

Tænk den stygge trumfedeisen! Ha ha!

89Naturligvis var det bare den pure misundelse, at alle de andre saaledes faldt over hende. Bare, fordi hun var saa meget mere chic end dem, kunde konversere og føre sig – for ikke at tale om den formfuldendte profil, hun havde. Hjemme i Stockholm var der en billedhugger, der vilde modellere hendes buste, og hun maatte rigtignok spørge, hvem var nogensinde blevet modelleret i denne elendige by?

Denne tanke trøstede Ebba i høi grad. Ja og saa Per Kraffts kurtise.

For enhver kunde jo se med et halvt øie, hvor han udmærkede hende fremfor alle de øvrige smaastadstupper!

Tilda var jo ikke saa værst, fra begyndelsen af deres bekjendtskab især, men naar man kom nærmere ind paa hende, var hun jo saa borneret – aa saa snever – og om nogen egentlig skjønhed var det jo ikke tale. Intet undtagen hendes teint, som jo var ganske upaaklagelig – men det var saamænd ingenting at takke alle disse ubetydelige unge piger her i byen for, at de saa godt ud. De havde jo hele friske havet at puste ud over.

Maren Anne vilde Ebba jo ikke regne med engang, sammen med de andre. Alle kunde jo se, at det var et nydeligt menneske, men uh – Ebba trak paa skuldrene, høisindede mennesker er ikke netop altid behagelige i omgang.

Saalangt var Ebba kommet i sine betragtninger, da herrerne kom iland fra skibet, og Per Krafft straks kom hen til hende igjen. Der var arrangeret dans 90borte paa græsvolden, og Per Krafft og Ebba dansede ud.

Blinde Tallak spillede harmonika, og ungdommen dansede, medens vinden blæste hattene af damerne og ruskede frisuren i uorden, saa haaret føg dem om ansigtet, og sjøgutter og handelsbetjenter valsede og snublede og kurtiserede.

Og lo gjorde de alle.

Bager Halvorsen havde opdaget, at det var godt for gigten at danse. Han slap den ene og tog den anden, og dansede paa liv og død, kobberrød i ansigtet.

Og Blinde Tallak kilte paa og spillede, og Ebba morede sig kostelig.

Alle vilde danse med hende; Per Krafft veg ikke fra hendes side, og indtrykket af Annikkens ørefig svandt betydelig for hvert minut, der gik.

Puh! Nei saa sandelig, om hun tog sig noget nær af, hvad en saadan uopdragen, tilogmed ukonfirmeret, unge kunde finde paa at gjøre.

Hun blæste dem alle et stykke og vilde blive og ikke reise sin vei!

Hendes papa havde altid sagt, at udannede mennesker var det, ved Jupiter, aldrig værd at bryde sig om. Og ethvert menneske kunde da se, at Annikken manglede de simpleste regler for selskabelig dannelse og takt.

Og for hendes skyld skulde hun afbryde det virkelig overordentlig behagelige bekjendtskab 91med en saa, ja rent ud sagt, indtagende ung herre, som Per Krafft.

For han var mærkelig indtagende og pikant til at opholde sig paa dette lille sted i verden.

Et øieblik tænkte hun paa at fortælle ham om Annikkens ørefig. Men saa lod hun det være, hun vidste ikke rigtig selv, hvorfor.

– Men Annikken var fortvilet. Aa for en skam, at nogen kunde tro saadant om hende.

Tænk det var maaske ude over hele byen, at hun havde suget ud det ormbid, fordi hun var indtaget i Per Krafft og vilde gjøre sig til for ham.

Aa hvor rædsomt det var!

Nei, at Ebba kunde finde paa noget saadant. Tænk at menneskene var saadan, aa hvor leit, det var at leve!

Og nu var det ikke længe til, saa skulde hun blive voksen, hun som de andre og saa skulde hun ud i verden, havde mor sagt.

Ud mellem menneskene, som var saa leie!

Hun var indtaget i Per Krafft, havde Ebba sagt. Indtaget! Hvad var det at være indtaget, tænkte Annikken.

Hun spekulerede med det brede, lyse ansigt. Ja ialfald var det noget, som ikke et menneske nogensinde skulde faa vide.

Og nu talte de maaske om hende i hele byen paa den maade.

Jeg holder vist ikke ud at leve, tænkte Annikken.

92– Ikke et ord blev der nævnt om scenen oppe paa Movig, efter de kom hjem. Ebba var bare liv. Vilde hjælpe tanten i huset, legede med lille Kristoffer og holdt leven med gutterne. Sang i vilden sky og akkompagnerede sig selv, for øieblikket efter at løbe gjennem alle værelserne og svinge Magna rundt som en top.

Tilda og Annikken undgik hun, ikke netop paafaldende for de andre, men dog saa de mærkede det selv. Men Maren Anne gjorde hun sig til for.

«Hvor sød og original du er med det glatte haar, Maren Anne, du ser saa betydelig ud.»

En aften hændte det, at Annikken hørte en mistænkelig lyd, ligesom en undertrykt hulken borte fra Tildas seng.

Hun lyttede anspændt. Jo, Tilda græd virkelig.

Men ialverden, hvad gik der af Tilda? Det var jo et rent særsyn at se Tilda græde. Hvad havde hun at være lei af sig for da. Det var jo ingen som havde sagt noget saa skrækkeligt om hende, som at hun gjorde sig til og sugede ud ormbid.

Hvor sørgeligt det var at høre Tilda græde.

«Er du syg Tilda?» spurgte Annikken. Et øiebliks taushed.

«Nei langtfra hvorfor spørger du om det?» kom det i en ligegyldig tone fra Tildas seng.

«Jeg synes, du græder.»

«Er du gal, det var da latterligt.»

«Det var mærkeligt», tænkte Annikken og lagde 93sig til at sove. Men næste aften hørte hun akkurat det samme.

Først laa hun længe og spekulerede paa, om hun skulde tale til Tilda iaften igjen. Men saa kom en aldeles tydelig hulk. Annikken reiste sig op i sengen.

«Jo, Tilda, der feiler dig noget.»

«Uf ja, alting er saa leit,» Tilda græd nu aldeles uden sky.

«Hvad er leit,» spurgte Annikken.

«Aa alle mulige ting, ingen, ingen ting er morsomt mere, uh uh uh –»

«Jeg troede ikke, du havde noget, der var leit,» sagde Annikken.

«Jo Ebba er saa afskyelig, hvorfor skulde det afskyelige menneske komme herned og ødelægge al ting, uh uh –»

Ja denne grusomme skjæbnetilskikkelse vidste Annikken ikke at forklare.

«Jeg troede ikke, at Ebba havde været noget afskyelig mod dig,» sagde Annikken igjen.

«Mod mig» – Tilda reiste sig nu ogsaa op i sengen, «kjære, hun er jo simpelthen ufordragelig – det er jo mig, hun har været afskyelig gyselig mod fra første stund – aa de hvide tænderne hendes og den svenske snakken – jeg hader hende, ja det gjør jeg.»

«Jeg kan ikke skjønne det –» begyndte Annikken.

«Nei du skjønner ingen ting – men hvorledes 94har hun ikke været mod Per Krafft – og Rode ogsaa – afskyelig – det siger Milly og Elly ogsaa – aa gid hun bare vilde reise.»reise.»] rettet fra: reise.« (trykkfeil)

«Ja, men hun er jo forfærdelig blid mod Per Krafft,» sagde Annikken uskyldig.

«Ja blid ja – det er jo netop det – det er ikke at holde ud at se paa og i sommer, som vi kunde havt det saa deilig, og saa kommer hun og fordærver det hele.»hele.»] rettet fra: hele.« (trykkfeil)

«Kan du ikke sige det til hende,» sagde Annikken efter en lang grunden. Det forekom altid Annikken, at naar man bare talte aabent om en ting, saa maatte al ting greie sig.

«Sige det til hende, nei ved du hvad – jeg oplader ikke min mund til det menneske mer, og ikke til Per Krafft heller, som er det indbildskeste menneske paa Guds grønne jord.»

Saa var begge søstrene sovnet, og næste morgen begyndte ingen af dem paa det samme thema.

Men Annikken tænkte og tænkte.

Det var saa mærkeligt altsammen. Tilda var jaloux, det var hun, det. Saadan som det stod om i romaner om skinsyge fyrstinder. Tænk, hvor rart, at Tilda virkelig var skinsyg! For Per Krafft havde jo før bare bryd sig om Tilda, og nu var det ligesom, han ikke saa hende mere.

Og Tilda, som havde sagt, at Per Krafft var det mest indbildske paa jorden!

Tænk om han tror det, som Ebba sagde oppe 95paa Movig. For det kan jo godt hænde, at Ebba har sagt det til ham ogsaa.

Ja, det skal han være blaa for at tro, tænkte Annikken, og kneb munden sammen; jeg vil sige det til ham i denne dag.

Efterat Annikken havde taget denne bestemmelse, gik hun bare og lurede paa en leilighed til at gjøre op regnskab med Per Krafft.

Nei, aldrig kunde hun træffe ham alene. Hver dag saa hun ham rigtignok paa dampskibsbryggen, hvor de unge pleiede at samles, mest af den kompletteste mangel paa noget andet at foretage sig. Der var jo altid nogen passagerer at kritisere og le ad, og de unge damer syntes ogsaa, det var lidt morsomt at blive seet paa i kikkert af de flotte handelsreisende ombord, der stod en to–tre meter fra dem.

Men Annikken kunde aldrig træffe Per Krafft alene.

Ja saa gaar jeg op til ham hjemme, tænkte Annikken.

Det var en morgen tidlig, hun gik derop. Hun havde ligget vaagen og tænkt nøie over alt, hvad hun vilde sige. Først vil jeg sige det, og saa vil jeg sige det og det.

Hun traf madame Tausen ude i haven.

«Nei, hvor inderlig hyggelig, at De ser indom da, frøken Annikken.»

Annikken blev blodrød over hele det brede ansigt.

«Kan jeg faa tale med Per Krafft,» sagde hun generet.

96I samme øieblik angrede hun paa, at hun var gaat derind. Aa hvor hun angrede. Madame Tausen gik ind i gangen, for at raabe paa Per.

Jeg tror, jeg løber – tænkte Annikken – jeg løber, jeg løber – men det vilde vist være flaut.

Der var Per alt i døren. Madame Tausen ogsaa, hun vilde øiensynlig gjerne vide, hvad det var, der stod paa. Per Krafft saa generet ud, næsen lugtede ikke det spor gammelost.

«Kan jeg faa tale med dig,» sagde Annikken blodrød.

«Det er mig en glæde» – Per Krafft bukkede.

Slig, som han kan finde ord, tænkte madame Tausen og saa beundrende paa Per.

«Værsgod sæt dere her,» sagde hun høit og viste paa en havebænk.

«Jeg tror, vi heller gaar ned i haven,» sagde Per efter et blik paa Annikken.

«Ja,» sagde hun hurtig.

Hvis jeg ikke likte a saa godt, vilde jeg tro noget af hvert efter det der, tænkte madam Tausen. Hun havde sat begge hænder i siden og stod og saa efter dem.

Annikken og Per Krafft gik nedigjennem en smal gang med sperrea paa begge sider. Det var ikke rum for mere end en i bredden. Annikken gik først, Per efter. Pludselig vendte Annikken sig om.

«Nei det kan være det samme, det var igrunden ingenting, jeg vilde,» sagde hun hurtig. Hun forsøgte at komme tilbage forbi Per i den smale havegang.

97Med en eneste gang var Per igjen overlegen; de smilende øine saa ret ind i hendes.

«Nei, nu slipper du ikke, hvad var det, du vilde?»vilde?»] rettet fra: vilde? (trykkfeil)

«Nei, jeg vil ikke,» hun kjæmpede for at komme tilbage.

«Nei, ved du hvad, nu vil jeg vide det,» han saa smilende paa hende hele tiden.

Annikken blev pludselig rolig. «Ja jeg kan godt sige det ogsaa,» sagde hun alvorlig.

«Hvad er det da?»

«Aa, det er bare det, at hvis du tror, jeg er indtaget i dig, saa tager du skammelig feil.»

«Hvad – hvorledes,» – han lo og saa paa hende.

Annikken saa paa ham et øieblik:

«Forresten er du lumpen helt igjennem,» sagde hun uhyre alvorlig.

«Hvad er det, du siger,» nu var han ogsaa blevet alvorlig.

Annikken samlede sig og tænkte efter alt det, hun havde bestemt sig til at sige. Hun huskede ikke en eneste af alle de sætninger, hun havde lavet sammen i nattens stilhed. Hun stammede og blev endda rødere.

«Jo, Ebba sagde, at jeg havde suget ud det ormbiddet, fordi jeg var indtaget i dig, og det er ikke det spor sandt – jeg er ikke det pluk indtaget i dig – nu ved du det – for kanske Ebba har sagt det til dig ogsaa.»

98«Nei, du kan vist ikke udstaa mig, Annikken,» han saa hende alvorlig ret ind i øinene, «desto mer taknemmelig maa jeg jo være dig.» De mørke, graa øine slap ikke hendes et øieblik.

Annikken saa bort.

«Det er saa forfærdelig leit, at folk skal sige saadant – og – og –»

«Annikken se paa mig, er det sandt, at du ikke kan udstaa mig?»

Annikken saa hastig paa ham, men saa straks bort igjen.

«Jeg synes du er ækkel mange gange,» sagde hun nølende.

«Hvorledes det?»

«Aa –»

«Hvorfor synes du, jeg er lumpen, Annikken?»

«Jo, fordi du gjør kur til alle – og saa tror allesammen, at du bryr dig bare om den ene, men det er uærligt og lumpent det, Per Krafft,» sluttede Annikken.

Per Krafft saa nu ogsaa bort. «Du dømmer mig for haardt Annikken,» sagde han sagte.

«Langtifra det gjør jeg slet ikke, for du gjør mange mennesker bedrøvet paa den maaden – og mange gange har jeg lyst at jule dig op.»

Det lystige glimt kom igjen i Per Kraffts øine.

«Ja jul mig lidt faderlig op, Annikken,» sagde han, «jeg tror, jeg havde godt af det.»

«Nu holder du bare leven igjen,» sagde Annikken, 99«men jeg mener det i alvor jeg – men nu har jeg sagt det, og nu vil jeg gaa.»

Hun var kommet et par skridt op.over havegangen, da Per Krafft raabte:

«Annikken.»

«Ja.»

«Ikke vær vond paa mig, Annikken.»

Hun saa paa ham en liden stund: «Det kommer akkurat an paa dig selv det,» sagde hun med tyk stemme.

Dermed gik den brede, trauste Præst-Annikken langtsomt opover og ud af haven.

«Hvad var det, hun vilde,» sagde madame Tausen til Per.

«Aa, hun holdt en præken for mig, tante Tausen.»

«En præken?»

«Ja, og det en, jeg kommer til at huske, tror jeg.»

Madame Tausen saa efter ham, da han sprang ind af gangdøren.

Hvad var nu det for noget da – piskedød – skal jeg ikke faa vide det, saasandt jeg heder Maren Tausen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.