Annikken Præstgaren

av Dikken Zwilgmeyer

Annikkens hjem

1Der gled en liden sjægte med storseil og fok oppe sagtelig ind gjennem gabet, der førte ret tilhavs. Det hed egentlig Grønsundsgabet, men spor af grønt var der rigtignok ikke at se.

Heiene, de runde lave heier, vaskede og slitne af bølgernes slag, var graa, bare graa, med sprækker og furer. Ikke var der mose, og ikke var der lav, bare den glatte, nøgne sten. Men tangen, der laa i store vaser indmed holmerne og gyngede saa sagte i dønningerne ude fra havet, var gyldengul, og himmelen underlig dæmrende blaa i den tidlige junidags aften.

Og sjøen, den stolte, friske sjø, der klukkede under den tjærebredde sjægte og plaskede med et lidet, kjælent slag om igjen og om igjen opefter de nøgne holmer, den var grønlig klar, spillende frisk, skiftende i blaat og i sort. Og længst ude ved den yderste holme var der i den stille aften en fin liden perlende krans af sjøskum.

Langt derinde laa byen, den lille by, tæt opunder 2de høie heier. Endog langt herude fra sjøen saa man husene, hvide og skarpe, i en runding rundt havnen, men opover heiene laa smaahusene strøede udover, røde og gule og graa, med røgen ret tilveirs i den stille, lyse luft. Indved bryggerne saa man masterne af sjægter og smaaskuder, en hel liden skov af master der inderst inde.

Og alting var saa klart og dog saa blødt og saa stille.

Oppe i sjægten sad der fire barn og en større, ung pige. Det var en bredvokset, ung skikkelse med et stort, lyst ansigt og en bred næse med fregner. Hun passede roret og seilet paa samme tid, det tynde, lysegule haar viftede hende om kinderne. Hænderne var brede og røde med kraftige haandled.

Ret overfor hende paa toften sad søsteren Magna. Rødgul i haaret, bred som søsteren med bitte smaa musetænder, stort tandkjød, og leende med sine tolv aar, det var Magna.

Brødrene Svend, Erik og Nils var ogsaa brede, fregnede og lysegule.

Svend sad midt i baaden. For øieblikket underholdt han sig med at gribe efter alle de rødblaa, slimede manetstraaler, der kom indenfor hans rækkevidde, medens Erik og Nils spillede femkort om knapper i forenden af baaden.

For at undgaa, at Erik skulde se hans kort, havde Nils, som var otte aar, indrettet sig paa en, som han selv syntes, overmaade praktisk maade. Han havde nemlig lagt alle sine kort opslagne bag 3seilet i forenden af baaden. Hver gang, han saa skulde spille ud et kort, maatte han klyve over en tofte, krybe bag seilet, og hente det frem.

«Det var da en besværlig maade at spille kort paa,» sagde Magna voksent.

Nils dukkede frem under seilet med en hjerterto.

«Langtifra,» sagde han, «det er saa letvindt saa, – Erik er saa grov til at kikke i kortene mine, men nu skal han være blaa for at se –»

Han var øiensynlig stolt over denne sin nye opfindelse at spille kort paa.

To snehvide maager, kredsede, flaksede og kastede sig lynsnart over deres hoveder.

«Aa se maagerne, Annikken,» raabte Magna.

«Nei for en diger manet,» raabte Svend, «se der sjømand Røst.»

Det lod til, at søsteren ogsaa lød dette navn, hun saa interesseret efter maneten.

«Ja den var stor.»

«Han er lumpen, han fusker,» raabte Nils «– han«– han] rettet fra: – han (trykkfeil) fusker, sjømand Røst.»

«Det er skam at fuske,» sagde sjømand Røst alvorlig.

«Hvis jeg var dig, vilde jeg ikke hede sjømand Røst længere,» sa Magna og viste tandkjød.

«Det er jo bare gutterne, der gjør det,» sa Annikken.

«Nei de kalder dig det i byen ogsaa –»

«Jo hun skal hede sjømand Røst,» sagde Svend, 4«for hun er saa flink i baaden og saa grov til at raabe.»

«Aa gid, ja, slig røst som Annikken har,» sagde Erik og trumfede i toften.

Annikken, alias sjømand Røst, sad aldeles uanfægtet, som det hele slet ikke angik hende.

«Bare vi ikke kommer forsent til andagten,» sagde hun pludselig.

«Gid det var saa vel,» sagde Svend.

«Fy at snakke saadan,» sagde Annikken.

De havde ulovendes været en sving udenfor øerne. Egentlig havde de ikke lov at seile andetsteds end inde paa havnen.

Men iaften havde det været saa altfor fristende, uden at de næsten vidste af det, var sjægten gledet udenfor paa de lange, blanke dønninger.

Det kneb nu at komme tidsnok hjem. Ingen af dem havde uhr, saa tiden var aldeles i det blaa.

«Even Flisvika roede hjem, da vi seilede udover,» sagde Erik. Det var øiensynlig en gjængs tidsregning.

«Da kommer vi forsent,» sagde Annikken betænkelig, «vi maa ta til aarerne.»

Erik og Nils snakkede bag seilet om nytten af at holde andagt.

«Det er nok pent,» sagde Erik med sine ti aar, «men det er saa kjedeligt saa.»

«Nu snakker du stygt,» sagde Annikken.

«Ja synes du, det er gjildt da kanske at ha denne andagten over sig bestandig,» sagde Erik.

«Ja jeg liker det,» sagde hun kort.

5«Hvorfor liker du det da,» sagde Erik.

Først intet svar. Erik spurgte igjen.

«Aa – jeg liker at tænke paa, at det er nogen, der er større end menneskene». Annikken saa langt ud for sig, vilde ikke møde nogen af søskendernes blik, som om hun blev generet for det, hun sagde.

Der blev en dyb taushed. De var ikke vant til at snakke om religiøse ting sig imellem. Det var ligesom saa rart, at Annikken havde sagt det. Magna skvalpede med hænderne i sjøen. Det er sandt det, som Annikken sagde, tænkte hun. Men hun sagde ingenting, hun heller.

Men lille Nils kunde ikke længe vedligeholde den religiøse taushed.

«Nei igaar julede jeg Peder Even grundig op,» brast det aldeles umotiveret ud af ham.

«Du da,» sagde Svend.

«Ja du kan lægge beg paa, at jeg julede ham,» sagde Nils, «kjend hvor stærke muskler, jeg har, akkurat som en rund bue, saadan skal ægte muskler være, gut –»

«Nei, kjend paa mine muskler,» sagde Erik.

«Nei, kjend her,» sagde Svend.

Der blev en almindelig muskelundersøgelse.

«Jeg har da muskler jeg ogsaa,» sagde Magna og spændte sin brede, lille arm.

«De er ikke værst,» sagde Svend overlegent, «men det er nu bare jentemuskler da,» sagde han henvendt til de øvrige.

«Ja naturligvis forholdsvis,» sagde Erik.

6Naa endelig, der var de ved land. Baaden blev fortøiet i en fart, og allesammen tog paa sprang opigjennem de smaa, stille gader. Smaabarn spillede jeppe og slog bal midt i gaderne, og længere oppe i byen hang store violette syrenklaser udover fortouget gjennem havestakitterne.

«Kjend, hvor de dufter,» sagde Annikken.

De andre fire unge næser snufsede.

«Ja her lugtede vist noget.»

Saa tænkte de ikke mere paa det.

– Pastoren sad alt ved det runde bord midt i den store sal, med salmebog og testamente og ventede paa sine barn.

Det var et langt, roligt, alvorligt ansigt, der han sad med foldede hænder og stirrede ud for sig. Han bar sit hoved høit og stirrede ud som efter noget fjernt langt borte.

Hans kone sad paa en rørstol med den mindste lille gut paa sit skjød. Borte ved døren sad de to tjenestepiger paa rad.

«Du mor, det er dog for galt, at børnene aldrig passer andagten.»

«Ja.»

Et øiebliks taushed.

«Aa ja, der kommer nok den tid, da de ogsaa trænger Guds ord,» sagde faderen. Han saa fremdeles langt ud.

«Ja du kan være vis.»

Der var et slags bred tryghed over moderen, 7rødgule farver, lidt sammensunken i figuren, men en kraftig ro over det hele.

Der fløi en humle surrende ind af det ene vindu, svirrede rundt i den store sal med de blaablomstrede vægge og de gule døre.

Naa endelig, der hørte de høie guttestemmer ude i gaarden. Annikken var alt i døren.

«Der hører jeg lyden til Erik,» sa lille Kristoffer paa moderens skjød.

Der kom de allesammen, satte sig paa det yderste af stolekanterne og foldede de brune hænder. De lignede alle moderen, rødgule, brede og kraftige.

«Ja saa er vi jo samlet,» sagde præsten

«Nei – Tilda.»

«Aa Annikken, find Tilda.»

Atter sank stilhed over den store sal med de blaablomstrede vægge, over den stille fader der midt ved bordet med det løftede aandfulde hoved, og de stærke, fregnede gutter.

Annikken sprang gjennem en række værelser i det lange hus. Der traf hun endelig den ældste søster. Hun krøllede sig, havde en tændt lampe med en krøltang sat op i lampeglasset.

«Tilda, far skal holde andagt.»

«Alt nu,» sagde den slanke, unge pige med uforstyrrelig ro.

«Du maa skynde dig.»

«Ja jeg maa jo først bli færdig, du, er ikke 8denne haarfaçonen nydelig saadan bredt ved ørene.»

«Aa, jeg ved ikke, jeg.»

«Du skjønner dig ikke paa nogen ting, ja jeg er jo nødt til at være færdig vel.»

–«Vi synger den gamle salme,» sagde faderen: Hav tak for idag, Gud fader i himlen, der fremmed min sag!»

Præstens høie stemme lød ud i stilheden, de andre stemte lidt efter lidt i med. Tilda høit og klart, Annikken dybt og alvorlig, medens pigerne borte ved døren slængte i med nogen skarpe toner. Gutterne brummede ogsaa lidt, men det var ikke noget at tale om netop.

Faderen læste dæmpet, men naar noget greb ham, særlig da noget lyrisk skjønt, hævede han stemmen, og røsten skalv som i rørelse.

Gutternes jernskoede hæler klampede atter ud af gangen.

«Du, mor, skal vi ikke gaa op paa heien i denne deilige aften.»

«Jo gjerne, naar jeg har faat lille Kristoffer i seng.»

Gutterne vilde ogsaa være med, og Annikken og Magna.

Men Tilda maatte til byen – havde lovet nogen veninder – «du Annikken, laan mig hanskerne dine.»

«Hvorfor det.»

«Jo mine er saa stygge.»

«Nei,» sagde Annikken alvorlig.

9«Tusind tak, du er forfærdelig sød, tusind tak.»

Tilda tog paa sprang nedover mod byen.

Veien opover heien gik paa kryds og tvers. Store, løse stene laa ligesom kastet hen af en kjæmpemæssig haand hist og her. Hele smaa stenras havde trængt sig nedigjennem de dybe kløfter, men midt oppe i stenuren, hvor stenene stængte, og der ikke var sti at se, der voksede de sirlige mørkeviolette makrelblomster, og blege nypetorne klyngede sig fast i sprækkerne.

Lige i solvæggen mod syd, hvor solen stegte og stenene kjendtes lunkne at føle paa, kunde saa en vældig berberisbusk brede sig. Her var det sparsomme græs stivt og gult og svid af solen.

Helt op paa høiden begyndte saa lyngen, den blomstrende violette røslyng, og tyttebærlyng, melbær og krækling, men ikke et træ, ikke en busk engang. Man vassede blot i lyng.

Stupende brat, dybt dernede laa saa byen med de smaa gader, torvet med bryggerne og skuderne. Seet høit deroppefra var det hele som en lilleputby rystet ud af et dukkeskrin. I en runding rundt havnen laa saa øerne, nøgne ud mod det store hav.

Vældigt, stille, blaat i sommerkvælden laa det der, langt, langt derude var der seil i seil. En stor damper stævnede indover. Halvdelen af horizonten var det frie hav, indover mod land paa den anden kant var det blot lyng og fjernt borte fjeld over fjeld.

10Nede paa havnen drog en lystjagt med et hvidt skinnende seil udover.

Pastoren havde sin visse bestemte plads deroppe med ryggen mod en sten, fruen havde strikketøi med, og Annikken laa i lyngen ved siden. Gutterne og Magna var alt i vildt løb bortover vidden.

«Det er vist Iversens baad, der seiler udover der,» sagde moderen, «Tilda er vel med der.»

«Ja,» sagde Annikken, «hun sagde, at de ventede paa hende».

«Hvorfor er du ikke med da, Annikken,» sagde faderen, «du er jo en stor pige nu, skal konfirmeres om tre maaneder.»

«Jeg morer mig ikke ved det.»

«Morer du dig ikke ved at være sammen med andre unge;» faderen vendte det stille, vemodige blik mod hende, «ja, men det er galt det, barn.»

«Forresten er de lige glad, enten jeg er med eller ei,» Annikken rev op lyngdotter, som hun straks igjen kastede.

«Det er galt dette,» gjentog faderen, «dine veninder er da med, Annikken.»

Intet svar.

«Er de ikke vel, Annikken?»

«Jeg har ingen veninder,» Annikken skalv lidt i stemmen.

«Hvor kan du sige det,» sagde moderen, «Milly Lund da –»

«Pyt.»

«Ja dere har da længe været venner.»

11En lang stilhed, saa kom det langsomt:

«Hun vil heller gaa med de andre nu.»

«Ja men Tilda skal ta Annikken med, mor,» sagde faderen.

«Nei langtfra,» for Annikken op, «jeg vil slet ikke tages med paa naade.»

Atter en lang pause deroppe mellem himmel og hav. Sommernatten svøbte sig blød og stille om de to ældre og det unge saare sind.

«Jo du skal være mer mellem ungdom du, Annikken,» sagde faderen igjen, «ungdommen kommer aldrig igjen – dina sjutton år igen får du aldrig mera –»

«Jeg – jeg glæder mig ikke til livet,» kom det ligesom trodsig.

«Hvorfor det, barn,» sagde faderen.

«Aa – jeg tror ikke, det er noget moro –»

«Det er næsten leit at høre paa,» sagde moderen og flyttede paa sig.

«Og du er seksten aar,» sagde faderen – «jo livet er rigt, Annikken min, det gjælder bare at ha øine at se med, og Gud giver os saa meget mer, end vi aner – saa underlig meget mer –»

Atter var der stilt deroppe. Gutternes og Magnas raab og latter hørtes langt borte fra.

«Stakkars min pige,» sagde faderen og lagde sin haand kjærlig paa det lyse hoved derborte i lyngen, «jeg kjender mig selv igjen fra ungdommen, mismod og glædesløshed i de aar, livet skulde være lysest; men du har et godt hjem, barn, du skal tænke paa det.»

12«Ja,» mumlede Annikken.

«Aa saadanne luner har alle unge piger,» kom det rolig fra moderens sikre, brede skikkelse. Hun strikkede jevnt og sindig.

Faderen lod haanden ligge paa Annikkens hoved, strøg af og til langsomt henover det.

Annikken kjendte en klump i halsen, ligesom hun vilde græde.

Hvor gjerne hun vilde været med paa den seilturen dernede, se nu – krydsede det hvide seil udigjennem det søndre løb ret tilhavs. Hvor deiligt at ligge derude og duve paa de lange dønninger.

Men aldrig bad nogen af herrerne hende om at være med, og ingen af veninderne heller – og at være atpaaslæng af Tilda bestandig, nei, nei, nei.

Og saa blev hun saa rørt over dette, at faderen strøg hende slig over hovedet – nei hun vilde ikke græde, det var saa leit.

Hun reiste sig pludselig og gik henover vidden.

«Var der noget iveien med Annikken iaften,» spurgte faderen.

«Nei da, men det er saa kjedeligt, at hun holder sig saa for sig selv bestandig.»

«Det er en mimosenatur,» sagde faderen.

«Ja, men denslags skal ikke tages under armene,» sagde moderen, «det gjælder jo netop at hærde og staalsætte saadanne naturer.»

«Annikken mangler ikke kraft,» sagde faderen.

«Nei hun gjør ikke det heller,» sa moderen, «hun er al ting paa en gang, sky og saar og villiestærk 13ogsaa, trodsig kan hun være og blød paa samme tid.»

Annikken havde igjen nærmet sig forældrene borte fra lyngvidden.

«Annikken min,» begyndte faderen, «du skulde begynde at tegne igjen, du har gode anlæg, jeg skal kjøbe dig en skitsebog.»

«Nei tak, nei jeg har ikke lyst at tegne mere.»

«Jovist, sig nu ikke nei til alt da,» sagde moderen.

Det var begyndt at lufte op, friske vindpust for henover lyngen, saa hele vidden var i en eneste bølgende bevægelse, og blæste præstefruens hattefjer ret tilveirs.

Der blev hujet og raabt efter gutterne og Magna, og de begyndte nedstigningen. Annikken kastede et blik udover efter seilbaaden, det hvide seil havde længe ligget nogenlunde stille udenfor øerne, men det friske vindblaf saa ud til at sætte mere fart i det.

«Hvis jeg endda havde nogen bøger,» sagde Annikken pludselig, som hun forfulgte sin egen tankegang.

«Bøger skal du faa hos mig,» sagde faderen.

«Aa jeg har læst alle de, du har, far, Oehlenschlægers tragedier og alle de paa den øverste hylden din –»

«Ja, ja barn, jeg byr, hvad jeg har –»

– «Igrunden kan jeg nu ikke rigtig like,» sagde præstefruen, da hun og hendes mand var blevet alene, «at Tilda er ude saa sent hver eneste aften, det er jo 14gammel skik her i byen, hører jeg, at ungdommen er slig ude paa seilturer og baadturer, men –»

«Ungdommen er saa kort, mor –»

Serisserne peb ude i sommernatten. Det var mørkt og kjøligt ude under alléens store lønnetræer. Annikken havde vinduet aabent, hun laa vaagen og stirrede med aabne øine ud i lønnetræernes tætte kroner.

Nei, at ikke Tilda endda kom! Saa morsomt hun vist havde havt det iaften! Og altid, altid havde hun det morsomt. Tænk at Tilda kunde le og snakke saadan bestandig! At hun ikke generede sig! Men Tilda er jo ogsaa saa nydelig, ja det var nogen, der havde sagt, at hun var en skjønhed. Og naar man var en skjønhed, saa kunde man nok snakke og le. –

Annikken laa længe i saare tanker. Nei, sagde hun tilslut halvhøit, saadant er ikke noget for mig. Jeg, som er saa styg. Nei jeg vil omvende mig og leve for Gud, gaa paa bedehuset ofte – hver eneste aften vil jeg gjerne gaa did.

Og saa havde hun været saa tvær, at hun ikke engang havde villet laane Tilda de stakkars hanskerne!

Og hun vilde leve for Gud, og saa vilde hun ikke engang gjøre det lille offer!

Aa Gud, hvor lei jeg er, sukkede hun, Gud hjælp mig til at blive snil og god –

Hun foldede hænderne, men i samme øieblik hørte hun langt nede i alléen en trillende latter og Tildas stemme.

15«Nei, ved De hvad, Iversen –»

Saa en dyb stemme, der sagde noget dæmpet, som hun ikke opfattede, saa igjen Tilda:

«Ha ha – er De gal De.»

Og saa en stund efter igjen:

«Godnat da.»

«Godnat.»

Der blev raabt mange gange godnat derude.

Annikken glemte bønnen, reiste sig op og lyttede.

Der kom saa Tilda stormende ind i soveværelset. Hele sommernattens friskhed fulgte hende.

Annikken lod, som hun sov. Men det pinte hende endda, at hun ikke havde laant Tilda de hanskerne, hun havde bedt om.

Gang paa gang holdt hun paa at sige, at hun angrede, at hun ikke havde laant hende hanskerne. Men hun kunde ikke faa det til, det var ligesom saa leit.

Tilda var hurtig i seng, og endda var ikke Annikken kommet sig til at sige noget.

Endelig kom det med stor anstrengelse:

«Jeg er saa lei over, at jeg ikke laante dig hanskerne, du kunde saa gjerne faat dem.»

«Kjære er du vaagen – ja det var ikke meget elskværdig gjort just.»

I samme øieblik blev Annikken vred, fordi Tilda tog det paa den maade og tiede bomstille.

«Var dere oppe paa heien,» spurgte Tilda.

16«Ja.»

«Uf, at du kan holde ud at gaa op paa den triste heien.»

Ikke et ord til svar.

Og serisserne peb igjen ude i den lyse sommernat.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Annikken Præstgaren

Annikken Præstgaren kom første gang ut i 1900. Boken handler om 16 år gamle Annikken, som synes overgangen fra barn til voksen er vanskelig.

Annikken har vokst opp i en liten by på sørlandskysten. Hun og søskenflokken har hatt en fri og lykkelig barndom, med mye lek og moro. Men hun oppdager at voksenlivet som hun snart skal inn i setter nye krav og forventninger til henne, og hun stritter i mot så godt det går. Annikken ønsker å være seg selv, og blir derfor ofte kalt «rar», men mange setter pris på hennes snillhet og modighet.

Les mer..

Om Dikken Zwilgmeyer

Dikken Zwilgmeyer er en av de forfatterne som har bidratt mest til en moderne norsk barnelitteratur. Hun brakte norsk samtidsmiljø og gjenkjennelige norske barn inn i litteraturen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.