Annikken Præstgaren

av Dikken Zwilgmeyer

Annikkens konfirmationsdag

115Konfirmationsdagen nærmede sig, og Annikken gruede ikke længere saa meget, som hun før havde gjort.

Det var jo ikke noget leit, at hun skulde love at holde sig til Gud. For det vilde hun gjøre hele sit liv, ja hele sit liv. Fra hun var liden pige havde hun altid villet det, men nu siden Lina Græsvigs død, vidste hun det saa soleklart, at hun vilde det. Det er da bedre at vælge det, som er noget, end det som intet er, tænkte Annikken.

Og Maren Anne havde sagt, at hun nok skulde greie for hende, saa hun kunde komme ud og lære noget i verden og blive til gavn for andre.

Men hvad det skulde være, spekulerede Annikken paa hver eneste dag.

Jeg passer ikke til at lave mad, tænkte hun, for jeg er saa slumset, at jeg vilde slaa itu alt det stentøi og glas, jeg fik fat i. Og ikke passer jeg til at lave saucer eller crémer heller, for saadan fin mad kan jegjeg] rettet fra: eg (trykkfeil) ikke like.

116Og ikke passer jeg til at sidde og skrive paa et kontor, for da er jeg sikker paa, jeg ikke kunde puste tilslut. Og læse med smaabarn er jeg ikke taalmodig nok til, jeg kom til at jule dem op fort væk allesammen.

Og blive student som Maren Anne er komplet umuligt, for jeg har jo ikke hoved.

Nei Annikken vidste ingen ting, hun passede til.

Havde jeg været gut, tænkte Annikken mismodig, saa vilde jeg blevet sjømand. Ja enten sjømand eller præst. For det maatte være deiligt ligesom far, at gaa rundt og trøste og hjælpe alle dem, der var syge og rædde og skulde dø. Forresten maatte det være noksaa gjildt at staa og præke paa prædikestolen ogsaa, tænkte Annikken.

Men det er jo noget tøv, for jeg er jo bare en pige. Og Annikken tænkte efter, hvad det var, hun kunde bedst i verden, og det var at ro, sage ved og lære digte udenad.

Men ingen af de tre ting, kunde jo hjælpe hende til at blive noget i verden.

Det var lørdagen før konfirmationsdagen. Alle de yngre søskenderne var umaadelig interesserede i alle de buketter og presenter, der lidt efter lidt arriverede. Alle gutterne havde sin faste udkigsplads paa hjørnet af huset, hvis de saa nede i gaden, saa en buket i det fjerne, løb de hovedkuls over hinanden ind for at melde dens ankomst.

«Buket fra Svendsens, Annikken.»

«Du, en diger buket fra fru Holm, Annikken.»

117«En pige med en hvid pakke, Annikken, present kan du vide.»

Og Magna holdt alle veninderne nedigjennem gaderne à jour med, hvor mange broscher Annikken havde faat.

«Nu har hun faat tre,» meldte Magna.

«Nu har hun faat fem.»

Tilslut laa hun flad nedover gaden for at melde, at nu var den ottende brosche ankommet.

«Aa gid,» sagde alle Magnas veninder.

Der var kommet guldarmbaand fra Ebbas forældre og koraller fra Maren Anne.

«Det er saa altfor fint, hvad skal jeg med denslags,» sagde Annikken.

Der blev bagt og stegt i kjøkkenet, og der lugtede rent og festligt over det hele hus med rene gardiner og blankpudsede ovne. Og Tilda lukkede sig inde paa sit værelse for at sy paa spræng paa den nydelige toiletpude til Annikken.

Annikken følte sig saa besynderlig rar, ligesom det slet ikke var hende, der gik omkring og var hovedpersonen, men et andet ufølsomt menneske, der idag var stukket i den storrudede kjole. Ikke gruede hun mere, ikke var hun glad, og ikke bedrøvet heller, det var ligesom det hele slet ikke angik hende. Men skulde hun valgt, saa vilde hun igrunden nødig have undværet det ogsaa.

Om aftenen ved husandagten bad faderen særskilt for hende, som imorgen skulde aflægge det alvorlige løfte. Og det likte hun nok godt, men det var saa 118leit, at alle brødrene og Magna stirrede paa hende for at se, hvorledes hun tog det.

Og faderen klappede hende paa hovedet, da hun sagde godnat og sagde: «Gud velsigne dig» – og det var ogsaa saa rart.

Den næste dag var det stygt veir, graa, drivende skyer, regnslabs og søle og gule nedfaldne blade. En for en kom konfirmanderne gaaende til kirken. Smaa gutter i altfor store klæder med hansker paa hænderne, som de aldrig før havde havt. Smaapigerne var gjennemgaaende større med sorte kjoler og hvide skjørter, som bragede, naar de gik, krøllet og mærkelig udpyntet paa hovedet. Havde de baade fader og moder gik de midt imellern begge forældrene. Var faderen tilsjøs, kom moderen alene pyntet i schawl og forkavet, men høitidens præg var der dog. Alle saa paa konfirmanderne, naar de kom ind i den tætpakkede kirke. Men konfirmanderne saa straks ned i sine nye salmebøger.

Annikken havde ikke faat ny salmebog. Moderen fandt nemlig, at Tildas fra ifjor sandelig var akkurat som ny. Tilda havde rigtignok revet spænden af den og sat den paa igjen med en knappenaal, men det var næsten umuligt at se. Ikkedestomindre plagede den knappenaal Annikken. Hun vilde ikke tænke paa den, men naar hun aabnede salmebogen, var tanken paa knappenaalen der straks igjen.

Og salmerne bruste henover de tætpakkede hoveder.

119Og de sang: Engang de ud fra fædrebo skal om i verden vanke –

Da græd alle forældrene, men konfirmanderne græd ikke, for de vidste jo endda ikke, hvad det var at vanke om i verden.

Og Annikken sad der med de troskyldige øine og det brede ansigt og bad: Hjælp mig Gud – hjælp mig! For hun syntes, hun var saa uværdig og saa liden.

Hun sad øverst af konfirmanderne, og allesammen saa paa hende, og de fleste tænkte: Hun er lidet pen – men det var dog ogsaa nogle, der tænkte: Hun er ikke værst den der, hun reddede døve Kjerstine fra at brænde inde her nylig. Og pastoren talte. Og han talte om det, som han havde sagt til Annikken hin aften, Lina Græsvig døde.

«Hold eder til Gud, for alt andet svinder!»

Han havde evne til at gribe og røre sindene, det var som en bevægelse i kirken af graad, af suk, af betagethed.

Men oppe paa koret sad Magna med en jevnaldrende veninde; da der engang var en liden pause i faderens præken, hviskede hun hastig:

«Hun har faat uhr.»

Det havde nemlig været et meget omtvistet spørgsmaal, om hvorvidt Annikken skulde faa uhr eller ei til konfirmationen.

Først da de kom op til alteret, begyndte konfirmanderne 120at græde, tætpakkede, opløste af varme og graad og øieblikkets stemning.

«Saa giv nu da Gud dit hjerte og mig din haand,» sagde faderen, og Annikken bøiede knæ ved alteret, saa underlig betaget. Alting var saa stort og saa rart og saa deiligt. Da hun reiste sig op, saa hun glad henover alle de andre.

Tænk, at hun havde gruet for dette, som var det deiligste, hun endda havde oplevet!

Hjemme var der saa stille og saa høitideligt og alle tog hende i haanden, pigerne ogsaa. Hun sad ved siden af faderen ved bordenden, og smaasøskenderne talte sagte ved bordet, af bare høitidelighed.

Om eftermiddagen kom visitterne. Den halve by kom der. Annikken var fortvilet over at være hovedpersonen og stod flammende rød og generet midt paa gulvet. Folk trykkede og trængte, pigerne svingede sig frem med store chokoladebretter, og der var et sur og et snak og en latter –

Udenfor silede regnen ned, men vinduerne var duggede indenfor af varmen, hele den store gang var fuld af drivvaade paraplyer, af vaade ben og galoscher.

I sofaerne tronede byens fineste fruer i visithatte og hansker. Pludselig saa Annikken madame Tausen i døren. Hatten sad paa skjeve, og det ene øie knebet igjen.

Hun vakte en del forbauselse, hun var ellers sjelden at se ved denslags anledninger.

«Hvor er konfirmanden, hvor er min egen jente,» raabte madame Tausen.

121Passiaren tystnede af, for at de bedre kunde høre, hvad madame Tausen sagde.

«Gratulerer med handlingen,» sagde madame Tausen, «og Guds velsignelse paa veien, kraft og mod og hjertelag har Han givet dig paa vuggen – hvad vil du saa mer?»

Madame Tausen klappede Annikken paa skulderen:

«Og hilsen fra Per! Han skriver til mig: Tante, skriver han, kjøb en ting til Annikken, det peneste, du finder, skriver han. Og jeg har været i begge guldsmedbuerne – og her har du det fineste, jeg fandt!»

Annikken var blevet blodrød under denne madame Tausens tale, og saa for sine øine en tyk guldring med en blaa sten. Den var smagløs, men Annikken fandt den nydelig.

«Sæt den paa dig straks,» sagde madame Tausen, «jeg tog den stor,» vedblev hun, «for jeg ved, du har store hænder, ikke noget pjankeri.»

Saa kom madame Tausen tilsæde mellem fruerne og blev med en eneste gang dame.

Det kunde stikke hende undertiden, og der sad hun og talte fint. Men ret, som det var, dumpede hun uforvarende tilbage igjen.

Hun fortalte den lyttende kreds af damer, to konsulsfruer med stanglorgnetter om et barn, der nylig var død meget pludselig.

«Barnet lagde sig friskt og raskt om aftenen,» fortalte madame Tausen meget pyntelig, men her blev hun grebet af sit emne – «aa om maaraen, 122saa laa ungen dau,» fortsatte madame Tausen med den største freidighed. Stanglorgnetterne viftede sig nervøst og borte i krogen knisede gutterne.

Svend, Erik og Nils havde væddet om, hvor mange kopper chokolade og glas vin, de kunde drikke, de havde sine egne private oplag af kransekage bag blomsterpotterne i vinduskarmene og syntes, at konfirmation var den største moro, som fandtes i verden.

«Skynd dig og konfirmer dig, du ogsaa snart,» sagde Svend til Magna.

«Ja, gid det var saa vel,» sagde Magna. Hun eiede aldeles ikke Annikkens sky for at blive voksen. «Aa gid, tænk at faa uhr og egen paraply!» sagde Magna.

Og lidt efter lidt tømtes værelserne for de fremmaede, der blev ikke andre igjen end gamle frøken Weyergang med falskt pandehaar og strikkepose, hun skulde være til aftens.

«Ja nu er du voksen, barn,» sagde gamle frøken Weyergang til Annikken, «og nu begynder moroen, men nu begynder ogsaa sorgerne, og jo ældre du blir, blir det mere af det sidste og mindre af det første – men endda vilde jeg ikke være paa din alder, barn,» frøken Weyergang slog fra sig med begge hænder:

«Bevare mig vel – nei nei –»

Saa var Annikken konfirmeret og gik ud i livet.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Annikken Præstgaren

Annikken Præstgaren kom første gang ut i 1900. Boken handler om 16 år gamle Annikken, som synes overgangen fra barn til voksen er vanskelig.

Annikken har vokst opp i en liten by på sørlandskysten. Hun og søskenflokken har hatt en fri og lykkelig barndom, med mye lek og moro. Men hun oppdager at voksenlivet som hun snart skal inn i setter nye krav og forventninger til henne, og hun stritter i mot så godt det går. Annikken ønsker å være seg selv, og blir derfor ofte kalt «rar», men mange setter pris på hennes snillhet og modighet.

Les mer..

Om Dikken Zwilgmeyer

Dikken Zwilgmeyer er en av de forfatterne som har bidratt mest til en moderne norsk barnelitteratur. Hun brakte norsk samtidsmiljø og gjenkjennelige norske barn inn i litteraturen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.