Branden

100Da Annikken kom hjem fra hin visit hos Per Krafft, angrede hun forfærdelig paa det hele.

Hvor kunde hun dog være saa dum, som at gjøre saadant noget.

Saadan gjorde vist aldrig nogen andre – og bare nu ikke Per Krafft gik rundt og fortalte det. – Aa Gud, hvorfor skulde hun altid være saa dum, aa, hvor Elly og Milly vilde le, og hvor de vilde have moro af det i lange tider og aldrig glemme det.

Bare hun kunde betro sig til Maren Anne og fortælle hende det! Men saa vilde formodentlig Maren Anne sige, at det ikke var ladylike, men ufint gjort af hende; naar Maren fandt noget, der ikke var fornemt, aandelig talt, slog hun stregen over det med en eneste gang – saa hende turde hun slet ikke fortælle det.

Og ikke kunde hun tale om det til Tilda, for hun vilde blot sige:

«Altid gjør du noget, der er rart, Annikken.»

Og nu var hun saa inderlig kjed og træt af det, at alle mennesker sagde, at hun var saa rar.

101Naar jeg ingenting siger, saa behøver da ikke folk at sige, jeg er rar, tænkte Annikken ofte.

I denne tid var hun endda stillere, end hun pleiede, sad og saa langt ud for sig.

Men eftersom dagene gik, mærkede hun, at Per Krafft intet maatte have sagt. Og hun fik en stor taknemmelighedsfølelse indi sig mod ham derfor.

Det var snildt af ham det, at han intet sagde, endda han altid gik paa jagt efter noget moro og noget at le ad.

Kanske han alligevel var at stole paa. –

Det var i hedeste middagsstunden. Aabne døre og vinduer over det hele hus, ikke et træk i luften. Solen stegte paa heierne og gjorde dem formelig glødende at kjende paa; ude i de smaa, opmurede haver med den tørre sandjord hang blomsterne slappe og visne, men opover husvæggen frydede den lille vinranke, der hver sommer bar to klaser druer, sig i den varme sol.

Annikken laa paa en havebænk i det lille koghede syrenlysthus med svedperler paa den brede næse. En humle surrede i det fjerne, kom nærmere, fjernede sig igjen – al ting var saa underlig langt borte. Annikken holdt paa at sove.

Med en gang var der nogen, der raabte noget nede i den smale gade, Annikkens lyse øine aabnede sig hurtig – havde de ikke raabt: «Varmeløs –»

Der raabte de igjen; Annikken var oppe og ud haveveien, før hun egentlig havde tænkt sig om, da 102hun kom ned i gaden, mærkede hun først, at hun ikke havde hat paa.

«Brænder det,» spurgte hun en kone, der gløttede i et vindu.

«Ja, hos døve Kjerstine siger dem, altid skal naa uløkka være ude ogsaa.»

Annikken tog paa sprang bortigjennem de smale gader. Døve Kjerstine pleiede luge i haverne hjemme, hun havde ofte været inde i døve Kjerstines bittelille hus, der det laa plat ned i gaden uden grundmur og med det ældgamle tag. Der var fuldt af folk alt, der spærrede den lille gade; selv oppe i døve Kjerstines lille, sandede have med de eneste to stokroser stod der folk og kikkede ind af vinduerne. Men oppe fra mønet paa den ene side af taget steg der en mørk, ulden røg tilveirs og rundt den brøstfældige skorstenspibe, piblede der smaa flammer frem mellem de gamle tagsten.

Og de raabte, barn græd, og der var et snak i munden paa hinanden om hvem, der havde seet røgen først, og brandvognen, som ikke kom!

«Men, Jesse navn, hvor er døve Kjerstine henne,» var det en, der sagde.

Ingen havde seet hende, og ingen vidste om nogen ting, før det begyndte at ryge af taget.

Det var nogen, der havde været inde i kjøkkenet og det eneste værelse nedenunder, men der havde ingen døve Kjerstine været.

«Kanske døve Kjerstine er paa loftet,» var det 103en kone, der sagde, «for hun sover paa loftet nu sommertiden.»

Der blev stilt et øieblik, saa stilt, at en hørte flammen oppe fra piben knitre ganske svagt, saa skreg de og raabte:

«Herre Gud, hun brænder inde, hun er deroppe, hun sover og hører ingenting.»

Et eneste øieblik for det rundt i Annikkens hoved. Saa banede hun sig vei med de brede arme:

«Lad mig komme frem!»

Allesammen veg undaf, det var ligesom en magt i det brede, lyse menneske.

Hun var alt inde i døren. «Hvad vil De, frøken,» det var en kone, der holdt hende igjen.

«Jeg vil op paa loftet efter døve Kjerstine.»

«Nei, nei, nei – gjør det ikke – De kommer inte ned igjen.»

«Jo jeg vil, slip mig.»

Røgen slog imod hende tyk og kvælende opigjennem den smale trap. Hun bøiede hovedet og gik paa. Det var nogen skridt hen til loftskammerdøren, men hun vidste, hvor den var. Røgen var alt saa tæt, at hun intet saa. Hun famlede efter klinken. Endelig der fik hun døren op, der laa døve Kjerstine og sov paa sin seng.

I et nu havde de brede, stærke armene lille døve Kjerstine oppe af sengen, men hun var aldeles fortumlet, kunde ikke staa paa benene og ynkede sig høit. Annikken tog hende om livet og bar eller slæbte hende de par skridt over loftet og trak hende 104baglænds ned af trappen. Altsammen uden et eneste ord. Trappen var lige ved døren; der tog folk sig straks af hende og bar hende bort. Annikken skalv lidet gran, ligesom noget i brystet, der rørte sig.

«Aa frøken, frøken,» en gammel kone storgraat og klappede hende paa skuldrene og paa det bare hoved uden hat, «at Dere turde det – at Dere kunde gaa ind i det brændendes hus.»

«Aa, se, se,» raabte folk. Der slog røgen tyk og sort ud af loftsvinduet, hvor døve Kjerstine netop havde ligget.

«Det er stort at redde menneskeliv,» graat en kone.

«Det var tak værdt det,» sagde en rystende gammel mand.

Pludselig saa Annikken Per Kraffts ansigt indimellem alle de andre.

«Du er gjild jente, du,» sagde gamle Tallak vedhugger, rystede paa hovedet og smilte til Annikken.

«Det var et sandt ord det, Tallak,» sagde Per Krafft.

«Nei,» sagde Annikken hastig, «kjære, det er da ingenting at tale om, nei da!»

Der kom endelig brandvognen ramlende, unger og folk for tilside.

«Afveien folk,» brandmajoren travede med, sprængrød i ansigtet.

«Det er vel ikke folk inde i huset,» raabte han.

«Præst-Annikken bar a ud,» raabte en gutunge.

105«Det maa siges at være efter omstændighederne godt gjort,» udtrykte brandmajoren sig.

Alt mandfolk blev sat til at pumpe, Per Krafft var ogsaa med. Alle konerne flokkede sig om Annikken og sagde om igjen og om igjen det samme og undrede sig.

Inden de vidste ordet af det, gjorde Annikken helt om og løb hjem. Svend havde alt været i forveien og berettet det hele.

«Aa gid, dere skulde seet sjømand Røst, da hun kom trækkendes med døve Kjerstine – aa gid – hvor stærk du var, Annikken –»

«Kjære barn – fortæl,» sagde faderen.

«Det er ikke noget at fortælle,» sagde Annikken bryd, «hun sov ovenpaa og hørte ingen ting, og saa gik jeg derop og fik hende ned.»

«Medens det brændte i huset?»

«Ja lidt.»

«Var der ikke røg da?»

«Jo lidt.»

«Aa gid da, røgen var svart som beg,» sagde Svend, «og der var varme i taget, da Annikken gik op.»

«Aa du Annikken, du Annikken,» sagde Maren Anne med lysende øine og tog hende om halsen.

«Jeg forsikrer dere paa, at det var ingenting at tale om,» sagde Annikken, «jeg gik bare ret op ad trappen –»

«Bare gaa ind i et brændende hus ja,» fortsatte Maren Anne – «aa Annikken, jeg misunder dig – her læser og stræver og tænker og arbeider jeg for 106at naa noget i verden, gjøre noget gavn, blive til noget stort og saa gaar du her ganske stilfærdig og gjør det store uden tanke paa selv, at det er noget.»noget.»] rettet fra: noget.« (trykkfeil)

«Ikke sig saadant,» sagde Annikken bedende.

«Jo,» sagde Maren Anne, «at glemme sig helt selv, det er stort.»

Nei, at folk kunde gjøre saadant væsen af det, tænkte Annikken.

Ude i byen ogsaa, hun kunde ikke gaa paa gaden de første dage, uden at folk kom hen og vilde have greie paa, hvorledes det var gaaet for sig. Det generede hende, saa hun gik baggaderne.

Uf, sagde Annikken og satte nyver i panden, jeg er saa kjed af det saa.

Det var en aften nogle ‘dage efter. Solen stod gyldengul over heierne længst i vest, solgangsvinden var løiet af, og sjøen laa blank, speilende i gult og og rødt mod de mørke heier.

Annikken havde taget en pram og roet udover. Hun roede hurtig, prammen skar en hvid stribe i det speilglatte vand.

Hun havde ofte trang til at være alene, og da var sjøen den bedste. Der kom en seilbaad udenfra med topseil og fokken spilt, som en stor snehvid fugl med spilte vinger paa det skinnende vand. Annikken strøg lige tæt forbi den i sin pram. Da hun skulde se til, sad Per Krafft alene ved roret. Han var i skjorteærmer, og hatten langt bag i nakken.

«Nei er det dig,» raabte han, «hvor skal du hen?»

107«Aa – ingensteder –»

«Skal jeg tage dig paa slæb –»

«Det var bedre, jeg tog dig da,» sagde Annikken, «du kommer jo ikke af flækken.»

«Kom op her, saa tager vi prammen paa slæb,» sagde han igjen.

Annikken tænkte sig om. «Aa nei, sagde hun tilslut.»

Han bad hende igjen. «Nei jeg har roet ud for at være alene,» sagde hun langsomt. I samme øieblik hun havde sagt det, angrede hun det, det var vist uhøfligt.

«Aa pyt,» han lo – «jeg er da næsten ingen jeg.»

Uf nei, tænkte Annikken, jeg vil ikke op i baaden hans, for jeg ved ikke, hvad jeg skal snakke om. «Farvel da,» sagde hun høit.

«Du Annikken,» han lænede sig udover rælingen «er du vond paa mig?»

«Nei.»

«Du – har du syntes, jeg har været lumpen i den sidste tid ogsaa?»

«Nei, hun skaatede og vilde ikke se paa ham, saa saa hun hurtig bort paa det brune, ivrige ansigt mod det hvide seil, «jeg har angret forferdelig paa, at jeg gik op til dig dengang,» sagde hun stille.

«Det skal du ikke angre paa,» sagde han. Saa vilde ikke han se paa hende heller. Baadene fjernede sig mere og mere fra hinanden.

«Du Annikken,» sagde han igjen –

«Ja –»

108«Nei, det kan være det samme –»

Annikken saa paa ham, al hendes generthed var et øieblik ligesom strøget af hende ligeoverfor ham. Hun smilte og saa ham helt ind i øinene, hvad hun ellers ikke kunde.

«Skal jeg hilse i byen,» sagde hun muntert, «du kommer ikke ind før midnat du paa denne maaden.»

Han svarede ikke, bare saa paa hende. Annikken tog spændtag mod prammens bund og roede, saa det fossede indover. Hun blev saa glad med en gang. Du, hvor godt, hun likte Per Krafft – næsten bedst af alle mennesker – men det maatte ingen i hele verden vide.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.