Da Lina Græsvig døde

70Der kom et bud springende op i præstehuset.

Om frøken Annikken vilde komme ned til Lina Græsvig, da hun var saa syg.

Det var over fjorten dage siden, at Annikken havde seet Lina Græsvig. Hver dag havde hun tænkt at gaa derned og hver dag var der noget iveien, moro og turer hid og did. Hun havde stirret ind af vinduerne, naar hun gik forbi Lina Græsvigs hjem. Men hun saa aldrig nogen. En aften havde hun hørt salmesang derindefra, da fik hun næsten som en ond samvittighed, fordi hun ikke var med derinde. Men hun havde ikke egentlig lyst heller.

Det var meget morsommere at ro Maren Anne over til øerne, ligge og vippe derude i dønningerne, mens Maren Anne fortalte om alt det, hun havde læst, og alt det, hun havde tænkt, og alt det hun vilde blive i verden.

Det var som et indblik i noget nyt denne Maren Annes tale for Annikken. Det blev saa stort og saa morsomt al ting. Ligesom noget ude i verden, som 71man kunde naa, hvis man selv vilde, saa meget at bruge sit liv til.

Det var ikke bare dette, som Elly, Milly og Tilda gik der og morede sig ved, og havde saa forfærdelig mange hemmeligheder om. Enten Rode gjorde kur til den eller den, eller Per Krafft bare havde stirret paa Tilda, eller Iversen, som havde bandet paa, at Elly var den vakreste unge dame langs kysten – nei det var ungdom ude i verden, som arbeidede og vilde frem og gik med store tanker.

Og Maren Anne talte. Hun vilde naa saa langt som de første kvinder i vor tid, blive noget stort, gjøre gavn, saa folk skulde pege paa det og sige: «Se det har Maren Anne gjort.»

«Jeg vil ikke dø, før alle mennesker skal vide, at jeg har levet,» havde Maren Anne sagt. Saa havde hun hævet det stolte hoved og seet udover sjøen, saa modig, saa ungt.

Annikken havde stirret paa hende fuld af beundring. At være saa modig og klog, det er det største i verden, tænkte Annikken, saadan vilde jeg ønske, jeg kunde være.

Ligefra den første dag Maren Anne var kommet, havde Annikken glædet sig til at fortælle hende om Lina Græsvig. Men saa havde hun ligesom ikke faat det til. Især efter en dag, hun havde hørt Elly og Milly fortælle Maren Anne om en «gyselig gudelig» veninde, som Annikken havde lagt sig til i det sidste.

«De læser i bibelen sammen og sidder saadan,» sagde Milly og vrængte øinene mod himmelen.

72Saa havde Maren Anne leet, og saa havde det været umuligt for Annikken at sige et ord mere om Lina Græsvig. For det fandtes jo ikke noget saa forfærdeligt i verden, som at blive leet af!

Siden havde hun ikke nævnt et ord om Lina Græsvig.

De sad ved aftensbordet i præstehuset, da budet kom, om Annikken vilde se ned til Græsvigs straks. Budet skulde ogsaa bede, om præsten vilde være saa snild at se nedom, men det maatte være lidt snart.

«Der maa feile barnet noget alvorligt,» sagde præstefruen.

Annikken løb afsted, før faderen, hun kunde ikke vente.

Noget alvorligt! Hvad kunde moder mene med det? Hun kunde da ikke mene, at Lina Græsvig skulde dø.

Dø!

Nei døden var noget, der var saa umaadelig langt borte – alle mennesker skulde jo dø naturligvis – men først, naar de var blevet rigtig, rigtig gamle –

Lina Græsvig og hun havde talt saa ofte om døden, og hver dag hørte hun jo faderen tale om de lyse lande, som vi alle reiste til.

Men det var noget langt, langt frem i tiden det.

For to–tre aar siden var jo bedstemor paa Blommedal død, men hun var jo saa gammel. Ellers kjendte ikke Annikken et eneste menneske, som hun havde kjendt rigtig godt, og som var død.

73Ingen af hendes nære bekjendte havde gaaet den underlige, ukjendte vei.

Lina Græsvigs moder sad ikke i stuen, som hun pleiede ved den store symaskine. Der var en lugt af eddikke over det hele hus, og dørene stod aabne. Annikken gik ud i kjøkkenet, døren til kammeret stod halvaaben. Der var halvmørkt derinde, og lugten af eddikke var end stærkere.

Den store, graa kat med det bløde skind hoppede ned fra kjøkkenbænken, hvor den useet havde delikateret sig i et fad melk. Den strøg sig opad Annikkens kjole.

Hun hørte Linas stemme derindefra, hun talte hurtig, som hun var ræd. Der kom moderen i døren, ansigtet var roligt, som det pleiede, men hun havde to stærke, røde pletter paa de indhule kind.

Hun aabnede døren helt ind til kammeret.

«Her er hun, Lina,» sagde moderen.

Der laa Lina Græsvig i den store seng. Aa saa bleg, saa bleg! Og ligesom saa liden!

«Er du syg,» sagde Annikken, saa tilføiede hun nølende: «jeg vidste det jo ikke.»

«Hun har været syg i fem dage,» sagde moderen, «det er lungerne.»

«Men du blir vel snart bra,» sagde Annikken.

«Det spørs, om hun staar det over,» sagde moderen, – «han troede det knapt, doktoren.»

Lina Græsvigs øine, der syntes større end ellers, slap ikke Annikkens blik. Det var noget angstfuldt 74dybest inde i de blaa øine, som Annikken aldrig før havde seet der.

«Aa, Annikken, tænk de siger, jeg skal dø – aa jeg er saa forfærdelig ræd.»

«Nei, nei,» sagde Annikken, uden at vide, hvad hun selv sagde.

Hun saa forvildet fra det lille lyse hoved paa den brede hovedpude og op paa moderens ubevægelige ansigt.

«Ja, han siger det doktoren,» gjentog moderen lavt, «men du ved jo barnet mit, hvem du gaar til.»

«Ja, men jeg er saa bange mor, hjælp mig mor, hjælp mig Annikken – aa vi kan nok snakke om det, naar vi er friske, men det er anderledes, naar man virkelig, virkelig skal dø.»

«Aa bed for mig – bed for mig,» raabte lille Lina Græsvig.

«Aa Lina, Lina, og jeg som ikke vidste, du var syg,» græd Annikken.

«Jeg troede, du havde glemt mig – men det er det samme med det, jeg bryr mig ikke det gran om det mere – – for jeg skal jo dø – de siger jo, at jeg skal dø, kommer ikke din far,» sagde hun pludselig næsten vildt, «sig han maa komme straks, aa bed præsten komme!»

«Her er han, lille Lina Græsvig,» sagde pastorens stemme i døren, «kjæmper du for din sjæl, du lille,» sagde han mildt.

«Ja, ja,» sagde Lina Græsvig.

Han satte sig ved sengen og tog hendes haand.

75Og saa begyndte han at tale sagte.

«Du tror paa Guds kjærlighed, du lille barn.»

«Ja, ja,» sagde Lina Græsvig igjen.

«Da har du intet at være bange for, du er i Guds haand, du ligger i hans arm, du er en skat for ham, han ikke vil slippe –»

Lina Græsvigs øine hang ved hans ansigt.

Fra det øieblik, præsten var kommet derind, saa hun ikke moderen og Annikken mere.

«Behøver jeg ikke at være ræd da, præst,» sagde Lina Græsvig angstfuldt.

«Ikke mere ræd, end om du skulde lukke op døren til et andet værelse, og du vidste, at din mor var derinde,» sagde pastoren.

Lina stirrede paa ham, men hun var roligere.

«Træk op gardinet og lad Guds sol faa komme herind,» sagde pastoren.

Det blev gjort. Annikken saa nu først den store forandring, der var foregaaet med lille Lina. Det var ikke mere den Lina, hun havde kjendt, det var en underlig liden aandeskikkelse fra en anden verden, der laa der.

Pastoren bad med Linas hænder i sine. Moderen og Annikken stod ved fodenden af sengen. Der rørte sig ikke en muskel i moderens indhule, alvorlige ansigt.

Lidt efter faldt Lina i en døs og blev liggende saadan længe.

«Det er synd, at pastoren og frøkenen skal sidde her,» hviskede moderen, «tak for alt, dere maa gaa nu.»

76«Jeg blir her endnu en stund,» sagde pastoren, «og Annikken ogsaa, de unge har godt af at se livets alvor – saavidt jeg kan se, har ikke lille Lina langt igjen, før hun er over i de lyse lande.»

Annikken bed i sit lommetørklæde for ikke at hulke høit.

Pludselig begyndte Lina igjen at tale og stirrede op mod loftet.

«Der er han jo,» sagde hun ganske høit, «ser dere ham ikke, der er han jo – tag ham til mig –»

Hun strakte den tynde arm op i luften, som hun vilde gribe efter noget.

«Kjære ser dere ham ikke – der er han jo –»

«Hvad billeder ser hun nu,» sagde pastoren.

Annikken stirrede op mod det gamle, graa loft.

Lina Græsvig blev ligesom gladere i stemmen: «Tænk der staar han –»

Atter kom den tynde arm op i luften : «Jeg vilde saa gjerne – jeg vilde saa gjerne –»

Hun strakte begge arme op: «Aa kjære –»

Saa pludselig reiste hun sig helt op: «Nu har jeg ham,» sagde hun jublende.

I samme øieblik faldt lille Lina Græsvig tilbage og døde.

Annikken hulkede, som hendes hjerte skulde briste. «Det er ikke muligt,» hulkede hun, «er Lina virkelig død.»

Men moderen græd ikke en taare. «Hun har aldrig gjort mig andet end godt,» sagde hun stille, «nu er hun hjemme og fri for alt.»

77Saa bad pastoren en bøn over det lille legeme, der saa endda mindre ud i den store gammeldagse seng.

«Vil De ikke ha nogen hos Dem inat,» spurgte pastoren moderen.

«Nei da,» og Lina Græsvigs moder smilte, «tror pastoren, jeg er ræd for Lina.»

Annikken og hendes fader gik hjem i den dunkle sommernat. Der var lydløst og stille under træerne opigjennem gaderne, og der var blot en eneste stjerne, som blikkede og glitrede paa den underlig blaa, dybe himmel.

Annikken stirrede paa den ene stjerne, hun tog ikke sine øine fra den. Det var som den stjerne var Lina Græsvig nærmere nu end hun, langt hernede paa jorden.

Saa begyndte faderen at tale og sagde noget, hun aldrig glemte.

«Se nu,» sagde han stille, «hvor rart dette liv er, se nu denne lille, ubetydelige Lina Græsvig, som ikke et menneske ude i verden kjender, og som blot har levet femten korte aar her paa jorden, nu har hun naaet det høieste, som et menneske i dette liv kan naa.»

Annikken stirrede og stirrede paa stjernen, graaden vilde frem, men hun betvang sig.

«For alt, hvad vi stræver efter her – Annikken – du vil se det klarere og klarere, eftersom aarene gaar, det er dog intet altsammen. Det holder ikke, 78Annikken. Det vinker og lokker, du kan naa, hvad du vil, men altid vil der mangle noget – altid – Du kan faa kundskab og magt og menneskers ære her paa jorden – det giver dig dog ikke, hvad din lille veninde Lina Græsvig havde i sin sidste stund.»

Annikken stirrede endda paa stjernen, og faderens ord brændte sig ind i hende.

Der sagde Maren Anne, at kundskab, ære og berømmelse var det største, at hun ikke vilde dø før alle skulde vide, at hun havde levet – og her sagde far, at det altsammen var intet, – det vinker og lokker, men altid vil der mangle noget, og intet her paa jorden tilfredsstiller helt –

Og sommernatten var saa blød i tausheden under de smaa lubne lindetræer opigjennem gaderne, og den eneste stjerne blikkede og blikkede.

Hvor underlig rart, det var at leve.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.