Annikken Præstgaren

av Dikken Zwilgmeyer

Lina Græsvig

40Efter hin eftermiddag kom Annikken og Lina Græsvig ofte sammen. De mødtes oppe i heiene, og sad og saa udover havet, eller spadserede oppe i skoven. Helst gik de veie, hvor de vidste, at de ingen mødte.

De talte mest om Gud og grundede paa livets store spørgsmaal. Lina Græsvig havde læst meget i faderens efterladte theologiske bøger. Annikken havde ikke befattet sig med denslags, hun havde ført et friskere barndomsliv end Lina, men der var næsten ikke gaat en dag i hele hendes liv, uden at hun havde hørt faderen paa en eller anden maade tale om sin længsel efter det andet liv og frigjørelse fra alt hernede.

Det var især et bibelsprog, han elskede: Borte fra legemet, hjemme hos Herren! Hun havde hørt ham citere det, atter og atter, inde paa sit kontor, naar han troede sig alene, og ude i haven de lange sommerkvælder.

Borte fra legemet, hjemme hos Herren –

41Denne dybe længsel rørte ved noget i hendes hjerte, hun ikke kunde forklare sig selv. Og hun mødte Lina Græsvigs stærke religiøse trang i stor forstaaelse.

«Undertiden sidder jeg paa bedehuset og venter paa, at jeg skal bli vakt,» sagde Lina uskyldig, «jeg tror ligesom, at det er noget, der skal falde ned over mig.»

Annikken var mere nøgtern. «Nei, det er noget vi maa oparbeide selv i vor egen sjæl,» sagde hun stille.

Lina Græsvigs moder var et orakel for datteren i smaat og stort. Datteren lignede hende paafaldende, men hvad der hos Lina var yndefuldt og slankt, var haardt og tarveligt hos moderen. Hun talte lidet, og der var et stort alvor over hende. Øinene var store og lysende, men munden streng og kinderne indhule. Hun hørte til en frimenighed, men hun vilde, at datteren skulde konfirmeres i statskirken, saa kunde hun siden selv vælge. Mange tause, alvorlige mennesker mødtes stadig i de lave stuer hos Lina Græsvigs moder. Udefra gaden hørte man ofte salmesang derindefra.

Det var noget nyt for Annikken at komme derned, og hun følte sig til en begyndelse ligesom beklemt, men snart vænnede hun sig til det og likte at komme der.

Men altid var hun ligesom lidt ræd for Linas moder med det alvorlige sørgelige ansigt. Det var, som Gud altid sad oppe i himlen med et stort ris. Den Gud, hendes fader længtes til, var ikke saadan. 42Han gik der altid lys og glad, ofte i rørelse med vakre ord om Guds deilighed og vidunderlighed.

Naar hun kom fra den lave stue nede hos Græsvigs, hvor solen tidlig gik bort og kom hjem i den lune, gammeldagse have mellem de høistammede, mørkerøde roser, hvor reseda og abrod duftede i de lyse sommerkvælder, og faderen gik med sin lange pibe op og ned ved spereahækken og citerede digte halvhøit for sig selv – der var noget saa lyst over det hele – da maatte hun altid tænke paa Lina Græsvig, der sad aften efter aften i det mørke bagværelse op mod heien. Eller ogsaa paa bedehuset – tætpakket, varmt med tunge bønner!

Hun blev saa saar om hjertet, ligesom saa beklemt og vemodig.

Men den næste dag, naar hun traf Lina Græsvig, kunde denne komme saa glædesstraalende mod hende:

«Aa, men igaar læste jeg vel noget deiligt i Davids salmer, du maa læse det du ogsaa – er det ikke deiligt?»

Hvor glad hun ser ud, tænkte Annikken

Og Lina talte, medens øinene lyste:

«Tænk undertiden, du, kan jeg bli saa jublende glad, saa jeg formelig kjender, hvor det triller gjennem mig, fordi at – fordi at –»

Med en eneste gang blev hun generet og vilde ikke fortsætte.

«Sig det da,» bad Annikken.

«Fordi jeg skal komme til Gud,» sagde Lina sagte og blev rød over hele ansigtet, «tænk saadan 43kunde jeg ikke tale til andre end dig,» vedblev hun hurtig, «ingen andre vilde forstaa det» – –

Tilda og alle veninderne havde sin store moro af dette Annikkens nye venskab.

«Er hun saa morsom,» spurgte Elly.

«Aa nei,» sagde Annikken.

«Nei hun ser ikke egentlig ud, som hun kan sige to ord,» sagde Milly.

«Hun ligner Rafaels madonna,» sagde Tilda.

«Du mener, at hun er kjedelig, naar du siger, at hun ligner en madonna,» sagde Annikken.

«Ha ha» lo de alle.

«Ja for madonnaer er altid ubevægelige og pene,» sagde Annikken, «men hun er meget mere værdt end alle dere tilsammen, det skal jeg bare fortælle dere.»

«Ha, ha, ha,» lo de alle igjen.

En dag Lina Græsvig og Annikken sad oppe i smaaskoven kom Per Krafft byksende nedover oppe fra heiene.

«Skal jeg træffe folk her?»

«Ja vi gaar her ofte,» sagde Annikken, «her er saa hyggeligt.»

Han slog sig ned paa en sten lige ved. «Ja jeg gaar ogsaa her, naar jeg er træt af mennesker,» lo han.

En liden pause.

«Hvorfor lyver du saadan?» sagde Annikken pludselig.

«Lyver,» hans øine spillede.

44«Ja du lyver, naar du siger du er træt af mennesker, for det er du slet ikke.»

Han lo, lo saa han trillede ned i lyngen.

«Men hvorledes kan nu egentlig du vide, om jeg er træt eller ei.»

«Aa,» Annikken saa ikke paa ham, «du snakker og ler jo bestandig.»

«Ha ha, du er ingen menneskekjender.»

«Nei det kan godt hænde – skjønt» hun gjorde en liden pause, «igrunden ved jeg ogsaa godt, hvad folk tænker.»

«Hvad tænker jeg i dette øieblik da?»

«Aa du tænker: Hvor dum hun er.»

«Ha, ha – ikke mere da,» han stirrede hende ind i ansigtet.

Annikken saa granskende paa ham igjen: «Og saa tænker du – nei jeg vil ikke sige det –» brød hun af.

«Jo sig det nu –»

«Nei jeg vil ikke –»

Han tog hende i begge armene, ligesom for at tvinge hende: «Nu skal du sige det.»

Men der havde han gjort regning uden Annikkens brede arm. I en to tre havde hun ham under sig i lyngen.

«Kan du tvinge mig nu,» sagde hun over ham.

Han lo, saa han hiksted: «Skal jeg sige, hvad jeg tænkte?» «Hun er en raring, men hun er ikke værst alligevel.»

Annikken slap ham øieblikkelig.

45«Gaar dere ofte opover her,» sagde han.

«Nei langtfra,» sagde Annikken.

«Du sagde jo netop, at dere gik her ofte.»

«Ja men vi kommer vist aldrig til at gaa her mere,» sagde Annikken og stirrede ud over hans hoved.

«Hvorfor det da?»

«Det er græsseligt, som du spør om alt,» sagde Annikken.

«Jeg anbefaler mig,» sagde Per Krafft og bukkede ironisk med sin gammelostnæse.

Lina Græsvig havde ikke sagt et ord, før han var vel borte.

«Han er sød,» sagde hun pludselig.

«Han er ækkel,» sagde Annikken alvorlig.

«Du – han liker dig svært godt,» vedblev Lina Græsvig.

«For noget tøv.»

«Dere faar vist hverandre,» sagde Lina Græsvig grundende, hun ligesom stirrede ud i fremtiden – «ja tænk, jeg tror det,» blev hun ved.

«Uf saadant vaas, han synes netop, jeg er saa fæl –»

«Nei han liker dig –»

«Uf.»

Siden begyndte Lina Græsvig altid at tale om Per Krafft, naar de var sammen.

«Han har saadanne nydelige smilende øine,» sagde hun, «gid vi mødte ham igjen.»

«Nei det vil jeg ikke ønske,» sagde Annikken, «jeg kan ikke udstaa folk, der ler og gjør nar af alt.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Annikken Præstgaren

Annikken Præstgaren kom første gang ut i 1900. Boken handler om 16 år gamle Annikken, som synes overgangen fra barn til voksen er vanskelig.

Annikken har vokst opp i en liten by på sørlandskysten. Hun og søskenflokken har hatt en fri og lykkelig barndom, med mye lek og moro. Men hun oppdager at voksenlivet som hun snart skal inn i setter nye krav og forventninger til henne, og hun stritter i mot så godt det går. Annikken ønsker å være seg selv, og blir derfor ofte kalt «rar», men mange setter pris på hennes snillhet og modighet.

Les mer..

Om Dikken Zwilgmeyer

Dikken Zwilgmeyer er en av de forfatterne som har bidratt mest til en moderne norsk barnelitteratur. Hun brakte norsk samtidsmiljø og gjenkjennelige norske barn inn i litteraturen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.