Annikken Præstgaren

av Dikken Zwilgmeyer

Maren Anne og Ebba

46Det hele hus var i en forventning.

Der var kommet brev, at to kusiner vilde komme og bade der nogle uger. Maren Anne, hvis fader var embedsmand inde i Kristiania og kusine Ebba fra Stockholm.

Annikken var den eneste, der kjendte dem. For to–tre aar siden havde hun været sammen med dem begge paa Blommedal hos gamle bedstemor. Det var dengang bedstemor døde, og alt det hændte, som Annikken saa ofte havde fortalt om.

«Er de frygtelig fine,» spurgte Tilda.

«Ja forfærdelig,» sagde Annikken, «især Ebba.»

«Og Maren Anne er jo et vidunder af flinkhed, du store alverden, hvor jeg gruer.»

«Nei de er ikke det pluk at grue for,» sagde Annikken.

«Du sjømand Røst,» sagde Svend, «er de noget kjække, Maren Anne og Ebba?»

Sjømand Røst tænkte sig om:

«Aa – nei.»

47«Det skal du faa mig til at tro,» sagde Svend «det er vist nogen gode sippernipper.»

«Nei det er de ikke,» sagde Annikken.

«Uf, Annikken, forklar hvorledes de er da,» sagde Magna.

«Maren Anne er alvorlig med krum næse og forfærdelig skikkelig,» begyndte Annikken.

«Isch,» raabte alle gutterne og Magna.

«Dere kan tro, hun er vist bra ækkel,» sagde Tilda og saa rundt paa de andre.

«Afskyelig naturligvis,» sagde Magna, «jeg hader folk som er skrækkelig skikkelige.»

«Men Ebba er ikke saa skikkelig,» sagde Annikken, «for hun er en flyfille og svært pyntet.»

«Ak,» sagde Tilda, «det er deiligt at høre.»

«Bedstemor var vond paa hende mange gange,» sagde Annikken.

«Uf ja – gamle vonde bedstemødre,» begyndte Tilda.

«Bedstemor var ikke vond,» sagde Annikken med lynende øine.

«Nei naturligvis, for du skal jo ligne hende saa op ad dage,» sagde Tilda.

Straks Annikken hørte, at kusinerne skulde komme, havde hun med en gang tænkt paa Lina Græsvig.

At hun kanske ikke kunde være saa meget sammen med hende da, og om Lina Græsvig vilde synes, at det var leit. Maren Anne og Ebba vilde vist ikke like den lille, stille Lina Græsvig heller. Og jeg er vis paa, at Ebba vil synes, at hun er tarvelig –

48Men det er det samme, tænkte Annikken og kneb munden tæt sammen, jeg bryder mig ikke det pluk om Ebbas mening. For Lina er saa usigelig snild.

– Dampskibet med de to kusiner skulde komme tidligt paa morgenen. Tidligere end folk ellers var oppe.

Alle vinduer i det lange, hvide hus under de gamle lønnetræer stod aabne. Solen var endda ikke kommet ind i værelserne, men den glitrede og lyste paa heiene rundt om og paa toppene af de store lubne træer.

De hvide gardiner viftede i morgenbrisen og udefra kom denne vidunderlige duft af frisk muld, af nattedug og løvtræer. Indimellem kunde der saa komme en pludselig tanke om reseda. Maren Kokke havde skuret de afslidte gulve, og i forværelset prangede alle moders blomster. Der var som et drivhus, hele borde fulde af blomstrende geranier og heliotroper, der duftede tvers gjennem det gamle hus, helt ud af den brunmalede snirklede indgangsdør paa bagsiden mod gaardspladsen, der var nyraket og endnu vaad af duggen. Inde i hønsehuset galede hanen, og hønsene kaglede i morgenstilheden.

Tilda, Annikken og alle børnene havde endelig villet paa bryggen. Men i den stille sommerdags morgen, var dampskibet kommet før ruten, og pludselig før nogen ventede det, stod der to slanke, unge piger og Kristen Brygga med et læs af kufferter i den gamle gang.

49De kom styrtende fra alle kanter, Annikken først, bred og tung, rutschende nedigjennem den gamle loftstrap.

«Annikken Præstgaren – der har vi jo Annikken Præstgaren,» raabte en høi, stilig, ung pige. Det mørke haar var kjæmmet glat ned paa begge sider af hovedet, og ansigtet bar dette umiskjendelige rolige præg af gammel kultur og dannelse slægtled opigjennem. Hun var lysklædt med læderbelte og en enkel hvid hat.

«Aa Maren Anne, velkommen,» raabte Annikken, «aa hvor morsomt, du er akkurat den samme, bare høiere».

Der blev Annikken omfavnet bagfra af den anden unge pige.

«Goddag, sødeste Annikken Præstgaren –»

«Velkommen Ebba, du verden hvor du er blevet høi –»

«Du er da blevet stor, du ogsaa, Annikken,» sagde Maren Anne muntert, «men øinene er de samme, akkurat lige troskyldige.»

Der kom Tilda ogsaa, lidt generet og rød, men forventningsfuld i ansigtet. Hun stirrede især paa Ebba. Og moderen endnu i morgentoilette maatte ind og omfavne begge søsterdøtrene.

Ebba var blevet rent ud nydelig, ung pige, skjær og fin, men stolt og statelig paa samme tid. Dragten var efter sidste mode og udsøgt kostbar.

Moderen stod der bred og god i nattrøie med 50det pjuskede, rødgule haar og fandt ligheder med søstrene hos de to unge søsterdøtre.

«Du er søster Adelheid op ad dage,» til Ebba – «og du Maren Anne, ja du er nu bedstemor paa Blommedal, som hun stod og gik.»

«Nei Annikken Præstgaren er lig bedstemor,» sagde Maren Anne.

«Hun heder ikke Annikken Præstgaren, hun heder sjømand Røst,» sagde Erik.

«Hvad er det du siger, lille fætter Erik,» sagde Maren Anne forbauset.

«Jo hun er saa flink i baad, og saa er hun saa grov til at raabe,» sagde Erik.

«Kjært barn har mange navne,» sagde Maren Anne smilende.

«Nei det er ikke saa at forstaa,» sagde Annikken bryd, «det er bare gutterne, der kalder mig det dumme navn.»

«For et deiligt hjem, du har, Annikken,» sagde Maren Anne, «her er ligesom saa frit og fortryllende gammeldags.»

«Ja her er kanske det,» sagde Annikken troskyldig.

Kusinerne havde ikke sovet om natten og var trætte. Annikken og Tilda fulgte dem op paa kvistværelset, hvor de skulde ligge.

Der var den samme friskhed og renhed, hvide broderede omhæng paa toiletbordet, og et stort blomsterglas ved hver seng. De fine lagen paa de opbrettede senge laa der med de skarpe, snorlige bretter 51efter rullingen. Og udigjennem det store kvistvindu saa man ret tilhavs, derude hvor morgensolen glitrede.

Maren Anne var i en begeistring.

«Aa dette er noget andet end Kristianiaværelser,» sagde Maren Anne, «hvad siger du Ebba?»

Ebba var noget kjøligere i sin ros og passede paa at faa den bedste seng for sin part.

De forsikrede begge to, at de ikke kunde tale ti ord af bare træthed, og saa blev dog Tilda og Annikken siddende deroppe under ustanselig passiar i to timer.

Men gutterne og Magna var udenfor nøglehullet og kikkede og lyttede, da det varede saa altfor evig længe, inden de mærkelige kusiner igjen kom ned.

Det viste sig temmelig fort, at Tilda og Ebba passede udmærket sammen. Der var ogsaa en umiskjendelig familielighed mellem dem. Tilda følte sig smigret, naar det blev sagt, at de lignede hinanden.

Der begyndte nogle herlige dage.

Annikken straalede, travede om med lange skridt, slængte med armene og var henrykt over Maren Anne. De fiskede og badede, laa i lyngen og sov middagssøvn med himmelens skinnende hvælving til loft og var ellevilde.

Pastoren saa paa dem paa sin stille maade:

«Det er deiligt at se paa de unge, mor.»

Og moderen frydede sig, kanske var det ogsaa nogen forfængelighed over de to vakre søsterdøtre, der gjorde saadan opsigt i byen.

Men efter nogle dages forløb blev det Ebba vel 52langsomt og trivielt, det hele. Hun maatte have noget mere.

«Findes der ikke en eneste ung herre her i byen,» spurgte hun.

«Jo naturligvis,» lo Tilda, «det er flere ekstra hyggelige.»

«De fører en usynlig eksistens ialfald,» gabede Ebba.

Det var en søndagseftermiddag. Den lille by havde været som uddøet og sov i solstegen helt siden kirketid. Ikke et liv at se paa gaderne, selv børnene havde tyet udenfor byen paa de aabne jorder, eller paa kirkegaarden. Mændene sad i skjorteærmer paa dørhellen udenfor sine smaa huse og røgte snadde, og der var ikke en lyd i luften.

Oppe hos præsten havde de unge piger ligget ude i haven paa de grønne havebænke den hele eftermiddag. Myggene surrede i store flokke og tykke, brungule hvepser fløi ud og krøb ind i lupinernes aabne blomsterbægre i de varme, sandede blomsterbed. Der var en ubeskrivelig fred over det hele.

«Aa for en lang deilig søndagseftermiddag,» sagde Maren Anne og strakte sig med en af Dickens’ romaner i haanden.

«Ja kjedelig og deilig,» sagde Ebba – «nei jeg maa spille en vals.»

Udigjennem de aabne vinduer bruste der en vals – men saa øieblikket efter kom Ebbas hoved i salsvinduet.

«Nei – vi vil gaa en tur.»

53«Vi maa vente,» sagde Tilda, «det er ikke et menneske ude endnu.»

«Er hele byen ligesom forhekset, fortroldet hver søndagseftermiddag,» vedblev Ebba i vinduet, «jeg maa ha liv – jeg – maa – ha – liv.»

«Ingenting er saa morsomt som at gaa alene i skogen,» sagde Annikken.

«Jeg hader ensomhed, og jeg hader skog,» sagde det krøllede hoved i vinduet, «hvad moro er der i skogen forresten?»

«Jeg tænker saa godt i skogen,» sagde Annikken.

«Isch – tænker –» sagde Ebba.

Endelig var tidspunktet kommet, da Tilda fandt det passende at spadsere ud. Solen var paa nedgang, og byens folk var ude i flok og følge. Adstadige borgermænd med sine pyntede madamer gik pent og værdig og stirrede ret ud for sig. Hele rader af unge piger arm i arm spærrede gaden og lukkede bare øinene, naar folk hilste paa dem. Ud fra bedehuset strømmede netop massevis af mennesker, hele gaden blev sort i et øieblik, men om to–tre minutter var de alle igjen spredt ad.

De fire unge piger spadserede videre og tog plads paa en bænk ud mod sjøen. Det var lige i spadserveien, folk gik ofte forbi.

«Nu skal jeg gjøre et eksperiment,» sagde Ebba og kastede sin hanske ligesom tilfeldig ned foran bænken.

To pyntede handelsbetjente med brogede slips og svingende stokke nærmede sig. «Nu skal vi se, om de tager hansken op,» hviskede Ebba.

54Handelsbetjentene stirrede ud under sine hatteskygger, svingede flot sine stokke og gik forbi.

«Nei ikke gjør det,» sagde Annikken.

«Dette vil jeg rigtignok ikke være med paa,» sagde Maren Anne, «jeg vilde holde mig for god.»

Maren Anne og Annikken reiste sig og satte sig i en bryggetrap længere ude.

Der kom Tidemandsen paa Samlaget. Rødnæset med stort baghoved. Hansken laa der fremdeles. Tidemandsen hilste stivt og gik forbi.

«Kan du tænke dig noget saa nedværdigende, som den Ebbas opførsel,» fnyste Maren Anne i bryggetrappen.

Der kom Iversen, hilste forbindtlig med store, vandblaa øine og gik forbi.

Ebba og Tilda var i en latter.

Saa kom Per Krafft spadserende, liden og let. Han saa øieblikkelig hansken.

«Tillad mig mine damer –» og tog hansken op.

Endnu førend Tilda havde faat presenteret, sagde Ebba:

«Jeg maa fortælle Dem, at fire herrer har gaaet forbi uden at ha havt den opførsel at ta min hanske op.»

«Tilslut kom altsaa den barmhjertige samaritan, efter at præsten og leviten var gaaet forbi,» sagde Per Krafft.

Tilda og Ebba saa lidt ubestemt paa ham.

Gjorde han nar?

55«Det havde de godt af,» sagde Maren Anne i bryggetrappen. Der blev den livligste passiar oppe paa bænken.

«Han var pikant du,» sagde Ebba senere til Tilda.

«Ja, ikke sandt,» straalede Tilda, «vi har da herrer her i byen ogsaa.»

«Ja han var simpelthen ikke værst,» udtrykte Ebba sig.

Men Annikken stod der høi og bred med sit tynde lyse haar:

«Det kompletteste fiskeri,» sagde hun stolt.

Efter den aften var det ligesom, at de delte sig i to partier, Maren Anne og Annikken gik for sig, og Tilda og Ebba sine egne veie.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Annikken Præstgaren

Annikken Præstgaren kom første gang ut i 1900. Boken handler om 16 år gamle Annikken, som synes overgangen fra barn til voksen er vanskelig.

Annikken har vokst opp i en liten by på sørlandskysten. Hun og søskenflokken har hatt en fri og lykkelig barndom, med mye lek og moro. Men hun oppdager at voksenlivet som hun snart skal inn i setter nye krav og forventninger til henne, og hun stritter i mot så godt det går. Annikken ønsker å være seg selv, og blir derfor ofte kalt «rar», men mange setter pris på hennes snillhet og modighet.

Les mer..

Om Dikken Zwilgmeyer

Dikken Zwilgmeyer er en av de forfatterne som har bidratt mest til en moderne norsk barnelitteratur. Hun brakte norsk samtidsmiljø og gjenkjennelige norske barn inn i litteraturen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.