Mod

56Saa kunde Iversen og Mosling ikke længere holde sin nysgjerrighed itømme med hensyn til de to nydelige unge damer, der var kommet til byen, og som gik der saa sikre og vakre i al sin hovedstadsoverlegenhed.

Per Krafft, der nu oftere var sammen med de unge piger, blev herrernes talsmand. Om damerne vilde gjøre dem den store ære og fornøielse at deltage i en kjøretur med paafølgende dans oppe paa en bondegaard, hvor de oftere pleiede tage hen.

Ebba var saa naadig, at invitationen behagede hende. «Lad gaa,» sagde Maren Anne. Og Tilda frydede sig over at vise frem de to fine, nydelige kusiner.

Men Annikken drog paa det: «Jeg havde tænkt – det er en, jeg gjerne vilde træffe – dere kan jo godt reise uden mig.»

Maren Anne nedlagde en bestemt protest mod, at Annikken skulde blive hjemme.

«Uf Annikken ikke vær saa vri’en bestandig da,» 57sagde Tilda. Og Ebba ymtede om, at det simpelthen var uhøfligt at lade sine gjester reise uden hende.

Annikken havde tænkt, at hun vilde gaa til Lina Græsvig, naar de andre var reist.

«Det var saa ækkelt sidste gang, jeg var paa tur,» sagde Annikken, «ingen snakkede til mig, og ikke et menneske bryr sig om, enten jeg er med eller ei.»

«Jeg bryr mig om det,» sagde Maren Anne muntert.

Ja jeg kan jo gjerne være med, men nu skal dere bare se, at det er akkurat det samme, enten jeg er med eller ei,» sagde Annikken.

Ebbas toilette tog meget lang tid deroppe paa kvistværelset. Maren Anne tog det overordentlig rolig, men Tilda var lidt i en feber, for at kusinerne rigtig skulde tage sig ud til sin fordel, for at Elly og Milly rigtig kunde beundre den fine slægt.

Der var fire vogne i følge. De kjørte chausséen langsmed fjorden, der skar sig ind i landet.

Dybt dernede det mørke stille vand, ret op for veien laa granskogen og susede i havbrisen. Per Krafft kjørte i vogn med Ebba og Tilda. Maren Anne og Annikken med nogen af de andre damer.

Der var latter og raab fra den ene vogn til den anden. Per Krafft gik med punscheflaske og skjænkede, naar hestene skulde hvile.

Per Krafft og Ebba holdt det gaaende med moro og latter, saa Tilda følte sig lidt tilsidesat, men hun vilde jo ikke egentlig lade sig mærke med det heller. 58Det var jo, frygtelig morsomt, at de allesammen kunde faa se, hvilke rige, nydelige kusiner, hun havde. For tænk Ebba havde virkeligt diamantarmbaand!

Annikken sad der alvorlig og angrede paa, at hun var blevet med paa turen. Nu var det næsten fjorten dage siden, hun havde seet Lina Græsvig. Mon hvad hun tænkte om hende!

Den lille rare Lina Græsvig, der sad i bedehuset og ventede paa at blive vakt!

Annikken var blevet aldeles taus, selv Maren Anne kunde ikke mere faa hende paa glid.

Der var de fremme paa den gaard, hvor de vilde tage ind. En stor, hvid gaard paa et stort, grønt, aabent jorde.

De fire vogne svingede med en vis elegance op foran indgangsdøren, og der blev liv og munterhed paa det stille tun.

Ebba og Maren Anne var gjenstand for den mest udsøgte opmærksomhed. Ebba trillede og lo og Maren Anne var fornem og nydelig. Iversen, lysegraa klædt og letvindt, læspede og hviskede, og Mosling forsikrede i enrum til de andre herrer om Ebba og Maren Anne: «Super fin vare, første sort, tre stjerner.»

Men det var nu maade ogsaa paa Ebbas koketteri, tænkte Tilda. Hun lod jo hverken Per Krafft eller Rode i ro et øieblik!

Nei uf! Tilda likte sig ikke. Hvis det endda bare havde været Rode, som saa saa dum ud med sin hængende underlæbe, men Per Krafft –

59Hun forsøgte et par gange at faa Per bort til sig, men det lykkedes ikke.

Idag saa han blot Ebba. Aldeles aabenlyst, at der ikke eksisterede andre end den guldhaarede, unge pige med diamantarmbaandet og de hvide støvler.

Tilda huskede paa den sidste tur til Langeland og blev med en eneste gang i det rædsomste humør.

Den afskyelige Ebba med sine hvide tænder og de hvide støvler. Tale svensk, gjorde hun nu bare for at gjøre sig til.

Tilda slog efter en liden hundehvalp, der kom og vilde lege med hende.

Og Ebba hviskede til Tilda: «Du har rätt, han är fortjusande.»

«Pyt,» sagde Tilda og kastede paa nakken, «du skulde bare vide, alt det, jeg ved om ham saa –»

Annikken saa alvorlig paa Per Krafft. Han er væmmelig og lumpen, tænkte hun, idag snakker han jo ikke et ord med Tilda.

Solen stegte paa den aabne bakke. «Kom saa løber vi op i skogen,» raabte Ebba og saa paa Per.

Han for op som en raket. Alle de andre blev siddende i ro. Tilda blev med en eneste gang distrait, stirrede ret ud for sig og lo ikke engang af alle Moslings vittigheder.

Med engang skar et skrig gjennem skogen, oppe fra den kant Per og Ebba var forsvundet.

«Det var Ebba,» Tilda for op.

De løb opover allesammen, men mødte straks Ebba i fuldt løb.

60«Hjælp, hjælp,» skreg hun, «han er bidt af en orm.»

Han havde ligget paa ryggen oppe i et bakkeheld og strakt armene langt ud fra sig; før han vidste ordet af det, havde en hugorm bidt ham i det ene haandled. Han laa sunket tilbage, da de kom derop, havde forsøgt at suge saaret ud selv, men havde ikke magtet det.

De for om hinanden. «Saaret maa suges ud,» raabte en.

«Aa Gud tør nogen gjøre det,» raabte Milly.

«Jeg tør ikke,» raabte Ebba.

«Nei, nei,» raabte Tilda, «jeg tør ikke heller.

Herrerne saa raadvilde paa hinanden. Iversen snakkede om at hente doktor.

«Jeg turde ikke suge ud et ormebid for aldrig det,» sagde Elly.

«Jeg tør,» sagde Annikken. Hun var blevet ganske bleg, men hun greb Per Kraffts haand.

«Nei nei,» sagde han mat.

«Lig stille,» sagde hun myndig.

Og hun begyndte at suge saaret ud. Der blev dødsstille.

Per Krafft havde lukket øinene, Tilda hikstede, som hun vilde græde.

Men Annikken holdt rolig ved. «Tak nu er det vist nok,» hviskede Per Krafft.

«Annikken,» sagde Maren Anne uvilkaarlig ligesom i ængstelse.

61Men Annikken holdt paa endnu en stund. Da hun reiste sig op, var hun blodrød i ansigtet.

«Nu kan du være tryg, Per,» sagde hun paa sin korte, troværdige maade.

Per Krafft aabnede øinene og saa paa hende, men han sagde intet.

Hele scenen var med et forandret. Ebba havde faat krampegraad, der maatte løbes efter vand. Iversen stirrede med store, hjælpeløse, vandblaa øine og vilde efter doktor hvert øieblik. Elly og Milly sprang nedover jordet.

Snart efter kunde Per Krafft støttet af Rode gaa nedover.

Aa for en rædsom tur, tænkte Tilda, det er Ebbas skyld altsammen, det var hende, der fik ham op i skogen ogsaa –

Per Krafft vilde kjøre hjem straks. «Hvor er Annikken,» spurgte han.

Der kom hun med de lyse, alvorlige øine.

«Gud, hvor snild du var Annikken,» sagde han sagte.

«Du er vel ikke daarlig, Annikken,» sagde Maren Anne, hun syntes pludselig, at hun blev saa bleg.

«Ikke spor.»

«Hvor kjæk du er,» vedblev Maren Anne.

«Puh – nei.»

«Vil du kjøre med nedover,» spurgte Per.

«Ja hvis Maren Anne ogsaa vil,» sagde Annikken. De tre kjørte straks. Alle de andre vogne kom 62straks efter, det var ikke to timer siden, de havde kjørt opover under latter og moro.

Maren Anne sad stille, kastede bare af og til et blik paa Annikken.

Aa du stille, alvorlige Annikken Præstgaren, tænkte hun, du er nu basen alligevel du – du er ikke pen, det kan jeg godt se – men der findes ikke svig i dig, tror jeg –

Per sad med lukkede øine. En gang saa han paa Annikken og smilte. Men hun smilte ikke igjen, hun bare saa alvorlig paa ham.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.