Moro

17Det var eftermiddag. Stærkt solskin over lønnetræerne, men skygge bag huset paa den aabne, sandede plads.

Præstefruen sad bred og hyggelig ved det store stenbord og stoppede alle sine guttestrømper, med brillerne saa langt som muligt ude paa den lillebitte, tykke næse. Annikken havde ogsaa en lang strømpe trukket opover den ene arm, men Tilda laa i hængekøien og viftede sig med en Aftenpost.

«Jeg rører mig ikke i denne varme,» sagde Tilda, «aa gyng mig lidt Magna.»

«Gyng dig selv,» sagde Magna og stoppede fingrene i ørene for at kunne læse mere uforstyrret.

Myggene surrede i store flokke der høit oppe under det tætte løv, og luften dirrede af varme over hustaget.

En frisk ung pigestemme spurgte bag hjørnet:

«Er Tilda hjemme.»

Der kom de op paa gaardspladsen. To unge piger med røde, friske kinder, krøllet pandehaar og smaa næser.

18«Goddag, vil du være med paa en tur, Tilda, vi skulde spørge fra Iversen.»

Tilda, der ikke havde giddet røre sig, var sprunget op i en fart.

«Ja naturligvis, naar blev det bestemt?»

«Netop nu, vi traf Iversen, og saa er jo veiret saa vidunderligt.»

«Gid, saa knagende moro, du altid har,» sagde Magna og tog fingrene ud af ørene. «Vi maatte endelig skynde os, sa Iversen, – vi skal ro til Langeland og kanske danse der.»

Præstefruen tog brillerne af:

«Kan ikke Annikken ogsaa være med?»

«Jo da –, det kan hun vist.»

«Nei, nei, jeg vil ikke,» sagde Annikken.

«Jovist vil du –»

«Men er Annikken buden da,» spurgte Tilda.

«Hun – kan naturligvis – godt være med,» Elly Thue drog paa det.

«Hils fra mig dere,» sagde præstefruen afgjørende, «og spørg, om ikke Annikken ogsaa maa være med.»

Annikken havde kastet strømpen og var løbet ind i huset, moderen gik efter hende.

«Nei mor, jeg vil ikke være med paa naade,» sagde Annikken.

«Jo, Annikken, guldet,» sagde moderen, «nu skal du være med.»

«Ja men de har jo ikke bedt mig,» græd Annikken.

19«Puh, ja det er ogsaa noget at græde for, vær nu med, Annikken min, og glæd dig med de andre.»

«Ingen bryr sig om at ha mig med, og jeg vil ikke være saadan en atpaaslæng.»

Der kom Tilda, Elly og Milly; Annikken flygtede ud i kjøkkenet, for at de ikke skulde se, at hun græd.

«Annikken blir med,» sagde moderen paa sin rolige uomstødelige maade, «du skal ta dig af hende Tilda.»

«Jeg ved ikke, hvad du mener med, at jeg skal ta mig af hende,» sagde Tilda.

«Det ved du godt, naar du bare har villien til det.»

Moderen satte selv hatten paa Annikkens hoved:

«Se saa, guldet.»

Der gik de med Annikken midt imellem sig.

– Sol over torvet og de lave hvidmalte, velstelte huse rundt omkring, sol over de gamle haver, der laa lige ud i gaderne, hvor buksbomhækkene var ganske hvide af gadestøv og tørke.

Sol over de gamle brygger, over jagter og prammer og sjægter, der laa dernede i den lunkne, dovne sjø og svedede tjære.

Saalangt man saa opover laa gaderne folketomme i solstegen, husenes skygger tegnede sig skarpt mod de sandede, stille gader.

Nede ved bryggerne var det lidt mere liv. En politibetjent i hvid støvfrak og med stor mave, gamle mægler Tausen med rød næse og lang pibe i munden 20og nogen hundehvalper, som legede og boltrede sig og holdt paa at gaa lige lukt paa vandet.

Student Rode og Iversen var alt ved bryggen og stelte med sjægten. Student Rode var en høi, smal student med vakre øine, og et langt dvælende blik, men hans underlæbe hang noget slapt ukontrolleret ned paa hans hage. Iversen var en ældre kavaler, der altid optraadte i selskab med det alleryngste kuld af ungdom, der voksede op i byen. Han var lidt tunghørt og førladen; nu havde han taget plads nede i bryggetrappen og geleidede damerne ombord med en stor, blød, omhyggelig haand.

Elly, Milly og Tilda straalede og snakkede oppe paa bryggen. Karen Jensen, en blegfed, ung pige med hvide øienbryn, var ogsaa kommet med. De lo af alt. Først lo de af, at Mosling endda ikke var kommet, og da de fik se hans lille skikkelse oppe i gaden lo de af, at han kom. Mosling var en ven af Iversen, ogsaa en lidt ældre tørkomisk herre, der uundgaaelig hørte med paa alslags turer.

Annikken stod for sig selv, flammende rød i ansigtet med rødkantede øine, fordi hun havde grædt. Hatten sad lidt uklædelig paa skjæve paa det lyse, brede hoved.

Iversen læspede og hviskede til damerne efterhvert, som de steg i baaden.

«Jeg har tat min søster Annikken med, Iversen,» raabte Tilda lidt bryd.

Iversen misforstod og fik det mærkelig nok til, at hun ikke havde lyst paa denne tur.

21«Fy skam Dem,» læspede han hviskende.

Men Annikken havde hørt det, det flammede end stærkere op i hendes ansigt.

«Nei, jeg sa, at jeg har tat Annikken med,» brølte Tilda.

Annikken vred sig af fortvilelse. Aa om hun kunde løbe sin vei! Men kom hun hjem, saa blev bare mor vred –

«Glæder mig usigelig,» sagde Iversen, da han endelig forstod, «det er mig en stor ære, jeg tror, det er første gang, frøkenen gjør mig den fornøielse.»

Og den bløde haand trykkede Annikkens haand tæt.

«Alt andet end heldigt ydre,» tænkte Iversen, og smilede med store, vandblaa øine til Annikken.

I sidste øieblik, de holdt netop paa at støde fra land, kom Per Krafft løbende.

«Skal dere paa tur – og ingen har sagt mig til – jeg blir naturligvis med –»

Det skarpe, lille ansigt lyste.

«Vi blir for mange, gut,» raabte Rode.

«Nei da,» raabte Tilda og Elly i kor. De andre unge piger stemte ogsaa i med. «Vi er slet ikke for mange, Per kan godt være med.»

«Jeg repræsenterer ingen vægt at tale om i kilo,» sagde Per Krafft og hoppede bardus ned i baaden.

«Paa denne maaden ser det nærmest ud til at vi gaar nedenom og hjem hele kodiljen,» sagde Mosling.

22«Jeg skal gjøre nytte for mig og ro paa spræng,» sagde Per Krafft – «hvor gaar turen hen?»

Det var en liden, sorthaaret student, der studerede theologi. Naar de unge piger var alene sig imellem og kritiserede herrerne, sagde de altid, at Per Krafft saa ud som han lugtede paa den gyseligste gammelost. Forresten var det noget betydeligt og uberegneligt ved ham paa samme tid. Og det var noget i hans ansigt, der trods gammelostsnusingen ikke udelukkede muligheden af, at bispekorset engang kunde komme til at lyse paa hans bryst.

«At være bikje og sidde i forenden, kan jeg da ialfald,» sagde Per Krafft og satte sig paa baadripen.

«Nei her er udmærket rum,» raabte Tilda.

«All right,» sagde Iversen, og baaden gled udover i det blanke vand.

De unge piger havde faat placeret Annikken længst agter ved roret, indeklemt af alle de andre.andre.] rettet fra: andre (trykkfeil)

Den mest eftertragtede plads var paa midttoften, hvor man var herrerne nærmest. Der sad Iversen og Tilda.

«Ah, saa kan man igjen begynde at leve,» læspede Iversen, da luftningen fra sjøen viftede om dem længere ude.

«Lever De ikke paa landjorden, De da, Iversen,» smilede Tilda.

«Nei, jeg forsmægter,» hviskede Iversen med et dvælende blik.

Han belønnedes med en trillende latter af alle de unge piger.

23Tænk, at de kan synes, at det var saa morsomt sagt, tænkte Annikken og sad med et stort ubevægeligt ansigt.

Rode havde gjort forgjæves anstrengelser for at komme til at sidde ved siden af Tilda, men da Iversen vilde have den plads, det var jo hans baad, maatte han vige. Han sad nu bag hendes ryg og tilkjendegav sin nærværelse ved smaa ryk i hendes lange flette.

«Rode, nu skal De la være,» Tilda vendte sig med et straalende ansigt.

Det var rent en lettelse, naar Rode tog sin underlæbe op og snakkede. Da blev han formelig vakker.

«Jeg er jo nødt til at tilkjendegive min eksistens, ellers er det jo ingen, der tænker paa mig,» sagde Rode, og blev vakker.

«End jeg da,» sagde Mosling med en ynkelig stemme, «hvem tænker paa mig.»

«End jeg her i min dystre ensomhed da,» raabte Per Krafft paa baadripen.

«Du vilde jo selv sidde der,» raabte Tilda.

«Hur här är skönt,» læspede Iversen.

«Nei nu begynder han alt at tale svensk saa tidligt paa kvælden,» raabte Mosling, «gjem det far, saa har du noget til maaneskinnet ogsaa.»

Per Krafft saa ud, som han lugtede gammelost i høi grad.

«Forhindre da ikke manden i at bli elegisk,» raabte han.

24Iversen havde intet hørt og saa rundt med spør gende, vandblaa øine. Saa lo de af det.

«Hvor har du kjøbt den flotte hat, Iversen,» sagde Mosling.

«Nei,» sagde Iversen raskt. Han havde igjen misforstaaet, men troede, han dengang havde truffet det rigtige og saa sig veltilfreds omkring. Saa lo de i kor.

Blev der et øiebliks stilhed, sagde Iversen: «Nei nu faar du til Mosling.»

Og Mosling holdt det ene tøvede foredrag efter det andet, saa de brølte af latter.

«Sandelig min hat gjør vi Mosling til storthingsmand til høsten,» raabte Per Krafft, «et sligt herredømme over ordenes væld –»

«Pas dit eget væld, du far min,» sagde Mosling og gav Per Krafft et puf, saa han holdt paa at gaa baglænds ud i sjøen.

Saa lo de igjen. Baaden gled henunder i skyggen af fjeldet, der hvor vandet var klart og grønt, og den brune tang laa i store vaser.

Nei, at de kan le saadan af al ting, tænkte Annikken. Hun havde ikke opladt sin mund, siden de reiste fra bryggen.

«Lad os ro udenom skjærene,» raabte Tilda.

«Ro, ro til fiskeskjær,» sang Per Krafft.

Alle sang med, de friske unge stemmer bortover sjøen.

«Hvad er det, du sidder og funderer paa, Rode,» raabte Per – «slaa paa dine strenge og sjung med –»

25Rode hentede sin underlæbe dybt dernedenfra og smilede.

«Jeg synes, vi har det saa koselig.»

«Ja manden har ret, vi har det netop koselig,» læspede Iversen.

Derborte laa Langeland. En rødmalet gaard paa en stump grønt jorde, smaaheier og løvskov omkring, en stensat brygge ud i sjøen og et par baader.

Sjøen gik saa spillende frisk ind mod stranden, hævede den brune blæretang op og ned, op og ned og vaskede de rundslidte smaa heier.

Aarene blev lagt ind, og den hele baad fuld af ungdom skurede mod den primitive brygge. Oppe fra den rødmalte gaard drog en gammel kal sig langsomt nedover.

«Naa der har vi jo gamlingen i egen person,» raabte Mosling.

«Goddag Even Langeland, her er pent folk ude og reiser, ser De.»

Gamle Even var i buksesæler og blaa toplue med graa skjeggestubber og buskede øienbryn.

«Jeg ser det,» sagde gamle Even.

«Vi kan vel faa ligge oppe paa jordet dit en stund, komme ind i stuen din ogsaa kanske og hvile os lidt?»

«Jo det var vel raad til det, naar de vilde tækkes med bondestel saa.»

«Du din gamle lurifas,» sagde Mosling og slog ham paa skulderen, «du har flere penge paa kistebunden end hele skokken af os tilsammen.»

26«He, he,» lo Even i sine graa skjeggestubber.

Even Langelands søn var skipper og for tilsjøs, sønnekonen og gamle Even styrede saa gaarden hjemme.

«Her slaar vi os ned,» raabte Per Krafft oppe i et lidet bakkeheld, hvor græsset var lyst som en dag i mai.

«Kan vi faa bragt melk hidop, Even.

«Ja det var vel raad til det,» sagde Even og stabbede ivei opover mod huset.

Der slog de sig ned.

Tildas lyse kjole laa bortover græsset. Per Krafft støttede albuerne paa den med hagen i hænderne og laa og stirrede paa Tilda.

Han havde det i rykkevis med alting. Nu saa han ikke andre end Tilda. Hele verden var bare luft forresten. Tilda straalede og snakkede og var vakker. Mosling vilde have hans plads, men Per Krafft protesterede:

«Jeg kjæmper som en løve,» raabte han.

Tilda rødmede, men smilede endda mere. Per er forelsket i Tilda, tænkte Annikken, det kan jeg godt se.

Elly laa med hænderne under hovedet og blev viftet af Iversen med en tom kagepose. Karen Jensen knyttede lykkestraa med Mosling. Ingen tog notits af Annikken, men hendes øine lyste.

For dette var igrunden snodigt, saa friskt og saa deiligt.

27Pludselig vendte Per Krafft sig helt om mod Annikken.

«Du er saa stille du –,» sagde han skjælmsk.

«Ja.» Annikken blev lidt rød.

«Hvorfor er du nu egentlig det.

«Jo for jeg er saadan,» sagde Annikken alvorlig.

Han saa hende ind i øinene:

«Jeg er ogsaa saadan,» sagde han, øinene smilede fremdeles.

«Nei det er du slet ikke,» sagde Annikken. Hun huskede ham nok fra kjelkebakkerne for en to tre aar siden, da Annikkens fader flyttede til byen. Siden havde han fordetmeste været i Kristiania.

«Jeg taler blot med den største overvindelse,» fortsatte det smilende ansigt.

Han gjør bare nar af mig, tænkte Annikken og saa alvorlig paa ham.

«Tror du ikke, jeg mener, hvad jeg siger.»

«Nei,» sagde Annikken kort.

Han stirrede hende et par sekunder ind i øinene.

«Du er noget for dig selv, du,» sagde han let.

Straks efter vendte han sig rundt til de andre, talte og lo, vrængede med ord og holdt latteren oppe.

Gamle Even kom stabbende nedover med en stor bolle melk. Den ene skidne tommelfinger holdt han troværdig dybt nede i melken.

«Nektar og Ambrosia,» raabte Per Krafft, «serveret paa den delikateste maade, du Even, du Even du perle blandt mandkjøn –»

«Nei lad os ikke ligge her og være saa træge,» 28raabte Milly, som ingen for øieblikket tog nogen videre notis af – «lad os lege: Enkemand sidste par ud.»

Mosling var enkemand, og Annikken og tykke Karen Jensen blev et par. Da der blev raabt: Sidste par ud løb Annikken alt, hvad hun orkede, hun tænkte sig ikke andet, end at Karen ogsaa skulde løbe; men denne havde ladt sig meget letvindt fange af Mosling, og langt nede paa jordet stod Annikken mutters alene.

«Det var fusk det,» sagde hun alvorlig til Karen, da hun kom op til de andre igjen.

«Fusk, ha, ha,» de storlo allesammen.

Næste gang Annikken skulde løbe, var Annikken og Tilda kommet sammen. Rode var enkemand. Han lagde end ikke det ringeste skjul paa, at det var Tilda, han vilde fange, og kastede ikke et blik efter Annikken engang.

Tilda og Rode sprang nedover paa kryds og tvers, lo og braastansed, sprang igjen, hiksted af bare latter.

Annikken stod som en støtte langt oppe ved siden af de andre.

«Men saa løb da, Annikken og mød hende,» raabte de andre.

«Nei.»

«Kjære, hvorfor vil du ikke?»

«Hun vil jo netop, at han skal fange hende,» sagde Annikken, «dere kan da vel se det.»

De lo allesammen.

29«De er rar, De,» hviskede Iversen.

Per Krafft var enkemand. Det var atter Annikken og Tilda.

Ingen bryr sig om at løbe efter mig, tænkte Annikken, sandelig min hat, om jeg vil løbe heller.

Der var Per Krafft lige efter hende. Annikken vendte sig forbauset om. «Nei Tilda løber jo der,» sagde hun med det alvorlige ansigt.

«Tænker du ikke, jeg har øine i hovedet du, nei, det er dig, jeg vil fange.»

Annikken sprang som for livet. Det var da mærkeligt, at han vilde løbe efter hende. Men det var lidt morsomt ogsaa. Og hun løb.

Men Per Krafft var lige i hælene paa hende.

«Du løber jo, som jeg vilde myrde dig,» sagde han.

«Ja det skal man jo,» sagde hun, da han havde fanget hende.

«Skal man det,» sagde han igjen med sine skjælmske øine.

«Ja,» sagde Annikken troskyldig.

Men det var alligevel morsomt, at han havde løbet saadan efter hende.

Siden blev der drukket kaffe inde i Even Langelands lave stue, hvor der hang skuder for fulde seil langs alle vægge, og rare konkylier, der var hjemført fra de varme lande, laa til stas allevegne.

Saa kom maanen op gyldengul bag furutræerne ind mod land.

De maatte tænke paa hjemturen. Og sjøen laa saa blød og saa stille, men tæt indved land, hvor 30furutræerne skyggede, var sjøen sort og hemmelighedsfuld, og alle omrids var saa dunkle og udviskede. Men midtfjords glimtede maanestriben.

Og de havde punsch, og der blev drukket og leet. Saa var der en, der sagde:

«Aa for en aften –»

«Ja har dere seet noget saa vidunderligt – vi er i eventyrland.»

«Vast roet der forud,» læspede Iversen, «slig en aften faar vi aldrig igjen.»

Aarene blev dyppet stille og blødt, og saa sang de:

«Vi skilles ved en planke fra vor grav –»

Men ikke en eneste en af dem alle tænkte hverken paa planken eller graven.

Det blev kjøligere. Sjøen skvulpede saa let under baaden.

«Vast lidt der forud,» raabte Iversen igjen, «vi vil ikke iland ikvæld.»

Annikken havde sin gamle plads agter, indeklemt mellem alle de andre. Tilda havde ligesom tabt humøret, sad og stirrede ret ned i sjøen. Per Krafft laa i forenden og nynnede noget uforstaaeligt dæmpet noget.

Den vidunderlige bløde sommernat derude mellem skjærene.

Endelig kom de til land. I skyggen af træerne opigjennem de smaa gader var der dobbelt stille, som noget lønligt, forhekset.

Men bag de smaa vinduer med de nedrullede 31gardiner vendte folk sig i sine senge, naar de hørte de friske, unge stemmer derude i nattestilheden.

«Nogen af de fine, der har været paa tur igjen, det er maade paa ogsaa, slig er de ude hver eneste kvæld.»

Og saa sov byen igjen under de store lønnetræer.

Men idetsamme, de skulde lægge sig, sagde Tilda saadan løst henkastet:

«Uf den Per Krafft. Han løb efter dig i enkemandslegen bare for at ærte mig, det var noget, vi havde væddet om.»

«Jasaa,» sagde Annikken.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.