Annikken Præstgaren

av Dikken Zwilgmeyer

Oppe paa Movig

79Aften efter aften gik Annikken alene op paa heien, satte sig med armene foldet om knæerne og saa udover.

Det var sandt, som Lina Græsvig havde sagt den første aften, hun traf hende, at alting blev saa lidet i verden, naar man havde seet en dø!

Og saadan som menneskene strævede og kavede og sørgede for alt. Om en liden stund skulde vi jo dø allesammen!

Alt det Maren Anne fortalte om store mænd og kvinder ude i verden, hvad de tænkte og gjorde – det var nok moro – men de skulde jo dø de ogsaa!

Det gjælder bare, havde faderen engang sagt, at læse godt paa leksen sin her paa jorden, saa vi kan blive flyttet op i en høiere klasse!

Hvad er min lekse, tænkte Annikken med sine seksten aar.

Hun sad længe og saa udover, saa sagde hun næsten høit for sig selv deroppe under himmelen: «Jeg tror, det er at være snild.»

80Hun nikkede paa hovedet flere gange: «Ja – at være god,» sagde hun igjen.

Hun nævnte aldrig til nogen, ikke engang til Maren Anne, det hun gik og tænkte paa om dagen. Men om Lina Græsvig talte hun ikke mere.

Nei det var saa leit, at nogen skulde vide, hvad hun tænkte paa. Det maatte aldrig, aldrig nogen vide, undtagen Lina Græsvig, og hun havde jo gaaet den underlige ukjendte vei og kom aldrig igjen.

«Annikken overvandt snart sorgen over Lina Græsvig,» sagde moderen.

«Ja hun er jo bare barnet,» sagde faderen.

– Men hver dag var alle de unge sammen, som de pleiede, spillede kroket, roede og seilede. Annikken var altid med i sin storrudede kjole.

Per Krafft var blevet saa underlig mod hende, siden den dag, hun havde suget ud ormebiddet. Han talte ikke og spøgte med hende som før, fordi hun var saa stille, men alligevel var det ligesom, han altid vidste, at hun var tilstede.

Pyt, tænkte Annikken, han kan være, som han vil for mig. Da kom det trodsige frem i hendes ansigt.

Ebba og Per Krafft var nu helt optaget af hinanden. To–tre gange havde de listet sig ud og seilede alene i timevis, og naar de var ude og spadserede i flok og følge, fik Ebba altid den pludseligste lyst til at løbe op paa alle de udsigter og heier, hun kunde øine. Og Per Krafft løb efter. Saadan holdt de det gaaende dag efter dag.

81Ude blandt veninderne var Tilda forceret lystig og gjorde nar af de to, der skulde op paa alle udsigtspunkter; men hjemme var hun stille, broderede paa spræng og spillede salmer. Men til noget egentligt udbrud var det ikke kommet mellem Tilda og Ebba.

– Saa skulde der en dag gaa en skude af stabelen oppe paa Movig. Der skulde gaa et dampskib derop om formiddagen, og hele ungdommen havde aftalt, at de vilde være med.

Gjennem det speilglatte vand skar det lille dampskibs skarpe boug henimod de grønne, skraanende jorder, hvor Movig laa. Der var fuldt af parasoller ombord, røde og hvide, og skolebarn, der hang udover rælingen og raabte hurra. Hele forenden af skibet var fuldpakket af folk.

Et stykke oppe paa jordet laa gaarden. Rødmalet og gammel med vinduer lige under tagkjægget. Udover tunet var der sat store borde med hvide duge og kaffestel. Folk gik til og fra, det myldrede opigjennem det store jorde. Længst nede ved fjorden laa saa skibsværftet. Det høie, ferdige skrog stod der og lyste. De var alt begyndt at hugge støtterne. De skarpe, høie hug klang udover; folk sad i flisehaugene og rundt paa heierne.

Og vestenvinden vifted, og harelab og smørblomster nikkede i vinden.

Mægler Tausen var en af rederne, han var i klædesfrak uden pibe og saa generet og trykket ud. Madame Tausen var der ogsaa med parasol, hatten 82paa skjeve, og det ene øie knebet igjen. Det var hendes vane, naar hun iagttog noget nøie.

«Ja saa, piskedød, kommer her ikke fler folk, end vi har kaffe og søsterkage til,» tænkte madame Tausen med sit ene igjenknebne øie – «forsyne mig, er ikke bager Halvorsen ogsaa her, jeg troede han laa for døden, jeg, men naar det er noget at rende efter, stod folk gjerne op af graven.»

«Tausen,» raabte hun høit, «du vil da vel ikke staa ombord, naar skuta gaar.»

Han var begyndt at drage sig saa smaat nedover.

«Ja, det er jo skikken,» sagde Tausen paa sin betænkte maade.

«Skik mig hid og skik mig did,» sagde madame Tausen, «du er for gammel og tyk Tausen, til at krybe op den bratte ledderen, og det kan inte nytte at ville være ung, naar en inte er det Tausen –»

Tausen maatte sætte sig paa et schawl paa flade marken ved sin kones side.

«Men sidder du her, Tausen,» sagde kjøbmand Tobiesen i forbifarten, «skal du ikke staa ombord, naar skuta gaar?»

«Nei han skal inte det,» tog madame Tausen ordet, «og De skal inte komme her og forlokke ham, jeg holdt inte ud at sidde her og se den tykke manden klavre op ad det høie skibet det var bedre, jeg gik selv da –»

«Ja, De som er saa ung og letvindt, madame Tausen,» sagde Tobiesen.

83«Aa pas de skjeve bena Deres selv, De,» raabte madame Tausen efter ham.

Der kom hele flokken af ungdom opover jordet. Lyse kjoler, snak og latter.

Madame Tausen kneb det ene øie dygtig igjen:

«Har du seet saadan som de unge damerne steller haaret sit til nu for tiden, Tausen, hvorfor greier de det ikke ligesaagodt frem for hele fjæset, Tausen?»

Det var et vanskeligt spørgsmaal for Tausen at besvare, der han sad paa schawlet.

«De kunde vel ikke se da,» sagde han tilslut.

«Aa du da – men jeg bare spør jeg, om inte Per er basen af dem alle – Tausen?»

«Han er ikke værst,» sagde Tausen.

«Jeg skulde mene det,» sagde madame Tausen, «se hvor letvindt han er, akkurat som jeg skulde se mig selv – og allesammen vil de ha fat paa ham, kan du vel se, det er gut det, og ham kan du takke mig for, Tausen –»

«Javel,» sagde Tausen.

«Der er Annikken ogsaa,» vedblev madame Tausen, «du ser den brede, hun som gaar alene, Præst-Annikken, Tausen.»

«Jeg kjender a nok,» sagde Tausen.

«Det var hende, som reddet Per, da han blev bidt af hugormen.»

«Ja, det var jo det.»

«Hvis hun og Per kunde bli et par, skulde jeg lægge mig rolig i graven, rigtig inderlig rolig skulde 84jeg ligge, ellers kommer jeg igjen og klyper dere allesammen,» sluttede madame Tausen.

Tausen spyttede i græsset, men sagde ingenting.

«Ja, du spytter du, men jeg har nu ret alligevel jeg. For naar du spytter slig, ved jeg godt, hvad du mener – du mener, det er noget tøv, det jeg sidder og siger, men jeg vil bare spørge dig om, hvorledes det havde gaaet dig, hvis du ikke havde havt slig forstandig kone –»

– Alle de unge herrer vilde staa ombord, de unge piger havde leiret sig oppe paa en hei i flok og følge. Der var mange smaapiger ogsaa, som syntes, det var kjækt at være med de ældre, allesammen lo og snakkede.

Paa hele opturen med dampskibet havde Ebba holdt Per Krafft og Rode borte i det alleryderste af forenden, medens alle de andre havde opholdt sig agterud.

De unge piger havde skumlet sig imellem noget ganske enormt. De havde igrunden ikke talt om andet hele turen.

«Det er det værste, jeg har oplevet.» havde Elly sagt.

«Ja det er i den grad,» sagde Milly.

«Tænk saadan er damerne ude i verden,» sagde Karen Jensen med hvide øienbryn.

«Jeg anede ikke,» at der fandtes saadant koketteri, jeg dere,» sagde Elly og saa rundt paa de andre, «gjorde dere?»

85«Tænk, jeg er virkelig skamfuld over, at hun er min kusine,» sagde Tilda.

«Det forstaar jeg saa udmærket,» sagde Milly.

«Igrunden bryr ikke herrer sig om den slags damer,» sagde Elly, «det har jeg altid hørt.»

«Ja – mon det?» sagde Tilda tvilende.

«De gifter sig ikke med saadanne ialfald,» sagde Elly overlegent.

«Josaamænd gjør de saa,» sagde Karen Jensen.

– Nu sad de der allesammen, Ebba var ogsaa kommet til og skulde se skibet gaa.

«I det øieblik, skibet begynder at glide, lukker jeg altid øinene,» sagde Tilda, «saa igrunden har jeg aldrig rigtig seet et skib gaa af stabelen.»

«Jeg troede ikke, du var saa ræd af dig,» sagde Ebba ligesom spydig.

Det lille ord bragte Tildas indelukkede ærgrelse og vrede til at flyde over.

«Aa nei, jeg er ikke saa ræd, at jeg skriger, naar jeg har faat en fisk paa krogen, som visse andre,» sagde Tilda.

Ebba havde nemlig skreget i vilden sky ved den første fisk, hun havde fisket.

«Isch kokette damer,» sagde Elly Thue halvhøit.

»Hvad var det, du sagde, Elly Thue,» spurgte Ebba skarpt.

«Jeg sagde, at kokette damer var til at faa kvalme af,» sagde Elly modig.

«Er det mig, den er adresseret til,» spurgte Ebba overlegent.

86«Den for tage den, som føler sig truffet,» sagde Elly kjapt.

«Ha, ha, hi, hi,» lo Milly og Karen og Tilda.

«Puh, dere skal ligesom være saa uskyldige,» sagde Ebba, «og saa er dere akkurat ligedan allesammen.»

«Nei ved du hvad –»

«Nei ved du hvad –»

Nei den var god –»

«Nei tak, mor, dertil sætter vi os for høit selv,» sagde Karen Jensen umaadelig ophøiet.

«Ha ha,» lo Ebba, «tror dere, det var andet end koketteri f. eks., at Annikken sugede ud det ormbid dengang?»

Annikken havde siddet lidt for sig selv. Hun saa forbauset op.

«Hvad sagde du Ebba,» spurgte hun.

«Jeg sagde bare, at du var indtaget i Per Krafft, og derfor sugede du ud det ormbiddet.»

Det flammede op i Annikkens ansigt, men ikke et ord kom over hendes læber.

«Ja jeg synes, det var ganske naturlig, om du var det,» vedblev Ebba, «men du kan ligesaa gjerne indrømme, Annikken, at det var af den grund.»

Ebba havde ikke engang talt ud, før et susende ørefig fra Annikkens brede haand sad paa hendes fine kind.

«Det – det – det er skam,» stammede Annikken blodigrød i ansigtet.

87«Fy, Ebba,» sagde Tilda, «det er rigtignok skam af dig at sige.»

Ebba havde reist sig. «Det er skandaløst at blive behandlet saadan, jeg vil reise straks –»

«Hurra,» brølte de rundtom. Der gik skibet, dukkede dybt, duvede op igjen –

«Hurra,» rundt paa alle heier og ombord.

Flaget ombord viftede i vestenvinden.

Et eneste øieblik saa alle de unge piger paa skibet, saa var de igjen optaget af sit. Maren Anne var kommet til, de fortalte i munden paa hinanden alle. Maren Anne rettede sit hoved endnu høiere.

«Det var isandhed lumpent,» sagde hun stolt.

Ebba var løbet ned til stranden, for at faa fat paa Per Krafft, straks han roede iland fra skibet.

Kaffescenen var begyndt, det var et rend og en trængsel oppe ved bordet. Piger med store bretter balancerede sig frem, folk havde leiret sig op igjennem trappen til huset og stængte veien, og rundt omkring allevegne. Latter og snak, sommersol og vestenvind, stærk kaffe og søsterkage –

«Skuta gik inderlig pent, men nu vil jeg ha kaffe,» sagde madame Tausen.

Hun fik sig fat i en stol, tog hatten af og plantede sig lige ved kaffekjedlen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Annikken Præstgaren

Annikken Præstgaren kom første gang ut i 1900. Boken handler om 16 år gamle Annikken, som synes overgangen fra barn til voksen er vanskelig.

Annikken har vokst opp i en liten by på sørlandskysten. Hun og søskenflokken har hatt en fri og lykkelig barndom, med mye lek og moro. Men hun oppdager at voksenlivet som hun snart skal inn i setter nye krav og forventninger til henne, og hun stritter i mot så godt det går. Annikken ønsker å være seg selv, og blir derfor ofte kalt «rar», men mange setter pris på hennes snillhet og modighet.

Les mer..

Om Dikken Zwilgmeyer

Dikken Zwilgmeyer er en av de forfatterne som har bidratt mest til en moderne norsk barnelitteratur. Hun brakte norsk samtidsmiljø og gjenkjennelige norske barn inn i litteraturen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.