Per Kraffts hjem

63Per Krafft var en brorsøn af gamle madame Tausen og havde været som barn i hendes hus, siden han var ganske liden. Madame Tausen havde rigtignok ogsaa en mand, som var mægler, men han tænkte aldrig nogen noget videre paa. Det var ubetinget madame Tausen, der var hovedpersonen.

Og det uagtet hun intetsomhelst gjorde for at stikke sig frem. Det hele kom blot af, at hun var komplet sig selv og ikke bøiede af for nogen eller noget.

Styg var hun. Tyk og bred, vagged i hofterne, naar hun gik, lidt rødsprængt i kinderne og alt andet end propert paaklædt. Hun gik med strikketørklæde paa gaden og helst uden hat, men med parasol.

«Hatten trykker,» sagde madame Tausen, «men parasollen lufter.» Ikke fordi hun havde nok kisteklæder ogsaa og kunde optræde i plydses kaabe og med blomster paa hatten.

Men det var ligesom ikke den rigtige madame Tausen.

64For den rigtige madame Tausen maatte helst staa og male sit havestakit, eller spade op sin have, akkurat med en arbeidsmands lag. Eller være politi i gaden ligeoverfor drukne sjøfolk og uskikkelige unger.

De var ligesaa ræd for madame Tausen som for selve politibetjent Weiby.

Mægleren gik med rød næse og tuslede med lang pibe. Han talte ikke meget, og det behøvede han jo heller ikke.

«Han er snild og lydig,» sagde madame Tausen om sin mand, «naar jeg siger noget, saa gjør han det straks – rød næse har han, men det er mange bra folk, der har det.»

De boede i det gamle graa hus med karnapperne og den rare snirklede indgangsdør oppe i byens hovedgade. Den gammeldagse have fulgte gaden et stykke, der var et lysthus af tralleværk, og aurikler og abrod og porcelænsblomster og mange andre gammeldagse urter.

Inde i huset var der filletepper gjennem gangene, et mægtigt gammelt slaguhr i forstuen, og en vis frisk renslig duft af kamfer over det hele hus.

I dette hjem var Per Krafft vokset op. Mægler Tausen og kone var velstaaende, efter smaabyforhold rige folk. De havde selv ingen barn, og da Per Krafft var blevet faderløs i to–tre aars alderen, var tanten kommet reisende og havde taget ham uden videre.

Moderen havde gjort nogen indvendinger:

«Tag fornuften fangen,» sagde madame Tausen, 65«kan du ønske ham noget bedre end at komme til Tausen og mig.»

Og moderen havde taget fornuften fangen, hun havde ogsaa havt flere barn, og Per Krafft var fulgt med tanten.

Her udviklede han sig aar efter aar under tantens stærke haand. De lignede hinanden i meget, og der var et stærkt hengivenhedsbaand mellem dem.

Bare det, at andre gutter vilde generet sig, naar de havde seet tanten gribe haandfast ind i gadens ydre liv – ruske drukne sjøfolk i skulderen – for den sags skyld var saamænd madame Tausen kone for at følge dem lige paa raadstuen, om det kneb – bare heri lignede Per Krafft ikke andre gutter.

Alt med tante Tausen morede ham. Han syntes, det var den største komedie af verden, naar hun rigtig holdt en dommedagspræken fra sit vindu over en eller anden synder ude paa gaden. Da sparede hun ikke paa kraftudtrykkene, tante Tausen.

Sandt at sige remenerede hun ogsaa ofte over sin stilfærdige mand.

«Han er møe bra, sagde jeg andet, saa løi jeg, her jeg sidder en synder for Vorherre, men naar en mand ikke gjør andet end suger paa en pibe aarelangs, saa er det ligesom en taber taalmodigheden – den som skal se paa det – staar jeg ikke her for hele sulamitten udendørs og indendørs, et stakkars kvindfolk –»

Og det stakkars kvindfolk tog sig en sviptur op 66paa taget for at gjennemhegle en blikkenslagersvend, der arbeidede paa tagrenden:

«Saa’n skal det være, far min, og saa’n og saa’n – og gjør du ikke likere arbeide, kan du gaa der, du kom ifra.»

Men naar hun saa kom ind i stuen, var hun henne og klappede Tausen i sofahjørnet.

Da Per Krafft var smaagut, havde han en ligesaa stærk position mellem kameraterne som tanten paa sin maade. Den lille, iltre gut med det misfornøiede træk ved næsen og den lille, spænstige krop var ikke grei at binde an med. Det, som de smaa brune næver ikke magtede, det greiede den skarpe tunge. Kamerater havde han overalt og venner ogsaa, men egentlig saadan en snild gut var han ikke. En vidste aldrig, hvor man havde ham.

Det samme præg beholdt han nu, han var blevet voksen og nitten aar gammel. Uvorren fremforalt, med stor lystighed, men ogsaa anfald af melankoli og mistro, som gjorde ham vrang og skarp.

Og alligevel behøvede han bare at smile, saa likte folk ham. Han havde gaat som en seiersgang de nitten aar, han havde levet, trods det, at næsen saa ud som den lugtede gammelost.

Madame Tausen var stolt af sin brorsøn, aabenlys stolt, hun skjulte det ikke for noget menneske. Artium og anden eksamen klarte han med glans.

«Præst skal han bli, saasandt jeg heder Maren Tausen,» havde hun sagt, da hun tog ham i to–tre aars alderen. Og dermed blev det. Det stak maaske 67heller en advokat eller en politiker i ham, men tante Tausen havde sagt sit veto, og ingen satte sig op mod det.

Inde i Kristiania var han oppe i det med den mest moderne ungdom, men hjemme hos tante Tausen spikkede han fliser, huggede ved og sad paa kjøkkenbænken, spiste munker og fortalte skrøner og udmalede, hvorledes kjæresten hans skulde være.

«Gyldenrødt haar skal hun ha, tante Tausen, som hænger fremfor hele ansigtet næsten, slank som lillie –»

«Naa jasaa naa,» sagde tante Tausen tørt.

«Vild som skovkat,» vedblev Per Krafft.

«Jasaa naa – skal hun klore ogsaa?»

Per Krafft overhørte det sidste spørgsmaal.

«Sjøgrøn kjole og guldbelte,» forsatte Per.

«Ja det siger jeg Per,» afbrød tanten ham, «at kommer du hjem med en af disse med haaret frem for ansigtet og smale som en tarm, ja saa piskedød blir jeg saa slem saa –»

Det var om aftenen, samme dag Per var blevet bidt af hugormen. Han var kommet hjem, og doktoren havde været der.

«Det var sgu kjækt gjort at suge ud det saaret,» sagde doktoren.

«Hende vil jeg se,» befalede madame Tausen, «du skal faa hende hid Per –»

«Du har seet hende hundrede gange,» sagde Per.

«Ja jeg ved godt, at hun er styg,» sagde tante 68Tausen, «men jeg vil ta hende i handa og takke hende Per – du takkede vel pent Per –»

«Jeg ved ikke,» han stirred ud for sig, «kanske gjorde jeg det ikke med ord.»

Det drog ud, inden madame Tausen fik tale med Annikken. Det var ligesom Per var sky og ikke vilde bede hende. Saa kom der en dag et brev op i præstegaarden til Annikken.

«Kjære frøken.
Jeg er bare en gammel kone, men endda har jeg ligesom et hjerte, og det hjertet siger mig, at du er guld fremfor andre, og det var ikke andet, end at jeg vilde takke for Per, min skyldige tak, og liker du munker, saa kom ieftermiddag.
Madame Tausen.»

Da Annikken fik dette brev blev hun saa generet, at hun ikke var at formaa til at gaa derned alene.

Ja hvis Maren Anne vilde følge hende saa –.

Men Maren Anne fulgte hende blot til den gamle snirklede indgangsdør og puffede hende ind, og der stod madame Tausen og tog imod hende.

Der kom Per Krafft ogsaa. Annikken havde aldrig seet ham saa underlig generet før.

«Og denne vesla er det, jeg kan takke for gutten min,» sagde madame Tausen og lagde en bred haand paa hver af Annikkens skuldre, «du er en grepa jente er du, der du staar, Vorherre sender slike imellem – her har du handa til tak.»

69Saa maatte Annikken smile, og saa spiste de munker og syltetøi. Men Annikken talte ikke stort, det var madame Tausen, der holdt samtalen vedlige.

«Det var pige for dig det Per,» sagde tante Tausen, med det samme Annikken var forsvundet gjennem døren.

«Ja synes du ikke, hun lignede mit ideal, tante Tausen,» sagde Per, «du ved slanke lemmer i sjøgrøn silke –»

«Aa hold munden,» sagde tante Tausen.

De saa begge efter Annikken, der gik tvert over gaden. Hun havde en storrudet kjole paa, der gjorde hende endda bredere.

«Det er natur der,» sagde madame Tausen.

Det var altid det største, madame Tausen kunde sige om et menneske.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.