Annikken Præstgaren

av Dikken Zwilgmeyer

Slutning

123Tiden var gaaet sin gang dernede i den lille by mellem de graa heier. Havet havde dundret i vinterstormene, kastet taarnhøie skumsprøit over de yderste skjær og stormen revet i de store lønnetræer rundt Annikkens hjem, saa de klagede og vred sig, medens de smaa gader var endda tommere for folk end ellers, og alle skipperkonerne, og de, der havde nogen paa havet, vandrede oppe om nætterne og saa paa sjøen, naar den rasede som værst.

Naar vestenvinden blæste, og solen skinnede, vandrede Elly og Milly og Karen og alle de andre unge piger arm i arm rundt i de smaa gader, stængte veien, saa mange gik de i bredden og lukkede bare øienlaagene igjen, naar nogen hilste paa dem. Men sig imellem havde de megen moro med hvisk og tisk og store hemmeligheder, og mange kokette øiekast blev kastet ind til handelsbetjentene, der kikkede efter dem mellem de sirlig foldede tøier og bundter af skinnende galoscher i butiksvinduerne.

Tilda var kommet til Kristiania for at lære noget 124og se sig om ude i verden. Svend var ogsaa kommet derind paa skole. Præsten havde ondt for at klare de store udgifter, sukkede ofte og stirrede langt ud for sig med det lange, vemodige ansigt.

Moderen gik bred og tryg: «Det klarer sig nok, far, tag dig ikke nær af det.»

Der var stille og lyst i de store stuer, gutterne og Magna tegnede hoveder i de gamle, afslidte vinduskarmer i barneværelserne og spikkede i dem ogsaa – bare for at prøve knivene – og sloges i spisestuen, luggede hinanden, og var lige gode venner to sekunder efter.

Men aldrig i faderens nærværelse. Der var der altid ro. Det var som en luftning af noget stille, godt, der altid fulgte ham. Inderst inde i de viltre, vilde barn var der altid et saart punkt for faderen. De stod paa vagt som en mur, naar det var noget, der gjaldt ham, naar nogen havde smilet af hans underlige væsen, eller bare trukket paa skuldrene.

Annikken især, da kunde det flamme op i de lyse øine, og der rørte sig noget for hendes bryst, som noget levende.

Hun var endda hjemme, turen til at komme ud, var endda ikke rukket saa langt som til hende. Annikken spekulerede undertiden paa, om den ogsaa nogengang vilde komme.

Erik og Nils voksede til og maatte jo ud og lære noget. Og mor trængte ogsaa nogen til at være hjemme og hjælpe hende i det store hus.

125Maren Anne havde skrevet og skrevet om, at Annikken maatte faa komme ud, se livet og lære.

Da havde faderen klappet hende paa hovedet:

«Ja ja, Annikken, det blir nok en raad –»

Annikken svælgte noget tykt i halsen, og kunde ikke se op.

Igrunden var det jo skam af hende, at hun gik saadan og længtes ud. Hun havde jo et deiligt hjem. I og for sig var det ikke egentlig det at komme ud heller, Annikken længtes efter. Det var blot for at lære og blive nyttig.

Naar saa moderen en dag kunde sige: «Hvorledes skulde jeg hjælpe mig uden dig, Annikken.»

Saa følte Annikken sig lykkelig, til atter de saare tanker kom tilbage.

Per Krafft havde blot en gang været hjemme siden hin sommer. Annikken havde glædet sig til, han skulde komme. Hun regnede: Nu er det fire og tre og to uger, til han kommer. Saa blev det bare en dag, og saa kom han.

Den første gang Annikken saa ham, vendte hun lynsnart om og pilede opover en anden gade. For det var saa forferdelig leit at møde ham.

Den næste gang, hun traf ham, kunde hun ikke se sikkert paa ham. For han var saa smilende i øinene og saa længe paa hende.

«Saadan er det altsaa, du ser ud,» sagde han, «jeg kunde ikke faa fat paa dit ansigt, naar jeg tænkte paa dig.»

126Aa, at han havde tænkt paa hende, og tænk, at han havde sagt det!

Annikken straalede. Om aftenen havde hun fremme den store ring med den blaa sten. Hun satte den paa fingeren og havde den paa, medens hun klædte sig af. Hun brugte den ellers aldrig. En gang, hun havde den paa, havde Elly og Milly og Tilda leet og ærtet hende.

Dagen efter kom den ikke paa, men blev lagt i rød bomuld inderst i hendes skuffe.

«Hvorfor bruger du ikke ringen, Annikken,» sagde saa Per Krafft en dag.

«Aa –»

Han gjentog sit spørgsmaal, ivrig, han vilde vide det.

«Det passer mig ikke at gaa med ring.»

«For noget tøv, skal jeg tage den igjen kanske?»

«Nei,» sagde hun og smilte. Saa kunde hun igjen se ham lige ind i øinene.

Han var anderledes mod hende end mod de andre unge piger. Han holdt aldrig skøi med hende.

«Det er blot, fordi jeg ikke er morsom,» tænkte Annikken mismodig.

Men han søgte hendes selskab alligevel, laante hende bøger, og da han reiste den gang, bad han om hendes billede.

Annikken blev blodrød. Aa – hun havde bare et grusomt et, fra før hun blev konfirmeret, med stramt haar og en liden flette.

«Lad mig bare faa det, sagde Per Krafft. Da 127Annikken saa, at han lagde det gamle barnebillede i sin tegnebog, kom der en saadan underlig tryg følelse over hende.

«Tænk, jeg tror, han liker mig,» hviskede hun sagte til sig selv, naar hun gik alene oppe i heien.

Men da maatte hun være rigtig, rigtig langt fra folk.

En stund efter han var reist, sendte han hende sit billede igjen med sit skarpe, kloge ansigt og de smilende øine.

Det blev lagt inderst i Annikkens skuffe sammen med ringen i den røde bomuld.

Men naar de unge piger var sammen og spillede femkort om herrer, og det var Annikkens tur, raabte de alle i kor:

«Per Krafft – Per Krafft.»

Men altid med latter, ligesom de undrede sig og gjorde nar.

Annikken blev rød og saa saa underlig generet paa dem alle.

– Saa var det en dag i slutten af september. Det havde sat ind med regn, den ene dag efter den anden det samme tungsindige veir, skyerne hang lavt og regnet silede ned i skraa strømme.

Der skulde bestilles nogen æbler paa en gaard, der laa lidt op i fjorden. Men naar man gik over heierne, var det kun et ganske kort stykke at ro.

Annikken bad om at faa ro afsted. «Jeg længes efter at komme ud og røre armene mine,» sagde hun.

128«Ja, ja da,» sagde moderen, «men kom hjem, før det mørkner.»

– Men den aften mørknede aldrig for Annikken Præstgaren.

Hun blev borte paa sjøen paa det lille stykke vei over til Vasviggaardene. Det var sjø, men ikke noget at tale om. Omtrent midtfjords fik hun se en liden fillepram, der arbeidede sig op mod sjøerne længer ude. Der var en kone og et barn i prammen, og det saa ud, som de ikke godt kunde klare sig. Annikken holdt ned mod dem. De raabte, da hun kom nærmere. Prammen var halvfuld af vand, og de havde en stor bør med flis agter, og konen orkede ikke at ro længer.

Før Annikken naaede dem, gik prammen rundt, og konen og barnet laa begge i vandet. Hun fik forholdsvis fort gutten trukket op, men konen var det hende ikke mulig at faa tag i.

«Ro efter mig,» sagde hun til gutten. Og saa sprang Annikken paa sjøen.

Hvorledes det gik for sig ved ingen, men Annikken og konen blev begge borte.borte] rettet fra: horte (trykkfeil)

Gutten i baaden blev seet fra Vasviggaardene og fik hiælp der. Han fortalte.

«Hun sprang lige lukt paa sjøen og svømmede efter a mor,» græd gutten, «siden saa jeg bare fletten paa hende Annikken en gang.»

Manden paa Vasvig kom med budskabet op paa præstens kontor. Han stod saa stilt indfor døren.

«Jeg har nok en ting at melde,» sagde han lavt.

129«Sid ned, sid ned Anton Vasvig,» sagde præsten venlig.

«Præsten faar tage det rolig, for en ved jo, hvem der sender døden.»

«Hvem er det, Anton Vasvig?» Præstens stemme var klar, men den skalv.

«Det er dattera Deres, hende Annikken, dem kalder.»

«Er hun død?»

«Ja – hun ligger i sjøen ret ud for Vasviggaardene.

Det var akkurat to timer efter, hun var roet afsted for at røre paa de kraftige armene sine.

Det hele hus var i en jammer. Gutterne og Magna græd ikke, de hylte, kastede sig over moderen og faderen:

«Det er ikke sandt, sig at det ikke er sandt, Annikken som var saa græsselig snild.»

Faderen strøg dem stilt over haaret, men indi sig tænkte han:

Og altid skal man ofre det kjæreste.

Der blev soknet efter hende, og hun blev straks fundet. Hun stod næsten ret op og ned i vandet indved et lidet skjær med fast foldede hænder. Konen, hun havde ofret sit liv for at redde, fandt de ikke. Hun var taget af strømmen og ført tilhavs.

Det var et stort følge, der fulgte Annikken Præstgaren. Koner og barn og sjøfolk, og foran kisten blev der baaret to store flag.

130Det var ikke netop saa mange, der havde kjendt hende, men det var jo det, hun havde ofret sit liv.

Faderen og moderen og alle søskenderne gik lige efter kisten, de kunde ikke fatte, at det var deres stærke Annikken, der blev baaret foran dem i den trange kiste.

Langt bag i følget blev folk forbauset over at se Per Krafft. Var da han hjemme paa denne tid af aaret. Han talte ikke med nogen, og natten efter reiste han igjen.

Nede paa den dybe, bortgjemte kirkegaard, hvor det susede saa stilt i de store, afbladede træer, der blev Annikken sænket ned.

Og faderen stod der med det vemodige blik og talte: «Hun har altsaa alt gjort sin gjerning her paa jorden og er gaaet bort til de lyse lande. Det store ord skal siges om hende, der fandtes ikke svig i hendes sjæl! I døden var hænderne foldet til bøn – nu seiren er vunden – og himlen i eie.»

De gule aspeblade dalede saa blødt og sagte, medens salmen blev sunget.

– Det var Annikken Præstgarens korte livs saga.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Annikken Præstgaren

Annikken Præstgaren kom første gang ut i 1900. Boken handler om 16 år gamle Annikken, som synes overgangen fra barn til voksen er vanskelig.

Annikken har vokst opp i en liten by på sørlandskysten. Hun og søskenflokken har hatt en fri og lykkelig barndom, med mye lek og moro. Men hun oppdager at voksenlivet som hun snart skal inn i setter nye krav og forventninger til henne, og hun stritter i mot så godt det går. Annikken ønsker å være seg selv, og blir derfor ofte kalt «rar», men mange setter pris på hennes snillhet og modighet.

Les mer..

Om Dikken Zwilgmeyer

Dikken Zwilgmeyer er en av de forfatterne som har bidratt mest til en moderne norsk barnelitteratur. Hun brakte norsk samtidsmiljø og gjenkjennelige norske barn inn i litteraturen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.