I.

1I Sydvest og udover Fjorden var Himmelen klar og blaahvid. Det stærke Solskin blinkede i Vandet, hvor det var kruset, medens lange Striber af Vindstille strakte sig indimellem.

Der var ingen bestemt Vind.

Snart kom et Pust opover fra Syd; snart førtes den glohede Luft fra Kristianiadalen ud over Byen, gjorde en liden mat Krusning bortover mod Hovedøen og døde hen i haabløs Varme.

Mod Øst stod et Tordenveir, som trak op hver Eftermiddag og faldt ned igjen mod Aftenen.

Naar det bare vilde slaa løs, tænkte Folk. Men det blev det samme Dag efter Dag udigjennem August: Solen bagte, Vinden blaffede hid og did – flyttede Heden uden at sprede 2den, og Tordenveiret trak op og holdt hele Naturen i sitrende Forventning, og saa gled det ned igjen.

Alle de brede Gader, der løbe mod Syd og Sydvest, vare fulde af Solskin. Skyggen krøb helt indunder Husvæggen og gjorde sig saa smal, at den ikke var til at gaa paa.

I Karl Johans Gade var der bedst om Formiddagen. Man kunde naa uskadt helt op til Storthingsbygningen. Men over Eidsvoldspladsen og opimod Slottet havde Solen samlet sine bedste Kræfter.

De unge Trær hang med Bladene, der vare lodne af graat Støv; Rispoplerne stod bent op og skelede efter sine Skygger. Og Menneskene smuttede fra Busk til Busk som Fugle, medens Fuglene sad stille inderst ved Stammerne og plirede i Solen eller tog Støvbad i de fortørkede Blomsterbed.

Med opslaaede Paraplyer, Hatten i Haanden og Lommetørklædet hængende som en vaad Klud kavede nogle ulykkelige Herrer sig opover Slotsbakken. Ved Universitetsuhret stod en vissen Gruppe af Aarets Studenter og svedede Latin. Ned af Universitetsgaden kom uforvarende et lidet Vindpust, hvirvlede en Skypumpe af Støv op i Luften og fordelte det over Pladsen; medens Vandet fra Vandkjærrerne lagde sig som et Lag af 3graa Perler over det tætte varme Støv paa Gaden.

Det skar i Øinene at se mod Slottet, som laa midt i Solen med nedrullede Gardiner. Foran sad Karl Johan paa sin Broncehest; han holdt Hatten i Haanden, for at svale sig. Men udover Byen laa Luften og sitrede som over en Brandtomt. Røgen fra Skorstenene havde samlet sig i en brun Klat lavt nede; og i Øst begyndte Tordenveiret at stige op i hvidgule sammenhængende Bobler som Røgen af svære Kanoner.

De store solide Murhuse – beregnede paa en sibirisk Vinter vare ophedede som Ovne. I de trange Gaardsrum, hvor man maatte ligge paa Ryggen, for at se Himmelen, havde Heden puttet sig ned i fortættet Form. Derfra trængte den ind gjennem Bagdøre og Kjøkkenvinduer, slæbte sig opad Trapper og mødtes med den stegende Sol, der kom fra Gadesiden, fra hele den ophedede Façade af Huset og de mange Vinduer. Der fandtes fra Loft til Kjælder ikke et kjøligt Sted, undtagen i Iskasserne; den langvarige Hede havde sat sig saa fast i Murvæggene, at selv Nætterne vare utaalelige.

Luften var kvælende tyk, og alt, som havde Tendens til at lugte ondt, greb Leiligheden til ret at stinke fra sig, saa der var 4ikke en ærlig Mundfuld Luft at faa i den hele By. –

«Jo nordligere man kommer, desto værre er Heden» – sagde Kopist Mortensen og tog af sig sin Flip; han sad i Skjorteærmer og opknappet Vest.

Den unge Extraskriver Hiorth, der sad og klistrede Papirposer i et eller andet departementalt Øiemed, vendte sig forarget om. Thi Mortensen var virkelig uappetitlig, der han sad tyk og sved i sin gulflammede Skjorte. Men Extraskriveren vovede ikke at sige noget; han var ny i Departementet og Mortensen var imponerende.

Alle Vinduer i den store Departementsbygning stod aabne, Dørene mellem Værelserne og ud til Gangene ligesaa. Kopisterne gik paa Besøg til hverandre og klagede over Varmen med to, tre Papirer i Haanden for det Tilfælde, «at de skulde møde nogen».

Extraskriverne, som endnu vare uvante til «Arbejdet», hang over Bordene som visne Akeleier, for stundom iveiret og rodede ivrigt i Papirerne.

Thi der var Papir overalt.

Det væltede ud af Hylderne langs Væggene, foran og ved Siden af hver Mand laa det i svære Dynger. Der var graat Papir, gult Papir, hvidt Papir, Karduspapir, Postpapir, 5Trækpapir, stemplet Papir, ungt Papir og ældgammelt Papir med fillede Kanter. I enkelte Ark laa det, i Omslag eller i Pakker ombundne med Seilgarn, paa Gulve, Stole og Borde; – Papiret æsede formeligt udover i Rummene, saa de Ulykkelige, som færdedes der, syntes maatte være forberedte paa, at drukne i Papir eller redde sig ved Svømning.

I Værelset indaf Mortensens sad Kopist Ørseth – en liden sortskjægget Mand med livlige Bevægelser. Han kom just farende ind med en Avis i Haanden: «Har De læst det? – Mortensen! nu gaar det over alle Grændser! – læs mig den Artikel om Arbeidernes Stemmeret; – at sligt skal kunne skrives, trykkes, udbredes offentligt! – aah! – de burde hænges allesammen!»

Mortensen saa ligegyldigt i Bladet: «Det læste jeg imorges, – noget Sludder – Far!»

«Sludder – Mortensen! værre end det; – opviglende, løgnagtigt, samfundsfarligt! aa – naar jeg tænker mig» – udbrød Ørseth med et bittert Smil, «at her gaar de og lefler for Rakket, fraterniserer med Arbeiderne, holder Taler om de gjæve Arbeidsfolk! – som om disse Daglønnere havde taget Patent paa Arbeidet, og somom vi andre ikke vare andet end – end –»

«Dagdrivere» – supplerede Mortensen.

6«Netop» – raabte Kopist Ørseth, «og jeg gad dog vide, hvem der arbeider mest – slig en Pukstenshugger eller en af os!»

Idetsamme kom en liden hvidhaaret Mand glidende ind i Værelset. Man kunde aldrig vide, hvor han kom fra; thi Dørene gav ingen Lyd under hans Haand, og han pleiede at gaa paa Filtsko i Departementet.

«Naa Mo» – sagde Mortensen og blinkede fortroligt med Øinene, «er han gaaet?»

«Statsraaden er for et Øieblik siden kjørt ud med Grosserer Falck-Olsen,» svarede Mo og gled videre.

Kopist Ørseth var allerede forlængst tilbage paa sin Plads i Sideværelset, og baade Kopister og Extraskrivere bøiede sig dybere over Papirhougene, medens den lille Mand passerede.

Det var Departementsbudet Anders Mo. Han bar langskjødet brun Frak med staaende Krave og hvidt Halsbind helt opunder Hagen. Dette gav ham et overordentligt reputerligt Præg – halvt kvækeragtigt; det blege Ansigt var mildt og venligt og det snehvide Haar var saa langt i Nakken, at det slog en smuk Krøl udover Frakkekraven.

Da Budet lydløst var forsvundet ind i et af de indre Værelser, raabte Mortensen halvhøit: «Hei – Ørseth! – naar vi nu kunde 7blive af med Bureauchefen ogsaa, saa skulde det smage godt at tage en kold Øl i «Sumpen» – he?»

«Aa ja!» raabte Extraskriveren og slap Saxen paa Gulvet.

Mortensen saa paa den unge Herre med et koldt Blik; men pludseligt betænkte han sig. Hiorth var Søn af en Amtmand paa Vestlandet, havde meget gode Forbindelser og var formodentlig vel beslaaet med Penge. Han svarede derfor noksaa venlig: «Unge Spire! De skyder en rask Væxt.»

Dette forstod Extraskriver Hiorth ikke. Men da han havde lagt Mærke til, at det hørte til departemental bon ton at finde Mortensen vittig, lo han beundrende og vedblev i sin store Uskyldighed: «Hvad jeg mest savner, siden jeg kom i Deptet, er min lille Frokost i Grand hotel. Man faar nu om Dagen nogle henrivende Lammekotteletter ristet paa Glo – og frisk Agurksalat – ak!»

Der hørtes et Grynt inde fra Ørseths Rum, og Mortensen sagde: «Agurksalat smager jeg aldrig paa Formiddagen: den repeterer! – men en hollandsk Bif med stegte Poteter og Dram og Øl – det er en Frokost – det!»

«Det faar man ogsaa fortræffeligt i Grand hotel –»

8«Aa – jeg synes ikke, man spiser saa godt der» – henkastede Mortensen.

«Jeg forsikrer Dem, hvis de vilde gjøre mig den Ære at spise med mig, vil jeg garantere –»

Atter kom en Lyd fra Sideværelset, og Mortensen svarede: «Tak! – men det var nu egentlig Ørseth og jeg, som havde tænkt–»

«Hvis De tror –» sagde Extraskriveren ængstligt, «at Hr. Ørseth ogsaa vilde vise mig den Ære, saa –»

«Han er forbandet fin paa det, men jeg skal prøve,» svarede Mortensen velvilligt, tog et Tag i Buxelinningen og gik ind i det andet Værelse.

Inde hos Ørseth sad henne i en Krog en halvgammel Fyr ludet over Pulten. Til denne raabte Ørseth – efterat have hvisket lidt med Mortensen: «Hansen! – jeg blir kanske nødt til at gaa bort en Stund i Formiddag; De faar sige – om Mo spørger –, at jeg er i Revisionen og konfererer; – hører De? – Hansen Far!»

Den anden duppede lidt med Hovedet.

«Saa sløv han er blevet!» – sagde Mortensen halvhøit, «det var paatide, han kom ud af Bladet.»

Mortensen talte om «Folkets Ven», hvis Redaktion Gamle Hansen – som han kaldtes 9– netop var bleven nødt til at fratræde, eftersom han førte Bladet i en Retning, som hans Overordnede fandt samfundsfarlig. Nu var Mortensen Redaktør.

Da Ørseth alt begyndte at gjøre sig færdig, mente Mortensen, at det gik vel ikke an at gaa, før de saa Bureauchefen tage sin Formiddagstur. Men idetsamme gik Døren til det indre Værelse op, og Bureauchef Georg Delphin gik ud og nedad Trapperne.

Mortensen vendte tilbage til sin Plads og hviskede til Hiorth. «Jeg fik ham overtalt –», hvorpaa han smaanynnende begyndte at klæde sig paa.

Der var ikke mange, som turde opføre sig saa ugenert i Departementet som Kopist Mortensen. Men for det første var det en bekjendt Sag, at han var en Ven af Anders den Almægtige – som de kaldte Mo; og desuden begyndte man at ymte om, at Statsraad Bennechen stundom benyttede sig af «Folkets Ven».

Derfor var Kopist Mortensens Anseelse i Departementet meget høiere end hans Rang; og det begyndte at gaa aldeles iglemme, at han som Sagfører oppe i Landet havde været indviklet i en meget kompromitterende Svindel med en Fyrstikfabrik.

Da Mortensen havde faaet Frakken vel 10knappet over den gulflammede, tog de tre Herrer sine Hatte, for at gaa. Men ved Døren vendte Mortensen sig og raabte: «O, I Guder! – han har ikke Papir! den unge Spire vil gaa paa Gaden uden Papir!»

«Hæ?» – sagde Extraskriver Hiorth færdig til at le, saasnart han fik den mindste Tæft af Mortensens Vits.

«Ser De da ikke?» sagde Ørseth; og nu først bemærkede Hiorth, at de andre to havde hver sin Pakke Papir under Armen,

«Mæ – men – hvad skal jeg tage? –» spurgte han raadvild og saa paa sin Papirhoug.

«Hold paa mig – Magdelone!» – raabte Mortensen og saa op i Loftet; «han spørger, hvad han skal tage! – somom ikke alt Papir var godt nok til at gaa paa Gaden med!»

Endelig gik der et lidet Lys op for Extraskriveren; han lavede sig en Pakke som de andres, og alle tre sneg sig ned af Trapperne.

Men i Porten løb en lang tynd Fyr i Arbeidsklæder mod dem.

«Aa – Hr. Redaktør!» sagde han til Mortensen og tørkede Sveden med sit Lærredsforklæde, «vi skulde have et Portrait af General Roberts.»

11«Sæt fuldt Skjæg paa Mr. Gladstone –» svarede Redaktøren uden Betænkning.

«Men Gladstone er saa svært skaldet –», indvendte Træskjæreren.

«Saa giv ham en Stanleyhat –», svarede Mortensen roligt.

Fyren hilste og løb over Gaden, medens Extraskriver Hiorth lo beundrende.

«Godt ifra! – Hr. Redaktør!» – sagde han, idet han endog vaagede sig til at slaa Mortensen paa Skulderen – han var jo den, som skulde traktere –; «men ved De, hvorledes General Roberts ser ud?»

«Ingenlunde» – svarede Mortensen.

«Men sæt nu, Generalen slet ikke bærer Skjæg – eller for Exempel bare Moustacher som jeg?»

«Saa har Generalen barberet sig, efterat vort Billede blev taget; – det er soleklart!»

«Nu maa vi dele os», sagde Ørseth; «De Mortensen faar gaa opover –»

Idetsamme bandte Mortensen stygt; de to andre vendte sig, og midt imod dem kom Bureauchef Delphin gaaende – elegant og rolig med sit lille ondskabsfulde Smil.

«Nu kan De tro, her blir Løier», mumlede Ørseth.

Extraskriver Hiorth rystede af Skræk. 12De hilste alle tre meget forvirret; Georg Delphin nikkede skjødesløst og syntes at ville passere uden videre. Men med et standsede han foran Mortensen og spurgte med udsøgt Venlighed: «De – Hr. Mortensen! – har uden Tvivl et Par Fyrstikker tilovers?»

Mortensen krympede sig, medens han fandt frem Fyrstikkerne; men Bureauchefen tændte sin Cigar med stor Omhu, takkede og gik videre.

«Det slap vi godt fra,» sagde Extraskriver Hiorth i sin Uskyldighed.

«Aa – jeg ved ikke det!» svarede Ørseth med et ondskabsfuldt Sideblik til Mortensen.

«En forbandet Flab!» – hviskede Redaktøren.

«Hos Falck-Olsens blev det fortalt i Søndags, at Bureauchefen skulde udnævnes til Kammerherre med det allerførste –» sagde Hiorth glad ved at faa anbragt noget fra sine fine Forbindelser.

Der blev ingen Tid til at drøfte denne Efterretning. De tre Herrer delte sig efter Ørseths Anvisning, for at mødes ved Grand hotel – paa Rosenkrantzsiden.

Solen skinnede af al Magt; der var saamange Folk i den smale Skyggestribe, som nu faldt over Fortougene, at de tre Herrer 13hver i sin Gade trodsede Heden og gik midt i Solstegen. De hilste sine Bekjendte flygtigt uden at standse. Man saa, de havde travlt, og de store Papirpakker gjorde megen Virkning.

Imidlertid øgede Heden jævnt udover Formiddagen oppe i Departementet, hvor Gamle Hansen sad alene i de to Værelser og duppede over sin Papirhoug.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.