II.

14Der holdtes Thing paa Lensmandsgaarden.

I Kanten af Postveien, som førte tversigjennem Gaardene, var der fuldt af fraspændte Karioler, Stolkjærrer og almindelige Kjærrer; og lige udenfor Lensmandens Dør stod den store Kaleschevogn, hvori Amtmanden, Sorenskriveren og Fogden vare komne fra Byen.

Rundt omkring «Husvognen» hang alle Smaagutterne og gabede – den ene bag den anden, de mindste foran, alle med Hænderne i Lommen. De Voxne vare spredte mellem Husene, langs Veien og udenfor Lensmandens Vinduer, Fruentimmer var der ikke at se. De Voxne gabede lidt mindre end de Smaa, men alle havde Hænderne dybt nede i Lommerne.

Somme stod i Grupper og smaasnakkede; to og to gik bag Husene, forat snakke hemmeligt; 15andre stod ørkesløse langs Gjærdet og saa udover Søen. Men indimellem kunde der findes et anspændt ængsteligt Ansigt, – Folk, som vare komne langveisfra, forat høre, hvorledes det gik med «Sagen».

Der stod en liden surøiet Mand langt inde fra Heiegaardene; han havde kjørt hele Natten, forat møde tidligt ved Thinget. Det var en Hestehandler, som havde snydt ham for en gulblak Hoppe. For over et Aar siden havde han været i Byen hos Sagfører Boyesen, forat begynde «Sagen», og mange blanke Skillinger var gaaet til Stævning og Vidner og Thingsvidner, og imens for Hestehandleren og den gulblakke omkring i Verden – Gud maatte vide hvor.

Men til idag havde Sagføreren lovet ham Slut paa «Sagen». Saa skulde han faa Dom over Hestehandleren, faa sine kjære Skillinger igjen – og kanske den gulblakke Hoppen ogsaa.

Bare han kunde faa Tag i Sagfører Boyesen. Hele Formiddagen havde den surøiede holdt Vagt ved Lensmandens Hus; men han havde ikke seet sin Sagfører.

Folk gik ud og ind, forat tale med Amtmanden, betale Skat til Fogden eller spørge Skriveren om et eller andet. Formiddagen gik og Middagstimen nærmede sig. Almuen 16fordelte sig mellem Husene, tog frem Mad og spiste staaende vendt mod Søen eller siddende i Rækker i Veigrøften.

Af og til kom en af Kontoristerne ud i Døren og raabte et Navn. Folk vendte Hovedet og gjentog Navnet, indtil vedkommende blev fundet i en eller anden Krog og nærmede sig betænksomt; medens Kontoristen blev utaalmodig, og Vinden forstyrrede hans sirlige Haar og kastede det nedover Ansigtet paa ham.

Paa en stor Sten i Gjærdet sad en Mand lidt borte fra de andre. Han havde lagt Hatten fra sig og stirrede i Tanker udover Havet. Det var en sværlemmet, ualmindeligt høi Mand, – lidt kroget i Ryggen af at grave i Jorden og bo for lavt. Ansigtet var grovt med store Træk, Haaret og det svære Skjæg tæt smaakrøllet, busket og ildrødt. Han saa ud som en Vildmand; men midt i alt dette stod et Par aabne, lyseblaa Gutteøine.

Ud fra en af de nærmeste Grupper kom der en henimod Manden paa Gjærdet og hilste: «Goddag Njædel! og Tak for sidst!»

Njædel vendte Hovedet halvt og hilste igjen.

«Det var godt, jeg traf dig idag», sagde den første, «saa kan vi faa snakket lidt om 17den Tarestranden og kanske faa høre, hvad andre Folk mener om det.»

«Jeg bryr mig ikke om andre Folk – Søren!» – svarede Njædel; «og havde du ogsaa ladet andre Folk være i Fred, saa sad ikke jeg her paa Thinget med Spot og Spe.»

«Vi maa finde os i, at vore onde Mørkhedens Handlinger vorde aabenbare, naar de vække Forargelse i Menigheden –»

«Aa – Forargelse! naar hver passede sit, kom der ingen Forargelse.»

«Det er nødvendigt, at Forargelsen kommer; men ve det Menneske –»

Njædel reiste sig op i sin fulde Høide og afbrød kort: «Hvad var det, du vilde sige om Tarestranden?»

Søren Børevig var en lang foroverbøiet Mand med gult fliset Haar og hvide Øienhaar. Naar han talte, saa han op fra Siden og gned Hænderne om hverandre.

«Du graver en stor Grøft ned mod Sjøen – Njædel!»

«Ja – jeg gjør saa.»

«Det blir vont at komme til Tarestranden.»

«Jeg kjører langs Storageren min.»

«Ja – du gjør vel det» – sagde Søren og saa nedover Veien; «men du vilde vel ikke lige, om andre kjørte i Indmarken din?»

«Nei – det faar de nok passe sig for.»

18«Jamen – ser du – Njædel! hvordan skal jeg komme til Tarestranden, naar du graver den Grøft? – har du tænkt paa det?»

«Du! – du skal ikke til Tarestranden – Søren! for der har du ikke noget at gjøre.»

«Hm – hm – hm –» smaalo Søren, «du er rask paa Kjæften – Njædel!»

«Ikke raskere end jeg kan staa ved.»

«Kanske har jeg ikke hentet Tare, saalænge jeg har havt Børevigsgaarden?»

«Det har du vist gjort – Søren,» svarede Njædel besindigt, «jeg tænker, du har gjort mange Ting, du helst burde ladet være.»

«Kanske du tror, det gaar an at stænge gamle hævdede Veie?» – spurgte Søren blidt, «det tror du vel ikke – Njædel?»

«Jeg har mine Skjøder – jeg; og det er ægte, gode Skjøder; for jeg har kjøbt Kirkegods, og jeg skatter til Bispen i Kristiansand. Men ikke staar der et Ord om, at Børevigsfolket har Lov til at tage Veie i Marken min; saa jeg tænker, jeg graver Grøfter der, jeg selv har Lyst.»

Efter denne Tale begyndte Njædel at gaa opover mod Husene.

«Jamen Taren – Taren» – indvendte Søren Børevig og gned Hænderne endnu stærkere.

«Malmen er i Fjeldene, Taren er i Sjøen; 19har du ingen Fjelde, saa har du ingen Malm; har du ingen Strand, saa har du ingen Tare. Det synes jeg, du maatte skjønne – Søren, du som er saa overhændigt klog.»

«Jamen – jamen –» begyndte Søren igjen, «det bør os at dele Guds Gaver – Njædel! vi ere alle Brødre –»

«Jeg vilde ikke være Bror din – Søren Børevig! for to hundrede store Læs med Tare», svarede Njædel og saa ned paa den anden.

«Jaja – Njædel! saa faar vi prøve Loven,» sagde Søren blidt, «jeg faar snakke med Sagfører Tofte med det samme han er her.»

«Ja gjør du det – Søren! – jeg har mine Skjøder – jeg –» svarede Njædel og blev ved at gaa. –

Midt paa Veien mellem Husene havde der samlet sig en Flok omkring en Kariol, som netop var ankommen. Manden, som steg ud, var liden og tyk med rødt Ansigt, graat Skjæg og lodden Hue.

«Er her nogen –» spurgte han i Flokken, «som ved, hvad det er for en Karnali, som har Veistykket fra Børevigsgrinden og ned til Svartemyr? – jeg skulde have Lyst til at snakke et Alvorsord med den Personage.»

20Der var ingen, som vidste det. Men en gammel Mand svarede: «Ja det har Oldermanden Ret i; der findes ikke værre Veistykke paa hele Kysten.»

«Veistykke!» – for Oldermanden op, «det er minsæl ikke nogen Vei, det er en Myr med store Stene i; se hvordan vi ser ud!» og han viste paa sig og Hesten og Kariolen; det var altsammen graaflækket af Skvæt og Søle.

«Oldermanden faar klage til Lensmanden –» var der en, som sagde.

«Ja – naar det bare kunde nytte –» sagde Oldermanden og kløede sig opunder Peltshuen.

Idetsamme fik han Øie paa Njædel Vatnemo, som stod et Stykke fra og saa paa ham. Lodsoldermanden blinkede til ham.

En af Lodserne paa Gaarden tog hans Hest, og Oldermanden nærmede sig nu til Njædel og hviskede: «Hun er velbeholden ombord.»

«Fik hun god Plads ombord?» – spurgte Njædel.

«Extra fint – Far! – ganske som paa en Amerikafarer, endda det var bare anden Plads. Imorgen Aften er hun i Kristiania.»

«Det var galt, hun kommer om Kvelden; bare hun finder han Anders.»

21«Ja nu skal du høre – Njædel! jeg har telegraferet for dig til Bror din, at han maatte møde Kristine paa Bryggen.»

«Nei! – end alt det, du kan finde paa Oldermand! –» sagde Njædel, «var det grovt dyrt?»

«Akkurat en Krone.»

«Kunde du ikke faa det billigere?»

«Nei – Far! det er fast Taxt.»

«Jaja – det var alligevel godt –» mente Njædel og rodede efter en Krone: «saa faar du have saa mange Tak – Oldermand!»

«Aa – ikke stort at takke for. – Har du været fremme for Retten – Njædel?»

«Nei – de siger, det blir ikke før over Middag.»

«Har du Mad?»

«Nei; der var ingen hjemme, som kunde stelle for mig –» svarede Njædel kort.

«Hm – det er jo sandt! mumlede Oldermanden! «kom skal vi gaa ind til Tobias Lods og faa os lidt at leve af.»

Almuen gik tilside og hilsede Lodsoldermanden; men ingen lod til at se den lange Njædel, som kom bagefter. –

Det truede med Regn. Langt ude i Havet stod mørke Banker og Søen var graa med smaa hvide Prikker.

Der blæste en frisk Sydvest, og i de 22store runde Stene ved Stranden skyllede Brændingen ud og ind, slæbende med sig lange slimede Tarestrimler. Fra Stranden steg en kort Bakke opimod Gaardene, som laa tæt sammen.

Mellem Husene var der trange, sølede Veie, Møddinger og alleslags Uhumskheder; Møggreb, rustne Plougjern, halve Hjul og Vragstumper fra Skibe af enhver Art, som Havet i Aarenes Løb havde lagt op i Stranden. Men foran Vaaningshusene var der gjerne en liden ryddelig Plads, hvor Almuen samledes, sad paa Trappen udenfor Bislaget eller paa Slibestenen indunder Husvæggen.

Skjønt det var midt paa lyse Sommerdagen, laa der noget mørkt og dystert over det hele. Himlen hang lavt ned med graa Skyposer, Havet fulgte med i det graa. Og de rødbrune, tjærede Huse, som i Solskin kunde skinne saa venligt med hvide Vinduskarmer, Gardiner og Blomsterpotter, vare mørke og trykkede i den tunge Belysning, medens Lensmandens hvidmalte Hus saa trist og blegt ud idag.

De tætte Klumper af Bønder passede til Stemningen. Alle disse tykke mørkeblaa Vadmelstrøier, Uldskjorter og uldne Skjærf forøgede den Tyngsel, som laa over alt. Der var intet Liv i Grupperne; den ene seg hid 23– den anden did; der hilstes med en Mumlen uden at man saa paa hinanden; store fugtige Hænder bleve stukne frem og mødtes med andre – uden Haandtryk, med stive Fingre, saaledes som Skik er. Intet Udraab, intet høit Ord – endsige Latter var der at høre; og over det hele svævede der den Lugt, som Vadmel faar, naar det farves i noget, man kalder «Potteblaat», – et Navn, hvis Oprindelse man gjør klogt i ikke at efterforske altfor nøie.

Klokken et sluttedes Formiddagsforretningerne, og medens Tingstuen ryddedes for Middagsbordet, gik Embedsmændene og Sagførerne op og ned udenfor, røgte Tobak og samtalede.

Enkelte modige blandt Bønderne hagede sig fast i en Sagfører; den lille surøiede Mand fra Heien kunde umuligt faa Øie paa sin. Men Amtmand Hiorth, som var en nedladende Mand, gik omkring blandt Folket og mærkede sig, hvem der hilste paa ham.

Hist og her, naar han syntes, han kjendte et Ansigt, standsede han og sagde nogle opmuntrende Ord; Hænderne holdt han paa Ryggen under Frakkeskjøderne, for ikke at være nødt til at «næves» med nogen.

Lensmanden og hans Dreng førte just en Arrestant over Gaarden. Man havde givet 24ham Lænker paa for en Sikkerheds Skyld; thi Lensmandsarresten var ikke paalidelig, og desuden var det bekvemmest saaledes for Vagten.

«Er her nogen, som kjender den Mand?» – spurgte Amtmanden.

«Ja – Hr. Amtmand! – han er fra Krydsvig,» svarede Oldermanden, som just kom ud fra et af Husene.

«Goddag – Hr. Lodsoldermand Seehus!» sagde Amtmanden og benaadede ham med to Fingre af den høire Haand; «De kjender altsaa Arrestanten? – Tyveri? – formodentlig.»

«Ja – Stakkar! – han brød sig ind hos Landhandleren og stjal en Sæk Mel og en Kande Sirup.»

«Det er sørgeligt –» sagde Amtmand Hiorth strængt og saa udover Folket, –» med disse tiltagende Tyvsforbrydelser. De synes at staa i nøie Sammenhæng med de mange andre slette Paavirkninger, for hvilke vort Folk beklageligvis er udsat i disse Tider. Sidder Angjældende i smaa Kaar? – stor Familie? – mange Børn?»

«Mangfoldige og smaa, hvorsom Komlene paa Njaa – Hr. Amtmand,» svarede Oldermanden.

«Kumle?» – spurgte Amtmanden og saa sig om.

25Sagfører Tofte, som altid holdt sig i Nærheden af Amtmanden, forat være til Tjeneste, sagde med sit indsmigrende Smil: «Hr. Amtmanden maa undskylde, det er etslags – etslags Boller af Potetes.»

«Ah! – Kartoffelboller!» – mumlede Amtmanden nedladende og gik videre mellem Grupperne.

Folk saa paa hverandre, en og anden trak lidt paa Smilebaandet, da Amtmanden vendte sig. Ialmindelighed blev Oldermanden i høi Grad beundret for sin frimodige Tone overfor de Store; han stod ligesom midt imellem.

Lauritz Boldemann Seehus var Søn af en fordrukken Toldbetjent i Flekkefjord. I sin Ungdom havde han faret tilsøs; men da han ældedes, kjøbte han en liden Part af Krydsviggaarden, byggede sig et Hus, hvorfra han kunde se Søen til alle Tider, og saa blev han ansat som Lodsoldermand.

Seehus kunde være opimod de sexti. Han levede ugift – halvt Skipper, halvt Bonde. Med sine Overordnede stod han sig kun maadeligt. Amtmand Hiorth var endogsaa nær ved at anse ham for en farlig Person, der tiltrods for sin officielle Stilling kun lidet skilte sig ud fra en almindelig Bonde, hvorved lettelig Folkets nedarvede 26Ærbødighed for Embedsstanden kunde svækkes.

Imidlertid passede Seehus sine Ting og nød mellem Bønderne en vis Anseelse, saa der var liden Udsigt til at faa ham fjærnet. Selv var han sig ikke bevidst, at der var nogenting iveien med ham. Den frimodige Tone havde han beholdt fra Søen, og naar Amtmanden kun benaadede ham med to Fingre og et koldt Blik, tænkte Seehus i harmløs Beundring, at Amtmand Hiorth dog var en Pokkers fin Mand.

Oldermandens nærmeste Nabo var Njædel Vatnemo. Denne var egentlig en fremmed ved Kysten. Han hørte til paa en Fjeldgaard langt inde i Landet.

Men efterat Gaarden i mange Aar havde været hjemsøgt af Stenskred, kom der en Vaar et Skred, der gjorde det saa grundigt, at Njædel blev staaende i bare Skjorten paa en Fjeldknabbe, medens Husene og alt, hvad deri var, rasede nedover. I Ruinerne fandt de om Morgenen Konen og to Børn døde, men den ældste Datter var der Liv i.

Da mente Njædel, han fik opgive sin Fædrenegaard Vatnemo. Han solgte, hvad Skredet havde levnet og flyttede ud til Havkysten.

Njædel byttede ikke Navn efter sin nye 27Gaard, som ellers Skik er. Han havde kjøbt en Del af den samme Gaard, hvoraf Oldermanden havde en Parcel; Krydsvig var et stort beneficeret Gods, som havde ligget til Kristiansands Bispestol. Njædel havde ført med fra sin Fjeldgaard Lysten til at være alene; derfor valgte han sig de laveste Sletter nede mod Stranden, hvortil der hørte en stor udyrkbar Sandslette.

Njædel levede alene med en Tjenestepige og sin Datter Kristine i flere Aar, dyrkede sin Jord og lagde sig lidt tilbedste. Sin eneste Omgang udenfor Huset havde han i Lodsoldermanden, der havde sluttet sig til den godmodige Kjæmpe og den vakre Datter med det muntre Sind.

Folk ligte ellers ikke Njædel, fordi han var fremmed. Desuden var der noget frastødende ved den store, sværlemmede Mand med det vilde Haar. Naar han stod og grov Grøfter i sine lave myrlændte Marker, saa han ogsaa ud som et fælt Trold, som steg op af Jorden. Hans buskede Hoved, som altid var bart undtagen til høi Stads, tegnede sig mod Himmelen, naar man kjørte forbi paa Landeveien. Og alle fremmede standsede Hesten og spurgte Skydsgutten, hvad det var for noget?

Men Njædel ændsede ingenting, naar 28han arbeidede. Han var af dem, der synes at slaas med sit Arbeide. Med sammenbidte Tænder og rynkede Bryn kavede han med Spade og Jernstang, rev og sled og masede, saa Jorden føg om ham; og naar han mødte en vrang Sten, som ikke vilde lade sig snu, kastede han sig over den med sine Kjæmpekræfter – knurrende som en sint Bjørn.

Men naar det saa var Madtid eller det blev for mørkt, steg han op af sin Grøft og rystede sine sølede Træsko. Han satte Jernstangen i Jorden og saa sig om, hvad han havde udrettet. Og hvis det saa syntes ham at være skikkeligt Arbeide, for han med Næverne i Haaret, saa det stod bent ud og smilte godmodigt til sig selv.

Inde i Stuen blandt Fruentimmerne var han saa spag som et Lam, saa han krogede sig og rørte sig varligt, – somom han var ræd for at løfte Taget af Hytten, hvis han rettede sine svære Lemmer.

– Mens Thingpersonalet spiste Middag inde hos Lensmanden, begyndte det at regne. Himlen sænkede sig endnu lavere, og Regnet faldt tæt og jævnt som det pleier, naar det agter at holde længe paa.

Folk krøb ind i Huse og Skur; men Størsteparten blev staaende og lod det regne. 29Af og til bøiede de sig fremover, saa der faldt en Skvæt Vand af Hatteskyggerne; men ellers var de saa vant til Væde, at de ikke brød sig stort om det; Regnet sivede gjennem Vadmelen og dryppede af Trøiekanten i lyseblaa Draaber.

Der var ingen Utaalmodighed blandt Folket, som ventede; thi alle vidste, at en Thingmiddag er noget, som maa have sin Tid. –

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.