Arbeidsfolk

av Alexander L. Kielland

III.

30Amtmanden sad for den øverste Ende af Bordet, Sorenskriveren tilhøire, Fogden tilvenstre. Derefter kom Sagførerne efter Alder, saa Fuldmægtigerne efter Principalernes Rang, saa Kontoristerne efter samme Regel og tilslut nogle Bønder – Ordføreren i Formandskabet og et Par andre indbudne. Lensmanden sad for den nederste Ende.

«Man kan mærke, Lensmanden har Kokkekone fra Byen,» sagde gamle Sagfører Kahrs og smattede, «det er ikke som i gamle Dage, da vi maatte lægge i os en Balje Svedskesuppe med Sirup og Kanel i.»

Dette blev sagt halvhøit til Fogden; thi man var endnu ved første Ret – Fiskepudding med stuvet Hummer, og Samtalen førtes næsten udelukkende af Amtmanden.

Rødvinen var meget sur, men ikkedestomindre meget stærk. Dertil var der Aqvavit og Øl, saa Stemningen steg hurtigt. Imidlertid 31forstod Amtmanden at lægge en Dæmper paa, og det gik meget formfuldt til i Begyndelsen af Maaltidet.

Man hviskede til sin Sidemand og talte ellers ikke uden som Svar til Amtmanden. – Denne pleiede da gjerne at henvende et lidet Ord til hver; isærdeleshed var han yderst venlig mod de tilstedeværende Bønder; det var ham en Samvittighedssag at vise sig nedladende og folkelig.

Ved Stegen brugte han at udbringe Kongens Skaal, og dernæst holdt han gjerne et Par korte Taler, eftersom det kunde falde sig. Idag henvendte han sig til Sorenskriverens Fuldmægtig Kandidat Alfred Bennechen, som snart skulde reise bort.

«Naar De nu – Hr. Kandidat Bennechen –» saaledes talte Amtmanden, «forlader denne Virkekreds, hvor de har nedlagt et Par af Deres bedste Ungdomsaars Arbeide, forat indtræde i en ansvarsfuldere – kanske mere besværlig, men sikkert mere løfterig Virksomhed, ville vi sige Dem Farvel og Tak for den Tid, De har arbeidet med os. Men om De end skilles fra os, forblive vi dog i Samarbeide. Jeg begaar vel ingen Indiskretion ved at meddele denne Forsamling, at det er Deres Hensigt at indtræde 32i et af Regjeringens Departementer – sandsynligvis Deres Hr. Faders?»

Alfred Bennechen bøiede sig forbindtligt.

«Altsaa siger jeg» – vedblev Amtmanden, «at vi forblive i Samarbeide. Thi er der ikke et stort Samarbeide over det hele Land? er ikke Embedsværket en Ring, der omslutter vort Folk som et Styrkebelte? Idet De derfor – ligesom bytter Plads i Kjæden, ville vi bede Dem overbringe Deres Hr. Fader vor ærbødige Hilsen samt bede ham forsikre Hans Majestæt, at vi arbeide – deri ligger det – mine Herrer – arbeide som Hans Majestæts tro Tjenere blandt Folket. Og Dem – Hr. Kandidat Bennechen ville vi ønske, at De med Deres Hr. Faders ophøiede Exempel for Øie ogsaa vil naa langt frem paa Deres Bane og som han blive en Stolthed og en Pryd for Deres Land. Hr. Kandidat Bennechen – Vorherre være med Dem!»

«Den kan De tro, han har svedet over,» hviskede Sagfører Kahrs til sin Sidemand nedover; thi Amtmandens Taler var i Almindelighed kun saa som saa.

Sorenskriveren holdt nu ogsaa en halvt humoristisk Tale til sin Fuldmægtig; Alfred Bennechen svarede, saa der blev mange Taler idag.

Men da Stemningen var paa sit høitideligste, 33satte Fogdens Kontorist et Stykke Steg i Halsen. Den arme Mand vilde ganske kvæles og det saa helt betænkeligt ud. Men hans Sidemænd slog ham saa voldsomt i Ryggen, at Stykket omsider løsnede og sprang ud paa Bordet.

Amtmanden skjulte sig bag sin Serviet; Fogden gjorde mange Undskyldninger for sin Kontorist; men Sagfører Kahrs betragtede opmærksomt Kjødstykket og bandte paa, at det veiede opimod en halv Mark.

Denne Begivenhed ødelagde aldeles Stemningen for Amtmanden. De yngre Sagførere begyndte at le og snakke over Bordet; der blev en høist respektstridig Livlighed. Og Amtmanden selv var bleven saa opskræmt af det ubehagelige Tilfælde, at han for op og rettede sine Briller bare nogen hostede, idet han inderligt, men skaansomt bad Fogdens Kontorist endelig give sig god Tid og skjære Stegen i rigtig smaa Stykker.

«Er her mange Sager til ieftermiddag? – Hr. Sorenskriver!» – spurgte Amtmanden, da han saa, han ikke længer formaaede at beherske Konversationen.

«Det ved jeg saamænd ikke,» – svarede Sorenskriveren fornøiet og satte Glasset fra sig; «er der mange Sager paa Kartet De Bennechen?»

34«Aa ja – ikke saa faa; der er blandt andet en ret interessant Sag» – Fuldmægtigen dæmpede Stemmen og bøiede sig henimod Sorenskriveren.

«Hvad var det?» – spurgte Amtmanden.

«En Konkubinatssag – Hr. Amtmand! – ikke videre» – svarede Sorenskriveren og plirede med sine smaa lysegraa Øine; han var en liden trind Person med røde Kinder og Paryk.

«Vil ikke Sorenskriveren selv administrere idag?» – spurgte Fuldmægtigen, «saa gaar det fortere, – og desuden er der ingen, som forstaar at behandle det Slags Sager som De.»

«Aa ja! gjør det – du Skriver! – saa faar vi Kommers» – raabte Fogden uforsigtigt.

Amtmanden kræmtede lydeligt, strøg sit store graa Kindskjæg og rettede paa Guldbrillerne. Det gik ikke an at sige sligt noget, naar der var Bønder tilstede. Amtmanden drak et Glas med Ordføreren.

Medens der blev en varm Disput mellem et Par Sagførere over Bordet længer nede, fortsattes Samtalen dæmpet ved den øvre Ende.

«Er Angjældende unge Folk?» – spurgte Sorenskriveren.

«Nei – det er nok bare en halvgammel 35Enkemand og en Tjenestepige; men Datteren – ser De –»

«Ah! – De mener som Vidne –»

«Hvad Tjenestepigen angaar,» indskjød Sagfører Tofte, «saa er nok baade hun og Barnet reist til Amerika for en Maaneds Tid siden – hører jeg.»

«Jamen Vidneførselen er det interessanteste,» sagde nu Sagfører Kahrs og lo; «jeg kjender Kristine Vatnemo; det er en af de vakreste Piger i Amtet.»

«Dersom det er saa, at det gaar fortere, naar Hr. Sorenskriveren selv administrerer» – begyndte Amtmanden og lod, somom han slet ikke havde hørt det sidste.

«Ih! – jeg vil med Fornøielse administrere, naar Hr. Amtmanden befaler –» raabte Sorenskriveren.

«Nei – nei – nei! misforstaa mig ikke! – jeg mente bare, at det vilde være godt, om vi kom tidligt til Byen i det onde Veir.»

Sorenskriveren plirede med sine smaa Øine, og det blev vedtaget, at han selv skulde administrere Retten om Ettermiddagen. Derpaa drak Amtmanden et privat Glas med Sorenskriveren.

Ved Rødgrøden blev der endogsaa serveret Sherry, saaat der lagde sig ligesom en Aftenrøde over de fleste Ansigter. Sagfører 36Kahrs mente, at Fogdens Kontorist var en dumdristig Person, naar han ovenpaa et saa alvorligt memento mori som hint Kjødstykke turde lægge tre Tallerkener Rødgrød. Der blev leet høit, snakket og drukket til det sidste; alene Bønderne spiste stille og nippede mistroisk til Vinen.

Men midt i den værste Støi klinkede Amtmanden paa sit Glas og hævede Maaltidet.

Almuen kunde mærke, at Middagen var forbi paa de mange røde Ansigter, som kom tilsyne i Vinduer og Døre, – ud kunde man jo ikke gaa i det forbandede Veir.

Efter Kaffeen blev Stuen arrangeret til Thingstue igjen, og Sorenskriveren satte Ret med stor Høitidelighed.

I Dommersædet tog Sorenskriveren sig ypperligt ud. Der var megen Ærværdighed over det velformede Hoved med den hvide Paryk, og de skarpe lysegraa Øine borede sig ind i Anklagede og Vidner. Han var bekjendt som en habil Dommer; men sin Hovedstyrke havde han uimodsagt i at inkvirere.

Ingen forstod som han at lokke til Forsnakkelser, vride Ordene, kaste dem om hverandre og lage dem til, saa det – før nogen vidste Ord af – fik Udseende af en halv 37Tilstaaelse, og paa denne Maade pleiede han – som han selv udtrykte sig – «at skrue Sandheden ud af dem.»

Idag gik det med en ualmindelig Fart, men værdigt alligevel. En Række civile Sager gik hurtigt forbi. Alle Sagførerne vidste nu, at det gjaldt at naa la cause célèbre – Konkubinatssagen; og man glædede sig under smaa Puf i Siden og hemmelighedsfulde Blink til den interessante Vidneførsel. Der blev derfor ikke procederet stort, men Udsættelser begjæredes over en lav Sko og indvilgedes uden Knur. Alene den dumme Sagfører Kruse forstod ingenting; men blev ved at diktere til Protokols i det uendelige. Sagfører Kahrs nippede i ham, og Alfred Bennechen, som førte Protokollen, skar Ansigter, medens Sorenskriveren snøftede og vendte sig utaalmodigt paa Stolen.

Endeligt blev da Kruse færdig, og Konkubinatssagen blev raabt op.

Dørene ud til Gangen og Gaarden vare nu aabne, og Almuen stod tæt pakket helt udenfra og et Stykke frem paa Gulvet i Thingstuen.

Al Vadmelen, som var vaad, begyndte at ose, da den kom ind i Varmen; Luften blev tyk og potteblaa, og Draaberne trillede tæt nedover Ruderne. Ude i Gangen stod 38den surøiede i den tætteste Stimmel. Han var saa lav, at han ingenting kunde se; men han lyttede spændt efter hvert Ord og forstod ikke det allermindste Gran.

Da Sorenskriveren hørte Angjældendes Navn, sagde han: «Njædel? – hvad er det for et barbarisk Navn?»

«Det er det samme som Nils,» indskjød Tofte, som altid var til Tjeneste; «oppe i Heiegaardene siger Folket Njædel for Nils.»

«Saa – jasaa! men nu er vi ikke i Heien, altsaa hedder Fyren Nils; hvad mere?»

«Vatnemo» –

«Vatnemo?» spurgte Sorenskriveren utaalmodigt.

«I Amtskortet staar Vandmo –» indskjød Tofte.

«Ja naturligvis! – hvad er dette? Altsaa hedder han ret og slet Nils Vandmo. Vi skal ikke have Maalstræv i Protokollerne!» – ved disse Ord saa Dommeren strængt udover Folket og siden hen paa Amtmanden, der nikkede bifaldende.

Njædel var traadt hen til Bordet. Han stod foroverbøiet, ludende med det store buskede Hoved; af og til strøg han sig med Trøieærmet over Panden, han var varm, og Læberne bevægede sig i Trækninger.

Sorenskriveren tog Maal af ham med 39Øinene, og da han havde valgt sin Methode, begyndte han pludselig med hurtige Ord og gneldrende Stemme: «Saa det er du, som lever som et Svin – Far! med Tjenestepigen din – he? – og vækker Forargelse i Menigheden, – hvem er det, som har meldt ham?

«Præstens Medhjælper – Søren Børevig.»

«Ja! hører du det? – Præstens Medhjælper, – skammer du dig ikke? Og saa har du nok sendt Jenten og Ungen til Amerika – he? – du ser, vi kjender dine Fantestreger. Du mente vel, du skulde slippe fra det da –; men nei Far! – det gaar ikke saa til heller. Eller kanske nægter du hele Svineriet – he?»

Njædel gjorde en Anstrengelse, for at faa Munden op, og da det lykkedes, sagde han; «Jeg nægter ingen Ting.»

Dette havde Sorenskriveren ikke ventet, men han var vant til alslags Udflugter.

«Det gjør du Ret i – Far!» – blev han ved, «men det forslaar ikke. Sagen maa ordentlig undersøges og oplyses ved Vidner. Hvor har du Datter din?»

«Hun er reist –» svarede Njædel.

«Reist! – hun ogsaa? – hvorhen?» raabte Dommeren med opspilede Øine; Fuldmægtigen slap Pennen, Sagførerne spidsede Øren som Rottehunde; – selv Amtmanden, 40som sad i Sofaen henne ved Ovnen, saa op af Kriminalloven, hvori han lod, somom han læste.

«Til Kristiania; – hun reiste hjemmefra igaar –» sagde Njædel.

«Det var da som – hm!» – Sorenskriveren bandte næsten aldrig i Retten; men i sin Iver hoppede han om paa Stolen – ganske ildrød i Hovedet af Sinne. Han skjældte Njædel ud saameget som der kunde forenes med Rettens Hellighed og lovede ham saa skarp en Dom som han kunde præstere den.

Njædel trak sig tilbage under Thingpersonalets ufordulgte Mishag. Og Almuen gik afveien, somom han havde Pesten, da han langsomt forlod Thingstuen og gik ud.

Skuffelsen var umaadelig. Den varme Stemning fra Middagen havde holdt sig paa sin Høide i Forventningen om denne Lækkerbisken. Nu faldt det hele sammen. Der blev med en Gang saa utaaleligt uhyggeligt i det kvalme halvlyse Rum, hvor Gulvet var glat af sølede Støvler og Regnet piskede paa Ruderne.

Amtmanden saa paa sit Uhr, reiste sig og gik ind i sit Soveværelse, idet han tog med sig en af Kontoristerne. Man hørte 41dem derefter tumle og rumstere med Kufferten.

Sorenskriveren var fnysende gal og lod det gaa ud over Venner og Fiender. Gjennem de restende Sager for han som en Vind, og ve den, somsom] rettet fra: sam vilde opholde ham; han hægtede Uhret fra Vesten og lagde det foran sig paa Thingbordet.

Alene den uforbederlige Sagfører Kruse tog atter paa at diktere til Protokols.

Sorenskriveren rokkede paa Stolen: «Jeg vil gjøre Sagfører Kruse opmærksom paa, at det maa have en Grændse med denne Dikteren.»

Kruse tog roligt sit Uhr frem: «Jeg har ikke overskredet den lovlige Tid.»

«Kan saa være; men man pleier ellers anstændigvis at tage visse Hensyn –»

«Jeg har kun at tage Hensyn til min Klients Tarv,» svarede Kruse og dikterede videre.

«Næste Sag!» raabte Dommeren, da han endelig sluttede.

Der gik et Ryk gjennem den surøjede ude i Gangen; det var hans Sag, som blev raabt op, han kjendte Navnene. Efter Opraabet blev der en Pause.

«Naada!» – skreg Sorenskriveren arrig, «hvem staar Sagen paa?»

42«Paa Sagfører Boyesen–» blev der svaret.

«Men Boyesen er jo ikke paa Thinget; – hvem møder for Boyesen? – naa!»

Kahrs kom hurtigt henimod Thingbordet; han havde staaet i Samtale med en Kollega borte ved Vinduet.

«Hvad er det for en Sag? – Kruse!» – hviskede han.

«Jeg skal se efter paa Kartet;» svarede Kruse ganske høit.

«Kaalhode –» snerrede Kahrs; men derpaa vendte han sig ærbødigt mod Dommeren og dikterede: «For Citanten mødte Boyesen ved Kahrs og begjærede Henstand til næste Thing.»

«Henstand –» svarede Sorenskriveren sær og trak lidt paa det.

«Til Afholdelse af et Thingsvidne –» dikterede Kahrs videre.

«Hvor skal det afholdes – det Thingsvidne?» – spurgte Dommeren ondskabsfuldt; han forstod godt, at den anden ikke havde nogen Ide om Sagen.

«I Røldal –» svarede Kahrs med urokkeligt Alvor og uden at betænke sig. Den klangfulde Stemme og den alvorlige værdige Mine passede godt til den høitidelige Retshandling.

Dommeren gjorde Sagføreren en liden 43Kompliment med øinene, og et Par af Kontoristerne flirede; men Kahrs, der stod saaledes, at Almuen saa ham lige i Ansigtet, beholdt sin ærbødige Mine, og da Henstanden blev bevilget, – Hestehandlerens Sagfører – Tofte havde intet at bemærke –, trak han sig tilbage med et dybt Buk, der altid gjorde et godt Indtryk.

«Næste Sag!» – raabte Sorenskriveren.

«Der er ikke flere.»

«Aa – Gud ske Lov!» – Dommeren stak Uhret ind, «spørg Amtmanden, om vi kan lade spænde for.»

Forretningen sluttedes. Lagrettens Medlemmer, som havde fulgt Forhandlingerne med spændt Opmærksomhed, underskrev Protokollen; og før Almuen rigtig forstod, hvad der foregik, reiste hele Thingpersonalet sig, Sagførerne spredtes for alle Vinde, medens Kontoristerne kastede sig over de svære Retsprotokoller, forat pakke dem ind.

Den surøiede fulgte med Strømmen ud i Gaarden; han forstod fremdeles ingenting, indtil han traf en, som forklarede ham, at Sagen hans var udsat.

«Udsat –» mumlede han – endnu uden rigtig at forstaa. Han famlede sig frem, somom han gik i Mørke, mellem Kjærrerne, 44fandt omsider sin, krøb opi og ruslede hjemover.

Den store Vogn holdt foran Lensmandens Dør. De fleste Sagførere sad allerede i Kariolerne, som stod i Række bagenfor; kun Tofte gik endnu omkring og tog Afsked – smilende med smaa spøgefulde Ord til Kjendinger blandt Bønderne.

Kahrs havde faaet en utaalmodig Hest, saa han sad og smaabandte, fordi Amtmanden aldrig kom. Foran turde han ikke kjøre, for det ligte ikke Amtmanden.

Imidlertid stod denne i god Ro inde i Stuen og snakkede med Lensmandens Kone, medens han gjennem Vinduet holdt Øie med Forberedelserne til Afreisen ude i Gaarden. Han pleiede nemlig først at komme, naar alt var færdigt og der var ventet en passende Tid paa ham.

Endelig steg han ind, Vognen rullede afsted, og Kariolerne fulgte.

«Ah ja!» – sagde Amtmanden og satte sig tilrette i Bagsædet, «jeg tænker saa ofte, naar jeg saaledes som idag ser Folket med Ærefrygt samlet om sin Øvrighed; – de kan nu skraale saa høit de vil – disse Nutidens Opviglere, men at nedbryde den gamle nedarvede Respekt for Autoriteterne, det vil 45ikke lykkes dem – dertil er vort Folk altfor loyalt – altfor religiøst!»

«– og altfor dorskt –» supplerede Sorenskriveren.

«Nuvel! – for en Del kan De have Ret –» svarede Amtmanden, idet han lagde sig bagover, forat prøve en liden Middagssøvn. –

Almuen stod igjen med Munden fuld af Spørgsmaal. Afreisen gik i saadan Fart, og alle de høie Herrer vare saa grætne, at mange slet ikke havde faaet udrettet, hvad de vilde. Men der var ingen Lyd af Misfornøielse; kun hist og her et lidet surt Smil eller en Hovedrysten; og skjønt ingen sagde noget, var det kanske alligevel godt for Amtmandens Middagssøvn, at han ikke vidste, hvad de tænkte.

Det var blevet Aften, en graa regntung Aften. En liden Stribe nederst i Horizonten langt ude i Vest begyndte at rødme. Foran Lensmandens Trap stod Kokkekonen og Pigerne fra Kjøkkenet røde og forkavede af den storartede Tilstilning og trak frisk Luft, idet de saa nedover Veien efter Vognene.

Almuen drog afgaarde og spredtes til alle Kanter over Stier og Markveie, – enkeltvis og to og to slæbte de sig hjem med 46Hænderne i Lommen – vaade og trætte af at staa og hænge en hel Dag.

Oldermanden kjørte sydover Veien; han havde en rask Hest og passerede de fleste. Et Stykke bortpaa traf han Njædel tilfods.

«Sæt dig op bagpaa – Njædel!»

Njædel gjorde saa, og de kjørte videre. En Stund efter indhentede de en Kjærre, som rullede langsomt afsted.

«Halv Vei!» brølede Oldermanden.

Det tog Tid, inden Kjærren fik putlet sig afveien, saa Kariolen slap forbi.

Det var den surøiede, som sad i Kjærren. Det havde ingen Hast med ham; lang Vei havde han og ingenting at glæde sig til.

Den gamle brune Hoppe, som trak ham, gik og slang i Skjægene; hun var lysebrun af Ælde og langhaaret som en Gjed. Den surøiede sad og saa paa den brune, og imens tænkte han paa den gulblakke, og han begyndte at grue svært for at komme hjem.

Hverken Konen eller Ungerne havde bedre Ved, end at de vare visse paa, at idag maatte han komme hjem med den gulblakke. Den ældste Gutten havde endog været saa betænkt at give ham Grime med til at føre den i.

Han kunde vide, at de holdt Udkig med ham hjemme fra Hougen. Saa kunde de da 47ialfald se paa langt Hold, at han ikke havde den gulblakke med. Men saa vilde de tro, at han idetmindste havde Lommen fuld af Sedler og Skillinger.

Han saa ned i Kjærren, – der laa Grimen. Hvorledes skulde han faa sagt dem, at altsammen var «udsat»?

Den gamle brune saa ud som en vaad Kat, og han mindedes for et fint Fax, hun havde – den gulblakke og hvor trind og glat hun var over Hofterne.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Arbeidsfolk

I romanen Arbeidsfolk fra 1881 setter Kielland kritisk søkelys på byråkratiet. Med humor og ironi skildrer han et departementsvesen som ikke gjør stort annet enn å sende papirbunker fra den ene til den andre. Han går også til angrep på dobbeltmoral og umoral.

Som i Garman & Worse er bokens persongalleri stort og uten en tydelig hovedperson. Og også i denne romanen er det et såkalt «kardinalkapittel», hvor Kielland lar naturen belyse handlingen i boken.

Boken fikk blandet mottakelse i samtiden, mange mente at Kielland denne gang var for krass og direkte i sine skildringer.

Se faksimiler av 1. utgave fra 1881 (nb.no)

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.