Arbeidsfolk

av Alexander L. Kielland

IV.

48Da de kom til Njædels Gaard, fulgte Oldermanden med ind. Huset var tomt og Dørene aabne, Katten gik omkring og jamtede.

Njædel rodede om uden at sige et Ord og fandt frem noget at spise. Oldermanden sad en Stund og saa paa den ubehjælpelige, store Skikkelse, som gik og stellede saa klodset med de uvante Smaating.

«Hør du – Njædel!» – sagde han tilslut, «jeg mener, du faar se dig om efter en ny Tjenestepige.»

«Nei!» – raabte Njædel og stampede i Gulvet, saa det drønede.

«Naa – naa! – æd mig ikke for det –» svarede Oldermanden.

Mens de spiste, bad Njædel Oldermanden skrive et Brev til Kristine. Men da der ikke fandtes nogetsomhelst at skrive med eller paa i Huset, blev de enige om, at Oldermanden 49skulde skrive hjemme hos sig og læse Brevet op for Njædel.

«Men hvad skal der staa i det?»

«Ingenting om idag –» svarede Njædel.

«Nei – nei, det kan ogsaa være det samme, men –»

«Der skal staa, at hun ikke maa være sint paa mig og ikke heller have nogen Sorg for mig; jeg har det godt, – svært godt – kan du skrive, feiler ingenting –»

«At du klarer dig godt alene og ikke savner hende –»

«Aa jo! – Gud bedre! jeg savner hende nok – det maa du sige –» sagde Njædel og rokkede frem og tilbage.

«Men saa bliver hun rent udaf det, naar hun hører, du savner hende saa svært –»

«Ja – saa maa der ikke staa noget om den Ting,» sagde nu Njædel ivrigt, «skriv – ja det maa jo du selv bedst forstaa – Oldermand! – som har lært. Men skriv slig, at Kristine bliver glad; – det kan være det samme med mig.»

«Var det ikke bedst at skrive et Brev til Bror din ogsaa?»

«Det var det vist – Oldermand! vil du skrive til Anders, at han maa være snil mod hende; Betaling skal han faa, hvis han vil.»

50«Du kan da vide, han vil have Betaling.»

«Anders staar sig godt,» svarede Njædel, «det er Gut, som er kommen frem i Verden. Ja – Mor sa saa – hun ogsaa; – du Njædel – sa hun – er en stor Tosk; men han Anders er saa fin som en Røisekat.»

«Men hvorfor tog han ikke Farsgaarden, naar han var den ældste?»

«Fordi han vilde, jeg skulde faa den.»

«Han vidste nok, hvad han gjorde – Bror din, som lod dig sidde med den Fillegaarden og selv strøg af med Pengene,» mente Oldermanden.

«Du maa ikke snakke vont om han Anders,» svarede Njædel, «han var en gjild Gut. Jeg mindes saa grant, naar vi rev Lyng for Mor oppe i Heien. Anders var saa ubegribeligt flink til at lage Børen til.»

«Men Du bar den hjem?»

«He? – javist bar jeg den, for jeg var den sterkeste.»

«Hvad er han egentlig for noget – han Anders? –» spurgte Oldermanden.

«Han er med i noget stort; men jeg kan ikke komme ihu, hvad det hedder.» Njædel gav sig til at lede i Skjænken efter et gammelt Brev fra Broderen.

Klinken paa Bagdøren blev løftet forsigtigt, og man hørte en famle sig gjennem 51Kjøkkenet. Det var alt temmelig mørkt i det tunge Veir; kun oppe i Nordvest laa en lys Stribe langs Horizonten og kastede et gulrødt Skjær ind i Stuen.

Da Njædel saa, det var Søren Børevig, som kom, slog han Skjænken i og sagde haardt: «Du kommer vel, forat se, om Huset er ryddet? – ja se nu godt efter i Sengene, om du kan opsnuse lidt mere Forargelse, – din –»

«Retfærdigheden maa ske Fyldest!» – svarede Søren sagtmodigt, «og jeg vil inderligt formane dig – Njædel –»

«Hvad var det, du vilde mig?» afbrød den anden.

Søren vovede ikke at paastaa, at han kom udelukkende for at formane, skjønt han var Præstens Medhjælper; han valgte derfor mod Sædvane at gaa lige paa Sagen.

«Jeg snakkede lidt med Sagfører Tofte –» begyndte han.

«Om Tarestranden?»

«Ja – vi snakkede lidt om den ogsaa. Han mente – Sagføreren, – at det var galt, at jeg ikke fik Tare; det kunde – kunde –»

«Kanske det kunde vække Forargelse?» spurgte Oldermanden tørt; han stod i Ovnskrogen og stellede med Piben sin.

«Nei – Oldermand! – det var ikke det 52heller. Han mente, det kunde være tvivlsomt nok med den Grøften.»

«Jeg har mine Skjøder – jeg,» sagde Njædel.

«Jaja – du har vel det!» Søren gik mod Døren; «det var bare det, jeg vilde indom og sige dig, saa faar vi begynde da.»

«Begynde? –» spurgte Oldermanden.

«Javel! – begynde paa Sagen. «

«Proces!» raabte Oldermanden og kom nærmere, «det skulde du betenke dig to Gange paa – Njædel! jeg kjender dem, der har procederet sig fra Gaard og Grund for mindre end dette; og der ligger mangen brav Mand med en Torve paa Næsen, som Sagfører Tofte har lagt i Jorden før Tiden.»

«Du skulde ikke tale saaledes om din Næste – Lodsoldermand! men ellers mente Sagføreren, det kunde blive baade en lang og en dyr Proces.»

«Jeg graver Grøften – jeg,» sagde Njædel.

«Det gjør du vist ikke – Njædel! – naar Fogden har været her og nedlagt Forbud.»

«Forbud?»

«Ja ser du,» svarede Søren, «saa faar du vente, til der er faldet Dom i Sagen.»

Njædel gik over Gulvet, flyttede lidt paa en Stol og saa raadvild paa Oldermanden; 53men tilslut vendte han tilbage til Hovedpunktet: «Jeg har Skjøder fra Bispen i Kristiansand – jeg!» – sagde han afgjørende og slog den ene Haand i den anden.

«Du kunde jo spørge Bispen, hvorledes det har sig med den Tarestrand, –» sagde Søren venligt og saa fra Siden hen paa ham.

«Ja – du siger noget – Søren! –» mumlede Oldermanden, «det kunde da ikke blive saa dyrt.»

«Eller kanske var det endnu bedre at spørge Kongen», sagde Søren henkastet, idet han saa ud gjennem Vinduet.

«Ja Kongen er over Bispen,» mente Njædel, «men tro han svarer paa sligt?»

«Naar vi indsendte Sagen til Departementets Voldgift –»

«Til hvadforslag?» – spurgte Njædel ivrigt.

«Til Departementet –» svarede Søren, som lod til at have god Greie paa dette.

«Odermand! –» sagde Njædel, «der er det, Anders er; jeg havde glemt Ordet. Men kommer det da til Kongen?»

«Ja –» forklarede Oldermanden, «det er Veien til Kongen.»

Njædel betænkte sig en Stund. Forslaget huede ham langt bedre end en Proces. Desuden var jo Anders der; han kunde tage 54sig af Sagen; saa fik man det afgjort i en Fart og engang for alle; det var jo soleklart, at han maatte faa Ret.

Søren lod i Førstningen, somom han havde mest Lyst paa Rettergang; men føielig – som han var – lod han sig overtale. Tilslut paatog han sig endogsaa at ordne det hele: besørge Ansøgningen skrevet og indsendt.

«Men du faar betale Sagfører Tofte – Njædel.»

«Du har begyndt Trætten – Søren!»

«Jamen du graver Grøften.»

Oldermanden fik dem forligte om at dele, og dermed gik Søren Børevig.

Det var nu sent paa Aftenen, og Oldermanden skyndte sig hjem. Da han var kjørt afsted, gik Njædel til Fjøset. Kjøerne – der var sex – brølede og vare urolige; ikke havde de faaet Mad, ikke vare de melkede. Njædel gav sig ifærd med det uvante Arbeide, og gjorde det daarlig nok.

Dyrene kjendte ham ikke; desuden var han saa stor og haardhændt, at de sparkede til Bøtten og spildte Melken. Njædel brummede og strævede, saa godt han kunde; men det var udpaa Natten, før han blev færdig.

Da han endelig stod ude i Gaarden igjen og rettede sig op, efterat have kravlet 55om inde i Fjøset, saa han udover Havet. Luften var lettere, han kunde endnu skimte den mørke Stribe af Grøften nede i Sandet. Han glædede sig til at faa tage fat igjen paa den kjære Grøft med god Samvittighed. Der maatte da snart kunne være Svar tilbage fra Kongen, saamange Dampskibe som her nu løb langs Kysten; og om Retten kunde der ikke være Tvivl.

Han gottede sig lidt ved Søren Børevigs Skuffelse og tog et Overslag over, hvor mange Dage det vel kunde vare, inden Svaret kom.

Njædel slog Melken i Ringerne med et forfærdeligt Søl. Derpaa gik han ovenpaa, stak Hovedet ind i Kristines Kammer og saa sig om i Halvmørket, medens han indaandede den kjendte Lugt. Han laasede Døren og stak Nøglen til sig; men da han gik ned af Trappen, som knagede saa uvant i det tomme Hus, kom han til at mindes Søren Børevigs Ord, at Retfærdigheden var skeet Fyldest.

Længe laa han uden at faa sove. Hans Hoved havde havt for meget at bestille idag, og hans Lemmer for lidet. Han savnede den velbehagelige Værk i Arme og Ben, naar han strakte sig i Sengen; derimod begyndte han at tænke paa alverdens Vas, hvilket slet ikke var hans Vane.

56Og Njædel, som ellers kunde snorke omkap med det stærkeste Tordenveir, blev forstyrret af Katten, som gik og jamtede i Kjøkkenet eller ovenpaa foran Kristines Kammerdør.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Arbeidsfolk

I romanen Arbeidsfolk fra 1881 setter Kielland kritisk søkelys på byråkratiet. Med humor og ironi skildrer han et departementsvesen som ikke gjør stort annet enn å sende papirbunker fra den ene til den andre. Han går også til angrep på dobbeltmoral og umoral.

Som i Garman & Worse er bokens persongalleri stort og uten en tydelig hovedperson. Og også i denne romanen er det et såkalt «kardinalkapittel», hvor Kielland lar naturen belyse handlingen i boken.

Boken fikk blandet mottakelse i samtiden, mange mente at Kielland denne gang var for krass og direkte i sine skildringer.

Se faksimiler av 1. utgave fra 1881 (nb.no)

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.