Arbeidsfolk

av Alexander L. Kielland

VIII.

101Nedover Bakkerne med Sydvesten fast bundet under Hagen, – thi det blæste en Storm –, nynnende sin Yndlingsvise, medens han gik:

Sødeste Sofie!
Jeg kan ikke bie –

kom Lodsoldermand Seehus en af de sidste Dage i November.

Der var kommet Brev fra Anders, og Oldermanden vidste, hvor utaalmodigt Njædel ventede Efterretninger om «Sagen».

Nede paa Sletten laa Njædels lave Huse mellem de nyryddede Marker, og ude i Sandet saa han den halvferdige Grøft. Der kjørte just et Par Kjærrer med Tare opover.

«Han vidste nok, hvad han gjorde – han Søren Børevig, da han fik Njædel til at søge Kongen,» mumlede Oldermanden.

Stormen kom farende ind fra Sydvest over den lave Strand. Det var en tung 102Høststorm, og det mørknede fort udover Eftermiddagen.

Oldermanden stansede og tog et Sjømandsblik over Havet, før han steg ned af den sidste Bakke. Mod Syd sluttede Sandsletten i nøgne Fjelde, som stak ud i Odder, hvor Søen brød; stundom gik det tilveirs i en Sprøit, der blev staaende et Secund eller to som en hvid Søile mod den blygraa Baggrund, og faldt saa ned i et Slør af Skum over Stenene.

Mod Nord kunde han i en lang Krumning følge Skumstriben af Brændingen; den var saa bred, at det efter Oldermandens Beregning brød paa ti Favne Vand. Helt Nord lige i Brændingen kunde han med Mellemrum skimte Blinket af Bratvolds Fyr, som netop blev tændt.

Intet Seil var at se; Skyerne gik i hverandre uden at flytte sig – i mørkegraa Rifter, – en stiv, haardnakket Stormluft. Fra Havet kom et jævnt Brag, en dyb rullende Tone, der steg og faldt; indimellem lød et dumpt Knald som af Kanonskud langt borte. Vinden ruskede i Lyngen og peb i Telegraftraadene langs Landeveien, og Maagerne, som kom drivende ind fra Søen, kastede med spændte Vinger i skraa Slag mod Stormen.

Da Lodsoldermanden gik nedover fra 103Børevigsgrinden til Svartemyren, nynnede han ikke længer; derimod var det ikke frit for, at han smaabandte lidt.

Store runde Stene laa midt i Veien; Regnvandet havde skaaret sig ind fra Bakken og løb skraat over, efterladende en dyb Rende fuld af Smaasten.

«Jeg gad vide, om det ikke var bedst at skrive til han Anders, som skal være saa forbandet klog», knurrede Oldermanden; dette Veistykke vilde ende med at tage Livet af ham.

Njædel sad overskrævs paa en stor Sten midt i Marken. Han slog kraftige, taktfaste Slag paa Minebolten, som han holdt i den venstre Haand omtullet med en Uldfille. Af og til trak han Minebolten op og dryppede Vand ned i Hullet med Vandkluden, der laa i en gammel Blikbox – efterladt fra en Landtur af Byfolk.

Det blæste, saa hans røde krusede Haar kastedes til alle Kanter som mangfoldige Korketrækkere; og han var saa ivrig i Arbeidet, at Oldermanden maatte gaa helt hen til ham, før Njædel blev ham var.

«Goddag – Oldermand!» – sagde Njædel, trak Bolten op og tog Maalepinden, forat se, hvor dybt Hullet var. Men da han hørte, at der var Brev fra Anders, slap han alt og svang sig ned af Stenen.

104De gik ind og tændte Lys. Der var uhyggeligt i Stuen; Sengen stod uredt, og Gulvet var næsten sort. Njædel satte sig midt for Oldermanden og gav nøie Agt paa ham. Njædel var bleven mager, og Hænderne flyttede sig af og til utaalmodigt.

Det kan nok være, at Oldermanden kunde været lidt snarere af sig. Men det er saa sin Sag med at læse Breve. Brillerne maatte pudses ordentligt, Konvoluten besigtiges og derpaa skjæres pent op i den øvre Kant. Det var en stor departemental Konvolut af graat Papir endogsaa forseglet med Lak.

«Høistærede Hr. Lodsoldermand Lauritz Boldeman Seehus!»

«Bittersdød!» – mumlede Oldermanden.

«Man har at erkjende Modtagelsen af tvende Skrivelser af henholdsvis 1ste September og 20de October sidstleden. Da De synes at være i Besiddelse af min Broders Fuldmagt i visse Forhold, henvender jeg mig herved til Dem med Anmodning, at De vil meddele min ovennævnte Broder Indholdet af nærværende Skrivelse. Det synes af Deres ovenciterede Skrivelse af 20de October at fremgaa, at min Broder har næret den mindre vel begrundede Formening, at hans Tvistemaal med Gaardmand Søren Børevig angaaende en Tarestrandsveirettighed allerede 105var optaget til umiddelbar Afgjørelse. Dette forholder sig imidlertid ikke saa. Ifølge Forretningsordenen have vi endnu ikke kunnet beskjæftige os med nævnte Sag –»

Oldermanden stansede lidt.

«Læs det omigjen –» sagde Njædel.

Oldermanden læst omigjen.

Njædel rystede paa Hovedet; men med et for han iveiret og slog i Bordet med sin svære Næve, saa Oldermandens Brillefuteral sprang høit i Luften.

«Naa naa – Njædel! lad os læse Brevet ud. Kanske kommer det bedste paa Slutten.»

«Overhovedet skal man have Hr. Lodsoldermanden anmodet om, at anskueliggjøre tidtbemeldte Broder, at en Sag af den Bærevidde som den nærværende ikke kan fremmes med nogen betragtelig Hastighed uden ikke uvæsentligt Extraarbeide og adskillig Omkostning. Imidlertid bør det bemærkes, at et kontant Beløb af Kr. 200 – indsendt pr. omgaaende antages at være af ikke uvæsentlig Betydning i Retning af nævnte Sags fremskyndede Expedition. Ligesom jeg herved erklærer mig villig til at overtage Beløbets Disposition uden forøget Udgift for Parterne.»

«Forstaar du det? – Oldermand»!

«Nei –» svarede Seehus og læste 106omigjen; men med et udbrød han: «nu har jeg det! – vi maa smøre!»

«Hvad for Slag?»

«Jo – ser du, det maa jeg forstaa», sagde Oldermanden lunt; «for dengang jeg førte «Familiens Haab» for Konsul Garman paa Sandsgaard, sagde altid Konsulen, naar jeg skulde til Østersøen om Vaaren med Silden: Hør nu Seehus! – sa Konsulen, naar du kommer til Riga, saa faar du smøre Toldbetjenterne og Vragerne og hele Banden saa godt du kan. Det er aldrig værdt at spare paa det nødvendige, – sa Konsulen. Og der gik mangen Rubel og mangen Flaske Goldenwasser til – kan du tro! Det er vel noget sligt, Bror din mener.»

«Tænker du, Kongen tar Betaling for det?»

«Kongen –» svarede Oldermanden og lo overlegent; «nei Far! Skillingerne smelter nok væk, før de naar saa høit. Det er vel en eller anden fin Fyr med Guld paa, som skal have dem, forat gaa ind til Kongen og spørge om Tarestranden din. I Petersburg saa jeg engang slig en, som kjørte med to Heste og Seletøi af klingende Sølv, og han havde ikke en Rubel, som ikke var Drikkepenge, – det sagde Mæglerklerken.»

«Ja, mon jeg skulde tro, det hænger saa sammen,» mente Njædel.

107«Du ser ialfald, han vil have 50 Daler, – kanske for sin egen Umag.»

«Aa – tænk Anders tage Penge af mig –» sagde Njædel fornærmet.

Oldermanden læste videre:

«Hvad angaar den i Deres merbemeldte Skrivelse omtalte Godtgjørelse for min kjære Broderdatters Ophold i mit Hus, saa skal derom ikke være nogen Tale fra min Side.

«Hvad sagde jeg?» – raabte Njædel stolt.

«Maatte blot Opholdet under mit ringe Tag blive hende til sand Velsignelse! Den unges Sind bøies lettelig – ak altfor lettelig henimod denne Verdens Forfængelighed, og lidet synes de at agte paa de Ældres Raad og Formaninger. Og meget ondt lurer paa en ung Pige i en stor By, saaat vi ret maa bede og ønske for vor kjære Kristine, at hun vil lukke sit Øre for Smiger og Forførelse, og derimod oplade det for den Erfarnes Formaning.

Ja maatte vi alle have opladte Øren for Sandhedens Røst; medens det endnu er vor Besøgelses Tid.

Med særdeles Høiagtelse

Anders Mo.»

«Ja – den Anders, den Anders! –» sagde Njædel beundrende, «det var det, Mor 108altid sa: Du Njædel, sa hun, er en Tosk, mine. –»

«Jeg gad vide, hvad han mener med det?» – mumlede Oldermanden eftertænksom, «det ser næsten ud, somom der gaar nogen og lurer paa Kristine.»

«Er du gal – Oldermand! hvad skal vi gjøre med det?»

«Ja vi faar skrive, at hun maa passe sig –»

«Og snakke med han Anders, – skriv det Oldermand! – at hun maa lyde Anders i et og alt.»

Oldermanden tog strax Pen, Blæk og Papir, som nu var anskaffet i Njædels Hus, og skrev: Kjære Kristine! – derpaa betænkte han sig længe.

«Naa – Oldermand! staar du fast?»

«Aa langtifra!» – svarede Oldermanden overlegent og skrev:

«Det er med Ungdommen ligervis som med den store danske Studen, de havde paa Sandsgaard; men naar jeg betænker mig, saa kan jeg ikke fortælle dig den Historie om Studen, formedelst at den er styg i Enden; men det beder din Fader dig, at du maa henholde dig til Farbror Anders i hvad, som hænder dig; thi Fristelserne ere mangeslags for Ungdommen, per Exemplo Amalie – 109Søster min – ja nu er det tyve Aar siden, hun døde, og hun sagde, at det var den gladeste Dag i hendes Liv; det var endda den 1ste Februar, hun døde, i det Aar, da Lynilden slog ned i Fjøset til Lensmanden, altsammen formedelst Kjærlighedens Forførelser, og han var en stor Fant endda til, han havde et Ansigt, som var ligesom af Sukkertøi, og han lever den Dag i Dag inde i Byen, men jeg nævner ikke Navn, men han ser i femte Væggen, naar vi mødes og læst som ingenting. Saaledes er det gaaet mangen en brav Pige. Derfor beder Far din, at du i et og alt retter dig efter Farbror Anders og haver fuld Fortrolighed til ham.

«Nu er her Storm paa Sjøen hver Dag, og ingen Seilere, som vel er, for her er maanemørkt og Skodde, men Dampskibene bryde sig ikke om nogenting, hvilket er mig en Parabel i Besynderlighed desformedelst, at de ere ganske af Jern, men jeg læste i et Blad, at nu er alting ombord af Jern indtil Master og Tougværk, hvilket synes mig at være forbandet ligt Løgn. Din Far lever godt – skulde jeg sige

Din meget hengivne

Lauritz Seehus.»

«Postskrift: Du maa sige til din Farbroder, at Pengene han skrev om, skal komme, 110naar Far din faar skrabet dem sammen, men spørge, om det ikke kunde gaa lidt billigere for de onde Tider, og bede Farbror Anders snakke et Ord med den, som er over Lensmænd, Rodemeistere og Kafteiner, at nu er det rent Svineri nedover til Svartemyren, som du ogsaa kan bevidne til Vitterlighed, men nu er det værre end før.»

Da Postbudet bragte dette Brev, stod just Kristine opskjørtet og skurede Kjøkkendøren; thi uagtet der var Tjenestepige, tog hun sin fulde Andel af Arbeidet i Huset.

Der var ogsaa Aviser og Breve til Statsraadens, som ialmindelighed afleveredes hos Portneren.

Alfred Bennechen kom ned, for at begive sig til sit Departement; og da han saa Posten ligge paa Bordet nede i Portnerstuen, – Dørene stod aabne, siden det var Skuredag – var han ikke sen til at benytte den gunstige Anledning.

Kristine blev staaende, da hun saa, hvem det var. Hun skyllede Mattefillen af i Bøtten og stak de kraftige, hvide Arme rigtig dybt ned i det graaskidne Vand. Derpaa vred hun Fillen af, lagde en forsvarlig Klat Sand paa og tog atter fat paa at skure Døren, somom det gjaldt at faa al Malingen af.

«Godmorgen – Frøken Kristine!» – 111raabte Alfred, idet han muntert hoppede ned i Stuen; men da han saa, hvorliden Virkning hans uventede Nedkomst gjorde, blev han flau og tilføiede: «Tillader De, at jeg undersøger Posten; kanske der kunde være Brev fra Kjæresten min.»

Men heller ikke dette syntes at gjøre Indtryk. Den utaalelige Skurelyd skar ham i Ørene; det stødte ham at se hende befinde sig saa vel i denne Dragt og i dette simple Arbeide, – og at hun da ikke generede sig!

To Mænd passerede oppe paa Gaden foran et af Vinduerne. Alfred saa iveiret: «Se der har vi Deres Onkel og – ja naturligvis Johan! – han var netop paa Vei til at dreie ind i Porten. Min Bror er nok en hyppigere Gjæst i Kjælderen end ovenpaa – he?» – men idet han vendte sig, opdagede han, at Kristine i en Fart havde faaet Bøtten med sig ud i Kjøkkenet og lukket Døren.

Ærgerlig kastede han Avisen og steg op. I Trappen mødte han Mo, som hilste med sin ærbødig-familære Mine.

Farbror Anders undersøgte Posten og valgte ud de Breve, han vilde bringe Statsraaden i Departementet. Da han fandt Oldermandens Brev til Kristine, raabte han hende ind.

«Du Kristine,» sagde han alvorligt, da 112han havde rakt hende Brevet, «der er en Ting, jeg maa tale med dig om. De kommer ofte indom til dig – Statsraadens Sønner –»

«Døren stod aaben, og saa kom Kandidaten ned.» –

«Ja – jeg mener hellerikke Alfred saa meget; men Doktoren – ser du. –»

«Han har ikke været her,» – skyndte Kristine sig at svare.

«Nei – men jeg forstod, han var paa Veien herned. Ja – ser du – kjære Kristine!» – fortsatte han venligt og lagde Haanden paa hendes Skulder; – hun var lidt høiere; «Livet i en stor By medfører mange Fristelser for en ung Pige. Desuden skal du lægge Mærke til, hvormeget jeg skylder Statsraadens, og hvor leit det vilde være for mig, om der traf dem nogen Fortræd, som jeg eller nogen af mine var Skyld i. – Dette forstaar du kanske ikke nu; men jeg vil bede dig være forsigtig og holde dig nær til dem, som vil dig vel.»

Han klappede hende paa Kinden og gik med Brevene.

Nei – hun forstod det ikke, – ialfald ikke helt. Hun havde vel en Følelse af, at Farbror mente, de unge Herrer kom for hendes Skyld. Men hvorledes det kunde blive 113til Fortræd for Statsraadens, skjønte hun ikke. Kristine var et sundt, fornuftigt Bondefruentimmer, som vel var sig bevidst Afstanden mellem en Statsraads Søn og en simpel Pige fra Landet.

Alligevel blev hun urolig, da ogsaa Oldermanden kom med de samme Advarsler og Hentydninger i Brevet. Men hvad skulde hun gjøre? Mod Kandidaten var hun saa lidet imødekommende som vel muligt; og hun kunde dog umuligt sige bent frem til den alvorlige, pene Doktor, at han ikke maatte komme, – saa sjeldent som han kom. Hun regnede efter; det var næsten fjorten Dage, siden hun havde talt med ham.

Farbror Anders var saa underlig; hun blev ikke rigtig klog paa ham; snil var han altid; men hun havde alligevel som et Slags Ængstelse for ham.

Undertiden om Aftenen – han kom altid sent hjem –, naar han passerede gjennem hendes Værelse, kunde han sætte sig ved hendes Seng og snakke lidt. Men hun forstod ikke altid, hvad han sagde, – enten fordi hun var søvnig, eller ogsaa var vist Farbror træt om Aftenen, han talte saa utydeligt. Men han klappede hende saa venligt, naar han sagde Godnat.

Doktor Bennechen havde ikke Lykken 114med sig, naar han gik ud, forat besøge Kristine.

Lyst havde han hver Dag; men han var bange for at møde Alfred; hellerikke Mo ligte han at træffe, og han havde idetheletaget paa disse Expeditioner en brødefuld Samvittighed, somom han gik at gjøre noget rigtigt ondt.

Det endte ogsaa ialmindelighed med, at han gik forbi og saa ned i Vinduerne; eller han steg op og besøgte sin Moder i et vagt Haab om at træffe Kristine i Porten, i Trappen eller etellerandetsteds.

Thi han var forelsket i hende, og han vidste det meget godt.

Og alligevel var han ikke glad, som man pleier at være, naar en Forelskelse risler gjennem Aarerne som en varm Strøm.

Først var han nu meget uvis om det Indtryk, han havde gjort paa Kristine. Han troede, at hun, som var saa sund og herligt skabt, maatte føle Uvilje mod slig en Krøbling, som han var. Thi Doktoren troede selv, at han haltede meget mere, end han i Virkeligheden gjorde.

Saa var han ogsaa jaloux paa Alfred, – indædt, stille, rasende skinsyg var han paa denne Broder, der overalt havde været ham iveien, foretrukket og forkjælet paa alle 115Kanter, og for hvis Synder han havde faaet saa mangt et Rap i Aarenes Løb.

Og tilslut havde Johan Bennechen en hemmelig, vemodig Mistro til sig selv og til sit Held overhovedet. Han havde altid været uheldig, og man havde altid fortalt ham, at han var det.

Derfor elskede han sin Kjærlighed, som han kjendte spire frem, som man elsker et sygt Barn. Han lod den stærke Følelse omslutte hele sit Væsen uden at tænke paa Modstand; og han bar sin Kjærlighed vel forvaret i sit trohjertige Bryst med en stille, trist Glæde, idet han ikke havde stor Tro til, at den vilde bringe ham noget godt.

Der var allerede nok at grue for – selv i det allerheldigste Tilfælde: at Kristine virkeligt syntes godt om ham. Thi hvad vilde Fru Statsraadinden sige! Og om han end kunde tænke sig Muligheden af at sætte sig ud over Moderens Modstand, hvor skulde han nogensinde faa Mod til at fremtræde for sin Fader og melde ham, at han agtede at gifte sig med en Bondepige!

Denne Fader – saa smuk og imponerende var i Johan Bennechens Øine et Udtog af alt hæderligt, ophøiet og fint.

Naar Oppositionens Blade kastede sig over Regjeringen, læste Doktoren det altid 116med en stille Reservation for sin Faders Vedkommende. Det var jo ikke umuligt, at der inden Regjeringen kunde findes Personer, som trængte til Kritik; men at der var noget at udsætte paa Statsraad Bennechen, faldt ham ikke ind med en Tanke.

Medens Moderen kastede al sin Ømhed paa den smukke Alfred og kun havde lidet tilovers for «de to mislykkede» – som hun kaldte Hilda og Johan, var Faderen omtrent den samme i sit Forhold til alle Børnene, – ja det hændte endogsaa, at han vovede en svag Opposition mod Fruen, naar hun forkjælede Alfred altfor galt.

Dette var nok for Johan, som ikke var forvænt i saa Maade; og jo ældre han blev, desto mere steg hans Agtelse for Faderen, saa den tilslut blev næsten som en Religion for ham.

Men nu var det jo netop Faderens fornemste Egenskab – hans Livsprincip: det respektable, det fine, korrekte, som Johan vilde støde an imod – ja løbe Storm imod ved en saa absurd Forbindelse – med en stor rødhaaret Bondepige.

Johan tænkte sig, hvad vel Faderen vilde sige og gjøre, om han fik Nys om sin ældste Søns Daarskab. Var det ikke først efter uendelige Forhandlinger, det var bleven ham 117tilladt at søge en Fattiglægepost i en af Byens Udkanter; – og hvad var det mod dette?

Men hvergang Doktoren naaede saa langt i sine Tanker, var det med noget, der lignede Beroligelse, han sagde: Ja – ja! – Det er jo ikke noget at spekulere over; hun bryder sig ikke et Gran om mig. –

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Arbeidsfolk

I romanen Arbeidsfolk fra 1881 setter Kielland kritisk søkelys på byråkratiet. Med humor og ironi skildrer han et departementsvesen som ikke gjør stort annet enn å sende papirbunker fra den ene til den andre. Han går også til angrep på dobbeltmoral og umoral.

Som i Garman & Worse er bokens persongalleri stort og uten en tydelig hovedperson. Og også i denne romanen er det et såkalt «kardinalkapittel», hvor Kielland lar naturen belyse handlingen i boken.

Boken fikk blandet mottakelse i samtiden, mange mente at Kielland denne gang var for krass og direkte i sine skildringer.

Se faksimiler av 1. utgave fra 1881 (nb.no)

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.