XI.

150I April skulde Doktor Bennechen reise. Han blev saa glad, da Faderen forkyndte ham, at han kunde faa Lov til at reise, at han i Førstningen næsten glemte at tænke paa, hvor ondt det vilde blive at skilles for saa lang Tid fra Kristine.

Endnu mindre faldt det den skikkelige Doktor ind at ræsonnere over denne Reisetilladelse, der blev ham meddelt som en stor Naade.

Dengang Johan blev Kandidat, havde han havt stor Lyst til at ligge et Aars Tid i Udlandet. Men Faderen fandt det for kostbart, og Fru Statsraadinden erklærede ligefrem, at det vilde være latterligt at reise til Udlandet for ham, der kun havde et maadeligt «Haud» til Examen.

Dette havde bragt Johan til ganske at slaa enhver Tanke om en Udenlandsreise af Hovedet; og da han nu «fik Lov», var han bare 151opfyldt af Taknemmelighed, uden at det faldt ham ind, at han jo igrunden var sin egen Herre og selv kunde bekoste sin Reise.

Men jo mere Dagen nærmede sig, desto uroligere blev han. Der var saa meget, han absolut maatte sige Kristine, før han reiste. Først vilde han paa en eller anden fin Maade lade hende forstaa, hvormeget han holdt af hende, og saa vilde han bede hende – ja det vilde han netop! – han vilde bede hende tænke paa ham, mens han var borte.

Dette var en god Ide – syntes han; der kunde lægges meget i de Ord; og Doktoren gik og øvede sig, idet han bøiede og forandrede denne Sætning hvis De vilde – eller: om De vilde være saa snil – eller: hvis jeg bare vidste, at De vilde være saa snil at tænke lidt paa mig; – mon han skulde sige lidt, eller skulde han vove at sige meget? – eller ofte?

Og endnu en Ting maatte han faa sagt. Han vilde advare hende mod Alfred. Det var egentlig det, han gruede mest for: at lade hende alene med Alfred. Han kjendte – ja han beundrede næsten Broderens Behændighed, og han forestillede sig, hvor let en uerfaren Pige som Kristine kunde lade sig bestikke af hans belevne elskværdige Væsen.

Men Alfred var ikke til at stole paa, det 152vidste han; det var hans Pligt, hans ligefremme Pligt at give Kristine en Advarsel.

Men at finde Anledningen var saa vanskeligt. Mangfoldige Gange i de sidste Dage før Reisen passerede han forbi Vinduerne eller gjennem Portrummet uden at vove sig ned de to-tre Trappetrin. To Gange traf han hende; men da fik han en saadan Beklemmelse i Brystet, at han var glad, han slap forbi. Heller ikke saa hun saaledes ud, at han fik Mod.

Paa denne Maade gik det lige til Dagen, han skulde afsted. Nu maatte det altsaa ske; men endnu engang opsatte han det i Portrummet; han vilde først sige Farvel ovenpaa.

Johan var saa besynderlig aandsfraværende, at de lo af ham allesammen. Men Hilda græd og lovede at skrive flittigt til ham.

Da han steg ned de to-tre Trin til Kristines Dør, gik det ganske rundt for ham, og han kom tumlende ned i Stuen med et Rabalder. Heldigvis var der ingen; men Kristine kom strax ind fra Kjøkkenet, forat se, hvad det var.

«Det er bare mig,» mumlede Doktoren, «jeg snublede lidt, – jeg – jeg skal reise.»

Ja – Kristine havde hørt det.

«Jeg vilde indom og sige Farvel.»

153Kristine tørrede sin høire Haand paa Forklædet.

«Jeg – jeg vilde bede Dem» – alle de forskjellige Varianter af den vigtige Sætning for saa fort forbi, at det ikke lykkedes ham at gribe nogen.

Kristine maatte mod sin Vilje smile lidt. Det gav ham Mod: «Jeg vilde bede Dem tænke meget – lidt paa mig, mens jeg er borte;» – derpaa blev han ganske rød; han vilde gjerne sagt det omigjen, forat faa det bedre til; men det syntes han ogsaa var flaut.

Kristine blev ogsaa rød; hun saa ned, men smilte alligevel.

Da blev Doktoren dumdristig: «Og saa vilde jeg bare sige Dem, at De bør passe Dem for Alfred –»

Men det skulde Johan Bennechen ikke have gjort. Thi neppe vare Ordene ude af hans Mund, før Kristine reiste sig iveiret, gik et Skridt frem og spurgte: «Hvad mener du med det?»

Hun talte i sit eget Maal, og da han saa hende i Ansigtet, veg han tilbage og stammede: «Ja undskyld! – jeg – jeg mente bare –»

«Jeg skal passe mig selv –» sagde Kristine haardt.

«Ja ja! – det var ikke saa ment! – 154Farvel –;» Johan Bennechen tumlede op de to-tre Trappetrin.

Men da han var gaaet, kastede Kristine sig paa Sengen og græd bitterligt: at ogsaa han kunde tro saa ondt om hende!

Den stakkels Doktors Hjerne arbeidede og tumlede med tusinde uryddige Tanker; og tilslut satte han sig fast i den Tro, at hun elskede Alfred.

Bybudet, som skulde tage hans Tøi, fik ikke Greie paa nogenting. Et Par Venner kom, forat sige Farvel; han drak Vin med dem, snakkede bagvendt, saa fra den ene til den anden, somom han vilde spørge om noget, men sagde tilslut ingenting; medens de andre lo af ham og erklærede, at han led af akut Reisefeber.

Saaledes kom han afsted. –

Et Par Uger senere gav Statsraaden efter for den tause Bebreidelse, han hver Dag mødte i sin Kones Øine; og da han en Formiddag var alene med Mo i Kontoret, sagde han: «Hun maa alligevel bort – hun – Deres Broderdatter.»

«Det gjør mig ondt – Hr. Statsraad! – men –»

«Sig mig nu engang Mo! hvorfor vil De absolut beholde hende?»

155«Ja – ser Hr. Statsraaden, jeg har alle Dage været en ensom Mand, –»

Et Lys gik op for Statsraaden; han saa ned paa den lille smilende Mand og sagde med Uvilje: «Nei men Mo! hvad tænker De paa? – i Deres Alder, – og desuden –»

«Desuden? – Hr. Statsraad!» – spurgte Budet og saa op fra Siden.

«Ja det er jo et ubehageligt Emne; men naar De selv spørger, saa – saa har De jo et Par Gange været – hm! været temmeligt – syg – Mo!»

«Kun én Gang; den anden Gang var det bare Ansigtsrosen.»

«Jajaja! – jeg gider ikke rode i Deres Affærer! men jeg synes gjerne, De kunde skaffe det Fruentimmer bort, naar jeg beder Dem.»

«Statsraaden maa intet Øieblik tvivle om min Hengivenhed og absolute Lydighed» – svarede Anders Mo og bøiede sig dybt; – «men jeg formener, at Hr. Statsraaden selv ved, hvor stærk denne Følelse er hos Mennesket og hvor –»

Statsraaden stansede ham med en utaalmodig Grimace. Han gik op og ned; men han stødte ikke Fingertuppene mod hinanden. Naar han var ærgerlig og udiplomatisk, stak 156han Hænderne i Lommen og raslede med Nøglerne.

Statsraad Bennechen tænkte paa al den Fortræd, han vilde faa hjemme, hvis ikke Kristine kom væk. Og han var ikke saa ræd for hele den samlede oppositionelle Presse som for sin Kone, naar hun begyndte et regulært Felttog. Thi da snusede hun omkring overalt, udspeidede hvert hans Fjed; og meget kunde da komme for Lyset, som laa gjemt og vel forvaret, saalænge Forholdet var venskabeligt og Fruen i godt Humør.

Mens han gik op og ned, stellede Mo med Ovnen og gav sig god Tid.

Statsraaden saa af og til hen paa ham; og som han nu endnu en Gang resumerede alle Momenter i denne fortrædelige Sag, kom han til det Resultat, at et Giftermaal mellem Mo og dennes Broderdatter igrunden var den bedste Udvei.

Det vilde uden Tvivl berolige og tilfredsstille Adelaide, og det var Hovedpunktet. Dernæst vilde det gjøre ham Mo endmere forpligtet. Dernæst sorterede det ingenlunde under hans Departement at paase, at de, der indgik Ægteskab, vare sunde.

Og tilslut – hvis Mo vilde gifte sig, hvad kom det saa ham ved? – kunde han – 157Statsraaden – kanske forbyde det? Men hvorfor gik han egentlig her og ærgrede sig?

Statsraaden stødte Fingrene mod hinanden, idet han i den almindelige Kontortone spurgte: «Har De talt med Deres Niece om – om en saadan Forbindelse?»

«Direkte har jeg ikke berørt Sagen; jeg vilde intet gjøre, inden jeg havde indhentet Statsraadens Samtykke –»

«Aa – hvadfornoget? – Samtykke? det er jo en privat Sag for Dem, – Mo! – som jeg ikke har noget med.»

«Jeg vilde dog aldrig tilladt mig et saadant Skridt uden først at have indhentet –»

«Godt – godt!» – afbrød Statsraaden ærgerlig, «hvis De tror, at Pigen vil, saa –»

«Tusind Tak – Hr. Statsraad!» udbrød Mo og vilde gribe hans Haand; «jeg tvivler ikke paa, at naar jeg har Statsraadens Samtykke –»

«Jeg vil ikke høre et Ord mere om den Sag – Mo! – forstaar De?»

Statsraaden var nu saa ærgerlig, at Mo bare smilte taknemmeligt og trak sig tilbage.

Men Statsraaden virrede med Hovedet og pustede ud efter denne ubehagelige Affære, inden han tog fat paa Dagens Arbeide.

Om Aftenen sagde han til sin Kone: «Min kjære Adelaide! – det gjør mig ondt, 158at maatte underrette dig om, at Mo fremdeles fastholder sin Bestemmelse med Hensyn –»

«Ja – ved du hvad – Daniel!» brød Fruen ud, «saa begynder jeg virkelig at tro, at du paa en eller anden Maade er i det Menneskes Magt.»

«Rolig – Adelaide! – bare rolig,» sagde Statsraaden, idet han løftede sin smukke Haand en liden Smule i Veiret; «hun – jeg mener dette Fruentimmer kan gjøres ganske uskadelig, uden at vi behøver at sende hende bort.»

«Saa – hvorledes det? – om jeg maa spørge.»

«Hun kunde for Exempel gifte sig.»

«Her i Huset!»

«Javist – kjære Adelaide! med sin Onkel.»

«Med Mo! – den unge Pige med det gamle Spøgelse?»

«Ja ser du –» svarede Statsraaden og løste sit Halstørklæde foran Speilet, «det kom jo egentlig ikke os ved.»

«Nei – det kan du have Ret i,» svarede Fruen nølende; «men jeg synes dog –»

«Det vilde gjøre hende ganske uskadelig,» – vedblev Statsraaden.

«Det vilde det,» indrømmede Fruen; «men 159– men den ækle Mo! – har du ikke desuden engang fortalt mig, at han har været –»

«Officielt er der intet bekjendt af den Art; – og desuden! skulde man ved ethvert Ægteskab granske nøie efter –»

«Ja – du har Ret – Daniel! I ere nogle nette Fyre, I Mandfolk! – og – som du selv sagde – det kommer da ved Gud ikke os ved!»

«Netop hvad jeg mener kjære Adelaide! – vi er jo ganske udenfor det hele.»

Da Fru Bennechen havde overveiet en Stund, kom ogsaa hun til det Resultat, at denne Udvei var den bedste af alle.

«Var det du, som havde den Ide? – Daniel!» spurgte hun skjælmsk.

«Naa – det vil jeg ikke netop paastaa – hm!»

«Du er dog en fin Mand,» sagde Fruen; «kom herhen Daniel!»

– Kristine begyndte nu at forstaa, hvad det gjaldt. Farbror Anders havde efter varsomme Indledninger forklaret hende, at Statsraaden ønskede en Betryggelse mod alle de Rygter, som hun selv vidste vare i Omløb.

Et Ægteskab med Farbror Anders var efter hendes Begreber et overmaade godt Parti. De Omgivelser, hvortil hun hørte, havde gjort hende fortrolig med det, man 160kalder Fornuftpartier, og naar dertil kom, at Faderen tydeligvis ønskede det, saa var der forsaavidt ikke noget iveien.

Hun havde ingen Forpligtelser; aldrig havde hun opmuntret nogen Mand. – Derfor harmede det hende dobbelt, at man havde beskyldt hende for det.

Især blussede hendes Vrede op, naar hun tænkte paa Doktoren; men det var en Vrede – smerteligere end noget, hun nogensinde havde følt.

Og skjønt hun ikke havde nogen Kjærlighed at begræde, laa hun dog og hulkede hele Natten efter den Aften, da Farbror Anders ligefrem havde spurgt, om hun vilde være hans Hustru. Men da hun havde udgrædt, blev hun kold og fornuftig, og hun styrkede sig ved den Tanke, at nu skulde hun da vise dem alle – og Doktoren først og fremst, hvilken Uret de havde gjort hende.

Om Morgenen gav hun Farbror Anders sit ja.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.