XII.

161Langs opefter Nilen sad tæt af Fugle og stegte i den gloende Sol. De pillede og ordnede Fjærene, slog et Par Slag, forat prøve Vingerne, snappede dovent en Orm eller et Firben, hvoraf det myldrede i Sumpen.

Men der var altformegen Mad, altfor varmt, altfor stille; de længtede efter koldt Regn, graa Luft og friske Storme.

Talløse Flokke af Graagjæs og Svaner svømmede om i de aabne Steder mellem Sivene indover de vidtstrakte Sumpe. Heirer og Storke ragede op hist og her; sammenkrøbne stod de paa et Ben og hang med Næbbet; de kjedede sig noget ganske forskrækkeligt.

Alslags Snepper og Vandfugle, Viber, Brushaner, Ringgjæs, Vandhøns, Vagtler, Svaler – ja lige til den simple Stær – alle kjedede de sig, saaat Fjærene holdt paa at falde af.

162Ibisen forargede sig over dette fremmede graaklædte Pak og nedlod sig endogsaa til at beklage sig for de taabelige Flamingoer, som den ellers foragtede saa dybt. Krokodillerne plirede med de slimede, lysegrønne Øine og snappede af og til en fed Gaas, saa der løftede sig et Skrig og et Skraal, der besvaredes opover og nedover Floden, døde hen langt – langt borte; og Stilheden fra Ørkenen lagde sig atter over det gloende Landskab og den træge Mylder af Fugle, der sad og ventede – de vidste ikke rigtig hvad.

Da fløi en liden graa Fugl bent op i Luften, stod stille deroppe et Øieblik og slog uhyre hurtigt med Vingerne, mens den kvidrede en kort Stump; derpaa dalede den ned igjen og skjulte sig i Græsset.

Hele Fugleskaren havde løftet Hovedet og lyttede. Og saa blev der en Snadren og Kvidren og en urolig Mudder i hver en Krog. Unge lapsede Viber fløi op og gjorde Rundkast i Luften, forat vise, hvor godt de fløi.

Men de ældste hvide Svaner, som skulde helt til Island, holdt Generalforsamling, forat overveie Lærkens Reiseforslag. Thi alle havde strax kjendt Lærken paa Lyden; skjønt det var ikke mere end to-tre Toner, han havde 163faaet til; Sangen var ikke rigtig kommen i Struben endnu. Men medens Svanerne raadslog, lød der et forskrækkeligt Plask, og Luften blev ganske formørket.

Det var Graagjæssene, som lettede. I store Flokke delte de sig, sværmede om i Luften, ordnede sig derpaa i lange Rækker og forsvandt nordover, medens deres Skrig tabte sig i det fjerne.

Stæren reiste sig i sorte Masser og brød op, Viberne fulgte; Storkene skruede sig parvis høit op i Luften, indtil de næsten blev borte, og tog saa Veien nordover. Svanernes Generalforsamling gik aldeles overstyr i den almindelige Forvirring og Uro; alverden vilde afsted, der var ingen Besindelse mere; hvert Øieblik passerede nye Flokke udover Nord-Afrika – hilsende hver med sit Næb det smilende blaa Middelhav dernede.

Nattergalhannerne lurede sig afsted om Natten i smaa Selskaber; de vilde finde de kjendte Steder i Provences Rosenbuske eller i Bøgeskovene paa Sjælland, saaat de kunde have sine smukkeste Sange færdige og indøvede, naar Hunnerne kom.

De norske Lærker ventede i det længste; men da de danske drog, fulgte de med for gammelt Venskabs Skyld. Reisefeberen greb i den Grad om sig, at endogsaa Svalerne og 164Gjøgen maatte afsted; de vilde ialfald flyve over Middelhavet, saa kunde man betænke sig.

Ibisen gjenvandt sin Sindsro og skred gravitetisk som en Erkebisp henover Stranden; og de rosenrøde Flamingoer veg ærbødigt tilside for Hans Hellighed, idet de med en andægtig Mine sænkede sine taabelige Hoveder med de knækkede Næb.

Stillere og varmere blev der langs opefter Nilstrømmen. Krokodillerne maatte nu nøie sig med Negerkjød eller en sjelden Gang en seig engelsk Turist.

Men Nat og Dag fløi Trækfuglene nordover. Og alteftersom de kom over kjendte Steder, dalede hver Flok til sit Hjem, raabende Farvel til dem, der skulde endnu længer, spredende Liv og Lystighed over det gamle, forfrosne Evropa – i Skov og Mark, rundt Menneskenes Huse og langt ude i Sivet i de store stille Søer.

Der var tæt af smaa røde Rosenknopper i Italien; Æbletræerne vare ganske oversneede med blegrøde Blomster opefter Sydfrankrige, og paa Boulevarderne i Paris begyndte Bladene paa Kastanjetræerne at sprænge de glinsende, seige Hylstre. De gode Borgere af Dresden stod paa Brühlsche Terasse og solede sig, medens de iagttog Isstykkerne, 165der kom drivende med Floden og taarnede sig op foran de svære Bropiller.

Men nordenfor blev det koldt; Sneflækker hist og her og en sur Vind fra Nordsøen. Lærkeflokken minkede, altsom den fløi. En hel Mængde skulde ned paa Sletterne ved Leipzig og siden paa Lüneburger Heide; og da Resten kom opover Slesvig, spurgte de danske Lærker, om de norske ikke havde Lyst til at vente lidt og se Veiret an.

Sneen laa langs Grøfter og Gjærder i Jylland, og Nordvesten ruskede i gamle Danmarks Bøge, hvor de brune Bladhylstre sluttede forsigtigt om de sammenkrøllede Blade. Fuglene krøb sammen bag Stene og indunder Lyngen; somme vaagede sig helt hen til Bøndernes Huse, hvor Spurvene grasserede, somom de ejede det hele.

Alle vare enige om, at man var kommen altfor tidligt afsted, og havde de bare havt Tag i den Galning, som lokkede dem fra Ægyptens Kjødgryder, havde de vist ribbet ham. Endelig kom der da Søndenvind; de norske Fugle sagde Tak for sig og fløi over Havet.

Hjemme i Norge saa det fra først af bedrøveligt ud. Sneen laa langt nede i Dalene og alnehøi inde i de tætte Skove. Men Søndenvinden var kommen med Regn, og saa 166gik det i en Ruf, – ikke gradvis og fredeligt, men med Bulder og Brag og Sneskred og fossende Elve, saa Landet lignede en Jette, der vasker sig, medens det iskolde Vand skyller nedover de senestærke Lemmer.

Og lette Slør af lysegrønt lagde sig over de unge Birketrær i Lierne; inde i de stille Bugter i Fjordene; over Sletterne vestude mod Havet, over Multemyrene og Heiene; opefter Rifter og Kløfter og trange Dale mellem Fjeldene. Men paa Toppen blev Sneskavlen og Bræen liggende, somom de gamle Fjelde ikke gad lette paa Hatten for slig en flygtig Galning af en Sommer.

Og Solen skinnede saa varmt og fornøiet, og Vinden kom bærende med endnu mere Varme søndenfra, og tilslut kom Gjøgen – som Overceremonimester, forat se, om alt var iorden; han fløi hid og did, satte sig saa i en ung Birk inderst inde i en lun Vig og gol: Vaaren var kommen; Gamle Norge var endelig færdigt!

Og der laa det – høit og skinnende fagert i det blaa Hav; – saa fattigt og magert, – saa friskt og sundt og smilende som et renvasket Barn.

I Havnene langs Kysten blev der Liv og Travelhed, og hvide Seil krøgede sig ud gjennem Skjærgaarden og forsvandt henover 167Havet. Skierne bleve stukne op under Bjælken, Slædefælden blev drysset godt med Kamfer og hængt væk; og ligesom Bjørnen, naar den kommer ud af Hiet og ryster sin lodne Pels, saaledes rystede Folket sine tunge Lemmer, spyttede i Næverne og tog fat paa Vaarvinnen.

Nedover Elvene drog Tømmerfløderne og slapsede i det kolde Snevand; i de brede frugtbare Bygder skar Plougen lange sorte Striber; langt nordpaa gik Folk og stellede med Klipfisken, som laa udover de nøgne Berg; paa de flade Sletter vest mod Havet kjørte de Tare udover Markerne, og inde i Heien stod en liden surøiet Mand og stirrede efter en gulblak Hoppe.

Her var endnu friskt og lifligt, medens Folk i Paris faldt om paa Gaden af Solstik, og Boulevardernes Trær vare tørre og støvgraa. Paa Brühlsche Terasse drak de gode Borgere af Dresden Maibowle i Aftenkjøligheden, medens de disputerede, saa Fillerne fløi, om Wagners Musik. Thi andet havde de ikke Lov til at disputere om i fri Luft, og disputere maatte de.

De, som havde Raad, begyndte at snuse i Bædeker. Og snart kom en hel Indvandring af skjævbenede Tyskere og langtandede Englænderinder, forat trække frisk Luft 168mellem Fjeldene og føre lidt af den friske Luft med sig hjem igjen tilligemed velmente Karrikaturer af Gamle Norge.

Men idet det brogede Tog af Fremmede drog indover Landet, mødte det en anden Strøm, der søgte udover mod Kysten.

«Was sind das für Leute?» – spurgte der Stadtrath Schultze aus Berlin.

En dannet Nordmand svarede paa Tysk: «Emigranten.»

Det var alvorlige Mænd og Kvinder i nye Vadmelsklæder. De førte Børn ved Haanden, ved Brystet, paa Armen, paa Ryggen – en Sværm af sunde rødkindede Børn, der saa sig om med blanke forundrede Øine.

Ved alle Jernbanestationerne og paa Dampskibene paa de store Indsøer stod Kister opstablede med tydelige, malede Adresser og Navne – norsk og engelsk om hinanden. Der var et Præg af en vel overveiet, langsomt modnet Beslutning over alt dette: den knappe solide Bagage, de nye, stærke Klær, ingen unyttige, sentimentale Smaating i Hænderne – bare Børnene; men de blev ogsaa holdt fast med et troværdigt Tag, som man kunde se ikke vilde slippe, før de var vel over i den nye Verden.

Men ingen Glæde, neppe nok det, man kunde kalde Haab, var at læse i disse 169Ansigter; – kun en fast, sørgmodig Beslutning; og en tung Smerte laa paa Bunden af alle disse Øine, som græd eller ikke formaaede at græde.

Der Stadtrath Schultze aus Berlin undrede sig meget over dette. At man emigrerede fra Tyskland, kunde han vel forstaa; der havde man Krigstjeneste, Militærregjering, Socialisme, Bismarck og alskens Elendighed. Men her! – i dette skjønne, fredeligefredelige] rettet fra: frededelige Land med sin bekjendte fri Forfatning – hvad kunde dog her være iveien?

Og selve Landet syntes at spørge: hvad er der iveien? medens Solen fik Lierne til at smile saa lysegrønt og venligt, Elven brummede saa fornøiet forbi, og fra Skoven kom den lokkende Duft af Graner med friske unge Naale.

Paa Perronen stod Slægt og Kjendinger og græd, fordi de reiste – alle græd – indtil den fattige Husmand, som græd, fordi han ikke havde Raad til at være med.

Og som Toget brusede nedover Dalen, saa de ud af Vinduerne. Og de vidste, at skjønnere Land er ikke paa Jorden, intetsteds skinner Solen slig, intetsteds er der slig Duft, slig Jubel i Luften, intetsteds galer Gjøgen som hjemme.

Og op til Øinene steg de hede Taarer, 170og der hulkedes høit i Kupéerne; de glemte, hvorfor de sad der, og fra Øie til Øie gled det hjælpeløst: hvad er der iveien? – hvad er der dog iveien?

Imidlertid skred Foraaret frem med Sang og Klang, Slagsmaal og Elskovsintriger – ligefra de smaa Skarnbasser, som gjorde Kur i Græsset, til Bjørnene, der sloges inde i Skovene, saa Blodet flød.

Vistnok spiste de store de smaa som altid – det kan ikke nægtes; men det var dog mere leilighedsvis – halvt gemytligt. Ingen behøvede meget Mad; naar man er forelsket, har man andet at tænke paa. Livets Kamp tager sig ganske anderledes ud frempaa Sommeren og Høsten, naar man skal slæbe Føden hjem til Madamen og en Flok sultne Unger.

Vaaren lagde et Skjær af Ridderlighed over det brutale Madstræv, og Hannerne havde travlt med at udfolde sin Elskværdighed, medens Hunnerne nød sin korte Triumf og gjorde sig kostbare.

I Skov og Mark lød der smeltende Længsel, haabløs Klage og jublende Lykke; og mange smaa Hjerter brast i stille Fortvivlelse, og mange smaa Uregelmæssigheder gik for sig under det tætte Løv og i de ensomme Fjelde, og mangen liden Kamp udfægtedes 171paa Liv og Død, mens den Skjønne sad ligegyldig og saa til.

To Linerler sloges i Luften saa længe, til de faldt ned i Mølledammen og skvat op igjen gjennemvaade og fortumlede. Og imens fløi hun, som de sloges om, bort med en tredie, der tilfeldigvis kom strygende forbi. Mølledammen laa saa stille og blank, at de to Rivaler kunde speile sig i den, mens de rystede sig og ordnede de ødelagte Toiletter.

Rumpetroldene i Dammen havde kastet sin toga puerilis med den generende Svands tilligemed det uhøviske Navn. De optraadte nu flot som unge Padder, idet de svømmede med lange Drag og kraftige Spænd med Bagbenene som examinerede Svømmelærere.

Men langs hele den lange Kyst gik Havet og smøg kjærtegnende som en Kat ind mellem Skjærene. Hvor Skummet kunde sprøite og koge i Vinterstormene – der gled nu grønne Smaabølger ud og ind; det store, blaa, solbeskinnede Hav sluttede saa smilende varmt om det gamle barske Land, somom de aldrig havde været Uvenner.

Og langsmed de nøgne Odder og Stene og inde i Fjordene groede Taren rød og gul og lysegrøn – blankt som det prægtigste Silketæppe. Og dernede krøb og myldrede det af Klør og lange Horn og Sugearme og 172bløde Finner og smygende, falske Føletraade, solide Skal og Huse paa Ryggen – en fantastisk Verden af snedige Vaaben og stærke Rustninger.

Paa det glatte Fjeld, som skraanede ned mod den blaahvide Sandbund, sad mellem frodige Dusker af Bladtare og Søgræs Kobunger, Rødskjæl, piggede Isboller og prægtige røde Søstjerner.

Totre Stinter stak Snuderne ind under en Taredusk og bed smaa Bid af et eller andet derinde. Saa kom der en tyk Bergsugge og jog dem, saa de skvat tilside. Den stak Næsen indunder, forat se, hvad det var. Men saa var det formodentlig ikke noget, den gad spise, for den vendte sig bort med et foragteligt Kast og roede mageligt videre langs Berget.

Solstraalerne faldt blaat og hemmelighedsfuldt paa det underlige Liv dernede og paa de lyse Sandflekker, som glimtede frem hist og her udover, indtil de tabte sig, og alt gik over i det store, dybe, uendelige Blaa.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.