Arbeidsfolk

av Alexander L. Kielland

XIII.

173Den første Juli blev Departementsbud Anders Mo og Jomfru Kristine Vatnemo viede i Trefoldighedskirken.

Foruden de indbudne var der noksaa mange Folk i Kirken; thi Statsraad Bennechen var selv i Følget, og desuden var det jo et interessant Par: den gamle Mand og den unge Pige.

Forresten saa det slet ikke saa galt ud. Naar undtages det hvide Haar, var Farbror Anders en ret statelig Brudgom med sit høie, stive Halsbind, sort Kjole og Guldkjæde – en Present fra Statsraaden. Og Kristine var saa stor og bondsk, at hendes Ungdom ikke faldt saa meget i Øinene; dertil var hun bleg og alvorlig.

Statsraad Bennechens Familie var flyttet ud paa Landet; og Fruen havde drevet sin Velvilje saa vidt, at hun havde overladt 174Spisesalen og det tilstødende Værelse til Bryllupsfesten.

Da Følget derfor kom fra Kirken, blev der drukket et Glas Vin nede i Portnerleiligheden, hvorved Statsraaden udtalte en kort Lykønskning. Men derpaa forlod han Selskabet, som nu begav sig ovenpaa, hvor Bryllupsbordet var dækket.

Brudeparret tog Plads i Værelset udenfor Spisesalen og modtog Gjæsternes Gratulationer, etterhvert som de ankom; thi foruden det egentlige Følge var der inviteret et helt Selskab.

Redaktør Mortensen, som nu var den fornemste Gjæst, efterat Statsraaden var gaaet, bevægede sig ugenert i Salonen, snakkede høit og var vittig. Men de øvrige sad tause og høitidelige rundt Væggene med Fødderne trukne helt ind under Stolen.

Kristine sad og undrede sig over alle de Bekjendtskaber, hendes Mand havde, og det imponerede hende at se saamange fine Byfolk forsamlede. Tilslut var alle Siddepladse optagne af pyntede Madamer, et Par unge Piger sad endogsaa paa Fanget til hinanden. Herrerne samledes ude i Gangen, naar de havde været inde og gjort et høitideligt Buk for Brudeparret. Der var stille som til en Begravelse, og der hørtes ikke andet end nu 175og da et Ord fra Redaktøren eller en dæmpet Støi fra Kjøkkenet.

Der var et Par Departementsbud med Koner og Døtre; Politibetjent Andersen og Politibetjent Knudsen – den sidste var imidlertid blot antaget paa Prøve og stod derfor under Andersens Opsigt.

Saa var der Kommandersergeant Knoff i Uniform og Hansker, Skorstensfeier Lunde med Frue – en Søster af Politibetjent Andersen; – Høiesteretsbud Paalsen – bekjendt for sit selskabelige Talent, og Madame Grüner, som kogte for Kongen, naar han var i Byen.

Blandt det øvrige Selskab var der en Havnebetjent, totre Sergeanter og Jernbanefunktionærer i Uniform med samt sine respektive Damer.

Kokkekonen kom hvert Øieblik tilsyne ude i Gangen og gjorde Miner til Brudgommen; men han rystede paa Hovedet og saa paa sit Uhr.

Endelig blev der Bevægelse blandt Herrerne ved Døren, og to Damer traadte ind. Den første var en høi, vakker Pige med blondt Haar og store, glimrende Øine. Hun bar lys Silkekjole, Ørendobber af Filigran og en Sølvkjæde med stor Medallion om Halsen.

176Den næste var en trivelig Kone paa en 40 Aar eller saa med sort glat Haar og to smaa Favoriter ved Ørene. Paa den ene Side af Hovedet havde hun en høirød Rose og paa den anden en liden Kolibri i en Knude af skotske Baand. Hendes fyldige Buste var indspændt i en Trøie af mørkerød Fløiel – udskaaret foran og sammenholdt af en Guldbrosche i Form af en Hestesko. Nedentil havde hun sort Silkeskjørt med Ophæftninger af smaa Rosenbuketter.

Redaktør Mortensen udstødte et Raab af Beundring, da de gik over Gulvet, og den ældste af Damerne slog spøgefuldt efter ham med Viften.

«Min kjære Kristine,» sagde nu Brudgommen med den ham egne Værdighed, «maa jeg forestille dig Frøken Eveline Nielsen, som vil gjøre os den Ære –»

«Aa – Hr. Mo! baade Æren og Fornøielsen er paa min Side,» svarede den unge Dame og smilede venligt. Hun havde deilige, friske Tænder, og Kristine følte sig strax tiltrukket af hende; naar hun bare ikke havde været saa fin.

Derpaa presenterede Brudgommen: «Min mangeaarige Veninde – Fru Gluncke.»

Den lille trivelige Dame fløi lige paa Kristine og gav hende et blødt fugtigt Kys 177paa Munden, idet hun med mange Ord forsikrede, at Kristine var den sødeste Brud, hun nogensinde havde seet – uden Overdrivelse! – den allersødeste.

Nu skulde man tilbords.

Redaktør Mortensen nærmede sig med Hatten i Haanden og bukkede dybt for Frøken Nielsen: «Vor Vært har anbetroet mig den særdeles Ære at føre Frøkenen tilbords;» – han bød hende sirligt Armen og fulgte bagefter Brudeparret.

Dernæst kom Kommandersergeant Knoff og Madam Gluncke, saa kom Skorstensfeier Lunde og Madam Paalsen og Politibetjent Andersen og Madam Grüner og Høiesteretsbud Paalsen og Madam Lunde, – og siden Resten af Selskabet parvis efter de modtagne Smaakort, der vare fordelte af Statsraadens Kusk ude i Gangen.

Brudebordet var dækket i Hestesko. Midt paa den korte Side sad Brudeparret, tilvenstre Knoff og Madam Gluncke, tilhøire Redaktøren og Frøken Eveline. Midt foran inde i Hesteskoen sad Lunde og Paalsen med sine Damer, og det øvrige Selskab ordnede sig nedover begge Fløie.

Politibetjent Andersen var yderst ivrig og foranstaltede mange Ombytninger af Plads, 178indtil det endelig lykkedes ham at faa Knudsen placeret midt foran sig.

«For jeg skal sige Dem – Madam Grüner,» – hviskede Betjenten, «han er antaget paa Prøve – ser De! og det er jeg, som skal passe paa ham.»

Madame Grüner gad ikke høre paa ham; hun var misfornøiet med sin Plads og sin Bordherre. Thi hun havde smurt sig med at faa Kommandersergeanten tilbords og Plads ved Siden af Brudeparret. Derfor lagde hun ogsaa Skeen fra sig, da hun havde smagt Suppen, og mumlede foragteligt: «Liebig!»

Ellers blev der fra først af spist under dyb Taushed; der hørtes ikke andet end en jævn Raslen med Skeer, der haandteredes med Forsigtighed, og af og til et halvhøit Ord eller en Latter fra Redaktøren og hans Dame.

«Jeg maa bede mine Herrer fylde Glassene –» sagde Brudgommen med et Tonefald, der stærkt mindede om Statsraad Bennechen; «min Kone og jeg tillader os at ønske mine Damer og Herrer velkommen tilbords.»

Det første Glas Rødvin blev drukket med stor Høitidelighed, idet alle hilste henover til Brudeparret.

Kristine saa nu nedover de to Fløie af 179Bordet, og hun følte sig næsten overvældet af al denne Pragt. Hilda Bennechen havde uden Moderens Vidende pyntet op med Blomster og alt det Glas og Sølvtøi, som ikke var flyttet med paa Landet.

Det var en Opdækning, som efter Kristines Begreber var over al Maade glimrende. Hun ønskede bare, at de derhjemme kunde se hende som Midtpunktet i al denne Overflod.

Imidlertid holdt Politibetjent Andersen sit skarpe Øie fæstet ved Knudsen; og hvergang denne gjorde Mine til at røre ved en Flaske eller et Glas, raabte han dæmpet advarende: «Knussen!»

«Her! – Hr. Betjent! –» svarede Knudsen og rettede sig paa militær Vis.

Madame Knoff, der havde en af Jernbanefunktionærerne tilbords, sad saaledes, at hun ikke kunde holde Øie med sin Mand – Kommandersergeanten –, medmindre hun vendte sig helt fra Bordet. Dette var imidlertid meget ubekvemt baade for Madamen og for hendes Sidemand. Thi hun var en svær Dame med gulagtig, tyk Hud og et usundt Udseende, der foranledigede Redaktøren til at paastaa, «at Madame Knoff saa ud, somom hun havde Miltbrand.»

Men da der endnu ved første Ret var 180dødsstille rundt Bordet, hviskede Mortensen til Brudgommen bag Kristines Ryg: – «De maa begynde med Skaalerne – Mo!»

«Jeg mente, det gik ikke an før Stegen –»

«Jo da! – tvertimod! – det er høist moderne, at Talerne begynde ved Suppen –»; Redaktøren slog stærkt paa sit Glas, og Brudgommen reiste sig og talte:

«Mine Damer og Herrer! det er mig i denne betydningsfulde Stund en dybtfølt Trang at udtale, hvormeget jeg beklager, at jeg ved dette Bord – hvor dog saa mange af mine Kjære ere forsamlede – maa savne den, jeg især idag helst maatte ønske at se hos mig. Jeg mener min Kones Fader Gaardbruger Niels Vandmo.»

Kristine tog sit Lommetørklæde frem.

«Du ved selv – kjære Kristine! hvor inderligt jeg hænger ved min eneste Broder, og hvor stor Pris jeg sætter paa det Klenodie, han anbetror mig –»

Her fik Madame Gluncke et høist upassende Anfald af Hoste. Taleren sendte hende et hurtigt Blik og fortsatte: «Derfor – mine Damer og Herrer! ville vi drikke en Skaal for min Kones Fader, skjønt han er fraværende, idet vi ønske, at Gud vil trøste ham og ikke lade ham føle Savnet af sin elskelige 181Datter altfor tungt. Kristine! – din Faders Skaal!»

Da Brudgommen satte sig, hviskede han nogle hurtige Ord til Madam Gluncke.

«Jeg kunde saagu ikke hjælpe det,» hviskede hun tilbage, «men du var saa ubetalelig!»

Et Øieblik efter reiste Skorstensfeier Lunde sig. Det var en høi, tør Mand med spids Næse og graat Haar. Sin Funktion lod han forlængst udføre af leiede Folk, medens han dog beholdt sin officielle Stilling som Feiermester i Byens fineste Strøg. Han havde Penge, og en af hans Døtre var gift med en Telegrafist.

«Som den ældste i Lauget,» begyndte han, «maa det være mig tilladt at udbringe Brudeparrets Skaal. Vi vide alle fra vor Børnelærdom, at Herren selv sagde: det er ikke godt for Mennesket at være alene.»

Stilheden ved Bordet blev næsten trykkende. Pigerne, som kom, forat sætte Tallerkener til Stegen, maatte staa og vente, medens Taleren udviklede Ægteskabets Historie fra Adam og Eva, Abraham og Sara – til Isak og Rebekka. Derpaa sprang han behændigt over Jacob med de to Hustruer, berørte hverken David eller Salomo, men gjorde en let Overgang til Nutiden og det 182daglige Liv, idet han sluttede med at nedbede Himlens Velsignelse over Dagens Brudepar.

De fleste af Damerne græd, Kristine især. Frøken Eveline bøiede sig frem og nikkede venligt til hende. De høitidelige bibelske Ord, selve den prægtige Fest – alt dette greb hende saa underligt, at hun et Øieblik var nær ved at tro, at dette kanske endnu kunde vende sig til Lykke for hende.

Men Frøken Eveline hviskede til Mortensen: «Det er dog blodig Synd for den stakkels Pige.»

Efter Skorstensfeier Lundes Tale blev der en lang Pause, medens Pigerne satte Tallerkener omkring.

Madame Knoff, som hele Tiden paastod, at hendes Mand «fingererede paa den væmmelige Malla Bimbam», var saa uheldig at rive sin Talerken ned, da hun ved en uformodet Vending vilde overraske Kommandersergeanten.

Støien bragte den forskræmte Knudsen til at fare iveiret, og Politibetjent Andersen raabte et dadlende: «Knussen!»

Men Madam Gluncke lo høit og puffede til sin Bordherre. Denne Latter var det første Pust af Munterhed, som gik over Bordet. Mortensen satte Hedvinskaraflerne igang, og der blev drukket flittigt.

183Derpaa reiste Redaktøren sig og talte: Mine Damer og Herrer! – naar jeg lader mit Blik glide ud over denne Forsamling, slaar den Tanke mig uvilkaarlig: hvad er det, som danner – om jeg saa maa sige – Bindeleddet mellem os alle?»

Han havde en bred overlegen Tone og velformede Avissætninger, og da han følte sig som Situationens Herre, slog han om sig med en Mængde fremmede Ord og latinske Sententser, idet han udviklede, at alle de tilstedeværende vare Dele af det store Statsmaskineri, offentlige Funktionærer, Led i den Kjæde af Mænd, «til hvem Nationen skuer op med Tillid og Ærefrygt».

Herfra tog hans Tale et høiere Sving, medens han kortelig udviklede «Embedsværkets» Betydning for Landet, og det var idet han bestandig steg høiere og høiere, at han naaede «Systemets Spidse» og sluttede med et høitideligt: «Mine Damer og Herrer! – Hans Majestæt Kongens Skaal!»

Skaalen blev drukket med Begeistring. Frøken Eveline betragtede Redaktøren fra Siden; men hun kunde ikke blive klog paa, om han virkelig var høitidelig eller om han bare gjorde Nar af hele Stadsen.

Nu optraadte Høiesteretsbud Paalsen med en Tale for Statsraad Bennechen, hvilken 184Tale Brudgommen besvarede med en Tale for Fædrelandet, en af Jernbanebetjentene talte for Broderriget, og Havnebetjenten for Damerne.

Men pludseligt raabte Kommandersergeanten med sin Kommandorøst: «Giv Agt! ingen Snak i Geledderne, før Stegen er spist! – her er jo ikke Raad til at faa en ordentlig Mundfuld for bare Snak!»

Disse Ord løste Lystigheden ganske, og der blev en ustanselig Latter nedover Bordet. Kristine lo ogsaa; alligevel skottede hun halvt ængstelig forbi sin Mand hen paa Madam Gluncke, som laa bagover og skoggerlo, saaat Taarerne trillede ned forbi hendes lille fede Næse.

Madame Grüner, som hidtil kun havde pillet ved Maden, tog nu alvorligt fat paa Stegen, da hun saa, at ingen gav Agt paa hendes Demonstrationer. Men hun forblev lige muggen, og hendes Bordherre havde ikke Tanke for andet end at holde Øie med Knudsen. Og medens han drak Glas paa Glas, hviskede han hemmelighedsfuldt til Madam Grüner: «Det er ikke farligt med mig – ser De! men Knussen derover, han er bare antaget paa Prøve – ser De! – og det er jeg, som skal passe paa ham; – 185Knussen!» – raabte han saa med stigende Kraft, jo længer Maaltidet skred frem.

Ved Desserten var Munterheden almindelig, og Støien øgede for hvert Minut, efter som den indvundne Varme af Mad og Vin turde slippe sig løs.

Høiesteretsbud Paalsen, der var en anerkjendt Humorist, optraadte paa almindelig Opfordring med forskjellige Selskabskunster; han kunde for Exempel gale som en Hane, banke sig paa Kinden, saa det klukkede, som naar man hælder af en Flaske, bevæge Ørerne op og ned og meget sligt.

Kristine syntes ikke, at dette var ganske i sin Orden. Et Bryllupsbord burde efter hendes Smag ikke være fuldt saa lystigt paa den Maade.

Men da Værten vilde takke Paalsen, kaldte han ham for Spøg: «Hr. Høiesteretsjustitiarius!»

Dette greb Redaktøren strax og raabte høit: «Hr. General Knoff! – maa jeg have den Ære?»

Selskabet studsede først; men snart var Ideen gjennemført med alle Herrerne: Skorstensfeier Lunde blev Overinspektør – man udelod Feier –, og Brudgommen blev Statsraad.

Men Kristine var glad, at man ikke 186ænsede hende. Derimod kunde hun ikke forstaa, hvorfor Selskabet var nær ved at revne af Latter, da Paalsen henvendte sig til Frøken Nielsen: «Fru Statsraadinde! – tør jeg udbede mig den Ære at drikke et Glas med Dem?»

«Tak! – Hr. Justitiarius!» – svarede Eveline og blev lidt rød; men strax efter lo hun og hviskede nogle Ord til Mortensen.

Overinspektør Lunde vilde plent finde en Titel for Madam Gluncke; men hun skreg og holdt sig for Ørene. General Knoff vilde drikke med Politimester Andersen, som sad og stirrede paa Knudsen med stive Øine. Og da Generalen ikke kunde faa ham til at høre, greb han med militær Resoluthed et Stykke Apelsin og kastede over Bordet. Uheldigvis traf dette Madame Grüner midt i Ansigtet.

«Surt imod surt!» – raabte Justitiarius Paalsen.

Madame Grüner vilde gaa – som rimeligt kunde være; og baade Politimesteren og Jernbanedirektøren maatte holde paa hende.

Imidlertid glemte man snart denne lille ubehagelige Scene, idet Frøken Eveline fik et godt Indfald. Hun tog det røde Papir af en Smældbonbon og fæstede det i Redaktørens Knaphul.

187Alt hvad der fandtes paa Bordet af blankt og broget, blev nu anvendt til Dekorationer for Herrerne, og det blev tilslut en meget glimrende Forsamling. Man vedtog paa Forslag af Mortensen, at der skulde drikkes Kaffe og røges Cigar ved Bordet, «saaledes som man gjør i Paris». Støien blev nu saa voldsom, at man neppe kunde høre sin egen Stemme. Der blev en vild Cancan af store Titler, som krydsede hinanden over Bordet; det gik uafladeligt paa med General! Jernbanedirektør! Havnefoged! Statsraad! Justitiarius! – og indimellem brølede Politimester Andersen: «Knussen!»

Kristine følte sig mere og mere ilde. Hun saa nedover Bordet til begge Sider, og hun skammede sig for, hvorledes der saa ud. Store røde Flækker af Vin og brune af Sauce; Blomster og Agurksalat, Rosinstilker, Cigaraske, Apelsinskal, krøllede Servietter og Stykker af Kransekage – alting hulter tilbulter mellem Glas og Flasker. Ansigterne røde som en Rad af Pioner; Damerne lo, og Herrerne skraalede til hverandre – bøiet helt fremover Bordet, medens Røgen af Cigarerne blandede sig med den tykke Madluft og Lugten af Vin og Kaffe.

Flere Gange saa hun spørgende paa sin Mand; men han smilede beroligende og 188hviskede noget, hun ikke forstod; han talte igjen saa utydeligt.

Da Selskabet endelig kom fra Bordet, blev Værelset foran Spisesalen snart for trangt, og Madame Gluncke gik da uden videre gjennem Kjøkkenet og Entreen og aabnede Dørene til den øvrige Leilighed.

Her var kun halvt møbleret, Overtræk over Speil og Lysekroner, og Ruderne vare overkalkede. Men dette kjølige Halvmørke var netop saa hyggeligt, og Selskabet spredtes i alle Værelserne.

Pianofortet blev aabnet, og den yngste Frøken Lunde foredrog: «Hun gik langsmed Stranden».

Man kunde høre, at hun havde lært «den nyeste Methode» – som hendes Moder sagde; thi hun sang: «hanne mahalede Strannæn og hæænne mehed, hæænne mehed.»

Men saa forefaldt der et lidet Optrin ved Pianoet, idet Madam Gluncke paa Død og Liv vilde synge: «Der stod to Piger og plantede Kaal», medens Frøken Lunde bestemt vægrede sig ved at spille til «det Slags Sange.»

Lykkeligvis drev Uveiret over, idet Høiesteretsjustitiarius Paalsen tog Malla Bimbam om Livet og dansede Polka.

Det blev til et Bal, et lystigt Bal udover Natten i den store, tomme, halvmørke Stue.

189Bag Døren sad Madame Grüner og hørte paa Madame Knoff, som græd over sin Mand. De vare begge enige om, at det var et sjofelt Bryllup, og at Malla Bimbam aldrig burde komme blandt Folk.

Kristine gik omkring og følte sig forladt og ulykkelig. Men da hun udpaa Natten saa sin Mand halvveis hænge om Halsen paa Madam Gluncke henne i en mørk Krog, blev hun saa beklemt om Hjertet, at hun gik ned og laasede sig inde i sit Værelse.

Da de sidste Gjæster drog hjem, skinnede det graa Dagslys ind gjennem de kalkede Ruder. Redaktør Mortensen havde allerede for et Par Timer siden fulgt Frøken Nielsen hjem. Politimester Andersen stod lænet til Trappegelænderet og hviskede hjælpeløst: «Knussen!» han havde mistet sit Maal og kunde ikke gaa alene.

Brudgommen tumlede ned af de to-tre Trappetrin; men da han fandt Kristines Dør laaset, begyndte han at raabe og banke.

Kristine slukkede Lyset og gik hen og aabnede for ham.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Arbeidsfolk

I romanen Arbeidsfolk fra 1881 setter Kielland kritisk søkelys på byråkratiet. Med humor og ironi skildrer han et departementsvesen som ikke gjør stort annet enn å sende papirbunker fra den ene til den andre. Han går også til angrep på dobbeltmoral og umoral.

Som i Garman & Worse er bokens persongalleri stort og uten en tydelig hovedperson. Og også i denne romanen er det et såkalt «kardinalkapittel», hvor Kielland lar naturen belyse handlingen i boken.

Boken fikk blandet mottakelse i samtiden, mange mente at Kielland denne gang var for krass og direkte i sine skildringer.

Se faksimiler av 1. utgave fra 1881 (nb.no)

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.