XIV.

190Om Sommeren boede Statsraad Bennechen i et lidet Schweitzerhus paa Ladegaardsøen helt nede ved Stranden. Det var bygget paa Falck-Olsens Eiendom, og hans store Villa laa bare et Par hundrede Skridt høiere oppe i Bakken.

Siden Afstanden var saa kort, levede de to Familier halvveis i Fællesskab; og da Statsraadens Hus var saa indskrænket, holdt begge Familier helst til oppe i den smukke, rummelige Hovedbygning.

Fru Bennechen, der var en Kone, som forstod sig paa Økonomi, havde aabent Øie for Fordelene ved denne Art af Husholdning. Og Fru Falck-Olsen var paa sin Side henrykt over det Liv, som altid fulgte Statsraadens Familie.

Saaledes havde de to Familier levet hver Sommer til gjensidig Hygge og Fornøielse. Men iaar vilde det slet ikke gaa.

191Og det kom altsammen af den kjedsommelige Aktiebank.

Generalforsamlingen var bestemt til 20de August. Gamle Statsraad Falbe havde ganske rigtig frabedt sig Gjenvalg, og nu havde Falck-Olsen sat sig i Hovedet, at han vilde have Statsraad Bennechens Stemme ved Direktørvalget; medens Bennechen med usædvanlig Seighed fastholdt, at han ikke kunde stemme paa Grossereren uden under visse Betingelser.

Udover hele Sommeren laa dette i Luften og fordærvede Fornøielsen for dem alle. Fruerne debatterede Sagen i smaa nervøse Samtaler. Fru Falck-Olsen syntes, at Statsraaden gjerne kunde føie hendes Ole Johan; og Fru Bennechen mente, at Grossereren nok kunde følge en Mands Raad som hendes Daniel.

Om Eftermiddagen den skjæbnesvangre Dag, da der skulde vælges Direktør i Banken, sad begge Fruerne hver i sit Hus og ventede det lille Dampskib, som pleiede at bringe Mændene hjem til Middagen.

Fru Bennechen var i ondt Humør. Alle hendes Overtalelser havde været uden Virkning. Statsraaden havde i sin mest ophøiede Tone sagt: «jeg kan ikke – Adelaide! jeg tør ikke!» – og naar han en sjelden Gang 192talte i den Tone, vidste hun, at han var ubøielig. Nu sad hun der i sin lille uhyggelige Dagligstue, som igrunden slet ikke var til at være i hele Dagen; ude regnede det, og ind til hende trængte Madlugt og Kjøkkenstøi gjennem de tynde Sommervægge.

Fru Falck-Olsen derimod gik sin Mand imøde nedover mod Bryggen, da Dampskibet kom om Odden. De to Herrer steg iland og gik sammen opover; og nu brød Grossererens Vrede løs. De vare komne lige fra Generalforsamlingen ombord i Dampbaaden, og der havde været pakfuldt af Folk.

«Det havde jeg rigtignok ikke troet!» – snerrede Grossereren, «det undrer mig – ja minsæl gjør det saa! – at De vover sligt – Bennechen!»

«Det gjør mig ondt – Hr. Grosserer! men jeg sagde Dem det paa Forhaand; jeg kunde ikke gjøre andet. Høiere Hensyn – «

«Hensyn! – jeg synes, De skylder mig temmeligt meget Hensyn – temmeligt meget!»

«Saa – saa – Ole Johan! – bare ikke sint,» beroligede Fruen, som nu mødte dem.

«Aa jeg ved ikke, hvad du blander dig i det – Mor! – han der» – her pegede Grossereren med en tygget Cigarstump paa Statsraaden, «han stemte paa Konsul Lind, og det uagtet han ved, at hvis jeg bare vil, 193saa – – men han skal komme til at angre denne Dag, det kan han forlade sig paa!»

«Hør mig et Øieblik – Hr. Grosserer Falck-Olsen,» begyndte Statsraaden, han var bleg, og Mundvigerne dirrede paa ham, da han vilde smile; «har det aldrig faldt Dem ind, at De tiltrænger – at De mangler noget der –» Statsraaden pikkede ham lempeligt paa det venstre Frakkeopslag.

«Aa skidt paa Deres fine Talemaader! – jeg mangler s’gu hverken noget paa Hjertet eller Forstanden, det skal De snart faa se» – og dermed løb han opover mod Huset.

Men Fru Falck-Olsen, hvis kloge Øine nøie havde fulgt de to Herrer under Samtalen, vexlede et hurtigt Blik med Statsraaden; han nikkede.

«Kan vi stole paa det?» spurgte hun.

«Ganske sikkert, hvis han opfører sig klogt; det vil da sige – efter nogen Tids Forløb.»

Nu nikkede Fruen: «Saa skal jeg nok greie det!»

«Ja – om De kunde det! – kjære Frue!» raabte Statsraaden varmt. Han vilde gribe hendes Haand; men den var saa forgjemt i Regnkaaben, at de maatte nøies med at hilse med Øinene, idet de skiltes. –

Da Fruen kom ind, sad Grossereren med 194Hatten paa og skrev i Kabinettet, saa hun hørte det kradse.

«Du skriver – Ole Johan!» henkastede hun ligegyldigt.

«Ja – jeg giver Ordre til Kontoret, at de skal gjøre Bennechens Conto op ieftermiddag – strax – intet Øieblik at spilde!»

«Jeg kan tænke det – ja! du bryder dig naturligvis ikke om hans Tilbud.»

«Tilbud! – hvad for et Tilbud?»

«Du har jo altid gjort Nar af det Slags Dingeldangel» – fortsatte Fruen, idet hun tog Regnkaaben af.

«Hvad er det for noget, du staar der og væver om? – hvad mener du?»

«Forstod du det virkelig ikke?» spurgte Fruen og satte op et Ansigt fuldt af Forbauselse.

«Hvad forstod jeg ikke? – staa ikke der og skab dig som en gammel Høne –» raabte Grossereren og vendte sig.

«Nei – men sig mig – Ole Johan! – forstod du virkelig ikke, hvad Statsraaden mente? Lagde du da ikke Mærke til, at han bankede dig der?»

«Begynder nu du ogsaa med det Tøv? – det skulde vel betyde, at jeg manglede Besindighed, at jeg burde være slig en Bomuldsdot, som han selv er; men jeg skal –» 195Grossereren stansede og stirrede paa sin Kone; thi hun slog op sin muntreste Latter og raabte:

«Aa du kloge Ole Johan! – hvorledes skulde det gaa dig, naar du ikke havde mig? Hvad er det,» – hun tog et Tag i hans venstre Frakkeopslag, – «hvad er det, store Mænd pleier at bære der? hvad er det, du mangler der? – nu?»

Grosserer Ole Johan Falck-Olsen tumlede tre Skridt tilbage og blev staaende foran Speilet; han stirrede afvexlende i Speilet og ned paa sit venstre Opslag, medens han pillede uvist ved Knaphullet.

«Tror du virkelig, det var det, han mente?»

«Naturligvis! – men saa maatte du ogsaa tage Parti – som han siger; og det vil du jo ikke.»

«Aa – det skal du dog ikke være saa forbandet skraasikker paa!» – raabte hendes Mand og svingede sig rundt paa Hælen; «den ene Tjeneste er den anden værd; er det ikke andet, de forlanger, saa –»

«Men Kjære! – saa kunde du jo ogsaa faaet Direktørposten, naar du først vil gaa over —»

«Aa – den lumpne Direktørpost! tror du, jeg gad gjøre noget for den. Men dette – ser du! er en helt anden Sag; det er da 196noget! bare jeg nu kunde faa det til at gaa fort!»

«Du gjorde forleden Dag Nar af det gule Chor; det saa jeg godt, at Statsraaden ikke ligte.»

«Bravo – Malene! – jeg vil bede Statsraaden skaffe mig ind i det gule Chor. Aa du Malene! – har ikke Salomo Ret, naar han siger: den som fanger en god Hustru – eller noget lignende –»

«Jeg synes ikke, du just skulde holde dig til Salomo i Ægteskabssager,» svarede Fru Falck-Olsen, idet hun godmodig lod sig omfavne. –

Da Hilda Bennechen, som ogsaa var kommen med Dampskibet, traadte ind i Stuen, gik Pigen og dækkede Bordet; der var ingen Spisestue.

«Nu! – kommer du der! – gjennemvaad naturligvis; Gud ved, hvad du skulde til Byen i sligt et Veir; men saaledes er det altid med dig –» sukkede Fru Bennechen.

«Jamen Mama! – imorges saa det da rigtig saa straalende ud –»

«Aa Tøv! – du er uheldig – det er Sagen, i et og alt! derfor gjør du heller ikke andet end Dumheder og Fortræd. Er ikke Alfred med?»

«Nei – jeg skulde hilse, at han skulde 197spise i Hotellet hos en Svoger af Hiorth tror jeg.»

«Den væmmelige Hiorth! –» sukkede Fruen og saa ud efter Dampskibet, som gik videre.

Hilda var vant til sligt. Hun tog af sig og hængte Tøiet ud. Da hun kom ind igjen, vovede hun at sige: «Stakkels Kristine! – hun er slet ikke frisk. Jeg gad vide, om det ikke var bedst, at snakke til Doktor Rohde –»

«Hør nu Hilda!» sagde hendes Moder og reiste sig ganske rød i Hovedet, «det er ikke første Gang, du plager mig med det Fruentimmer. Men nu siger jeg dig en Gang for alle: jeg vil ikke høre hende nævne mere – ikke med et Ord – hører du! Vi har gjort mere for hende, end de fleste i vor Stilling vilde have gjort, og du ved selv, hvorledes der saa ud inde i Byen efter det Bryllup. Nu kan det være nok, og du sætter ikke dine Ben indenfor hendes Dør – forstaar du! Uf der er da ikke andet end Ufred og Plage med dig, hvor du saa vender dig!»

Statsraaden kom nu ogsaa ind; men da han saa, hvad Slags Veir der var, reddede han sig ind i Sovekammeret, hvor han vaskede sig uafladeligt, til han blev kaldt tilbords.

198Da de havde sat sig, sagde Statsraaden venligt til Hilda, – thi han saa, hun havde faaet Skjænd: «Havde du spadseret længe med Kammerherren, da jeg traf dig?»

«Kammerherren?» – for Fruen op; «har du nu plaget ham igjen! du gjør dig ganske latterlig – Hilda! saaledes som du løber efter ham; – ja – hvad værre er, du gjør næsten ham latterlig –»

«Nei – men Adelaide!» indvendte Statsraaden forsigtigt.

«Du kan dog selv begribe – Daniel, at for en smuk, feteret Herre som Delphin kan det ikke være andet end generende at sees jævnlig med en Dame – saa lidet distingveret – forat bruge et mildt Udtryk – som vor Hilda. Det er da soleklart – alligevel!»

Hilda reiste sig med et fra Bordet og styrtede ovenpaa. Hun lukkede sig inde paa sit lille Skraaværelse og hulkede i Hovedpuden. Det var dog det værste af alt. At hun var saa hæslig, at en Mand blev latterlig ved at vise sig med hende. Mon Delphin da gjorde bare Nar af hende? – og hun, som troede ham saa godt!

Fru Bennechen græd ogsaa. «Det er din Skyld altsammen – Daniel! – havde ikke du brouilleret os med Falck-Olsens, saa var alt godt og vel, men nu –»

199«Rolig – kjære Adelaide! – bare rolig; – Forsoningen er nær –»

«Aa kom mig ikke med dit: rolig Adelaide,» – hærmede Fruen, idet hun tog Laaget af. Det var Kalv i Carry.

Men idetsamme lød Skridt paa den lille Veranda; hun fik neppe Tid til at sætte Laaget paa igjen, før Grosserer Falck-Olsen stod i Døren.

«Ah! – hvor heldigt!» – raabte han straalende, «Herskabet har endnu ikke begyndt Middagen. Jeg kommer nemlig, forat bede specielt Dem Frue! – fra min Kone, at De absolut maa komme op og smage paa nogle Kyllinger, hun er saa stolt af. Og De – Hr. Statsraad! maa gjøre mig Selskab ved en hvid Portvin; ikke sandt?» – tilføiede han, idet han strakte sin Haand frem, «vi kan begge trænge til lidt Extraforpleining idag.»

Statsraaden modtog hans Haand og trykkede den varmt. Men Fruen sad endnu som himmelfalden, indtil hendes Mand fik hviske til hende: «sagde jeg ikke, Forsoningen var nær?»

Hun stirrede næsten med Ærbødighed paa ham og lod sig villig føre bort af Grossereren; medens Statsraaden raabte op til Hilda, at hun maatte komme efter, saasnart hun kunde.

200Gjenoprettelsen af det gode Forhold mellem Familierne blev feiret med en Række Festligheder. Men det var ikke længer «de store Bespisninger» – som Delphin sagde, men derimod mindre Herremiddage, hvor man sad længe tilbords og holdt mange Taler.

Delphin lugtede snart Lunten og morede sig paa sin Maade. Han forfulgte Redaktør Mortensen, som nu blev en stadig Gjæst, med den mest udsøgte Høflighed, saa den anden blev helt forvirret. Eller han skræmte Livet af den skikkelige «Mam Olsen» ved at forsikre hende, at en eller anden af de nye Gjæster var Nihilist og gik med Revolver i Baglommen.

Men Grossereren selv havde antaget en ny Holdning – stram og reserveret. Han foretog intet, uden først at have raadført sig med Statsraaden, og i sine Selskaber saa han aldrig mere noget Menneske, som han ikke havde Tilladelse eller Ordre til at invitere.

Det store «Dansebal paa Olsesalen», som gaves hver Høst, blev iaar til en fin «thé dansant»; og Grossereren gav sin Datter et Vink om, at hun ikke skulde slaa Vrag paa Hr. Extraskriver Hiorth.

Men herover blev Sofie fornærmet, især da Faderen ikke vidste mere Besked. Idet heletaget var hun misfornøiet: 201Kammerherren nærmede sig ikke, og Valget mellem Hiorth eller Bennechen syntes hende en tarvelig Triumf.

Ellers havde disse to Venner havt en anstrængende Sommer. Thi foruden Departementstjenesten havde de ogsaa havt i Kommission at more en Svoger af Hiorth – Grosserer Garman, som laa ved Grefsen; og det havde de gjort saa grundigt, at de ikke havde havt Tid til at varetage sine Hjerteanliggender.

Da derfor Vintersaisonen begyndte, skulde der tages fat med Alvor. Især var det Alfreds Plan at lægge alle Aarer ud, forat vinde den unge Kone nede i Portnerleiligheden. Men Fru Bennechen tog en Dag sin Søn Alfred for sig og betroede ham noget inde i Soveværelset, hvoraf Følgen var, at han lod Kristine være iro.

Det var forresten besynderligt, hvor hurtigt hun tabte sig. Det glinsende røde Haar blev ligesom saa tørt, og hele Vinteren udover var hun daarlig, havde ofte ondt i Halsen og Værk i Lemmerne.

Hendes Mand gled omkring mere smilende og lydløs end nogensinde. Hun havde beholdt en stærk Modbydelighed for ham fra Bryllupet; men deres Liv gik stille og ensformigt, og han behandlede hende godt.

Med Lodsoldermand Seehus vexlede 202Anders Mo mange Breve, og han fik nu og da et Bancobrev vestenfra. Men en Dag under Jul modtog han følgende Skrivelse:

«Hr. Departementsbud Mo! nu gaar det ikke an længer, desformedelst, at han har ikke mere, men Gjæld; hvorfor jeg skriver i mit eget Navn, og Njædel ved ikke af det, fordi jeg ikke tror, at det hænger rigtigt sammen med disse Penge, som nu er gaaet op til 950 Kroner. Hvis det er Kongens Folk, som fortærer disse Penge, saa er vi ikke bedre end de Russer i Rusland og Petersburg, og jeg skal skrive i Avisen, for Manden er fattig og arm bleven, og han har fanget Sygdom i Blodet formedelst Græmmelse over den Taren, og Grøften er nær paa rabet sammen igjen, og han er et klageligt Syn, hvisaarsag jeg skriver til Eder, som er hans Broder, at I for Guds Barmhjertigheds Skyld maa se at faa Ende paa denne Sag, som nu er snart to Aar indsendt til Kongen foruden Svar, men bare Omkostninger. Ligervis længes han meget efter Brev fra sin Datter Kristine, som nu er Eders Hustru, og forundrer sig over, at hun nu intet har at skrive, aldenstund I dog haver hyppigen skrevet os til, at hun alene eftertragtede at blive Eders Hustru, men skammede sig for Alderen, hvorfor vi ogsaa skrev 203saaledes som ombedet af Eder med Overtalelser og sligt; men jeg tror ikke noget af alt nu herefter

ærbødigst

Lauritz Boldeman Seehus.»

Farbror Anders læste dette Brev i det lille Forgemak, han havde udenfor Statsraadens Kontor i Departementet. Han foldede Brevet sammen og stak det i Ovnen, medens han rokkede med Hovedet og smilte hen for sig.

Statsraaden aabnede Døren: «Hører De ikke? – Mo! – jeg har ringet to Gange.»

Anders Mo reiste sig og saa paa Statsraaden med det samme meningsløse Smil.

«Men Mo!» – raabte Statsraaden, «jeg tror ved Gud, De begynder at blive gammel!»

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.